Her er 26 facebook-drys fra oktober 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.
- Kaare Egholm Pedersen om højskolesangbogen
- Analyse af AP Møllers tildelinger til folkeskolen
- De lærdes tyranni 1
- Facebook-drys 63: august 2019
- De lærdes tyranni 2
- En tvivlsom gave
- Et vø-identitært indlæg
- Statsministerens tynde øl
- Henrik Dahl opdrager forskermasserne
- KL om børnehaver
- Facebook-drys 64: september 2019
- SkoleRåd 2008-2011
- Vø og vå
- En dialog med vø
- Zuboff og Bernsen om dataficering
- You’re in the army now
- UC’ernes store skyld: Afvisning og sygeliggørelse af Askov
- UC’ernes studieaktivitetsmodel
- Dion Rüsselbæk Hansen om Lars Qvortrups ”logik”
- UC-noter om fundamentet
- Anders Fogh Rasmussen
- Vø-byen
- Økonomisk Råd og Skoleråd
- Hvad er en vø?
- Fra kritisk til konstruktiv journalistik
- Er Eika en vø?
1. d. 1. oktober: Kaare Egholm Pedersen om højskolesangbogen
Her er Kåre Egholm Pedersens kloge og kritiske bemærkninger til Kurt Finstens forskrækkelige frontalangreb på højskolesangbogens historisk-poetiske lag og utidighed.
Link til mit oprindelige opslag om sagen med yderligere links mm.: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157526849594481&id=837549480
Link til Kaare Egholm Pedersens indlæg: https://www.information.dk/debat/2019/09/nationale-kristne-hoejskolesange-laerer-eleverne-vores-historie?utm_medium=social&utm_campaign=btn&utm_source=facebook.com&utm_content=tp
2. d. 2. oktober: Analyse af AP Møllers tildelinger til folkeskolen
Jeg har henover de sidste par dage lavet en detaljeret undersøgelse af den ideologiske tendens i tildelingerne fra AP Møllerfondens folkeskolemilliard. Det kan man læse om her:
http://www.thomasaastruproemer.dk/glemsomhedens-kategori-ap-moellerfondens-folkeskolemilliard.html
3. d. 3. oktober: De lærdes tyranni 1
Jeg er vist en del af det, som den socialdemokratiske minister, Kaare Dybvad Bek, kalder for “de lærdes tyranni” i sin bog af samme navn.
De lærdes tyranni er en lidt ubestemt kategori for folk, der har gået på uni, og som er kreative eller sådan noget. Nogle gange henviser udtrykket til noget i retning af “kommunikationsrådgivere”, som åbenbart er “kreative” og “lærde”? Andre gange – f.eks. via udtrykket “lærd” – dækker betegnelsen alle, som har læst i en bog med en litteraturliste, og som skriver eller siger noget selvstændigt og mærkeligt. Dem fra Alternativet er vist de værste, må man forstå. De er åbenbart særligt “lærde”?
Dybvad kan til gengæld godt lide Georg Brandes, som sammen med Jeppe Aakjær skulle være de åndelige arkitekter bag livet i Dybvads hjemstavn, Vipperød, en lille flække i nærheden af Holbæk.
Nu vil jeg så ikke lige frem kalde Brandes – og faktisk heller ikke Aakjær – for ulærde, og Vipperød-Brandes kombinationen er decideret tyrannisk i al sin himmelfaldne Sass-Larsen-inspirerede socialdemokratisme og kulturopgør.
Dybvads logik giver en god sans for loppemarkeder, idrætshaller, indvandringsskepsis og kritisk sans imod amerikanske kapitalinteresser, men den giver virkelig dårlig sans for videnskab, national pluralisme, kunstnerisk arbejde, frie skoler og verdensborgerlig interesse, dvs. for ÅND. Og så er det jo – undskyld jeg gentager mig selv – decideret paradoksalt-psyko-somatisk, at netop Brandes og Aakjær er hovedreferencen for Vipperød-politikken.
Dybvad er også imod “centralisering”. Det er noget, “de lærde” har stået for, må man forstå? Men hvorfor har hans parti så lavet skolereformen? Og partiets uddannelsespolitiske udspil fra sidste år er total teknokratisk intethed, dvs. “antilærd”? Og hans kollegaer i regeringen vil omdanne både socialt arbejde og pædagogik til noget, de kalder “SØM-afkast-modeller”. Her lægges der bestemt ikke op til, at børn og unge skal kende til hverken Brandes eller Aakjær.
På den måde får Dybvad omdannet Vipperød til et lille dorsk DF-agtigt teknokrati med et årligt loppemarked første lørdag i juni.
Man forstår godt, hvis de unge i Vipperød får lyst til at søge til Vøbenhavns Universitet, hvor de kan blive til VØ’er uden køn og finde hverdagsracistiske overgreb gemt i hvert eneste ord.
Reference:
Kaare Dybvad Bek: De lærdes tyranni, People’s Press, 2017.
4. d. 3. oktober: Facebook-drys 63: august 2019
Så fik jeg styr på diskussionerne i august:
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-63-august-2019.html
5. d. 4. oktober: De lærdes tyranni 2
Ubehag ved Socialdemokratiet: Kaare Dybvad Bek: De lærdes tyranni – 2. refleksion
I 2018 skrev den nuværende boligminister, Kaare Dybvad, bogen ”De lærdes tyranni”. I forbindelse med at jeg læste en bog af to andre socialdemokratiske ministre, nemlig tandemparret Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen, fik jeg lyst til at studere endnu et eksempel på aktuel socialdemokratisk tænkning.
Rosenkrantz-Theils og Halsboe-Jørgensens bog hed ”Det betaler sig at investere i mennesker”. Bogen handler om den såkaldte ”SØM”-metode, som en form for udvidelse af det finansministerielle sprog og logik ind i pædagogikken, som derved omdannes til konceptmetoder med læringsafkast-profiler.
Dybvads bog er anderledes. I en vis forstand peger den i en helt anden retning, men så alligevel ikke. Lad mig forklare det.
Dybvads verden hedder Vipperød, en flække mellem Roskilde og Holbæk, hvor han voksede op. Alt starter og slutter der, dvs. den socialdemokratiske-DF-agtige trummerum, dvs. få et job, pas din forening og vær skeptisk over for indvandring.
Dybvad mener, at hans Vipperød-ideal er en symbiose af Georg Brandes og Jeppe Aakjær. Jeg vender tilbage til det senere.
Lad os se på argumentationen: Dybvad mener altså, at Vipperød er truet af ”den kreative klasse” og af ”de lærde”.
Dybvad undersøger den kreative klasses oprindelse, som dette forstås hos den amerikanske professor Richard Florida. Florida har en dansk forbindelse. Han har boet her i landet, han har understøttet Alternativet, og hans tanker flugter også godt med visse globaliseringsalternativister i det radikale venstre. Han står for en særlig form for økologisk/økonomisk/teknologisk tankegods, som er uudholdelig for sådan en som mig. Floridas ideer er grundlaget for ny ”kreativ klasse”. Dybvad viser meget interessant, hvordan denne ide og denne proces har sat sig spor i dansk policy, hvordan den har bredt sig i samfundet som en stedsfjendsk ideologi, og hvordan den er endt op i en desavouering af Vipperød og lokal folkelighed. Det er en fin analyse.
Dybvad kritiserer især alle konsulenterne og kommunikationsfolkene. Det er dem, der er ”lærde” og ”kreative”. Men hvorfor er de det? Det kan godt være, at de falder under Richard Floridas begreb, men de er da ikke kreative eller lærde i almindelig forståelse af disse ord? De er ikke kunstnere, håndværkere, videnskabsmænd eller intellektuelle. Ofte endda tværtimod. Og selvom jeg bestemt ikke er fan af Floridas tanker, så synes jeg også, at Dybvad reducerer Floridas gruppe for kraftigt, så Uffe Elbæks tropper ender som et kommunikationsbureau. Mange af de alternativister, jeg kender, er bestemt ikke kommunikationsrådgivere, men iderige og åndeligt interesserede økologer.
Så først ødelægges lærdoms- og kreativitetsbegrebet, og derefter reduceres det så yderligere, så den kreative klasse til sidst nærmest udgøres af nogle evalueringskonsulenter eller sådan noget.
Men findes der ingen virkelig kreative hos Dybvad? Ingen ægte lærde? Nej, åbenbart ikke. Niels Bohr ender, hvis jeg må sætte det på spidsen, i samme bås som en mellemleder i Odense Kommune, der giver advarsler til folk med selvstændige meninger.
Problemet er, at al lærdom og kunst dermed kollapser ind i deres modsætning. Dybvad burde i det mindste have skelnet mellem Lærd 1 og Lærd 2, dvs. den intellektuelle/kreative og teknokraten. På samme måde, som Grundtvig skelner mellem skjalden og juristen. Med det udgangspunkt kan man sige, at Lærd 1 i Dybvads analyse kollapser ind i det Lærdes modsætning, som han så kalder for Lærd alligevel.
Faktisk er der to virkelig kreative og lærde personer i Dybvads univers. Det er Georg Brandes og Jeppe Aakjær. Dybvad går ikke ind i deres tekster, så den nærmere bestemmelse står noget uklart. Han refererer til gymnasiets aktuelle litteraturhistorie, som da også er en god bog. Vipperøds essens er skabt af disse to personer.
På en måde er det en vigtig pointe, at de danske steder er skabt af kulturradikale og folkelige traditioner. Men på den anden side: Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med, at Brandes og Aakjær nu skal understøtte det, som Dybvad får fremstillet som en form for dansk småborgerlighed i kamp mod de kreative og lærde? Det er en dybt paradoksal tese efter min mening. Og paradoksaliteten hænger sammen med det kollapsede ”lærdoms”- og ”kreativitets”-begreb.
Vi ender derfor i en form for rindalisme, der understøtter den antiintellektuelle tone hos Henrik Sass Larsen og hos en socialdemokratisk debattør som Lars Olsen, som jo var dybt involveret i Antorinis skoletanker. Jeg synes også, man genfinder den hos f.eks. Mattias Tesfaye, som i sit fine forsvar for håndværket også får talt samfundets åndelige strukturer væk og ned.
Rosenkrantz-Theils bog om SØM-metoden, som jeg omtalte i indledningen, er også rindalistisk, blot på en endnu mere aggressiv måde. Den er ikke Vipperøds-rindalistisk, snarere evalueringsmetode-rindalistisk, hvilket jo netop giver masser af jobs til de konsulenter fra den kreative klasse, som Vipperødsrindalismen hader. Disse evaluerings-konsulenter skal så bare egentlige ikke være ”kreative” eller ”lærde”, men blot samfundsrelevante teknikere, der gør, hvad de får besked på. På den måde får vi en intern socialdemokratisk differentiering: En folke-rindalisme overfor en evaluerings-rindalisme. Det er da et meget sjovt fund. Denne differentiering har dog mig bekendt ikke vist sig i samfundets eller partiets offentlige liv.
Dybvad har et fint kritisk blik for centraliseringsprocesserne i samfundet. Han skyder på kommunalreform, ændringerne i skattevæsenet og professionshøjskolereformen, alt sammen etableret i 00’erne, hvor Venstre regerede, men uden nævneværdig socialdemokratisk modstand. Efterfølgende, fra 2011-2015, stod socialdemokraterne endda decideret i spidsen for at finpudse centraliseringsiveren med deres reformer af læreruddannelse og skoler, som faktisk var præget af en dyb afstandtagen fra folkelige og pædagogiske traditioner. De dele går Dybvad mere stille med, for nu at sige det mildt.
Dybvad skyder også på 00’ernes globaliseringsaftale, og det gør han helt ret i. Men hvorfor mener Dybvad, at denne aftale er så entydigt knyttet til teorien om den kreative klasse? Mange vil sige, at det er neoliberalisme, konkurrencestat og dannelsestab, dvs. det modsatte af kreativitet, der er på færde? I min optik bidrog globaliseringsdiskursen fra 00’erne netop til en ødelæggelse af det lærde og af det kreative. Men Dybvad sidestiller denne 00’er-diskurs med det kreative og det lærde? Og er skolereformen, som Dybvads parti jo står bag, ikke et typisk eksempel på centraliseringssproget? Dybvad ender med en de facto frikendelse af sit eget parti, som selv står bag meget af det, han kritiserer. Men han kan ikke gøre noget ved det, fordi han har puljet de midler, han skulle have anvendt som noget negativt ”kreativt og lærd”, kun med en småborgerlig Brandes og Aakjær fra lærebogen tilbage.
Dybvads hovedfjende er Alternativet, som har fået mange penge fra folkene bag teorien om ”den kreative klasse”. Derimod er han glad for DF, som har samme syn på de lærde og det kreative som Dybvad selv. Han havner dermed i Berlingske-segmentet, dvs. 00’ernes kombination af DF-dannelse og OECD-agtigt jobfokus. Bogen er da også blevet godt modtaget i den omegn, som åbenbart har glemt deres egen OECD-begejstring fra 00’erne? Jeg tror ikke, at Aakjær og Brandes ville synes, det var skide sjovt. Jeg er enig med Dybvad i hans kritik af 00’erne, men hans analyse er ikke dybtgående nok, hvorved han ender i en blanding af konkurrencestat og provinsialisme og faktisk i en afvisning af kreativitet og lærdom som sådan.
Dybvads bog er noget af det tætteste, Socialdemokratiet aktuelt kommer på en selvstændig tanke, men den ender alligevel med at understøtte et uselvstændigt Socialdemokrati.
Jeg vedhæfter en omtale af Socialdemokraten Julius Bomholts kultur- og pædagogik-antologi fra 1950’erne. Det er den slags lærde kreativitet, som er gået tabt i dag, og som virkelig vil kunne gøre Vipperød til et vippende og rødt sted i Danmark.
Links:
Link til omtale af Bomholts bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/socialdemokratiets-derout…
Link til refleksion 1:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157536395554481&id=837549480
6. d. 4. oktober: En tvivlsom gave
Weekendavisens journalist Markus Bernsen, som også dækkede Keld Skovmand-sagen, har kastet sig ud i at undersøge AP Møller-fondens ageren på folkeskoleområdet, dvs. hvordan læringsideologien arbejder på kryds og tværs mellem fonden selv og landets kommuner. Artiklen har den skønne titel ”En tvivlsom gave”.
I starten af artiklen siger jeg selv lidt på det generelle niveau om den læringsideologiske hyperophedning og dennes negative effekt på skolens tradition og pligt. Det kan man selv læse.
På den mere empiriske side er der blandt andet en beretning fra de nordsjællandske John Hattie-kommuner. Viceborgmesteren i Lyngby, Simon Pihl Sørensen, har en række kraftfulde markeringer. Han taler f.eks. om, at disse kommuners Hattie-projekt, som har fået i alt 19 mio. kr. af fonden, er ”sekterisk, nærmest facistoidt og udansk”. Han taler også om en ”uhellig alliance af penge og et pædagogisk modefænomen”.
Ph.d.-studerende ved DPU, Niels Møller, beretter om Hattie-feberen i Skanderborg kommune, hvor der er fokus på “effektivitet, politisk styring og ouput”. Bernsens skriver her, at Skanderborg ikke modtog AP-Møller-støtte til efteruddannelsesdelen af kommunens Synlig Lærings-projektet. Men Skanderborg og Norddjurs modtog 5,5 mio. kr. til det overordnede arbejde med Synlig Læring, så forbindelsen mellem kommune og AP Møller er mere klar, end det fremgår af artiklen.
Dernæst er der en omtale af AP Møllers bevilling til skoleledelsesudviklingen i København og Aalborg, hvor alle lederne skal til Oslo Handelshøjskole på læringsstyrings-kursus. AP Møller støtter sagen med 12 mio. kr.. Bernsen har i den sammenhæng interviewet både den modige og prisbelønnede lærer, Simon Malkenes, og den ligeså modige og prisbelønnede danske lærer, Erik Schmidt, som til sammen beretter om Oslo-skolens fokus på ”big data, topstyring og koncerner”.
Til sidst er der en kort omtale af det lidt teknisk-juridiske problem, at Thomas Nordahl, som jo sidder i AP Møller-fondens vurderingsudvalg, også er ansat på Oslos Handelshøjskole, som jo nu kommer til at tjene penge på tildelingerne til København og Aalborg. En talsmand for AP Møllerfonden afviser dog, at der skulle være habilitetsproblemer. Efter min mening er det faktisk galt nok, at Nordahl deler generel ideologi med mange af projekterne. Der er en organisatorisk-indholdsmæssig forbindelse, som sætter sig mere grundlæggende igennem.
Desværre er der ingen drøftelse af vurderingsudvalgets almene ideologiske profil, som jo er ekstremt smal og instrumentalistisk. De tre professorer i udvalget er hhv. Nordahl selv og indtil for nylig også Jens Rasmussen. De har 100% samme ideologi. Dertil kommer en professor, der skriver om svineøkonomi. Endelig sidder der en direktør fra EVA, som også understøtter læringsideologien 100%. Resten er ukritisk pynt.
Til sidst fortæller en ”sekretariatschef” hos AP Møller, Hans Kristian Kristensen, at fonden ikke skam ikke har ”særlige holdninger”, og at den ”støtter bredt”, og at den viser ”tillid”.
Det er i sandhed en tvivlsom gave.
Link til artikel i Weekendavisen: https://www.weekendavisen.dk/2019-…/samfund/en-tvivlsom-gave
Link til analyse af alle projekttildelingerne: http://www.thomasaastruproemer.dk/glemsomhedens-kategori-ap…
7. d. 5. oktober: Et vø-identitært indlæg
Et vø-identitært indlæg og en social-antropologisk hypotese:
Astrid Johansen har skrevet et læserbrev til Information, som jeg har en bemærkning til. Johansen er studine ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Det er det institut, hvor institutlederen har bedt sine ansatte om at sende breve ud til alle studerende, hvori der spørges, hvordan de studerende hver især vil tiltales, sådan rent kønsmæssigt. Man skal heller ikke bruge ord som “damer” eller “gutter”.
Man kan forestille sig mange andre forespørgsler i fremtiden. For mange mennesker vil gerne være noget andet, end det de er, og nogen vil gerne bo på Mars eller uploade deres hjerne i en udødelig data-sky. Og sidstnævnte vil nok slet ikke kaldes for ”mennesker”, for den slags belaster jo Co2-regnskabet, det ved enhver. Vi får et kunstfjendsk sprog, produceret af et institut for kunst.
En fremtrædende ansat, lektor Erik Steinskog, synes godt om institutlederens aktion. Det lærte jeg om for et par uger siden. Og han er endda fra Norge, som jo er “gutternes” land.
Og nu følger de studerende trop. For Astrid Johansen er simpelthen så glad for institutlederens mail. Hun mener, at alt det der med mænd og kvinder er ”ikke naturligt”(!). De to køn er tværtimod udtryk for en apartheid-lignende racisme, der er en del af kolonialismen. Det står der altså, det er ikke noget, jeg finder på.
Hun kalder vores to køn for et identitetspolitisk ”binært system”, som ligner ”racesystemet”, og som hænger sammen med, at Danmark var en ”kolonimagt”. Hun vil hellere have et ”spektrum” af køn, siger hun. Man kan selv læse det i linket. Måske en kønsalgoritme? ok, det er bare et konstruktivt løsningsforslag, et “hvad nu hvis?” som det hedder i Silicon Valley-traditionen.
Astrid Johansn siger dog, at hun ikke vil forbyde udtrykket ”mine damer og herrer”, men pointerer alligevel, at man skal tænke sig om. Der røg Kim Larsen-koncerten vist. Supertramp lavede også engang en “racistisk” sang, der hed “Lady”.
Der er ikke meget glæde eller sorg over fjord og fjeld, bare et underligt mørke. Jeg kalder det hele for vø for at undgå at sige noget.
Så hele dette institut, både lederen, læreren og studinen, er altså inficeret af vø-ideologien. Findes der egentlig nogle undtagelser? Jeg kan jo sagtens have overset noget.
Det hele minder mig lidt om Sociologisk Institut i gamle dage, hvor universitetsmarxismen hærgede. Men ok, det blev også lukket.
Jeg har faktisk en lille antropologisk hypotese om emnet, som ligger i forlængelse af et opslag, jeg lavede i går. Socialdemokraten Kaare Dybvad Bek finder sit dannelsesideal i Vipperød, hvor man ifølge Dybvad Beks mening heldigvis er imod ”de lærde” og ”de kreative”, som han mener udgør et ”tyranni”. Men Vipperød-menneskene er alligevel rundet af Georg Brandes og Jeppe Aakjær, siger Dybvad Bek, sådan lidt uden at vide det selv vist nok.
Ok, og hvad betyder denne dannelsesmæssige konfiguration så for en ung Vipperød-studine? Jo, det betyder, at hun undgår det lærde og det kreative, dvs. hele åndshistorien, som jo er tyrannisk, men at hun alligevel har kulturradikalismen, dvs. tørsten efter netop det lærde og det kreative, i blodet. Og er denne pudsige dialektik af undgåelse og blod ikke lige præcist den dannelsesteoretiske bestemmelse af en vø?
Jeg tror faktisk endda, at den samme socio-økonomiske konfiguration, dvs. socialdemokrati+lærdomsopgør, også lå til grund for de ansattes baggrund på Sociologisk Institut i sin tid. Så måske har vi fat i en mere generel sammenhæng?
Så man bør undersøge, om der er en sådan socialantropologisk og åndelig sammenhæng mellem provinsens socialdemokratiske småborgerskab og de radikalt-identitære vø’er.
Link til Astrid Johansens læserbrev:
8. d. 6. oktober: Statsministerens tynde øl
Statsministeren er imod udtryk som “University Colleges” og “læringscentre”. Hun vil gerne tale om “seminarier” og “biblioteker” i stedet for. Og applausen strømmer ind.
Men den går ikke, at følgende årsager:
1.
Professionshøjskolerne blev dannet i 2008 som et decideret opgør med seminarietraditionen. Et opgør der blev forstærket af reformen af læreruddannelsen i 2012 og af pædagoguddannelsen et par år senere, dvs. under en socialdemokratisk ledet regering.
Loven om professionshøjskolerne fra 2007 sprang ud af de såkaldte globaliseringsmidler, som var rent økonomisk defineret.
Jeg har fundet et link fra uddannelsesministeriet om professionshøjskoleloven, hvor man kan studere det fattige sprog, som både DPU, KL og flere andre sprang direkte ned i, ofte i dyb symbiose med socialdemokratiske politikere.
Både Socialdemokratiet og de radikale (og K, V og DF) stemte for loven. SF og EL gjorde ikke.
Socialdemokratiet er derfor selv en vigtig årsag til, at man ikke taler om ”seminarier” mere.
https://ufm.dk/…/aftale-om-professionshojskoler-for-videreg…
2.
Betegnelsen Pædagogiske læringscenter (PLC) er en direkte udløber af skolereformens læringsrevolution, som Socialdemokratiet selv var primus motor i, og hvor Mette Frederiksen spillede en central rolle ifm. lockouten af lærerne i konkurrencestatens navn.
Nedenfor er et link, hvor man kan se et eksempel på, hvordan PLC instrumentaliseres totalt direkte i kølvandet på Socialdemokratiets læringsrevolution.
https://www.eva.dk/grund…/8-gode-raad-staerkt-laeringscenter
Så Socialdemokratiet er selv årsag til opgøret med “seminarier” og “biblioteker”. Det er ikke i orden!
Og nu kører man så kampagne mod landets frie skolesektor. Logikken er følgende: Først fjerner man al pædagogisk frihed fra folkeskolen. Når folk så flytter til friskolerne, som egentlig var folkeskolens hele grundlag via grundlovens §76, så ødelægger man friskolernes muligheder ved at tale om dem, som om de var en højkapitalistisk IT-gigant, der ødelægger fællesskaber og kun tænker på at tjene penge.
På den måde tvinger man alle børn ind i den socialdemokratiske tvangsskole, som altså er et opgør med biblioteker og seminarier.
Link til Mette Frederiksens åbningstale: https://politiken.dk/…/L%C3%A6s-hele-Mette-Frederiksens-tal…
9. d. 7. oktober: Henrik Dahl opdrager forskermasserne
D. 22. september havde 558 forskere underskrevet et indlæg, hvori de foreslog, at regeringens klimamålsætning skulle udgøre grundlaget for en udvidelse af universitetets formål.
Forslaget blev stærkt kritiseret, blandt andet af Henrik Dahl, som jeg selv var 100% enig med i denne sag. Har man behov for lidt brush-up, kan man læse om debatten her:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157508456579481&id=837549480
I Politiken fra i går havde indlæggets tre initiativtagere – en adjunkt fra CBS, en projektleder fra KU og en lektor fra Københavns Professionshøjskole – en form for korrektion af deres oprindelige tekst. De bruger forsknings- og uddannelsesministerens aktuelle planer om at flytte midler fra samfundsfag/humaniora til klimaforskning som anledning til at fremsætte de nye markeringer, der viser hvor dybt Henrik Dahls indlæg har ramt dem i solar plexus.
Det hedder sig naturligvis stadigvæk, men endda ret langt nede i indlægget og i nærmest neutrale formater, at ”bæredygtighed skal prioriteres på tværs af fakulteter og professionsfelter”, ligesom de tre forfattere stadigvæk udtrykker ”håb” om, at ”den grønne dagsorden” kan blive ”et bredt kollektivt projekt”. Men det er nu helt slut med opgøret med akademisk uafhængighed og med referencerne til professor Peter Lauritsens tilslutning til SDU’s nye klimakonsulent-universitet.
I stedet får vi fire fine formuleringer drysset rundt i svaret til ministeren og Dahl:
1.
”Forskningsfrihed (…) er en grundstamme i vores universitetssystem og demokrati.”.
En ”grundstamme”? Mange tak!
2.
”De grønne løsninger er vigtige, men det er os magtpåliggende at fremhæve det afgørende i, at ikke-instrumentel forskning også prioriteres – altså forskning, der ikke direkte er rettet mod at løse praktiske problemer”.
Så det er nu “afgørende” med “ikke-instrumentel forskning”? Tak igen! Nye toner.
3.
Vi skal også ”kultivere forskning, som sætter spørgsmålstegn ved selve præmissen for grøn omstilling….”
God ide! Der er masser at forske i vedrørende magt- og interessekonfiguration i klima- og bæredygtighed, ligesom der er inden for alle andre emner. Ægte videnskab svarer kun på spørgsmål, den selv stiller, så politikerne kan blive forvirrede. Det kaldes også for “kritik”.
4.
Endelig minder de tre forfattere uddannelsesministeren om, at uden en ordentlig balance mellem fri forskning og strategisk forskning risikerer vi, at sætte vores ”demokratiske værdier over styr”.
Her er vi tilbage ved ”grundstammen” under punkt 1.
Kort sagt: en klar korrektion af den oprindelige tekst.
Til sidst forsøger de tre forfattere at svare direkte på Henrik Dahls forsvar for den nære relation mellem videnskab og frihed. Her er det tydeligt, at det er Dahl, som har opdraget dem. Først roser de Dahl for et ”frisættende programskrift”, som jo altså blev skrevet som direkte modspil til forfatternes oprindelige udspil! Adjunkten, projektlederen og professionshøjskole-lektoren er blevet ”frisat”. Dahls ”frisættelse” har altså bidraget til ovenstående fire korrektioner af den oprindelige skrækkelige underskriftsaktion.
De tre forfattere vil dog ikke indgå i ”en akademisk debat” om forholdet mellem ”sandhed og politik” i ”teori og praksis”, som de pludselig – under påvirkning fra Dahls enmandshær – får udtrykt det, nu med ordentlige videnskabelige ord. Men hvorfor vil de ikke diskutere dette emne? Det er jo netop det helt centrale problem i denne sag.
I stedet munder læserbrevet ud i en småborgerlig skælden ud på Dahl, fordi han ikke taler noget mere om klimaforskning, som nu er nedskrevet til ”et bredt kollektivt projekt”, og for at han ikke er mere kritisk over for Helge Sander-universitetet, hvilket han mig bekendt faktisk er.
Disse afsluttende markeringer og småfægterier rører ikke det mindste ved Dahls principielle kritik, men er ren overflade i forhold til, at Dahl med sit ”frisættende programskrift” har rystet de tre forfatteres instrumentelle syn på videnskab.
Til sidst falder de fire forfattere tilbage til ånden fra deres oprindelige indlæg. Det sker, fordi de reducerer emnet, altså forholdet mellem “sandhed, politik, teori og praksis” til et spørgsmål om noget, de kalder for ”professionsstyring”. Jeg har da sjældent hørt noget værre. Det er jo den rene konsulent-filosofi.
Reference:
Emil Husted, Cecilie Glerup og Anja Svejgaard Pors: ”Grøn forskning må ikke udsulte den frie forskning”, Politiken, d. 6. oktober. (ligger ikke pt på nettet)
10. d. 7. oktober: KL om børnehaver
I 2017 udarbejdede KL et udspil om børnehaver og vuggestuer. Det hedder “Godt på vej – dagtilbuddets betydning”. Det er en gyser. Her er et par kommentarer:
1.
Ordet ”leg” optræder 10 gange, men altid kun sammen med ”læring”, og alle ti gange er det helt uden forklaring, i modsætning til ”læring” som har fået et helt kapitel for sig selv. “Leg” er i bedste fald et ledsagende intet, i værste fald et styringsredskab.
2.
Man vil læringsficere familierne. Det er der et helt kapitel om. Her står bl.a. følgende:
”Forskning viser, at et godt hjemmelæringsmiljø øger barnets sandsynlighed for at klare sig godt i skolen og videre i livet. Derfor skal samarbejdet med forældrene allerede i dagtilbud være målrettet og differentieret og tage afsæt i barnets læring og trivsel.”
Der skal også udarbejdes ”en konkret strategi for samarbejdet med forældre om barnets læring og trivsel, der tager afsæt i børnene.”
Der refereres her til nogle Heckman-økonomer og til en EVA-rapport og til en rapport om ”growth-mindset”.
Det er den moderne forældresamtale, vi her taler om, hvor KL-læring har sat sig som en tung monopol-sky på det pædagogiske og nu også på familiernes sprog.
Fri mig for “hjemmelæringsmiljøer”!
3.
Dagtilbud skal forebygge ulighed. Derfor skal alle børn have ”grundkompetencer” og alle omkring barnet – både professionelle og forældrene – skal have et ”fælles sprog”. Denne version af “hjemmelæringsmiljøet” hedder ”tidlig indsats”. Pas på med det udtryk. Det betyder ikke det samme som i gamle dage. Det handler i dag om mikro-styring og målstyringssprog, indtil alle statistiske udsving går i nul
4.
Der er også et helt kapitel om læring, der hedder ”Dagtilbud skal fremme børns læring”. Her kan man læse følgende:
”De professionelle skal systematisk på baggrund af iagttagelser og vurderinger sætte mål, evaluere og følge op på henholdsvis læringsmiljøet og barnets progression.”
KL kalder det for ”et bredt læringsbegreb” i ”overensstemmelse med dansk dagtilbudstradition”. Det er er ”leg og læring”, står der.
Der er ingen kapitler om ”leg”. Heller ingen referencer i litteraturlisten. Der er faktisk heller ikke referencer til “læring” i dettes begrebs faglige betydninger.
5.
KL er vild med noget, de kalder for ”faglig ledelse”. Nå, tænker man: “Faglighed”, hvor godt! Men nej, det har intet med pædagogisk faglighed at gøre. Det er læringsstyring. F.eks. står der:
”Faglig ledelse på børne- og ungeområdet handler om ledelse tæt på kerneopgaven. Det vil sige ledelse af de pædagogiske og didaktiske processer, som fremmer børns læring og trivsel gennem fokus på interaktionerne mellem børnene og de voksne og mellem børnene. Faglig ledelse er nødvendig for at kunne nå målene for kvalitet og udvikle en fagprofessionel kultur. Gennem faglig ledelse sker koblingen mellem de politiske mål og den pædagogiske praksis.”
Det skal sikre “progression” i læringen, står der flere gange.
Så det handler om ”mål, kobling, progression, hjemmelæring og kerneopgaver”. Det er der ingen faglighed over. Men alligevel kaldes denne ufaglighed for ”faglighed” og ”fagprofessionel”. Det er nysprog. Ingen gider jo at være pædagog, hvis det skal være på den måde.
6.
KL vil også styrke digitaliseringen af dagtilbuddene, både organisatorisk og i pædagogikken, for man kender jo ikke “fremtidens kompetencer”. De små børn skal have ”læring” om ”sociale medier”. Det er vigtigt for fremtidens kompetencer. KL kalder det for ”digital dannelse”. KL har selv skrevet en kæmperapport om digitalisering. Rapporten er ren Silicon Valley og blev da også udarbejdet af firmaet Dare Disrupt, hvis direktør er uddannet på Singularity University.
Og de digitale platforme kan sørge for, at registreringer af “børns oplevelser” – læs “læringsprogression” – kan videreføres til skolen, hvor læringssproget kan fortsætte, stadig med KL som inspirator.
7.
Der er ingen pædagogiske referencer i litteraturlisten – hverken til leg eller til læring for den sags skyld. Heller ikke til noget andet relevant. Kun et inferno af referencer til Heckman-økonomer og til Thomas Nordahl osv..
KL kalder sit skrift for ”opfordringer til regeringen”. Jeg er sikker på, at den aktuelle regering er begejstret, for også her er Heckman en form for guru.
Og i den helt aktuelle aftale her fra september 2019 mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi kan man læse følgende, som også er i direkte forlængelse af det hele:
“Regeringen og KL er derudover enige om at fortsætte samarbejdet om implementeringen af den pædagogiske læreplan samt at følge op på sidste års aftale om, at et kvalitetsløft kræver et fortsat fokus på gode data og viden med henblik på bl.a. at identificere faktorer, der kendetegner dagtilbud af høj kvalitet. Dette skal understøtte kommunernes prioritering på området og den daglige ledelse”.
https://www.kl.dk/media/10887/godt-paa-vej-dagtilbuddets-betydning.pdf
11. d. 8. oktober: Facebook-drys 64: september 2019
Her er mine fb-opslag fra september. Der mange af disse opdateringer, jeg kommer til at arbejde videre med, tror jeg.
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-64-september-2019.html
12. d. 9. oktober: SkoleRåd 2008-2011
Fra 2008-2011 udgav det daværende Skolerådet – med det officielle og poetiske navn ”Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen” – en form for årsavis, som de kaldte ”SkoleRåd”. Her kan man få et indtryk af stemningen:
I 2011-udgaven fortæller Jens Rasmussen om lyksalighederne i Ontario i Canada, og der er også reference til Rasmussens indflydelsesrige 2010-rapport, hvor han sammenligner læreruddannelser i Singapore, Canada, Finland og Danmark. Det var den rapport, hvor tesen var, at for meget filosofi og normativitet førte til dårligere PISA-placeringer. Vi skulle gøre som Singapore, hvor der var ren “evidens”. Vi er da også ”sagtet agterud” i forhold til Singapore, fortæller Rasmussen i interviewet i avisen. Han siger også, at canadierne fokuserer på undervisere, der ”kan diagnosticere en elevs behov og sætte ind med den rette metode”. I ledsagerteksten står der, at Canada profiterer af ”præcise forventninger til elevernes læring”.
Der er også et interview med en konsulent, der hedder Pernille Pind. Hun vil have nogle ”basislæringsmål”, som skolerådet også foreslår. Det fik hun med skolereformen, og endda med Rasmussens hjælp.
Der er også en omtale af Skolerådets såkaldte ”anbefalinger” (læs dem ikke), der understøtter synspunkterne i artiklen med Rasmussen. Her står der, at der skal være flere læringsmål, både ”basislæringsmål, almene læringsmål og individuelle læringsmål”, og at læreren er en ”enkeltfaktor for elevernes læring”. Det er Skolerådets formand, økonomen Jørgen Søndergaard, der tegner og fortæller. Han siger også, at ”læringsmålene” sammen med de nationale tests bliver ”et stærkt redskab” i undervisningen. Hvis man gør det, så vil flere elever ”gennemføre en ungdomsuddannelse”. Det er dybt uinteressant.
På forsiden af bladet står der, at ”klare mål skal styrke evalueringen”. Der henvises til en OECD-rapport, som efterlyser mere ”evalueringskultur”. Rapportens forfatter, Claire Shewbridge, foreslår, at der sættes ”præstationsstandarder”, så folkeskolen bliver ”bedre til at evaluere elevernes indsats”. Der skal være ”et paradigmeskift” så ”test og standarder” bliver ”en integreret del af lærerens arbejde”. Der er ingen almindelig pædagogiske ord. Der er ingen fag, didaktik, formål, autoritet, klasser, tradition, fantasi, demokrati osv.. Der er heller ikke noget om klima, indvandring, finanskriser, terror, multikulti, Grundtvig, natur osv.. Det er ingenting. Kun læringsmål. Men det er før Hatties tid. Der er lidt mangel på teflon. Sproget er mere sådan rent økonomisk/teknokratisk. Året efter stod der John Hattie over det hele i Skolerådets årlige beretning.
Skolerådets formand, altså den førnævnte Jørgen Søndergaard, som i dag rådgiver Odense Kommunes skoleforvaltning, fremhæver ligesom Rasmussen også Singapore, men også f.eks. Polen og Korea. Han vil have mere ”kvalitet”, dvs. ”de rigtige mål, som man kan sigte efter” og en ”systematisk og vedholdende indsats på alle niveauer”.
Der er også et interview med en projektleder fra EVA, Mia Lange. Det er interessant, fordi hun sammenkobler læringsmål og undervisningsdifferentiering, som altså på det tidspunkt er i skred fra at være et specialpædagogisk begreb til at blive almenpædagogisk. Keld Skovmand har skrevet en del om det, og Mia Lange refererer da også til netop de rapporter, som Skovmand har kigget på. Bagefter fandt jeg ud af, at denne sammenkobling af special- og almenpædagogik står mange steder i SkoleRåd. Igen har Skovmand ret.
Der er også et dobbeltinterview med Jørgen Søndergaard og Anders Bondo. Det går lidt for stille og roligt efter min smag, indtil Bondo pludselig vågner op. Det sker i forbindelse med, at Søndergaard foreslår, at vi skal have ”konkrete mål for, hvad alle elever (…) skal nå på givne tidspunkter”. Bondo erklærer prompte, at sådanne ”niveaudelte læringsmål” er ”en skrækkelig tankegang”. Søndergaard forstår intet og klør på med noget PISA osv.. Men til sidst falder Bondo alligevel til patten med en masse snak om ”partnerskab” og ”et stærkt samarbejde om folkeskolens udvikling”, hvilket jo var helt forkert. Dorthe Lange sad decideret i Skolerådet men dog ikke i formandsskabet – hvor hun kørte samme lidt for tilpasningsvillige linje efter min mening. En linje der kulminerede året efter i Antorinis Ny Nordiske Skole, hvor hun delte formandskab med Antorinis konkurrencestats-ingeniør-ven Lars Goldschmidt. Bondo og Lange er netop blevet genvalgt som DLF’s formand og næstformand.
På s. 11. er der igen en kæmpeartikel, hvor ”undervisningsdifferentiering” og ”almene læringsmål” kollapser ind i hinanden. Det er skoleleder, Kirsten Birkving, som sad i Skolerådets formandskab, der svinger læringsmålskrabasken. Hun bakkes op af Niels Egelund, som i høj grad personificerede kollapset, og som i 2010 have udtalt til Information, at der ikke er forskel på en uddannelsesforsker og en økonom.
Til sidst er der en reportage fra Erritsø Centralskole i Fredericia. Her mener de, at skolens formål er ”at motivere eleverne til læring – til praksis”. Hvor har de mon det fra? Måske fra Skolerådet?
Simon Calmar Andersen, som kaldes en ”ekspert i uddannelsespolitik”, og som også er med i formandsskabet, vil gerne have sat erfaringerne ”i system”. Han mener, at ”vi mangler forskningsbaseret og systematisk viden”. Han vil ”måle” og ”måle igen” med udgangspunkt i de “nationale tests”. Calmar Andersen sad i Skolerådets formandskab fra 2008. Dengang var han ansat i Aarhus Kommune. I dag er han på Aarhus Universitet, hvor han forsvarer Nationale Tests og James Heckman til sidste blodsdråbe.
Hermed er vi på en måde ovre i udgaven af SkoleRåd fra 2008. Her er der et interview med Lars Qvortrup, som bliver spurgt om, ”hvilken forskning folkeskolen har brug for?”. Han svarer, at der er brug for ”forskning, der kan vise, hvad der virker, og hvorfor det virker”. Journalisten spørger også økonomen Nina Smith om det samme, og tænk… hun siger fuldstændig det samme som Qvortrup. På den modsatte side er der en reference til en eller anden rapport fra Mckinsey & Co. Det er et oplevelsesinferno. Nina Smidt sad også i formandskabet, indtil hun blev afløst af Calmar Andersen.
Nedenfor er formandsskabet, som det så ud i 2011. Der er ingen med interesse for pædagogik. Og der er som sagt heller ingen referencer til skolens formål og tradition i nogen af de tre aviser, jeg har haft adgang til (årgang 2008,10 og 11):
Jørgen Søndergaard, Direktør for SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Også med i Skolens Rejsehold. Folkeskolen.dk kaldte ham for en pædagogisk overvismand. Hypertekniker helt uden pædagogisk forstand og interesse.
Professor Niels Egelund, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet eller “økonomisk forsker”.
Lektor Simon Calmar Andersen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (aktuelt aktiv i forsvaret for Nationale Tests)
Skoleleder Grethe Andersen, Vester Mariendal Skole i Aalborg
Skoleleder Kirsten Birkving.
Efter skolereformen tog Skolerådet navneforandring til Rådet for Børns Læring.
Her er lidt inspirationsmateriale fra Skolerådet:
https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/BUU/bilag/202/1117105.pdf
13. d. 9. oktober: Vø og vå
Hvad er definitionen af en vø? Den er følgende:
“En vø er ”et spektrum af variation ud fra et intet”.
Det vil sige, at vø er en radikal konstruktion. Altså ikke blot en konstruktion af et X eller af et Y, men en radikal konstruktion af hele spektret af mulige variationer, som opløser X og Y som sådan. Derfor er man ikke en herre eller end dame, men kun en vø, mens f.eks. “herre” og “damer” bliver forbudte ord, som man skal undgå.
Der findes ikke mænd og kvinder eller mexicanere eller hottentotter. Der findes kun spektre af kønslige og etniske flydninger uden essens. Der findes faktisk heller ikke ”mennesker”, fordi det jo er en fornærmelse mod cyborgs, robotter og transhumanister. Der findes kun spektre af teknisk kød.
Hvem kan oversætte et ”spektrum” af teknisk kød, som jo ikke består af ”noget”? Det kan big data og algoritmer. De kan forudsige dit altid midlertidige variationstyngdepunkt og lede dig derhen, indtil du alene er materialiseret som en vø i variations-spektret, som giver maksimalt afkast i overvågningskapitalismens system, og som kan ændre sig om lidt igen. I dag er du en vø 1 og i morgen er du en vø 2.
Men hvad er så en vå? Jo det er resterne af den af vø’en efterladte essens, en slags Trump eller ”røv til bænk” eller en Rasmus Paludana, frembragt af vø-spektrets data. Det er kødet uden ånd.
Men hvorfor ordene vø og vå? Ved det ikke. Ordene kom, før jeg valgte dem. Men jeg kan godt lide deres androgyne, men også kortformede, lyd og look. Og så har begge ord den fordel, at de ikke eksisterer. Man kan ikke slå dem op. De eksisterer ikke på google. De har også spektrum-sound.
En lille fortælling: Jeg har netop hørt et fremragende foredrag af teologen Ole Jensen i vores lokale kirke, som ligger midt i det som folkedybet har døbt “magisterghettoen”. Han talte om bæredygtighed og klimatrussel. Han sad bare på et bord og talte med al sin 82-årige drengethed om menneskets “poetiske jeg”. Jensen mener, at den aktuelle klimakrise skyldes en forkert fortolkning af det gamle testamentes skabelsesberetning, en form for poesiens glemsel. Det var dybt interessant. Et slags pædagogisk program, efter min mening. Jeg skriver om det senere. Nå, men efter foredraget og aftenkringlen var der spørgetid. Jeg rækker hånden op, og det samme gør en kvinde, som jeg sidder ved siden af. Præsten, som er ordstyrer, slår ud med armen og siger: ”DAMERNE først”. Ingen tog notits. Der var ingen vøer i lokalet. Der var ingen fra ”kunst”-instituttet på Københavns universitet. Der var heller ingen våer. Til gengæld var der en god diskussion af forholdet mellem natur og menneske, som om der findes en natur?
I København havde præsten nok sendt en mail til alle i sognet for at spørge, hvordan de hver især vil tiltales. Og han havde også sagt “vø’erne først”. Det er sådan noget, der kaldes for vøf-lighed.
14. d. 10. oktober: En dialog med vø
Et ungt fremmed menneske: Hej Thomas
Mig: Hej med dig, hvad hedder du?
Den unge: Jeg hedder Vø.
Mig: Hej Vø, hvordan går det?
Vø: Det går skidt, jeg er stresset, angst og tænker på at skære i mig selv.
Mig: Aj, hvor dårligt. Hvorfor?
Vø: Der er mange årsager.
Mig: fortæl.
Første årsag:
Vø: Jeg føler, at jeg altid har mangler.
Mig: For mange eksaminer?
Vø: Nej, ikke det, eksaminer er nærmest afslappende. Det er mere, at jeg hele tiden skal sætte mål og derefter måles, hvor langt jeg er på målopfyldelsen. Jeg skal endda monitorere min egen målstyrings-proces. Det sker hver dag i hver lektion, og det er både i skole, gymnasium og på læreruddannelse, hvor jeg pt. er studerende. Det startede for alvor omkring 2013, da jeg gik i 7. klasse. Jeg er aldrig fremragende nok, og skal hele tiden optimere mine præstationer og mig selv.
Mig: Men lærer du også om den slags på læreruddannelsen? Af alle steder?
Vø: Ja, det er over det hele, og alle steder. Jeg er læringsmålstyret.
Mig: Ok, det lyder skrækkeligt, det kan jeg godt se. Har du nogensinde ro til bare at gå en tur i skoven og sætte dig på bænken med dagens avis?
Vø: Nej, aldrig. Men der er en årsag mere til, at jeg har det skidt.
Mig: Fortæl.
Anden årsag:
Vø: Jeg har altid dårlig samvittighed. Jeg skammer mig hele tiden.
Mig: Men du virker da meget sød og venlig?
Vø: Det er jeg ikke. Jeg er racist.
Mig: ?
Vø: Det er fordi, jeg er hvid og bor i Danmark, at jeg er kolonialist, og så fordi jeg taler overhovedet.
Mig: Jeg forstår dig ikke, Vø?
Vø: Jeg kommer hele tiden til at sige “han” og “hun” og “indianere”. Jeg er hverdagsracist. Mit sprog er racistisk. Og i går var jeg til koncert med en sanger, som indledte med “mine damer og herrer”. Han var også racist.
Mig: Ok, det er hårdt, det kan jeg godt se. Måske skal du se en god cowboy-film?
Vø: Nu skal du være sød, Thomas!
Mig: Ja Vø, det skal jeg nok. Undskyld.
Vø: Der er en årsag til.
Mig: Fortæl.
Tredje årsag:
Vø: Jeg skammer mig også over at være til.
Mig: Seriøst? Har du lavet en terrorhandling?
Vø: Nej nej. Men jeg er jo menneske. Og dermed udgør jeg en klimabelastning.
Mig: Men mennesker er da gode, altså de fleste?
Vø: Nej, for planeten går snart under, og mennesket er en
synder, altså en klimasynder, ikke blot ved dets handlinger, men også ved hele dets eksistens som sådan. Jeg udleder co2, mens jeg sidder her og snakker med dig.
Mig: Det lyder ikke rart? Det kalder ikke på agtelse og omsorg for naturen?
Vø: Du forstår ikke, Thomas, Det er min nøgne eksistens, der er problemet. Det kalder snarere på kontrol og teknologi. Det er derfor, jeg har angst og skyld. På læreruddannelsen får vi at vide, at det kaldes for ”dark pedagogy”, og jeg skal aldrig have børn, det er klart som blæk. Så er det bedre med nogle flere ulve i botanisk have.
Mig: Nu græder jeg altså næsten. Du skal da være mor engang, skal du ikke?
Vø: Nej aldrig, for jeg vil ikke sætte Co2 i verden. Men der er en årsag til.
Mig: Fortæl
Fjerde årsag:
Vø: Jeg er altid på de sociale medier.
Mig: Ja ok, det kender jeg godt lidt. Tag en kold tyrker en gang imellem og hold dig primært til faglig, politisk og kunstnerisk brug af Facebook. Det er min metode. Jeg får faktisk ikke mere reklamer på Facebook, kun om biler og højtalere.
Vø: Du har ret, men det kan jeg ikke nøjes med, for hele tiden får jeg likes for udseende, tøj og krop, og jeg er jo også på Instagram, Snapchat og meget mere, og på samme tid. Jeg kan ikke slukke. Det er som om, at jeg er en brik i en kæmpestor adfærdsmaskine. Først tændte jeg, og nu er det mig, der er tændt. Jeg må ligne de andre, men alligevel skille mig ud på den rigtige måde, som vel at mærke ligner de andres måde at ligne de andre på, på en måde der skiller sig ud.
Mig: Din stakkel, Vø. Skal vi ikke drikke os i hegnet?
Vø: Nej, vi skal ej. Og der er en ting til:
Mig: Fortæl.
Femte årsag:
Vø: Jeg føler jeg har pligt til at søge efter min kønsidentitet. Enhver ved jo, at køn er et statistisk og identitært spektrum.
Mig: Det vidste jeg ikke. Du er da en kvinde?
Vø: Det tror jeg ikke. Jeg har lært om det på et kursus, som København Kommune holder for skolelærere. Det ledes af nogle folk fra et Vø-institut på Københavns universitet. Her opfordres vi til at holde kønnet flydende og altid reflektere over det og lege med det, og altid spørge andre, hvordan de vil tiltales for at undgå at være racistiske. Og skoleeleverne skal også helst være lidt i tvivl om deres køn. Og min veninde – undskyld, jeg mener min med-vø – læser til pædagog. Der lærer de også om det. Det er vigtigt, at børn ikke lægger sig for tidlig fast på noget, som kaldes for en kønsidentitet. Jeg tænker på det hele tiden. Måske får jeg snart en 68%-kønsskifteoperation. Om fire år kan jeg ændre det til en 72%-operation.
Mig: Er det derfor, at du har et underligt navn?
Vø: Ja, egentlig hedder jeg Marianne. Men jeg synes, det lyder lidt racistisk.
Mig: Godt jeg var ung i 80’erne. Det var alt det der med køn altså virkelig sjovt og farverigt, kan jeg godt love dig for. Der var også mange Marianne-piger, og de var søde. Især en af dem. Og når man havde det skidt, så var man mest bare ked af det, fordi man ikke kunne få den pige, man var vild med. Men ok, det kunne nu også være hårdt nok. Men så var de jo altid noget godt musik i reolen. Det hjalp. Man kunne også skrive et digt. Der er intet, der styrker karakteren og den poetisk sans som at vente.
Vø: Det lyder så enkelt. Jeg bliver lidt melankolsk, når du fortæller Thomas, selvom jeg aldrig har oplevet den tid.
Mig: Det lyder godt, Vø. Melankoli er første skridt ud af angsten.
Vø: tror du?
Mig: Ja, for tænk blot: du har intet land, intet køn, intet navn, du er årsag til verdens undergang, du er altid social, og du måles time ud og time ind efter eksterne standarder?
Vø: ja.
Mig: Så synes jeg det er flot, at du er melankolsk.
Vø: Tak. En andet slags “darkness”?
Mig: Det er eksistensen, der kalder Vø. Den er det modsatte af “identitet”.
15. d. 11. oktober: Zuboff og Bernsen om dataficering
Overvågningskapitalismens magtovertagelse med fire anledninger
(refleksion med udgangspunkt i bøgerne ”Overvågningskapitalismens tidsalder” (Shoshana Zuboff) og ”Danmark disrupted” (Markus Bernsen)):
1. Den kolde krig som anledning.
USA’s regering annullerer en række etiske bekymringer om privatliv og liberalisme og køber i stedet ind på B.F. Skinners radikale behaviorisme, fordi denne teori kunne give overvågningsfordele under den kolde krig. Skinner mener, at frihed bare er friktion, som endnu ikke er videnskabeligt og adfærdsmæssigt kortlagt. (Zuboff-tese)
2. Terror som anledning
Punkt 1 gentages i 00’erne, nu blot ikke med den kolde krig, men med Manhatten 2001 som en ny anledning til at samarbejde med den spirende techindustri, som dele af den amerikanske kongres ellers i begyndelsen var kritisk overfor. Det handler om at overvåge terrorisme og kriminalitet. Meget aktuelt i disse dage i DK. (Zuboff-tese)
I løbet af 00’erne udvikles tætte relationer mellem USA’s regering og Silicon Valley. Især Obama er storslem. Regeringen kan bruge overvågningssystemerne mod terrorister, og Google får frit løb – uafhængig af statslig indblanding – til at udvikle deres teknologi-kapitalistiske ”udplyndrings”-kredsløb, som Zuboff kalder det, og med en nærmest aggressiv foragt for politik og lovgivning.
Først formuleres opgøret med politik og filosofi i hippie-agtige frihedstermer, men efterhånden udvikler systemet sig til global overvågningskapitalisme, der suger liv og økonomi ud af hele lande og samfund, og hippierne omdannes til kreative konsulenter og en masse nysprog.
Skinners teorier om frihedens illusion får en opdateret udgave i IT-guruens Alex Pentlands altomfattende teknologiske adfærdsvision, som han kalder for ”social physics”. Også han ser – ligesom Skinner – på frihed og værdighed som områder, der blot endnu ikke er dataficeret. (Zuboff-tese)
Efter omkring 2014 køber Danmark totalt ind på præmisserne i disse processer. Det kan man læse om i Marcus Bernsens fremragende bog ”Danmark Disrupted” fra 2019. Hans grundlæggende spørgsmål er: ”Hvordan blev Danmark en forstad til Silicon Valley?” (s. 23).
Den amerikanske proces gentages i DK, sidst med overvågningslogikken i ghettoerne. Efter 2014 får IT-ideologien dybe forbindelser til det inderste danske statsapparat, ikke mindst via Singularity University, en kultisk institution, som Zuboff næsten ikke nævner, men som Bernsen gør meget ud af, fordi den får særlig stor effekt i Danmark.
I 2017 dannes Disruptionsrådet, som er en slags fortsættelse af 00’ernes Globaliseringsråd. På en måde får vi en tech-udvidelse af New Public Management, kamufleret som kritik. Et parti som Alternativet vil gå i opløsning på disse modsætninger.
Der er i 2017 også et stort møde i operaen, hvor den politisk-økonomiske elite og Singularity forbindes i nærmest seksuel ekstase. KL er også dybt inficeret af den magtfulde kult.
Bernsen beskriver også i kapitel 6 en række konsekvenser for pædagogikken, bla. med en drøftelse af situationen i Høje-Taastrup, hvis borgmester er vild med Singularity University, og AREA9, som fik 160 mio kr til læringsapps af Statens Vækstråd. Læringsmålstyringen i Skanderborg og Gladsaxe nævnes også. Bernsen refererer til Jesper Balslevs kritiske arbejder med IT og pædagogik og til Brian Degn Mårtenssons kritik af AREA9.
3. Klimaet som anledning
Nu er vi på vej ind i den næste fase, hvor IT-revolutionen træder i direkte kontakt med klimaets hyperfaktum i et nyt teknologisk Ghaia (James Lovelock), som omslutter og opsluger mennesket som sådan. Her kan Skinner og Pentlands teser arbejde frit, mens Google høster enorme profitter, og Singularity smører konsulentniveauet og ungpolitikerne.
Klimaet som anledning supplerer og afløser dermed de tidligere anledninger, dvs. den kolde krig og terror. Her er vi ved fusioneringen af teknologi og klima (temaet nævnes også kort hos Bernsen, s.68).
4. Valutaen som anledning
Den fjerde fase vedrører det næste finansielle kollaps, som måske allerede er varslet i de meget lave obligationsrenter. Her venter både Apple og Facebook bare på, at de kan træde ind på scenen med nye globale valutaer, der kan kobles direkte på den nye Ghaia og på den sociale fysik.
På den måde bliver økonomi og valutakrise anledningen til det næste fremstød, altså opløsning af nationale valutaer. Uden valutaer ender staterne som affald, en slags gammeldags kulminer, pudsige postfaktuelle rester af humaniteten.
I 2011 talte alle om konkurrencestater. Nu er vi måske på vej mod datakapitalismens opløsning af konkurrence og stat som sådan.
Referencer.
Markus Bernsen: Danmark disrupted – tro, håb og tech-giganter, Gyldendal, 2019.
Shoshana Zuboff: Overvågningskapitalismens tidsalder, Informations forlag, 2019.
16. d. 11. oktober: You’re in the army now!
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil føler sig ”mansplainet”, fordi en person med stubbe på hagen har fremlagt nogle fakta, som ministeren ikke helt vidste, hvad hun skulle stille op med. Hun kom til at bruge udtrykket på twitter og insisterede endda, og nu slæber de konservative mænd og kvinder hende i samråd. Der er penge nok i kongeriget.
Nå, men vi trænger til noget mere man-splaining. Her med Status Quos eviggyldige ”You’re in the army now” fra 1986, hvor der vrimler med mænd, der løber og dør.
Verden er fyldt med mænd, der slås og dør og savner i diasporatisk og idiotisk kamp for deres mødre og søstre, som passer gården i venten, længsel og pligt eller forlyster sig i præ-feminististiske kollektiver, som f.eks. Bananarama’s skønne 80’er version af sagen i “Cruel summer” (leaving me here on my own), lige efter Falkland-krigen.
Og så er der naturligvis også den store trøst, hvor manden hat tabt det hele, kommer hjem, og hvor kvinden trøster og opmuntrer i dyb solidaritet på trods af de dårlige udsigter. Det fortæller Kate Bush og Peter Gabriel om i sangen “Don’t give up” fra 1986. Sangen starter med “in this proud land we grew up strong”, mens den porøse opløsning holdes sammen af en mega-krammer. Varmen er bare så dejlig. Kønnenes dialektik arbejder for fuld kraft.
Ministeren ved vist ikke, hvad womansplaining er? Det gjorde den fremragende britiske sanger Joe Jackson i 1979. Jackson var bisexuel, så måske var han særlig kompetent på “splaining”-feltet?
Visse ting er bare Status Quo.
Links
Status Quo’s sang:
https://www.youtube.com/watch?v=EIxsPBbZ_b8
Bananarama’s sang: https://www.youtube.com/watch?v=l9ml3nyww80
Gabriels og Bush’s sang: https://www.youtube.com/watch?v=VjEq-r2agqc
Joe Jackson om womansplaining: https://www.youtube.com/watch?v=KLDFG5vm5kA
Omtale af den åndssvage sag:
https://www.folkeskolen.dk/…/vil-ministeren-ikke-diskutere-…
17. d. 19. oktober: UC’ernes store skyld: Afvisning og sygeliggørelse af Askov
Tidligere lektor ved læreruddannelsen, Iben Benedikte Valentin Jensen, fortæller i en kronik i Kr. Dagblad fra d. 16. oktober om, hvordan et nyt, læringscentraliseret og identitetshungrende UC-system fratog både hende selv og læreruddannelsen motivation, faglighed og kulturel forankring, så hun i dag er gået på førtidspension.
Det er en meget sørgelig historie. Både fordi den formodentlig kan genkendes af brede lag af folk fra seminarietraditionen, men også fordi Valentin Jensen bærer på en helt speciel historie.
Hun er nemlig ikke blot en hvilken som helst seminarielærer. Hun er personificeringen af højskolens, dvs. Askov-åndens og handlingslivets, betydning for dansk pædagogik. Det er derfor, at forandringerne rammer hende særligt hårdt. Andre ærgres blot og putter sig, mens Askovs nordiske kvinde må gå på førtidspension som en slags efterladenskab fra UC-systemets åndelige terror.
Her er nogle af Iben Benedikte Valentin Jensens meritter:
1.
Hun stod i de vigtige år 2012-2015 bag 11 numre af det fortrinlige pædagogiske tidsskrift ”Nyt dansk udsyn”, som var et forsøg på at genoplive det legendariske Askov-tidsskrift ”Dansk udsyn”.
Til tidsskriftet var der også knyttet til forlag, Nyt Askov. Her udgav hun essays og bøger af to sene Askov-forstandere, nemlig Knud Hansen og Hans Henningsen.
Henningsen sad selv i forlagets baggrundsgruppe, sammen med bl.a. skolekritikeren Holger Henriksen, som fra 2007-2010 lagde navn til den såkaldte Holgerpris, som dannelsestænketanken Sophia gav til Alexander von Oettingen, Stefan Herman og Jens Raahauge (og mig), og som skrev en række vigtige bøger om pædagogik og skolepolitik. Knud Hansens rolle som åndelig venstregrundtvigiansk indpisker til 1960’ernes unge højskolefolk kan næppe overvurderes.
Iben Benedikte Valentin Jensen skrev også selv en række fremragende bøger, som burde være pligtlæsning på alle landets læreruddannelser, f.eks. hovedværket ”Tag ansvar – opgør med læringstyranniet” og den fine skønlitterære kærlighedsfortælling ”Den didaktiske fantasi”, som er en form for seminarie-eros.
Hun arbejdede i en periode sammen med Leo Komischke-Konnerup, som skrev en vigtig ph.d. afhandling om “gentagelsens pædagogik” i 2018. Hun var også mentor for den velformulerede og selvstændige lærerinde Mette Frederiksen, som i dag via Merete Riisagers ministertid udgør en kritisk stemme i Rådet for børns læring. Frederiksen har faktisk bidraget til Nyt dansk udsyn, nr. 4.
2.
Iben Benedikte Valentin Jensen stod bag en helt afgørende begivenhed tilbage i 2015. Hun samlede en række skolereformskritikere, herunder DLF’s ledelse, til en fakkeldemonstration foran Christiansborg, hvor hun holdt en brandtale i det stille oplyste mørke. Det var en form for sandheds-lysning, en tingende ting. Siden korrigerede DLF sin kurs, i al fald i nogle år, hvilket var meget vigtigt for skolekritikken.
Det er meget sørgeligt, at Iben Benedikte Valentin Jensen ikke spiller en fuldstændig central rolle i dansk læreruddannelse, og jeg græder næsten ved at skrive dette indlæg i datid.
Iben Benedikte Valentin Jensen var UC’ernes mulighed for at oprethole en form for tråd til deres tradition. I stedet understreger de bruddet med deres destruktive læringsadfærd.
Iben Benedikte Valentin Jensen er en af samfundets store pædagogiske helte. Nu er hun førtidspensionist i en alder af 54.
Nu kan ingen lærerstuderende høre hendes stemme. UC-systemet bærer på en tung skyld.
Links:
Iben Benedikte Valentins kronik i Kr. Dagblad, d. 16. oktober: https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/jeg-er-meldt-ud-af-arbe…
Link til Iben Benedikte Valentins hjemmeside (med links til alle numre af Nyt Dansk Udsyn): http://ibenbenedikte.dk/
Link til ”Tag ansvar – opgør med læringstyranniet”: http://www.fjordager.com/tag-ansvar/
Link til interview med Iben Benedikte Valentin Jensen i folkeskolen.dk fra 2017: https://www.folkeskolen.dk/…/lektor-det-er-meget-positivt-a…
Brian Degn Mårtensens beretning fra Christiansborg i 2015: https://www.folkeskolen.dk/570500/saaledes-talte-iben
18. d. 20. oktober: UC’ernes studieaktivitetsmodel
Man forstår godt, at både unge mennesker og ansatte ved lærer- og pædagoguddannelserne bliver stressede og forvirrede, når de f.eks. skal udsættes for den såkaldte “studieaktivitetsmodel”, som bruges af alle UC’er, hvis jeg har forstået det ret.
Magen til bureaukratisk styring af de pædagogiske processer skal man da lede længe efter. Hvem der står for miseren og af hvilke grunde, er det ikke lykkedes mig at finde ud af, men modellen vil helt klart få dyb negativ dannelseseffekt for de lærer- eller pædagogstuderende, hvor faglighed, folkedannelse og skrammologi ellers burde være i højsædet.
Hvorfor gør ingen oprør? Er det sjovt eller hvad?
https://danskeprofessionshøjskoler.dk/studieaktivitetsmodel/
19. d. 21. oktober: Dion Rüsselbæk Hansen om Lars Qvortrups ”logik”
Jeg noterer mig lige, at lektor Dion Rüsselbæk Hansen fra Syddansk Universitet havde en interessant klumme i Unge Pædagoger nr. 2, 2019 i et område af tidsskriftet, som kaldes for ”notabene”.
Rüsselbæk Hansen føler sig “kaldet til at reagere” efter at have læst et indlæg af Lars Qvortrup i Politiken Skoleliv, hvor Qvortrup sammenfatter 51 evalueringsrapporter om folkeskolereformen. Jeg skrev selv om Lars Qvortrups og Jens Rasmussens efterfølgende rapport i sin tid.
Man må selv studere Rüsselbæk Hansens korte og kritiske gennemgang af Lars Qvortrups synspunkter, en gennemgang som f.eks. vedrører emner som forholdet mellem ideologi og forskning, klare mål og forholdet mellem faglighed og trivsel.
Jeg vil her nøjes med at citere fra Rüsselbæk Hansens konklusion, som jeg er helt enig i. Her står der, at Qvortrup løber med ”en logik, der er snæver og fordummende, fordi intet, der har med folkeskolelovens formål at gøre – f.eks. at give eleverne kundskaber og færdigheder gennem skolemæssige praksisser, der understøtter åndsfrihed, ligeværd og demokrati – kan trænge ind i den”.
Dion Rüsselbæk Hansens notabene hedder ”Fordummelsens grænseløshed i den ’klare’ og ’tydelige’ pædagogik”.
Referencer:
Dion Rüsselbæk Hansen: ”Fordummelsens grænseløshed i den ’klare’ og ’tydelige’ pædagogik”, Unge Pædagoger, nr. 2, 2019, s. 94-96.
Min egen analyse af Lars Qvortrups og Jens Rasmussens efterfølgende rapport om evalueringerne af skolereformen, står i kapitel 10 i denne samling af facebook-drys fra i sommers:
http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-62-juni-jul…
20 d. 22. oktober: UC-noter om fundamentet
1. Tidsskrift for Professionsstudier:
Sidste år udgav UC-VIA et jubilæumsnummer af Tidsskrift for Professionsstudier. Jeg synes egentlig ikke, at udgivelsen er specielt interessant, men man lærer dog et par ting.
1.a.
I den første artikel om ”professionel ledelse” fortæller lektor ved SDU, Jakob Ditlev Bøje, f.eks. følgende:
”I modsætning til seminarierne og CVU’ernes mere demokratiske ledelsesforhold skulle professionshøjskolerne have en ”enstrenget” og ”professionel” ledelse”. (s.7)
Bøje følger op med to lange interviews med rektorerne for VIA og UCC, som er gennemført i 2007. Han konkluderer derpå:
”De er begge kommet entydigt forbi seminarie-Danmark. De accepterer begge ideen om den enstrengede ledelse, og de tilslutter sig diskursen om at skabe store, stærke og effektive koncerner drevet gennem kontraktstyring.”
Så slut med seminarier og demokrati og al den slags gamle pjat! Nu er det tiden kommet for de enstrengede og effektive koncerner.
1.b.
Jubilæumsnummerets højdepunkt er Lars Emmerik Damgaard Knudsens personlige beretning fra sit arbejdsliv på UC-Sjælland (i dag UC-Absalon). Han fortæller levende om dengang i 2012, hvor ledelsen gik amok over et kritisk læserbrev om en af de mange fusionsprocesser. Knudsen skriver, at ”alle var rystede” over ledelsens nidkære fremfærd. Det lokale politiet måtte ligefrem belære UC-ledelsen om, at ”enhver måtte ytre sig frit”.
Det hele minder lidt om dengang i foråret 2019, hvor UC-VIA’s enstrengede koncern-ledelse erklærede, at Keld Skovmand er en ”fare for demokratiet”.
1.c.
Endelig noterer jeg mig – måske lidt off the point – at professor Katrin Hjorts artikel, som hun har skrevet med ph.d.-studerende Niels Mandø, har en markering om den aktuelle pædagogiske strid. Hjort og Mandø skriver følgende:
“Internationalt står skolestriden i dag mellem positioner som Ivor F. Goodsons & Andy Hargreaves og Wolfgang Klafki overfor John Hatties og Viviane Robinsons.
Nationalt har forskere som Svend Brinkmann, Thomas Rømer og Lene Tanggaard positioneret sig over for Niels Egelund, Jens Rasmussen og Lars Qvortrups systemteoretiske tilgang til uddannelse.
Denne type kampe foregår politisk og praktisk på alle niveauer i såvel det danske som i de øvrige nordiske uddannelsessystemer.
Men dertil kommer en tredje spiller i Danmark, nemlig friskoletraditionen, dvs. den tradition for forældreetablerede og folkeligt drevne skoler, der er mere udbredt i Danmark end i de øvrige nordiske lande.” (s. 43)
Hjort og Mandø bruger denne “tredje spiller”, som de kobler direkte op på den grundtvigske virkningshistorie, til at forklare en særlig dansk modstandskraft mod at hælde hele pædagogikken hen i teknokratiet. At denne modstandskraft er alvorligt svækket, vender jeg tilbage til i afsnit 3.
2. Globaliseringsstrategi:
Ser vi på VK-regeringens såkaldte Globaliseringstrategi fra 2006, kan man studere det totale pædagogiske forfald. Det er fra denne strategi, at både UC’erne og Skolerådet udviklede deres økonomificerede kvalitetsbegreb, som efterfølgende forbandt sig med John Hattie og skolereformen omkring 2013, nu blot med Bjarne Corydon som total-koncernleder.
2.a.
I globaliseringsstrategien står der, at der er to mål med professionshøjskolernes uddannelser: ”Kvaliteten skal kunne måle sig med de bedste i verden, og de skal have et indhold, som svarer til samfundets behov”. Og efterfølgende defineres ”samfundets behov” som ”arbejdsmarkedets behov”. Det var det.
Fra denne uhyrlige banalitets konsekvens er der ingen redning, og næste afsnit handler så om etableringen af UC-strukturen, som består af klare mål, strategier og viden-dit-og-dat. Der er ingen pædagogiske ord. Vi er i UC-landets fundament.
På et tidspunkt står der, at man vil have, at ”alle lærere skal være gode til at undervise”. Som man kan se, tales der direkte ned til folk.
Man vil have ”styrket pædagogik” står der. Hvad er mon det er? Jo, den består af, at ”det pædagogiske niveau for lærerne på de korte og mellemlange videregående uddannelser skal sikres ved centrale regler og systematisk og løbende kompetenceudvikling”.
Alle mand i bådene.
I 2012 nedlagde man faget pædagogik på læreruddannelsen. Det var også et opgør med seminarietraditionen.
2.b.
Der står også i globaliseringsstrategien, at man vil have noget, der kaldes ”ny viden om fagdidaktik”. Der står, at man vil ”etablere et strategisk forskningsprogram under det strategiske forskningsråd om uddannelsesforskning”.
Jamen, det er da bare så ”strategisk” det hele i alle de ”enstrengede koncerner”.
3. Tag ansvar – opgør med fimbulvinteren
Iben Benedicte Valentin Jensen, der personificerer dansk seminarietradition, men som nu er tvunget på invalidepension af de enstrengede strategiske koncerner, fortæller følgende i sin bog ”Tag ansvar – opgør med læringstyranniet”:
”Jeg har været med under fimbulvinteren. Det mærker jeg tydeligt, når jeg tænker tilbage på mine 13 år på professionshøjskolen, også kaldet ”University College”. En kulde har bredt sig” (s.9).
Hun fortæller, at ”det skete i 00’erne. Et symbolsk navn for det årti. Vi har været på nulpunktet siden. De pædagogiske fag sad pludselig i en synkende skude på et underligt flow-agtigt stort hav af sociologiske systemteorier og psykologiske læringsteorier. Teorier, som umiddelbart intet har med undervisning og skole at gøre, fordi de ikke længere handler om begreberne ansvar, fornuft, vilje, fællesskab og handling” (s.10)
Så de enstrengede koncerner har fortrængt landets skoletradition og dermed dets åndelige og praktiske fundament.
Referencer:
Iben Benedikte Valentin Jensen: “Tag ansvar – opgør med læringstyranniet”, Fjordager, 2015.
http://www.fjordager.com/tag-ansvar/
Regeringens globaliseringsstrategi, 2006.
http://www.stm.dk/multi…/Fremgang__fornyelse_og_tryghed_.pdf?
“Professionshøjskoler i 10 år”, Tidsskrift for Professionsstudier, 2018, artikler af Jakob Ditlev Bøje og Lars Emmerik Damgaard Knudsen og Katrin Hjorth( Niels Mandø: https://tidsskrift.dk/tipro/issue/view/7404
21. d. 23. oktober: Anders Fogh Rasmussen
Anders Fogh Rasmussen var kritisk over for noget, han kaldte for ”rundkredspædagogik”. Han ville have “faglighed”. Men hans svar var ikke et forbedre pædagogikken, som ellers var den oplagte løsning.
Tværtimod var hans svar en destruktion af pædagogikken som sådan i alle dens former, altså i ALLE former, også dens kundskabs- og dens folkelige ambitioner, som han ellers selv var rundet af i sin inderste muld.
I stedet – altså som destruktionens motor – trådte et lukket teknificeret og økonomisk system uden pædagogisk interesse eller “faglighed” i miles omkreds. En sand ødelæggelse af samfundets humanistiske og historiske fundament.
Fogh Rasmussens destruktion og dennes nye sprog blev implementeret via Globaliseringsrådet og Skolerådet, som efterfølgende blev til skolereformen, dvs. den blanding af konkurrencestat og læringsrevolution, som S-R-SF udviklede fra 2011.
Denne logik svarer til, at en tandlæge rydder hele munden for tænder, fordi der er et hul i hjørnetanden.
Eller at man fjerner verdens børser, fordi der er en enkelt bank, som hvidvasker penge.
Til gengæld fik Fogh Rasmussen forbedret skolens formålsparagraf, som han altså selv destruerede.
22. d. 24. oktober: Vø-byen
Vøbenhavnske småbørnslærere skal på vø-kursus hos en organisation med det absolut forkastelige navn “normstormerne”, som endda er offentligt finansieret, bl.a. af Vø-benhavns kommune selv. Her skal lærerne lære at forvirre børnene, så de hverken ved ud eller ind med hensyn til deres køn, dvs. så de kan blive små google-vøer i regi af “dark pedagogy”. Det er bare om at komme væk, hvis jeg må sige min mening, så vi i stedet kan få nogle selvstændige mænd og kvinder af mange forskellige slags i vores store dejlige verden.
Vøbenhavns kommunen har skam lige 7,3 mio kr til lidt identitær ideologi. Hvem ved, måske skal kultur-vø-forskerne fra Københavns Universitet undervise? Så kan de skrive breve til alle storbyens forældre og spørge, om de er herrer eller damer eller ulve eller amazoner, og hvis de ikke skulle være i tvivl, kan de få sig en identitær reprimande.
I København kører der også store AP Møller-finansierede Synlig Læringsprojekter, der er dataledelse all over, og alle skolelederne skal på konkurrencestatsskolelederkursus i Oslo, også for AP Møller penge. Der er sikkert også en masse overvåge-aula.
Men lærernes fagforening er begejstrede, kan man læse, ligesom de også var for OK 18’s Ny Start, hvor de giftede sig med kommunens skøre ideer.
Det er en tabt by. En vø-hattie-by. Men ok, vi er også halvvejs i Sverige, hvor de arbejder de med at nedlægge legekøkkener i børnehaverne, fordi det kønner og normaliserer børnene. I stedet laver de totalneutrale sanseværelser, hvor hverken drenge eller piger kan bo, kun vøer.
Mit forslag: Der findes ingen “kønspædagogik”. Lad tingene udvikle sig og hold øje med, hvad der viser sig og forbyd alle former for kønsskifter, så vi kan få kvinder, der gerne vil være mænd og omvendt, hvilket vil bidrage til de to køns essens og pluralitet.
Hvad bliver det næste? At Rasmus Paludan laver et identitært normstormer-kursus for folk, der trænger til at konstruere noget national-identitært?
Så kan vi ende uden land og køn. En slags google-hattie-data-Oslo-vø?
Links:
Link til Berlingskes omtale af sagen:
https://www.berlingske.dk/…/koebenhavnske-laerere-skal-unde…
Link til normstormernes hjemmeside:
http://normstormerne.dk/
23. d. 29. oktober: Økonomisk Råd og Skoleråd
Jeg vil foreslå, at Økonomisk Råd i fremtiden ledes af to børnehavepædagoger, hvoraf den ene bliver formand. De kan så suppleres med to kasseassistenter fra Nordea. Det skal nok gå godt for landets økonomi.
I hvert fald svarer det til Skolerådets sammensætning i de afgørende år fra 2006-2013. Her sad to økonomer i spidsen, hvoraf den ene var formand. De blev så suppleret med et par skoleledere (+Niels Egelund). Desværre gik det ikke så godt for landets pædagogik.
24. d. 31. oktober: Hvad er en vø?
En vø er et menneske, som mener, hun er uden køn, uden historie og uden land. Hun sidder ude i sandkassen med sin i-pad og er på vej ud i Googles robotificerede land af overvågning og singularitet.
Alligevel er vø’en en hun, hun taler dansk, og hun trækker dybt på nordisk lyrik og historie. Hun er en form for grundtvigsk Pipi, en slags vølve, der fornægter både Villa Villekulla og Grundtvig og Valhalla.
Ingen andre lande har vø’er. Jeg har heller aldrig mødt en vø, som er en mand. Jeg har kun mødt mænd, der gerne vil ligne eller være kvinder, hvilket er noget helt andet end en vø.
En vø er en intetkønnet nordisk kvinde. En posthumanistisk hyperhumanist, som gør op med det, hun selv er. Hun er en form for passage til transhumanismen. Passagen hedder ”dark pedagogy”.
I den forstand har kulturforskerne ved Københavns Universitet misforstået det hele. De må ikke bruge almindelige ord som herrer og damer, siger deres leder, og endda til forskernes begejstring. Men de har skam fået sig en ny dame, en nordisk kvinde, som gør en dyd ud af sin glemsomhed.
Måske er det tid for manden at gå til ploven og harpen, så vø’en kan blive det, hun allerede var?
25. d. 31. oktober: Fra kritisk til konstruktiv journalistik
Nå, nu er det slut med kritisk taleradio udover P1. I stedet skal vi have noget ”konstruktiv journalistik”, som er den nye Loud-kanals idegrundlag.
Martin Larsen, som er initiativtager til Loud, beskriver de journalistiske principper på sin nuværende lokalradiostation, som hedder ”Diablo”, på følgende måde i Politiken fra i søndags:
———
”»Hos os er tilgangen at sige, at vi jo har jahatten på og laver den positive, konstruktive journalistik, som handler om at fortælle de gode historier«, siger han.
»Vi siger hver dag med vores arbejde: Vi er glade, positive mennesker i et samfund i udvikling. Med dynamik og med glæde. Vi har også problemer. Udfordringer. Vi har også dårlige historier. Og dem fortæller vi også, men det bærende er at fortælle de gode historier fra vores område«.
Martin Larsen vender sig mod en af de tre medarbejdere, som sidder ved deres skriveborde på redaktionen.
»Mia vil uden tvivl bekræfte mig i, at man også på radio godt kan lukke op for at anvise en løsning i stedet for kun at grave sig ned i konflikten«.”
———-
Så vi er altså i afdelingen for løsningsorienterede ja-hatte.
Går man ind på hjemmesiden for Constructive Institute, hvor man uddanner konstruktive journalister, så kan man læse, at konstruktiv journalistik står i modsætning til ”undersøgende journalistik”. Den undersøgende journalist går op i f.eks. ”yesterday, blame, why, critique”, mens den konstruktive journalistik går op i ”tomorrow, inspiration, how, curious”.
Så kritisk journalistik er ikke “nysgerrig”? Den slags begrebslighed fører jo den konstruktive journalistisk direkte i favnen på en form for konsulent-journalistik? en ja-hat indsvøbt i fine ord.
Og smag lige på ordene ”Diablo” og ”Loud”! Disse navne lyder ikke journalistiske. De lyder mere som noget ondt og larmende.
En underetage af denne diskussion er, at TV2-journalisten Mikael Kamber kritiserer Svend Brinkmann for ikke at have forstået den “positive psykologi”, som Kamber lige har skrevet en hel bog om. Den positive psykologi ligger vel at mærke ideologisk set meget tæt på “constructive journalism”.
Brinkmann har jo selv en “briks” på en af landets kritiske radiostationer, nemlig DR’s P1, og han har vundet sig umistelig hæder og ære ved netop – sammen med mange andre intellektuelle rundt omkring i verden – at kritisere den positive psykologi og ved at foreslå alle, at de tager nej-hatten på, også selvom de skulle blive nedlagt.
Til sidst vil jeg da lige gøre opmærksom på, at der er en tæt forbindelse mellem positiv psykologi og John Hattie. Man forstår på den måde bedre, at læringspædagogikken er i en slags indre og ydre opgør med åndsfrihed og kritik.
I den forstand var Louds sejr over Radio24syv en slags læringens sejr over pædagogikken.
Links:
Link til Constructive Institute:
https://constructiveinstitute.org/
Link til omtale af diskussion mellem Kamber og Brinkmann: https://ekstrabladet.dk/…/kamber-i-krig-med-brinkma…/7851138
26. d. 31. oktober: Er Eika en vø?
Siger Jonas Eika ikke i sin tale til Nordisk Råd, at både den tidligere og den nuværende regering og dermed også disse regeringers støttepartier og alle deres vælgere er “racistiske” udtryk for en “hvidhed”, der bygger på en uerkendt “kolonialisme” og “patriakalisme”?
Men i så fald er stort set alle jo racister? Men det kan ikke passe, for jeg har kun mødt to racister i mit liv, og jeg har jo mødt mere end to mennesker.
Det er fint at være imod lejre og udrejsecentre for udviste asylansøgere, men man er altså ikke en “hvid postkolonial patriarkalsk racist”, hvis man går ind for sådanne centre, eller hvis man har kritiske holdninger over for Islam. I så fald giver ingenting mening.
Sagen er, at det er Jonas Eika selv, som med al sin snak om “hvidhed” virker racistisk. Desuden virker han totalt uden kærlighed for og interesse til det sprog og det land og den nordiske sammenhæng, der har skabt den vekselvirkning og det kulturområde, der har gjort ham i stand til at udtrykke sig poetisk pris-værdigt.
Til gengæld er der intet prisværdigt over hans racistiske politiske tale.
Men han er også lidt karnevalistisk og yndig – nærmest lidt vø-agtig – med de lyserøde negle, de lange øreringe og et næsten skinhead-agtige masku-femi-look, som samles i racistisk aggressivitet.
Men alligevel er han ikke helt en vø. For en virkelig vø er en kvinde, selvom hun ikke vil være det. Men Eika er en mand. Så sådan kan en mand se ud, når han antager en kvindelig vø-form, som selv bygger på et opgør med køn og historie. Kønnet bliver til det “patriarkalske”, og historien bliver til “kolonialisme”. Tilbage står en vredladen og ensom bunke ord med kærlighedsløs neglelak og kort hår, helt alene blandt selvopfundne racister.