Her er 43 facebook-drys fra juni-juli 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

1. Ammestuen og pædagogisk kritik
2. Hanne Knudsen og Lars Qvortrup diskuterer interview med John Hattie
3. Kritik af DPUs og AUs syn på fag og skole, del 3
4. DLF, Radikale og Alternativet:
5. Uddannelsespolitiske anbefalinger
6. Undskyld til Simon Phil Sørensen
7. Socialdemokratisk ånd
8. Valget
9. Mikael Busch skriver bog om Bjarne Corydon
10. NCS-Rapport om skolereformens følgeforskning
11. Teknokratiet tager magten hos de radikale
12. Dannelses-bashing i dagens Konkurrencestatstidende
13. Hvad skal vi gøre med Vestager?
14. Teologisk-politiske refleksioner
15. Folkemøde, torsdag d. 13. juni
16. Folkemøde, fredag d. 24. juni
17. Folkemøde, lørdag d. 15. juni
18. Læring mod Dannelse i Rådet for Børns Læring
19. Facebook-drys 61: Maj 2019
20. Folkemøder 2013-2019
21. Aarhus Universitet/DPU nedlægger professorat i pædagogik
22. Godt kritisk indlæg af Henrik Dahl
23. Keld Skovmands pris
24. Centrum-venstres forståelsespapir
25. Et klima-spørgsmål fra en uvidende 2
26. God anmeldelse af ”FAQ om dannelse”
27. Om pissedårlig undervisning
28. Fra treleddet pluralisme til toleddet enhedsblok
29. Friskolen er skabelse
30. Om nationale tests
31. Folkeskolen er et supplement til friskolen
32. Jyllands-Posten om SDU’s verdensmålsstyring
33. Isabella Arendt kritiserer regeringens ghettopolitik
34. Ghetto-logik
35. Regnemaskine-kærlighed, note 1
36. Regnemaskine-kærlighed, note 2
37. Regnemaskine-kærlighed, note 3
38. Regnemaskine-kærlighed, note 4
39. Et klimaspørgsmål fra en uvidende
40. Uddannelsespolitikkens udvalg og ordførerskaber
41. Uddannelsespolitiske noter
42. Pernille Rosenkrantz-Theils gode beslutning
43. Regnemaskine-kærlighed, note 5

 

1. d. 1. juni: Ammestuen og pædagogisk kritik

En fremmed: Hej Thomas

Mig: Hej, hvem er du?

Den fremmede: Jeg hedder Dennis Palhøj Udsen.

Mig: Ok, Dennis, kan jeg forkorte dig til DPU i dagens anledning?

Dennis: Ja, det er ok. Det er der faktisk mange, der kalder mig.

Mig: Nå Dennis, hvad skylder jeg æren?

DPU: Det er altså irriterende, at du og andre kritiserer mig.

Mig: Hvad tænker du på?

DPU: Alle de der ”ammestuehistorier”, som er i omløb.

Mig: Ammestuehistorier?

DPU: Ja, det kalder min overleder kritikken, da han nævnte den på twitter. Vi gider ikke høre på det. Vi er også nogen, der kalder det had og tilsvining. Men vi går naturligvis ind for ”forskningsfrihed”. Ære være profeten.

Mig: Men jeg kender ikke til nogle ”ammestuehistorier”. Og det andet du taler om, altså det med ”tilsvining” og ”forskningsfrihed”, tør jeg slet ikke tale om, for ellers får jeg jo klager fra dig. Men ærligt talt, Dennis, hvad er det for nogle ”ammestuehistorier”, som du og din overleder er så forbitret på?

DPU: Det er de historier, der lyver om, at jeg ikke interesserer mig for fag. De historier er imod noget, jeg kalder for fakta.

Mig: Men det er da helt korrekt, at du er stiftet og grundlagt på et opgør med dannelse, fag og pædagogisk praksis. Det har jeg selv studeret, og det er et faktum. Og dette ”opgør” har udvidet sig siden 2010. Og det er jeg sandelig ikke ene om at mene.

DPU: Jeg vil ikke snakke om fortiden. Og vi har da ”fag” hos os!

Mig: jo, men kun langt ned i forskningsstrukturen, og resterne af fagene er gennemsyret af det oprindelige opgør med dannelse. Dvs. at fagene som regel omdannes til ”kompetencer”, og derfra videre til din læringsideologi. Og disse fagrester forbindes typisk ikke til pædagogisk praksis og dannelse, men til læring og OECD. Dermed gendannes det oprindelige opgør i fagelementerne.Tjek lige din leders og mange af hans favoritters indlæg.

DPU: Passer ikke, jeg kender en undtagelse.

Mig: Ok, Dennis, du tager dig af undtagelserne, så tager jeg mig af reglerne.

DPU: Men uanset hvad du siger, er det ”ammestuehistorier”. Det siger min overleder selv, og han er enig med mig.

Mig: Men din overleder er da ikke pædagog eller noget, og han har mig bekendt aldrig skrevet om pædagogik. Han skal bare sørge for driften. Vi kunne jo sagligt set ligeså godt henvise til min svigermor, som er pensioneret bankassistent. Og ærligt talt, kan du ikke sige andet end det der med ”ammestuehistorier”? Kan du ikke prøve at sætte dig ind i kritikken? Den står efterhånden i mange bøger og artikler på den ene og den anden måde.

DPU: Nej den gør ej.

Mig: ???

DPU: Se selv på min FB- og twitterprofil og på mit nyhedssite. Der står ikke noget om nogle bøger eller kritik. Ergo må det være ”ammestuehistorier”, du render med.

Mig: Ok, Dennis. Jeg giver op. Og måske er det faktisk fint med ”ammestuen”. Jeg er måske lidt tættere på fødsler end du. Men hvad skal jeg så kalde dine historier?

DPU: Du kan kalde det for ”forskning”, eller endnu bedre, for ”dataevidensforskning”. Vi iagttager iagttagelser og måler dem. Vores seneste påfund er ”børneoptimisme”. Vi har også kontakter til universitetets bigdata- og learning analytics-forskning. Det kalder jeg for “tværfagligt samarbejde”.

Mig: Men Dennis, så er det da langt bedre at bygge på ammestuer. Pædagogik handler jo netop om fødsler og fortællinger. På en måde kan pædagogisk videnskab defineres som “historier fra ammestuen”.

DPU: Du fordrejer tingene. Jeg foretrækker læring/kompetencer frem for pædagogik og forskning frem for videnskab. Og al den der urene pædagogik er ikke andet end ammestuehistorier, som det gør mig vred at høre på, og som er imod fakta. Politiken sammenligner den slags med ”Trump”, og jeg er helt enig. Det er reaktionært og sort skole.

Mig: Ok, Dennis. Men jeg smutter nu. Jeg har en fødsel og et par små børn, der skal ammes. Jeg fortæller dig om det lidt senere. Pøj pøj med dit arrangement om “børneoptimisme”.

DPU: Det blev aflyst, der var for få tilmeldte.

 

2. d. 2. juni: Hanne Knudsen og Lars Qvortrup diskuterer interview med John Hattie

Lektor Hanne Knudsen reflekterer nedenfor over Lars Qvortrups kritiske reaktion på hendes interview med John Hattie. Både Knudsens interview og Qvotrups kritik står i tidsskriftet “Nordic Journal of Studies in Educational Policy”.

https://www.facebook.com/hanne.knudsen.7359/posts/10217549361902590

Min egen reaktion på Qvortrups indlæg kan man læse her, hvor jeg også har indføjet Knudsens markering:

http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortr…

 

3. d. 3. juni: Kritik af DPUs og AUs syn på fag og skole, del 3

Jeg har studeret DPU’s strategi 2015-20. Strategien indføjer sig uden videre i min overordnede analyse og er desuden med til at forklare en række nyere hændelser, som måske ser mystiske ud på overfladen.

http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn-paa-fag-og-skole-del-3-dpus-strategi.html

 

4. d. 3. juni: DLF, Radikale og Alternativet

DLF’s hovedbestyrelsesmedlemmer har travlt med at skrive debatindlæg sammen med det Radikale Venstres ledelse.

A.

Først var det Jeanette Sjøberg, som sammen med Sofie Carsten Nielsen (RV) talte for det, jeg kalder for en affirmativ reform af læreruddannelsen fra 2012. Dvs. endnu mere effektive versioner af samme skolereformsagtige dårligdomme (d.21/5).

Carsten Nielsen brillerede i øvrigt i forrige uge med et hyperteknokratisk uddannelsespolitisk indlæg, som var helt i ånden fra den eksisterende læreruddannelse, som RV jo selv står bag. I et fint kulturkonservativt svar skrev Nikolaj Bøgh, at Sofie Carsten Nielsen lød som en ”Helge Sander på speed”. Lige noget for DLF åbenbart?

B.

Og nu er det så Bondo, der i dag har skrevet et indlæg i Kristeligt Dagblad sammen med Morten Østergaard, som decideret var uddannelsesminister, da læreruddannelsen blev vedtaget. RV var desuden primus motor bag skolereform, og RV/S-begejstringen ville ingen ende tage dengang i 12.

Der er ingen tegn på nogen grundlæggende uddannelsespolitisk eller pædagogisk besindelse hos de radikale, kun lidt pynt i ny og næ. Carsten Nielsens indlæg fra forrige uge talte sit eget sprog. Og Lotte Rod har fulgte trop i sidste uge.

Jeg forstår ikke, hvad DLF vil på den galej. Men måske er man glad for skolereformen?

C.

Til gengæld er Alternativet løbet med den uddannelsespolitiske tete her i valgkampens slutspurt.

Den politiske ordfører Caroline Magdalene Meier, som den anden dag leverede et tankevækkende forsvar for en form for kreativ indholdsskole til Altinget.dk, supplerer nu med en række herlige ideer og et ledsagende frontalopgør med konkurrencestat, fremdriftsreform og uddannelsesloft.

Magdalene Meier taler direkte for langsommelighed og grundighed. Meier vil genindfører filosofikum, og hun taler om kultur, historie og matematik. Det er tip-top kvalitet over hele linjen. Hvis hun lykkes med den linje, som jeg dog vil sige lyder som en form for pædagogisk korrektion af partiets generelle image, så bliver Alternativet et parti, der uddannelsespolitisk set vil kunne interagere med de bedste “dybder” i alle andre partier.

De radikale har derimod helt forladt sine ”dybder”, og derfor taler de kun ind i de andre partiers overflader.

Så spørgsmålet er: Hvorfor skriver DLF ikke skolepolitiske kronikker med konkurrencestatens kreative modstandere i stedet for sammen med dens indædte bannerførere?

Links:
Interview med Carolina Magdalene Meier i Magisterbladet: https://www.magisterbladet.dk/…/alternativet-vil-foere-udda…

Omtale af interviews med Meier og Lotte Rod (RV) i Altinget: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157215986384481&id=837549480

Bondo og Østergaard i Kr. Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/vores-boern-fortjener-e…

DLF og Sofie Carsten Nielsen i Politiken: https://politiken.dk/…/L%C3%A6g-et-%C3%A5r-ekstra-p%C3%A5-u…

 

5. d. 4. juni: Uddannelsespolitiske anbefalinger

Hvis jeg godt kunne lide X parti, så ville jeg stemme på følgende personer, som på forskellige måder har blik for samfundets grundkategori, nemlig pædagogik, dvs. den frie genskabelse af fællesskabet og dets institutioner i verden.

Jeg starter med de fem partier, som ikke har stemt for skolereform, læreruddannelsesreform etc.. De har en særlig klasse:

 

A. Reformmodstandere:

Alternativet: Carolina Magdalene Meier (københavnerne skal lige tage sig sammen. Hun er lige på vippen)

Kristendemokraterne: Isabella Arendt (stiller op i Østjylland, også på vippen)

LA: Henrik Dahl (sønderjyderne skal også lige tage sig sammen. Dahl er kun nr. 2 i sin kreds og partiet går tilbage)

EL: Ingen

SF: Jacob Mark (måske den eneste tilbageværende pædagogiske stemme på Tinge efter valget, men sikker i sadlen).

 

B. Reformtilhængere:

K: Nikolaj Bøgh (stiller på i København. Har haft et fint indlæg mod RV’s teknokrati, men jeg ved ikke så meget om ham, heller ikke om hans chance for at komme ind)

RV: Marianne Jelved (stiller op i Nordjylland)

A: Simon Pihl Jørgensen (stiller op i København Omegen). Han var med en brandtale i byrådet årsag til, at Lyngby-Taarbæk kommune forlod Synlig Læring-samarbejdet i Nordkøbenhavn) (tilføjet d. 5. juni)

V: Absolut ingen

DF: Marie Krarup (spillede en rolle ved Gymnasiereform og redningen af KLM-faget på læreruddannelsen).

 

C. Uden for kategori:

NB: Ingen

SK: Løb, bare løb. Tag et tørklæde på og find en oase i Libyen.

Lidt noter:
1.
Carolina Magdalene Meier har en modererende, men stadig umiskendelig alternativistisk, indflydelse på sit parti. Derudover tager hun emner op, der kan gøre Alternativet til en langt bredere bevægelse og stimulere gode processer i andre partier.

2.
Isabella Arendt har vist interesse for og viden om især skolepolitiske emner. Hun vil lave friskoler med LA og minimumsnormeringer med SF, og hun har blik for det paradoksale i, at Socialdemokratiet kalder sig for ”børnenes parti”, når partiet jo har stået for skolereformen.

3.
Henrik Dahl mister desværre påvirkningen fra Riisagers pædagogik-faglighed, og partiets tredje og sidste kulturliberale, Mette Bock, ryger også ud. Dahl risikerer derfor at sive hen i retning af DF/Cepos. Men han har dog også en baggrund og en erfaring, der gerne skulle ruste ham til at fastholde blikket på substansen, gerne sammen med Meier og Jacob Mark, som Dahl faktisk selv anbefaler som skolepolitisk alternativ til sit eget parti. Ryger Dahl også ud, står det virkelig skidt til for LA, som vil være overladt til høje træer og Ayn Rand-rester.

4.
Jelved gjorde et stort arbejde i kampen mod læringsmålstyringen, men hun kan ikke drive det videre end det, eftersom hendes pædagogiske hovedinspiration er Knud Illeris, som satte læring i modsætning til kundskaber. Den modsætning kan Jelved ikke gabe over. De radikale står stadig 100% bag alle de problematiske reformer.

5.
Nogen savner måske Bertel Haarder hos Venstre, men den går ikke. Haarder har om nogen bidraget til at definere kundskaber som OECD-teknik. Desuden er han totalt uberørt af den pædagogiske kritik.

6.
Hvis Meier og Dahl ryger ud, er der stort set kun Mark tilbage, men det er slet ikke nok, fordi SF jo stadig er med i forligskredsen bag alle de dårlige forlig.

Summa summarum: Det ser ikke godt ud.

 

6. d. 5. juni: Undskyld til Simon Phil Sørensen

Undskyld til den vigtige og selvstændige socialdemokratiske skolepolitiker Simon Pihl Sørensen:

I går lavede jeg en liste over personer, man kunne stemme på fra de forskellige partier, hvis man mente, at pædagogik og dannelse var vigtige emner.

Ud for Socialdemokratiet skrev jeg ”absolut ingen”. Men det var en kæmpefejl. Jeg var ikke opmærksom på, at en stor socialdemokratisk undtagelse og helt, Simon Pihl Sørensen, er på stemmesedlen i København Omegn-kredsen.

Det var Simon Pihl Sørensen, der som viceborgmester i Lyngby-Taarbæk nærmest ene mand kick-startede opgøret med Synlig Læring med en brandtale i byrådet i efteråret 2016, altså i indeværende valgperiode. Talen var en Greta Thunberg eller en Obama værdig.

Talen medførte, at Pihl Sørensens kommune trådte ud af Synlig Læring-samarbejdet i Nordkøbenhavn, og den bidrog kraftigt til det efterfølgende opgør med Synlig Læring og læringsmålstyring i det hele taget. Sørensen er dermed i pædagogisk familie med især Magdalena Meier, Riisager, Dahl, Jelved og Mark.

Jeg skrev om talen i nedenstående indlæg, hvor man også kan læse om de radikales entydige tilslutning til læringsideologien.

Undskyld forglemmelsen Simon, og godt valg uanset hvad du ellers mener om dit og dat. Håber du holder nogle flere brandtaler i dit skole-fjendske parti, så det kan blive sig selv igen. Måske kan du blive skoleordfører? I hope so!

http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby-taarbaek-kommune.html

 

7. d. 5. juni: Socialdemokratisk ånd

Her er lidt 2014-ånd, hvor man kan studere læringsmålstyringens vilde antipædagogik i Antorinis velmagtsdage. Professor Jens Rasmussen, som i forbindelse Skovmand-sagen forsøgte at nedtone sin rolle, støtter ideologien 100%. Nede i tråden er folk med rette i oprør.

Det var Riisager, som ene kvinde på Tinge fra starten så problemet, og som forbandt det med Centrum-Venstres begejstring for konkurrencestatsteorien. Hun førte også kritikken over i egne rækker, og fik efterhånden læringsmålstyringens i Rasmussens version fjernet fra skolen og fra ministeriets hjemmeside. Noget af en bedrift.

Så man forstår godt, at hun blev en populær minister alle andre steder end hos DPU/KL/Politiken, der stadig udgør en slags centrum-venstre-ideologisk akse.

Men Socialdemokraterne kalder sig skam for “børnenes parti”. Det er til at græde over. Partiet er imod virkelige skoler, både de offentlige og de frie, det er også imod pædagogik og dannelse, og Sass Larsen deler mundkurve ud fra sit anti-intellektuelle politbureau, ligesom læringsideologien gjorde i Schmidt-sagen.

Partiet har retning mod en dyb antipædagogisk lukning.

https://www.folkeskolen.dk/548309/professor-faelles-maal-giver-laererne-nyt-ansvar

 

8. d. 7. juni: Valget

Valget:

A.
Den overordnede tendens:
De mest rabiate “klimatosser” gik tilbage.
De mest rabiate “udlændingetosser” gik også tilbage.

B.
Klimaet satte sig på midten, og udlændingene satte sig også på midten.

På midten kan både klima og udlændinge modereres lidt ind i de dagsordner, som i mange år har været ”midtens” i forvejen. Og hvad handler disse dagsordner om? Hvilke tosser regerer på midten og vil derfor nu bruge udlændinge og klima til som opportune anledninger til at optimere det projekt, som var der i forvejen?

C.
Så altså: Hvilke ”tosser” gik frem? Det gjorde Konkurrencestats-tossen (S og RV) og disruptions-tossen (V og K).

Disse to tosser kan så forbinde sig med EU-tossen, som kører efter samme tekniske ideologi. Herfra kan man tvinge et digitalt-økonomisk opgør med pædagogik igennem med klimaet som en form for stratosfærisk anledning.

D.
Arne Hardis skriver i WA, at valget er enden på 2001. Det er jeg ikke enig i. Valget er snarere 2001’s sejr og udvidelse.

2001 handlede ikke om ”udlændinge”. Det handlede om, at det nationalt/folkelige spørgsmål blev parkeret hos DF og dermed tog farve af Islams værste sider, så Rasmus Paludan i dag går og tror, at han promoverer en national dagsorden, selvom han lyder som en spejl-islamist.

Men uden folkelig dannelse meldte der sig fra 2001 et problem for de gamle partier. Hvad skulle de nu lave, sådan lidt uden deres land eller andre lande i nærheden?

Jo, de kastede sig over, at omdanne kundskaber til pisalister og OECD-kompetencer, kort sagt til ”læring”. Skolereformen er kronen på den proces, hvor alle steder er væk.

Imens sivede DF ind i dem alle sammen på sådan en lidt udvendig måde.

Det er dette teknokrati, som – med DF som en slags ydre ledsagende hybrid – har vundet valget i forgårs. Herfra kan man styre i en eller anden kombination mellem Singularitys værdier, som suges ned i børns og unges hjerner – måske i omvendte sharia-områder (S-V) og med robotvenner i børnehaverne (KL) – og et teknificeret læringsinferno i et europæisk ”læringsområde” under OECD (RV). “Klima” er en belejlig anledning til at fremme denne proces.

Derudover er de fleste af dem med pædagogisk og kritisk forstand fra det gamle Folketing – dvs. dem som kritiserede konkurrence- og disruptionsstaten i et pædagogisk perspektiv – nu væk.

Tillykke til konkurrencestats- og disruptions-Danmark med sejren over pædagogikken. Hvilket skrækkeligt valg.

 

9. d. 8. juni: Mikael Busch skriver bog om Bjarne Corydon

Mikael Busch er ved at skrive en bog om Bjarne Corydon.

Hjælp Busch med en skærv, så han kan få gravet mest mulig viden frem om dette vigtige emne og få bogen udgivet.

Mikael Busch er en garvet forfatter, der tidligere har skrevet om f.eks. den kolde krig og om pædagogiske/uddannelsespolitiske emner.

Læs mere på linket, både om projektet og om hvordan man bidrager.

https://www.booomerang.dk/projects/bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik/?fbclid=IwAR0rVJSg1gdvstFiC0iDGLSCNXgtIhy48tbB36zKt-Y21-mZnLNdZ-jIIuc

 

10. d. 9. juni: NCS-Rapport om skolereformens følgeforskning

Nationalt Center for Skoleforskning udgiver rapport om skolereformens følgeforskning:

Jens Rasmussen og Lars Qvortrup har sammen med en assistent, Mathias Thorborg, fra DPU’s stærkt systemteoretisk inficerede madforskningsmiljø, som Qvortrup selv er stærkt involveret i, udarbejdet en rapport med titlen ”Folkeskolen efter reformen”, med undertitlen ”Hvad siger følgeforskningen?”.

Hovedtitlen svarer 1:1 til den kontroversielle skolereformsbegejstrede udgivelse fra 2015, ”Folkeskolen efter reformen”, som både Rasmussen og Qvortrup bidrog til. Det var den bog, som Skovmand i titlen til sin røde bog fra i vinters ironiserede over med sin egen titel ”Folkeskolen efter læringsmålstyringen?”

Rasmussen og Qvortrups (RQT) rapport er udarbejdet i regi af Nationalt Center for Skoleforskning, som Qvortrup jo står i spidsen for. Eller rettere ”gjorde”, for han er lige trådt af. Så rapporten er en slags afskedssalut.

Rapporten handler om de ca. 50 evalueringsrapporter, som er udgivet siden 2014 i regi af folkeskolereformens såkaldte ”følgeforskningsprogram”.

 

A. “Videnskabelig styregruppe” eller ideologisk “spredningssystem”.

Følgeforskningsprogrammet ledes af en såkaldt ”videnskabelig styregruppe”, som består af folk fra følgende institutioner:

EVA
DPU
UC-VIA
SFI/VIVE
KORA/VIVE
Rambøll

Det slog mig under læsningen, at disse institutioner svarer meget godt til det, som Keld Skovmand i sin bog kalder for ”reformpædagogikkens spredningssystem”, dvs. ”det system, som det særlige syn på mål, læring og kompetencer har udbredt sig ved hjælp af” (Skovmand, s.219). Skovmand nævner specifikt følgende institutioner:

EVA
DPU/AU
UC-VIA, UCC, UC Sjælland
Rambøll
Dafolo
Skolerådet
KL
Børne- og Kulturchefforeningen
Skolelederforeningen
Uddannelses- og forskningsministeriet
Professionshøjskolerne
AP Møller

Det må man sige. Der er tale om et stærkt overlap.

B.
Spørgsmålet er så, om den aktuelle rapport bidrager til Skovmands ”spredningssystems”-hypotese? Og ja, det kan jeg forsikre for, at den gør.

Baggrundsfortællingen, som står i rapportens kapitel 2, er hårdkogt og totalt ureflekteret skolereformsideologi. Der er 0,00 referencer til den omfattende diskussion og kritik af emnet. Der står blot, at ”skiftende aktører har af forskellige grunde ikke fuldt ud kunnet tilslutte sig de beslutninger, som oprindeligt blev truffet, eller de mål, som oprindeligt blev identificeret”. Derudover er der en summarisk reference til L409 (s.15). Kritikken er lukket land.

Begreberne kører som en lind strøm i systemets indre. Et eksempel er kapitlet om fælles mål fra s. 88, hvor der refereres til den evalueringsrapport fra 2017, som Rasmussen selv lavede sammen med Rasch-Christensen, som faktisk er leder af hele følgeforskningsprogrammets styregruppe, og som arbejder dybt sammen med Rasmussen, bl.a. i forbindelse med Skovmand-polemikken.

Riisager undsagde i øvrigt efterfølgende 2017-rapporten, og Skovmand hudfletter den i sine bøger. Disse vigtige kritikker nævnes slet ikke i den aktuelle rapport, som er fra maj 2019.

C.
Hvad finder RQT i følgeforskningen med deres uhørt reformaffirmative præmis som grund? Ja, det er faktisk overraskende, for hovedkonklusionen er, på trods af kritikkens totale fravær, at der stort set ikke er sket noget som helst siden 2014 på nogle af de parametre, som angives:

1. Trivsel: ”har ændret sig meget lidt” og er ”mere eller mindre uforandret”.
2. Motion og bevægelse: ”Der er dog ikke sket nogen særlig udvikling af motion og bevægelse 2014-2018”.
3. Den åbne skole: ”et reformelement, der ikke bruges i særlig høj grad”.
4. Lektiehjælp og faglig fordybelse: ”erfaringerne og effekterne er generelt set spredte og ikke så tydelige”.
5. Understøttende undervisning: Her er der ”på over halvdelen af skolerne ikke formuleret en klar handleplan”. Især pædagogerne mener dog, at UU “fremme elevernes læring”. Men kun siden 2016. Hver eneste ’fremskridt’ midt i den affirmative elendighed registreres minutiøst af forfatterne.
6. Styring og ledelse: ”Generel pædagogisk ledelse” er ”på samme niveau som i 2011”, men der er kommet ”en forøgelse af den kommunale regulering i forhold til mål og resultatstyring”. Et rent tilbageskridt i min optik, men naturligvis ikke i RQT’s.
7. Professionelt samarbejde: Det ”ser ud til at være styrket siden 2015”, står. Går man ind i teksten viser det sig, at dette ”samarbejde” kun angår ”metoder” og ”udbytte”, og faktisk primært angår lærer-pædagogrelationen. Den egentlige pædagogiske udvikling og diskussion nævnes overhovedet ikke, hvilket skyldes at disse emner er fremmedord for læringsideologien. Hele rapporten er afviklet i læringsmålsstyringens tekniske sprog.

8. Kompetenceudvikling: ”effekterne er meget beskedne”.
9. Skoledagens længde: Elever, der mener, at skoledagen er for lang er steget fra 46% til 80%. RQT mener, at det ifølge evalueringsrapporterne skyldes, at undervisningen er for kedelig, og altså ikke at skoledagen rent faktisk er for lang, selvom den er den længste eller næstlængste i verden. Eleverne skal altså bare have endnu mere skolereform!
10. Undervisning med Fælles Mål: Her er der ”fra 2014 til 2018 sket en betydelig stigning i andelen af lærere, der ikke anvender Fælles Mål”. Men RQT fortæller hele tre gange, at ”systematisk anvendelse af fælles mål”, dvs. læringsmålstyring, skam giver bedre faglige resultater. Så vidt jeg kan se, bygger dette på observationer i to klasser (s. 91).
11. Så efter milliarder af kroner er der ikke sket noget positivt.
    RQT forsømmer dog som antydet ikke nogen mulighed for at tale deres egne interesser frem. F.eks. bruges der meget krudt på, at den omtalte rapport fra 2017, som Rasmussen altså selv har skrevet, angiveligt, skulle vise, at arbejdet med læringsmål giver større faglig effekt.

Og så fremdeles, men man kan jo selv kigge i rapporten, for at se, hvordan der arbejdes på Nationalt Center for Skoleforskning, når læringsmålstyringens spredningssystem fastholder læringssprogets antipædagogik.

Endelig er det værd at notere sig, at det går jo også tilbage på Nationale tests og på karakterer-niveauet, men det står der ikke noget om i rapporten, så vidt jeg kan se?

E
Som afslutning vil jeg notere, at Lars Qvortrup – denne gang som eneforfatter og også i regi af Nationalt Center for Skoleforskning – også har udgivet en rapport om kvalitet og forskning i daginstitutioner. Her kan man læse, at der er brug for nogle flere ”datainformerede indsatser”. Jeg håber nogle af mine børnehaveforskerkollegaer vil læse rapporten. Sidst, i foråret 2018, gjorde de nærmest oprør.

Her er forlagets spiseseddel:

”Forskningsrapporten Styrk kvaliteten af dagtilbud i Danmark viser, at brug af data kan være med til at forbedre børns trivsel, læring og udvikling i dagtilbuddet. Rapporten er udarbejdet som en del af Program for læringsledelse – dagtilbud, og grundideen har været at stille data og analyseresultater om børn, ansatte og forældre i dagtilbud til rådighed for alle institutioner og medarbejdere med henblik på at gennemføre datainformerede indsatser og praksisnær kompetenceudvikling.”

Links:
RQT’s rapport: ”Folkeskolen efter reformen – hvad siger følgeforskningen”, NCS, maj 2019.

https://unipress.dk/udgivelser/f/folkeskolen-efter-reformen/

Liste over hele følgeforskningsprogrammet: http://www.thomasaastruproemer.dk/evalueringer-af-skole-laereruddannelse-mm

Lars Qvortrup: ”Styrk kvaliteten af dagtilbud i Danmark – data, forskningsviden og kompetenceudvikling”, NCF, maj 2019. https://unipress.dk/udgivelser/s/styrk-kvaliteten-af-dagtilbud-i-danmark/

 

11. d.10. juni: Teknokratiet tager magten hos de radikale

I Jyllands-Posten fortæller den politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen, at Morten Østergaard har effektiviseret partiets ledelse. Den moderate Martin Lidegaard er fjernet. Tilbage sidder Sofie Carsten Nielsen som næstformand sammen med Østergaard selv.

Dermed har man yderligere bekræftet teknokratiets vej. Det var jo Østergaard, der stod bag læreruddannelsesreformen i sin tid, og Carsten Nielsen skriver konkurrencestatsindlæg og støttes desværre af DLFs hovedbestyrelse.

Den skolepolitiske ordfører Lotte Rod, som stod bag skolereformen i sin tid, falder fint ind i dette billede.

Dermed lægges der op til et opgør med resterne af de ”kultur”-radikale, som bliver tiltagende hjemløse. Martin Lidegaard voksede jo op i Hal Kochs ånd på Krogerup, hvilket man let kan mærke. Jelved mister formodentlig også magt, og det samme sker ifølge Gjertsen for Ida Auken, som også er kulturelt funderet og af gammel tidehvervsslægt.

Og tilknytningen til den socialistiske side af kulturradikalismen kniber det også med. Her burde SF ellers holde fanen højt, men det gør de nok ikke.

Alternativet og LA er nærmest væk. Og disse partiers progressive og pædagogiske kræfter forsvandt stort set ved valget. Nu går det op i oppositionel klima og skat, som træsorterne hedder i den omegn. Socialdemokraterne er tomme for ideer.

Så Østergaard/Carsten Nielsen regerer i bedste 2013-ånd, som i virkeligheden er en 00’er-ånd, en finanskrise- og PISA-ånd. En gang imellem siger de noget om ”flygtninge”, hvilket blot skal dække over deres antihumanisme.

Men hvor fanden går man hen, hvis man er gammelradikaler?

https://jyllands-posten.dk/premium/indland/marchen/ECE11435085/morten-oestergaard-eksekverede-et-internt-magtopgoer-paa-foerste-gruppemoede-efter-valget/

 

12. d. 11. juni: Dannelses-bashing i dagens Konkurrencestatstidende

Konkurrencestatstidendes uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, fortsætter bashingen af Merete Riisager til sidste bloddråbe.

I dagens ”analyse”, hvor han reflekterer over, hvem der bliver undervisningsminister i den kommende regering, indleder han med at fortælle, at posten ikke altid er ”baseret på kompetencer og interesser”.

Ok, tænker man, det er jo rigtigt nok.

Men hvem er det så lige, der er Fuglsangs centrale eksempel på ’inkompetence og ligegyldighed’? Jo, det er såmænd Merete Riisager. Fuglsangs skudsmål er ganske vist helt uforståeligt, eftersom Riisager jo både er cand. pæd. (”kompetence”) og har interesseret sig vedholdende for skole- og uddannelsespolitik i mange år (”interesse”).

Fuglsang kalder udnævnelsen af Riisager for ”en vittighed, lige indtil det blev en realitet”. Og med ”realitet” mener han altså ”Trump”. Det er klart fra Fuglsangs tidligere indlæg. Han kunne ligeså godt have skrevet ”fra vittighed til Trump”.

Så ovre i Konkurrencestats-land er Riisagers embedsperiode karakteriseret ved en blanding af inkompetence, ligegyldighed, vittighed og trumpisme.

Så er der sørme andre boller på avisens forside, hvor Henrik Sass Larsen, hvis syn på kunst, videnskab og ytringsfrihed i høj grad minder om ”trumpisme”, skamroses for at have etableret ”et historisk forenet socialdemokrati med en klar politisk retning”, og for at se godt ud i ”kampform”.

Kilder:

Jacob Fuglsang: ”Skolen er Frederiksens lokkemad”, Politiken, d. 11. juni, s.2.

Kristian Madsen: “Sass faldt igen på tærsklen til finansministeriets hoveddør”, Politiken, d. 11. juni, s.1.

 

13. d. 11. juni: Hvad skal vi gøre med Vestager?

Hvad skal vi gøre med Magrethe Vestager, den gamle undervisningsminister fra Ølgod med præstemor og præstefar, der endte som konkurrencekommissær i EU? Ikke just “social arv”? Og så alligevel?

Jeg synes helt klart, at regeringen – uanset farve – bør fremme Vestagers muligheder for at fortsætte som konkurrence-kommissær, et job hun jo er tip top-kvalificeret til og hidtil har udført til 12+++.

Vestager kan om nogen løse opgaven med at stoppe USA/Asiatisk High Tech-indflydelse. En vigtig fordel ved det er, at det vil afstedkomme en folkelig kritik af mange landes – og ikke mindst DK’s – data-disruptionsvælde. Dermed kan hun skabe rum for en seriøs europæisk industri på området. Man kan jo knap nok købe en europæisk mobil mere, og hvorfor fanden skal det kinesiske og statskontrollerede Huawei stå for it-infrastrukturen i vesten?

To ting er dog sikkert:

1. Vestager skal ikke hjem til DK, hvor hun har gjort stor skade, både for sit eget parti, hvor Østergaard/Carsten Nielsen stadig kører helt i Vestagers/Corydons hyper-teknokratiske ånd, og for landets pædagogik, der stadig snapper efter vejret efter 10’ernes grimme reformer. Hold hende for Guds skyld i Bruxelles, så vi kan komme til os selv.
2. Hun skal dog heller ikke være formand for kommissionen. Her skal ikke sidde endnu en teknokrat, der vil omdanne Europa til en “lærings-zone” med “åbne koordinationsmetoder”, men derimod en person med sans for folkenes egenart og dybde, f.eks. en brite eller en østeuropæer eller måske en hottentot.

 

14. d. 11. juni: Teologisk-politiske refleksioner

A. Den fjerne Gud
En af Guds udmærkede funktioner har været at sørge for, at mennesket er klar over, at det ikke selv er Gud. Hvad vil det sige? Jo, det vil sige, at mennesket høre til i naturen, hvor det skal arbejde og tilbede den fjerne Gud. Der er noget tidehvervsk over dette.

Denne funktion har mange udmærkede konsekvenser, f.eks. at mennesket bliver på jorden, hvor det er sat. Det giver en form for beskedenhed, en nærhed til næsten og en individuel ansvarsbevidsthed. Det har også den fordel for Gud selv, at han ikke har ansvaret for noget, f.eks. for 1. verdenskrig.

Men på den anden sige giver det også et problem. Hvorfor? Fordi Gud fortoner sig fra både menneske og natur.

Mennesket, som ikke kan ophæve sig selv til Gud, ophæver i stedet arbejdet til en ny Gud. Gud er ikke i mennesket og ikke i naturen, men overophedes af mennesket selv i arbejdet. Mest radikalt i den såkaldte “konkurrencestat”.

Arbejdet opsluger menneske og natur som en ny gud. Dermed bliver både menneske og natur til midler. Gud selv kan intet gøre, for han er for langt væk, reduceret til ”funktion”.

Der er måske i denne “arbejdsteori” en eller anden sammenhæng mellem Guds funktion og marxistisk teori? Lad det ligge for nu.

I en endnu mere radikal version af dette, bliver Gud ikke blot til en funktion, men ligefrem til ”et ritual”. Der er i så fald tale om en særlig sociologisk Gud, der forfægtes af visse systemteoretikere.

 

B. Den nære Gud
Så er der den modsatte løsning. Gud kommer tættere på. Helt nær. Overalt. Denne løsning finder man hos f.eks. Spinoza og panteismen, faktisk også hos Rousseau. Naturen og dens ting er skabte, og alle ting har en skabt essens, som er en del af den samme substans. Det er en skøn teori, der fremme nysgerrighed og omsorg. Denne skabthed gælder også mennesket.

Her er ”funktionen” under punkt 1. reduceret til en række meget interessante og paradoksale forskelle, som jeg vil komme ind på nu:

1)
Videnskaben bliver mulig, fordi verden eksisterer i fuld ejendommelighed uafhængigt af erkendelsen. Tingene lader sig ikke opsluge af arbejdet, af kompetencer eller af menneskets konstruktioner. Vi bliver aldrig færdig med at eksperimentere med og undersøge skaberens værk, som ustandseligt svarer os. Der melder sig hele tiden nye etager, trappeforløb og altaner. Videnskaben er at blive væk i objekternes essens og forsøge at finde ud igen. Og hvor er man, når man kommer ud?

2)
Dannelse bliver mulig, fordi alle ting har en natur, som er Guds. Menneskets forhold til naturen og til sig selv er derfor samtidig et gudsforhold, uanset om man kalder det noget andet.

Dermed kan hverken menneske eller natur reduceres til midler for arbejdet. De eksisterer begge i egen skabte ret. Forholdet mellem skabthed og socialt liv, mellem natur og menneske og mellem verden og menneske, er hele dannelsens grundlæggende felt. Arbejde bliver noget underordnet. Livet er en endeløs undersøgelse af de gaver, som Gud er og giver. Vi bader i åndens åndedrag.

3)
Kristendommen har helt særlige dyder. Hvorfor? Jo, fordi Gud kun fremtræder via en søn, som aldrig selv skriver noget ned, men som er ren handling. Denne rene handling har fire meget forskellige vidner, evangelisterne, hvis fantastiske fortællinger breder sig ud over Europa. Derfra kan fortolkningskunsten, hermeneutikken, og kunsten i det hele taget brede sig. Den rene handling strømmer gennem samfundene som en skabthed, der undergår vores sociale liv, og får ting til at komme til syne på alle mulige måder. Islam har ikke samme muligheder, for der er alting desværre skrevet ned direkte fra Gud. Jødedommen er en hybrid. Læs f.eks. Salomons tekster i det gamle testamente, hvor Gud og menneskelig kritik, dømmekraft og kærlighed er en slags enhed.

4)
Naturens skabthed giver en vis teknologisk tilbageholdenhed.

Teknologien er stærk under punkt 1, hvor arbejdet hersker.
Under punkt 2a-d værner man om naturens egen fremtræden.

Teologien er derfor en økologisk tilstand, hvor man ser på verdens og menneskets myldrende tilsynekomst.

(Det var her et parti som Kristendemokraterne burde være, hvis de både glemmer og generaliserer abort-spørgsmålet til at være en generel teknologisk tilbageholdenhed i reproduktionsspørgsmål. Man må også koble sig på en bredere teologi end Indre Mission, som stadig dominerer partiet, som jeg har forstået det. Hos den “nære gud” vil man faktisk også – måske paradoksalt for nogen – kunne mødes med dele af Alternativet i en form for teologisk begrundet Eurovision. De andre partier er nok lidt for bundet op på den fjerne Gud, der jo som sagt også har sine fordele)

Den teknologiske tilbageholdenhed findes også i pædagogikken, hvor både arbejde og teknik, der jo er et udkomme af punkt 1, fortoner sig til fordel for fri omgang med ting som er skabt, og som derfor kan vendes og drejes helt uafhængig af funktioner og ritualer.

I den forstand kan man godt sige, at Konkurrencestaten, hvis fokus er helt ekstremt på arbejde og teknik, er et resultat af den fjerne sociologiske Guds langsomme hensygnen.

 

15. d. 13. juni: Folkemøde, torsdag d. 13. juni

A. Åbning:

Grandprix-stjernen Emely Forest åbnede med en smuk version af Albertes ”Lyse Nætter”. Derefter holdt Lars Løkke en fin tale – han har så meget humor – og endelig sang Forest og Bertel Haarder sidstnævntes fine folkemøde-sang i bedste Grundtvig/Ingemann-stil. Der blev talt om demokrati og Dannebrog vajede. Det var klasse!

Desværre ødelagde Folkemødets formand, Jan Sjursen, det hele lidt ved hans pågående tale om verdensmål, der er blevet sådan et slags ideologisk slogan på Folkemødet, og som hænger alle steder. Verdensmålene er ligesom taget ud af demokratiet? Hold dog op med det. Lav en debat om emnet, hvis nogen har lyst, men fri os fra normative ”temaer” som på den måde skal normere demokratiet. Hvad bliver temaet næste år? Islamkritik eller læring? Det går jo ikke.

 

B. Professionshøjskolernes faglige og folkelige opløsning:

Danske Professionshøjskoler lagde ud i den helt store Konkurrencestatsstil med to dybt deprimerende debatter på foreningens såkaldte “strandbar”:

1)
Første debat hed “Tilbage til uddannelser i verdensklasse”. Hvilken titel!: Tilbage? Verdensklasse? Alle mand i bådene, vi sejler til Sierra Leone, som blev grundlagt for frigivne slaver.

Panelets sammensætning understregede tristessen: En kvinde fra NOVO med titel som “policy lead”. Dertil en chef fra Dansk Erhverv og en direktør fra Akademikerne.

De talte om investeringer, feedback, disruption og data. Ingen vidste noget. Ingen havde fulgt med. Det var konkurrencestatens maskineri. Manden fra Dansk Erhverv, som var den mest disruptions-begejstrede, sluttede af med lidt skolereforms-motto, you know: ”så dygtige som muligt”.

Debatten bestod af, at på forhånd udvalgte organisationsformænd kunne sige noget. Der var ingen åbninger til forsamlingen, som kunne udfordre den snævre ideologi. Det var anti-folkemøde.

Det var der ikke meget “pissedårlig undervisning” over, som man kalder dannelse og pædagogik for tiden ned på UC-Syd, som er epicenter for et lille professionshøjskoleoprør, som jeg hepper helt vildt på.

2)
Lidt senere stod der decideret “konkurrencestat” på skemaet i strandbaren. Stefan Hermann interviewede Ove Kaj Pedersen og Bjarne Corydon. Tre gamle venner hyggede sig i overskyet 2011-ånd uden en eneste kritisk røst. Der var intet nyt under solen. Jeg havde faktisk spist morgenmad med Ove Kaj på mit pensionat. Tidligere på formiddagen havde jeg set Hermann og Corydon i hyggelig passiar. Hermann havde kasket på. Et dansk polit-bureau?

Et par tilhørere spurgte lidt til pædagogik, og Hermann gav sørme selv et lille mikropip, men pædagogik er noget, der hørte “velfærdsstaten” til, måtte vi forstå. Selv forsøgte jeg mig med et markering om, at pædagogik havde en noget længere idehistorie end velfærdsstaten. Men pædagogikkens historie siden antikken kunne reduceres til “forskydninger”, sagde Ove Kaj, med reference til den franske kommunist Althusser, som også var Ove Kajs vejleder, da han var ung i Paris.

Konkurrencestatsteorien er ren gammelkommunisme – en slags Althusser på speed –, hvor alle åndelige aktiviteter er krusninger på den politiske økonomis substans, og hvor alt skal styres af nogle produktionsfikserede teknokrater i et indholdstømt sprog. Corydon kaldte ligefrem Ove Kajs begreber for et faktum, mens han roste Ove Kaj for det ene og det andet. Os andre irettesatte han ”i al stilhed”, som han sagde. Som om vi var hans underordnede. De to bør udelukkes fra alle pædagogiske sammenhænge.

Ingen rørte ved nyere emner som data og klima, og den pædagogiske tradition, dvs. vores skønne fortid, var smadret.

På bordene lå der gratis solbriller, fordi det jo var en “strandbar”. Men dem blev der ikke brug for, for der var helt mørkt i teltet.

 

C. Højskolernes telt.
Pædagogikkens Anden Verden, den virkelige, holdt til i Højskolernes telt, hvor der var skoledebat med professor Lene Tanggaard, Lærer Mette Frederiksen og forfatteren Knud Romer, der snakkede dannelse, formål, kundskaber, og der var kritisk brod til centralstyringssproget, som jo var helt enerådende i læreruddannelsens telt, jf. punkt B,1+2.

Den tidligere direktør i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, deltog også. Hun er af uransaglige grunde blevet formand for Rådet for Børns Læring. Det er Riisager, der har udnævnt hende. Nok ikke frivilligt er min hypotese, for igen var den helt gal. Rønhof fortalte, at lærerne opførte sig som ofre, og at der nu skulle være ro om skolen osv.. Mette Frederiksen, som igen ydede en jætteindsats, var heldigvis oppe på dupperne med sin smukke kundskabsskole, men Rønhof forstod intet. Jeg håber, at Frederiksen udsætter Rønhof for en streng belæring i det der skolereformsråd, som Riisager vægrede sig ved at genkonstituere sidste år. Rønhof forlod debatten før tid. Hun skulle nok hen til professionshøjskolernes strandbarsmørke.

 

D. Resten af dagen.
Om aftenen gik jeg hen til DLF’s hus og fik en burger og en Svaneke-øl. Der sad en anden af Ove Kaj Pedersens fans, nemlig lederen af DPU, Claus Holm. Han stod og snakkede med to af Politikens konkurrencestatsjournalister. De kendte åbenbart hinanden. Selv hyggede jeg mig med gymnasielæreren Mikael Busch, der er ved at skrive en kritisk bog om Corydons indflydelse på dansk politik og pædagogik, som han må finansiere via crowdfunding. Alle mine hypoteser om pædagogikkens to verdener blev til fulde bekræftet lige der på DLFs balkon.

Derpå gik jeg hen til KL’s telt. Her fortalte borgmesteren fra Tønder Kommune om kommunens måle- og læringsstrategier. Hans egen kommunaldirektør var moderator. Af en eller anden grund havde de invitereret to førende forskere, nemlig Hans Henrik Knoop og Alexander von Oettingen, som virkelig var havnet i kommunen. Det hele virkede totalt kikset, så jeg tog ingen noter.

Til sidst hørte jeg en vild musikquiz mellem socialdemokraten Mogens Jensen og Morten Messerschmidt, som var sammen med sin Dot. Det var så funny, og folk stod på bænkene og skrålede løs på det ene hit efter det andet. Især MGP-sangene tog kegler. Det var faktisk ligeså sjovt som sidste år, hvor Rasmus Nordqvist fra Alternativet dystede på MGP-viden sammen med Inger Støjberg, som i øvrigt vandt suverænt. Men i år vandt rød blok, ikke mindst pga. en meget engageret indsats på “Vi maler byen rød”.

Fra strandbarens mørke til røde kærlighedskjoler.

Link til strandbarens program: https://www.professionsdebat.dk/program

 

16. d. 15. juni: Folkemøde, fredag d. 24. juni

A.
Jeg startede dagen med at gå hen i lærerforeningens hus. Her var der en debat med titlen: ”Er forskerne politikernes nyttige idioter?”. Jeg var troppet op, fordi Andreas Rasch-Christensen deltog. Han har netop haft en kronik i WA om emnet, og han har jo om nogen understøttet skolereformens tankegods og implementering.

De andre deltagere var Bondo og Alexander von Oettingen.

Ovenpå snakkede nogle andre om dannelse og danskfaget, og jeg havde lige mødt Marianne Jelved, som skulle deltage, så jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Men jeg valgte altså ”idiot”-arrangementet.

Oettingen svarede ganske utvetydigt ”ja” på debattens spørgsmål, så det var jo fint. Og han havde også en interessant betragtning, som er værd at notere. Han sagde, at lærerne i 1970’ blev optaget af forskning og videnskab, fordi de dermed kunne frigøre fra statslig tvang. Men nu var selvsamme forskning – via ”idiotiet” – i stedet blevet lig med statslig tvang. Var det ikke interessant?

En konsekvens af Oettingens analyse er jo, at man bør skelne mellem videnskab og forskning. Videnskab er den fri søgen efter sandheden, og ”forskning” er evidensplageriet i policys tjeneste, som vores stakkels skoler er underlagt. You know: ”forskningen viser….”. Konklusion: pædagogikken skal undgå forskning og søge videnskab. Jeg ved dog ikke, om Alexander er helt enig.

Andreas Rasch’s svar på debattens spørgsmål var en slags både-og. Han stod reelt set ikke ved sin helt afgørende rolle i politikkens tjeneste, for det hele var bare så komplekst, fik vi at vide. Han begyndte også at sige, at han skam er imod skolereform og læringsmålstyring. Det hele er ærligt talt lidt Eichmann-agtigt efter min mening, men jeg har jo skrevet en del om det efterhånden, så jeg lader det ligge her.

Bondo hørte jeg ikke rigtigt, for min mobil gik pludselig i stykker, men han var sikkert ok. Han har ikke været så tydelig på dette års Folkemøde, som han plejer, synes jeg. Måske venter han lidt på den nye minister?

Faktisk kom jeg lidt for tidligt til DLF’s hus, så jeg overhørte også en debat om klimaet i et tilfældigt telt. Men eftersom jeg selv er test-certificeret klimaengel – hvilket skyldes, at jeg undgår at købe nyt tøj – fangede det ikke rigtigt an.

 

B.
Derpå spadserede jeg ned til journalistforbundets telt, hvor de snakkede om offentligt ansattes ytringsfrihed. Det var en skøn debat med socialrådgivere og sygeplejersker, som havde sagt deres mening om emner af offentlig vigtighed stik imod dumme chefer, og Rasmus Willig og Jacob Mchangama kom med fine perspektiveringer.

Reglerne på området er sådan set klare. Man må groft sagt sige stort set alt, bare man ikke hyper-bander eller lyver bevidst. I en nyere skrivelse træder ministeriet dog vande på en meget uheldig måde. Man skal åbenbart tage hensyn til noget, der hedder ”myndighedens omdømme”. Det kan kun gå galt. Jeg fik dog ikke helt fat i, om dette cirkulære var trukket tilbage.

DM’s formand, Camilla Gregersen, deltog også med en jætteindsats.

Paneldeltagerne gik næsten alle sammen ind for ”whistleblowerordninger”. Det forstår jeg ikke. Al den anonymisering har fanden skabt. Så tal dog med dit navn! Rasmus Willig var faktisk den mest fornuftige på det punkt efter min mening. Han fortalte, hvordan disse ”ordninger” nogle gange faktisk understøttede tavshedskultren og dermed de neoliberale ledelsers magt over den ”strategiske” diskurs, som så kan kaldes for ”omdømme”.

 

C.
Dernæst gik jeg hen i Akademikernes hus, hvor der var debat om krænkelser på universitetet. Forkvinden for den identitære studenterorganisation ”FRONT” diskuterede med en ældre fysiker af den gamle skole og med en blød Thomas Brudholm fra KU som mellemting.

Ifølge FRONT skal jeg åbenbart scanne mit pensum for ligestilling mellem køn og hudfarve. Jeg var helt klart på fysikerens hold i disse spørgsmål. Selv Brudholm var for blød efter min mening, selvom han gjorde nogle gode forsøg på at skelne mellem ”racisme” og almindelig fri debat. Han kom dog til at købe præmissen. Så kunne jeg bedre lide fysikerens regelrette afvisning. Han var faktisk den mest anti-racistiske af alle efter min mening, bortset fra, at han støttede Helmuth Nyborgs barokke forskning, som leder direkte til Stram Kurs.

Jeg følte mig som en negerkonge iført indianerfjer, der sad i en eskimo-iglo og røg smøger sammen med den lokale hottentot, mens vi sang ”den danske sang er en ung blond piger” og læste censurerede Halfdan Rasmussen-digte sammen med en britisk brexiteer og forsøgte at beskytte hele kulturarven og alle dens skønne skæverter.

Moderatoren, som kom fra KU, havde det på samme måde, var mit indtryk. Men han var også på alder med mig.

Jeg kunne ikke se de fine direktører og rektorer fra KU og Gyldendal, men de sad nok et sted og spiste Chiafrø-budding og talte Esperanto.

Denne kunst- og videnskabsdræbende identitetspolitik er ligeså slem som moderniseringsstyrelsen.

 

D.
Så var jeg til debat om ”Pissedårlig undervisning for fondsmidler” i Professionshøjskolernes Strandbar. Den allestedsnærværende Von Oettingen styrede løjerne med både sang og sjov.

Men den helt store faglige helt var Lyngby-Taarbæks viceborgmester, Simon Pihl Sørensen, som måtte belære von Oettingen og alle de andre om AP Møllers ideologiske retning, og om hvordan både fonde og kommuner spiller sammen om at lave pissedårlig undervisning, der ødelægger dansk skoletradition, som ifølge Pihl Sørensen først og fremmest er Grundtvig-Koldsk.

Den slags er ikke lige Oettingens kop te – i sin nye bog om pissedårlig undervisning gør han nærmest skolens formål og Grundtvig til en del af problemet – så han lod det hele fare lidt og kom med et løsrevet eksempel på et godt fondsstøttet projekt.

Derfor blev det hele en underlig pæn debat, med lejlighedsvise fornuftsudbrud fra Pihl Sørensen, som ingen rigtigt tog op. Helt modsat sidste års festfyrværkeri af “pissedårlig undervining”-debat, hvor jeg fik skæld ud af Bondo for at kritisere hans OK-18-kommission.

De andre debattører, som alle var lidt anonyme og læringsagtige på dagen, var Bondo, en fondsdirektør og en skoledirektør fra Aarhus Kommune. Hvorfor var der ingen fra AP Møller-fonden ikke i teltet? Faktisk var der en eller anden direktør blandt publikum, men han burde jo havde siddet i panelet.

Simon Pihl var ene stemme på scenen blandt læringshviskere, så jeg købte dagens første fadøl.

 

E.
Der var to forskellige debatter, som omkring kl.17 spurgte om ”kapitalismen var syg?”. Jeg besluttede mig for at gå hen til Den Danske Banks version af spørgsmålet. Jeg kom lidt tidligt, så jeg smuttede lige ind til Berlingskes gård, hvor Thulesen Dahl blev interviewet. Han svarede meget åbenhjertigt på journalistens udmærkede spørgsmål om DF’s tilbagegang og situation. Der var gratis Svaneke, men jeg havde jo lige fået, så det var lidt øv.

Men hos Danske Bank var der desværre helt optaget, så i stedet tog jeg ”Kapitalismen er syg”-debatten i Højskolernes telt, hvor Peter Hummelgaard (A) og Martin Ågerup fra CEPOS diskuterede emnet ved hjælp af en særlige debat-metode, som sidste år fik Ida Auken og Sørine Gotfredsen til at lyde næsten enige. Metoden går ud på at bytte stole og sætte sig ind i modpartens mindset osv.. Der var fest sidste år, hvor folk efterfølgende klappede taktfast i over et minut over højre- og venstretidehvervs forbrødring.

Men i går var der ikke fest. Hummelgaard var god, fordi han – i overensstemmelse med debatkonceptet – forsøgte at sætte sig ind i kapitalismens dyder og nødvendighed, men med tydeligt ubehag. Rigtig godt gammeldags socialdemokratisk. Men Ågerup havde ingen sans for de sociale erfaringer, som nærer socialismen, og som Hummelgaard faktisk selv fortalte om fra sin egen barndom på Amager. Aagerup var helt væk i sine økonomiske statistikker. Det er også derfor, at CEPOS og resten af 80’ernes neoliberalisme her zero fornemmelse for pædagogik.

Det skal retfærdigvis siges, at jeg gik fem minutter før tid, så muligvis skete der noget vigtigt til sidst.

 

F.
Lidt tilfældigt stødte jeg ind i min redaktør fra Hans Reitzel, så vi slog følge og snakkede om det ene og det andet. Vi gik hen til Venstres telt, hvor der var MGP-quiz med Inger Støjberg og Jim Lyngvild. Henrik Krogsgaard styrede orkestret i god gammel stil. Igen i år vandt Støjberg. Sidste år dystede hun med Rasmus Nordqvist. Fællessangslisten var ”Smuk som et stjerneskud”, ”Hallo hallo” og ”Vi maler byen rød”. Det var hyggeligt, og alle var enige. Eneste problem var, at socialdemokratierne larmede for meget fra den anden side af vejen.

Det var godt, jeg mødte den flinke redaktør, for snart var vi til reception og alt muligt, og pludselig var der pindemadder og bobler og hyggesnak med udsigt, og jeg snakkede med nogle søde børnehaveforskere fra København.

 

17. d. 16. juni: Folkemøde, lørdag d. 15. juni

A.
Jeg skulle deltage i en skolepolitisk debat i Grundtvigs telt kl. 12, så formiddagen brugte jeg på at skrive dagbog på pensionatet i Sandvig, hvor Per Stig Møller sørme pludselig kom forbi til morgenmad iført en flot pyjamas.

Debatten kl. 12 skulle egentlig have været et ”skolepolitisk
topmøde” med Merete Riisager m.fl.. Men på grund af valget kunne det ikke gennemføres. I stedet var vi samlet i en mere fagligt orienteret gruppe bestående af Dansklærerforeningens Katja Gottlieb, Alexander von Oettingen, Lene Tanggaard, lærer Jonas Petersen og undertegnede. Alle var mere eller mindre Riisager-fans – altså Trumpister ifølge Politiken – så det var måske lidt fortættet? Men ok, i Danmark er man Trumpist, hvis man går ind for dannelse. Det er meget mærkeligt, men man må jo så mødes i sine små kulminer for at studere ting og sager i stedet for at lære at lære hos OECD.

1)
Diskussionen endte med at handle om, hvorvidt styringsbegrebet har noget med pædagogik at gøre. Von Oettingen mente ja, fordi de gamle reformpædagoger var for flippede og lod klassen og fagene flyde. Efter min mening sidder han fast i 00’ernes grundanalyse af læring og pædagogik. I virkeligheden var vi dog helt på linje, eftersom vi bare ville have pædagogikkens grunddyder frem fra før verden gik af lave, f.eks. fag, fordybelse, disciplin osv.. Oettingen finder dyderne hos nyherbartianerne. Det er jeg sådan set helt enig med ham i, men jeg vil også gerne have den nationale/grundtvigske tradition og den tidlige reformpædagogik med i puljen, sammen med noget moderne pædagogisk filosofi.

Oettingen mener, at skolens formål er et problem, fordi det ender som værdiflom. Han forstår ikke, at opdateringen i af formålet i 2006 netop var en ren invitation til herbatiansk indflydelse, som samtidig fastholdt de bedste sider af de andre tilgange. Uden denne vekselvirkning mellem §1 og §5 (fagparagraffen), ender det med ”pissedårlig undervisning”.

Ved at anerkende ”styring” ender Oettingen med at anerkende læringsideologiens sejr, for så skal ”læringen” jo blot styres. Men hvorfor ikke proppe ”læringen” ind i kundskabsbegrebet? Så er der jo ikke mere grund til at bruge ordet ”styring”?

Oettingen anerkender med andre ord den præmis, han selv er imod, og derfor bliver hans løsning, altså ”styringen”, også forfejlet. Han ender med at mangle modstand mod ”læringsmålstyring”, som kører efter samme logik.

2)
Moderatoren, skoleleder Jon Sønderby, kunne huske, at jeg i en lignende debat tilbage 2015 havde sagt til skolelederforeningens Claus Hjortdal, at en skoleleder skulle undlade at give feedback til lærernes læringsledelse, dvs. kigge væk. Hjortdal var oprørt dengang, men jeg er glad for, at jeg sagde det, fordi en sådan ”feedback” – både dengang og nu – vil føre til yderligere pædagogisk opløsning og forstærkelse af læringsbegrebets hegemoni.

I stedet foreslog jeg, at skolelederen slet ikke er ”leder”, men derimod en ”inspektør”, der blot sørgede for almindelig administrativ og juridisk koordination, mens den pædagogiske praksis så kunne forbinde sig med verdens ting uden ”styring”.

Måske skulle jeg have tilføjet idealtypen ”forstanderen”, som er en mere kulturelt aktiv figur i gammeldags højskolestil. Mange skoler og fritidshjem mv. er grundlagt af denne blanding af forstandere og inspektører, som aldrig ”leder læring” og da slet ikke ”styrer” den.

Von Oettingen og Tanggaard havde også en frisk udveksling om psykologiens rolle, som jeg synes, de skal fortsætte med. Oettingens kritik af psykologiens negative rolle for dannelse, som i en vis forstand var rimelig nok, prellede med rette helt af på Tanggaard, der jo om nogen står for vigtigheden af fag og fordybelse.

Tanggaard gav derfor von Oettingen en form for lektion i psykologiens pluralitet. Det var på sin plads, også fordi von Oettingen mig bekendt aldrig har undersøgt psykologiens bidrag eller faldgruber inden for læringsområdet.

3)
Der var også lidt diskussion af de nationale tests. Jeg nåede ikke at blande mig, men eftersom testene er ren ”styring”, og eftersom styring jo ikke har hjemme i pædagogiske sammenhænge, så skal disse tests bare smides ud efter min mening. Dermed vil alle disse datalæringsforskere også miste deres overfladiske policy-affirmative data, som ingen efterhånden har kontrol over. Forskerne kan i stedet indsamle deres informationer på gammeldags maner ude blandt mennesker og ting.

Det fører mig frem til en sidste markering, som jeg sådan lige på hukommelsen nåede at fremføre, nemlig at man bør skelne mellem ”videnskab” og ”forskning”. Vi skal have mere pædagogisk videnskab og mindre evidenskompetencedatalæringsforskning. Kort sagt: mere videnskab og mindre forskning. I dag kollapser forskning og pædagogik i ”styring”.

Efter debatten snakkede jeg med Jens Raahauge, Katja Gottlieb, Marie Elmegaard (alle Dansklærerforeningen), Brian Degn Mårtensson og Rasmus Rahbek og nogle flere. Der var meget forskellige vurderinger af debatten. Vi endte dog med at følges ad til næste debat, hvor både Mårtensson og Raahauge skulle deltage.

 

B.
Vi trissede ned i en af haverne, hvor musikeren og pædagogen Jens Skou Olsen havde en virkelig mærkelig debat med titlen: ”Hvordan mestrer vi denne verdens uorden?” i regi af Den Danske Scenekunstskole.

Det var noget med, om verden var flydende eller fast. Jeg er ikke i stand til at gengive debattens synspunkter eller substans, men på en eller anden måde virkede den som en lille lysning i folkemødets almindelige trummerum.

 

C.
Derefter smuttede jeg op i højskolernes telt, hvor der var en debat om ”Uddannelse på digital deroute: skader IT læring og trivsel?”.

Der var besøg af Christine Antorini, Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri, lægen Imran Rashid (ham med ”Sluk”), og forskeren Jesper Balslev.

Det var en superdebat, der virkelig demonstrerede, hvilket fattigt og naivt teknologisyn, der hersker i Dansk Industri og hos Antorini. Sidstnævnte talte udelukkende om IT som et ”værktøj” og sammenlignede det flere gange med et fjernsyn, og Fjord Sørensen anede intet om data-ideologiens betydning for pædagogik og samfund. Det var mest sådan noget med at lave nogle regler sammen med sin teenager.

Rasmus Kolby Rahbek, som skal forsvare sin ph.d. om højskolepædagogik på fredag, sad blandt publikum. Han spurgte direkte, om ikke den individualiserede datalæring kunne være en trussel mod fællesskab og pædagogik? Men Fjord Sørensen forstod det slet ikke. Læreren kunne da bare gør noget andet, mente hun, og vendte tilbage til sit teenager-værelse. Hun er forskningspolitisk chef.

Derimod var der høj kvalitet hos de to data-kritikere. De nævnte bl.a. Marcus Bernsens nye bog om Singularity-ideologiens betydning for dansk politik. De fortalte også om, hvordan de globale bevægelser interagerede med skærm-psykologi, hvor skærmen gør mennesket til en form for kommercielt konstrueret vedhæng. Antorini og Fjord Sørensen anede ikke, hvad der foregik, selvom det jo er dem, der har magten.

Det undrede mig dog, at Rashid omtalte det meget kontroversielle AREA9-initiativ positivt. Dette initiativ, som har modtaget næsten 200 mio. kr. af Statens Vækstfond, er ideologisk set dybt forbundet med det, som Rashid kritiserede. Men måske skyldes det, at Rashid var legekammerater med direktøren for foretagendet, hvis jeg ellers forstod det ret.
Rashid er jo heller ikke pædagog, så han har nok vanskeligt ved at vurdere initiativets faglige elementer.

Det var meget betryggende, at publikum – hvoraf mange var unge – entydigt var på kritikernes hold. Ja, de nærmest buuhede af Antorinis nedladende bemærkning til en yngre gymnasieelev. Antorini mente, at eleverne da bare kunne ændre på tingene eller protestere, hvis de ville noget. Hun sad vist bare og så fjernsyn.

Antorinis skolereform er intet andet end netop denne symbiose af ureflekteret og naiv data-læring, hvis konkrete udmøntning, jeg skulle lære mere om i den næste debat.

 

D.
Herfra åbnede Guds vrede sig direkte fra himlen i form af et decideret skybrud. Jeg løb ind til Grundtvigs Forum. Der blev delt sangbøger ud, og vi sang, mens regnen trommede på teltet.

Hos de konservative fik jeg et regnslag, og herfra spadserede jeg ned til DLF’s hus, hvor to kommunale bureaukrater snakkede om Oslos skolelederuddannelse og datalæringsstyring helt i Antorinis ånd. Dorthe Lange, som er næstformand i DLF, forsøgte sammen med publikum at skabe lidt pædagogisk liv i sproget, men det lykkedes bare ikke. Rasmus Willig skulle også have siddet i panelet, men han var desværre fraværende. Det var tre mod en.

Skoleborgmesteren i Københavns Kommune, Jesper Christensen, som sammen med AP Møller og Aalborg Kommune har investeret Big Time i Oslos dybt anti-pædagogiske skolelederstyringskoncept, virkede helt blank. Han skulle da bare op og lade sig ”inspirere”, sagde han, ligesom de også havde ladet sig ”inspirere” af John Ja-Hattie. Ordstyreren, som selv kom fra læreforeningens blad i København, var slet ikke skarp nok der, selvom han faktisk selv havde været en tur i Oslo. Jesper Christensen er naturligvis socialdemokrat. Det er ”børnenes læringsdataparti”.

Et par mellemledere fra Bornholms Kommune bekræftede tristessen. Alt emmede pludselig af styring og data, og pædagogik fandtes ikke mere. Jeg måtte gå min vej. Desværre kom der et nyt skybrud, så jeg måtte søge tilflugt hos Dansk Erhverv, som gav en Svaneke-øl til trøst.

Herfra blev alt aflyst, og jeg cyklede hjem på pensionatet, hvor mine psykolog-venner samlede mig op kl. 21. Vi kørte til færgen, hvor jeg mødte Lene Andersen, der forærede mig sin nye bog ”Metamodernitet”, og derpå trillede vi videre ud i Sverige. Vi snakkede om alt i det anti-herbartianske mørke i en mærkelig bil uden kobling og var hjemme i Aarhus omkring kl. 04 om morgenen.

Tak for et dejligt folkemøde.

 

18. d. 16. juni: Læring mod Dannelse i Rådet for Børns Læring

Lene Tanggaard har i nedenstående opslag været så venlig at spotte Charlotte Rønhofs horrible markeringer vedr. skolereform og læreres pædagogiske engagement. Rønhof forklarer den aktuelle strøm til friskolerne med følgende:

“Hvis forældre vælger noget fra, er fordi, der i kølvandet på arbejdstidsloven og reformen har udviklet sig en tung kultur på mange skoler, fordi man har været meget utilfreds. Hvis man har en kultur, hvor man brokker sig, kan det godt være selvforstærkende, og det kan smitte af på forældre og børn”

Så skolereformen har ingen skyld? Det har lærerne derimod! Kritik=brok.

Rønhof har tidligere været ude med lignende synspunkter, senest i en debat på folkemødet i Højskolernes telt. Hendes markeringer giver Tanggaard “ondt langt ind i sjælen”.

Rønhof er ikke en fru hvem som helst. Tidligere var hun direktør for Dansk Industri. I dag er hun formand for “Rådet for børns Læring”, som tidligere hed Skolerådet. Det er faktisk netop dette læringsråd, der har udgivet den rapport om de ekspanderende friskoler, som den aktuelle artikel udspringer af. Rønhof er også lige blevet formand for et teknologiinitiativ, der minder en del om det, som Antorini er formand for.

Hvorfor blev Rønhof formand for Læringsrådet? Ja, det er ikke af faglige grunde, det er helt klart, for hun er uddannet mejeriteknolog. Og det er næppe Riisagers ide, så det må komme centralt fra, formodentlig fra Finansministeriet eller et eller andet lignende rum i regeringens indre disruptionshytte? Rønhoff er aktuelt sammen med Stefan Hermann og Andreas Rasch-Christensen en form for forlængelse af det første læringsråd, som blev nedsat i forbindelse med skolereformen i 2014. Rønhoffs forgænger på formandsposten var den ideologisk beslægtede Agi Csonka, mens både Rasch-Christensen og Hermann har været med hele vejen i en altid blomstrende reformaffirmativitet. Det gamle råd var ren “læring”. Lærer Mette Frederiksen er kommet med i 2018-versionen af rådet som en kritisk stemme, måske sammen med Per Fibæk og Pernille Hviid. Præsten, Henrik Gade Jensen, er en dark horse fra Berlingske/JP-segmentet. Han støttede dog Erik Schmidt i sin tid, så han er i al fald en hædersmand, når det kommer til stykket.

Mette Frederiksen er – altså i modsætning til Rønhof – i høj grad Riisagers udnævnelse, vil jeg tro. Frederiksen står for en pædagogisk orienteret kundskabs- og dannelsesskole. Men hvis det er korrekt, at hun er Riisagers kvinde, så er der sket noget meget interessant:

Frederiksen har nemlig i en lidt mærkelig form for standardskrivelse, som hun har lagt ud forskellige steder, gjort op med sin formands aktuelle markering. Hun skriver følgende og liker også Tanggaards markante og kritiske opslag:

“Lærerne kender skolen indefra. Vi kender dagligdagen, rammerne og mulighederne for at lave god undervisning. Vi kender også skolens udvikling – i hvert fald os, der har været ‘inden for murene’ i mange år. Og vi kan meget præcist sætte fingeren på de ret markante kvalitetsforringelser, som folkeskolen har været udsat for siden 2013.

At forstå disse forringelser og reagere på dem politisk er meget vigtigt for at vende udviklingen for folkeskolen. Og derfor ligger en vigtig og uundgåelig nøgle netop i at lytte til lærerne, når vi ytrer os om den virkelighed, som vi befinder os i hver dag.

Alle skolens parter har et ansvar for at skabe den bedst mulige folkeskole. Men hvordan skulle dem, der ikke færdes i skolen, kunne tage ansvar uden at undersøge tingene nøje? Man er nødt til at tage lærernes fortællinger alvorligt, hvis man vil en stærk folkeskole.

Vi gør os hver eneste dag umage for at lave en god skole. Det giver stor mening. Men vi ytrer os også om den i håb om at skabe lydhørhed for de forandringer af rammer, vilkår og ressourcer, som er helt nødvendige for at genetablere en stærk folkets skole.”

Her tales ikke om “brok-kultur”, men om at lærerne “tager ansvar og undersøger tingene nøje”, og at de “ytrer sig” for at genetablere en “stærk folkets skole”.

Der er med andre ord strid i Læringsrådet, som da også har været påfaldende passivt siden dets genetablering i 2018. Har rådet overhovedet udtalt sig samlet noget steds? f.eks. i kronikker etc.?

Og denne strid er altså også – hvis ovenstående analyse holder – en strid mellem undervisningsministeren/LA og regeringens centrale disruptionsorganer.

Det er meget ærgerligt, at Rønhof blev formand for læringsrådet. Riisager burde have sat sig igennem, så dannelsen kunne leve videre selv under en socialdemokratisk regering, især da hun valgte at gå nevertheless. Men ok, det er naturligvis lettere sagt end gjort. Nu kommer der nok en socialdemokrat og altså med Rønhof i formandsstolen.

Det er godt, at Frederiksen markerer sig. Men hvad mener de andre fra læringsrådet, altså Andreas Rasch-Christensen, Stefan Hermann, Per Fibæk, Henrik Gade Jensen og Pernille Hviid? Er de enige med Rønhof i hendes skolereformslinje, hvor “kritik=brok”? Eller holder de med Frederiksens “justering”, hvor “kritik=ansvar”?

links:
Link til Lene Tanggaards opslag: https://www.facebook.com/lene.tanggaard.5/posts/10157329192562277

Medlemmer af læringsrådets formandsskab:
http://www.xn--brns-lring-i6a4s.dk/om-raadet/formandskabet

Link til ny rapport: http://www.xn--brns-lring-i6a4s.dk/

 

19. d. 18. juni: Facebook-drys 61: Maj 2019

Diskussioner mm. på facebook i maj:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-61-maj-2019.html

 

20. d. 20. juni: Folkemøder 2013-2019

Jeg har samlet alle mine noter og indlæg fra Folkemøderne på Bornholm 2013-2019. Her kan man få et indtryk af tidsåndens bevægelser og permanens fra tiden omkring skolereformens vedtagelse og frem til i dag.

http://www.thomasaastruproemer.dk/folkemoedenoter-2013-2019.html

 

21. d. 23. juni: Aarhus Universitet/DPU nedlægger professorat i pædagogik

I 2014 skete der noget spændende. Alexander von Oettingen fik tilbudt et ordinært professorat i pædagogik på DPU.

Men få dage efter tog DPU’s leder – den nyansatte læringsideolog Claus Holm – uden videre stillingen fra ham.

Man skulle tro, at man var ansat i et rumænsk transportfirma.

Et par uger senere nedlagde Holm professoratet med henvisning til “strategi” og “profil”. Man ville af med pædagogikken.

Jeg har skrevet hele historien – som er en del af en større faglig og politisk organisme – ned i dette blogindlæg.

Cirka en gang om året minder jeg hele ledelsesstrengen om den skandaløse sag, men der er ingen reaktion. Derfor bliver jeg ved indtil den ansættelsesmæssige og faglige retfærdighed er fuldt genetableret.

http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html

 

22. d. 24. juni: Godt kritisk indlæg af Henrik Dahl

Syddansk Universitet gider ikke at være et universitet mere. SDU vil ligefrem lade en politisk ideologi – i dette tilfælde FN’s verdensmål – “omkalfatre” (som det kaldes) forskning og uddannelse.

SDU ender som en slags kommunal videnscenter. Skolerådmanden i Odense, som deler advarsler ud for “negative holdninger”, er da også begejstret. Hvorfor er der ikke oprør blandt forskerne?

Faktisk var den også gal på folkemødet, hvor det folkelige og demokratiske også skulle normeres af verdensmålene.

Det er fint at snakke om verdensmål osv.., men det skal ikke definere demokrati, videnskab og pædagogik.

“Verdensmålsstyring” – fynish for progress.

Tak til Dahl for denne nødvendige markering.

Links:
Link til Dahls indlæg:
https://www.raeson.dk/…/henrik-dahl-sdu-bevaeger-sig-vaek…/…

Her er den SDU-pressemeddelelse, som med rette har bragt sindene i kog:
https://via.ritzau.dk/pr…/fns-17-verdensmal-bliver-sdus-mal…

Skolerådmandens begejstring: https://www.facebook.com/susanne.u.larsen/posts/10219392795428369

Se også dette link for nogle vilde udtalelser af SDU’s bestyrelsesformand:
https://vafo.dk/…/Syddansk-Universitet-gaar-…/artikel/622853

 

23. d. 25. juni: Keld Skovmands pris

Professionshøjskolerne bør give Keld Skovmand en pris for demokrati og kritik. Det vil sætte det neo-totalitære UC-VIA, der opfatter Skovmand som “en fare for demokratiet”, på plads og minde alle om Skovmands store bidrag til erindringen om skolens formål.

http://www.thomasaastruproemer.dk/maa-vi-bede-om-en-uc-pris-for-demokratisk-dyd-til-keld-skovmand-tak.html

 

24. d. 26. juni: Centrum-venstres forståelsespapir

Første iagttagelser i forbindelse med det nye politiske ”forståelsespapir”. Jeg understreger, at de er foreløbige, en slags leg.

A.
Under et afsnit om offentlig ledelse, står der pludselig følgende:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges indenfor gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed.”

Tak til Skipper og Mark, som formodentlig står bag denne skønne formulering. Jeg ser frem til mange ”indskærpninger” rundt omkring i kommunerne, hvor den frie pædagogiske diskussion har været under pres fra læringsmaksimerende kommunale rejseevidensmetoder siden 2011, og til en livlig og myldrende diskussionslyst blandt landets lærere og pædagoger og seminarielærere.

B.
Uddannelsesloftet, som A og V gennemførte i fællesskab for at finde nogle småpenge til flere dagpenge, afskaffes. Det er virkelig godt, hvis dette punkt realiseres, for dette latterlige ”loft” sætter mange unge i helt skøre valgsituationer. Desuden mister vi med uddannelsesloftet den kæmperigdom, som dobbeltuddannelser giver samfundet.

C.
Uddannelsesparathedsvurdering afskaffes. Det er også godt. Dels fordi staten mister en masse data om alle mulige mikrodetaljer om borgeren, men også fordi vi slipper for konkurrencestatsideologi i grundskolen. En god liberal korrektion. Faktisk havde Dahl og Riisager en glødende kritik af disse uddannelsesparathedvurderinger for nogle uger siden, så vidt jeg erindrer. Dahl skal lige huske at gøre klar til at indgå positivt i nogle af forståelsespapirets åndsliberale markeringer (gælder også punkt 1).

D.
Nationale tests fjernes i de små klasser, og måske fjernes eller suspenderes de mere generelt. Hvis det lykkes, så bortfalder en væsentlig del af grundlaget for skolereformens logik og dermed for hele det kommunale læringsmålesystem. MED MINDRE altså, at den styringsfunktion, som de nationale tests hidtil har haft, nu overtages af mikrodata og learning analytics, som KL og forskningen står på spring for at realisere?

Forståelsespapiret er faktisk forbavsende tavs om digitaliseringsspørgsmålet. Det er på en måde godt, fordi vi slipper for alt det der med ”disruption”, men på en anden måde er det farligt, fordi ”disruption” nu for alvor kan sætte sig igennem, mens alle andre fører C02-regnskaber, som måske endda kan gå i selskab med data, eller bare tæller køkkener på udrejsecentrene.

Men det er værd at bemærke, at det samspil mellem nationale tests og uddannelsesparathedsvurderinger, som tidligere var en trussel mod ungdommens frihed, nu ser ud til at være svækket.

Man vil også reformere karaktersystemet, som i dag bygger på en mangelfilosofi, der totalt ødelægger elevernes interesse i at præstere noget. I stedet lærer de blot at leve op til læringsmål.

E.
Partierne har som erklæret mål, at skole og uddannelse skal give ”lige muligheder” i livet. Det er en meget dårlig ide, at give uddannelsessystemet denne eksplicitte opgave. Det er naturligvis fint nok, hvis det holdes på det strukturelle niveau (dvs. skole- og uddannelsestilbud for alle), men det fører alt for let til ”Heckmann-humankapital-pædagogik”, som jo dominerer mange steder allerede i dag, ikke mindst i socialdemokratiske kredse, hvor ”dannelse” er et bandeord.

Skolens formål bygger ikke på ”lighed”, men på ”ligeværd”, hvilket er en pædagogisk distinktion, der fremmer forskelle og pluralitet i samfundet. Det vil være SF, der skal bære dette syn frem i ”forståelses-kredsen”. Om det giver mere lighed aner ingen. Men det giver mere liv, det er 150% sikkert.

F.
Super med minimumsnormeringer til børnehaverne. Tak til Jacob Mark. Nu må vi se, hvor meget det bliver til. Måske er det bare symbolpolitik, for at få SF med om bord. Og de nye normeringer skal helst ledsages af et opgør med det kommunale evidenstyrrani i børnehaverne. Det er også derfor punkt 1 er så vigtigt.

 

G. De automatiske nedskæringer på uddannelser afskaffes. Og det er jo også godt, især hvis uddannelsernes indhold er noget værd og ikke går op i synlig datalæring osv..

Link til forståelsespapir:

https://www.altinget.dk/misc/Retf%C3%A6rdig%20retning%20for%20Danmark_2019-06-25_ENDELIG.pdf

 

25. d. 26. juni: Et klima-spørgsmål fra en uvidende

Tillad mig et par spørgsmål, som måske er dumme, men undskyld, for jeg ved ikke bedre:

I Rød Fløjs nye forståelsespapir står der følgende:

”Et mål om reduktion af drivhusgasser i 2030 med 70% i forhold til niveauet i 1990”.

70%? Det lyder jo flot.

Men bemærk lige at baseline er 1990 og ikke 2019. Jeg overså det faktisk først, selvom baselinen er almindelig brugt. Men alligevel, man bliver lidt overrasket som lægmand.

Men ok, så lad os se lidt på tallene for CO2-udledningerne i hhv. 1990 og 2018.

 

A. Energistyrelsens tal

Styrelsen opgør tallet på lidt forskellige måder. Her er tallene for de ”samlede korrigerede emissioner”:

1990: 78,4 tons
2018: 51,9 tons

Det vil sige, at man i 2030 gerne vil nå 23,5 tons.

Men udledningerne allerede er faldet med ca. 34% på 28 år.

Er folk egentlig opmærksomme på det?

 

B. Globalis.dk’s tal
Tjekker man statistikportalen globalis.dk kommer man frem til ca. samme procentvise resultat – faktisk en del højere (næsten 50%), hvis man tager udgangspunkt i 1993-tallene – selvom de absolutte tal er lidt anderledes. Her er tallene:

1990: 50231 tons (faktisk var det udledningen helt oppe på 61000 tons i 1993)
2014: 33498 tons

Som fun fact kan jeg nævne, at 1970-udledningen var hele 62101 tons, så der har været en tilbagegang på næsten 50% på trods af, at befolkningstallet er steget med ca. 25% i perioden.

 

C. Danmark og EU’s mål
Danmark er i øvrigt langt foran EU’s 2020-klimamål, som er en reduktion på 20% af 1990-niveauet, hvis jeg ellers har forstået det ret.

EU’s 2030-mål er 40% reduktion siden 1990. Også dette mål har Danmark allerede næsten realiseret, eftersom vi jo har reduceret med 34% og altså næsten 50%, hvis vi bruger 1993 som baseline.

Først i 2050 vil EU op på 80%, og kun som et “langsigtet mål”, der desuden gøres afhængig af “de udviklede lande som helhed”.

Det er gået lidt ideologi i foretagendet herhjemme, så vidt jeg kan bedømme det. Bare det nu går godt. Men så igen: hvad ved jeg om den slags?

Links:
Link til Globalis.dk’s tal:
https://www.globalis.dk/Statistik/CO2-udslip

Link til EU-kommissionens klimamål:
https://ec.europa.eu/clima/citizens/eu_da

Link til rød fløjs forståelsespapir: https://www.altinget.dk/…/Retf%C3%A6rdig%20retning%20for%20…

 

26. d. 27. juni: God anmeldelse af ”FAQ om dannelse”

Lektor ved Professionshøjskolen Absalon, Ove Christensen, har skrevet en spændende og engageret anmeldelse af ”FAQ om Dannelse” på Kulturkapellet.dk.

Anmeldelsen hedder “I strid og samstemmighed”, og den afslutter med følgende bemærkning:

”Som begavet og belæst stridspartner er bogen virkelig anbefalelsesværdig.”

Mange tak for det!

https://kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=819

 

27. d. 28. juni: Om pissedårlig undervisning

Tak til Alexander von Oettingen for pissedårlig undervisning:

http://www.thomasaastruproemer.dk/pissedaarlig-undervisning-som-paedagogisk-dyd.html

 

28. d. 29. juni: Fra treleddet pluralisme til toleddet enhedsblok

Fra tre-leddet pluralisme til to-leddet blok: Kort refleksion over den nye og den gamle regerings ideologiske forudsætninger:

A. Tre-leddet pluralisme
I den tidligere regering var der tre ministre inde over uddannelsesområdet. De havde hver deres ideologiske forudsætninger.

Mai Mercado var inspireret af velfærdsøkonomen James Heckmann. Det påvirkede både den såkaldte småbørnsalliance, hendes ”Opdragelsesdebatten”, og også bredere via en udvidet Heckmann-indflydelse blandt indflydelsesrige forskere. Muligvis forstærkede det også de retspolitisk problematiske sider i Ghettopakken, fordi fremtidig lighed sættes som det centrale mål, hvilket jo kan udmanøvrere retten.

Tommy Ahlers var inspireret af den ekstremistiske Silicon Valley-bevægelse Singularity. Det så man via hans interesse for disruption og teknologi.

Både Heckman- og singularity-ideologien gik fint i spænd med centraladministrationens og Løkkeregeringens almene interesser.

Riisager var derimod primært åndsliberalt og pædagogisk informeret. Derfor var hun også på kant med embedsapparatet og med for meget data- og lighedsideologi.

 

B. To-leddet blok
Hvad så med den nye regering?

Ja, nu er hele uddannelsesområdet fra vugge til ph.d samlet under kun to ministre, som endda er nærmest ens. De har endda skrevet en bog sammen.

Og begge ministre er informeret af James Heckmanns dannelsesfjendske og lighedsideologiske afkasttænkning, som altså Mercado også var glad for.

Ingen af de to næsten ens ministre interesserer sig mig bekendt for pædagogik og dannelse, som reduceres til ”velfærdsstat”. Børn er samfundets afkast.

Min prognose er derfor, at al uddannelse fra vuggestue og frem – måske endda i form af en slags ”fosterpolitik” – vil blive reduceret til velfærdsøkonomi. Pædagogikken vil miste sin egenart.

Desuden vil embedsapparatet helt overtage datapolitikken, som ingen af de to ministre eller regeringen som sådan interesserer sig for. ‘Det ordner Vestager’ – lader til at være mottoet.

Dette tab af pædagogisk selvstændighed vil ske uden den tidligere regerings pluralisme, men i en samlet front. Lidt på samme måde som det var tilfældet med Antorini/Østergaard/Corydon i sin tid, da de som en betonblok omdannede hele uddannelsessystemet til en konkurrencestatsskole, hvilket den aktuelle to-leddede ideologi faktisk blot er en form for lighedsideologisk videreførelse af.

 

C. Kritikken: fra lighed til ligeværd
Skolens formål taler ikke om ”lighed”. Det taler om ”ligeværd”, hvilket er noget helt andet. Det er økonomi over for pædagogik. Derfor bliver det aktuelt vigtigste emne for en kritisk uddannelsespolitik formodentlig at aktivere det pædagogiske ”ligeværd” i alle dette begrebs rige tråde imod det velfærdsøkonomiske og humankapitalistiske definerede ”lighed”.

 

29. d. 30. juni: Friskolen er skabelse

Friskolen er skabelse, og folkeskolen er et supplement/lån:

Askov-manden og dr. pæd. Holger Kjær (1899-1980) skrev i 1979, kort før sin død, følgende:

”Folk i vor tid er så vant til at tænke i institutioner, så de glemmer, at hjemmet er et samliv mellem to generationer fra skaberens hånd. De skolefolk, der ikke gør sig det klart, er ikke meget bevendt, vor meget psykologi og pædagogik de end har sat til livs” (s.83).

Så ifølge Kjær udgår den pædagogiske magt fra familien. Dette synspunkt er faktisk stadfæstet i grundlovens §76, som angiver, at familier selv kan bestemme om deres børn skal undervises hjemme eller på en skole, og som ofte anses for at være ”friskoleparagraffen”. Familier samler sig og holder skole. Der er dyb rod.

Friskolerne er en slags forlængelse af denne magt. Jacob Knudsen beskriver i sin roman ”Gjæring-Afklaring” en slags højskole-præstegårds-paideia i 1870’erne, og Bertel Haarder blev faktisk hjemmeundervist på Rønshoved Højskole, som Kjær også havde kontakter til. Hjemmeundervisningen, friskolerne, fortællingerne, kundskaberne og legen er familiernes og civilsamfundets pædagogiske esse.

Men hvad er den offentlige Folkeskole så? Ja, det er statens lån af friskolens frihed. Det er også derfor, at forældre er nævnt i formålsparagraffen, og at ingen forældre kan tvinges i folkeskolen.

Men bemærk: Staten låner. Den giver penge, men låner. Det er altså ikke omvendt, som mange tror. Det er ikke friskolerne, der er et supplement til folkeskolen. Det er folkeskolen, der er et lån, et lån fra ”skaberens hånd” (s.83), og det er det ”lån”, der giver folkeskolen ”åndsfrihed”, som der står i skolens formål. Det er folkeskolen, der er et supplement. Kjær skriver:

”Folkeskolen vil blive en anden skole, den dag friskolen ikke fandtes”. (s. 85)

Holger Kjær kombinerer dette dybt interessante synspunkt med en hyldest til de to undervisningsministre, Venstremanden Jacob Appel (i 1920’erne) og den radikale Jørgen Jørgensen (i 30’erne og 50’erne). Sidstnævnte stod bag to store skolelove og arbejdede ufortrødent med at få reformpædagogik og grundtvigianisme til at spille sammen. Begge havde rod i hjemmeundervisningens og friskolens tankegang og dybe rødder i højskolens praksis.

Kjær bruger desuden sin pointe til at forsvare det tyske mindretals ret til – efter både den ene og den anden verdenskrig – ikke blot tysktalende privatskoler, men også tysktalende folkeskoler. Prøv at forestil jer, hvor radikal en frihedstænkning det var i 1945? Hvad Socialdemokraterne mente om sagen, kan man selv læse sig til:-). Måske en blanding af sur nationalisme og lighedsmageri?

I Sverige kørte man efter statslinjen, siger Kjær. Derfor fik svenskerne efter Kjærs mening et ”flertalstyret totalitært skolevæsen” (s. 29).

Så der er stor skolepolitisk forskel på, om børn kommer fra skaberen eller fra staten. I dag er skolen statslig læringsstyring – dvs. helt uden skaberens hånd – hvorved friskolerne risikerer at ende som ”indianerlege”, som Kjær sarkastisk noterer.

Kjærs frihedslinje er den ”danske linje”, står der. Kjær er historisk-poetisk nationalt sindet (s.31).

Disse ideer burde inspirere alle partier på forskellige måder, måske bortset fra Socialdemokrater og Enhedslister og DF. Men i al fald kredse i Alternativet, Kristendemokraterne, LA og SF. RV og Venstre burde jo også smile, men det er nok for meget forlangt efter så mange år i den skolepolitiske statskværn.

Holger Kjær studerede pædagogik i Jena i Tyskland og skrev disputats i Zürich.

Reference: Holger Kjær: ”Dansk skolepolitik og mindretalsret – fra Jacob Appel til Jørgen Jørgensen, Lohses Forlag, 1979.

 

30. d. 1. juli: Om nationale tests

Der er to grunde til, at jeg ikke er så optimistisk, hvad angår de politiske meldinger om de nationale tests:

A. Forliget
I det politiske ”forståelsespapir” annonceres en afskaffelse/suspension af de nationale tests (NT). Det er nok mest noget, der er født i SF/EL’s baghave. Det er derfor uklart, hvor dedikeret den socialdemokratiske regering vil gå til sagen.

NT er en central del af skoleforliget, og hvis de afskaffes, forsvinder grundlaget for skolereformens outputstyring. Det vil højrefløjen ikke være med til, og socialdemokraterne formodentlig heller ikke, når det kommer til stykket. Så forligskredsen vil sige ”nej”. Socialdemokraterne vil så bare kunne sige, at det hele er de borgerliges skyld, og det vil resten af rød blok-partierne så også.

På den måde kommer NT og skolereformens ideologi til at stå fast på trods af ”forståelsespapirets” markering.

 

B. Forskningen
I den faglige diskussion har NT især været forsvaret af velfærdsøkonomer. Disse økonomer bygger på den amerikanske økonom James Heckmans teorier om humankapital. I den kreds har man brug for NT-data til at lave statistiske analyser om social lighed, læringsindsatser og økonomisk afkast.

Det pudsige er nu, at den nye undervisningsminister – og faktisk også hendes forskningsministerkollega – bygger på den samme økonomisk-sociale ideologi som de pågældende forskere, som altså er helt afhængige af NT.

Derfor vil den faglige tyngde gå i retning af at bevare NT i en eller anden form, der kan give forskerne data til at optimere scoren på velfærdsdatakorrelationer.

Konklusion: NT røres ikke eller kun helt symbolsk

 

31. d. 12. juli: Folkeskolen er et supplement til friskolen

Nogen tror, at friskolen er et supplement til folkeskolen. Men det er omvendt. Det er folkeskolen, det er et supplement til friskolen.

Glemmer man det, ophører folkeskolen med at være en “folke”-skole. I stedet bliver den til en velfærdsstats- eller konkurrencestatsskole, dvs. til et corydonsk læringscenter, til statsdirigeret læring.

Det grundlæggende spørgsmål er derfor: Hvad er en friskole? Hvad er den friskole, som er folke-skolens kerne?

Svaret er: Det er en gammel skole fuld af etager, stier og trappeløb.

 

32. d. 17. juli: Jyllands-Posten om SDU’s verdensmålsstyring

JPs lederskribent mener, at SDU med deres underdanige og kommuneagtige tilslutning til verdensmålstyring ikke gider at være et UNI mere. Jeg er 100% enig.

Er det virkelig kun Henrik Dahl, som på Tinge har blik for problemet? Eller skal vi til at verdensmålstyre hele samfundet?

https://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE11501042/SDU%E2%80%99s-tilslutning-til-FN%E2%80%99s-verdensm%C3%A5l-er-en-bev%C3%A6gelse-v%C3%A6k-fra-det-et-universitet-skal-v%C3%A6re/?fbclid=IwAR0xNa1S3sz6em5OTu4FC7qSKnr7Z7YuRIq-CMm6Xr7M5xsOSVEpkEgrSek

 

33. d. 18. juli: Isabella Arendt kritiserer regeringens ghettopolitik

Socialdemokraterne begrunder ikke primært partiets tilslutning til ghettoficeringen med henvisning til Islam, men derimod med udgangspunkt i James Heckmans lighedsfundamentalisme. Heckman er en slags lighedsideologisk konkurrencestatsøkonom, der kan suspendere retstilstanden i særligt udsatte områder. Både den nye undervisnings- og forskningsminister er helt verliebt i dårligdommene, som har kæmpeindflydelse på Aarhus Universitet og mange andre steder.

Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, fortæller i sit glimrende indlæg om, at familiers liv ikke bør tvangsindlægges til vuggestuer og “danske værdier”, og at mange af “ghettoens” familier bærer på værdier i sig selv, som det er værd for det sociale arbejde og for alle andre at interessere sig for.

I stedet går regeringen i retning af øget data- og værdiovervågning. Det så vi i Gladsaxeforsøgene og i gårsdagens Politikens omtale af learning-analytics-kontrollen med ledige. KL er helt med på vognen med Singularity-ideologien på bagkasketten.

Jeg ved godt, at socialdemokraterne siger, at partiet vil holde op med at bruge ghetto-begrebet. Det er ren symbolpolitik, som ingen bør tage sig af. Med den aktuelle ideologiske konfiguration, vil vi få ghettoficering og velfærdsstatslig overvågning som aldrig før, indtil alle bliver ens, før de selv ved det.

Links
Isabella Arendts indlæg:
https://politiken.dk/…/%C2%BBB%C3%B8rnene-tilh%C3%B8rer-nu-…

Artikel om data om ledige:
https://politiken.dk/…/Ny-afg%C3%B8relse-godtager-samk%C3%B…

Undervisningsministerens lighedsideologiske forklaring på ghettoficeringen:
https://www.dr.dk/…/ny-minister-trodser-kritikere-og-indfoe…

 

34. d. 19. juli: Ghetto-logik

Først udnævner man hele boligkvarterer til ”ghettoer” uden den mindste sans for, hvilke livsformer, der eksisterer og har mulighed for at udvikle sig, hvis man gør sig lidt umage, hvis man interesserer sig lidt for sammenhængen, og hvis man tager en ordentlig velkomstkasket på. Tænk dog på alle de erfaringer, der gemmer sig, og som trænger til at komme til udtryk i kultur og virksomhed – dvs. som trænger til socialpædagogik – men som nu er reduceret til ren “kriminalitet” osv..

Derefter laver man en separat tvangspræget indoktrineringspædagogik for ”ghettoen” og indfører endda særlige retsregler. En slags omvendt Sharia, der understøttes af særlige dataovervågningssystemer. Paradoks: Man producerer en parallel rets-struktur, som ellers var en del af det, man ville undgå.

Dernæst river man store dele af boligkomplekserne ned. I Gellerup laver man en ny ”boulevard” gennem de nu tomme områder. Man kalder den ligefrem for ”Karen Blixen Boulevard”. Den fineste danske litteratur skal åbenbart stå for tvang i stedet for invitation. Vi venter blot på en Klaus Rifbjerg-statue foran de nye tvangsvuggestuer.

Til sidst bygger man i Gellerup en masse moderne ejendomme klods op af dem, man lige har revet ned, denne gang blot helt ud til den trafikerede Ringvej. Husene ligger tæt som sild i tønde. Det er den såkaldte ”fortætnings”-arkitektur, der rider Aarhus som en marekat. Om 15 år er der nok en ghetto dér, og så kan man rive ned igen. Der er åbenbart penge nok i kommunen.

Til sidst sætter man en socialdemokratisk minister til at sige, at han ikke mere vil bruge udtrykket ”ghetto”. Det er den slags jeg kalder for “postmoderne ondskab”. Det svarer til, når skole-rådmanden i Odense Kommune hylder ytringsfrihed, selvom hun uddeler tjenstlige advarsler til dem, der rent faktisk bruger den.

En anden socialdemokratisk minister, undervisningsministeren, synes godt om tvangsreglerne, men ikke pga. Islam-frygten, som var den oprindelige årsag. Hun mener, at ghettoficeringen fremmer ligheden. Konsekvenserne er uoverskuelige: Enhver statistisk variation ender som frit bytte for nye ghettoficeringsplaner med nedrivninger, litteraturreferencer, retslommer og overvågningssystemer. Alt sammen forenet i en slags ubehag ved menneskeligt liv.

I denne ghetto-logik ender alt på en måde med at være ghetto, blot med skønne navne.

 

35. d. 20. juli: Regnemaskine-kærlighed, note 1

Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen er nye ministre for hhv. børn/skole og uddannelse/forskning. De udgør – i modsætning til den tidligere regerings større ministerpluralisme på området – en form for uddannelsespolitisk blok. Det kan man studere ved at læse en bog, som de har skrevet sammen i 2018.

Bogen hedder ”Det betaler sig at investere i mennesker”. Undertitlen er: ”Lad os sammen åbne døren for det næste store kapitel i velfærdssamfundets historie. Lad os give alle børn en fair chance”.

Jeg vil gennemgå bogens indhold i en række noter, som ligger i grænsefladen mellem skole- og børnepolitik, velfærdspolitik og uddannelsespolitik, men som også er en integreret del af regeringens samlede ideologiske og politiske profil.

Titlen lægger an til en ren økonomisk forståelse af mennesker. Det ser man ved de to udsagnsord ”betaler” og ”investerer”. I undertitlen knyttes disse ord direkte an til ”alle børn” og ”fair chance”. Med denne markering kan man forvente en forståelse af pædagogik og velfærd i rene økonomiske/kvantitative termer, ikke mindst i termer fra økonomen James Heckman, som er en af de store inden for humankapital- og konkurrencestatstænkning, og som udrydder dannelse, politik og pædagogik fra dagsordenen. Denne forventning passer 100%, hvilket jeg vil vise i de kommende noter.

Lad os se på forordet, s. 7-9:
Her står der, at ”vores drivkraft er at bekæmpe ulighed og give lige muligheder for alle børn”. Det kan betyde alt muligt, så hvad betyder det her? Jo, det skal forstås i humankapital-forstand, hvilket fremgår af den efterfølgende sætning: ”Men vi vil med denne bog vise, at vi aldrig for alvor får virkeliggjort den drøm, hvis vi ikke tør oversætte det socialpolitiske sprog til økonomisprog”.

Forfatterne mener, at finanspolitikkens og socialpolitikkens sprog og ressortområder er for opdelte. Ja, deres ”drøm” om ”frihed for alle børn” kan kun opnås, ”hvis vi bryder muren mellem de to ekkokamre ned”. Men for at det skal ske, så må ”socialpolitikere bevise deres værd i kroner og øre”. Og hvordan skal det ske? Jo, det skal ske ved, ”at man i finansministeriet får øjnene op for værdien af at investere i mennesker. Ikke bare som idé, men helt konkret i et regneark”.

Der er ingen forestilling om, at socialpolitisk arbejde bør have en egenart uden for ”regnearket”, tværtimod opfattes det nærmest som et problem.

Forfatterne taler i stedet om deres ”begejstring over en ny regnemaskine”, der skal skrive ”et nyt kapitel i velfærdssamfundets historie”.

Der gøres klar til regnemaskinernes betalingspædagogik.

Til sidst i forordet takker forfatterne en række personer, heriblandt Martin Rossen, som er statsministerens meget diskuterede politiske rådgiver, der også har plads i regeringens centrale økonomi- og koordinationsudvalg. Fra denne inderkreds har man sikkert også fundet valgsloganet ”børnenes regering”, som vi jo nu så småt er ved at finde ud af, hvad betyder. Med den forbindelse til flere ministerier og regeringens inderkreds, får bogens regneark-logik dermed enorm politisk betydning.

Til allersidst takkes en række unavngivne politiske kollegaer fra højre og venstre, som har været med til at skabe ”fundamentet for en ny velfærdspolitik og en ny regnemaskine”.

Her er det værd at nævne, at den tidligere socialminister, Mai Mercado (K), selv var meget glad for disse ideer. Hun støttede blandt andet den af tænketanken DEA initierede Småbørnsalliance, der samlede en lang række magtfulde organisationer. BUPL trak sig heldigvis fra dollars-menneskesynet. Red Barnet støttede initiativet, så jeg indstillede omgående mine månedlige indbetalinger. Mercados ministerkolleger – Riisager, Pind og Ahlers – var dog ligeglade med Heckman. Denne pluralisme er nu afløst af samlet einheits-flok. En samlet kærlighed til en ny regnemaskine.

Man bør også bemærke, at man igen har samlet 0-18-årsområdet under Rosenkrantz-Theil. Dermed tager man arven op fra Antorinis ministerium, så man kan genoptage arbejdet med at ensrette hele 0-18 års-området under en samlet økonomisk-teknisk ideologi; et fint supplement til Corydons vision.

Man siger, man vil stække finansministeriets magt. I min analyse vil der ske det modsatte. Regnearkets regnemaskine vil brede sig ind over pædagogikken og dermed ind over samfundet som sådan.

Men nu er jeg allerede i gang med de næste noter.

 

36. d. 21. juli: Regnemaskine-kærlighed, note 2

Noter til bogen “Det betaler sig at investere i mennesker” af de to uddannelses- og forksningminister Ane Halsboe-Jørgensen (AHJ) & børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil (PRT).

Bogens forord, som jeg omtalte i går, efterfølges af et lille resume af bogen på to sider, s. 13-14, og en indledning, s. 19-20. Lad os se på det:

PRK og AHJ er kritiske over for Finansministeriets regnemaskine, som tæller offentlig velfærd som en udgift i statsregnskabet. De vil i stedet regne de positive afkasteffekter med. Den nye regnemaskine kalder de for SØM. SØM står for ”Socialøkonomisk investeringsmodel”. Den skal medregne ”dynamiske effekter af sociale investeringer”. Dermed vil man få et mere positivt syn på velfærd, der kan supplere 00’ernes neo-liberalistiske modeller.

På en måde er aktionen sympatisk, men problemet er, at den finansministerielle logik med AHJ’s og PRT’s forslag vandrer endnu mere ud over hele samfundet end før. Et eksempel fra pædagogikkens verden: Før skulle velfærden i form af output-læring “styres” – jvf. læringsmåls-styring. Nu skal f.eks. læringsmålsstyringen vurderes på dens positive økonomiske og statistiske effekter for social lighed og økonomisk afkast. De pædagogiske vurderinger er stadig helt væk. Faktisk er der tale om en mere fuldbåren skolereformstænkning, fordi man nu systematisk gennemfører den økonomiske diskurs på skolereformens anden målsætning, som handler om social arv.

AHJ og PRT vil opbygge et effektkatalog, en “vidensbank”, hvor alle ”indsatser” sættes i relation til afkast og effekt og indarbejdes i regnemaskinen. Det fremgår af følgende citat fra senere i bogen:

“Det er rigtigt, at vi ikke har konkrete tal og konkret viden for samtlige tænkelige indsatser på sundheds-, social-, beskæftigelses-, uddannelses- og integrationsindsatser endnu, men det har vi for betydelige områder af vores velfærdssamfund, og vi kan dermed begynde med de områder, hvor der faktisk er gennemprøvede og statsautoriserede tal. Samtidigt kan vi speede processen op med at få gennemprøvet tal til vidensbanken i SØM, så større og større områder kan beregnes. Det er bare om at komme i gang.”, s.113.

Så vi taler om “samtlige tænkelige indsatser” og deres økonomiske effekter, som skal indgå i en korrigeret men stadig finansministeriel logik, som kommuner skal kunne trække på i konkrete afkastmaksimerende afgørelser med nogle særdeles stærke algoritmebårne regnemaskiner placeret på rådhuset. Og ser vi på den Heckman-inspirerede forskning, der allerede pt. foregår, så taler vi om detaljerede og specificerede metoder, f.eks. til at lære børn om bogstaver og sange, og disse metoders effekt. Undersøgelserne udføres oftest af økonomer helt uden pædagogisk sans og uddannelse, og effektforståelsen bygger på testresultater, f.eks. nationale tests og sprogscreeninger. Pædagogikken suges dermed ud af praksis og ind i en traditionsløs og evidensificeret styringslogik.

Dermed bliver – som jeg ser det – pædagogisk viden skruet ned i en økonomisk logik. Denne proces fremskyndes af, at PTK og AHJ absolut ingen forståelse har for områdernes tradition og faglighed. Bogen har ingen socialfaglig eller pædagogisk faglighed. Alt subsumeres under den forskelsløse ækvivalens “velfærd”.

Dette ”næste store kapitel i velfærdssamfundets historie” gør, står der i bogens resume, at det ”langt om længe er muligt at sætte tidligt og helhedsorienteret ind (…). Dels ved at bruge pengene dér, hvor vi ved, at de virker. Dels ved faktisk at beregne gevinsten ved velfærd (…).

De fleste eksempler tages fra socialpolitikken. F.eks. kan det betale sig at behandle for alkoholmisbrug osv.. Og der tales konsekvent om, at især socialministeriet og finansministeriet er ”ekkokamre”. Men PRK’s og AHJ’s anliggende er alment. F.eks. hedder det i et af deres forslag: ”Udvid SØM til uddannelse, sundhed, beskæftigelse og integration”. Og det er også en sådan udvidelse, der pt finder sted, f.eks. omkring Aarhus Universitets Trygforskningscenter.

Ethvert tiltag, der ”giver et økonomisk afkast” kaldes for ”en social investering”. Der er ingen egentlig forskel på en børnehave og et narkobehandlingssted.

Sidst i resumeet står der: ”Vores drøm er, at et barns fremtid ikke skal afgøres af dets forældres liv”. Drøm? Afgøres? Forældres liv? Hvad mon det betyder? Ingen ved det, og i denne ubestemthed kan humankapitalens røde løber rulles ud i den totale teknisk-økonomiske diskurs’ forhal. Og løberen rulles langt ud over rammerne for børn og familier med sociale problemer og ind i samfundets inderste opdragelses-værdier og processer, som disse udspiller sig i det civile samfund, dvs. i både almindelige familier og i gode børnehaver og vuggestuer. Målet er dels at nivellere statistisk variation og dels økonomisk vækst.

SØM er et økonomisk defineret opslagsværk for afkasteffekter for alle ”velfærdsydelser”, men tilfældigvis også for opdragelsen. Men familiers og slægters liv er da også fyldt med alle mulige gode ”afgørelser”? Er det ikke godt, at have håndværksslægter? Eller præsteslægter? Eller lærerslægter? Det er ikke al social arv, der er ”negativ”, og det gode almindelige opdragelsesliv vil jo uvægerligt og heldigvis give statistiske udsving. På den måde føres AHJ og PRT i retning af en form for socialistisk-teknisk statsopdragelse uden sans for opdragelsens og familiens betydning.

Næste note handler om de stakkels børnehaver, tror jeg nok. Eller måske om PRT/AHJ’s syn på statistisk variation? Eller det modsætningsfyldte i, at mange Heckman-forskere er vilde med Nationale Tests, som den nye Heckman-regering jo vil suspendere. SØM har jo brug for tests for at måle effekter til afkast-kataloget. Spændende at se, hvornår denne modsætning går op for PRT og AHJ og for Martin Rossen.

Link til note 1: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157348119469481&id=837549480

 

37. d. 22. juli: Regnemaskine-kærlighed, note 3

Noter til Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe-Jørgensens bog: “Det betaler sig at investerer i mennesker”, kapitel 5-8.

Kapitel 5:

PRT og AHJ betragter den humankapitalistiske økonom, James Heckman, som en ”børnenes økonom”. Betagende udtryk! Heckman har peget på en ”regneregel”, der skal puttes ind i SØM, som PRT’s og AHJ’s nye regnemaskine hedder: nemlig at jo tidligere indsats, desto større afkast.

Der henvises til den berømte ”Heckman-kurve”, som sætter en konkret indsats i relation til ”rate of return to investment in human capital”, som det hedder. PRK og AHJ kalder det for ”gevinst og effekt”.

Hej lille Peter i klapvognen! Du er vel nok en sød lille humankapital! En lille soldat til Corydons konkurrencestat!

Men hvilke typer ”indsatser” taler Heckman om? Jo, han taler om ”kognitive og ikke-kognitive færdigheder”. Han kalder det for ”færdighedsudviklende indsatser”. Det er bevist med ”kontrolgrupper”. Det er total antipædagogik, dvs. økonomi. Der er ingen kultur, ingen historie, ingen natur, ingen tilsynekomst, ingen fællesskab, ingen ballade.

Heckman siger, at det allerstørste ”afkast” får man ved at bryde den sociale arv. PRK og AHJ henviser til en undersøgelse af Rockwool, hvor nogle af de mest inkarnerede Heckman-ideologer sidder. Her har man fundet ud af, at børn af højtuddannede forældre klare sig bedre i de nationale tests end børn af forældre uden uddannelse. Surprise! Ja, den er allerede gal fra fostertilstanden. Jo lavere fødselsvægt, desto dårligere klarer man sig. Det må man kalde ”tidlig indsats”! Dette udtryk er jo helt ukendelig ift. almindelige sundheds- og socialfaglige tilgange. Jeg kalder det ”forebyggelse på anabolske steroider”, eller foster-læring. Man ser for sig, hvordan SØM-velfærdsstaten metodisk sætter sig i kød og forplantning, indtil alle statistiske variationer er gået i nul.

Der må ikke findes statistiske forskelle. Det skal pædagogikken nu bidrage til at ordne. Derfor skal man lave ”indsatser”, som kan indgå i SØMs effektkatalog over indsats-effekt-kombinationer. Det er et eksempel på det, som Alexander von Oettingen kalder for ”overophedning”. Men pædagogikken har ikke ligheden som mål, men som forudsætning. Vendes det om, som det sker i Heckman-ideologien, får vi mega-ulighed.

Bemærk henvisningen til Nationale Tests. Mange af Heckman-forskerne er meget bekymrede for, at man fjerner disse tests, fordi det vil ødelægge forskernes mulighed for at teste læringsmetoders afkast. Jeg hørte både Heckman og hans tilhængere forrige år på en konference i Aarhus. Det er lukket pædagogisk land.

Man forstår godt, at BUPL forrige år forlod et Heckman-inspireret samarbejde med henvisning til menneskesynet, endda selvom Heckman jo faktisk taler for flere penge til daginstitutionerne. Det var en flot aktion.

Kapitel 6.
Men det er ikke kun Heckman-kurven, som skal lægges ind i SØM. Det samme skal ”specialiseret og detaljeret viden” om ”afledte effekter”, som skal give et mere ”korrekt beslutningsgrundlag” både ”nationalt, regionalt og lokalt”. SØM er både et ”forvaltningsmæssigt styringsgrundlag” og ”den finansielle motorvej”. KL klapper allerede i deres små tykke hænder.

Den ”specialiserede og detaljerede viden” er et rent metodeinferno, og den har intet med egentlig kundskab at gøre. Men styringssegmentet kan vinge af i regnearket. Måske kan man også vinge et verdensmål eller to af, og skrive om det på kommunens facebook-side.

På s. 97 står der, at SØM pt især bruges på socialområdet. PRT og AHJ vil udvide gyldighedsområdet til uddannelses- og børneområdet, som de jo begge nu er blevet ministre for. Det vil ”sætte gevaldigt kul på kedlerne i forhold til at sætte tidligere ind og være mere præcis i velfærdsindsatsen”, som det nærmest truende hedder. Metoden skal bruge ”rigtigt og massivt”. Den ’massive og præcise indsats’ skal ”nedbryde siloer”, dvs. ressortområder, der alle kan omdannes til økonomiske kalkuler.

Der er brug for det modsatte, nemlig at opbygge siloer af kundskaber og politik efter at den økonomiske tænkning har hærget i årtier. Men PRT og AHJ vil det modsatte. De vil nedbryde resterne af faglig selvstændighed i økonomiens navn. Og alle, der ikke følger trop er “siloer”.

Kapitel 8:
Her får vi at vide, at ”i SØM ligger en vidensbank med data for, hvordan en given social indsats virker”, og som ”vi allerede har dokumenteret effekten af”.

Man ser for sig en hærskare af små og store konceptpædagogiske pakker, som kommunerne køber ind på, og som implementeres ned over en børnehave pædagogisk tradition, som disse socialdemokratiske ”velfærdspolitikere” har 0,00% sans for.

Desuden vil der blive en kamp uden lige om at komme ind og ud af SØM. Den pædagogiske viden bliver pakkede styringsværktøjer, som det kræver magt og penge at etablere i SØM-systemet.

PRT og AHJ kalder denne proces for at et område ”SØMMES” (s. 114). Løb væk! bare løb!

Så finansministeriets DREAM skal suppleres med SØM. Der er et eller andet ved disse to ord, som sætter mig helt i stå.

Links:
Omtale af Heckman-ideologien på Aarhus Universitet: http://www.thomasaastruproemer.dk/indtryk-fra-match-point-s…

Om BUPLs aktion i 2018:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156087463169481&id=837549480

Note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157348119469481&id=837549480

Note 2:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157350612084481&id=837549480

 

38. d. 22. juli: Regnemaskine-kærlighed, note 4

Noter til Pernille Rosenkrantz-Theils (PRT) og Ane Halsboe-Jørgensens (AHJ) bog: “Det betaler sig at investerer i mennesker”.

Undervisningsministerens og uddannelses- og forskningsministerens store vision om en samlet velfærdsregnemaskine bygger på et enormt socialpolitisk-økonomisk system, SØM, som er et helt nyindført hyperteknokratisk system. PRK og AHJ drømmer om at udbrede det til hele uddannelsessektoren, som de nu alene er ansvarlige for som nytiltrådte ministre.

SØM står for ”Den socialøkonomiske investeringsmodel”. Alle mand i bådene! Det blev indført i vinters, helt under min radar. Det skyldes nok, at det i første omgang “kun” er et socialpolitisk system. Men de to ministre vil altså udvide systemet til hele den offentlige sektor.

SØM er udviklet af to konsulentbureauer, nemlig VIVE, som er en sammenslutning af SFI og det kommunale VIVE, og det økonomiske konsulenthus Incentive, der er helt ude i konsulenttågerne hvad angår de emner, der drøftes her. Incentive’s beskrivelse af dets arbejde med den sociale sektor er følgende:

”Omkostnings-, effekt- og registeranalyser, evalueringer, Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM), datadrevne beslutningsprocesser, sociale investeringer, social investeringsfond.”

Og der er ikke den mindste sans for institutionernes formål, faglighed og historie. Det er samfundet omdannet til teknik og spyttet ud som et SØM, der borer sig ind i det sociale livs kød, til det tømmes for blod.

Det er Incentive, der står for “uddannelsen” til systemet, hvis jeg har forstået det ret. Det kan man læse om, på firmaets hjemmeside.

SØM sammenfatter effektforskning inden for hele det sociale område. For nylig er der også lavet et SØM for børn og unge. Vores to ministre vil nu også indfører det på børne-, skole- og uddannelsesområdet. Kommunerne er ellevilde. Data-ideologerne hopper også i spændt forventning.

Kigger man på systemet er der tale om det mest teknokratiske system, som man overhovedet kan forestille sig. Der er fyldt med effektmålinger, koncepter, progression og d-scorer. Det er lige til at putte John Hattie og Nationalt Center for Skoleforskning ind i, blot er det langt mere omfattende og systematisk.

Jeg vil på det kraftigste råde alle relevante aktører til at indstille alt konstruktivt samarbejde med de to nye ministre indtil de dropper deres intentioner. De Nationale Tests er intet ved siden af dette system.

Man kan selv gå på opdagelse i de ubehøvlede systemer. Blot som eksempel er her SØM’s definition af deres allestedsnærværende effekt-begreb:

”En effektstørrelse er et tal, der udtrykker, hvor stor en forskel en indsats gør for borgerne, der modtager indsatsen sammenlignet med status quo (der kan være en anden eller ingen indsats). Effekten for borgeren kan fx være opgjort som øget livskvalitet, bedre trivsel, færre symptomer etc.

En effektstørrelse kan både være positiv eller negativ. En positiv effektstørrelse betyder, at borgerne i indsatsgruppen i gennemsnit har en bedre effekt af indsatsen end borgerne i en eventuel sammenligningsgruppe. En negativ effektstørrelse betyder, at borgerne i indsatsgruppen i gennemsnit har en dårligere effekt af indsatsen end borgere i en eventuel sammenligningsgruppe. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at indsatsen har negative effekter for borgerne i indsatsgruppen, men blot at indsatsen gør det dårligere end den indsats, der sammenlignes med.

I SØMs vidensdatabase er alle effektstørrelser opgjort som standardiserede effektstørrelser (Cohen’s d). Det betyder, at det er muligt at sammenligne effektstørrelser på tværs af studier, der har benyttet forskellige effektmål.”

Sådan er det over det hele. Der er ingen faglighed (“Cohens d” er i parantes bemærket den samme, som Hattie bruger).

Og betænk venligst, at det er hele velfærdssektoren, altså også skole, børnehave, UC’er og Universiteter, der nu foreslås inddraget i denne store regnemaskine-effekt-systematik. Det bliver et kvantificeret metodeinferno uden lige.

Der er ingen henvisninger til pædagogiske eller socialfaglige emner. SØM ved slet ikke hvad det er. Den går kun op i “beregningsredskaber” og “effektdatabaser”. Det er fremtidens socialdemokratiske politik for alle velfærdsinstitutioner samt for skole, børnehaver etc..

Det er regnemaskine-kærlighed. Og det er Pernille Rosenkrantz-Theils og Ane Halsboe-Jørgensens samt et totalt dannelsestømt Socialdemokratiets kærlighed. Det er en form for læringsmålstyring for hele samfundet.

Det er et åndeligt, pædagogisk og politisk kollaps.

Links:
Link til SØM:
https://socialstyrelsen.dk/tvaer…/socialstyrelsens-viden/som

Link til Incentive:
https://www.incentive.dk/

Note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157348119469481&id=837549480

Note 2:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157350612084481&id=837549480

Note 3:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157353012694481&id=837549480

 

39. d. 28. Juli: Klimaspørgsmål fra en uvidende 2

1990 eller 1997 som baseline for CO2 udledningerne?

Tillad mig en betragtning i al uvidenhed:

Professor Peter Nedergaard har gjort mig opmærksom på en interessant pointe, der handler om det normale udgangsår for sammenligning af CO2-udledninger, nemlig 1990.

Først: her er CO2-udledningen pr. indbygger i Danmark på udvalgte årstal:

1960: 6,5 tons
1965: 9.3
1974: 10,9
1983: 9,8
1987: 11,4
1990: 9,8
1991: 11,7
1997: 13,7
2005: 8,6
2014: 5.9

Bemærk følgende:

a.
Regeringen vil sænke udledningen med 70% i forhold til 1990-niveuaet, der som nævnt er det normale baseline-år i klimapolitikken. Men det er faktisk lidt uheldigt for Danmark, eftersom vi netop i 1989-90 lå meget lavt, nemlig 9,8 tons. Dermed bliver det selvsagt vanskeligere at indfri 70%-målet. Årsagen er nogle tekniske forhold vedrørende registrering af el-import/eksport (Nedergaard 2017, s.111).

Både før og efter 1990 var udledningerne langt højere. I 1997 helt oppe på 13,7 tons. Hvis 1997 var baseline-år, var det i sagens natur langt lettere for DK at indfri sine CO2-mål, for så var udledningerne jo faldet fra 13,7 til 5,9, dvs. over 60%.

Jeg har tjekket, om nogle af de andre lande har samme problem, men det ser ikke umiddelbart ud til at være tilfældet. Danmark er altså stillet dårligere fra start.

Alligevel har vi faktisk indfriet EU-målene for 2020, altså selv med 1990 som udgangspunkt. Var 1997 baseline havde vi også indfriet EU’s 2030-mål (45%), så langt endda.

b.
Det er også værd at notere, at 2014-udledningen pr indbygger i DK er under niveauet fra 1960. I absolutte tal er 2014-udledningen under 1963-niveauet.

c.

Jeg noterer mig også lige Jon Hustads meget interessante artikel om, at Danmark nedbringer dets udslip ved hjælp af metoder, der faktisk har mere negativ CO2-effekt end kul, men som blot teknisk set registreres positivt.

Hustad bygger sit indlæg på en artikel fra tidsskriftet Nature. Kristine Grunnet, som er branchechef i Dansk Energi, kalder Hustads artikel for ”fake news”, men hun går ikke ind i Nature-artiklens substans.

Hvad der er op og ned, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg konstaterer, at der virkelig er politik i disse tal, og at der derfor er brug for kritisk journalistik og ikke holdningsjournalistik, som vi ser det i visse medier.

d.
Jeg iler også med et “fun-fact” fra Nedergaards bog (s.119). Ifølge en amerikansk undersøgelse har skilsmisser en dårlig CO2-effekt. Det samme har små babyer, fortalte en dansk forsker i foråret. Jeg venter spændt på, at klimatosserne tvinger alle ind i barnløse tvangsægteskaber. Men ok, det vil nok ikke være et “fun-act”.

Referencer:
Globalis: co2-udspil pr. indbygger: https://www.globalis.dk/Statistik/CO2-udslip-per-indb…

Peter Nedergaard: ”Klimapolitik – et samfundsperspektiv”, Columbus, 2017.

Jon Hustads artikel: https://www.weekendavisen.dk/2…/samfund/et-umoralsk-fyrtaarn

Kristine Grunnets svar til Hustad: https://www.weekendavisen.dk/…/samf…/biomasse-gavner-klimaet

 

40. d. 31. juli: Uddannelsespolitikkens udvalg og ordførerskaber

Her er den aktuelle politiske konfiguration inden for det pædagogiske område:

A. Ministre
Børne- og undervisningsminister: Pernille Rosenkrantz-Theil (A)
Uddannelses- og forskningsminister: Ane Halsboe-Jørgensen (A)

B. Politiske udvalg

1) Børne- og undervisningsudvalget, hjemmeside: https://www.ft.dk/da/udvalg/udvalgene/buu

Anders Kronborg (A), formand
Camilla Fabricius (A)
Jens Joel (A)*
Jesper Petersen (A)
Julie Skovsby (A)*
Kasper Sand Kjær (A)*
Olav Hav (A)
Lotte Rod (RV)
Anne Sophie Callesen (RV)
Marianne Jelved (RV)
Jacob Mark (SF)
Ina Strøjer-Schmidt (SF)
Astrid Carøe (SF)
Jakob Sølvhøj (Ø)
Mai Villadsen (Ø)*
Torsten Geil (Alt)
Anni Matthiesen (V), næstformand
Peter Juel-Jensen (V)
Jan E. Jørgensen (V)
Louise Schack Elholm (V)*
Britt Bager(V)
Jane Heitmann (V)
Jens Henrik Thulsen Dahl (DF)*
Karina Adsbøl (DF)
Marie Krarup (DF)*
Brigitte Klintskov Jerkel (C)
Mai Mercado (C)
Mette Thiesen (NB)
Henrik Dahl (LA)*

 

2) Uddannelses- og forskningsudvalg (29 medlemmer), hjemmeside: https://www.ft.dk/da/udvalg/udvalgene/ufu

Jørgen Brandenborg (A), formand
Jens Joel (A)*
Julie Skovsby (A)*
Kasper Roug (A)
Kasper Sand Kjær (A)*
Rasmus Horn Langhoff (A)
Rasmus Stoklund (A)
Mette Gjerskov (A)
Troels Ravn (A)
Stinus Lingreen (RV)
Katrine Robsøe (RV)
Jacob Mark (SF)*
Signe Munk (SF)
Mai Villadsen (Ø)*
Rosa Lund (Ø)
Uffe Elbæk (Alt)
Markus Knuth (V), næstformand
Hans Andersen (V)
Bertel Haarder (V)
Louise Schack Elholm (V)*
Thomas Danielsen (V)
Anni Matthiesen (V)*
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)*
Marie Krarup (DF)*
Alex Ahrendtsen (DF)
Katarina Ammitzbøl (C)
Birgitte Bergman (C)
Peter Seier Christensen (NB)
Henrik Dahl (LA)*

PS *=medlem af begge udvalg

C. Relevante ordførerskaber:

1) Socialdemokraterne:
Børneordfører: Jens Joel
Undervisningsordfører: Jens Joel
Uddannelsesordfører: Kasper Sand Kjær
Forskningsordfører: Kasper Sand Kjær

2) Venstre:
Børne- og undervisningsordfører: Ellen Trane Nørby
Uddannelses- og forskningsordfører: Ulla Tørnæs

3) Dansk Folkeparti:
Skoleordfører: Alex Ahrendtsen
Undervisningsordfører: Jens Henrik Thulesen Dahl
Gymnasieordfører: Marie Krarup
Uddannelsesordfører: Jens Henrik Thulesen Dahl
Forskningsordfører: Jens Henrik Thulesen Dahl

4) Radikale Venstre:
Børneordfører: Lotte Rod
Undervisningsordfører: Lotte Rod
Skoleordfører: Marianne Jelved
Ungdomsuddannelsesordfører: Anne Sophie Callesen
Folkeoplysningsordfører: Marianne Jelved
Ordfører for frie skoleformer: Marianne Jelved
Uddannelsesordfører: Katrine Robsøe
Forskningsordfører: Stinus Lindgreen

5) Socialistisk Folkeparti:
Børneordfører: Jacob Mark
Undervisningsordfører: Jacob Mark
Uddannelsesordfører: Jacob Mark
Dagtilbudsordfører: Ina Strøjer-Schmidt
Erhvervsuddannelsesordfører: Astrid Carøe
FGU-ordfører: Astrid Carøe
Forskningsordfører: Astrid Carøe
Gymnasieordfører: Astrid Carøe
Velfærdsuddannelsesordfører: Signe Munk
VUC-ordfører: Astrid Carøe

6) Enhedslisten:
Børneordfører: Jakob Sølvhøj
Undervisningsordfører: Jakob Sølvhøj
Ungdomsuddannelsesordfører: Jakob Sølvhøj
Erhvervsuddannelsesordfører: Jacob Sølvhøj
Uddannelsesordfører: Mai Villadsen
Forskningsordfører: Mai Villadsen

7) Det Konservative Folkeparti:
Børneordfører: Brigitte Klintskov Jerkel
Undervisningsordfører: Mai Mercado
Uddannelsesordfører: Katerina Ammitzbøll
Forskningsordfører: Katerina Ammitzbøll

8) Nye Borgerlige:
Børneordfører: Mette Thiesen
Undervisningsordfører: Mette Thiesen
Uddannelsesordfører: Peter Seier Christensen
Forskningsordfører: Peter Seier Christensen

9) Alternativet:
Børneordfører: Torsten Geil
Undervisningsordfører: Torsten Geil

10) Liberal Alliance:
Undervisningsordfører: Henrik Dahl
Uddannelsesordfører: Henrik Dahl
Forskningsordfører: Henrik Dahl

PS: Venstres endelig konstituering blev først offentliggjort d. 9. august og er indføjet ovenfor, mens partiets oprindelige ordfører-fordeling står i selve facebook-opslaget.

Kilde: www.ft.dk

Altinget.dk’s tilsvarende liste (tilføjet d. 12. august 2019)

 

41. d. 31. juli: Uddannelsespolitiske noter

A.
Socialdemokraten Annette Lind har som skolepolitisk ordfører for Socialdemokratiet stået last og brast med Antorinis og Corydons læringsreform hele vejen igennem. Hun havde derfor regnet med at få tilbudt posten som undervisningsminister. Det fik hun ikke. I stedet fik hun nogle ret tunge ordførerskaber, som ikke har noget med uddannelsespolitik at gøre. Det ligner et bevidst valg fra Frederiksens/Rossen i deres arbejde med at sammensætte en regering af loyale ungsocialdemokrater, som ikke har alt for meget erfaring med livet uden for bevægelsen, og som ikke er alt for mærket af Corydon. De er sådan lidt ens alle sammen?

Nu kører James Heckman-duoen Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen det nye enhedsparløb med udgangspunkt i det såkaldte SØM-koncept, der vil omdanne uddannelsespolitik og pædagogik til konceptualiserede metoder med særlige afkast- og effektprofiler, som de kommunale ledelser kan bruge til at optimere velfærdsstatens kontrol- og læringsapparat. Der er ingen pædagogisk selvstændighed i miles omkreds.

Til det formål, altså til SØM-projektet, skal man bruge testdata. Derfor vil regeringen formodentlig ikke realisere afviklingen af de nationale tests, som den ellers har annonceret det i forståelsespapiret for at tækkes venstrefløjen. Tværtimod vil man forfine målingerne, måske med nogle ledsagende læringsalgoritmer etc.. Regeringen vil nok sige, at de manglende ændringer af Nationale Tests skyldes, at de borgerlige dele af forligskredsen holder fast i testene. Men i virkeligheden vil regeringen heller ikke selv af med testene, fordi man skal bruge testdata til SØM-konceptet. Heckman-forskerne elsker nationale tests; ikke for styringens og ikke for pædagogikkens skyld, men for datas egen skyld. SØM-politikerne kan så bruge data for styringens skyld. Pædagogikken findes slet ikke.

Link til omtale af Linds skuffelse:
http://nyheder.tv2.dk/…/2019-06-28-skuffet-stemmesluger-fik…

B.
To selvstændigt tænkende profiler er ude af det stakkels Folketing. Merete Risager, som kunne have været guld værd i opposition, har helt forladt politik, og Alternativets Carolina Magdalena Meier blev stemt ud i København. Dermed er der tømt for pædagogisk interesse hos både regering og opposition. De to, som jo et eller andet sted begge er rundet af radikalt muld, kunne ellers have lavet en dejlig skole.

Den eneste tilbageværende, som har gjort en indsats på området, er Jacob Mark fra SF. Men hans parti er stærkt mærket af tilslutningen til alle reformerne, og med deltagelsen i det såkaldte ”forståelsespapir”, har SF til en vis grad underlagt sig det Socialdemokratiske projekt og dermed forstærket sin tilslutning til skolereformen.

Måske kan Henrik Dahl også gøre en indsats? Måske, men uden Riisagers skolepolitiske erfaring i baghaven, risikerer han på det skolepolitiske område at havne for tæt på CEPOS økonomisk-baserede rationalisme. Derimod er han en helt, når det kommer til forskningspolitikken, hvor hans raid mod SDU’s verdensmålsideologi aftvinger decideret respekt. Han er åbenbart hele alene på Tinge med sin kritik?

Men Dahl og Mark må en tur på Rio Bravo. Der kan de også lige drøfte, om der er nye folk på Tinge med pædagogiske evner.

Måske kommer nye stemmer til syne? Intet tyder på det.

C.
Danmarks Lærerforening jubler over den nye regering. Det skyldes, at regeringen ifølge sit forståelsespapir går ind for OK18-konceptet ”Ny Start”, som har en John Hattie-kommunemand som formand.

Regeringen vil gerne have nogle flere forståelsespapirer mellem DLF og KL, så skolereformen kan glide ned, også i reformens nye SØM-former.

De faldefærdige konsekvenser af SØM er DLF slet ikke opmærksom på. Så først sælger DLF sig altså til Ny Starts læringsideologi, og dernæst sælger den sig til Heckman-ideologien. Er DLF en provins i KL eller hur?

Der er snart formandsvalg i DLF. Bondo genopstiller. Men han siger, at han kun vil vælges, hvis hans næstformand, Dorte Lange, også bliver valgt. Der er ellers en alternativ kandidat til formandsposten, som er mere interesseret i fri diskussion end Lange, som jo var vild med Antorinis skolereformsforløber, Ny Nordisk Skole. Under alle omstændigheder er det lidt udemokratisk af Bondo at stille den slags betingelser, synes jeg.

DLF vil naturligvis også gerne af med de Nationale Tests. Men det kommer man som nævnt ikke. De borgerlige holder fast, og det gør socialdemokraterne i virkeligheden også. Det ligger i SØM-ideologien.

D.
“Tænke”-tanken DEAs Stina Vrang Eliasen, som selv er dybt præget af blandingen af arbejdsmarkedsfundamentalisme og Heckman, nærmest fedter for den nye regering i dagens kronik i Berlingske. Og på twitter kæler både RUC’s rektorinde og en dekan på Professionshøjskolen i København for Vrang Eliasen pga. hendes kronik. Der er altså ingen modstand heller på de videregående uddannelser.

Der er åben ladeport for det dannelsestomme Socialdemokratis hærgen.

Link til kronik: https://www.berlingske.dk/…/lad-os-genskabe-troen-paa-at-ud…

 

42. d. 1. august: Pernille Rosenkrantz-Theils gode beslutning

Den nye undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, afslutter agurketiden med en særdeles fornuftig beslutning, som decideret redder unges muligheder for at tage et karakter- og prøvefrit år på en efterskole, før de starter på gymnasiet.

Som det er nu, kan en elev, som ellers let ville kunne være kommet på gymnasiet efter 9. klasse, pludselig få problemer. Det skyldes, at elevens prøvefrie efterskoleår nulstiller elevens muligheder for optagelse på gymnasiet.

Den tidligere regering indførte en optagelsesprøve for de prøvefri efterskoleelever (og for andre i parallelle situationer, f.eks. udvekslingsstudenter). Prøven vedrører fire fag, nemlig dansk, matematik, fysik og engelsk. Eleven skulle endda have karakteren 4 i alle fag, for at blive optaget.

Som jeg har forstået det, var skærpelsen en del af gymnasieforliget, som jo var et bredt politisk forlig. Hvis det er korrekt, så stod også SF og Socialdemokraterne og Radikale Venstre bag. Men jeg er lidt i tvivl om, her på stående fod, hvad der er politik, og hvad der er administration.

Det er helt absurd at udsætte både eleverne og gymnasierne for en sådan proces, når nu eleven allerede var erklæret uddannelsesegnet efter 9. klasse. Denne vurdering burde jo holde mindst et år.

Men nu ændrer den nye minister en del af regelsættet: Hvis jeg har forstået det ret, fastholdes prøverne desværre, men kravet om 4 i alle fagene forsvinder. Hvad der træder i stedet, kan jeg ikke gennemskue. I Politikens artikel tales om ”et gennemsnit”, men hvad der ligger i det, ved jeg ikke.

Hvordan Rosenkrantz-Theil kan gøre det uden forligskredsens godkendelse, kan jeg heller ikke helt gennemskue.

Det problematiske regelsæt blev faktisk allerede ændret i juni 2019, men kun for “udvekslingselever” og altså ikke for efterskole-elever. For udvekslingselever blev optagelsesprøven ifølge Politiken helt skrottet, hvilket så desværre ikke sker for efterskoleeleverne.

LA’s Henrik Dahl opfatter ministerens gode indgreb som ”venstrefløjens evige kamp mod kundskaber”. Deri tager han helt fejl. Kritikken af reglen har ikke noget med højre eller venstre at gøre. Det er 100% godt for dannelsen at sende en 16-årig på efterskole, og helst en eksamensfri, hvor de kan blive rusket lidt i et suspenderet liv, før de træder ind i gymnasiets kundskabstradition.

Dahl har åbenbart slet ikke forstået, hvad en efterskole kan gøre, og hvilken tradition den udspringer af og vedligeholder, ja faktisk netop en “liberal” tradition.

Jeg synes, man helt bør droppe disse optagelsesprøver og lade den almindelige egnethedsvurdering gælde 1-2 år, så flest mulige kommende gymnasieelever kan komme et år på efterskole.

Links:

Artikel om den aktuelle sag:
https://politiken.dk/…/Minister-foretager-lynindgreb-for-at…

Artikel fra juni om ”udvekslingsstuderende”. Allerede her nævnes efterskole-problemet også:
https://politiken.dk/…/Udvalgte-elever-f%C3%A5r-lettere-adg…

 

43. d. 3. august: Regnemaskine-kærlighed, note 5

De nye ministre, Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsbo-Jørgensen, er vilde med velfærdsøkonomen James Heckman og den såkaldte SØM-metode, som de ønsker at overføre fra det sociale område til uddannelsesområdet. De har endda skrevet en bog sammen om emnet, hvor de erklærer deres kærlighed til ”den nye regnemaskine”.

SØM vil resultere i et omfattende fokus på metode, evidens og økonomi og i et tab af pædagogisk indsigt og kvalitet, hvilket jeg på det principielle plan har argumenteret for i fire tidligere noter.

I denne note 5 vil jeg omtale et konkret eksempel på denne logiske og diskursive proces:

Tænketanken CEVEA, som er knyttet til Socialdemokratisk tankegods, har i 2018 lavet en rapport om brugen af SØM. Forordet er skrevet af den nyvalgte socialdemokratiske kandidat til EU-parlamentet, Niels Fuglsang. I rapporten finder man fuldstændig samme ånd som i ministrenes bog, dvs. Heckman og SØM.

CEVEAs rapport refererer helt ukritisk videre til en RAMBØLL-rapport fra 2012 om samme emne. Begge rapporter fremhæver en særlig pædagogisk metode, nemlig De Utrolige År (DUÅ), som især er rettet mod førskolen. Metoden giver ifølge rapporterne et særligt stort afkast. Dvs. at metoden er topscorer på SØM-Heckman-skalaerne. Derfor anbefaler Socialministeriet metoden, som også er officiel pædagogik i mange kommuner. I den nye regering er småbørnsområdet overgået til undervisningsministeriet.

Der er også lavet et helt datasystem, hvor kommunerne kan tilgå ”effekterne af DUÅ-programmerne”. Effekten måles med ”det validerede testredskab Eyberg Child Behaviour Inventory”. CEVEA skriver at De Utrolige År har et ”stort samfundsøkonomisk potentiale”. Og så videre.

Metoden, som bl.a. er beskrevet i Christians Aabros fremragende bog ”Koncepter i pædagogisk arbejde”, er en dybt problematisk samling af tekniske belønnings/straf-processer, der ligger milevidt fra dansk-tysk-italiensk børnehavetradition. Den pædagogiske værdi er altså lig med minus 100%, uanset en evt. målt effekt på ditten eller datten.

De nye ministre vil nu via SØM/Heckman-ideologien udbrede De Utrolige År i uddannelsessektoren. Og endnu mere alvorligt: De vil udbrede hele denne tankegang om metode, effekt, evidens og styring til børnehaver, skoler og på uddannelsesinstitutioner, under velfærdsstatens og lighedens banner.

Det vil sige, at store kommercielle, forskningspolitiske og nationaløkonomiske interesser begynder at arbejde sammen om at afgrænse, konceptualisere og organisere bestemte metoder, som har egne – ofte globale – konsulent- og kursussystemer, som kan indgå i SØM-systematikken. Imens udgrænses den pædagogiske tradition og dennes forbundethed med historiske og civilsamfunds-processer. Pædagoguddannelsen vil efter min mening lide ubodelig skade ved denne proces.

Vi får virkelig brug for uren pædagogik.

Links:
CEVEAs rapport: https://cevea.dk/…/2059-positive-okonomiske-effekter-af-off…

Rambøll-rapport fra 2012: https://xn--deutroliger-68a.dk/images/Ramboll_analyse.pdf

Socialstyrelsen om De Utrolige År: https://socialstyrelsen.dk/…/om-dokumen…/dua/teori-og-metode

Link til De Utrolige Års danske hjemmeside: https://xn--deutroliger-68a.dk/de-utrolige-ar-programmer

Link til De Utrolige Års amerikanske hjemmeside: http://www.incredibleyears.com/research-library/

Christians Aabro: ”Koncepter i Pædagogisk Arbejde”, https://hansreitzel.dk/…/koncepter-i-padagogisk-arbejde-bog…

Tidligere noter:
Note 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157348119469481&id=837549480

Note 2:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157350612084481&id=837549480

Note 3:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157353012694481&id=837549480

Note 4:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157354607779481&id=837549480