Her er 25 facebook-drys fra august 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

1. Stefan Hermann opfordrer til kritik
2. Studier i Montessoris pædagogik
3. Brian Degn Mårtensson kritiserer Københavns Kommune
4. Facebook-drys 62: juni-juli
5. Disciplin og frihed hos Montessori
6. Højskolesange
7. Gammel socialdemokratisk ånd
8. Jørn Bjerre om læreruddannelsen 1
9. Godt indlæg af Sara Alfort
10. Jørn Bjerre om læreruddannelsen 2
11. Verdensmålstotalitarisme
12. Et uddannelsespolitisk paradoks
13. Datalæringsmøde eller dannelseskonference?
14. KL-konference om styring af data og læring i folkeskolen
15. Isabella Arendt kritiserer folkeskolereformen
16. Uvidende klimaiagttagelser
17. Nyt EMU på undervisningsministeriets hjemmeside
18. Trump vil købe Grønland
19. Thorkild Thejsen om DPUs nedlæggelse af professorat i pædagogik
20. AP Møllers folkeskolefond under kritik
21. Godt indlæg af Mia Amalie Holstein
22. Danmark og Singularity i symbiose
23. Ammestuehistorier – beretninger fra fødselsgangen
24. Regeringens forståelsespapir 1
25. Regeringens forståelsespapir 2

 

1. d. 3. august: Stefan Hermann opfordrer til kritik

Trine Elisabeth Hyllested er lektor på Københavns Professionshøjskole (KP), hvor hun underviser på læreruddannelsen. I nedenstående indlæg, fortæller hun, at KP’s rektor, Stefan Hermann, har opfordret sine lærere til at være mere kritiske. Hyllested skriver følgende:

”På vores sidste lærermøde inden sommerferien opfordrede vores rektor Stefan Hermann, Københavns Professionshøjskole, os til at indgå i den offentlige debat om læreruddannelsen. Han angav, at ånds- og ytringsfrihed tilsiger, at man rejser kritik eksternt, også om interne forhold. Selv med ”sure læserbreve i Information””.

Det er sandelig noget andet end på UC-VIA, hvor rektoratet, dvs. Harald Mikkelsen og Louise Gade, mener, at helt almindelig kritik er ”en fare for demokratiet”. Det var Keld Skovmand, de mente, fordi han havde erklæret sig uenig i et statsligt nævns afgørelse. Den slags er heldigvis ikke noget for Hermann.

På DPU er der heller ingen Hermann-ånd. Her understøttes overgreb på ytringsfriheden af ledelsen, og DPUs ledelse fortæller på personalemøder, at den bliver ”vred”, når den får kritik af ellers dybt vigtige emner om DPU’s forhold til skole og fag. Jeg var rystet, da jeg hørte det med egne ører.

Hermann har flere gange støttet den fri debat, og vi må håbe, at hans lærere nu for alvor melder sig på banen i den frie æter, og at ledelserne i både professions- og forskningsmiljøerne tager ved lære. Måske kan de lade sig inspirere at den nye regerings ”forståelsespapir”, hvor det nok er SF og Enhedslisten, der står for følgende skønne anti-socialdemokratiske markering:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges indenfor gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed.”

Ja, måske er Hermann selv blevet inspireret? Måske mener han, at det er VIA-UC og DPU-ledelsens ”vrede”, der er en fare for demokratiet?

Trine Elisabeth Hyllested benytter den kritiske åbning til en sammenligning af læreruddannelsen i 1990’erne med dens aktuelle version, hvilket bestemt ikke falder ud til sidstnævntes fordel. Hvis I ruller ned, kan I finde hendes tankevækkende kronik, som Information af uransalige grunde har afvist. På en måde er det foruroligende, at Hyllested åbenbart må have puttet sig med sine kritiske tanker, for kronikken er på sin vis helt ukontroversiel. Der nævnes f.eks. ingen navne.

Information er ellers sådan en slags Hermann-avis. Hermanns seneste bog er udgivet på Informations Forlag, og vi er nok nogle, der ikke glemmer avisens latterlige anslag mod Svend Brinkmann, som blev anklaget for ”populisme”, endda med Herman som reference.

Men når det kommer til de kritiske sider af oplysningen, ved Herman godt, hvad det drejer sig om. Lad os håbe, at hans fine opfordring breder sig overalt sammen med ånden i “forståelsespapirets” formuleringer, og at han har en flaske god vin og en glad bemærkning til Hyllested i næste KP-nyhedsbrev.

Link til Trine Elisabeth Hyllesteds indlæg:

https://www.folkeskolen.dk/815831/laereruddannelsen-2019-versus-laereruddannelsen-1995

 

2. d. 5. august: Studier i Montessoris pædagogik

Studier i Maria Montessoris pædagogik:

http://www.thomasaastruproemer.dk/noter-til-maria-montessoris-montessori-metoden-del-1.html

 

3. d. 5. august: Brian Degn Mårtensson kritiserer Københavns Kommune

Brian Degn Mårtensson hudfletter København Kommunes forbindelse til lederuddannelsen i Oslo i dette fine skriv. Som han selv skriver, er han ikke den første, der kritiserer kommunens ageren, men kommunens folk, dvs. den socialdemokratiske skoleborgmester og hans skoleledere og embedsmænd, er helt uden for pædagogisk rækkevidde. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere på årets Folkemøde. Det er virkelig “pædagogikkens to verdener”.

https://www.facebook.com/briandegn.martensson/posts/2528836907175472

 

4. d. 6. august: Facebook-drys 62: juni-juli

Diskussioner og indlæg på Facebook i juni-juli:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-62-juni-juli-2019.html

 

5. d. 7. august: Disciplin og frihed hos Montessori

Hos Maria Montessori må disciplin tage udgangspunkt i frihed. I modsat fald får man ikke et “disciplineret”, men blot et “tilintetgjort individ”.

På den baggrund udfolder hun ideen om en form for velopdragen pædagogik i frihedens ånd. Det sker i ly af den europæiske katastrofe og fornuftens fald. Montessoris ideer har dog stadig det gamle samfund som en form for “velopdragen” forudsætning, lidt på samme måde som hos den samtidige filosof, Ludwig Wittgenstein. Selvom bogen er fra 1907, er ideerne derfor særligt egnede til 1920’erne, hvor de også for alvor sætter sig i dansk pædagogik. Her er en god sammenhængende passage om forholdet mellem frihed, disciplin og pædagogik:

“Grænsen for barnets frihed bør være hensynet til det fælles vel. Formen må være, hvad vi i almindelighed forstår ved “velopdragenhed”. Vi må derfor hæmme hos barnet alt, hvad der sårer eller generer andre, enhver hensynsløs og uopdragen handling. Men alt andet, enhver livsytring i nyttig retning, lige meget hvad eller hvorledes den udtrykkes, må iagttages af lærerinden. Heri ligger det afgørende punkt. Fra sin videnskabelige uddannelse må læreren medbringe ikke blot evnen, men også lysten til at iagttage naturlige fænomener. Under vort system bliver lærerindens virksomhed mere passiv end aktiv, men denne passivitet må bestå af ivrig videnskabelig granskerlyst og en absolut agtelse for de fænomener, som hun ønsker at iagttage. Lærerinden må forstå og føle sin stilling som iagttager. Aktiviteten må ligge i fænomenet selv.

Sådanne principper er utvivlsomt på deres plads i skoler for småbørn, som giver deres første sjælelige livsytring til kende. Vi kan ikke bedømme, hvad følgerne kan blive af at undertrykke en spontan handling på et tidspunkt, hvor barnet netop begynder at blive aktivt, måske vi derved kvæler livet selv. Det menneskelige viser sig i al sin ånds stråleglans i denne spæde alder, ligesom solen ved daggry eller som blomsten ved den første udfoldelse af sine kronblade, og vi må se med religiøs ærbødighed på disse første spirer til personlighed. Hvis der er noget i opdragelsen, som er af virkelig betydning, så er det kun det, som hjælper dette til at udfolde sig helt. For at kunne hjælpe her er det nødvendigt på det strengeste at undgå at hæmme spontane bevægelser eller egenmægtigt at pålægge noget arbejde. Det følger af sig selv, at talen her ikke er om unyttige eller farlige handlinger; thi disse må selvfølgelig undertrykkes, udryddes”.

Disse ideer kobles med en særlig pædagogisk udgave af positivismen, hvor forholdet mellem genstanden og dens navn får en grundig åndelig fortolkning, som datidens Wienerkreds slet ikke var opmærksom på. Vi ender med en form for pædagogisk og åndelig positivisme, der i visse henseender, i dens interesse for pædagogikkens objekt, minder om visse passager hos den sene Heidegger, selvom selve “objektet” bærer præg af 1910-20’ernes særlige renhed:

“Lærerinden må med andre ord under undervisningen søge at samle barnets hele opmærksomhed om undervisningsobjektet”.

Barnet starter ikke med at give tingene navn. Det slutter med det ud fra taktile og eksperimenterende processer, som pædagogen iagttager. Pædagogen lægger i kort og præcis form “objekter” på bordet, men iagttager derefter hele forbindelsesprocessen. Denne frie, men også objektive forbindelse mellem navn og ting. er den pædagogiske proces åndelige klimaks, og den skal efter Montessoris mening rette den sjælelige fejludvikling, der førte til 1. Verdenskrig.

Disse ideer er på samme tid meget lig, men også meget forskellig fra dansk pædagogisk tradition, hvor læreren jo er fuld af personlighed og fortællerlyst. Men tingsligheden og sansen for pædagogikkens særlige stilhed er fælles. Denne sans skærpes af Montessoris generationserfaring. Senere bliver foreningen af det danske og italienske til byggelegepladser og friskoler, og dermed også til folkeskoler (men naturligvis ikke under skolereformen)

Reference:
Fra Maria Montessori: “Montessori Metoden”, dansk udgave: 1917, s.79 (i kapitlet om “Disciplin”), og s. 188 (i kapitlet om “Intellektuel opdragelse”)

 

6. d. 7. august: Højskolesange

Jeg er vild med både Kurt Westergaards Muhammed-tegning, Halfdan Rasmussens verdenskærlige hottentotter og alle former for poetisk hyldest til religiøst og moderne liv, endda på mit eget modersmål.

Derfor er jeg helt uenig både med dem, som er imod religiøs satire, og med dem, som er imod dansk poesi. Og jeg er helt og aldeles indigneret på dem, der på nogen måde vil forbyde bestemte tegninger af bomber i Muhammeds turban eller udelukke skønne unge digte fra vores sangbøger.

Så øv til de højrenationale (som er imod ramadan-sange), øv til centrum-venstre (som er imod religiøs satire mod “musliiiiiimer”) og øv til Gyldendal (som er imod verdenskærlige hottentotter).

Og selvfølgelig også øv til Kommunernes Landsforening, som er imod noget, de kalder for “negative holdninger”. Og også øv til gymnasieeleverne på Ørestaden og til Nørrebros stenkastere, som virker uopdragne, selvom ham der Rasmus Paludan helt klart burde gå på faste i en måneds tid.

Det mener jeg er et nationalt pædagogisk standpunkt.

 

7. d. 7. august: Gammel socialdemokratisk ånd

En beretning fra meget gamle dage i 1953 fra dengang Socialdemokratiet var en levende bevægelse.

http://www.thomasaastruproemer.dk/socialdemokratiets-deroute-fra-levende-bevaegelse-til-regnemaskine-organisatione.html

 

8. d. 8. august: Jørn Bjerre om læreruddannelsen 1

Lektor Jørn Bjerre har kastet sig ud i en diskussion af læreruddannelsen. Bjerre startede med en dybt seriøs kronik i Berlingske helt tilbage i marts 2019, hvor han bl.a. foreslog, at man pillede ved professionshøjskolernes aktuelle monopol på området. Kronikken fik København Professionshøjskoles dekan, Jakob Harder, til tasterne på Altinget.dk. Harder beskyldte Bjerre for at lave læreruddannelsen om til ”x-faktor”, hvilket enhver tænkende person kunne se var en plat og helt hen i vejret-anklage i forhold til ånden i Bjerres seriøse kronik.

I dag har Bjerre så et strålende svar i Altinget, som virkelig udstiller niveauforskellen mellem Harder, som kommer fra en stilling i ”Styrelsen for IT og Læring” (!) i Undervisningsministeriet, og Bjerre selv, som har skrevet adskillige bøger om pædagogiske og sociologiske emner.

Jeg er egentlig ikke specielt enig med Bjerres egne forslag – for jeg er jo mere til gammeldags seminarier – men man må anerkende, at Harder, som jo er dekan under Hermann, i denne diskussion decideret bliver sat på plads af en argumentation, der både er sammenhængende og har rod i viden om pædagogiske emner.

Jakob Harder henviser til en banal evaluering af læreruddannelsen fra december 2018. Det var den evaluering, som i marts 2019 førte til nedsættelse af en ministeriel kommission om læreruddannelsen. Denne kommission vil – er mit gæt – få fornyet styrke efter regeringsskiftet, eftersom formanden, den allestedsnærværende Simon Calmar, er stor fan af økonomen James Heckman, som jo udgør en vigtig del af den nye regerings ideologiske grundlag.

Harder henviser også til UC’ernes eget læreruddannelses-initiativ – en “10 punktsplan” som han konsulentagtigt kalder det -, hvis grundlag er helt ude i skoven. Det kan jeg sige med stor sikkerhed, fordi jeg tilbage i foråret 2018 gennemlæste og analyserede de ca. 200 sider, der lå til grund.

Jørn Bjerre henviser mere til videnskab og pædagogiske temaer. F.eks. i en fin markering, hvor han går i rette med Harders platte syn på forholdet mellem teori og praksis som noget, der skal ”smelte sammen”. I reformen fra 2012 blev denne skrækkelige ideologi udtrykt som et 1:1 princip mellem teori og praksis. Bjerre siger følgende:

”Denne uddannelsesalkymistiske tanke – at udvikling handler om at smelte teori om til praksis – er igennem hele læreruddannelsens historie blevet brugt til at sætte nytænkning i stå.”

Og Bjerre slutter med følgende skønne svada:

”Der er en grænse for, hvor meget afstand mellem intellektuel og institutionel muskelmasse, der er plads til i toppen af vore uddannelser. Det er vigtigt, at vore dekaner og rektorer – ved siden af deres mere mondæne dagsordener – også sætter en dyd i at repræsentere de værdier og den tankeform, som resten af organisationen er sat i verden for at dyrke. Tør jeg minde om, at folkeskolen, og dermed også læreruddannelsen, er sat i verden for at dyrke åndsfrihed og demokrati.”

Jeg tror ikke, at nogen fra UC-ledelserne er i stand til at besvare Bjerres henvendelse. Stefan Hermann måske, men så må han oppe sig? Og på det aarhusianske VIA-UC mener man jo, at folk er en ”fare for demokratiet”, hvis de af saglige grunde er uenige med en offentlig afgørelse, så i den omegn har mørket for alvor sænket sig. I København kan man i det mindste svinge sig op til at kalde seriøse indlæg for ”X-faktor”.

Man forstår godt Bjerres kald på ”åndsfrihed”.

Links:
Jørn Bjerres aktuelle replik til Harder (d. 9. august):
https://www.altinget.dk/…/dpu-lektor-flere-laereruddannelse…

Jacob Harders replik til Bjerres kronik (d. 24. april):
https://www.altinget.dk/…/dekan-laererstuderende-skal-laese…

Jørn Bjerres oprindelige kronik (d. 31. marts):
https://www.berlingske.dk/…/stop-uddannelsesmonopol-flere-l…

Evalueringen af læreruddannelsen: https://ufm.dk/publikatio…/…/evaluering-af-laereruddannelsen

Om læreruddannelseskommissionen: https://www.folkeskolen.dk/…/kommission-skal-undersoege-fem…

Analyse af UC’ernes udspil om læreruddannelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/laereruddannelsens-opgoer…

 

9. d. 9. august: Godt indlæg af Sara Alfort

Kloge ord fra Zetlands Sara Alfort og nederst i indlægget fra Ove Korsgaard:

https://www.facebook.com/sara.alfort/posts/10157840242908933

 

10. d. 10. august: Jørn Bjerre om læreruddannelsen 2

I går fortalte jeg om en disputs mellem UC-dekan Jakob Harder og lektor Jørn Bjerre. Harder mente – i den sædvanlige strategiske UC-ånd -, at læreruddannelsen, med reference til nogle teknokratiske papirer, skal ligge på UC’erne. Bjerre, som let kunne udmanøvrere Harders selvrefererende indvendinger, mener, at man bør splitte uddannelsen op i tre, en praktisk, en teoretisk og en blandet. Som jeg forstår det, skal de tre uddannelser også rettes mod forskellige aldersgrupper. Universitetet skal så tage sig af “det abstrakte”, som det kaldes.

Bjerre mener, at hans forslag vil fremme en “pluralistisk faglig kultur”, og at det vil bryde “traditionen” og “dens “historisk baserede selvfølgeligheder”. Og han kan ikke se, hvad lærere på forskellige klassetrin har til fælles.

Men der er noget galt med Bjerres udgangspunkt. For det første er UC’erne og den aktuelle læreruddannelse ikke et udtryk for en “tradition”. De er tværtimod et opgør med tradition. Ja, et splintrende frontalangreb som sådan på lærerens begreb og praksis. Bjerres forslag vil derfor ikke bryde en tradition, men blot ændre på noget, som allerede er brudt.

Men hvad er da traditionen? Ja, det er det danske lærerseminarium. Men det har Bjerre ikke sans for, og derfor ender han med at fortsætte UCernes anti-tradition.

En anden fejl, som Bjerre gør, er at tro, at en tradition ikke er “pluralistisk”. Han har jo ret i at UCerne ikke er pluralistiske med al deres dekonstruerede beton, deres centralistiske 10-punktsplaner, deres modul- og professionssupermarked og deres latterlige slogans, men UCerne hviler jo som sagt også på netop et opgør med vores tradition.

Men traditionen selv er skam i høj grad pluralistisk. Ja, den er defineret ved en sirligt vævede tråde, dvs. en blanding af højskole, oplysning og reformpædagogik. Tråde som UCerne og den nye læreruddannelse brutalt har revet over sammen med partierne bag folkeskolereformen.

Bjerre accepterer denne grundlæggende fejl. Resultatet bliver, at han ikke kan se, at lærere har noget til fælles, hvilket de jo netop har pga. den pluralistiske vævning, hvis tre deleelementer selv er pluralistiske.

Så mit forslag er, at man gør helt op med læreruddannelsesloven fra 2012, at man nedlægger UCerne, og at man genetablerer små lærerseminarier rundt omkring i landet, og gerne på landet, hvor kommende lærere uddannes i hele grundskolens alders- og fagspredning i et dagligt fællesskab i traditionens dybeste essens, og hvor andre faggrupper kun kommer på lejlighedsvise besøg. Kun derved kan men genskabe læreren og hans undervisning som en åndelig og praktisk – og dermed pluralistisk kategori – i stedet for al denne skrækkelige disruptionslæring, som f.eks. Tommy Ahlers ønskede sig, og som UC-rektorerne refererede til i foråret.

Og til sidst: Universiteterne, dvs. de facto DPU, har i sin nuværende ikke noget at tilbyde en læreruddannelse. Derfor skal DPU bestemt ikke have mere magt i dette spørgsmål. Faktisk bør en reform af læreruddannelsen ledsages af en ligeså dybtgående ændring af DPUs struktur og ideologi, så en selvstændig lærerstand kan træde i fri kontakt med et frit europæisk og nordisk universitets dialoger.

Så Bjerre gør ret i at kritisere UCernes aktuelle monopol og al deres strategi-halløj, men han mangler sans for, hvad en lærer er, nemlig person, ånd og praksis i en pluralistisk tradition.

Link:

Bjerres oprindelige kronik, med en masse gode links:

https://www.berlingske.dk/kronikker/stop-uddannelsesmonopol-flere-laereruddannelser-er-vejen-til-en-bedre?

 

11. d. 12. august: Verdensmålstotalitarisme

A. SDU og verdensmålene
SDU har underlagt sig FN’s verdensmål, der skal ”gennemsyre” alle universitetets aktiviteter. Universitetet går ”all ind”, og ledelsen kalder det ”en omkalfatring”. ”Vi skal som universitet simpelthen være de 17 verdensmål”, siger universitetets bestyrelsesformand. Rektor siger, at ”al forskning og uddannelse lægges til rette, så det indholdsmæssigt flugter med verdensmålene”.

Verdensmålene er universitetets ”raison d’etre”, hedder det, dvs. selve ”meningen med at være her”. Og videre: ”Vi bliver aldrig færdige, det her stopper aldrig”. Den største udfordring bliver ”at få budskabet ud” og at man ”ikke kan skelne målene fra hinanden”.

Og ifølge Jyske-Vestkysten mener bestyrelsesformanden følgende:

“Alt på universitetet skal være gennemsyret af tanken om, hvordan den flugter med de 17 verdensmål. Og hvis ikke den gør, må sagen gentænkes, så den kommer til det”

Kan vi komme længere væk fra videnskabens ærinde i verden?

 

B. Peter Lauritsens forsvar
Ideologien blev senest forsvaret af professor MSO Peter Lauritsen, der er tæt på ledende kredse i det radikale venstre. Det skete i lørdagens Politiken, hvor Lauritsen er fast skribent, under overskriften ”Ideen om det neutrale universitet og den værdifrie forskning er et fatamorgana”.

Lauritsen mener, at forskningsfriheden er det samme som en påstået ”neutralitet” og ligefrem et ”fata morgana”. Heroverfor sætter han noget, han kalder for ”engagement”, som han så forbinder med SDU og verdensmålene. Et universitet skal finde nogle ”dagsordner”, som skal ”understøttes”, siger han. Det skulle være “engagement”.

Denne de fakto destruktion af forskningsfrihed og europæisk universitetstradition er stærkt forstemmende, og jeg kan love læseren, at den ikke gælder for mit eget arbejdes vedkommende. Den frie forskning er jo ikke ”neutral” på den måde, som Lauritzen taler om. Den er derimod netop et engageret undersøgelse af sandheden, og netop derfor er den ofte, men ikke altid, faktisk engagereret i politiske og sociale emner. Tænk på vores store tænkere og videnskabsmænd? Kunne de underordne sig ”verdensmål” eller andre konsensus-ideer? Selvfølgelig ikke. Var de ikke ”engagerede”? Jo da!

Lauritsen siger så, at universiteterne alligevel altid har været underlagt en ”vækstdagsorden”. Hermed tænker han formodentlig på Helge Sander og globaliseringsaftalen. Men at Sanders købmands-uni var under al kritik er jo ikke nogen god grund til at forstærke Sanders ideer.

Og det er rigtigt, at universiteter er nyttige, men det er ofte på trods, nemlig ved at kritisere den officielle “nytte”, og da for Guds skyld ikke “understøtte” den, som Lauritsen åbenbart mener.

Det er helt fint, som jeg ser det, at et universitet laver et center eller noget lignende for forskning i f.eks. FN’s verdensmål, for mange af emnerne er jo af stor vigtighed, men da ikke som almen filosofi! Det er jo ikke bedre end gammelmandskommunisme. Og selv hvis man etablerer sådan et center, skal det ikke være på den slags juhu-konsulent-jahattie-agtige facon, som der lægges op til. SDU gider åbenbart ikke at være et uni mere. Universitetet er kun en eneste ting, og det er sandhedssøgen, selv når den undtagelsesvis underlægger sig en policy. Uni er sandhedens virke.

 

C. Verdensmål nr. 4 for uddannelse

Men ok, lad os se på det emne, som jeg ved noget om, nemlig uddannelse. Her kan vi få en fornemmelse af effekten.

Uddannelse har sit eget ”verdensmål”, nemlig nr. 4. Men dette ”mål” er udtrykt i et helt bestemt sprog, nemlig læringssproget. Dvs. skolereformens og OECD’s sprog, der udelukker centrale sider af pædagogikken.

Her er mål nr. 4:
”Sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring”

Man bemærker, hvordan det økonomiske ”livslang læring” spiller sammen med det bureaukratiske ”kvalitet” og Heckmans ”lige muligheder”. Resten – f.eks. temaerne i skolens formålsparagraf – ligger brak.

Og i bedste Corydon/Antorini-style er der også delmål og indikatorer. Nedenfor er de ”delmål”, som mål nr. 4 er ”nedbrudt” i. Og husk på, at det ikke blot er talte om udvalgte forskningsemner, men at disse emner definerer universitetet som sådan. Det er simpelthen det, som findes. Kundskab er “relevante og effektive læringsresultater” (jvf delmål 4.1). Uni er et “effektivt” middel til optimering af mål og delmål. Alt, der ikke kan knyttes til disse mål-delmål-indikator-system, er ikke ”relevant” og ikke ”effektive løsninger”, som Lauritsen kalder det:

Der er 7-10 delmål. Man kan selv læse dem på linket, men her er de syv første:

”Nedbrydning af mål 4 i delmål:

4.1 Inden 2030 skal det sikres, at alle piger og drenge gennemfører gratis, rummelig grundskoleuddannelse i høj kvalitet, der fører til relevante og effektive læringsresultater.

4.2 Inden 2030 skal alle piger og drenge sikres adgang til tidlig barndomsudvikling, omsorg og før-skoleundervisning af høj kvalitet, så de er klar til grundskoleundervisningen.

4.3 Inden 2030 skal alle kvinder og mænd sikres lige adgang til teknisk, erhvervs- og højere uddannelse, herunder universitet, i høj kvalitet og til en overkommelig pris.

4.4 Inden 2030 skal antallet af unge og voksne, der har relevante færdigheder, herunder tekniske og erhvervsfærdigheder, for ansættelse, anstændige job og iværksætteri, øges væsentligt.

4.5 Inden 2030 skal ulighed mellem kønnene i uddannelse afskaffes, og der skal sikres lige adgang til alle niveauer af uddannelse og erhvervsundervisning for de mest udsatte, herunder mennesker med handicap, oprindelige folk og børn i sårbare situationer.

4.6 Inden 2030 skal alle unge og en væsentlig del af voksne, både mænd og kvinder, have opnået færdigheder i at læse og regne.

4.7 Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme en bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og en bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en fredelig og ikke-voldelig kultur, globalt borgerskab og anerkendelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til en bæredygtig udvikling.”

Igen: Fint at forske i disse emner, men det duer slet ikke som almen filosofi. Hvor er de filosofiske og pædagogiske sider af uddannelserne? Hvor er stederne, historien, fortællingerne, kærligheden, pluralismen, kundskaberne, videnskaberne, friheden osv.. Hvor er overvågningsproblemerne, demokratiet, interessemodsætningerne, politikken osv.? Det er væk i en sæk. Og hvor er alle fagene og de forskellige landes pædagogiske traditioner? Gone with the wind.

I stedet får vi et styringssystem, hvor FN/OECD selv udgør det centrale curriculum (mål nr. 7). Og det kalder Lauritsen for ”engagement”? Det er det modsatte! Konsekvensen er en bureaukratisering og indsnævring af videnskabens ide og muligheder.

Endelig nedbrydes delmålene i yderligere 11 indikatorer, som alene består af afgrænsede kvantitative markører. Tjek dem selv ud.

Vi er i skolereformsland: mål-delmål-indikator.
Der er med andre ord tale om verdensmålstyring, der vil udelukke centrale dele af den pædagogiske forskning, og som meget hurtigt kan komme i konflikt med menneskerettighederne, som jeg ser det. Men det er klart, at der er store interesser i at disse mål bliver realiseret. På den måde kan Helge Sander og Peter Lauritsen hurtigt havne i samme jolle.

FN ender i karambolage med videnskabens og pædagogikkens ide. Måske endda med menneskerettighederne, som jo giver mennesket handlingsmuligheder frem for at underlægge det en global bureaukratisk struktur?

Kun en politiker, LA’s Henrik Dahl, har kritiseret SDU og Lauritsen, hvilket han skal have stor tak for.

Links
Peter Lauritsens indlæg i Politiken:
https://politiken.dk/…/Ideen-om-det-neutrale-universitet-og…

Mere om verdensmålenes mål, delmål og indikatorer: https://www.verdensmaalene.dk/

Jyske-Vestkystens dækning: https://www.jv.dk/…/Syddansk-Universitet-ga…/artikel/2729796

Tidligere drøftelse med videre link til citater fra SDU’s ledelse: Se ch. 22 i dette link:
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-62-juni-jul…

 

12. d. 12. august: Et uddannelsespolitisk paradoks

I dag er der kommet nye Fælles Mål for folkeskolens fag. Revisionsarbejdet blev etableret af Merete Riisager med en række af landets dygtigste pædagogiske forskere i spidsen. Riisager og forskerne ville gøre op med den forhadte læringsmålstyring, som især folk fra DPU og UC-VIA havde stået for.

Jeg har ikke kigget på resultatet af arbejdet med selve fagene, så den del må vente. Men en ting er tankevækkende: Hvis man går ind på ministeriets sider for fagene Dansk og Matematik, så er der en yderst fremtrædende reference til en rapport fra 2017 om arbejdet med de to fags læringsmål. Rapporten er skrevet af blandt andet DPU’s Jens Rasmussen og UC-VIA’s Andreas Rasch-Christensen, som om nogen har stået for læringsmålstyringsideologien.

Rasmussens og Rasch-Christensens rapport er en fuldstændig integreret del af det læringsparadigme, som Riisager viede hele sin ministertid til at gøre op med. Rapporten spiller også en central og meget negativ rolle i Keld Skovmands analyser. Og Skovmand sad jo – sammen med bl.a. Lene Tanggaard – i det Riisager-udvalg, som netop har stået for de aktuelle ændringer i fagpædagogikken!

Faktisk undsagde Riisager decideret rapporten i sin tid i en pressemeddelelse og det hele.

Men nu står rapporten altså som et centralt placeret og paradoksal – kan man endda sige “nedrigt” – flammeskrift hen over de reviderede fagmål, der egentlig skulle have gjort op med selvsamme rapports ideer. Det er svært at fortolke anderledes, end at Socialdemokratiet er tilbage ved magten.

Hvilken intellektuel betagende, men også pædagogisk sørgelig, modsætning.

Links:
Hjemmeside for Fælles Mål, hvor man kan finde link til rapporten:
https://emu.dk/grundskole/dansk/faelles-mal

Link til omtale af Riisagers kritik af rapporten i sin tid:
http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisager-kritisere…

 

13. d. 13. august: Datalæringsmøde eller dannelseskonference?

Har i lyst til at deltage i et pædagogisk arrangement her i efteråret, har jeg her to muligheder, hvor jeg især vil anbefale det sidste, hvis man har lyst til at høre lidt om dannelse og demokrati og synge lidt:
——————————-

Forslag A: Datalæringsmøde om folkeskolereformen på UC-VIA til 6000kr.

D. 12-13. december holder UC-VIA en konference om skolereformen, der hedder ”Fem år efter reformen”. Spændende titel, ikke sandt?

Der er inviteret ”en stribe danske og udenlandske forskere og praktikere”, som det hedder i programmet. Men der er kun én dansker med. Det er den socialdemokratiske debattør Lars Olsen, som var tæt på Antorini i de glade reform-dage. Mon han er ”forsker” eller ”praktiker”?

Dertil kommer nogle professorer fra hhv. Amerika, Norge og England, som jeg aldrig har hørt om, samt nogle unavngivne ”praktikere”. De skal snakke om læringsfællesskaber, data, feedback, synlige læringsmål osv.. Der er ingen kritisk stemmer overhovedet.

Konferencen koster den nette sum af 4700kr + moms, dvs. ca. 6000kr. Guf for den kreative klasse med sans for datalæring?

---

Forslag B. Højskolemøde om dannelse på Rønshoved Højskole til 550 kr.

D. 28-29. september afholder Rønshoved-gruppen sit årlige dannelsesmøde på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord med emnet ”Dannelsens betydning for demokrati og politiske rettigheder”.

I år er der to foredrag: Lektor i Statskundskab, Gorm Harste, skal tale om ”rettighedernes politiske filosofi”, og selv skal jeg tale om nogle af temaerne i min nye bog ”FAQ om dannelse”.

Dertil kommer den ene og den anden højskolesamling i foredragssalen, hvor højskolens forstander, Thue Kjærhus, og valgmenighedspræst og tidligere forstander for Askov, Morten Kvist, formodentlig trækker nogle tråde. De er begge med i Rønshoved-gruppen (sammen med mig og Nina Kjærhus).

Både Kvist og Kjærhus har været i pressen i den senere tid med forskellige emner: Kvist i forbindelse med sin “folketings-gudstjeneste” fra efteråret 2018 og Kjærhus i form af indlæg i den aktuelle debat om højskolesangbogen. Begge har passioneret rod i danske folkelige traditioner og i europæisk filosofi og teologi.

Selv synes jeg, selvom jeg er en slags pædagogisk national-konservativ, godt om Isam B’s tekst, så der bliver nok lidt diskussion der. Kan man ikke passe godt på de gamle sange og lade de nye sange afhænge lidt mere af tidsånden, så unge med forskellige interesser kan være med? Det synes jeg.

Der er fyldt med godtfolk, god mad, vin, højskolesangbog og snik og snak om aktuelle og gamle temaer. Søndag formiddag kan man evt. smutte en tur i grænsekiosk.

Konferencen koster 550kr inkl. moms, så det er kun 10% af prisen for konference A. Guf for kreative mennesker med sans for tradition og kritik?

Link til de to konferencer:

Konference B:
https://www.ronshoved.dk/dannelse-til-tiden

Konference A:
https://www.via.dk/…/kon…/folkeskolen-fem-aar-efter-reformen

Alle priser er inklusiv overnatning.

 

14. d. 14. august: KL-konference om styring af data og læring i folkeskolen

Fredag d. 25. september afholder KL sin årlige endags-konference om Folkeskolen. Nu troede nogen måske, at konferencen ville omhandle Landsrettens afgørelse i Erik Schmidt-sagen og dennes demokratiske, styringsmæssige og pædagogiske konsekvenser? Eller måske at KL ville tematisere Københavns og Aalborgs meget kontroversielle tilslutning til lederuddannelsen i Oslo?

Emnet er ”ledelse, dialog og data med mening”, så med lidt god vilje – pga. ”dialog” – kunne man godt tro, at Schmidt sagen i det mindste kunne presses ind. Men det sker ikke. Der er hverken plads til Schmidt eller til Oslo-kritik. Det hele handler om læring, data og styring. Disse ord går igen og igen i oplæggene.

Hvem skal stå for indholdet? Her er der dømt folkeskolereform-classic, blot uden systemteoretikerne, som med deres erklærede ”metodiske antihumanisme” kun er en slags tavse bidragsydere, og som mange af oplægsholderne ellers har arbejdet tæt sammen med gennem årene.

Der er Skype-besøg af Viviane Robinson, direkte på video fra down under-John-Ja-hattie-land. Robinson har i mange år været flittigt brugt af det pædagogiske oligarki.

Der kommer også en KL-chef (Borgmester Thomas Gyldal) og en chefkonsulent fra Københavns Professionshøjskole. Jeg lader dem ligge.

I den faglige afdeling er besøg af en smal skare af landets post-humanister, som alle har rødder i CBS/DPU-miljøerne samt i en radikal form for tekno-bio-poststrukturalisme.

Sidstnævnte gruppe består af Dorthe Staunæs og Helle Bjerg, som i deres oplæg også refererer til Malou Juelskjær, samt af Justine Grønbæk Pors og Helene Ratner. De fleste er engageret i DPU’s strategiske programmer, som har ledelsens og systemteoretikernes særlige bevågenhed.

Overskrifterne på oplæggene er f.eks. ”dataledelse med omtanke”, ”Data mellem styring og læring – kompleksiteter i databrug”, ”Styring der forstyrrer –fokus på kerneopgaven”.

Vi er i følgende ligning: Folkeskolen = metodisk antihumanisme + posthumanisme.

Flere af disse personer (især Juelskjær, Staunæs og Kjær) er stærkt reformaffirmative og har samme dybt problematiske forhold til kritisk arbejde, som KL har til fri pædagogisk diskussion. Det ved jeg, fordi Juelskær og Staunæs engang klagede til universitetet over en regelret kritisk analyse af deres arbejde, og Kjær støttede dem i avisen.

Hele gruppen tilhører som nævnt landets posthumanistiske bevægelse, som er lysår fra den pædagogiske tradition.

Englænderen David Woods skal også sige noget. Han er inkarneret fortaler for ”Best Practice”, som er en engelsk Tony Blair-udgave af folkeskolereformens styringsideer. Selv lederen af Danmarks Evalueringsinstitut var lidt skræmt over Woods for et par år siden. Der står, at han er “professor”, men jeg kan kun finde konsulent- og policylignende aktiviteter under hans navn. Men jeg kan jo have overset noget. Woods’ arbejde beundres iøvrigt af Synlig Læring-kolonien i Skanderborg Kommune.

Det var vist alt.

Der er ellers udgivet en del kritiske bøger om dataficering af Danmark og af dansk pædagogik de seneste par år, men disse indsatser er ikke repræsenteret. Sjovt nok er den vildtvoksende learning analytics-bevægelse heller ikke repræsenteret. Den er ellers også skolereform-affirmativ og let at koble til KL’s teknologisyn. I stedet har man altså valgt tre faglige oplæg med stærkt overlappende udgangspunkt.

Ironisk nok foregår konferencen i Odense, dvs. i netop den kommune, som med KL’s støtte gennemførte overgrebet mod dansk pædagogik på Agedrup skole i juni 2014. Overgrebet har siden Landsrettens klare dom i november 2018 været landets pinligste tabu i Danmarks Pædagogiske Oligarki.

Pris: 1995kr

Dagen efter er der dannelseskonference på Rønshoved Højskole for ¼ af prisen inklusiv overnatning.

Links:
Link til KL’s konference:
https://tilmeld.kl.dk/Folkeskolekonferen…/arrangementet.html

Om Woods og Skanderborg: https://www.denoffentlige.dk/london-inspirerer-til-kvalitet…

Link til omtale af Schmidt-sagen:
http://www.thomasaastruproemer.dk/landsrettens-dom-i-erik-s…

 

15. d. 15. august: Isabella Arendt kritiserer folkeskolereformen

Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, kaster sig i dagens Politiken ud i et glødende angreb på folkeskolereformen, hvilket hun skal have stor tak for. Man kan læse indlægget nedenfor.

Bemærk Arendts gennemgående synsmetafor. Hun taler hele tre gange om de ”små forventningsfulde øjne”, mens staten derimod ”stirrer tilbage” og ”holder øje” og endda ”sluger” børnene, så lærerne ikke ”kan se sig selv, deres faglighed og kreativitet i øjnene” og så ”øjnene slukkes”.

Som jeg ser det, er der tale om en hyldest til friskolen i folkeskolen, dvs. til dansk pædagogisk tradition. Og med Arendts partitilhørsforhold in mente, bør man måske se på ”øjnene”, som ”skaberens værk”, som man også finder det hos den frihedselskende højskolemand Holger Kjær og mere bredt i den grundtvigske tradition, hvor det ”folkelige” har samme funktion. Man finder det faktisk også hos den italienske reformpædagog Montessori, hvis arbejde senere kom i forbindelse med dansk kulturradikalisme og højskoletradition og derfra inspirerede dansk lilleskolepædagogik og byggelegepladser, som også derfor også var et udtryk for ”de små forventningsfulde øjnes” pædagogik.

Så Skaberens øjne gør skolen åndelig og faglig, mens Statens øjne holder øje og sluger.

Her er Arendts læserbrev i Politiken:

”Kære O.a, velkommen til kontrolstaten

Mandag er tusindvis af børn begyndt i skole. 1. skoledag er en dag med blandede følelser. Nogle glæder sig, nogle er nervøse over, om de får venner, og nogle har måske hørt de større børn fortælle om skolens lektier.

Små forventningsfulde øjne åbner sig for 10 års undervisning. Men hvad er det egentlig, som stirrer tilbage på dem?

Allerede i 0. klasse skal de sprogtestes. Senere kommer de nationale tests. Hele tiden skal de evalueres, måles og vejes, så staten kan holde øje med, om barnet nu passer ind i kasserne, lever op til normerne og standarderne for et gennemsnitligt barn.

Staten har bestemt, hvor meget de skal bevæge sig, og hvornår de skal lave lektier. Staten har sat lange skoledage ind, så der ikke er energi til frivillige foreninger. Staten bestemmer, hvad de skal kunne i de nationale tests.

Lærerne er tvunget til at følge trop eller sige op. Sikke en hverdag, der nu åbner sig for de mange små, forventningsfulde øjne.

Heldagsskolen er mandag begyndt med at sluge endnu en årgang børn.

De uddannes til et konkurrencesamfund, hvor de bedste bliver succeser i karakterbøgerne, mens resten må klare sig, så godt de kan. De møder et skolesystem, som giver alt for mange børn og unge stress og angst. De risikerer at komme grædende hjem fra dage med nationale tests.

Foran dem i klasseværelset står en lærer, som brænder for at undervise og udbrede viden til børnene. Som ønsker at se en ild blive tændt i de forventningsfulde øjne. I stedet må lærer efter lærer smide håndklædet i ringen, fordi de ikke længere kan se sig selv, deres faglighed og kreativitet i øjnene, når de skal være underlagt statens dokumentationskrav og kontrol.

Vi har brug for at sætte skolerne fri – helt fri – fra statens kontrol. Vi har brug for at vise lærerne og pædagogerne tillid nok til, at det er dem og ikke undervisningsministeren, der bestemmer skoledagens længde og indhold.

Lærerne kender folkeskolens love og læringsmål. De er uddannede og passionerede. Som stat bliver vi nødt til at trække vores kontrol væk, inden øjnene slukkes hos både lærerne og de mange forventningsfulde små.

Flere årgange har allerede mærket stress og angst som følge af reformerne i folkeskolen. Jeg håber, at de mange nye i denne uge vil være de sidste til at begynde skoleåret i statslig heldagskontrol.”

Udover indlægget i Politiken have Arendt et blogindlæg i JP d. 12. august. Her gav hun udtryk for samme holdninger, men i knap så elegant form.

Referencer:
Arendt, Isabella: “Kære 0.a, velkommen til kontrolstaten”, Politiken d. 15. august”:
https://politiken.dk/…/K%C3%A6re-0.-a-velkommen-til-kontrol…

Arendt, Isabella: “Første skoledag i præstationssamfundet”, Jyllands-Posten.dk, d. 12. august:
https://jyllands-posten.dk/…/F%C3%B8rste-skoledag-i-pr%C3%…/

 

16. d. 15. august: Uvidende klimaiagttagelser

A.
Partierne bag ”forståelsespapiret” vil gerne sænke co2-belastningen. Det er fint.

De radikale foreslår så, at flyselskaberne pålægges en afgift pr. udledningsenhed. Afgiften er altså til selskabet og ikke direkte til forbrugeren, men billetprisen stiger med anslået 12 kr for en indenrigsflyvning, og 165 kr for en tur til Bangkok. Dvs. en blanding mellem en matadormix på tilbud og en lille tur i Netto. Pengene skal ifølge de radikale bruges til at udvikle klimavenlig teknologi i almindelighed. Jeg hørte om det i Deadline i går. Det var Ida Auken, der forklarede det.

Socialdemokratiets transportminister, Benny Engelbrecht, var mere end skeptisk. Han mener, at de radikales egentlig meget beskedne forslag har en social slagside. Han ville hellere ”analysere”, sagde han hele tiden.

Man må som almindelig borger trække på smilebåndet over de store ord og de små viljer hos Socialdemokraterne. Var der ikke noget med, at der også var en klimaminister i regeringen? Men han er måske ude i atmosfæren for en 10’er?

12kr!!! Og hvor mange socialdemokratiske kassedamer tager lige flyveren fra Aalborg til Kastrup?

B.
En anden ting: I Weekendavisen fra i fredags var agroøkonom og tidligere medlem af FN’s klimapanel, Jørgen E. Olsen, på banen med et interessant synspunkt. Han mener, at økologi står i modsætning til klimavenlig produktion, fordi det økologisk landbrug optager for meget plads. Der er altså to slags bæredygtighed i verden? Som journalisten skriver:

”Så mens mange mennesker forbinder bæredygtighed med små, økologiske landbrug og salg af æg og mælk og grønt fra stalddøren, ser fremtidens effektive landbrug anderledes ud. De er store, de er specialerede, og de er ikke nødvendigvis økologiske. Det økologiske landbrug kræver nemlig mere areal end det konventionelle”.

Og med agroøkonomens egne ord:

”Det er korrekt. Hvis vi skal have lagt meget store dele af verdens arealer om til økologi, får vi et problem, for det er svært at forene med højere udbytte og produktivitet, som er det, vi har brug for”.

Jørgen E. Olesen går også ind for mere etbarns-politik. Han sagde til Politiken i foråret, at ”et nyfødt barn er den værste klimasynder”, og han råder sine studerende til at klimatænke sig om en ekstra gang, før de får børn. Hej du lille klima-synder, og her får du ikke engang Guds nåde, som man gjorde i gamle dage.

Så klimaideologien fører til fokus på teknologi og effektivitet og til et opgør med økologi og børn samt til en ny teknokratisk og eksistentiel syndsbevidsthed. Det er meget agro-økonomisk alt sammen.

Men socialdemokratiet er nervøs for at kassedamen skal betale 12kr mere for sin billet.

Modsætningen mellem klima og økologi vil, som jeg ser det, også kante sig vej ind i pædagogikken, som et – ja, det lyder paradoksalt – opgør med pædagogikkens naturforudsætninger, men ok, det ligger jo allerede i det med ”synderen”. Imens kan man jo gøre de nationale tests mere effektive og teknologiske i klima-ånden.

Links:
Link til deadline fra i går:
https://www.dr.dk/…/deadline/deadline-10/deadline-2019-08-14

Link til interview med Jørgen E. Olsen i Weekendavisen fra i fredags:
https://www.weekendavisen.dk/…/samfu…/storm-paa-fotosyntesen

Link til interview med Jørgen E. Olsen fra Politiken i foråret 2019:
https://politiken.dk/…/Vi-b%C3%B8r-som-verdenssamfund-indf%…?

 

17. d. 16. august: Nyt EMU på undervisningsministeriets hjemmeside

Der er kommet en ny EMU.dk portal. På den gamle portal stod der stort set læringsrevolution over det hele, mens pædagogiske og formålsmæssige emner var stort set usynlige.

Der er sket en klar ændring i det nye system, som er et resultat af de sidste års kritiske arbejde i omegnen af Uren Pædagogik. Formål, dannelse og fag står klart stærkere, hvis man går ind i de pædagogiske emner. Godt at nogle embedsmænd nåede at lave denne del færdig, før et dannelsestømt Socialdemokrati igen sætter sig på ånden.

Til gengæld er læringsrevolutionen flyttet over i kategorien ”Ledelse”. Her er der både læring, data og Hattie osv., og der er ikke et ord om pædagogiske emner. Disse referencer falder fint i tråd med København Kommunes begejstring for Oslos lederuddannelse, for Lars Qvortrups datalærings-raid, for Ledelseskommissionens arbejde, for Socialdemokratiets uddannelsesudspil osv..

På den måde er folkeskoleloven splittet. Læreren har umiddelbart vundet terræn i den pædagogiske del, mens hele ledelsesdelen er fuldstændig uberørt, ja nærmest teknokratisk overophedet.

(Og splittelsen gentages faktisk på de pædagogiske niveauer; f.eks. er det helt barokt, at Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens læringsmålsrapport, som Riisager jo kritiserede, har fået en central placering i forbindelse med beskrivelse af Dansk og Matematik)

Spørgsmålet er, hvad denne splittelse kan bruges til? Arbejdet fra Riisagers rådgivningsgruppe er et godt udgangspunkt for det, som nu vil blive trange tider for pædagogikken.

Skolereformens overordnede styringssystem og hele reformens økonomisk-tekniske filosofi, som intet har til overs for de pædagogiske dele, men altså kun for de ledelsesmæssige, står også stadig helt uberørt. Derfor vil EMU’s ledelses-perspektiv vinde på den lange bane er min vurdering.

Kun ved at sprænge både folkeskole- og læreruddannelsesforlig, vil man kunne ændre på det.

Link til EMU.dk:
https://www.emu.dk/grundskole/ledelse

Om rådgivningsgruppen for Fælles Mål:http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-rapport-fra-undervisni…

 

18. d. 16. august: Trump vil købe Grønland

Alle statsoverhoveder, som vil besøge mit land, er velkomne. Også selvom de er onde, dumme eller skøre og bryder alle mulige rettigheder hjemme hos dem selv.

Men et statsoverhoved, som vil besøge mit land for at erobre eller købe det, er ikke velkommen, for det vil i givet fald ikke være et “besøg”.

 

19. d. 19. august: Thorkild Thejsen om DPUs nedlæggelse af professorat i pædagogik

Tidligere chefredaktør for Folkeskolen.dk, Thorkild Thejsen, fortæller i dette indlæg om DPU’s og Aarhus Universitets skandaløse behandling af pædagogikken i almindelighed og af Alexander von Oettingen i særdeleshed.

Artiklen er flot sat op med billede af sagens to hovedpersoner, von Oettingen selv og DPU’s leder Claus Holm.

Jeg selv har også selv skrevet om sagen. Og jeg har sendt materialet til Aarhus Universitets ledelse. Rektor henviser til sin dekan, hvilket er svært at forstå i en så principiel sag, og dekanen siger bare, at sagen er ”afsluttet”.
Men deri tager han helt fejl. Denne hhv. ansvars-omrokering og tavshed er under al kritik.

Jeg har også sendt materialet til et medlem af universitetets bestyrelse, som vil tage sagen op. Jeg har også underrettet rektor om min henvendelse til bestyrelsen.

Jeg forstår faktisk ikke, at fagforeningerne ikke er mere aktive i sagen, men det kan jo skyldes, at von Oettingen ikke har ført sagen i den kanal.

Indholdsmæssigt handler sagen om endnu et læringshegemonisk forsøg på at holde pædagogikken ude af landets institutioner, så læringsbegrebet kan regere i stedet for.

Links:
Thejsens aktuelle indlæg:
https://www.folkeskolen.dk/…/den-der-tier-samtykker-claus-h…

Min egen beskrivelse af sagen fra juni 2019:
http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-…

 

20. d. 22. august: AP Møllers folkeskolefond under kritik

AP Møller-fonden har med dens tildelinger og personsammensætning og med dens sammenhæng med folkeskolereformen et kæmpe ansvar for den radikalisering af læringspædagogikken, som fulgte i kølvandet på skolereformen, og som stadig er virksom. AP Møllers fond er designet til at fremme skolereformens sprog og ånd og dermed til at indgå som smør i et system af organisatoriske interesser og forbindelser, som jeg plejer at kalde for ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”. AP Møller fonden tilhører dette oligarkis nedre lag, hvilket på en måde ikke gør den mindre betydningsfuld.

Man kan se det oligarkiske tilhørsforhold mindst tre steder:

For det første kan man se det i sammensætning af det udvalg, som vurderer ansøgningerne. Her spillede frem til for nylig landets førende læringsmålsideolog Jens Rasmussen en central rolle. Åndsfællen Tomas Nordahl er også med, og det samme er kommunaldirektøren Per B. Christensen, som også er vild med læring osv.. Alle tre er begejstrede tilhængere af John Hattie, og de to første er dybt knyttet til systemteorien i dens allermest barokke fremtrædelsesform. Der er ingen folk fra den kritiske eller pædagogiske tradition med i udvalget.

For det andet kan man se oligarkiet ved de omfattende tildelinger til projekter, der har skolereformens læringsbegreb som fundamentalt udgangspunkt. Det gælder aktuelt for de store beløb til Aalborg og København til efteruddannelse i den skrækkelige lederuddannelse i Oslo. Men det gælder også en lang række tildelinger i ”synlig læring” til den ene kommune efter den anden; kommuner, som selv er helt verliebt i de værste sider af skolereformen, og som derfor indgår i en slags tavs og instrumentaliseret læringsintimitet med fonden.

For det tredje udgav fonden i 2018 sammen med EVA et totalt læringsideologisk skrift om ”professionelle læringsfællesskaber”, som pt er kodeordet for de mange tildelinger. Rapporten ligger i ophøjet majestæt som en slags fundamentalistisk bibel på fondens hjemmeside. Nederst i dette indlæg, kan man se litteraturlisten.

AP Møller, KL og skolereformens begrebsapparat og en række andre affirmative aktører udgør dermed samlet set et opgør med dansk pædagogisk tradition, som den eksisterer i hele dens åndelige, nationale og europæiske dybde.

Erik Schmidt har fuld sans for disse temaer i sit aktuelle indlæg om sagen, hvor han især kritiserer fondens støtte til Oslo-projektet.

Direktør i AP Møller, Henrik Tvarnø, som selv sidder i fondens vurderingsudvalg, har sammen med sin ”sekratariatsleder” skrevet et svar, der er tomt som en tønde. Der vises ingen tegn på kendskab til den omfattende pædagogiske og faglige kritik af fondens begrebsapparat. Det siger noget om diskussionernes kvalitet i udvalget, at de ikke kan sige noget mere substantielt.

Tvarnø mener ikke, at hans fond ”pådutter” nogen noget. Men det er jo helle ikke det, der er problemet. Problemet er, at fondens tildelinger deler sprog og holdning med kommunerne, som selv deler sprog med Tvarnøs udvalgsmedlemmer, og at alle er stukket af i målstyring uden pædagogik. Ingen behøver derfor at ”pådutte” nogen noget, fordi alle deler samme lukkede horisont.

Schmidt taler da heller ikke om at ”pådutte”, men om at fonden ”fremmer” på en problematisk måde, med store negative konsekvenser som er uden for demokratisk og folkelige kontrol.

KL ”fremmer”, AP Møller ”fremmer”, DPU ”fremmer”. Ingen ”pådutter”, alle ”fremmer” og gør bare det, alle de andre beder om i et stort ansvarsforflygtigende system. Tvarnø siger også, at vurderingsudvalget består af ”eksperter”, men det er alle ”eksperter” fra samme ekspertløse system.

Alexander Von Oettingen har også på et mere generelt niveau kritiseret fondenes indflydelse. Derfor er det også helt uforståeligt for mig, at han på facebook med ordene ”et fint svar i en svær debat” accepterer Tvarnøs svar til Schmidt.
Schmidts kritik jo er både almen og konkret og derfor strengt taget bedre end Oettingens, som jo kun er ”almen”, eller måske snarere ”generel”, eftersom det Almene jo altid indeholder det konkrete, hvilket altså er tilfældet i Schmidts indlæg.

Stefan Hermann har også et indlæg i debatten, som desværre ikke har sans for de konkrete problemer, hvilket von Oettingen i højere grad har.

AP Møller fondens arbejde er altså under al kritik. Om det betyder, at pædagogiske institutioner ikke skal tage imod fondspenge i det hele taget, er for mig at se en anden diskussion.

Links:

Erik Schmidts kritik:
https://skoleliv.dk/…/M%C3%A6rsk-milliarden-er-uden-for-dem…

Henrik Tvarnøs svar:
https://skoleliv.dk/…/Vi-p%C3%A5dutter-ikke-folkeskolen-et-…

Von Oettingens kritik:
https://skoleliv.dk/…/Hvis-vi-ikke-passer-p%C3%A5-kortslutt…

Journalistisk behandling af emnet:
https://skoleliv.dk/…/Fonde-pumper-flere-midler-ind-i-skole…

Von Oettingens kommentar til Fondens svar til Schmidt:
Link til vurderingsudvalget: https://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/…/vurderingsudvalg/

Stefan Hermanns indlæg:
https://skoleliv.dk/…/Fonde-kan-v%C3%A6re-bedre-partnere-en…

Lærer Pia Henriksens indlæg i debatten:
https://skoleliv.dk/…/Jeg-f%C3%A5r-koldsved-n%C3%A5r-jeg-h%…

Link til rapport om ”professionelle læringsfællesskaber”, som læringsrevolutionen aktuelt kaldes. https://www.apmollerfonde.dk/…/erfaringer-samlet-i-ny-rapp…/

PS Her er litteraturlisten til rapporten, som altså er lavet sammen med Danmarks Evalueringsinstitut, som selv er en meget aktiv ”fremmer” af læringsideologien. De eneste to danskere er Lars Qvortrup og Thomas Albrechtsen, hvis tilgang er fuldstændig den samme som Jens Rasmussen og Nordals. Hermed er ”ekspertenes” horisont bevist:

Albrechtsen, T. R. S. (2013). ”Professionelle læringsfællesskaber: teamsamarbejde og undervisnings-udvikling”. Frederikshavn: Dafolo.

Bolam, R., McMahon, A., Stoll, L., Thomas, L., & Wallace, M. (2005). “Creating and Sustaining Effective Professional Learning Communities. Research Report RR637”. London: University of Bristol.

DuFour, R. (2004). “What is a ”professional learning community”?”. Educational leadership, 61 (8), 6-11.

DuFour, R., DuFour, R., Eaker, R., & Many, T. (2010). “Learning by doing. A Handbook for Professional Learning Communities at Work”. Bloomington: Solution Tree Press.

Little, J.W. (2016). ”Professionelle fællesskaber og professionel udvikling i den læringscentrerede skole.” I: Albrechtsen, T. R. S. (red.), ”Professionelle læringsfællesskaber og fagdidaktisk viden”. (s. 47-97). Frederikshavn: Dafolo.

McLaughlin, J.W., & Talbert, J. E. (2006). “Building school-based teacher learning communities. Professional strategies to improve student achievement”. New York: Colombia University.

Qvortrup, L. (2016). ”Det ved vi om professionelle læringsfællesskaber”. Frederikshavn: Dafolo.

 

21. d. 26. august: Godt indlæg af Mia Amalie Holstein

Her er nogle kloge ord fra Cepos’ Mia Amalie Holstein om den nye undervisningsminister, som ifølge Holstein vil omdanne skolens formål til et socialpolitisk projekt. Det er også mit eget indtryk ud fra læsning af ministerens bog, og det bekræftes i morgendagens Politiken, hvor ministeren med henvisning til landets Heckman-segment – den såkaldte Rockwool-fond – taler om, at pædagogikken i den sociale arvs tegn skal sætte ind helt fra undfangelsen, så alle statistikker går i 0,00, hvilket jo er den rene antipædagogik.

Disse Heckman-ideologer, som ministeren elsker, er i øvrigt helt eksede med de Nationale Tests. Socialdemokraternes tilsyneladende skepsis over for testene er derfor formodentlig ren pynt.

Sker der mon noget i Cepos, der i mange år ellers har været alt for præget af økonomisk tankegods, hvilket Heckmanfolkene og dermed også undervisningsministeren jo også er?

Tak til Holstein for et klassisk kulturliberalt forsvar for skolen i bedste Riisager-stil.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/rosenkrantz-theil-glemmer-folkeskolens-raison-detre-og-reducerer-den

 

22. d. 28. august: Danmark og Singularity i symbiose

På denne korte video fra 2016 forbinder den danske stat – herunder den daværende statsminister, forsknings- og udannelsesminister og formanden for SIRI-kommisionen, Ida Auken – sig med den datarevolutionære amerikanske Singularity-bevægelse, som har europæisk frontbase i Danmark.

Det er et fascinerende skue. Det eneste problem lader til at være “mennesket”. Det er nok dette ”problem”, der på radikalt venstresk kaldes for “humanisme”.

Der er lidt mere info her: https://aflyttet.dk/singularity-university-flytter-ind-pa-…/

 

23. d. 29. august: Ammestuehistorier – beretninger fra fødselsgangen

Jeg sidder og pusler med en udgivelse, som jeg nok bliver nødt til at splitte op i 3-6 bind. Her er nogle af de samlende temaer, som langsomt tager form, og hvor der allerede foreligger et pænt tekstmateriale, som ligger i store bunker foran mig. Alt er helt foreløbig og stadig i fuld bevægelse, men svært at holde styr på:

A.

Pædagogisk-filosofiske markeringer og nedslag i den pædagogiske traditions fulde bredde.

(Sokrates, Montessori, Salomons tekster i det gamle testamente, Fröbel, diverse højskoleforstandere, børnehaver, skrammologi, Inge Merete Nordentoft, Emdrup-plan etc.)

250 sider

 

B.

Bevægelser i dansk pædagogisk forskning og læreruddannelsens pædagogiske deroute.

(opgøret med lærer- og pædagogtraditionen, omdannelsen til DPU og DPU’s opslugthed af læringsbegrebet samt denne proces’ sammenhæng med læreruddannelse)

125 sider

 

C.

Systemteori, Synlig Læring og disses pædagogiske og styringsmæssige konsekvenser.

(analyser af Luhmann, Qvortrup, Hattie og disses sammenhæng med læringsideologi i det kommunale kog pædagogiske landskab/KL)

100 sider

 

D.

OECD-diskursen og dens konsekvenser for pædagogik, fagstruktur og pædagogisk forskning

(analyser af sammenhængen mellem OECD, danskfaget, Jeppe Bundsgaards forskningsmiljø og DPUs opgør med traditionen)

110 sider

 

E.

Skole- og uddannelsespolitiske analyser.

(politik, stat, partiernes udspil, ministeriets udspil og tvetydigheder heri, læringsmålspolitik, ministrenes faglige profil og betydning)

235 sider

 

F.
KLs udspil og en række kommuners læringsideologi.

ca. 110 sider

 

G.

Keld Skovmands kritik og klager.

(hele molevitten, også en række særanalyser af nogle af de tekster, som Skovmand kritiserer, og om Skovmands politiske rolle)

185 sider

 

H.

Erik Schmidt-sagen.

(især detaljeret om de to retssager, men også bredere)

100 sider

 

I.

Dataficeringens politiske og pædagogiske forbindelser og klimasagens pædagogiske udfordringer

(dataficeringen er delvist sammenhængende med tema nr. 3 og 4, det må jeg lige se på).

75 sider

 

J.

Diverse refleksioner, bog- og tidsskriftskommentarer, konferencereferater samt generelt sure opstød og lokkende begejstring.

200 sider
——–

Jeg overvejer at kalde udgivelsen ”Pædagogiske ammestuehistorier, bind 1-5”. Årsagen til denne opfindsomhed – eller hvad man nu skal kalde det – er, at universitetets dekan for AU-ARTS, Johnny Laursen, før sommerferien kaldte den brede kritik af DPU for ”ammestuehistorier”, mens han delte et mærkeligt nonchalant indlæg af DPU’s leder, Claus Holm. Det tændte mig totalt af, må jeg indrømme. Det svarer jo nærmest til at ville købe Grønland. Sagen er naturligvis omtalt i et af kapitlerne, lige pt. under tema 4.

Jeg skal selvfølgelig også have fundet helst en udgiver, som orker at tabe penge på ideen. Men tænk hvor flot det kunne blive, synes jeg i hvert fald selv.

Måske kunne man udvide titlen med en sokratisk og arendtsk reference til pædagogikken som fødsel?:

”Pædagogiske ammestuehistorier – beretninger fra fødselsgangen, bd. 1-5”

Eller måske noget helt tredje? Er denne titel for pjattet? Kommer I på en ide til en titel eller noget andet, så skriv det meget gerne i tråden, både seriøse og sjove forslag. Og hvem ved, måske ender det sjove med at være seriøst og omvendt?

 

24. d. 31. august: Regeringens forståelsespapir 1

Bemærkning 1 til forståelsespapirets sætninger om uddannelsesloft og om ytrings- og forskningsfrihed:

De er nogle uddannelsespolitiske gevinster ved regeringens forståelsespapir. Nogle ser reale ud, andre står meget usikkert og kan hurtigt ende som pynteglasur på en grim teknik. Her er et eksempel:

 

A. Afskaffelse af uddannelsesloftet.

Det glæder jeg mig virkelig til bliver en realitet. Når man betænker den hast, hvormed loftet blev indført – gennemtvunget af socialdemokraterne selv – så må det også kunne afskaffes fra næste uge. Jeg har hørt om mange unge, som nærmest i panik måtte springe fra uddannelser, som de ellers var meget tæt på at færdiggøre.

Som jeg har forstået det, er der endda flertal for afskaffelsen?

 

B. Ytring- og forskningsfrihed

Så er der det med ytrings- og forskningsfrihed. Det er lidt mere dobbelt. Det er omtalt to steder i teksten:

I et afsnit om ledelse i den offentlige sektor på s.17, står der pludselig følgende skønne sætning. Jeg kalder den for “ytringsfrihedssætningen”:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges inden for gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed”

Ånden i denne sætning hænger muligvis sammen med, at der på s. 8 står følgende i det, jeg kalder for “forskningsfrihedssætningen”:

”Styrk fremtidens løsninger: Det er gennem vores uddannelser og forskningsinstitutioner, at vi skal få nye ideer og finde løsninger på de problemer, som vores samfund står over for. Derfor skal vi styrke forskningen, værne om forskningsfriheden og sigte mod Barcelona-målet, så de offentlige investeringer i forskning er mindst en pct. af BNP”….”.

Så ytringsfrihed og forskningsfrihed hænger sammen og ligger regeringen på sinde, ser det ud til.

Imod denne venlige fortolkning taler følgende:

a.
De to sætninger står i helt forskellige afsnit og sammenhænge, og begge steder som ”nedre tilføjelser”. Der er derfor en risiko for, at de begge blot er madding til offentligheden og til SF/EL.

b.
Forskningsfrihedssætningen er desværre ikke etisk eller filosofisk begrundet. Den er blot nødvendig for, at ”få nye ideer og finde løsninger på de problemer, vores samfund står overfor”. Men med den formulering er der en risiko for, at det bliver politikerne, der definerer ”problemer” og ”udfordringer”, mens forskningen så skal levere “nye ideer” til “løsninger på problemer” og på ‘udfordringer’, lidt ala det der sker på SDU, hvor forskningen skal spændes for verdensmålsvognen.

På den måde degenerere forskningsfrihed til metodefrihed, og det er ikke det samme

Derimod står ytringsfrihedssætningen i en sammenhæng, hvor partierne bag forståelsespapiret fortæller om institutioner, lokale løsninger og mindre målstyring. Dvs. at sætningen ikke er instrumentelt begrundet, som det altså er tilfældet for sætningen om forskningsfrihed. Til gengæld står ytringsfrihedssætningen ikke i det uddannelsespolitiske afsnit, hvor sætningen om ”forskningsfrihed” står og blinker lidt skævt.

Det er værd at bemærke, at sætningen om ytringsfrihed på s. 18, som er den mest markante af de to sætninger, går stik imod ånden i ledelseskommissionens indstillinger, og faktisk også imod de forslag om skolelederuddannelse, der er på bordet. Ytringsfrihedssætningen står derfor helt alene, selvom den også er dejlig lang. Skal den bliver til andet end symbolik kræver det politisk vilje.

Jeg håber naturligvis, at alle mine forbehold gøres til skamme, og at det er min ”venlige fortolkning”, der bliver realiseret.

Men jeg kan da konstatere, at jeg ikke har set en eneste markering fra den nye regering, hverken om den ene eller den anden form for frihed, og faktisk heller ikke om uddannelsesloftet.

Tværtimod tyder de foreløbige markeringer på en blanding af manglende kendskab til hele lærings- og dannelsesdiskussionen og en form for statistisk-metodisk lighedsfundamentalisme uden den mindste sans for uddannelsernes og pædagogikkens formål.

Link til forståelsespapir:

https://www.altinget.dk/misc/Retfærdig retning for Danmark_2019-06-25_ENDELIG.pdf

 

25. d. 31. august: Regeringens forståelsespapir 2

A. Uddannelsesparathedsvurderingen

Først troede jeg faktisk, at regeringen ville afskaffe Uddannelsesparathedsvurderingen som sådan, men det havde jeg misforstået. Jeg havde ikke læst papiret ordentligt. Det var Jørgen Grønnegaard Christensen, der i WA, henledte min opmærksomhed på fakta, nemlig at regeringen kun vil ”afskaffe uddannelsesparathedsvurderingen i 8. klasse”, som der korrekt står.

Altså kun i 8. klasse.

Men hele vurderingssystemet og dets filosofi med databaseret vurdering af både faglige og personlige forhold, og disses sammenhæng med optag på ungdomsuddannelse og CPR-numre og dermed til trivselsmålinger, nationale tests etc.. fastholdes. Forståelsespapirets markering er rent pynt.

Dertil er det værd at tilføje, at Rosenkrantz-Theils ellers udmærkede aktion for at hjælpe eleverne fra eksamensfrie efterskoler til optagelsesprøven til gymnasiet har en yderst begrænset betydning, som overdrives helt vildt efter min mening. Hun har jo blot ændret karakterkravet til prøven. Men eleverne, som jo året før er fundet fuldt egnet, skal stadig igennem denne ekstra kontrol, som var et resultat af Riisager og Dahls værste sider. Man kan læse mere om dette emne i det nye nummer af bladet “De frie grundskoler”.

Friskolesektoren er skeptisk, og det forstår man godt. Den nye ministers bygger ligesom Antorini på ren anti-folkeligheds-filosofi.

 

B. Nationale tests

Regeringen vil ikke afskaffe nationale tests som sådan. Den vil kun ”afskaffe de nationale test i de mindste klasser”. Desuden hedder det, at man vil ”afsøge muligheden for at sætte de nationale tests i bero, indtil de er blevet mere retvisende for elevernes færdigheder”.

Så måske og i høj grad kun måske forsvinder NT for 2. klasse. Men resten forbliver, både de obligatoriske og de frivillige dele forbliver, nu blot mere effektive.

Formodentlig vil forligskredsen modsætte sig selv den minimale ændring med 2. klasse, så det hele bliver en gratis omgang.

På den måde kan den nuværende socialdemokratiske regering få det, som den tidligere socialdemokratiske regering ville have det.

Resten af testene sættes som sagt og muligvis kun i bero, indtil de bliver mere effektive.

Der er sørme ikke tale om et opgør med NT og deres dybe forbindelse til skolereform, finanspolitisk styring og statistisk-økonomisk uddannelsesforskning, dvs. til netop den form for pædagogisk forskning som både undervisningsministeren og uddannelsesministeren er vilde med.

På Altinget.dk bliver Rosenkrantz-Theil spurgt, hvorfor hun ikke vil sløjfe de nationale tests helt. Hun svarer det utrolige, at de nationale tests møder “barnets behov for bedømmelse”. Som om der ikke fandtes bedømmelse før og udover de nationale tests!

 

C. Pædagogik og dannelse.

Hele det felt for ”justering af skolereformen”, og dermed for pædagogik og dannelse, som Merete Riisager indledte, og som resulterede i formel nedlæggelse af læringsmålstyringen, er helt væk i forståelsespapiret, og faktisk også i alle Rosenkrantz-Theils øvrige markeringer, ja selv i hendes ”brev til lærerne”.

Det er også tankevækkende, at Rosenkrantz-Theils ministeriums nye hjemmeside om fælles mål direkte og på en meget central placering refererer til en af de mest hårdkogte læringsmålsstyringsrapporter.

I stedet skal vi i forståelsespapiret høre på nysprogssætninger som ”verdens bedste land at være barn i”, som vel at mærke først og fremmest handler om et omfattende opgør med social baggrund og familiers og slægters frie liv og vekselvirkninger, vel at mærke helt uden det klassiske socialdemokratis samtidige sans for folkelighed og lighed. Men det er i god overensstemmelse med ånden i Sass Larsens anti-intellektualisme og titlen på Kaare Dybvads bog “De lærdes tyranni”. Dybvad er dog lidt en engel, hvis man sammenligner ham med Rosenkrantz-Theil, for han er ikke anti-folkelig, men det lader jeg ligge her.

Alt liv og forskelle i verden skal puttes i en statistisk defineret pulje, som kaldes for ”negativ social arv”, og den usympatiske og almengjorte konstruktion skal derpå brydes med al magt, så alle statistiske forskelle kan gå i nul, og livet dermed kan gå i stå. Til at gennemføre dette projekt, har regeringen i høj grad brug for netop ”de nationale tests” og ”uddannelsesparathedsvurderinger”, der kan producere statistikker med ledsagende konceptmetoder med særlige afkastprofiler, der kan indgå i nationalregnskabet. Det er den såkaldte SØM-model, som undervisningsministeren og uddannelsesministeren ligefrem har skrevet en fælles bog om. Der er tale om en særlig instrumentalisereret socialpolitiks overføring på almenpædagogikkens område. Mig bekendt er det kun kredse i CEPOS og BUPL der offentlig har vist interesse for denne problemstilling.

Så vi er tilbage i en korrigeret version af Antorinis/Corydons dannelsesopgør og en fuld accept af skolereformens præmis.

Rosenkrantz-Theil siger da også ligefrem til folkeskolen.dk: ”Vi er kun halvejs med folkeskolereformen”. Hun siger så, at hun vil af med de sidste ”20-30 års” styringslogikker. Dvs. ”new public manangement, fælles mål og delmål, elevplaner, nationale tests”. Men det giver ikke mening, for i regeringens forståelsespapir vil man jo netop fastholde de nationale tests! Man vil effektivisere dem, også altså derfor netop fastholde dem endnu mere end før. Og de andre emner – fælles mål og elevplaner – har Socialdemokraterne om nogen stået fast på. Hvis man skal tro på denne enkeltstående markering, så skal vi have gang i et langt mere reflekteret selvopgør, og det det får vi tydeligvis ikke, tværtimod er vi kun ”halvvejs”. Der er ingen reference til den kritiske tradition i nogle af disse passager.

Det, der lå til grund for skolereformen, var et nyt ”læringsbegreb”, som blevet båret frem af reformens partier sammen med KL og udvalgte forskere, og som det fremgår allerede, og som vi skal se yderligere udfoldet om lidt, er der ikke ændret på det.

Vi er tilbage i anti-pædagogikkens verden.

 

D. Læring, fagforeninger og strategi=kvalitet

Sagen er, at Pernille Rosenkrantz-Theil er ligeglad med pædagogik. Hun vil have social lighed, og gerne helt fra ”undfangelsen”, som hun udtrykker det i Politiken, implementeret via særlige SØM-logikker og afkastdokumenterede konceptmetoder. Det er det, som hun skal bruge Uddannelsesparathedsvurderinger og nationale tests til. Disse systemer skal producere statistikker, som lærere, pædagoger og socialarbejdere efterfølgende må underordne sig i stedet for at gøre det, som er disse faggruppers egentlige opgave, nemlig at kultivere samfundets pluralitet.

Rosenkrantz-Theils SØM-logik refererer direkte til primært økonomiske forskere, der lever af statistikker fra de Nationale Tests, og som går imod enhver kritik af testenes funktionalitet og eksistens. Den eneste pædagogiske forsker i gruppen er Lars Qvortrup, hvis systemteoretiske filosofi i høj grad understøttede Antorinis reform.

Derimod har Rosenkrantz-Theil ingen interesse for pædagogikkens folk, hvilket Riisager jo i høj grad havde.

Vi er gået fra Luhmann/konkurrencestat (Antorini), via Herbert/Kant (Riisager) til Heckman/konkurrencestat (Rosenkrantz-Theil). Herbert kunne ikke stå alene, men han var dog pædagog og kan faktisk i sig selv sagtens arbejde sammen med andre dannelsestraditioner. Derfor er Riisager en langt mere egnet undervisningsminister end Rosenkrantz-Theil.

Rosenkrantz-Theil vil have ro om alle de gamle konflikter, så hun kan gennemføre sit projekt om SØM-humankapitaloptimering. Hvordan får hun ro? Jo, det gør hun via forståelsespapirets eneste substantielle reference, hvor der står i følgende:

”Styrke folkeskolen (overskrift, TAR): Der er brug for et tæt samarbejde om at sikre folkeskolen de nødvendige rammer og ressourcer, så lærerne kan give alle lever en undervisnings af høj kvalitet”.

Ok, tænker man, hvad er mon ”høj kvalitet”? Det kommer så her:

”Derfor vil en ny regering aktivt bakke op om den aftale, som Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening har indgået om en ”Ny Start””.

Der er ingen andre “kvalitets”-bestemmelser.

Regeringen vil altså pakke hele den pædagogiske diskussion ned i en konsensuskonstruktion fra OK18, hvor antipædagogikkens kernetropper, som blev samlet i en såkaldt “kommission”, sammen med en fagforening med stærke ”strategiske interesser”, skal definere pædagogisk kvalitet. Hvad det betyder, har vi allerede set i København, hvor kommunen og den lokale fagforening skriver farveladekonensus-tekster sammen, mens kommunen vil sende skolelederne på en slags Corydon-kursus i Oslo i bedste KL-stil.

Rosenkrantz-Theil påstår i Altinget, at hun vil “vende dansk uddannelsespolitik 180 grader”. Ovenfor kan man se, hvad det betyder.

Links:

1. Bemærkning nr. 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157452601409481&id=837549480

2. Regeringens forståelsespapir:
https://www.altinget.dk/…/Retf%C3%A6rdig%20retning%20for%20…

3. Interviews med Pernille Rosenkrantz-Theil:

– Folkeskolen.dk, d. 23. august:
”Vi er kun halvvejs med skolereformen”: https://www.folkeskolen.dk/…/minister-vi-er-kun-halvvejs-me…

– Skoleliv.dk, d. 29. august:
”En del friskoler skabt med henblik på at stemple ud af fællesskabet”: https://skoleliv.dk/…/En-del-friskoler-er-skabt-med-henblik…

– Altinget, d. 29. august:
”Rosenkrantz-Theil vil vende dansk uddannelsespolitik 180 grader”: https://www.altinget.dk/…/rosenkrantz-theil-vil-aendre-dans…

– Folkeskolen.dk, d. 22. august:
”Rosenkrantz-Theil varsler opgør med inklusions-reoformen”: https://www.folkeskolen.dk/…/rosenkrantz-theil-varsler-opgo…

4. To Ministrebreve:
Rosenkrantz-Theils brev til folkeskolelærerne, d. 12. august: https://www.folkeskolen.dk/…/brev-til-alle-laerere-minister…

5. Merete Riisagers og Anders Bondos brev til folkeskolelærerne, d. 14. august 2017: https://www.folkeskolen.dk/…/riisager-og-bondo-til-laererne…

6. Anders Bondos reaktion på den nye minister: https://www.folkeskolen.dk/…/undervisningsministeren-tager-…