Facebook-drys 64: September 2019

Her er 32 facebook-drys fra september 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

  1. Evidens og dømmekraft x 3 på DPU
  2. Fri os fra feedback!
  3. Socialdemokratisk opgør med forskningsfriheden
  4. Thomas Nordahl kritiserer dansk kritik af læringsskolen
  5. Aftale mellem KL og regeringen
  6. Hvad er det egentlige problem?
  7. Engelsk ”toolkit”
  8. Pædagogikkens to verdener
  9. Københavns børnehave-universitet
  10. Steen Hildebrandt om verdensmål og forskningsfrihed
  11. Gud ske tak og lov
  12. Ayn Rands tropper
  13. Lars Qvortrup i ensom kamp
  14. Kulturforskernes ”vi”
  15. Ghettoficeringens logik i tre dele
  16. Fængslets og mørkets pædagogik
  17. Fröbels skole
  18. Connie Hedegaard mod DPU
  19. Lars Qvortrup om skolen i 2010
  20. Moralen i Odense
  21. Alexander von Oettingen mod DEA
  22. dk om nedlæggelse af professorat i pædagogik
  23. Flot pris til Alexander von Oettingen
  24. Et lille fund i Skovmand-sagen
  25. Enmandshær mod forskermassen
  26. Kritik af Jens Rasmussens rapport om læreruddannelse
  27. En midtvejsevaluering
  28. VØ!
  29. Jørgen Carlsen forsvarer dansk sangtradition
  30. Kristeligt Dagblad beretter om en vø
  31. Nationale tests
  32. Note til Zuboff: Tillid, overvågning og opdragelse

 

 1. d. 2. september: Evidens og dømmekraft x 3 på DPU

A. Evidens og dømmekraft x 1:

Jeg vil gøre opmærksom på, at DPU i samarbejde med Københavns Professionshøjskole afholder en konference med titlen ”Evidens og dømmekraft” her i september.
I oplægget står der, at emnet er et af ”tidens mest diskuterede”.

Jeg kun finde en person i konferenceprogrammet, der vil kunne tale om ”dømmekraft”, og jeg kan heller ikke helt se, hvem der skal snakke ”diskuterende” om evidens udover at bekræfte dette begrebs tekniske herredømme over pædagogikkens processer.

Der er to personer med fra DPU:

– Institutleder Claus Holm, som er helt på evidens-fløjen, og professor Bente Jensen, som har lavet en del evidensundersøgelser i dagtilbud. Der kommer ingen kritiske markeringer af betydning fra den kant.

– Der er desuden oplæg af professor Dorthe Bleses fra AU’s Trygforskningscenter. Hun er økonom og helt forgabt i James Heckman, som jo også er den nye undervisningsministers store idol. Her er der dømt velfærdsøkonomisk evidens uden antydningen af dømmekraft og pædagogisk sans.

– Der er også en konsulent fra Horsens kommune. Det er nok ikke lige kritikkens højborg.

– Endelig er der sørme en chefkonsulent, Nikolaj Ejler, fra et ”konsulentfirmaet REALIZE”, som helt klart er meget firma-agtigt.

Der er som sagt kun én deltager, der ved noget om ”dømmekraft”. Det er John Gulløv fra Københavns Professionshøjskole, som har skrevet ph.d. om emnet. Jeg kender ikke hans arbejde så godt. Muligvis kan han slå et pip? Måske ikke?

Holm, som jo er til konkurrencestat og læring, mener måske også, at han ved noget? Han har skrevet en kronik sammen med Jens Rasmussen om emnet på Folkeskolen.dk engang.

Jeg kan ikke finde nogen tegn på kritiske behandlinger af evidensbegrebet, selvom det altså skulle være ”et af tidens mest diskuterede” emne. Men måske er der ting, jeg ikke ved. Det er jo set før.

 

B. Evidens og dømmekraft X 2:

Holm var faktisk medredaktør og medforfatter på en antologi med samme titel, altså ”evidens og dømmekraft”, som udkom på DAFOLO i 2017. Bogen havde centralt placerede indlæg af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen. Holms indlæg handlede nu ikke om dømmekraft, men mere om en slags enhedsforskning med udgangspunkt i Luhmann.

Jens Rasmussen var i sin artikel helt uforstående overfor, at Gert Biesta bygger sin dømmekraftforståelse på Aristoteles, hvilket de fleste med indsigt i dømmekraftsteorier vil sige er helt ukontroversielt. Rasmussen mente, at Aristoteles bygger på et ”helt andet verdenssyn”, som han udtrykker det på s. 117. Der røg godt nok mange tænkere og pædagoger af i svinget lige der. Selv er jeg helt ude, for min verden er græsk.

Rasmussen vil reducere dømmekraft til evidensrefleksioner, der fokuserer på ”elevernes læringsudbytte”. Han refererer til Luhmann og Hattie. I Qvortrups artikel er der tre referencer til Hattie, og tre til Luhmann. Det siger det bare for at angive hele tendensen i bogen.

Holms medredaktør på bogen er Hanne Thingholm, som også er systemteoretiker. Hendes ph.d.-vejleder var Jens Rasmussen, hvis jeg husker ret. 6 ud af 9 referencer i hendes artikel er da også til forskellige udgivelser af Rasmussen.

Bogen har i øvrigt danske oversættelser af en virkelig interessant diskussion af evidensbegrebet, som udspillede sig i 1990’erne: Først var der David Hargreaves’ erklærede hyldest til evidensen fra 1996. Martyn Hammersleys kritiske replik til Hargreaves kom samme år, og til sidst udkom året efter Hargreaves’ afsluttende duplik til Hammersley, hvor Hargreaves prøver at gå på to ben på en måde, som i dag virker helt anakronistisk.

Holm, Qvortrup og Rasmussen fortsætter entydig ud af Hargreaves’ første spor, dvs. ren evidens, uden anden dømmekraft end evidensens egen. Dømmekraften handler her om, hvilken kombination af evidensbaserede metode, der giver højest læringsudbytte, og om hvordan man kan samle evidensinformationen i et ”nationalt forum for uddannelsesforskning”, der har “læring” som den centrale effekt-kategori.

Antologien blev udgivet i forbindelse med en konference – denne gang med titlen ”Professionel dømmekraft” – som blev afholdt i regi af det nystiftede og stærkt læringsideologiske Nationalt Center for Skoleforskning, til hvis åbning vi havde næsten samme holdopstilling som netop refereret.

Denne 2017-konference blev afholdt i samme ånd som den ledsagende antologi. En ånd, som stadfæstes med den aktuelle 2019-konferences program efter min mening. Arne Eggert fra Kommunernes Landsforening åbnede foretagenet i 2017, og Lars Qvortrup præsenterede sammen med Andreas Rasch-Christensen konferencens program. Gert Biesta deltog også. Jeg tror, han var lidt forbavset over sammenhængen.

John Gulløv, der jo er ene mand på dømmekraften her i 2019, deltog faktisk også dengang, men jeg kan ikke huske, hvad han sagde, og han har ikke skrevet til antologien.

 

C. Evidens og dømmekraft x 3:

Endelig er det værd at nævne, at der helt tilbage i 2013, altså under Hanne Løngreens periode som institutleder, blev afholdt en helt tredje konference, også med titlen ”Evidens og dømmekraft” på DPU, igen i samme ånd, men dog med høj kvalitet. Her deltog f.eks. både Hargreaves og Hammersley. Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og også Claus Holm var de først kommenterende talere og de deltog efterfølgende i et diskussionspanel sammen med Andreas Rasch-Christensen og stakkels Anders Bondo. Folkeskolen.dk rapporterede fra konferencen, men jeg tror, at linket er nedlagt.

Qvortrups daværende center, det såkaldte LSP på Aalborg Universitet, som han dengang var leder af, og som var en forløber for Nationalt Center for Skoleforskning, var medarrangør. Derefter kom der nogle andre indlæg, som formodentlig har været kritiske, men som pædagogisk set var lidt i kanten. Måske undtagen Anne-Mette Buus fra UC-VIA, som har skrevet fine ting om emnet.

Grunden til, at jeg ved alt dette, er, at jeg lige har lagt sidste hånd på et paper om ”evidens”, som jeg skal præsentere på et symposium om evidensbegrebet på ECER-konferencen i Hamborg her på fredag. I paperet argumenterer jeg for, at evidens og pædagogik er absolutte modsætninger. dvs. jo mere evidens, desto mindre pædagogik. Symposiet er kommet i stand via en britisk interesse for et temanummer i DPU’s tidsskrift Cursiv om ”evidens” fra 2014, som også indeholder en tidligere version af det paper, som jeg skal fremlægge. Ingen af bidragsyderne fra dette blad deltager i den aktuelle konference.

Hammersley og Biesta har det hårdt på DPUs officielle vandrør, så jeg må tage til helt til Hamborg og langt væk fra København for at tale deres sag. I symposiet deltager også den nye lektor i pædagogik på DPU-Aarhus, Clemens Wieser, som har mange spændende ideer, samt englænderen Terry Wrigley, som jeg også glæder mig til at høre.

Diverse links:

Link til konference på DPU i 2019:
http://konferencer.au.dk/evidens-og-doemmekraft-2019/

Link til konference på DPU i 2017:
http://konferencer.au.dk/evidens-og-doemmekraft/

Link til konference på DPU i 2013:
http://konferencer.au.dk/evidens-og-doemmekraft/

Link til antologien ”evidens og dømmekraft” fra 2017: https://www.dafolo-online.dk/…/l%C3%A6reruddannelsen-eviden…

Link til Cursiv, 2014, nr. 14:
https://edu.au.dk/…/publikationer/cursivskriftserie/2014-14/

Link til ECER-konferencen:
https://eera-ecer.de/ecer-2019-hamburg/

 

2. d. 3. september: Fri os fra feedback!

Jeg forstår ikke, hvorfor nogen vil af med lidt eksaminer og lidt karakterer i ny og næ i de højeste skoleklasser og på gymnasiet? Karakterer bunder jo i lærerens faglige dømmekraft, som han har fået af en passiv men stærk stat i tidernes morgen. Tænk at få 6 af en lærer, man ser op til? Det er da bedre end at få 12 uden mangler af en læringsekspert.

I stedet for de fine karakterer vil alle mulige folk have uafbrudt feedback-læring, som giver al magt til KL og til en svag men aktivistisk stat, også kaldet konkurrencestaten. Intet overlades til lærer og elev med deres fag. Alle optimerer sig selv i vilde positivitets-mindsets. Det er en stærkt stressende totaltilstand.

Desværre understøtter den nuværende karakterskala feedback-ideologien. Den skal laves om, så hver eneste karakter har mulighed for at udtrykke en form for faglig præstation, hvilket 13-skalaen faktisk kunne.

Og hvis folk flasher deres karakterer på facebook, så bliver de trukket en karakter som straf.

Så hvis man vil have bedre trivsel, så skal der være nul feedback og ca. samme antal karakterer i et frit pædagogisk system. De små børn skal slet ikke have karakterer og absolut heller ikke “feedback”. De kan få lidt stjerner i kladdehæftet, hvis de har en pæn håndskrift. De fleste drenge får ingen stjerner i den disciplin, men sådan er livet. Det har ikke noget med “feedback” at gøre. Det er en skolastisk praksis uden læring, som alle lærer NOGET af. De små børn skal jo også synge og fortælle og hente ting i skoven.

PISA skal vi ud af, og de Nationale Tests skal væk i morgen. De er en del af feedback-ideologien.

Herfra starter pædagogikken, som er lavet af dialog og verdensforhold og kladdehæfter til ingen nytte samt en karakter i ny og næ som gives fra fjerne egne af selvstændige lærere, som man ser op til, så man bliver lidt glad, uanset hvad man får.

 

3. d. 4. september: Socialdemokratisk opgør med forskningsfriheden

I gårsdagens morgenradio på P1, i et indslag om AUs aktuelle problemrapport om den såkaldte ”kødsag”, giver den socialdemokratiske forskningsordfører, Kasper Sand Kjær, udtryk for, at det “centrale i forskningsfriheden” kan reduceres til “metodefrihed”, og at videnskaben ikke selv bør definere dens egne spørgsmål.

Hermed ligger Sand Kjær helt på linje med ånden i forskningsministerens og undervisningsministerens såkaldte SØM-projekt, og med det opgør med dannelse, der ligger implicit i skole- og læreruddannelsesreformen.

Socialdemokraterne er i dyb åndelig krise. Både pædagogisk og videnskabelig frihed gøres til et banalt instrument for policy og for kommercielle interesser. Det er meget skidt for landet.

Interviewet med Kasper Sand Kjær er lige omkring 1:37:20 i linket.

https://www.dr.dk/radio/p1/p1-morgen/p1-morgen-2019-09-03?fbclid=iwar1fwehvenbqwpirfasswmwr9yo5j517bhc5rzrkjaiugmsygidwluzkh0m

 

4. d. 5. september: Thomas Nordahl kritiserer dansk kritik af læringsskolen

Den norske forsker, Thomas Nordahl, er ude med riven i det nyeste nummer af det læringsrevolutionære forlag DAFOLO’s magasin ”Paideia”. Først angriber han uden den mindste analyse to fremtrædende norske kritikere, nemlig den prisvindende lærer Simon Malkenes, som ellers har skrevet en meget grundig bog om ”Det store skoleeksperiment”, og Svein Sjøberg, som er professor i pædagogik, og som har skrevet adskillelige interessante analyser af norsk uddannelsespolitik. Nordahl kalder Malkenes’ arbejde for “erfaringsbaseret”, hvilket åbenbart er en kritik i Nordahls kredse. Hvis han dermed mener, at Malkenes bog er uden dokumentation, så er det altså virkelig langt ude. Jeg har læst bogen, og den er propfyldt med dokumentation.

Dernæst går Nordahl i gang med nogle danske kritikere: Først nævnes Keld Skovmand og undertegnede kort, og dernæst bruger Nordahl sit kritiske krudt på en fremragende artikel af Jakob Klitmøller og Klaus Nilsen, hvor de kritiserer Nordahls store idol, John Hattie. Her er den centrale passage i Nordahls artikel:

”I Danmark ser fronterne ud til at være endnu skarpere trukket op. Dette ser vi f.eks. ved Skovmands anmeldelse af ledende pædagogiske forskere i Danmark for videnskabelig uredelighed. Disse forskere blev frifundet for at have bedrevet tvivlsom forskningspraksis ved at alle 55 klagepunkter blev afvist. Men før frifindelsen havde Skovmand (2019) allerede publiceret en bog om dette og fået bred og ukritisk omtale i medier i Danmark. Skovmand argumenterer på et værdiorienteret grundlag og forholder sig eklektisk til kvantitativ forskning.

Thomas Rømer (2016) er også et eksempel på en fagperson i Danmark, som benytter personlig kritik af andre forskere ved brug af begreber som ”oligarkier” for at femme sine påstande uden empirisk dokumentation. Det noget specielle ved denne kritik mod kvantitativ forskning og effektstudier er, at den personificeres. Enkeltforskere navngives, og der fremlægges en række udokumenterede påstande og insinuationer om enkeltpersoner i stedet for at føre en principiel videnskabelig dokumentation.

De fagpersoner, der er refereret til ovenfor, repræsenterer sammen med Klitmøller og Nielsen i høj grad det, som kan betragtes som en anti-empirisk og værdiforankret position i uddannelsesfeltet. De kan også ses som repræsentanter for den stærke positionering og magtkamp, som foregår i pædagogikken. I denne artikel kommenteres de vigtigste urigtige påstande i Klitmøller og Nielsen (2018) og deres påstande sættes også ind i en bredere pædagogisk og forskningsmæssig sammenhæng” (min oversættelse fra norsk, TAR)

Her er tre kommentarer:

A.

Angående Skovmand: Skovmand har fremlagt sin begrundelser i en meget rost ph.d.-afhandling, i to ledsagende bøger og i en lang række artikler. Synspunkterne støttes af mange forskere i landet. Mig bekendt er hans argumentation ikke imødegået. Det er for plat at reducere det til et ”værdiorienteret grundlag”, som er imod ”kvantitativ forskning”.

B.

Angående mig selv. Den Hattie-kritiske artikel, der refereres til som ”udokumenterede påstande”, har fået en nordisk pris for sine videnskabelige og kritiske kvaliteter, og en engelsksproget version har været offentliggjort i det anerkendte australske tidsskrift ”Educational Philosophy and Theory”. Nordahls åndsfælle, Lars Qvortrup, var i en anden artikel ude med samme angreb på min artikel i foråret. Det er jo ikke til at tage seriøst.

Derudover var Qvortrup i foråret på samme måde ude efter Steen Nepper Larsen og Hanne Knudsen, som også har kritiseret Hatties arbejde.

Og at der ikke skulle være ”dokumentation” for min tese om et ”pædagogisk oligarki”, er da også helt hen i vejret. Det er dokumenteret i to lange kapitler i bøgerne ”Pædagogikkens to verdener” og ”Ballade i pædagogikkens forsamlinghus” og løbende mange andre steder. Eksistensen af et sådan oligarki, som Nordahl i øvrigt selv er en del af, er et evidensbaseret faktum.

C.

Klitmøller og Nielsen skrev i 2018 to grundige kritiske artikler om John Hatties arbejde. Det er en udløber af en af disse artikler, som Nordahl diskuterer i sin artikel på en måde, jeg vil tillade mig at kalde ubehjælpsom. Nordahl er lige så inkarneret i sit forsvar for den gode Hattie, som Qvortrup var det i foråret.

Til almindelig oplysning kan jeg sige, at lærer Erik Schmidt lige har haft en polemik med Nordahl om Nordahls rolle i Osloskolen og i AP Møllers vurderingsudvalg, hvor Nordahl har siddet i alle årene – det meste af tiden sammen med Jens Rasmussen, som også er helt tæt på Lars Qvortrup. Nordahl er også knyttet til Oslos handelshøjskole, som skolelederne fra Aalborg og København skal på kursus i, vel at mærke for AP Møller penge, som altså kommer fra det udvalg, hvor Nordahl selv sidder. Der er generelt set givet mange millioner til kommunale Hattie-projekter af Mærsk-udvalget.

Endelig er Nordahl stærkt knyttet til den særlige sammensmeltning af Hattie og systemteori og læringsbegejstring, som har udviklet sig igennem årene, herunder til forlaget DAFOLO, som Nordahl mig bekendt også sidder i redaktionen af, selvom jeg ikke er helt sikker på det.

Referencer:
Nordahl , T. (2019). ”Kritikken av kvantitativ forskning i pedagogikk”, Paideia, nr. 17, s. 6-14.

Rømer, T. (2019). “Kommmentar til Lars Qvortrup artikel ‘Visible Learning and its Enemies, The missing Link”: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortr…

Erik Schmidts kritik: https://skoleliv.dk/…/M%C3%A6rsk-milliarden-er-uden-for-dem…

Link til den norsk diskussion på facebooksiden: “Livet bak facaden i Oslo-skolen”, hvor både Malkenes, Sjøberg og flere andre norske forskere reagerer på Nordahls indlæg: https://www.facebook.com/groups/706685366093232/permalink/2407892372639181/

 

5. d. 7. september: Aftale mellem KL og regeringen

KL og regeringen har lige indgået aftale om kommunernes økonomi. Pressen og interesseorganisationerne går meget op i det med ”økonomien” og også lidt i det med minimumsnormeringer etc.. Dem om det. Lad os i stedet se på ”ideologien”:

Der er et stærkt data-lærings-koncept-spor i papiret, hvilket stemmer fuldt overens med både KL’s og centraladministrationens ambitioner om en form for hyperdataficering af landet. Dette spor forbindes med humankapital-ideologi og FN’s verdensmål på en meget interessant og ubehagelig måde.

Lad os starte med datasporet:

”Regeringen og KL er enige om, at kommunerne også i de kommende år vil have fokus på at frigøre ressourcer til borgernær velfærd bl.a. gennem administrative effektiviseringer, indkøb, digitalisering, automatisering mv.”

Og efterfølgende transporteres “digitaliserings-effektiviteten ned i et afsnit om børnehaver:

”Regeringen og KL er derudover enige om at fortsætte samarbejdet om implementeringen af den pædagogiske læreplan samt at følge op på sidste års aftale om, at et kvalitetsløft kræver et fortsat fokus på gode data og viden med henblik på bl.a. at identificere faktorer, der kendetegner dagtilbud af høj kvalitet. Dette skal understøtte kommunernes prioritering på området og den daglige ledelse.”

Altså læring og data og evidensbaseret ”kvalitets”-udvikling. Det er KL/Socialdemokrati-måden at fortælle, at man ikke kan lide pædagogik.

Der er da heller ikke andre ”pædagogiske” markeringer.

Man skriver blot, at man vil fremlægge en ”børneplan”, men dennes plans konsekvenser for pædagogik vil med garanti – udover det der med data – være præget af den ”SØM-ideologi”, som optræder et andet sted i aftalen, og som jeg vil komme ind på lige om lidt.

Der er også et afsnit om folkeskolen. Her står der ikke decideret noget om data – det er nok nærmest forudsat – men heller ikke rigtigt noget om andre ting, ud over noget skolereformagtigt teflon. Al Riisagers dannelsessprog er helt ude. Regeringen er pædagogisk tom. Men den tekniske ånd er skam den samme som i børnehaveafsnittet, f.eks. i:

”Regeringen og KL er enige om, at KL vil blive inddraget i, hvordan der skal følges op på kvalitetsløftet i den understøttende undervisning, herunder i udmøntningen af indholdskrav i kvalitetsrapporten med henblik på, at kvalitetsrapporten i højere grad kan understøtte den lokale ledelse og kvalitetsudvikling.”

Bemærk at ”kvalitetsrapporterne” er dybt integreret med skolereformens styringssyn, herunder præstationerne i de Nationale Tests.

Data- og metodekoncepterne presser sig ekstra kraftigt på i afsnittet om socialpædagogik, i aftaleteksten kaldet “det specialiserede socialområde”.

Her kombineres data-sproget med den såkaldte SØM-model, som undervisnings- og uddannelsesministeren er helt eksede i. SØM-modellen afkast- og lighedsnormerer forskellige evidensbaserede konceptmetoder i det sociale arbejde. SØM og hele 4 x “data” løber sammen i dette afsnit:

”Tæt samarbejde om bedre data: Regeringen og KL er samtidige enige om at fortsætte det tætte samarbejde om bedre data på socialområdet bl.a. med et særligt fokus på tilvejebringelse af sammenlignelige, individbaserede udgiftsdata og på at udbygge den socialøkonomiske investeringsmodel (SØM). Bedre data på socialområdet kan sikre bedre kvalitet og styringsmuligheder for kommunerne, regionerne og staten ved at give større viden om indsatser, omkostninger og effekten af de konkrete sociale indsatser.”

Begge ministre har store ambitioner om at udvide SØM til undervisning og uddannelse, det har de skrevet en hel bog sammen. På en måde får vi her præsenteret hele den fremtidige model for skole- og dagtilbudsudvikling, en model der skal ledsage arbejdet med ”kvalitetsrapporterne” i afsnittene om børnehaver og folkeskolen.

At denne sammenhæng mellem SØM og pædagogik er real bekræftes af, at der i aftaleteksten er en del diskursive referencer til SØM-ideologien i afsnittene om børnehaver og skoler (den hyppige omtale af ”negativ social arv” er ren kode for SØM-ideologi).

Papiret afsluttes med en meget interessant tilslutning til FN’s verdensmål. KL og regeringen mener, at de har understøttet mål nr. 4 om uddannelse, endda med et ”vigtigt bidrag”. Der står følgende:

”Verdensmål: Regeringen og KL er enige om aktivt at arbejde for FN’s 17 verdensmål. Verdensmålene og 2030-dagsordenen sætter retningen for en mere bæredygtig fremtid, hvor der er fokus på økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed. Kommunerne står for hovedparten af den borgernære velfærd. Aftalen om kommunernes økonomi for 2020 er på den baggrund et vigtigt bidrag til implementeringen af verdensmål 3 (sundhed og trivsel), verdensmål 4 (kvalitetsuddannelse) og verdensmål 11 (bæredygtige byer og lokalsamfund), som bringer Danmark i en mere bæredygtig retning.”

På den måde træder FN’s verdensmål ind som legitimerende kraft for en pædagogisk indholdsløs dataficering og konceptgørelse af pædagogikken. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette ikke er en tilfældighed. Det samme vil f.eks. ske på SDU, der har samme lalleglade forhold til FN’s ellers udmærkede intentioner.

Årsagen til forfaldet er en manglende forbindelse til de pågældende institutionernes historie, indhold og formål, dvs. til deres ontologi.

Til sidst er der et fuldstændigt ukritisk bilag om digitalisering af den offentlige sektor. Der er ingen kritiske markeringer, tværtimod. Der er kun én vej! Verdensmålenes data-tekniske vej!

Referencer:

Aftalen kan tilgås i bunden af dette link: https://www.folkeskolen.dk/…/ny-oekonomiaftale-ingen-ekstra…

Lidt mere KL-dataideologi: http://www.thomasaastruproemer.dk/kls-disruptionsideer-vugg…

Analyser af SØM-ideologien: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157382362234481&id=837549480

 

6. d. 8. september: Hvad er det egentlige problem?

Problemet er ikke, at unge danske muslimer skriver sange på dansk, hvor de udtrykker deres situation poetisk. Tværtimod. Det er kun godt, og for min skyld kan der fint komme et par af disse sange med i Højskolesangbogen, hvis den poetiske og melodiske kvalitet er passende. Men ok, det er åbenbart noget meget forskrækkeligt for nogle.

Men hvad er så problemet?

Det egentlige problem er, at danske børn og pædagoger ikke selv kender og synger essensen i den danske sangskat, fx Ingemann og Weyses morgensange fra 1830’erne, der blev skrevet til et københavnsk børneasyl, hvor de små arbejderbørn endda sang sangene flerstemmigt, eller Carl Nielsens og Thomas Laubs sange fra 1. Verdenskrig. Her strækker modersmålet sig i vild dybde. Tænk blot på tekst og melodi til “Tit er jeg glad”, der er perfekt til en melankolsk teenager, og som i parentes bemærket også er skrevet af Ingemann.

Man må ikke det ene, og man gør ikke det andet. Hverken indvandrerne eller danskerne har jo noget til at inspirere dem, hvis det skal være på den måde,

Dermed ender alle danske børn – uanset tro – som engelsk-syngere uden tradition og uden poesi i eget modersmål. I stedet burde alle hudfarver tvinges til at synge landets sange, gerne flerstemmigt og hver dag. Det vil også berige vores muslimers sangmuligheder.

Læreruddannelsen lægger ikke vægt på disse ting. Folkeskoleloven lidt mere, men ikke meget.

Logikken er parallel med følgende logik:

Problemet er ikke Islam og muslimer. Tværtimod er det kun godt med forskellige grupper og folkeslag i landet.

Det egentlige problem er, at danske børn og voksne ikke kender deres egen tradition, som ellers så let som blæk vil kunne inspirere gæster og tilflyttere.

Det egentlige problem er altså danskernes forhold til sig selv. Det er den slags musiske uvidenhed, der fører til højrenationalisme eller til venstreidentitær post- og transhumanisme eller til skolereformens teknokratiske “metodiske antihumanisme”.

I stedet for klang i ordene fra en af Europas fineste sangskatte, skal hele flokken – muslimer og kristne – gøres ens under konkurrencestatens tekniske tvang og nysprog, endda med et parti som det Radikale Venstre som et af de førende anti-humanistiske partier i modsætning til i gamle dage, hvor partiet havde melodi. Alle skal åbenbart gøres ens for teknikkens sprog.

Alle bør tvangsindlægges til sangskattens klange og lyde, og gerne flerstemmigt. Det er vigtigere end “teknologiforståelse” og 1000x vigtigere end “karrierelæring”. Det vil også virke som benzin på modstanden mod den omsiggribende banalisering. Men ånden i læreruddannelse og skolereformen skal ændres.

Her er kombinationen Ingemann & Carl Nielsen i Anne Dorte Michelsens – en af de gamle tøsedrenges – fine version af “Tit er jeg glad”

https://www.youtube.com/watch?v=IZXAFtFZtwc&feature=youtu.be

 

7. d. 9. september: Engelsk ”toolkit”

I Storbritannien har de et såkaldt lærings-”Toolkit”. Her kan man se et systematisk skema over læringsmetoder, som er normeret med evidens, udgifter og ‘læringsmåneder’, dvs. det antal måneder, man ”sparer” ved at bruge en specifik metode. Det svarer til Løkkefondens ”læringsår”, bare på månedsbasis.

Man kan klikke lidt rundt. Der er også årlige kvalitetsrapporter for hele området og “guidance-reports” for det ene og det andet. Det er et stort system. Det hele foregår i bedste Hattie-style. Man kan da også konstatere en vis forbindelse mellem Hattie-bevægelsen og Toolkit-folkene rundt omkring.

Det er formelt set en privat fond, der står for Toolkit, men der er dybe rødder ind i den britiske stat, som donerede 1,5 mia. kr. ved fondens stiftelse i 2011. Det hele har rødder i Tony Blairs og til dels USA’s Demokraters uddannelsessyn fra 00’erne. Altså den baggrund, som herhjemme kom til at hedde ”verdens bedste i dit og dat” i en blanding af Løkkes/Foghs globaliserings- og centraliseringsstrategi fra 00’erne og Antorini/Corydons skolereform fra 10’erne. Det er det jeg vil kalde for “negativ social arv”, hvis jeg må være lidt sjov.

Den britiske fonds formål er, at ”breaking the link between family income and educational achievement”. Der er altså en tæt forbindelse mellem den nye lighedsøkonomi og konceptualiseringen og styringen af pædagogikken.

Socialdemokratiet ønsker faktisk pt. at indføre noget, der ligner et ”toolkit” herhjemme. De vil ske, hvis den såkaldte ”SØM”-metode, som undervisnings og uddannelsesministeren er meget begejstrede for, udvides fra det sociale til det pædagogiske felt, hvilket de to ministre drømmer om.

Det var den britiske forsker Terry Wrigley, der gjorde mig opmærksom på dette skrækkelige britiske system i forbindelse med sidste uges ECER-konference i Hamburg, hvor vi havde et evidenskritisk symposium.

Link til Toolkit:

https://educationendowmentfoundation.org.uk/evidence-summaries/teaching-learning-toolkit/

 

8. d. 10. september: Pædagogikkens to verdener

I foråret udgav Alexander von Oettingen den tankevækkende pamflet ”Pissedårlig undervisning”. Jeg kommenterede den selv tilbage i juni.

I går kunne man læse Lars Qvortrups reaktion i Politiken Skoleliv.

Jeg orkede egentlig ikke at kommentere Qvortrups markeringer, men det gør von Oettingen heldigvis selv, hvilket jo også er det mest passende i første omgang. Allerede i dag har han nemlig et svar parat til Qvortrup.

Von Oettingen beskylder, som jeg forstår det, Lars Qvortrup for at mangle et begreb om pissedårlig forskning, hvilket resulterer i, at den dominerende læringsforskning bliver til et ”stort fupnummer”.

Det er pissedårlig undervisning anvendt på skolerefoms-forskningen. Det er skønt.

For mig er det også tankevækkende, at Aarhus Universitet/DPUs ledelse tilbage i 2015 tyvstjal et ordinært professorat i pædagogik fra von Oettingen, som man ellers lige have tildelt ham. Det var en af Qvortrups store fans, den nyansatte institutleder Claus Holm, der stod for den aktion. Han mente, at et professorat i pædagogik var imod universitetets ”strategi”, som det hed.

Derimod fik Qvortrup – som jo er datalæringsevidens-oecd-forsker på den store klinge – nærmest foræret sin stilling som leder af et nyoprettet Nationalt Center for Skoleforskning, som jo så måtte være “strategien”. Dette center, hvis eneste pædagogiske reference er John Hattie, er i nærværende logik er et af de ”store fupnumre”. Centret blev oprettet året professorat-nedlæggelsen uden offentlig ansættelsesproces. Hele denne proces blev støttet på det kraftigste af Aarhus Universitets nye dekan. Det var ”fupnummerets” sejr, for nu at blive i jargonen.

På den måde er den aktuelle disputs mellem von Oettingen og Lars Qvortrup endnu en bekræftelse på min tese om Pædagogikkens To Verdener, som ellers kaldes for ”udokumenteret” osv. af ledende læringskredse, herunder Qvortrup selv og hans åndsfælle, nordmanden Thomas Nordahl, begge centralt placeret i det Pædagogiske Oligarki.

Forrige gang, der var ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”, som jeg kalder det, var da Lars Qvortrup og Jens Rasmussen var oppe at toppes med Keld Skovmand, hvis grundige analyser de aldrig har været i stand til at tilbagevise.

Tak til von Oettingen for hans fine replik og hans gode bog.

Diverse links:
Alexander von Oettingens svar til Lars Qvortrup fra d. 10. september:
https://skoleliv.dk/…/Forskning-beg%C3%A5r-et-stort-fupnumm…

Lars Qvortrups kritik af von Oettingens bog, d. 9. september: https://skoleliv.dk/…/3-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l-til-Alexander-v…

Lars Qvortrups svar, d. 11. september (tilføjet): https://skoleliv.dk/…/Vi-kommer-længere-med-forskning-end-m…

Min egen analyse af von Oettingens bog fra juni 2019, med diverse links i bunden:
http://www.thomasaastruproemer.dk/pissedaarlig-undervisning…

Omtale af sagen om von Oettingens professorat i pædagogik: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-…

Link til ”Pædagogikkens to verdener”:
https://aauforlag.dk/…/boeg…/paedagogikkens-to-verdener.aspx

Link til ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”: http://www.fjordager.com/ballade-i-paedagogikkens-forsamli…/

 

9. d. 11. september: Københavns børnehave-universitet

I på det børnehave-identitære Københavns Universitet har ledelsen fra institut for kunst- og kulturvidenskab sendt en meget nedladende, svenskificeret og kønsforskrækket mail til sine små ansatte-inklusions-personer.

Ledelsen opfordrer sine lærere til, at de før semesterstart sender mails ud til alle studerende, hvor lærerne spørger om, hvordan de studerende vil tiltales, sådan rent kønsmæssigt, og til at man undgår at bruge kønnede ord i det hele taget. Mailens tekst er delt her på FB af en KU-forsker. Sagen er også omtalt i TV2 (se link).

Mailens ånd er helt i forlængelse af universitetets almene krænkelsesfilosofi – you know: alle ”subjektivt oplevede krænkelser er krænkelser” og ud med ”mexicanere” og ”brug ikke køn i statistikker”. En ånd man også finder i direktionslokalerne på Gyldendal (tænk på Halfdan Rasmussen-sagen, hvor man ifølge Gyldendals direktør ikke skulle bruge ordet ”hottentot”, fordi Rasmus Paludan havde brugt det).

Verden er fyldt med hanner og hunner og eskimoer og globusser og indianere og essenser og negere og bleghuder, muhammedtegninger, økologer, jakkesæt, bøsser, missionærstillinger, bavianer og sorte negle, og der er etiske standarder i verden, der regulerer sagen selv. Men Verden er ikke fyldt med mails, der vil opløse alt til intet, og omgøre den kønslige essens’ kreative kræfter til CPR-numre og kønsneutrale lyde. Hvilket angreb på pluralisme og humanisme. Pluraliteten opløses til en “lyd”.

Og videre: Hvorfor skal man ikke også sende mails til sine elever, hvor man spørger om, om de vil kaldes for danskere, belgiere, transhumanister eller cyborgs? For man kan jo hurtigt kommer derhen at betegnelsen ”menneske” kan virke krænkende og udskiftelig.

Her er mailen:
”Kære alle undervisere på IKK

Nu starter semestret og undervisningen op. Vi har heldigvis en stor mangfoldighed af studerende, heriblandt binære og nonbinære trans-studerende. Og det er nyt for mange af os. For at sikre inklusion af dem, vil vi gerne formidle et par gode råd til underviserne:

1) Send gerne en mail ud til de studerende inden opstart på nyt kursus, hvori du beder dem om at give besked, hvis de bruger et andet kaldenavn end det de officielt er indskrevet som. Derved undgår du at bruge et navn som den studerende muligvis kan føle sig ubehagelig tilpas ved, fx ved opråbning.

2) Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge. Ved at bruge neutrale betegnelser om dine studerende er du med til at skabe et mere inkluderende undervisningsmiljø.

3) Brug hellere navn end pronomen, når du skal omtale en studerende i 3. person, hvis du er i tvivl om hvad denne bruger. Dette er særligt betænksomt, hvis denne omtale finder sted i undervisningssammenhæng.

Som sagt er disse problematikker nye og fremmede for mange. Det vigtigste er sådan set, at vi alle lige tænker os lidt om, er parate til at lytte og signalerer inklusionen.

Mh Inger og Mette”

Link til TV2 om sagen: https://nyheder.tv2.dk/…/2019-09-04-mail-til-universitets-a…

Gyldendals direktørs kunstfjendske kronik om Halfdan Rasmussen: https://politiken.dk/…/Jeg-forst%C3%A5r-ikke-Politikens-kam…

Ekstrabladets leder om sagen:
https://ekstrabladet.dk/…/naar-de-kloge-opfoerer-si…/7781659

Københavns uni-avis’ omtale af sagen: https://uniavisen.dk/inkluderende-tiltale-undervisere-paa-h…

 

10. d. 11. september: Steen Hildebrandt om verdensmål og forskningsfrihed

Jeg noterer mig lige, at Steen Hildebrandt, som tidligere har sagt, at FNs verdensmål er “dannelse”, sammen med en kendt klimaforsker har skrevet en kronik, der forsvarer SDU’s beslutning om at gøre verdensmålene til en altomfattende strategisk vision, som videnskaben skal underlægge sig som en lammehale, hvilket jo umiddelbart er ensbetydende med et opgør med forskningsfrihed og universitetets hele tradition.

Men det er Hildebrandt ikke enig med mig i. Han skriver på et tidspunkt følgende om “forskningsfrihed”:

“At afvise at tage stilling til verdensmålene ud fra det argument, at der eksisterer forskningsfrihed på et universitet, er efter vores opfattelse en misforståelse, både af hvad forskningsfrihed er, og hvad der foregår og skal foregå på et universitet.”

Nu ved jeg ikke, hvad Hildebrandt mener med “at afvise at tage stilling”, for folk tager jo netop “stilling”, men nogle gange blot imod? Men lad det ligge. Vigtigere (måske) er det, at Hildebrandt ikke fortæller, hvad han mener, at forskningsfrihed egentlig handler om. Han er nok enig med Socialdemokratiet, som mener, at forskningsfrihed kun handler om frihed til at vælge metode, men altså ikke til at vælge de videnskabelige spørgsmål, som jo på SDU er forudsat af verdensmålstyringens logik.

På Aarhus Universitet har man faktisk en ok definition, som i første omgang umuliggør verdensmålstyring af forskningen. Definitionen lyder sådan her:

“Aarhus Universitet anser forskningsfriheden for at være en afgørende forudsætning for forskningens uafhængighed, kvalitet og legitimitet. Derfor værner Aarhus Universitet om universitetets principielle autonomi, universitetets og den enkelte forskers forskningsfrihed og om videnskabsetikken.

Aarhus Universitet har fagligt selvstyre og er i sit virke uafhængigt af særinteresser. Det er afgørende, at Aarhus Universitet sikrer forskningsfriheden i forhold til politiske eller kommercielle interesser hos interne eller eksterne aktører.

Den enkelte forsker på Aarhus Universitet har forskningsfrihed inden for sit faglige ansættelsesområde med de forpligtelser, der følger af ansættelsesforholdet, og inden for universitetets forskningsstrategiske rammer.

Inden for den ramme har den enkelte forsker frihed til at vælge og udvikle metode, fremgangsmåde og emne.

Forskningsfrihed betegner frihed til:
At vælge forskningsemne
At definere forskningsmæssige problemstillinger
At vælge materiale og metoder til at finde svarene
At fremlægge og diskutere resultater og ræsonnementer offentligt.

Den enkelte forsker har ytringsfrihed og kan ikke pålægges en videre tavshedspligt, end lovgivningen eller indgåede aftaler tilsiger.”

Den eneste fare i den forbindelse er henvisningen til de “forskningsstrategiske rammer”. Det er jo normalt uskyldigt, men hvis disse “rammer” er tilslutningen til en bestemt “vision”, så kan resten af definitionen jo godt gå hjem og lægge sig.

Aarhus Universitet om forskningsfrihed:
https://medarbejdere.au.dk/…/politik-for-forskningsintegri…/

 

11. d. 11. september: Gud ske tak og lov

I lørdags var jeg til en dejlig koncert med Bo Holtens kor Musica Ficta i Ellevang Kirke i Vejlby-Risskov. Holten fortalte her nogle meget tankevækkende ting. En del af informationerne har jeg siden fået bekræftet ved læsning af Nina Chistensens bog ”Barnesjælen – børnelitteraturen og det romantiske barn” fra 2005. Jeg blander lidt informationerne i det følgende:

Salmen ”Gud ske tak og lov” står i B.S. Ingemanns samling ”Morgensange for børn” fra 1837 (se teksten nederst). Sangen har normalt – dvs. i vores aktuelle salmebog – fire vers, men i den oprindelige samling var der seks vers. Jeg kender ikke baggrunden for reduktionen, som ikke er omtalt i noterne til sangen på dendanskesalmebogonline.dk. Nina Christensen omtaler det heller ikke, så vidt jeg kan se, men jeg kan jo have overset det. Højskolesangbogens version har også kun fire vers, men omtaler dog forkortelsen i en note (17. udgaven).

De to udeladte vers har rod i det forhold, at alle sangene var skrevet til et af Københavns første asyler, altså børnehaver, som lå på Østerbro, og som blevet etableret med kongelige, teologiske og filosofisk interesserede folk som baggrundsgruppe. Især prinsesse Caroline Amalie, som var knyttet til Grundtvig, støttede asylsagen. Det københavnske asylselskab eksisterer stadigvæk, hvis jeg har forstået det ret.

I dag er ”Gud ske tak og lov” en salme slet og ret. Men de to udeladte vers, vers 3 og 4, forandrer ”morgenen” fra at være et rent religiøst symbol til at træde i forbindelse med en socialpædagogisk realitet, hvor børne-asylets socialpædagogiske eksistens som sådan kommer under åndens struktur og sættes i sammenhæng med den fattige arbejderfamilies livsvilkår.

Bemærk børnenes perspektiv i vers 3 og 4: ”moder se vi ej” og ”fader gik sin vej” og ”hjemmets dør er lukt”, som hænger sammen med ”fattig mand” og ”fattig kone”, som dog alligevel ”rører” deres hænder ”med glæde”. Barnet skal jo helst ikke gå og blive nervøs for mor og far, selvom der egentlig var al mulig grund til det. Og den problematik gælder jo stadigvæk.

Disse to oprindelige vers giver resten af sangen en ny mening. De første vers, hvor børnene vågner som en ”fuglen frisk” og med ”vævre tunger små, som får mæle”, som dog lidt overraskende – hvis man ikke kender de udeladte vers – knyttes til “byen”, følges nu op af de to asyl-vers. Det hele ender dog godt – altså på trods af fattigdommen – for børnenes asyl, børnehaven, omtales som ”et fristed”, ja endda et ”kærligheds-asyl”, der minder om spurvenes, fiskenes og musenes lykkelige og frie omgang med naturen under Guds omsorg.

Asylets formål var ifølge Nina Christensen følgende:

”Asylet har til hensigt at danne en tilstand, hvor den barnlige natur, overladt til sin egen uskyldighed og ledet af en kærlighedsfuld og ægte kristelig moderhånd, kan antage sit første præg” (s. 97).

Bemærk denne rousseausk-teologiske og kønnede interesse
for naturen. Det er det, som dansk børnehave og friskoletradition er lavet af. Senere kom Fröbel-seminariet og Montessori-kurserne til i samme ånd, blot præget af hver deres tid, dvs. 1880’erne og 1920’erne. Montessoris version af sagen var overgangen fra “hjem til hus” i Roms fattigste kvarterer. Også her med skaberværkets natur som ledsager, men nu i selskab med den “videnskabelige ånd”.

I en efterfølgende brevveksling mellem Ingemann og melodisnedkeren C.F. Weyse får vi at vide, at sangene rent faktisk blev afsunget af de københavnske arbejderbørn i asylet, endda firstemmigt. Da Holten viderebragte den information, som også står i Christensens bog, til sit betagede publikum, så han ”nærmest lykkelig” ud. At tænke sig: 50 fattige københavnere på 5 år, der hylder barnets natur firstemmigt.

Her er sangen. Det er som sagt vers nr. 3 og nr. 4, som er udeladt af salmebogen.

1.
Gud ske tak og lov!
Vi så dejligt sov!
barnet lå med varme kind på puden.
Nu som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Morgensolen titter gennem ruden.

2.
Med hin glans fra sky
kom der lys i by,
kom der glimt af sol i alle sjæle.
Alle haner gol,
hilsed glad Guds sol,
alle vævre tunger små fik mæle.

3.
Fattig mand fuldstærk
Går nu til sit værk
Rask hver hånd sig rører nu med glæde.
Fattig kone må
Til sin dont udgå
At de små skal ej for brødet græde

4.
Fader gik sin vej
Moder se vi ej
Dog i nød vi sidde ej tilbage
Arnens ild er slukt
Hjemmets dør er lukt
Gud dog sørger for os alle dage

5.
Ej den mindste mus
savner tag og hus;
fattigst spurveunge har sin rede.
Ej den mindste fugl
savner ly og skjul;
vi skal heller ej om fristed lede.

6.
Lystig hanen gol,
hilsed glad Guds sol;
for hver sjæl er lys og lyst oprundet.
Nu som fuglen frisk!
Rask som havets fisk!
Vi har kærligheds-asylet fundet.

De andre morgensange i samlingen er følgende, hvoraf en del stadig synges:

Nu ringer alle klokker mod sky
Lysets engel går med glans
Nu vågne alle Guds fulge små
I østen stiger solen op
Gud ske tak og lov
Morgenstund har guld i mund
nu titte til hinanden
Foraarssang
Storken sidder på bondens tag.

Referencer:
Ingemann, B.S. (1989, opr. 1837-38). “Morgensange for børn 1837– Syv aftensange 1838”, Poul Kristensens Forlag (med fint efterskrift af Knud Bjarne Gjesing).

Christensen, Nina. (2005). “Barnesjælen – børnelitteraturen og det romantiske barn”, København: Høst & Søn

Link til Asylselskabet i København: http://asylselskabet.dk/

 

12. d.12. september: Ayn Rands tropper

Nikolaj Saadat reflekterer i nedenstående klumme på Altinget over forholdet mellem Lars Seier Christensen og Anders Samuelsen og LA.

Tesen er, at Seier Christensen, som jo finansielt og ideologisk sparkede LA i gang, påvirkede Samuelsen til at tage udenrigsministerposten for efterfølgende at bruge Samuelsens kontakter i egen interesse.

Samuelsen har da også netop fået job i et af den tidligere Saxobank-direktørs firmaer.

Situationen får Saadat til at sammenligne situationen med de russiske oligarker.

Saadat nævner ikke Seier Christensens dybe forbundethed med den neoliberale filosof, Ayn Rand, som også har inspireret kredsen bag Donald Trump, som Seier Christensen beundrer.

Jeg kan så fra min verden tilføje, at Samuelsen og Seier Christensen også har været ledende kræfter i etableringen af et forskningscenter på Aarhus Universitet, hvor man forsker i teknologien bag krypto-valutaer, f.eks. den såkaldte bit-coin. Disse valutaer udgør Rand-tilhængernes hede neoliberale drøm om opløsning af statens penge-monopol, og dermed også af en stor del af staten som sådan.

Og det Seier Christensen-firma, som Samuelsen har fået job i – firmaet hedder Concordium – arbejder netop med udviklingen af kryptovalutaer.

Lederen af AU’s forskningscenter er professor Jesper Buus Nielsen. Han er endda selv ansat i Concordium. og forskningscentret er faktisk opkaldt efter firmaet. Det ser ikke godt ud, men måske har jeg misforstået noget?

Det hænger godt sammen det hele. Men man forstår godt, at LA i dag har orienteringsproblemer. Måske skal partiet op på Freuds briks og kigge lidt på de forbindelser, som det er skabt ved? Måske skal AU med?

Links:

Sadaats indlæg:
https://www.altinget.dk/…/nikolaj-saadat-samuelsen-seier-pa…?

TV2’s dækning, der bekræfter Sadaats teser: https://nyheder.tv2.dk/…/2019-09-03-anders-samuelsen-har-fa…

Mere om AU’s satsning fra samme pengepung:
http://cs.au.dk/research/centers/concordium/, og her i en kort kommentar fra tidligere på året: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157070444814481&id=837549480

Link til firmaet Conordium: https://www.concordium.com/

 

13. d. 12. september: Lars Qvortrup i ensom kamp

Alexander von Oettingen og Lars Qvortrup er gået i kamp om von Oettingens bog om ”pissedårlig undervisning”.

I mandags skrev Qvortrup en kritisk kommentar, hvor han demonstrerede, at han slet ikke var i stand til at forstå bogens mange fine lag. Dagen efter svarede von Oettingen i karakteristisk stil. Han fortalte, at evidensforskning uden sans for pædagogisk praksis og begrebslighed er et ”stort fupnummer”, hvilket jo er korrekt. Og i går – ja, det går hurtigt – svarede Qvortrup så igen.

Qvortrup har slet ikke forstået von Oettingens pointe, så det er faktisk lidt svært at svare. Han ved simpelthen ikke, hvad ”pissedårlig undervisning” er.

I stedet får vi at vide, at den ”store fupforskning” har ret i, hvad der virker bedst i hele 90% af tilfældene! Hvad er nu det for et tal? Og hvad vil det sige at ”virke bedst”? Det er jo helt uden begrebslighed. Det er fupforskning.

Qvortrup lader heller ikke til at bemærke, at von Oettingen faktisk nok er den dannelsesforsker i landet, der er venligst stemt for evidensparadigmet overhovedet, endda alt for venlig for min smag. Men man må lade von Oettingen, at ”evidens” ikke nødvendigvis er det samme som ”fup-forskning”. Måske har von Oettingen faktisk gang i at adskille en form for virkelig evidensforskning fra fup-forskning. I så fald er han ved at redde evidensen fra fuppen, dvs. fra den ’policy-affirmative evidens uden begrebslighed’ som ”virker bedst” 9 ud af 10 gange? I så fald er vi ude i en form for Skovmand-analyse. Skovmand forsøgte jo også at identificere særlige danske forfaldsprocesser i et i forvejen problematisk læringsbegreb, den såkaldte læringficering af læringficeringen, som Qvortrups arbejde iøvrigt selv er et særligt paradigmatisk eksempel på.

Selv er jeg stor tilhænger af empirisk videnskab, men ikke af evidens-forskning, som afviser den pædagogiske empiri.

Qvortrup har så fundet et eksempel fra en banal evidensundersøgelse om noget med turbo-læring, som skulle vise et eller andet. Men ved han ikke, hvilken enorm social og filosofisk struktur, som evidensdebatten er en del af? Her er det i øvrigt værd at bemærke, at en tidligere DPU-undersøgelse om samme emne, altså turbolæring, ifølge Qvortrup selv nærmest var bestilt arbejde af regeringen. Det er så gennemskueligt og ureflekteret det hele.

Vi får også at vide, at Qvortrup skam mener, at filosofi og almendidaktik og fagdidaktik er vigtig. Men det passer ikke. Qvortrup forsøgte direkte og ved egen vilje at nedlægge filosofien på DPU, da han var dekan, og da han ikke kunne komme igennem med det, varslede han hårdhændet afskedigelser af tre filosoffer. Og almenpædagogikken har han bestemt aldrig gjort det mindste for, tværtimod implicerer hans meget tekniske version af Luhmann et decideret opgør med alt, hvad der er ”alment”. Og fagene reducerer han til læringsmålstyring, hvilket ikke er andet end en de facto destruktion af fagene.

Von Oettingen har endnu ikke vist tegn på at have registreret Qvortrups indlæg. På en måde forstår man godt, hvis han ikke orker, selvom man jo ville ønske, at han gjorde.

Links:
Qvortrups indlæg:
https://skoleliv.dk/…/Vi-kommer-l%C3%A6ngere-med-forskning-…

Links til tidligere indlæg i debatten:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157477501884481&id=837549480

Om den problematiske 1. rapport om turbo-læring: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157089116979481&id=837549480

 

14. d. 14. september: Kulturforskernes ”vi”

Kulturforskernes “vi”:

I forbindelse med Københavns Børnehaveuniversitets seneste stunt med at sende breve ud til sine ansatte om politisk korrekt sprogbrug, forvildede jeg mig ind på en af de ansattes fb-side. Vedkommende, Erik Steinskog, som er lektor ved det pågældende institut, var glad for ledelsens tiltag, og han blev støttet af forskellige medie- og kulturforskere osv..

På et tidspunkt blev jeg bede om at forlade tråden. Forskeren skrev følgende:

“Og ja, så vet jeg at der er noen som har en barnlig (?) glede av å si eller skrive de “forbudte” ordene, eller, bedre sagt, de ord vi av høflighet, anstendighet, og dannelse, ikke lenger bruker. Men jeg vil foretrekke hvis du bruker din eget vegg til det. Det blir simpelthent – unnskyld – for latterlig.”

Men hvad er det for nogle ord, som en eller anden, der hedder ”vi” sådan ”ikke længere bruger”, hvis man vil være ”høflige, anstændige og dannede”?

Jo, det er såmænd et, flere eller alle af følgende helt almindelige danske ord, som var dem, jeg brugte i min kommentar:

”damer, gutter, kjoler, hængemaver, eskimoer, indianere, mexicanere, hottentotter, Muhammed med en bombe i turbanen.”

Efterfølgende skrev en debattør, denne gang en medieforsker fra AU, at jeg brugte ”farlige ord” og lød som en treårig, der insisterede på at sige ”pis”. Det forstod jeg slet ikke, for jeg hverken bandede eller svovlede jo?

Det allermest paradoksale er, at denne dybt anti-kulturradikale og anti-æstetiske praksis, udøves af folk fra ”æstetiske” og ”kulturradikale” miljøer. Så der er dømt kunstdrab på et institut for ”kunst”.

Ovre hos overvågningsforsker, Peter Lauritsen, som er tæt på Det Radikale Venstre, kunne man læse, at det var DF-agtigt, at gå imod det nye “vi”. Så ok, nu er “damer og gutter” et national-identitært stempel?

Lauritsen mener vist, at han selv er kulturradikal. Jeg synes, han er det modsatte. Brandes ville da havde klasket sig på låret af grin.

Jeg blev dog lidt beroliget i går, da jeg var til årsfest i Aarhus Universitets aula. En fest, som jo var noget præget af den seneste tids hændelser (kødrapporten). Her talte universitetets bestyrelsesformand, Connie Hedegaard, om betydningen af dannelse, rødder og eksistens imod Helge Sanders og 70’ermarxismens økonomifiksering. Og rektor, Brian Nielsen, lagde sig i samme længdegrad.

I disse oplæg var der lagt op til studiet af virkelige ords dynamik og essens, vel at mærke i fuld videnskabelig frihed. Men ok, Connie og Brian skal da lige vide, at DPUs ledelse i høj grad påberåber sig netop Helge Sander som sandhedsvidne, f.eks. i forbindelse med åbningen af den strategiske satsning “Nationalt center for skoleforskning”. Så DPU og bestyrelsesformanden er på direkte universitetspolitisk og pædagogisk kollisionskurs.

Derudover nævnte Hedegaard naturligvis betydningen af en intensiveret bæredygtighedsforskning, men det havde slet ikke den determinerende og strategiske effekt, som vi ser det på SDU. AU’s mere traditionelle og rolige videnskabelige ånd kan man faktisk, så vidt jeg kan bedømme det, genfinde i universitetets udspil til strategi, som jeg læste lidt overfladisk den anden dag.

Årsfesten indledtes med, at alle sang ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, som jo emmer af ”moderøjne” og ”pigernes latter og lyse hår” og alt muligt andet ”høfligt, dannet og anstændigt”. Men den slags ”forbudte” ord var nok ikke gået hos ”æstetikerne” i København og hos deres mærkelige kunstdræbende og puritanske ”vi”.

Links:
Hele Erik Steinskogs facebook-tråd: https://www.facebook.com/erik.steinskog/posts/2934059116611394

Hele Peter Lauritsens facebook-tråd: https://www.facebook.com/peter.lauritsen.56/posts/10158849670878266

Omtale af universitetets årsfest:
http://omnibus.au.dk/…/aus-aarsfest-2019-haeder-aere-og-lu…/

Udkast til AU’s strategi for 2020-25: https://newsroom.au.dk/…/aarhus-universitets-2025-strategi…/

 

15. d. 14. september: Ghettoficeringens logik i tre dele

A. Højrefløjens og Socialdemokratiets fælles Ghettoficering:
Først laver man en ghettopakke, der forstærker de i forvejen uheldige tendenser til ghettoficering, nu blot med en decideret særlig retstilstand for det pågældende områdes beboere. Hermed udgrænses resterne af de velfungerende miljøer både frivilligt og ufrivilligt.

F.eks. kan Information i dag berette om, at landets ældste olde-kolle måske skal flytte ud af Mjølnerparken, fordi oldernes lejligheder skal sælges til ”private investorer” i ghettopakkens navn. Olderne kan ellers berette om mange søde muslimske medborgere i området, som de hygger sig sammen med, f.eks. når de pynter juletræ.

Vi får dermed en ghettoficering af ghettoen, som nu består af hhv. en udgrænsning af normale miljøer og en særret for resten.

Ja, de resterende børn skal nu tvangsindskrives til danske værdier i vuggestuen, hvor babyerne ikke må sove osv.. Altså det stik modsatte af den klassiske børnehavepædagogik og af familiernes ret til selvbestemmelse.

Hvem vil dog bo sådan et sted frivilligt? Og selv dem der vil, fordi de er gamle, glade og åbne, de sendes ufrivilligt ud!

Vi ender med en form for omvendt Sharia.

 

B. Højrefløjens Ghettoficeirng af Ghettoen
Grunden til at DF/Støjberg/LA støtter den ”omvendte Sharia” er, at de opfatter denne ghettoficering af ghettoen som en del af en Islam-kritik. De vil derfor kun – selvom det er slemt nok – implementerer særregler i områder med muslimsk befolkningsflertal.

Jeg går ind for alle former for Islam-kritik, men ikke for denne konsekvens, som faktisk via tendensen til en ”omvendt Sharia” bliver et spejl af Islams problemer, og dermed i åndelig forstand islamiserer samfundet som sådan.

 

C. Socialdemokratiets Ghettoficering af Ghettoen:
Den primære grund til at Socialdemokratiet støtter den ”omvendte Sharia” er derimod en anden end højrefløjens. For Socialdemokraterne er problemet, at ghettoen producerer ulige chancer. Man skal oprette lighed allerede fra ”undfangelsen”, som det hedder hos undervisningsministeren.

Faktisk er dette synspunkt om muligt endnu værre end højrefløjens, for med den begrundelse kan man jo producere udgrænsende ”sær-retter” alle steder, så længe der findes statistiske udsving, f.eks. særlige skoler, skoleklasser, arbejdspladser, kvarterer etc.. Disse sær-retter må juridisk identificeres, og den lighedsfremmende behandling må evidensbaseres med specifikke metoder, så det statistisk-økonomiske afkast optimeres. Dermed er vi havnet i filosofien bag partiets tilslutning til den såkaldte ”SØM-model”, som begge de pædagogiske ministre har skrevet en fælles bog om.

På den måde gøres hele samfundet til en socialdemokratisk ghetto.

En af den nye boligminister Kaare Dybvads første handlinger var at droppe ordet ”ghetto”. Han droppede ikke lovgivningen eller partiets filosofi, bare selve ghetto-navnet. Men hvordan kan han gøre det, når hans parti vil opretholde og forstærke hele ghetto-systemet? Jo, det kan jo kun være fordi, hans parti vil gøre hele landet til en ghetto for statistisk elimination.

Hvis alle borgere ghettoficeres, og dermed ophører med at være borgere, kan man jo helt droppe ordet ”ghetto”.

Er det ikke en interessant logik?

Reference:

Rosendahl, N.Y.: ”Ghettopakken tvinger seniorkollektiv fra Mjølnerparken til at flytte”, Information, d. 14. september:

 

16. d. 15. september: Fængslets og mørkets pædagogik

A. Fængslets pædagogik

Kultur- og medieforskere har sammen med københavnske institutledere og direktøren for Gyldendal kastet sig ud i et sprogrensningsprojekt. Førende forskere taler om ”forbudte ord”, der inkluderer helt almindelige og skønne danske ord. Disse forbudte ord er f.eks. damer, tøser, piger, gutter, herrer, drenge, indianere, mexicanere hottentotter. Og snart ryger alt andet også i vasken, f.eks. moder, rødstrømpe og viking.

Og Gyldendal renser ud i landets poetiske tradition, hvilket jo er helt i samme ånd. Microsoft følger trop med en ny politisk-korrektheds-stavekontrol, men dette firma har jo også en økonomisk og ideologisk interesse i at sætte sig på sprogets indre. Man kalder det for “21. century skills” på de bonede gulve.

Vi efterlades med en køns- og historieløs antipoesi, et kunstdræbende opgør med folkelig og sproglig essens og dennes dybde og muligheder.

Destruktionens kniv føres – dybt paradoksalt – af folk, der forsker i æstetik, og som mener, at de er ”kulturradikale”. Det er poststrukturalismens visne og mest puritanske rester, der under dække af ”tolerance” fører intolerancens motorsav, indtil alle ord ikke er andet en små numre i et ny-leninistisk fængsel.

 

B. Mørkets pædagogik

En anden og potentielt ledsagende komponent finder vi i den ny udgivelse om en ”mørkets pædagogik”. Bogen hedder ”dark pedagogy – education, horror and the anthropocene”.

Her annonceres klimakrisen som et altopslugende hyperfaktum. Mørkets pædagogik er derfor baseret direkte på begreber som skræk, død, afvisning, vanvid, masseødelæggelse og monstre, der udgør bogens centrale indhold. Hvilket liv for børn! Et liv i ”mørke”!

Forfatterne ønsker at erstatte ”enlightenment” med det, de kalder for ”the terrible perspectives of cosmic horror”, hvilket de synes er et godt bytte. Der er da heller ingen reference til demokrati, kundskaber, frihed og kærlighed.

Mørkets pædagogik har samme filosofiske udgangspunkt som fængslets pædagogik under punkt 1. Udgangspunktet er den såkaldte poststrukturalistiske posthumanisme, der har menneskets opløsning som grund og mål. Derfor kan “mørket” træde i kontakt med “fængslet”. Og dette ”mørke fængsel” kan herefter ”inspirere” de posthumanistiske børnehaver og skoler, hvor alt er ren form ledsaget af skræk og evig skam.

En vigtig teoretisk detalje er, at mørkets pædagogik knyttes an til den såkaldte ”spekulative realisme”, som ønsker at genetablere interessen for verdens tingslighed. I de seneste år har mange i den pædagogiske tradition brugt den spekulative realisme til at genskabe dannelses- og skolebegrebet og til at etablere en ny kontakt med tingenes åndelige og vekselvirkende dybder og deres ledsagende praksisser. Internationalt set f.eks. i kredsen om Jan Masschelein og herhjemme hos Niels Jakob Pasgaard.

Men hos forfatterne til mørkets pædagogik bruges den nye realisme til at udrydde objekternes specificitet i en prædetermineret pædagogisk rædsel. De vil udrydde pædagogikkens ”ought”, hvilket vil sige pædagogik som sådan. I stedet vil de indstifte et opløst og objektgjort selv, der i desperation vil etablere noget, der kaldes ”weird identity politics”. Og i stedet for Gud vil forfatterne have en ”personal Jesus”, der skal virke for ”the queerness of the future self” (ch.7). Vi får endda at vide, at Deweys begreb om ”the public” og Freires om ”cultural synthesis” er ”counter to ecological thought” og ”dangerous” og ”might lead to fascism”, og begge disse store pædagoger sættes i bås med raceteorier, der undertrykker ”my queerness”.

I Mørkets Pædagogik jages mennesket selv af mørke objekter, dvs. Co2-regnskabets nye psykotiske skam-strukturer i et nyt posthumanistisk ”vanvid”, der filosofisk set hænger dybt sammen med æstetik-forskernes nye sprogfængsel under punkt 1.

Jeg vender tilbage til ”dark pedagogy”, som i parentes bemærket er en fremragende bog.

Reference:
Lysgaard, J. & Bengtsson, S. & Laugesen, M. (2019). Dark pedagogy – education, horror and the antrhopocene, Palgrave.

 

17. d. 16. september: Fröbels skole

Tingenes og åndens skole: Noter til Friedrich Fröbels ”The Education of Man”:

Her er nogle noter til Friedrich Fröbels syn på skolens ide og formål i bogen ”The Education of Man” .

Det er min egen noget personaliserede oversættelse af starten af kapitel 4 hvor jeg har suppleret en dansk oversættelse af Viggo Tønsberg, som ligger i fuld tekst nederst, med to engelske oversættelser. Jeg har ikke lige den tyske originaludgave ”Die Menscherziehung” ved hånden.

Bogen er fra 1826. Det er en almenpædagogisk bog, der ikke handler specielt om børnehaver.

“Kapitel 4: Mennesket som elev (scholar and pupil)

§56: Hvad er en skole?

a) Skolens formål
Skole er et forsøg at bringe selve tingene, deres væsen og indre liv, hen til elevens bevidsthed, så eleven kan lære om tingenes indre relationer til hinanden, til mennesket, til eleven selv og til alle tings virkende årsag og substans, til livet selv – dvs. til Gud.”

(min note: Bemærk at ”skole” står som rent subjekt og næsten som et udsagnsord, altså noget der er og finder sted. F.eks. hedder det i en af oversættelserne ikke ”the school”, men blot ”school” i første sætning.

Bemærk også den frie vekselvirkning mellem elevens og tingenes tingslighed og essens, hvilket svarer 100% til kombinationen af spekulativ realisme og Jan Masscheliens dannelsesteori, som jeg også omtaler i “FAQ om dannelse” Referencen til ”Gud” er en form for kristen spinozisme, en skabende og værende substans, en “gåde”, som Maria Montessori kaldte det ca. 100 år senere)

“b) Undervisningens formål
Undervisningens formål er at bringe eleven til kundskaber om enheden i alle ting og dermed til alle tings hvile, eksistens og liv i Gud, så eleven kan handle, arbejde og leve i overensstemmelse med udgangspunkt i denne kundskab. Midlet til at realisere dette formål er undervisning.”

(min note: Undervisning er den proces, hvor elev og tingslighed bringes sammen samt en iagttagelse af konsekvenserne af vekselvirkningen mellem elev og ting i elevens tilsynekomst i liv og samfund)

“Gennem skolen og undervisningen møder eleven sin omverden, som han jo i en vis forstand selv er en del af, som en modsætning, som noget for sig selv, som en ting, som noget fremmedartet.”

(min note: Vildt interessant dialektik her, hvor elev og skole både er det samme og noget modsætningsfuldt, både nær og fjern)

“Idet drengen som elev nu træder ind i sin skole, så forlader han det materielle syn på tingene og anlægger en højere åndelig betragtning. Dette at barnet går bort fra den ydre, overfladiske anskuelse af tingene og i stedet når til indsigtsfuld erkendelse af dem, og dette at barnet forlader hjemmet for at træde ind i et højere åndeligt liv, alt dette gør drengen til skoleelev, og det gør skolen til skolens essens.

Skolen som institution for tilegnelse af en større eller mindre mængde overfladiske mangfoldigheder, gør den på ingen måde til skole; det gør nemlig kun det levende åndepust, som besjæler alle ting.”

(min note: Bemærk igen denne kombination af bevægelse, tingslighed og ånd)

“c) Skole-mesteren:
Skolen, som den er i sig selv, forudsætter derfor eksistensen af en åndelig substans, som svæver over og imellem, og som vekselvirker med den ydre verden og eleven. Substansen bærer både elevens og tingenes essens og indre natur i fuld forbindelse og specificitet.

Denne substans, denne intelligente bevidsthed, som udpeger tingenes essens for elevens essens, er en mester. Det er en skole-mester.

Og hvert eneste skolebarn forventer, håber, tror og fordrer dette af deres skolemester; dette håb, denne forventning og tro er det usynlige, levende bånd imellem dem”

(min note: Skole- og klasserumsledelse handler om indholdet, der som intelligent substans udpeger og former kontakten mellem tingene og elevens undersøgelse af begges essens og indre natur. En skoleleder er altså en dyb intellektuel, praktisk og opmærksom person med en levende relation til elevens håb)

Her er det hele i Viggo Tønsbergs oversættelse:

“En skole er bestræbelsen på at bringe selve tingene, deres væsen og indre liv til elevens bevidsthed, og tillige stræben efter at han skal lære tingenes indbyrdes forhold, deres forhold til mennesket, til eleven selv og til selve livets grund at kende, og endelig stræben efter at han fuldt skal forstå alle tings tydelige enhed og deres forhold til Gud.

Undervisningens mål er:
At bringe forståelse for alle tings enhed og give indsigt i, at alle ting hviler i Gud, består og lever i Gud, således at eleverne engang kan handle og virke ud fra denne indsigt. Midlerne og vejen dertil er undervisningen, selve læringen.

Gennem skolen og undervisningen møder eleven sin omverden og dermed også sig selv, idet han jo i en vis forstand hører med til den, som en modsætning, som noget helt for sig selv og fremmedartet.

Og desuden påviser skolen, hvordan de enkelte ting og sager inderst inde står og hvilket forhold de har til hinanden, og når så efterhånden ved stadig generalisering helt til den åndelige verden.

Idet drengen som elev nu træder ind i sin skole, så forlader han det materielle syn på tingene og anlægger en højere åndelig betragtning.

Dette at barnet går bort fra den ydre, overfladiske anskuelse af tingene og i stedet når til bevidst og indsigtsfuld erkendelse af dem, og dette at det forlader det almindelige dagligliv for at træde ind i et højere, dette gør drengen til skoleelev, og det gør skolen just til skole.

Skolen som institution for tilegnelse af en større eller mindre mængde overfladiske mangfoldigheder, gør den på ingen måde til skole; det gør nemlig kun det levende åndepust, som besjæler alle ting.

Gid alle, som har ledelsen og indretningen af skoler som deres kald, ville overveje dette dybt.

Skolen i denne forstand har som forudsætning en klar bevidsthed om dette, en bevidsthed, der også foresvæver eleven og ligesom står imellem ham og den ydre verden. Den bærer begges indre væsen i sig, den bygger bro imellem dem, giver dem begge mæle og gensidig forståelse; og mester i denne kunst er den, som er i stand til at påvise tingenes enhed, og derfor bærer han dette navn. Han er skole-mester, fordi han har til opgave at skaffe sig selv og andre indsigt i tingenes indre åndelige væsen”

Litteratur:
Fröbel: The Education of Man, 1905 (Hailmanns oversættelse)

Fröbel: The Education of Man, 1885 (Jarvis’ oversættelse)

Fletcher: Froebel’s chief writings (her findes bogen i uddrag, dog ikke det afsnit, jeg omtaler)

Fredrich Fröbel: “Småbørnspædagogik”, Nyt Nordisk Forlag 1980. (med Viggo Tønsbergs oversættelse)

Rømer: en tidligere note fra 2011: http://www.thomasaastruproemer.dk/…/artikel-om-fr%C3%B6bel-…

 

18. d. 16. september: Connie Hedegaard mod DPU

Aarhus Universitets bestyrelsesformand, Connie Hedegaard, holdt en flot tale til universitetets fødselsdagsfest, hvor hendes verdensborgerlige konservatisme kom fint til syne:

Først og fremmest kritiserede hun Helge Sanders erhvervslivsuniversitet; og faktisk også den ledsagende satsning på ingeniør- teknologi- og STEM-området. Her er hendes historiske markering:

”Da jeg begyndte på universitetet i universitetsmarxismens storhedstid lød parolen, at man skulle “forske for folket ikke for profitten”. 20 år efter skulle vi så fra Forskning til Faktura. Pendulet svingede m.a.o. fra den ene yderlighed til den anden. I nogle år har der nu været – berettiget – fokus på, at vi i Danmark havde brug for flere naturvidenskabelige kandidater. Flere ingeniører. Flere der uddanner sig inden for områder, hvor det umiddelbart var til at få øje på erhvervslivets og jobmarkedets behov. Fint nok. Og AU leverer på efterspørgslen – bl.a. med ingeniørsatsningen og IT-satsningen – og bruger i disse år også mange kræfter på at være dygtigere til at række ud til erhvervsliv og til aftagere.”

Men Hedegaard er ikke tilfreds. Der er et tomrum. Der mangler noget kritisk og demokratisk eksistens. Derfor fortsatte hun:

”Kender I det? Kender I fornemmelsen af, når pendulet begynder at svinge tilbage. Er det ikke som om vi ser begyndelsen på et værdimæssigt opbrud?: Fra “mig, mig, mig” og fokus på det kortsigtede afkast og målbar nytteværdi til noget… noget andet… Er det ikke som om mennesker – ikke mindst mange unge mennesker – søger efter noget andet og mere og i stigende grad tager afstand fra den overfladiske og stressende jagt på materielle goder. Er det ikke som om flere nok ser teknologiens og digitaliseringens mange muligheder, men også i stigende grad stiller kritiske spørgsmål til, hvad de teknologiske fremskridt og hastigheden gør ved os, ved vores samfund og på et mere fundamentalt plan ved vores demokrati? Og måske også klimakrisen og bæredygtighedsudfordringerne understreger denne fornemmelse af, at vi trænger til igen at fokusere på andet end det materielle, ligesom vi har brug for at kunne sætte vores egen eksistens ind i en større sammenhæng.”

Og hvad skal så i stedet? Hvad er denne ”vores egen eksistens i en større sammenhæng”? Hvad er det nye fokus, ifølge Hedegaard? Jo, det er ”dannelse” og endda med stort ”D”, som faktisk er endnu mere end bare vigtigt:

”Det er altsammen vigtigt – vældig vigtigt faktisk. Men måske er det også tid at sætte mere fokus på, hvad universitetet også er leveringsdygtig i – ånd f.eks. Dannelse.”

Og hvordan ser Hedegaards ”dannelse” ud? Jo, det handler om en forskning i humanistiske og samfundsvidenskabelige emner som pædagogik, historie, kunst, politik og eksistens, der samtidig tager de globale emner op i kritisk belysning:

”Hvis jeg nu har ret i, at et paradigmeskifte er på vej, så der igen bliver bud efter dem, der kan skabe perspektiv og give dybde som modvægt til det overfladiske, og dem som beskæftiger sig med de store spørgsmål om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvad der er meningen med det hele, ja så er der jo mere end nogensinde brug for stærke universiteter”.

Hedegaard nævner også vigtigheden af at gøre nytte, især på bæredygtigheds- og klimafronten, som hun gerne vil opgradere, og det er også godt. Men som jeg læser det, sidestiller hun ikke dannelse med verdensmål, som de gør på SDU, for hun ser jo blot bæredygtigheds- og dataficerings-spørgsmålet som en central anledning til mere historisk, filosofisk og pædagogisk forskning. Sådan læser jeg det i hvert fald.

Endelig er det værd at nævne, at AU ifølge universitetsledelsens forslag til ny strategi fastholder sin satsning på folkeskoleområdet, hvilket må betyde, at man opretholder sit engagement i Nationalt center for Skoleforskning og i de linjer, som den nuværende DPU-ledelse har tegnet siden 2014. Men dannelse spiller slet ikke den rolle hverken i AU’s eller DPU’s strategi, som Hedegaard lægger op til. I AU-strategien optræder ”dannelse” kun to gange i lidt tilfældige og opremsende passager, og ordet ”pædagogik” er decideret fraværende. DPU-strategien har jeg analyseret ved en tidligere lejlighed, og der spiller ordet heller ingen rolle.

Og netop dette skoleforskningscenter bygger skam i høj grad på Helge Sanders tanker. Det kom eksplicit til udtryk ved åbningen af centret i sin tid.

DPU’s strategi, som bygger på et mangeårigt og mangesidigt opgør med dannelse, er derfor i modsætning til ånden og bogstavet i bestyrelsesformandens tale. Og AU’s strategi bygger jo på den antidannelses-strategi, som eksisterede i forvejen. Derfor er AU’s strategi også imod ånden i Hedegaards tale.

Rektor Brian Bech Nielsens tale handlede mest om de aktuelle møgsager, men han lagde i det mindste ikke op til nogen SDU-strategi.

Man kan læse begge taler og meget mere i linket.

Links:
Om AU-ceremonien, med link til alle taler mm: https://medarbejdere.au.dk/strategi/nyhedsbrevuniled/2019/…/

Om åbningen af NCS: http://www.thomasaastruproemer.dk/aabning-af-en-paedagogisk…

Om DPU’s strategi: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-dpus-og-aus-syn…

Om AU’s strategiforslag: https://medarbejdere.au.dk/strategi/austrategi/

 

19. d. 17. september: Lars Qvortrup om skolen i 2010

I efteråret 2010 skrev Lars Qvortrup en tekst, som han kaldte ”Den nyttige skole”. Den ligger i to versioner. En kort version på berlingske.dk og en lidt længere version på LP-metodens hjemmeside  oppe på UC-Nordjylland.

Først lidt kontekst: Den Luhmann-inspirerede LP-metode blev udarbejdet af nordmanden Thomas Nordahl, som i dag sidder i AP Møller Fondens folkeskoleudvalg. Qvortrup var begejstret for ideen og formidlede metoden til et dansk publikum via UCN og AAU. Senere kom John Hattie til, som både Nordahl og Qvortrup den dag i dag forsvarer indædt.

I efteråret 2010 var Qvortrup dekan for DPU. Få måneder før, også i 2010, havde han forsøgt at nedlægge filosofien på DPU, herunder at fyre tre filosoffer for at lave forskning, som han ikke mente var ”relevant”.

Da han ikke – på trods af bred opbakning i DPU’s ledelseslag – kunne komme igennem med noget som helst af det hele, valgte Qvortrup selv at forlade DPU. Han ragede vist nok også uklar med den nye ledelse på AU, især dekan Mette Thunø.

Efter en pause i Aalborg kom Qvortrup i 2016 tilbage til DPU, nu som indflydelsesrig leder af Nationalt Center for skoleforskning og med tilhørende stærk indflydelse på den nye DPU-ledelse, som selv havde genansat ham.

Men tilbage til teksten, som er en hyldest til konkurrencestatens og økonomiens rammesætning – jeg vil endda sige destruktion – af pædagogik og skole:

Først lidt fra LP-teksten:

Qvortrup har været til konference i Bahrain i regi af det såkaldte ”The Education Project”. Han starter med at fremhæve den lokale sheik, som tituleres ”hans excellence” og det hele, for at stille gode spørgsmål.

Sheiken er direktør for ”Bahrain Economic Development Board”. Jamen, det er da bare så ”relevant” for dansk folkeskole!

Qvortrup går ind for, at ”folkeskolens elever skal lære at gøre nytte i vidensøkonomien”. Han siger, at ”undervisningsresultater skal kunne måles”, og at undervisningen skal bygge på ”forsknings- og professionsviden”, hvilket senere hen kom til at hedde ”datainformeret læring”.

Begrundelsen for disse tiltag er, at staterne er ”konkurrenter på det globale, vidensøkonomiske marked”. Uddannelse beskrives derfor som ”at ruste” til det globale marked.

Og hvem stiller ”vor tids strategiske uddannelsesspørgsmål”? Jo, det gør såmænd følgende konglomerat af pædagogisk og faglig elendighed: ”Det økonomiske udviklingsråd i Bahrain, Vækstforum i Danmark, OECD og Verdensbanken”.

Det lyder fuldstændig som en formulering i Antorinis artikel om Ny Nordisk Skole, som udkom året efter.

Qvortrup går ind for Obama-administrationens ”race to the top”-program, der alene bygger på måling og benchmarking. Det er ”et stort fremskridt”, skriver Qvortrup.

Pludselig – midt i LP-teksten – refereres en eller anden konferencedeltagers “indvending” om mangel på “demokrati” og “personlig dannelse”, og Qvortrup fortæller, at man på den økonomisk definerede konference talte om “en balance”. Selv tager han ikke stilling. Det ordnes på fire linjer. Derfra er det hurtigt tilbage i effekt- og økonomi-sporet. Emnet nævnes slet ikke i teksten fra Berlingske.dk.

Qvortrup vil teste og måle, og han refererer i den forbindelse direkte både til Thomas Nordahls LP-metode og til et læringsrevolutionært “konsortium”, som DPU og UC’erne lavede i 2010. Konsortiets frontfigurer, heriblandt Qvortrup selv, sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King.

Og det er vel at mærke alle detaljer, der skal testes i det økonomiske kapløbs ånd. Det er ikke kun ”paratviden”, som Qvortrup kalder det, men også, at ”eleverne kan bruge deres viden, at de kan samarbejde og tænke kritisk og kreativt”. Det hele skal testes.

Qvortrup ønsker, med reference til amerikanske systemer, at ”man indsamler kvantitative data om elever og lærere, undervisning og udbytte”, så læreren kan ”aflægge regnskab til dem, der betaler”, og så man kan give ”feedback”.

Det hele angives at være blevet ”et af konkurrencestatens vigtigste redskaber”.

Qvortrup kalder det ”et fælles ansvar”. Er man imod, er der tale om ”nationalromantik”.

Qvortrup argumenterer specifikt for, at man skal øge investeringerne i skole og uddannelse. Begrundelsen herfor er hverken skolens formål, faglig udvikling, bæredygtighed eller andet. Begrundelsen er – i overensstemmelse med ovenstående – at skolen har ”økonomiske effekter”, endda om 60 år.

F.eks. får vi at vide, at hvis DK forbedrer sin PISA-score med 25 point i de næste år, så vil det betyde en 250% forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090. Qvortrup fortæller, at han tænker på ”om der er råd til at vores børnebørn kan gå på pension”. Det er meget omsorgsfuldt.

Qvortrup mener ligefrem, at han med sit system bidrager til, at ”politikerne holder sig fra at blande sig i de daglige og specifikt pædagogiske og didaktiske anliggender”. Det forstår jeg ikke? Qvortrup har jo lige hyper-determineret pædagogikken på den allermest forskrækkelige måde, der findes? Sandheden er at han reducerer ”pædagogiske og didaktiske anliggender” til et nothing.

Links:
Den ene version af teksten fra LP-modellens hjemmeside: https://www.ucn.dk/…/LP-mo…/LP-Artikel-Den-nyttige-skole.pdf

Den anden version af teksten på Berlingske.dk: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/den-nyttige-skole

 

20. d. 17. september: Moralen i Odense

Det er lettere sygdomsfremkaldende, men meget informativt, at læse det nye nummer at Odense Lærerforenings magasin ”Lærerbladet”, som er skrevet og redigeret af Erik Schmidt. Man får virkelig indtryk af det moralske kollaps i Odense Kommune. Her er tre beviser:

A.
Først har Schmidt et langt interview med den socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbek Juel. Juel sidder altså lige overfor en af landets dygtigste lærere, Erik Schmidt, hvis faglige og juridiske frihedsrettigheder Odense Kommune ifølge Landsrettens dom pr. 29. november 2018 har undertrykt på det groveste.

Overgrebet skete, da kommunen gav Schmidt en tjenstlig advarsel for ”negative synspunkter”, dvs. for at have forsvaret dannelsen mod sin skoleleder Mohammed Bibis skolereformslæring. Schmidt har mig bekendt aldrig fået tilbudt en ny stilling, endsige en beklagelse.

Tværtimod har Odense og KL forsøgt at fjerne den dramatiske sag fra historien.

Altså et kæmpe overgreb mod pædagogikken og lærerstanden.

Ok, men siger borgmesteren for den kommune, som har effektueret ulovligheden, så noget til Schmidt? Måske antydningen af en beklagelse? Eller en styrtende eksistentiel undskyldning? Nej, der sker intet.

Peter Rahbek Juel får ellers foræret en gylden mulighed: Schmidt og Juel drøfter på et tidspunkt, om lærerne skal have mere frihed. Juel ved ikke rigtig, hvad det skulle betyde, så Schmidt giver tre eksempler. Et af eksemplerne er, at lærerne ønsker et ”opgør med udialogisk ledelse”. Schmidt er så høflig at pakke emnet ind i to andre eksempler, nemlig noget om læringsplatforme og indkøb.

Her har Juel chancen, han har pligten. Griber han den?

Nej, han er ligeglad. Han svarer kun på det med indkøbene.

Et moralsk kollaps.

B.
Et andet eksempel på det moralske kollaps er følgende:

Borgmesteren har sagt, at der ikke skal spares på kommunens skoler næste år. Men det sagde han også sidste år, hvorefter han orkestrerede en stor fyringsrunde blandt kommunens lærere.

Efter at have sat en skræk i livet på ca. 50 lærere, og dermed jo i realiteten i hele lærerkorpset, endte borgmesteren med at fyre 12 lærere, som om det ikke er slemt nok. Det spørger Erik Schmidt naturligvis ind til. Men borgmesteren er glat og ligeglad som en ål. Han siger bare:

”Jeg skal ikke blande mig i, hvordan man personalepolitisk har håndteret det, men det var jo en tilpasning som følge af, at børnetallet faldt. Det er B&U-forvaltningen, der har styret det, men det er vist lykkedes at få mange af medarbejderne i job igen”

Jeg har ikke ord for min forargelse over disse formuleringer, der vidner om en total ligegyldighed over for kommunens lærere, kulminerende med udtrykket ”vist”.

C.
Et tredje eksempel er en omtale af et læserbrev i Fyens Stiftstidende fra d. 5. juni. Læserbrevet er skrevet af to af de personer, der decideret orkestrerede overgrebet mod pædagogikken og Schmidt, nemlig den radikale skolerådmand, Susanne Crawley Larsen, og Schmidts daværende skoleleder, Mohammed Bibi. Den lokale fagforeningsformand, Anne-Mette Kæseler Jensen, som normalt er yderst fornuftig, er medforfatter, hvilket hun efter min mening ikke skulle have involveret sig i. Jeg trækker hende fra som en fejl.

Larsen og Bibi er imod de nationale tests, fordi det går ud over ”dannelsen”. En dannelse, som de jo af alt magt har forsøgt at undertrykke, endda med ulovlige midler. I deres læserbrev skriver de, ifølge Schmidts artikel om indlægget, følgende, så det gør helt ondt i marven:

”Men vi må ikke glemme at holde fokus på dannelse, som det så flot er formuleret i folkeskolens formålsparagraf og fagenes formål”.

Og videre:

”For det, som vi jo i bund og grund gerne skulle lykkes med, er at være de bedste i verden til at gøre børn til selvstændige og frie mennesker, der kan tænke, tage ansvar og handle”.

De hævder altså at gå ind for alt det, som vi har Landsrettens ord for, at de har smadret.

Konklusion: Odense Kommune er skolepolitisk set et moralsk anløbent sted.

PS: Endelig noterer jeg mig, at kommunen har nedsat en skolepolitisk Task-Force. Gruppen ledes af økonomen Jørgen Søndergaard, som tidligere var formand for det dybt kontroversielle og stærkt instrumentalistiske Skoleråd, som virkelig satte dagsordnen i starten af 10’erne. Jeg troede egentlig at Søndergaard var ude af systemet, men han er altså inde i det umoralske og lovbrydende Odense.

Links:
Link til Lærerbladet, september, 2019: http://www.odenselaererforening.dk/…/e000647-0003_laererbla…

Link til Crawley Larsens og Mohammed Bibis læserbrev: https://stiften.dk/…/Folkeskolen-er-for-vigt…/artikel/582129

Link til omtale af Landsrettens dom til fordel for Schmidt: http://www.thomasaastruproemer.dk/landsrettens-dom-i-erik-s…

 

21. d. 19. september: Alexander von Oettingen mod DEA

Mens jeg var langt væk i nogle nærmest obskure diskussioner af en ”mørkets pædagogik”, hvor børn unge går rundt i vanvid, skræk og død uden køn, land og sang, totalt underlagt katastrofens hyperfaktum, har Alexander von Oettingen som en anden Bruce Springsteen gjort landets praktiske pædagogik en tjeneste, både på twitter og på facebook.

Det drejer sig om en rapport af den såkaldte tænketank ”DEA”. Den har undersøgt et eller andet om nyuddannede pædagoger, som mangler noget og ikke ”understøtter opgaven” og har nogle udfordringer, og så skal man lige gøre dit og dat. Sådan rigtig Lars Løkke-agtigt. Rapportens 47 sider er læst på to minutter.

Rapportens nihilisme afsløres to steder:

For det første via det eneste sted, hvor DEA forsøger at vise lidt ånd, nemlig i et ultrakort historisk afsnit. Her står der følgende om uddannelsen helt fra 1800-tallet og frem til nyere tid:

”De første uddannelser til pædagog kan karakteriseres som græsrodsbevægelser, hvor uddannelsen fx var kurser, som blev tilbudt i tæt tilknytning til arbejdet i børnehaverne. Såvel børnehaverne som uddannelserne udsprang ofte af forskellige pædagogiske retninger og var drevet på privat-filantropisk initiativ. De politiske og lovgivningsmæssige ramme-bestemmelser gjorde, at stat og lovgivning var distanceret og neutral ift. uddannelsen af pædagoger i det meste af 1900-tallet.”

Jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg læser det. Tænk hvilken idemæssig rigdom og pædagogisk vekselvirkning, som den dybt åndelige pædagoguddannelse har rod i. Jamen jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte og slutte. Tænk blot på Montessori og Fröbel, på Sofie Rifjberg og Anna Wulff og på byggelegepladser, Borups Højskole, børnehaver, kulturradikalisme og faktisk også Christiania og dansk æstetik forever? Alt denne kærlighed og strid er samlet i ”pædagogiske retninger på privat-filantropisk initiativ”. Der står ikke andet på de 47 sider.

Nå, men forklaringen på dette pædagogiske kollaps – og det er så det andet nihilistiske sted – kan man læse på rapportens bagside. Her står DEA’s ideologi med alle dens mangler til karakteren -03. Desværre flugter ideologien 100% med Socialdemokratiets såkaldte SØM-ideologi:

”Vision: Tænketanken DEA arbejder for at styrke værdiskabelse og vækst ved at forbedre evidensgrundlaget for design og prioritering af tidlig indsats, uddannelse, forskning og innovation.

Mission: Tænketanken DEA er en non-profit tænketank, der uafhængigt af særinteresser arbejder for at bidrage til udviklingen af et uddannelses-, forsknings- og innovationssystem, der kan styrke offentlige organisationer og private virksomheders adgang til viden og arbejdskraft af høj kvalitet og relevans. Det gør vi ved at kvalificere videngrundlaget for beslutningstagere og praktikere gennem evidensbaserede analyser, projekter og deltagelse i den offentlige debat. DEA formidler sin viden gennem evidensbaserede analyser og undersøgelser, events, deltagelse i samfundsdebatten og gode relationer – og skaber løsninger i fællesskab med sine partnere”

Hvilken destruktion af en af landets rigeste traditioner. Litteraturlisten er totalt mangelfuld, men den kan man selv læse.

Dekanen på Københavns Professionshøjskole, Annegrete Juul, er begejstret for rapporten og for DEA i det hele taget, men heldigvis holder den kloge Alexander von Oettingen fast. Selvom von Oettingen normalt ikke er voldsomt engageret i børnehavens rige essens, så kan han helt intuitivt genkende DEAs anti-pædagogiske sprog.

Så 10000 x tak til von Oettingen for at tvinge lidt kamp ud af de frosne systemer.

For et par år siden var DEA ude efter gymnasiet i samme stil. Det skulle også opløses.

DEA er også meget aktiv i den Heckman-bevægelse, som i disse år udgør Socialdemokratisk ideologi.

Rapporten er udarbejdet af fire kvindelige konsulenter, som jeg ikke kender. DEAs leder er også kvinde. Der er et eller andet dybt modsætningsfuldt i, at fem kvinder har kastet sig over de allersimpleste maskulineserede forståelser af en pædagogisk tradition, der ellers i høj grad er udviklet af kvinder og mødre med fuld sans for frihed, dvs. af virkelige lærerinder.

 

22. d. 19. september: Folkeskolen.dk om nedlæggelse af professorat i pædagogik

Folkeskolen.dk dækker i dag AU/DPU’s skandaløse nedlæggelse af et professorat i pædagogik i 2015, endda efter at man havde tilbudt professoratet til en konkret ansøger, nemlig Dr. Pæd. Alexander von Oettingen, som også havde sagt ja tak og det hele.

Artiklens overskrift er: ”Professor: Alexander von Oettingen ville have været en stor gevinst for DPU”.

Journalisten har interviewet von Oettingen selv, som forståeligt nok stadig er meget uforstående, både på egne og på pædagogikkens vegne. Von Oettingen kalder processen for ”meget mærkelig”, hvilket han jo mildt sagt har ret i.

Derudover har han følgende perle:

“Når man ser på det principielle, så kan man undre sig over, hvorfor man først opslår et professorat i pædagogik og kort efter mener, at det ikke mere passer. Det er svært at forstå, at pædagogik ikke passer til Danmarks pædagogiske universitet”.

Der er også et interview med professor Per Fibæk Laursen, som sad i bedømmelsesudvalget for professoratet. Fibæk ærgrer sig kraftigt på pædagogikkens og på DPU’s vegne og føler sig tydeligvis underinformeret. Det er også hans ord, der udgør artiklens overskrift. Fibæk Laursen siger så, at han har hørt om andre situationer, hvor man har trukket et professorat tilbage. Hvad mon det er for nogle eksempler? Og havde man i disse situationer allerede givet stillingen til en person? Næppe.

Journalisten har også forsøgt at få institutleder for DPU, Claus Holm, som er læringsideolog og fortaler for konkurrencestaten, i tale. Men Claus Holm vil kun udtale sig i en kort mail. Holm skriver, at han var ny leder i 2015, og at han havde overtaget ”professoratet” fra den tidligere leder. I mellemtiden havde Holm så lavet en ny ”profil” for en afdeling, hvorefter han hovsa-povsa nedlagde det vigtige professorat, altså få dage efter at von Oettingen havde fået det tilbudt. Det lyder lidt som at gå en tur i Netto.

Få uger senere oprettede Holm fire strategiske mso-professorater, og året efter kom så Nationalt Center for Skoleforskning med John Hattie og Lars Qvortrup i centrum.

Jeg udtaler mig også, men det kan man selv læse.

Links om sagen:
Link til artikel på folkeskolen.dk ”Professor: Alexander von Oettingen ville have været en stor gevinst for DPU”, d. 19. september:
https://www.folkeskolen.dk/…/professor-alexander-von-oettin…

Thorkild Theisens indlæg om sagen: https://www.folkeskolen.dk/…/den-der-tier-samtykker-claus-h…

Mit eget indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-…

 

23. d. 19. september: Flot pris til Alexander von Oettingen

Alexander von Oettingen har været en tur i karussellen i dag.

A.
Først kunne man på folkeskolen.dk læse om DPUs skandaløse behandling af ham i forbindelse med den brutale nedlæggelse af det professorat, som han ellers var blevet tilbudt.

Jeg har sendt et brev til universitets rektor, hvor jeg beder ham om at få styr på denne både fagligt og moralsk set meget problematiske sag. Jeg har også gjort ham opmærksom på, at behandlingen af pædagogikken og von Oettingen er i dyb modstrid med det fokus på dannelse, som universitetets bestyrelsesformand Connie Hedegaard annoncerede ved universitets årsfest i sidste uge.

B.
Dernæst får vi at vide, at von Oettingen har modtaget Gyldendals formidlingspris. Det er fuldt fortjent. Von Oettingen har senest skrevet den skønne og tvetydige pamflet om “pissedårlig undervisning”, som Lars Qvortrup, der jo deler læringsideologi med DPUs ledelse, slet ikke kunne forstå. Derudover har von Oettingen udgivet en række fine bøger om almenpædagogik og almen didaktik, som bruges bredt blandt både forskere og studerende. Især har han nærmest udødeliggjort begrebet “det pædagogiske paradoks”, som er blevet et af pædagogikkens dyrebareste skatte, men som absolut ikke er tvetydigt. Han har også stået for flotte konferencer og udgivelser om det ligeledes tvetydige, men også stimulerende, begreb om “empirisk dannelsesforskning”. Hele virket hviler på nyere tysk dannelsestradition, kombineret med danske inspirationer via interessen for især Knud Grue-Sørensen, som von Oettingen skrev disputats om.

I et kort videoklip takker von Oettingen sin redaktør Henrik Juul, som i flere år har ydet et stort arbejde for pædagogiske udgivelser i Danmark. Juul har også stået bag Keld Skovmands udgivelser, og han har fornyeligt også selv skrevet en bog om religionspædagogik. Men også meget mere. Ham skal vi passe på.

Von Oettingen fortæller, at han fik besked om sin pris, mens han lavede mad på en spejderlejr. Dermed er von Oettingen nu mindst den anden store spejderpædagog. Den første var skolelederen og modstandskvinden Inger Merete Nordentoft, der i 1945 skrev et strålende essay om pædagogik og demokrati.

Nu må vi ikke håbe, at Gyldendal reagerer på samme måde som Aarhus Universitet og trækker von Oettingens pris tilbage i overmorgen pga. forlagets nye “profil”.

 

24. d. 20. september: Et lille fund i Skovmand-sagen

Keld Skovmand har over et par år kritiseret Jens Rasmussens og Andreas Rasch-Christensens arbejde med at læringsrevolutionere dansk pædagogik. De to svarede igen i vinters, både i Weekendavisen og på Aarhus Universitets officielle hjemmeside. En central del af deres forsvar var, at de ikke havde været aktive i policy og implementering omkring læringsmålsstyring. De gjorde bare, som politikerne bad dem om, måtte man forstå. Det er efter min opfattelse ikke korrekt, og jeg skrev en lang liste over Rasmussens og ARC’s meritter, som man kan læse i mit link nedenfor.

Men jeg overså en detalje, som en af mine kollegaer i dag gjorde mig opmærksom på, og som jeg gerne vil føre til protokols.

En af sagens centrale artikler er fra tidsskriftet Paideia (nr. 7, 2014). Artiklen hedder ”Kompetencemål i den nye læreruddannelse”, og den er netop skrevet af JR og ARC i fællesskab.

Under overskriften står der følgende præsentation af de to forfattere:

”Artiklens forfattere var faglige ledere for udviklingen af Vejledning til master for kompetencemål i læreruddannelsens fag, Master for mål i læreruddannelsen og for processen frem til indhold i de nye kompetencemål”.

Det lyder da ellers som en meget betydningsfuld funktion? ”Faglige ledere” for hele processen? Og dette står vel at mærke i et tidsskrift, som er meget venligt stemt over for læringsmålsstyring etc..

Artiklen er også nævnt i nedenstående blog, hvor jeg drøfter JR’s og ARC’s læserbrev i WA/AU. I kapitel A.2 anfører jeg listen over JR’s og ARC’s omfattende meritter i læringens tegn. Jeg omtaler faktisk også deres begrundelse for, at Paideia-artiklen ikke spiller nogen rolle, nemlig at artiklen blev udgivet efter læreuddannelsesreformens og kompetencemålstyringens vedtagelse. Og man kan også læse min kritik af dette synspunkt. Den går på, at JR og ARC skam også var dybt involveret i de centrale tilblivelsesprocesser tilbage i 2011-12. Desuden har de, selv under kompetencestyringens overordnede struktur, som de altså selv har bidraget til, også medvirket til at fortolke og groft reducere kompetence- og læringsbegrebets indhold. Det vil sige en de fakto ødelæggelsen af kompetence og læring som sådan. Det er den proces, som Skovmand engang kaldte ”læringsficering af læringsficeringen”. Med dette udtryk vandt han plads i pædagogikkens analer.

http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussen-andreas-ra…

 

25. d. 22. september: Enmandshær mod forskermassen

I Politiken har 558 forskere og undervisere skrevet et indlæg, hvor de opfordrer til, at universitetets formål skal være at understøtte den aktuelle klimapolitik.

Formålet skal udgøre ”en ny retning for det danske universitetssystem”, som de kalder det. Undervejs på deres færden, får de desværre ødelagt det hele.

F.eks. kaldes ideen om ”uafhængige universiteter” et ”regulært fatamorgana”. Her refereres til professor ved AU, Peter Lauritsen, der brugte fatamorgana-udtrykket i et læserbrev, hvor han støttede SDU’s barokke verdensmålsuniversitet.

I stedet for al denne ”uafhængighed”, skal universitetet ifølge de 558 idealister spørge om, ”hvilke dagsordner, det skal understøtte og forsøge at sætte”, og om hvordan det vil ”engagere sig”.

Men hvorfor denne modsætning mellem ”uafhængighed” og ”engagement”? Det er da anti-dannelse på den store klinge. Det forholder sig stik modsat: Desto mere uafhængig, desto mere engageret.

De 558 underskrivere får også lige udnævnt Helge Sanders skrækkelige ”fra forskning til faktura”-universitet til et udtryk for et ”dannelsesideal”, som man altså så lige vil supplere lidt.

Langt nede i teksten kommer der nogle besværgelser om forskningsfrihed, men det kan man jo overhovedet ikke tage alvorligt, når man fra start har skrevet, at uafhængige universiteter skulle være et ”regulært fatamorgana”.

Jeg kan heldigvis forsikre alle om, at min egen forskning er totalt uafhængig, men det betyder bestemt ikke, at den ikke engageret. Og det gælder heldigvis de fleste af mine uafhængige kolleger. Nogle gange må vi kæmpe for uafhængigheden. f.eks. dengang Lars Qvortrup ville fyre forskere, hvis forskning han mente ikke var “relevant”. Nu får vi endnu mere “relevans”, både klima- og pengerelevans.

Jeg er glad for, at der er så mange forskere, som ikke har skrevet under. Indlægget blev også sendt rundt i mit forskningsmiljø, men jeg kan se, at kun meget få fra miljøet har deltaget i aktionen.

Politiken har bedt Henrik Dahl om at skrive et svar. Det gør han udmærket, selvom han nærmest er en enmandshær på tinge. Er der virkelig ikke andre, der synes om ”uafhængig” forskning? Måske ikke, for den kan godt være besværlig.

Her er Dahls konklusion, som jeg støtter til fulde:
”En helt ekstrem form for politisk styring, der ligger i forlængelse af den, der nu bliver udtrykt ønske om, er SDU’s nylige omvendelser til verdensmålsuniversitet. Det opfatter jeg som en skandale, der burde vække harme i meget videre kredse, end den allerede har gjort.

For helt grundlæggende er den vestlige verdens universiteter enestående. Alle steder uden for den oprindelige vestlige verden, hvor man kopierer vores model, er det med bevidst reference til den vestlige models særlige stilling i samfundet (der bidrager til dens faglige overlegenhed).

Et vestligt universitet er frit og kritisk. Det er en selvstændig institution, der ikke skal forholde sig til politik og magt, men til kritisk indsamling og analyse af data; kritisk diskussion af resultater og alt andet af samme skuffe, som naive mennesker ude i det omgivende samfund bare kalder »sandheden«.

Hvis universiteterne ikke styrer efter det, som naive mennesker kalder sandheden, og intet andet, er Fanden løs. Det bør han ikke være. Og derfor er stærkere statsstyring ikke vejen frem.”

Tak til den kritiske enmandshær for hans kamp mod de 558 afhængige forskere.

Links:
558 forskere og underviseres indlæg:
https://politiken.dk/…/Universitetets-form%C3%A5lsparagraff…

Henrik Dahls svar:
https://politiken.dk/…/Flere-krav-er-det-sidste-universitet…

 

26. d. 24. september: Kritik af Jens Rasmussens rapport om læreruddannelse

En af Keld Skovmands teser var, at en række ledende pædagogiske forskere, herunder Jens Rasmussen, i sit arbejde med international forskning, havde reduceret sine referencers indhold alt for kraftigt.

I dag blev jeg opmærksom på en tekst, der bekræfter Skovmands arbejde. Det drejer sig om Klaus Nielsen og Jacob Klitmøllers (NK) artikel ”Æbler, pærer og den danske læreruddannelse” fra Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 4, 2011.

NK’s artikel er en kritik af en rapport af Jens Rasmussen, Martin Bayer og Marianne Brodersen. Rapporten, som er fra 2010, var bestilt af regeringens instrumentalistiske Rejsehold, som også brugte rapporten i de efterfølgende anbefalinger til regeringen osv.. Senere figurerede rapporten i baggrundsrapporten for læreruddannelsesreformen i 2012. Jens Rasmussen sad også som enlig professor i udvalget for baggrundsrapporten.

Efterfølgende i 2014 blev rapporten til en international artikel til tidsskriftet Journal of Curriculum Studies, nu dog uden Marianne Brodersen. Jens Rasmussen var førsteforfatter på både rapport og artikel, og med de tydelige systemteoretiske referencer, som splittede pædagogikken totalt ad, er det uden tvivl Rasmussen, der har svinget pennen. Martin Bayer, som i dag er forskningschef på Københavns Professionshøjskole, er Bourdieu-mand, men det mærker man ikke noget til i rapporten/artiklen; måske bortset fra en stærk antifilosofisk tendens, som Rasmussen i så fald nærmest forstærker, og som Københavns Professionshøjskole formodentlig må lide ondt af, med mindre Stefan Hermann har fået et af sine lejlighedsvise udfald i oplysningens tjeneste.

Nå, men tilbage til NK’s kritik: De skriver flere ting, men i forhold til Skovmands teser er følgende sætning relevant:

”Som vi vil dokumentere i dette afsnit, så er den forskning, som rapporten henviser til, langt mere tvetydig end fremstillingen i rapporten giver udtryk for” (s.39).

NK bruger herefter ca. 3 sider på denne Skovmand-agtige pointe, hvor de viser, at baggrundsreferencerne er langt mere nuancerede og ind imellem nærmest modstridende med Rasmussens og Bayers gengivelse.

2010-rapportens og 2014-artiklens helt overordnede pointe er i øvrigt, at jo mere et lands læreruddannelse er præget af Bildung/filosofi, desto dårligere scorer landet på PISA. Derimod er det godt med evidensbaserede tilgange, som man bruger i Singapore, hvor man slet ikke har noget af al den slemme Bildung. Jeg har ikke ord for mit metodiske, pædagogiske og filosofiske ubehag ved hele dette setup.

På den måde forlader man ifølge Rasmussen & Bayer ”den gamle verdens” fortid. I stedet går vi mod den ”nye verdens” fremtid. Helt antifilosofisk naturligvis. I dag er Rasmussen fortaler for læringsmål og OECD, dvs. for fremtid uden fortid, dvs. fremtid som tvang.

Rasmussen var ph.d.-vejleder for den nuværende DPU-leder, som også er helt Luhmann- og OECD-ficeret, og han er ideologisk ekstremt tæt på Lars Qvortrup. Vi er i DPO-kerneland.

Endelig vil jeg nævne en artikel fra 2008, hvor Rasmussen gør op med ”seminarie-traditionen”. Rasmussen mener ikke, at seminarierne er ”attached to scientific activity” (s. 335). Det er helt uforståeligt for mig, for der er 500% fyldt med intellektuel og videnskabelig aktivitet i seminariernes bagland. Det er så groft og sørgeligt.

Desuden får vi at vide, at seminarierne ødelægger ”student freedom”. Rasmussen mener, der findes noget, han kalder for ”the seminarium-contract”, altså vekselvirkning mellem frihed og ansvar i et fællesskab. Og denne ”kontrakt” er ligefrem ”enstemmigt afvist af de studerende” (”unilaterally denounced by students”, s. 337), som altså hellere vil have “frihed”. Rasmussen refererer her til en EVA-rapport, som vi vist lige skal have fingrene i. I stedet for skal vi have noget Luhmann-agtigt “what works”-refleksion af noget, som kaldes ”forskningsinformerede lærere”. Uden kontakt med sted og ansvar, må man formode. Mere som i Singapore, som repræsenterer “den nye verden”.

Rasmussen er også ude efter ”pædagogik”, som han sætter i modsætning til ”fag” og ”fagdidaktik”. Efterfølgende forsvandt pædagogikken som fag ud af læreruddannelsen. Dermed var det faktisk slut med både ”fag” og ”fagdidaktik” efter min mening. I stedet fik vi moduler og læringsmålsstyret undervisning.

Senere fortolkede Rasmussen den læreruddannelse fra 2012, som han selv bidrog kraftigt til at forme og implementere, som seminariernes afslutning. Det havde han helt ret i. Da faget KLM blev reddet på målstregen, på trods af Rasmussens intense forsøg på at afvise faget, sagde han bittert, at det bare var den sidste rest af seminarietraditionen.

Jeg havde engang, tilbage omkring 2012, en blog på folkeskolen.dk. Den blev nedlagt, angiveligt fordi jeg var for kritisk overfor Rasmussens arbejde, selvom jeg hverken bandede eller noget. Baggrunden var, at Rasmussen i karaktistisk DPO-style havde klaget sin nød til den nye redaktør i stedet for at svare lidt. Han klagede også til DPU’s leder, så jeg måtte til samtale med bisidder osv. Jeg fik også en mail fra Bondo, der mente, at jeg var for hård i min kritik. Men det var jeg ikke. Jeg var bare kritisk, og det er jeg stadigvæk.

Referencer:
Rasmussen, J. & Bayer, M. (2014). ”Comparative study of teaching content in teacher education programmes in Canada, Denmark, Finland and Singapore”, Journal of Curriculum Studies,46(6), s. 798-818.

Rasmussen, J. & Bayer, M. & Brodersen, M. (2010). ”Komparativt studium af indholdet i læreruddannelser i Canada, Danmark, Finland og Singapore – rapport til Regeringens Rejsehold”, DPU.

Klitmøller, J. & Nielsen, K. (2011). ”Æbler, pærer og den danske læreruddannelse”, Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 4, s. 37-47.

Rasmussen, J. (2008). “Nordic Teacher Education Programmes in a period of transition: the end of a well-established and long tradition of ‘seminarium-based education”. I: Hudson & Zgaga (ed.): “Teacher education policy in Europe”, s. 325-343.

 

27. d. 26. september: En midtvejsevaluering

Det er muligt, at der findes en vigtigere aktuel udgivelse end Shoshana Zuboffs bog “Overvågningskapitalismens tidsalder” fra 2019. Bombombom…. men ok, jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen.

Her får vi hele historien om, hvordan Silicon Valley og den amerikanske regering efter terroren i 2001 pludselig fik fælles interesser i overvågning, og hvordan Googles ledelse og Obama-administrationen få år senere blev pot og pande. Det benyttede Google til at pisse på myndigheder, love og institutioner og til at etablere en enorm og insisterende overvågningsadfærds-kapitalistisk data-tekst, der langsomt dræner livet og politikken for kræfter og selvstændighed, helt inde i husene, på tøjet, i sengene, i legetøjet og i kroppen selv, ja faktisk i “menneskets dybeste indre” (s. 302).

Til sidst bliver mennesket ikke blot produkt, men et middel til produktet, som er en totaliseret metadataindsamling, der forfines, forbindes og kapitaliseres til at forudsige, determinere og fængsle menneskets adfærd i det overvågningskapitalistiske kredsløb.

Det bliver også lettere at forstå, hvor den magt, som 21. Century skills-ideologien, der jo netop stammer fra symbiosen mellem USAs regering og Silicon Valley i de år, stammer fra. En magt, som den danske regering og KL underlagde sig som vovser.

Og så er jeg endda kun halvvejs gennem de 750 vanvittige sider.

Men allerede nu: Et must-read for alle samfundsinteresserede borgere.

 

28. d. 27. september: VØ!

VØ!

Nu har jeg fanget logikken. Jeg vil ikke tiltales som “han”, men som vø.

Jeg vil heller ikke omtales med udsagnsord, men som vø

Jeg vil heller ikke have, at man bruger tillægsord, kun vø.

Hvis du derfor vil sige om mig, at “han er flink”, så hedder det i fremtiden “vø vø vø”.

Hvis du vil sige “han er dum”, så hedder det også “vø vø vø”.

Hvorfor?

Fordi sådan føler jeg. Desuden er det lettere at omsætte til data.

Hvor jeg er ansat? På VØ universitetet i København.

Hvis du kalder mig vå, bliver jeg krænket. Derfor vil institutlederen for mit kunstneriske institut spørge alle, om de foretrækker vø eller vå?

Han og hun er krænkende som udgangspunkt. Det skal man slet ikke spørge om. Det samme er mand og kvinde og indianer og lyst hår. Det hele hedder nu vø eller vå, og jeg er vø.

Det er vø-kunst. En ny dyreart med lyd.

Jeg vil heller ikke mere sige “jeg” eller ”du”. Kun vø. Jeg bestemmer over sproget, som jo bare er en social konstruktion. Jeg (ups!) vil også registreres som vøvø i de offentlige registre. Ellers er det postkolonialt. Avisen skal også kalde mig, med tilhørende verber og adjektiver, for vø vø vø.

Vø vø vø.

Mørkelæring.

Der findes kun to køn. Det er det, der giver hele pluraliteten. Der er mænd, som godt kan lide kvinder, hvilket er det normale. Der er også mænd, der godt kan lide mænd, og mænd der gerne vil ligne kvinder, og mænd fyldt med kvindelighed eller er lidt drengede eller grove osv. Og omvendt for kvinderne. Det hele er skønt og farverigt og fyldt med kærlighed og glæde og alvor og irritation og livsvariation.

Der findes også mænd, som gerne vil være kvinder, men det kan de aldrig blive. Der findes også nogen, som ikke vil dø, men som vil uploade sin hjerne i skyen, eller som vil bo på Saturn. Det er synd for dem, at der findes noget, der er.

Der findes glæde og sorg.

Men nu er det hele vø.

 

29. d. 29. september: Jørgen Carlsen forsvarer dansk sangtradition

Forstander for Krabbesholm Højskole, Kurt Finsten, gik i en kronik i Information i mandags amok på højskolesangbogens grundtvigske og folkelige essens. Finsten opfordrer direkte til at ”droppe højskolesangbogen”, og han siger, at sangbogen ”formidler en autoritær tilværelsestolkning”, som er ”racistisk” og ”forældet”. Grundtvigs digtning er ”ikke principfast”, får vi at vide, som om ”principfasthed” skulle være en poetisk dyd? Finsten mener, at højskolesangbogen er ”en kanon”, som ”man får presset ned over hovedet”. Og Så Videre.

Og Krabbesholm er skam en kunsthøjskole. Det må i så fald være for den ”principfaste” kunst, hvad det så end er?

Ikke overraskende fik Finsten i Kristeligt Dagblad støtte fra forstanderen fra Oure Højskole, Jasper Gramskow Mortensen. I Oures værdigrundlag kunne man indtil for nyligt læse, at Grundtvig skal erstattes af Ove Kaj Petersens konkurrencestat, en statsform, som postuleredes at være knyttet til den europæiske oplysningstradition, angiveligt i modsætning til den grundtvigske tradition. I dag har Oure så suppleret konkurrencestaten med FN’s verdensmål og en masse John Hattie. Konkurrencestat, John Hattie og verdensmål er dybt sammenhængende elementer, når de rammer pædagogikken.

Det hele er udtryk for et åndelig og poetisk rabundus.

Formanden for det udvalg, som pt sidder og foretager revision af skolesangbogen, er idehistorikeren og tidligere forstander for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen. Carlsen kom ellers i konflikt med højskolebevægelsens konservative kræfter, fordi han støttede sangen ”Ramadan i København”. Jeg synes faktisk også, det er fint at være lidt åben i de mere aktuelle lag, som Carlsen altså lægger op til, men lad det ligge. Det er nu klart, at lidt muslimsk undtagelsespoesi slet ikke er nogen trussel mod modersmålets dybder, måske endda tværtimod; Truslen kommer direkte fra pæredanske folk fra højskolebevægelsen selv, folk der bare mangler et kursus i omsorg og i poesiens ontologiske og faktisk også videnskabelige funktion.

Og Carlsen træder virkelig i karakter som beskytter af landets musiske og poetiske tradition imod Fintsens primitive angreb. Her er Carlsens smukke og vrede reaktioner i Kristeligt Dagblad fra i fredags, hvor den socialistiske digter, Jeppe Aakjær, som boligminister Kaare Dybvad for nylig har brugt som symbolet på social folkelighed, får æren som væbner:

”Kritikken er så lavpandet og uden for skiven, at jeg finder den komplet ligegyldig. Når han kritiserer Højskolesangbogen så voldsomt, så er det også det danske folk, han kritiserer – for de har taget den til sig i stor stil. Og hvad rager det så i grunden os, at han ikke kan lide den? Han kan jo bare lade være med at bruge den – og det gør han helt sikkert ikke”

Og derpå siger Carlsen:

”Det eneste, jeg kan tænke på, er Jeppe Aakjærs linje fra ’ Jeg er havren’, nr. 324 i Højskolesangbogen. Der lyder den første linje i fjerde vers: ’Det kan kolde hjerner ej forstå’. Og det er simpelthen et udtryk for sådan nogle som ham, der ikke har sans for livets poesi eller det berigende i at forholde sig til verden gennem sang.

Og ved I hvad? Nu kommer der et virkelig mærkeligt fun-fact. For hvis man kigger på Krabbesholms erklærede ”værdigrundlag”, så lyder de første linjer sådan her:

”Krabbesholm Højskoles udgangspunkt er Grundtvigs forestillinger om livsoplysning. Dermed angives dels en historisk–poetisk dimension og dels en aktuel erkendelsessynsvinkel. Den historisk-poetiske dimension har i sit udgangspunkt en fortælling om folkets historie i bogstaveligste forstand.”

Måske skulle Finsten ansætte Carlsen som konsulent? Så kunne de gå i marken og synge Aakjær-sange? Måske kan det bidrage til en mere økologisk livsform i stedet for al dette konkurrencestat, klimamålstyring og John Ja-Hattie.

Links:
Link til artikel i Kr. Dagblad med Carlsens reaktion: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/udvalg-affejer-kritik-a…

Link til Fintstens kronik:
”Drop højskolesangbogen”, https://www.information.dk/…/2019/09/drop-hoejskolesangbogen

Krabbesholm Højskoles værdigrundlag: https://krabbesholm.dk/da/About/Values

 

30. d. 30. september: Kristeligt Dagblad beretter om en vø

En britisk kvinde, som kalder sig for ”Freddy”, har født et barn. Men hun vil ikke registreres som ”mor”, fordi hun juridisk set er en mand.

Men nu har den britiske landsret afgjort, at det skal hun. En mor skal altså – siger englænderne – registreres som mor, hvilket jo har den udmærkede årsag, at kvinden slet og ret er en mor. Ellers kan hun jo ligeså godt sige, at hun er en vø.

I Danmark følger man den britiske regel. Her afgøres spørgsmålet ved moderens ”biologiske køn” på undfangelsestidspunktet, skriver avisen.

Kr. Dagblad skriver, at Freddy fik en kønsskifteoperation for nogle år siden, men at hun bevarede sin liv-”moder”. Jeg håber, hun er glad for sin søn eller datter og sin ”moder”, selvom jeg selv hellere vil være en pige i Afghanistan med en moder end en vø af en vø.

Problemet er så, at Freddy rent juridisk er blevet til en mand. Det skulle man aldrig have tilladt. Dermed blev hun frataget et eksistentiale, der kunne have givet livsfylde og ægte melankoli og sorg.

Kønnene er ikke ”binære”, de er essentialistiske eksistentialer, som har de dybeste lag, vekselvirkninger og indre forbindelser, hvilket ikke mindst kommer til udtryk i vores ældste poesi.

I stedet kan sorgen og livsfylden nu opløses i identitetspolitik, hvorfra den kan sprede sig til ”vø”-erne på Københavns universitet og til al anden skøn essens i samfundet, som mennesket bader i med fuld følelse.

Når sproget har mistet sine rødder og lag og forbindelser, så ved vi godt, hvem der står klar med de virkelige binære systemer, hvis koder består af 0 og 1. Det gør dataficeringens overvågningskapitalistiske processer.

Vø!

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/kvinder-kan-blive-maend-men-de-kan-ikke-blive-far

 

31. d. 30. september: Nationale tests

Hvorfor er der nationale tests (NT)? Der er 6 sammenhængende grunde:

  1. NT grundlægges i 00’erne som understøtning af dette årtis vidensøkonomiske omdannelse af pædagogiske problemer til læringsstyring, dvs. en radikal reduktion af dannelse og faglighed.
  2. NT skal her i 10’erne understøtte skolereformens skelet, dvs. en politisk omdannelse af pædagogik og civilsamfund til konkurrencestatslig detailstyring, der gør op med loven selv (§1). NT indgår også som en del af identitetsopbygningen for de nye storkommuner og de UC-fusionerede læreruddannelser.
  3. NT skal bruges som data, der regulerer kommunikationen mellem pædagogikkens deltagere, dvs. mellem barn, lærer og mor og far.
  4. NT skal bruges som data, hvormed kommune og stat fra centralt hold kan kontrollerer kommunikation og “kvalitets”-udvikling mellem skolens deltagere, dvs. lærergruppe, individuel lærer, skoleledelse og kommune.
  5. NT skal monopolisere de data, der definerer omfanget af elevens og familiernes tilpasning til konkurrencestatens altomsluttende magt.
  6. NT skal sikre en pædagogiktømt forsknings magt over pædagogisk viden. Denne forskning skal få familier, pædagoger og civilsamfundet til at hoppe og danse efter alskens statistiske korrelationer og dermed tømme menneskets og folkets liv for selvstændighed og kraft.

Nu er der så lavet et nyt studie af Simon Calmar Andersen og Helena Skyt Nielsen, der repræsenterer den ”pædagogiktømte forskning”, dvs. punkt 6. De skriver, at hvis børnene gennemfører NT, så scorer de bedre på den efterfølgende NT. Det har de fundet ud af, fordi der var et år, hvor NT ikke virkede for en del af eleverne. Derved skabtes to grupper af elever, hvis efterfølgende score på den næste NT kunne sammenlignes. Og de elever, som havde gennemført de første NT, klarede sig altså bedre på den efterfølgende NT end de elever, som ikke havde.

Hermed er det ifølge forskerne bevist, at NT virker. Man sparer ‘læringsmåneder’, som det hedder i en af ledsagerartiklerne.

NT er altså ikke bare et ”evalueringsredskab”, men også et pædagogisk redskab. NT er en form for lærer.

At forskernes teser er knyttet til punkt 1 og 2 ovenfor fremgår allerede af artiklens indledning:

“Performance management is the systematic combination of setting organizational targets, measuring performance and evaluating performance based on these targets (Andersen 2008; Moynihan 2008). It has been a central feature of New Public Management reforms that have spread across most countries during the last thirty years (OECD 2007; Pollitt and Bouckart 2011)”.

Sådan fortsætter det finansministerielle sprog og de økonomisk-instrumentelle referencer i en uendelighed.

Og artiklen har ingen forbindelser til pædagogisk tradition eller kritik. Der er kun én ”pædagogisk” reference, og det er til John Hattie. Det er efter min mening et eksempel på det, som Alexander von Oettingen har kaldt ”pissedårlig forskning”, dvs. forskning uden begrebslighed og kontakt med materiens begreber, historie og spørgsmål.

Forskerne har dermed bare opdaget, at NT-systemets hele pkt 1-6-ideologi endnu mere effektiv har opløst landets pædagogik, end mange måske tror. NT “virker”, men i modsat forstand af evidensens “virker”.

Dette setup kan ingen fornuftig pædagog jo gå ind for, men det har allerede indfanget f.eks. Henrik Dahl og Berlingskes debattør-segment i fangetrådene, hvorefter disses snak om kultur og dannelse og konkurrencestatskritik ligger brak som en fisk i en ørkengrøft.

Hvis man kritiserer setuppet, så får man at vide, at man er imod kvantitativ forskning i pædagogik eller imod tests. Men det passer ikke. Jeg går ind for kvantitativ forskning i pædagogik, men jeg går ikke ind for en kvantitativ forskning, som glemmer og ødelægger pædagogikken.

Og jeg går bestemt også ind for, at læreren laver faglige tests og prøver. Men den skal hænge sammen med den af læreren planlagte undervisning.

Og jeg er også helt med på, at f.eks. en diktat i sig selv kan fremme staveevner. Men denne indsigt kan ikke overføres til den 1-6-ideologi, jeg lige har beskrevet, for i så fald ødelægges stavningens pædagogiske sammenhæng.

Jens Hougaard Nielsen har samlet både et link til artiklen, men også til nogle relaterede indlæg. Sagen blev naturligvis også tungt refereret i det LA/Konservative Berlingske, som hænger dybt fast i 00’ernes store fejltagelser.

Jacob Mark fra SF en den politiker, der bedst har forstået problemstillingen. Han foreslår, at man dropper både NT, men også NT’s forbindelse til de såkaldte ”operative måltal”, som netop er den del af skolereformen, der angår styringseffekt og dermed også den centralstyrede omdannelse af skolens fag til styrings-læring, jf punkt 1-5.

Hvis man følger Marks fine forslag, vil det betyde en sprængning af skolereformen som sådan. Altså ikke bare en ”justering”.

Links:
Jens Hougaard Nilsens indlæg, hvorfra der er link til artiklen: https://www.folkeskolen.dk/…/forbedrer-man-sig-fagligt-ved-…

Jacob Marks indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/sf-drop-ogsaa-de-nationale-maa…

Referene til Calmars og Skyts artikel: https://pure.au.dk/…/learning-from-performance-information(…

 

32. d. 30. september: Note til Zuboff: Tillid, overvågning og opdragelse

Det vrimler med interessante informationer og refleksioner i Shoshana Zuboffs bog ”Overvågningens tidsalder”. F.eks. på s. 327-28, hvor der er to markeringer, som er værd at tænke over, og som forbinder sig lidt på kryds og tværs.

Vi får at vide, at ejeren af det skandaleramte Cambridge Analytica, Robert Mercer, var inkarneret Donald Trump-støtte. Efter sigende var Mercer også Ayn Rand-fan, hvilket jo også gælder vores hjemlige Trump-støtte, Lars Seier Christensen, der i dag har kastet sig over kryptovalutaer i bedste Mercer-stil, dvs. med dataficeringens opløsning af statens grundlæggende monetære strukturer som den neoliberale horisont.

Zuboff skriver også, at Cambridge Analyticas direktør, Alexander Nix, har sagt, at firmaet har data i en opløsning ”ned på individuelt niveau” og ”op mod fire-fem tusind datapunkter om hver eneste voksen indbyggeri USA”. Det får Zuboff til at spørge: ”Skal vi da opdrage vores børn til at være ængstelige og mistænksomme?”. Underforstået at svaret er et melankolsk “ja”.

Dette spørgsmål om “tillid” er særligt relevant i en dansk kontekst, hvor ”tilliden” er et nationalt karaktertræk, både hos Grundtvig, Løgstrup og i statistikkerne. Det er denne ”tillid”, som har bygget et stærkt civilsamfund op, men det er også den tillid, som har overladt detaljerede adfærdsdata til overvågningskapitalismens og konkurrencestatens forgodtbefindende.

Et sted, hvor ”tilliden” misbruges, er i KL’s officielle, vilde og futuristiske teknologi-strategi ”Teknologispring”. Her refereres direkte til Mercers Cambridge Analytica. Strategien er udarbejdet af firmaet Dare Disrupt, som har rod i de allermest radikale overvågningsideologiske miljøer i Silicon Valley, og som også har præget Løkke-regeringen dybt.

Forbindes den nye pædagogiske mistænksomhed med klimalæringens såkaldte ”dark pedagogy”, som handler om død og skræk, så har vi efter min mening blandet en meget farlig cocktail, hvis konsekvenser jeg kvier mig ved at tænke på.

Det er en mistænksomhedens og mørkets tid, som kalder på pædagogik og dannelse som aldrig før.

Lotte Folke havde i øvrigt et flot interview med Zuboff i gårsdagens Deadline. Bagefter var der en diskussion med en tidligere centralt placeret embedsmand, Lars Frelle, som mente, at myndighederne – hvilket jo så må være ham selv og f.eks. KL – har svigtet borgerne.

https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-10/deadline-2019-09-29

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.