Facebook-drys 66: November 2019

Her er 48 facebook-drys fra november 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

  1. Racisme og dannelse
  2. Nina Hauge Jensens kronik om læreruddannelsen
  3. Hvad er en bø?
  4. Jonas Eikas tale
  5. Socialdemokratisk dannelsestab
  6. Inger Merete Nordentoft
  7. VK-regeringens paradoks
  8. Rundkredspædagogik
  9. 00’er-logik
  10. Enighed
  11. Alternativets humankapitalistiske oprindelse
  12. Valgkamp i Aarhus
  13. Kongen
  14. Bertel Haarder i 2008
  15. DPU og 00’erne
  16. Jørgen Carlsens ”tåge over samfundet” 1
  17. Jørgen Carlsens ”tåge over samfundet” 2
  18. Kamp for fagligheden i København¨
  19. Forskningsfrihed på Aarhus Universitet
  20. Hvor blev demokratiet af?
  21. Både-og
  22. Data i Altinget
  23. København mod Vø-benhavn
  24. DR-Debatten
  25. SDU’s ”challenges”
  26. Fyringer
  27. DEA’s ”gennemgribende paradigmeskifte”
  28. Pædagogisk kausalitet
  29. Pædagogiske og historiske metoder
  30. Relevansen på DPU
  31. Udvalget for kvalitet og relevans
  32. Læringsrevolution i år 2000
  33. Mening fra sofahjørnet
  34. Stemningen i 1999
  35. Nyttige HUManister mod Unyttige målplaner
  36. Som en rejselysten flåde
  37. Filmskolelevernes aktion
  38. Helge Rode og Otto Mortensen
  39. Nationale tests og Double Bind!
  40. Henrik Dahls skolepolitiske aktion
  41. Socialdemokratisk logik
  42. Lærke Granjean-interview
  43. Strøtanke om USA og Kina
  44. Merete Riisagers ånd
  45. Folkeskoledebat
  46. IT I dagtilbud og skole
  47. Mørkets pædagogik
  48. Hygiejne

 

1. d. 1. november: Racisme og dannelse

Først stod der en forfatter, Jonas Eika, og skældte ud på en flok gammeldags småteknokratiske socialdemokrater og faktisk også alle på andre for at være hvide, patriarkalske og racistiske neokolonialister. Det var dog snarere den pågældende forfatters tale, som var var racistisk med dens fokus på generaliseret “ hvidhed”.

Eika kan ikke lide det land, han er født ved. For ham er alle identitært konstrueret i posthumanistisk ensomhed.

Og sørme om ikke det teknokratiske Socialdemokrati dagen efter foreslår, at man afvikler en central del af Grundtvigsforskningen, fordi denne vigtige forskning angiveligt ikke er rigtig forskning, og fordi den minder socialdemokraterne om et bandeord, som hedder “friskoler”, som jo kommer ud af den Grundtvigske virkningshistorie.

De teknokratiske socialdemokrater hader det land, de er født ved. For dem er alle lige i massen.

Det er som om, at forfatteren er en slags socialdemokrat og omvendt, ikke sandt? De har på en eller anden måde det ensomme identitære massemenneske som fælles ideal.

Aldrig før har der været så meget brug for Grundtvigs hele åndelighed, musikalitet, essentialisme og virke.

 

2. d. 2. november: Nina Hauge Jensens kronik om læreruddannelsen

I går havde Nina Hauge Jensen, som er lærer ved UC-VIAs læreruddannelse, en meget tankevækkende kronik i Politiken.

Hun beskriver, hvordan læreruddannelsen igennem de sidste 20 år er gået i pædagogisk opløsning. Lærerne skal løbe rundt fra det ene hold og modul til det andet i en form for moduliseret pseudoverden, som konstant skiftes ud.

Lærerne skal “bare sikre, at de (de studerende, TAR) lever op til læringsmålene”, og der skal evalueres og feedbackes i ét væk. Der skal også registreres minutter i et nidkært registreringssystem.

Der er ingen pædagogisk sammenhæng og ingen mulighed for at lære de studerende at kende. Det er et fuldstændigt opgør med seminarietraditionen.

Det, Hauge Jensen beskriver, er en proletarisering af læreruddannelsen som sådan.

I papiravisen er overskriften ”Læreruddannelsen er blevet sparet i smadder”, men det er en misvisende overskrift efter min mening. Det der med penge nævnes nærmest kun i en bisætning. Netudgavens overskrift er mere præcis: “Underviser gennem 20 år: Nu bryder jeg tavsheden. Nogen har taget mit drømmejob fra mig”.

Det, Nina Hauge Jensen undersøger, er det kombinerede resultat af læreruddannelsesreformen fra 2012 og UC-reformens effekt. Begge disse processer bunder i 00’ernes globaliseringstænkning, hvor skole og uddannelse skulle gøres til læringsoptimeringsbureaukratier i den økonomiske væksts tjeneste.

Desværre har Nina Hauge Jensen ikke sans for disse årsager, men det er jo også derfor, at hun spørger og spørger, hvilket er al ære værd.

Så tak til Hauge Jensen for at tage bladet fra munden.

 

3. d. 3. november: Hvad er en bø?

Hvad er en bø? Eller svaret på spørgsmålet: Kan en mand være en vø?

I princippet kan en mand ikke være en vø, eftersom en vø er en kvinde, som ikke vil være en kvinde, og i så fald er man jo ikke en mand.

Men så alligevel. Lad mig forsøge at redde nogle tråde ud.

 

A. Vøen:
En vø er en kvinde, som via en posthumanistisk feminisme gør op med sit køn og sit land for i stedet at blive en form for teknologiseret og konstrueret selvperformativ nykropslig variation. Men netop det forhold, at udgangspunktet er feministisk, gør naturligvis vøen til en kvinde, hvilket også altid er let for enhver at se.

Så en vø er altså en kvinde, som ikke vil erklære sig som kvinde, selvom hun er det. Hun er en vø.

En vø er en form for halveret nordisk vølve. En ægte vølve er en kvindelig profet og kultleder med stor magt. Den nordiskes mytologis skønne modsvar på middelalderens ”heks”.

Men vø-en er kun en halv vø-lve, altså en ”vø”, fordi hun ikke har det køn, den historie og det land, hun jo har. Den virkelige vølve er en del af et nordisk fællesskab med fuld fortid og fremtid, ja hun fortæller Odin om verdens skabelse i Vølvens spådom. Vølven er den fineste visdom i en ægte feminisme. Ren omsorgsfuld forskningsfrihed, hvis jeg må være lidt sjov.

Den halverede vølve, altså vøen, er derimod den rene fremtid. I den rene fremtid kan man ikke bære på noget, som er, dvs. der findes ingen moder og ingen skabelse. Vi ender derfor med en slags teknologificeret Pipi med tavse nordiske aner, uden køn, moder, lærer og historie. Et både herligt og foruroligende bekendtskab på alle måder. Jeg havde nær sagt: en slags ”hottentot”.

 

B. Bøen:
Hvad så med manden? Ja, han kan jo ikke i så fald ikke være en vø, eftersom han jo er en mand. Men måske vil han gerne være en vø alligevel? Måske vil han overtage den posthumanistiske feminismes bestemmelse? Hvad sker der så? Ja, så bliver han en mand, som ikke vil være en mand, for derudover at være en kvinde, der ikke vil være kvinde. Han undertrykkes dermed af en dobbelt negation.

Hvordan ser denne mand ud? Jo, han har en mager korthåret krop med hårdt og let aggressivt udtryk, iført lyserød neglelak, som skal understrege aggresiviteten snarere end kønnet.

Når bøen åbner munden, kommer hele det posthumanistiske arsenal ud i form af et femi-masku-skinhead-vokabular. Det køn, land og historie, som han er skabt af, bliver nu til f.eks. ”hvidhed, racisme, patriarkalisme og kolonialisme”, som han beskylder sine helt almindelige medborgere for at udøve. Herfra kan han knuse enhver pædagogisk ide. Han har tabt faderen, som f.eks. i fædrelandet, mens han går til angreb på moderen, dvs omsorgen for det skabte, som vøen allerede havde affærdiget.

Hvad kalder man sådan en mand, som ikke vil være mand, men i stedet vil være en vø, som jo ikke vil være en kvinde? En mand som lever i en fordoblet sin ontologiske ensomhed?

Vi kalder ham en bø. Han bø-øher. En slags bø-hmand? Eller en halveret “bø-lle”?

En bø er en mand, som ikke vil være en mand. I stedet vil han være en vø, som jo er en kvinde, som ikke vil være en kvinde.

En bø er en form for anti-kvindelig anti-mand, som venter på teknologiens radikale befrugtning, der kan omdanne ham til et ”variations-køn”. En hyper-feminiseret hyper-maskulinitet. En form for skinhead med pink neglelak, hvilket jo ellers normalt ville være sødt.

 

4. d. 4. november: Jonas Eikas tale

I sidste uge modtog Jonas Eika Nordisk Råds litteraturpris. Som tak holdt han en tale, hvor han beskyldte de nordiske velfærdsstater, Nordisk Råd og helt almindelige politikere for racisme og kolonialisme. Eika mener, at racismen har rod i noget Eika for ”hvidhed”, hvorved han jo selv fordobler det racistiske kort. Eikas tale var mere racistisk end nogle af de folk, han kritiserer.

Eikas tale var derfor et dybt opgør med hele grundlaget for velfærdsstat og demokrati. Et opgør med alle de mænd og kvinder fra både højre og venstre, som uanset dette latterlige “hvidhed” har udviklet samfundets praksisser og livsformer op gennem historien.

Og Greta Thunberg ville slet ikke modtage sin pris, en miljøpris, fordi de nordiske stater ”ikke agerer i tråd med hvad forskningens siger”, hvilket er svært at forstå, eftersom målsætningerne er gået i himlen, og klimaets hyperfaktum er godt i gang med at sætte sig helt ind i de unges eksistens som en form for ”dark pedagogy”, som det kaldes i fagkredse. Hvad vil hun mere? Men ok, hun har – siger hun – en særlig evne til at se ting som sort eller “hvidt” på grund af sine diagnoser.

Bagefter fik Jonas Eika hele verdens ros og beundring, fordi han ville donere sin pris til udrejsecentrene. Men nu siger han, at det hele er en misforståelse. Den slags donationer er nemlig et udtryk for ”et borgerligt ideal om den konsistente og velgørende borger, der administrerer sig selv og sine midler med ren samvittighed”. Og den slags vil han ikke ”leve op til”.

Eika fortsætter med sin nedbrydning af alle dyder. Først er hans land og kulturkreds et udtryk for racistisk ”hvidhed”, og nu er den også gal med ”velgørenhed” og ”samvittighed”, som er “borgerlig”.

Samvittigheden er måske også ”hvid”? hvid som sne?

Det værste er, at medierne bliver påvirket af disse skrækkelige ideer. Politikens chefredaktør Christian Jensen mener ligefrem, at man skal bygge moderne højskoler på Eikas hudfarve-ideologi. Jensen siger, at højskolerne skal tage bestik af ”den næste generations nødvendige oprør”. Han sammenligner det med ungdomsoprøret. Men der er ikke noget Hippie eller ægte samfundskritiker over Eika. Der er bare neoracistisk hudfarve-aggressivitet og et puritansk-identitært opgør med ”samvittigheden”, som er den fineste menneskelige dyd. Med Christian Jensens støtte sanktionerer Politiken Eikas “hvidheds”-racisme.

Eikas synspunkter er skam det stik modsatte af højskolens tradition. De er en del af en posthumanistisk neo-identitær ”dark pedagogy”, hvor land, køn og historie er udtryk for racisme og hvidhed.

Højskolen er derimod fyldt med land, køn, natur, verden og pluralitet.

Link til Eikas tale:
https://politiken.dk/…/Ung-forfatter-gav-i-sin-takketale-Me…

Link til Eikas opgør med borgerlig ”velgørenhed”: https://www.facebook.com/jonas.e.rasmussen.3/posts/10218309065090917

Link til Christian Jensens leder/klumme:
https://politiken.dk/…/Har-de-voksne-overhovedet-forst%C3%A…

 

5. d. 5. november: Socialdemokratisk dannelsestab

Velfærdsstaten er en åndelig-politisk syntese mellem bønder, arbejdere og kulturradikale, dvs. mellem Grundtvig, Marx og Brandes. De tre åndskilder dukker ustandselig op hos hinanden i alle mulige former.

Denne syntese gjorde Socialdemokratiet til et bærende socialt, demokratisk og kulturelt funderet politisk parti i efterkrigstiden.

Men nu er der sket følgende:

  1. Partiet har kastet Grundtvig bort. Det så vi senest ved partiets holdning til Grundtvig Centerets arbejde og til friskolerne, men også mere bredt ved skolereformen som sådan. Dermed nedbrydes civilsamfundets magt.
  2. Partiet har også smidt Brandes væk. Han er reduceret til enten at stå for ”de lærdes tyranni” eller i bedste fald til at bo i de unge kroppe i Vipperøds idrætsklubber, hvorfra de kan søge til vø-instituttet i det socialdemokratiske og normstormende Vø-benhavn.
  3. Marx og den kritiske tradition er long gone. Der er ingen sans for samfundskritik og frihed.

Hvad er konsekvensen?

  1. Pædagogisk: Vi får en undervisnings- og en forskningsminister, der abonnerer på socialøkonomiske konceptmetoder, der giver max afkast.
  2. Socialt: Velfærdsstaten ender som en digitaliseret overvågnings- og kontrolmaskine. Først i udvalgte “ghettoer”, siden overalt.

Og med den sprængte syntese som klangbund er der ingen stopklodser. Blot den lige vej hen til målet. Alt evt. ubehag skyldes rester fra syntesen.

Mette Frederiksen kalder det “at passe på Danmark”.

Link til Brinkmanns opslag: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10156287965356205&set=a.453298306204&type=3&theater

 

6. d. 5. november: Inger Merete Nordentoft

Efter en lang dag i dårligt selskab med 2000’ernes skolerådsrapporter, globaliseringsstrategier, EVA-rapporter og ja-hattie-ficering samt med ny-racistisk og venstreidentitær ”hvidhed”, socialdemokratisk forfald og mærkelige definitioner på “datalogisk tænkning”, så er det en sand lise for den faglige sjæl at læse lektor ved DPU, Niels Rosendal Jensens, skolehistoriske artikel fra 1993 om modstandskvinden, reformpædagogen, demokraten, pigespejderen, kvindesagsforkæmperen, kommunisten, grundtvigianeren, lærerbogsforfatteren og kommunelærerinden Inger Merete Nordentoft. Ja, faktisk blev hun socialdemokrat efter Ungarn-krisen i 1956, hvilket er svært at forstå med nutidens briller, men det gav mening dengang.

Rosendal Jensen fokuserer på Nordentofts sene skoleforsøg i Vanløse i 1950’erne (der var også nogle vigtige forsøg i 1920’erne). Som man selv kan læse, så er der virkelig tryk på pædagogisk kvalitet og ideudvikling i disse forsøg, faktisk på en endnu mere indholdsmæssig, demokratisk og kreativ måde, end det kom til udtryk i den lidt mere tekniske reformpædagogik, som få år senere hen blev til Den blå betænkning. Det skyldes, at Nordentoft havde en så vidt forgrenet åndelig og praktisk rod. Hun havde været på valsen, som man siger.

Artiklen er også et studie i tidsånden og i de pædagogiske og personlige forbindelser, som står i dyb forbindelse til de bedste sider af 1980’ernes decentrale og kulturorienterede reformpædagogik og forsøgs- og udviklingsarbejder, som 00’ernes forskrækkelige Skoleråd faktisk er et centralistisk og teknokratisk brud med.

Det er til at ”blive glad i låget af”, som Svend Brinkmann vist engang kaldte det, når man slappede af med noget fagligt.

Jeg læste i øvrigt om Skolerådets forgængere, dvs. tre gamle ”skoleråd” fra 1969-2005, i en anden god artikel, nemlig Poul Skovs gennemgang af de tre skoleråd, som altså kom før Skolerådet i 2006. Skov, som var forskningsleder ved Danmarks Pædagogiske Institut, der senere blev opslugt af DPU, og som ellers sad med i alle tre råd, er blevet lidt nervøs ved det fremstormende læringsbegreb og det gryende Pisa-hegemoni, så han slutter sin gennemgang med følgende:

”Det er imidlertid værd at overveje, om udviklingen er ved at gå i retning af, at man ikke er tilstrækkeligt opmærksom på betydningen af lokale ideer, initiativer og erfaringer. Det ønskelige må være, at udviklingen kan bygge på såvel centrale initiativer og undersøgelser som på initiativer og erfaringer fra det store vækstlag af engagerede personer, der findes på skoler over hele landet.”

I 2006, altså året efter at Skov skriver sin artikel, dannede man så Skolerådets formandsskab med de to økonomer, Jørgen Søndergaard og Nina Smith, og Niels Egelund i spidsen. Jørgen Søndergaard var endda formand. Egelund sagde til Information at en moderne uddannelsesforsker var økonom.

Skoleloven fra 2006 krævede ellers, at formandsskabet skulle have “særlig indsigt i folkeskolen”, så der brød man nok loven. Eller også havde man en meget specifikt ide om “indsigt”.

Men ok, nu er vi tilbage i det “dårlige selskab”.

Links:

Link til Rosendal Jensens artikel: http://www.uddannelseshistorie.dk/…/a-1993-niels-rosendal-j…

Poul Skovs artikel om de tidlige ”skoleråd”: http://www.uddannelseshistorie.dk/…/pd…/a-2005-poul-skov.pdf

Link til min egen tekst om Nordentofts pædagogik: http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-pigespejder-til-modst…

 

7. d. 6. november: VK-regeringens paradoks

Hvorfor talte VK-regeringen i 2000’erne så meget om faglighed og kundskaber, når den nu havde så travlt med at ødelægge begge dele?

Man kan også stille samme spørgsmål blot på en anden måde, men det kræver lige lidt forklaring:

VK-regeringens pædagogiske helt var Weekendavisens redaktør Henning Fonsmark. Fonsmark trak i sin bog “Kampen om kundskaberne” fra 1998 på nogle begreber, som han havde fra lærer Erik Schmidt fra Agedrup skole.

Fonsmark undrede sig over, hvordan “det vidende menneske” endte som en “homo koordinans”? Det som senere kom til at hedde “fra undervisning til læring”.

I 2014 fik Schmidt selv en advarsel fra en homo koordinans. Den historie kender vi.

Så hvorfor gik VK-regeringen fra “viden” til “koordination”, når den nu hævdede at gå ind for kundskaber?

Det er da et godt spørgsmål?

Svaret er: Globaliseringsrådet

Det er jeg ved at skrive en bog om.

 

8. d. 6. november: Rundkredspædagogik

I samme øjeblik Anders Fogh Rasmussen i 2003 gik i krig mod rundkredsens pædagogik, smadrede han landets kundskaber, dvs. folkets ting. Det var skrækkelige lyde.

Han var dog lidt undskyldt, eftersom allerede den marxistiske læringsteori helt fra omkring 1975 havde gjort akkurat det samme, altså adskilt kundskaber og rundkreds, blot med modsat fortegn.

I en meget grundlæggende forstand er Fogh derfor lig med læringsmarxisten. De deler distinktion. Begge kan mødes om ødelæggelsen af kundskaberne. De kan værne om ødelæggelsen hver dag. De er som mand og kvinde, der har begået overgreb mod deres fælles barn under ægteskabets fælles løfte om ansvar.

Det er derfor, pga. dette fælles omsorgssvigt, at både læringsmarxismen, som i mellemtiden var blevet til systemteori, og Fogh Rasmussens VK-regering, i løbet af 2000’erne fuldt ud accepterede, at økonomerne overtog ansvaret for splittelsen.

Hvad gjorde økonomerne ved splittelsen? De dækkede over den ved at gå ”fra undervisning til læring”. De nedlagde simpelthen forfaldsformerne af hele kundskaber/rundkreds-distinktionen i det hele taget.

 

9. d. 7. november: 00’er-logik

Problem:
Der er punkteret en rude i gæsteværelset.

Svar:
Vi river hele huset ned. Så er problemet løst.

Nyt problem:
Beboerne løber rundt på må og få og fryser. De bliver fysisk syge.

Svar:
Vi styrer dem med mål og data, så de ikke farer vild. Så er problemet løst.

Nyt problem:
Beboerne bliver psykisk syge

Svar:
Vi udvikler metoder til godt humør og giver dem noget evidensbaseret medicin. Så er problemet løst.

Nyt problem:
Men hvad med indvandrerne? De har jo ikke oplevet 00’ernes problemløsning?

Svar:
De får samme omgang, blot i koncentrerede faser. Vi kan kalde det integrationslæring. Så er de integreret.

 

10. d. 7. november: Enighed

I Skolerådets årsavis fra 2012, SkoleRåd’ 12, er der et stort fælles interview med Skolerådets formand, den indflydelsesrige økonom Jørgen Søndergaard, og den nye undervisningsminister Christine Antorini, som jo netop havde fremlagt den nye skolereform.

Det kører totalt i tomgang, så jeg vil kun fremhæve en ting:
Søndergaard og Antorini benytter lejligheden til at erklære sig fuldstændig enig med hinanden i det hele.

Journalisten spørger direkte “I er utroligt enige. Er der slet ikke områder, hvor I er uenige?”. Men det er der altså ikke.

Skolerådets læringsevaluering under Globaliseringsrådets konkurrencelogik og Antorinis skolereform er ét stykke.

Det mest himmelråbende naive er, at de begge to mener, at alle andre end dem selv har “blandet sig vel meget i pædagogikken”, som det hedder på Søndergaards tunge. Og Antorini siger, at hun gør sig “meget umage med at lytte til, hvad der sker”. Det føles ondt at læse.

I en faktaboks står der, at Skolerådet lige har været i Ontario, hvor “elevernes præstationer” påstås at være “løftet betydelig” i PISA-undersøgelserne. Men det passede bare slet ikke, kunne Keld Skovmand senere hen berette. Det var skam gået decideret tilbage i både matematik og læsning. Men efter Skolerådets blåstempling, som altså var falsk, skulle hele landet pludselig til Canada, og derfra kørte det kulfyrede læringstog ud i stratosfæren til skade for klimaet.

 

11. d. 8. november: Alternativets humankapitalistiske oprindelse

Det er lidt mærkeligt, at Uffe Elbæk var en såkaldt “vismand” i Ugebrevet Mandag Morgens stort anlagte Kompetenceråd i 1998-2000.

Rådet var en aggressiv Silicon Valley-agtig humankapitalistisk konkurrencestatsvision, med et absolutistisk og allestedsværende “læring” på toppen af det humankapitale “verdensklasse”- nysprog.

De digre og ambitiøse rapporter udgør et frontalopgør med alt, hvad vi normalt opfatter som alternativistiske dyder og også et opgør med sted, fortid, økologi og pædagogik. Det er et overgreb på egentlig humanisme.

Socialpsykologen Per Schulz Jørgensen var også vismand, men ok han støtter også Odenses såkaldte “dannelsesstrategi”, som er ud af samme læst. Lars Kolind fra Oticon var overvismand for vismændene.

Så Elbæks kaospiloter var måske en del af denne proces, mere end et egentligt kreativt socialpædagogisk initiativ? Elbæk var selv socialpædagog, hvilket gør lidt ondt, når han hellere ville være humankapitalistisk vismand. Hvad skal man så med socialpædagogik?

Sagen efterlader Alternativet helt afklædt efter min mening.

Efterfølgende spadserede Kompetencerådets begreber direkte ind i statsapparatet, hvor det kom til at hedde “Det nationale kompetenceregnskab”, som selv udgjorde et forstadium til Globaliseringsrådet i 2006, som Skolerådet og UCerne udsprang af.

I 2003 talte den nye VK-regering om “faglighed”. Men imens endte den selvsamme regering med at fremme rundkredspædagogik af værste skuffe.

Folkeskolerådet, som Skolerådet hed dengang, forbandt skam Kompetencerådets vokabular med en enestående fluffy forfaldsreform-reformpædagogik i en stor referenceløs rapport i de år. Den udkom i 1999 og hed ”Vision 2010”

 

12. d. 8. november: Valgkamp i Aarhus

I næste uge – fra mandag til torsdag – skal der være valg til Aarhus Universitets bestyrelse. Jeg slår her et slag for en af kandidaterne på medarbejdersiden, nemlig Asger Sørensen.

http://www.thomasaastruproemer.dk/valg-til-bestyrelsen-paa-aarhus-universitet-stem-paa-asger-soerensen.html

 

13. d. 8. november: Kongen

En af 00’ernes centrale fortalere for den kompetence- og læringsdagsordenen, som endte med at få ødelæggende effekt på dansk pædagogik og en af 10’ernes centrale fødselshjælpere på Ove Kaj Pedersens poststrukturalistiske konkurrrencestatsvision, rektor Stefan Herman, har fået tegnet et portræt i Politikens ”skolelivs-sektion”.

Der er tale om en kåring. Herman er ”kongen af uddannelse”, han er ”the man himself”, han er ”magtelitens intellektuelle fyrtån”, han har ”det sorte bælte i uddannelse og pædagogik” og han er ”Minervas ugle” med ”et dannelsesrepertoire, der kan virke temmelig intimiderende på en journalist med en uddannelse af den mellemlange slags”.

Det tager flere sider, før kåringen langsomt damper af. Til sidst kan man høre, om hans venner. Det er f.eks. samtidsdiagnostikeren Jens Erik Kristensen, som i 2010 forsøgte at udrydde filosofien på DPU, og som Hermann har skrevet affirmative ”kompetence”-artikler sammen med. Kristensen siger, at Hermann nærmest ”stalkede” ham i Aarhus i studietiden.

Man har også snakket med vennen Arne Eggert, som var en centralt placeret og aktivistisk embedsmand under Antorini. Senere kom han til KL, hvor han skulle forestå den Singularity-baserede teknologipolitik med robotvenner og sådan noget. Eggert siger, at Hermann var hjælpsom, da Eggert var i sit “livs værste krise”.

Journalisten har af en eller anden grund glemt at snakke med Bjarne Corydon, som også normalt er i “pot-og-pande”-kassen. Det så vi bl.a. på årets folkemøde.

Der hænger også kunst på væggene, får vi at vide, både på kontoret og i barndomshjemmet. Vi får opremset mange fine navne.

Herman siger også, at læreruddannelsen skal ”løftes”, at der skal være noget mere ”feedback” og så også nogle flere penge.

Til sidst siger han om sin professionshøjskole, at der er ”åndsfrihed”:

”Vi gør alt, hvad vi kan, for at hylde ånds- og ytringsfriheden her på stedet. De skal synge med deres næb. Tavse professioner er underdanige eller kriminelle”.

Men om det passer, spørger journalisten ikke nogen om? Det myldrer jo ikke ligefrem med kritiske indlæg fra København. Men måske er alle bare in love?

Skolelivs journalist har ingen virkelige eller journalistiske spørgsmål til kongen. Man spørger ikke konger, man tiljubler dem.

Måske er det en form for “constructive journalism”?

 

14. d. 9. november: Bertel Haarder i 2008

I januar 2008 bragte Information en interessant artikel.
Sagen var den, at undervisningsminister Bertel Haarder netop havde lavet en bestemmelse om samspillet mellem regeringens indflydelsesrige Skoleråd og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Fra nu af skulle EVA ikke selv kunne tage initiativ til evalueringer. Nu kunne den kun lave de evalueringer, som Skolerådet rekvirerede. Haarder gennemførte altså en decideret styret evalueringsforskning, som centraliserede den pædagogiske magt i landet.

I Information refereres der til kritik fra nær og fjern af Haarders aktion, f.eks. fra Niels Christian Sauer, som var formand for ”Socialdemokratisk skoleforum” (ak ja, det var dengang). Men der er faktisk også kritik fra Skolederforeningen, KL, DLF og Antorini.

Bertel Haarder, som især ser sig sur på Niels Christian Sauer, svarer sådan her på kritikken (findes kun i papirversionen):

“Vi var et bredt flertal, der var enige om at oprette et skoleråd bestående af skoleledere og forskere, der kunne fremme den højeste sagkundskab omkring folkeskolen, og vi mente, det var mest hensigtsmæssigt, at Skolerådet fik den overordnede ledelse af, hvordan forskningsmidlerne skulle fordeles, men jeg har aldrig hørt kritik af Skolerådets sammensætning”

Og hvad mon den ”højeste sagkundskab omkring folkeskolen” er? Jo det er to økonomer og Niels Egelund og to evalueringsivrige skoleledere. Utroligt at der ikke havde været “kritik” af denne fortolkning af “sagkundskab”.

Man må sige, at denne centralstyring af den indflydelsesrige evalueringsforskning burde lægge et ekstra pres på DPU om at gøre sig helt fri at evalueringsstatens interesser. Desværre sker det stik modsatte i 2010, hvor Qvortrup skræmmer alle med sit krav om ”relevans”, der bakkes op af førende folk fra Foucault-traditionen, en alliance, der holder den dag i dag, helt ind i marven og benet.

Men Haarder siger i artiklen, at vi skam har eget meget ”pluralistisk” forskningssystem. Her i citat:

“Hvis man vil have mere viden omkring folkeskolen, så kan man henvende sig i Skolerådet, Evalueringsinstituttet, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut eller hos en af de 226 forskere, der er på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Vi har et meget pluralistisk system, når det gælder viden om folkeskolen,” siger ministeren og tilføjer: “Niels Chr. Sauer har nogle vrangforestillinger om skolerådet, men han har været imod alt, der bliver lavet på folkeskoleområdet.””

Artiklen er en del af fortællingen om, hvordan Bertel Haarder under dække af en erklæret grundtvigianisme og pluralisme arbejdede for at omdanne dansk pædagogik til pluralismens modsætning.

Tak til gode venner for at have gjort mig opmærksom på denne vigtige artikel. Også tak til de to journalister for at skrive den.

Reference:
Artiklen findes i to versioner, en på nettet og en lidt længere på papir.

Lise Richter & Mette Klingsley: ”Massiv kritik af Haarders skolestyring”, Information, d. 14. januar 2008.

https://www.information.dk/indland/2008/01/massiv-kritik-haarders-skolestyring

 

15. d. 11. november: DPU og 00’erne

I denne artikel fra august 2015 gør den ny institutleder for DPU, Claus Holm, direkte op med nordisk-tysk pædagogisk tradition. I stedet vil han have “læring som livsform”. Han begrunder det med henvisning til Globaliseringsrådet, som stod fadder til både Skolerådet og UC-reformen, samt med en henvisning til en rapport fra Økonomisk Råd, alt sammen rodfæstet i 00’ernes aggressive og pædagogik-fjendtlige globaliseringsbølge.

Dermed forbindes DPU direkte med VK-regeringens og 00’ernes dybe forfaldsstrukturer.

Holms markeringer var en forstærkelse af Lars Qvortrups dekan-tid fra 2008-2011. Holm er da også ekstremt inspireret af Qvortrup.

Gå vi længere tilbage, var DPU selv et barn af 00’erne. DPU’s første rektor, Lars Henrik Schmidt, som var Holms anden lærermester, ville i 2000 lave et universitet for studiet af “læringsadfærd”. Schmidt var dog ikke økonomisk fikseret. Hans rod var mere 1980-90’ernes poststrukturalisme i en særlig system-adaptiv version, som kom til at præge mange af DPU’s poststrukturalister, heriblandt Holm selv.

Qvortrup gik for alvor med på lærings- og evalueringsbølgen i konkurrencestatens hygge, og det er den tråd, Holm taler ud af i artiklen. Både Qvortrup og Holm var også begejstrede tilhængere af skolereformens læringsrevolution. Holm ansatte også Qvortrup som leder af den “strategiske” satsning “Nationalt Center for Skoleforskning” i 2016. Her var John Hattie den eneste pædagogiske reference.

Blot et halvt før efter artiklen, i februar 2015, havde Holm nedlagt et professorat i pædagogik, som hans forgænger, Hanne Løngreen, havde slået op. I stedet lavede han nogle interne mso-professorater, som flugtede med hans nye “strategi”.

Holm vil have “læring som livsform” til at udgøre skolens formål. Han udgør på en eller anden måde DPU’s sjæl.

https://www.folkeskolen.dk/568516/forsker-om-folkeskolens-formaal-laering-som-livsform

 

16. d. 11. november: Jørgen Carlsens ”tåge over samfundet” 1

I 2006 talte forstander for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, på DLF’s kongres. Han kritiserede det daværende Globaliseringsråd for at have skabt et “Danmark på speed”, hvor alt handlede om at udvikle kompetencer, så vi kunne tjene nogle penge, og hvor man snart ikke kan gå en tur i al fredsommelighed. Carlsen kaldte situationen for en “tåge over samfundet”. Jeg har nærstuderet Globaliseringsrådets arbejde, og kan bekræfte Carlsens analyse med 100%.

Dette “Danmark på speed” blev efterfølgende til professionshøjskoler, Skoleråd, skolereform, læreruddannelse og det moderne DPU. Der blev skabt et helt sprog, et speed-sprog om “læring” og det latterlige “verdensklasse” og “top 5 i dit og dat”.

Det er ikke sært, at nogle unge er stressede. Stress har ikke noget med “karakterer” at gøre. Det har noget at gøre kravet om at være “på speed” fra vugge til grav uden anden grund end økonomisk vækst.

I stedet minder Carlsen os om den grundtvigianske undervisningsminister Jørgen Jørgensens virke. Jørgensen, som var radikal, har ifølge Carlsen sagt, at pædagogik handler om, at “gå løs på virkeligheden med de talenter, man er i besiddelse af”. Skøn formulering. især det med “virkeligheden” og at “gå på”, og at det skal være “løs/løst”.

Jørgen Jørgensen, som var minister både op til skolereformen i 1937 og under arbejdet med den Blå betænkning i 1960, var også et ikon for f.eks. højskolemanden Holger Kjær og den radikale Asger Baunsbak. Det er ægte centrum-venstre med en rig filosofi i baghaven.

I dag er de radikale et “Danmark på speed”. Faktisk var det ikke mindst under Margrethe Vestager som undervisningsminister, at “tågen” og “speeden” drev ind over landet. Det skete med den skrækkelige regeringsrapport “Kvalitet i uddannelsessystemet” fra 2010, som skulle gøre op med forgængeren Ole Vig Jensens ideer, som lå tættere på Jørgen Jørgensens.

Fra da af var alt tåge, fuldstændig som Carlsen fortalte os.

Links:
Folkeskolen.dk’s dækning af Carlsens talen:
https://www.folkeskolen.dk/44036/taage-over-samfundet

Selve talemanuskriptet er her: https://backend.folkeskolen.dk/~/Documents/19/44219.pdf

 

17. d. 11. november: Jørgen Carlsens ”tåge over samfundet” 2

Tidligere på dagen omtalte jeg en vigtig tale, som Jørgen Carlsen holdt for DLF’s kongres i 2006. Nu har jeg fundet hele talen i fuld længde. Det er en fremragende tale, der kritiserer 00’ernes økonomificerede kompetencebegreb, ikke mindst som det så ud i VK-regeringens skrækkelige Globaliseringsråd. Talen er på alle måder god at få forstand af.

Det paradoksale er så, at Carlsen i dag sidder i bestyrelsen for selvsamme Aarhus Universitet, som jo huser DPU, hvis aktuelle ledelse og prioriteringer er dybt påvirket af netop Globaliseringsrådets ideologi.

Institutleder Claus Holm begrunder ligefrem sin såkaldte ”læring som livsform”, som han vil sætte i stedet for skolens demokratiske formål, med direkte henvisning til Globaliseringsrådet, som Carlsen altså af gode grunde afskyr.

Det er en af grundende til, at jeg gerne vil have Asger Sørensen i bestyrelsen for Aarhus Universitet ved det valg, der startede i dag, og som kører til og med torsdag. Det er for, at Sørensen og Carlsen kan lære hinanden at kende: Lidt Grundtvig og lidt kritisk teori, ikke den værste kombination, når Globaliseringsrådets filosofi viser tænder.

Jeg noterer mig også, at Claus Holm i 2010 skrev under på et læserbrev i Information, som forsvarede Lars Qvortrups fyringsvarsel af netop Asger Sørensen, fordi hans forskning ikke havde “relevans”, hvilket var en af mange eksempler på det med “globaliseringsrådets tænder”.

Carlsen slutter sin skønne tale af med en hilsen, der nok ikke var gået på Vø-benhavns Universitet :-):

”Tak for timen! Hr. og fru Lærer – og alle de mange frøkner ikke at forglemme.”

Links:
Carlsens tale i fuld længde:
https://backend.folkeskolen.dk/~/Documents/19/44219.pdf

Yderligere omtale af Carlsens tale:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157651554464481&id=837549480

Claus Holms hyldest til læringslivsformen og Globaliseringsrådet:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157651170859481&id=837549480

Anbefaling af Asger Sørensen: http://www.thomasaastruproemer.dk/valg-til-bestyrelsen-paa-…

 

18. d. 12. november: Kamp for fagligheden i København

På Københavns Universitet kæmper de københavnske studerende for deres fag. De har nu – med HUM-rådet som ledende kraft – i flere uger besat dekanens kontor, og der har været protester og stormøder, og alt hvad der hører sig til.

Det er en virkelig vigtig og sund aktion, som de studerende har gang i, så vidt jeg kan vurdere det. Det handler ikke om verdensmål eller om retten til at blive kaldt vø i mails. Vi er ikke på Vø-benhavns Universitet.

Nej, det handler om de unges fremtid, deres fag og deres universitetsliv. De studerende er simpelthen ude i en form for forsvar for det klassiske universitet. Vi er på Kø-benhavns Universitet. De studerende forsvarer universitetet mod universitetet.

Formanden for HUM-rådet, studerende Sidsel Vedel, siger til Politiken:

”Hvis der var andre muligheder, havde vi aldrig lavet blokaden, men vi går ikke på kompromis med vores faglighed. Det burde ledelsen heller ikke gøre. Derfor bliver vi ved, til der bliver lyttet til os”.

Så ungdommen kæmper for faglighed og videnskabeligt indhold.

De protesterer mod en såkaldt ”målplan”, der er et dybt teknokratisk-lærings-digitaliserings-dokument uden den mindste kvalitet.

Lad os tage et par eksempler fra “målplanen”, men læs også selv i linket:

KU vil styrke ”uddannelsernes relevans og rentabilitet”, står der i målplanen. Det er festlige ord. Jeg ved godt hvad ”relevans” betyder. Det er et ord, der kan bruges til at lukke ånden inde i teknokratiet. Det så vi på DPU i 2010. Det samme gælder for “rentabilitet”. Hvorfor står der ikke, at uddannelserne skal understøtte “videnskabelig fordybelse, kritik og formidling”?

Sprogfagene skal slås sammen, og der skal være tværgående ”bredbåndskurser” om f.eks. bæredygtighed, historie og digitalitet. Det vil ”matche konkrete kompetencebehov på arbejdsmarkedet”, får vi at vide. Det er disse ting, som de studerende er særligt utilfredse med, hvis jeg har forstået det ret, og det er jo let at forstå.

I målplanen står der også, at man vil spare penge, men alligevel foreslår man ”et større arbejde” om ”excellencebegrebet”, og man vil oprette et stort anlagt strategisk dataforskningscenter. Der er penge nok. “Besparelser” er bare en anledning til at gennemføre en universitetspolitisk ideologi. Det kan man let se. Og der skal jo også være penge til at lave ”målplaner” uden indhold.

KU har som mål at ”styrke arbejdsmarkedsrelevans og bidrage til livslang læring”. Men hvordan kan det ligefrem være “et mål”. Det er jo et ingenting. Det er jo 00ér-ideologi af værste skuffe, direkte import fra Globaliseringsrådet og Produktivitetskommissionen.

Men dette “mål” skal så blandt andet indfris ved at styrke universitetets mulighed for noget, som ikke kan fortolkes som andet end en digitaliseret overvågning af de studerendes studieaktivitet, den såkaldte learning analytics:

”Desuden vil HUM opprioritere den løbende monitorering af den enkelte studerende for at styrke institutternes vidensgrundlag og handlemuligheder i forhold til fastholdelsesinitiativer osv.”

Man vil altså tage de studerendes frihed og proppe den ned i monitoreringssystemer. Og hvad mon “osv.” betyder?

Man vil have ”ét samlet og fokuseret universitet”. Så ud med pluralismen.

Der er ikke en eneste seriøs betragtning over videnskabelige og samfundsmæssige spørgsmål. Dvs. der er ingen virkelige ”formål”, kun ”mål”, der tilpasser sig magtens banale sprog.

På forskningssiden ser det ikke bedre ud, men det kan man selv læse.

KUs “målplan” er en universitetspolitisk bundskraber. Jeg er så glad for, at der findes studerende, som kæmper for noget så gammeldags og dejligt som deres fag og for universitetets faglighed, nu hvor ledelsen er godt i gang med at opløse den.

Den socialdemokratiske studenterorganisation, Frit Forum, støtter ikke blokaden. De mener, at man skal “lytte og ikke larme”. Men jeg synes slet ikke, at Hum-rådet larmer? De taler da! Det er Fakultetets ledelse og dennes “målplan”, der larmer.

Links:
Fakultetets ”målplan”: https://www.magisterbladet.dk/…/350…/maalplan-hum-011119.pdf

Mikael Buschs indlæg om sagen i Fyens Stiftstidende: https://fyens.dk/…/debat-n%C3%B8dvendighedens-politik-og-de…

Link til aktionens facebookside:
https://www.facebook.com/humraadet/?eid=ARDwGssNTVzEYF9X2216hTPQHMLuBrjCUkIZWB_jfORCKJsVGxY7PKKD_UCN7XWp06GNfwmH-gMOs7ts&fref=tag

Frit Forums synspunkt: https://uniavisen.dk/frit-forum-humraadets-aktivisme-fortj…/

 

19. d. 12. november: Forskningsfrihed på Aarhus Universitet

Her er en personlig beretning om forskningsfrihedens kritiske tilstand på Aarhus Universitet. Der er brug for et langt stærkere fokus på dette emne i de valgte organer og alle andre steder.

http://www.thomasaastruproemer.dk/forskningsfrihed-paa-aarhus-universitet.html

 

20. d. 12. november: Hvor blev demokratiet af?

Jeg har et spørgsmål: Hvorfor er det nu lige, at ingen af de centrale uddannelsespolitiske rapporter fra 2000’erne taler om ”demokrati”? Vi er trods alt kun godt 10 år eftr murens fald, og der har også lige været terrorangreb på Manhattan. Og i 2006 kom Muhammed-krisen.

Så hele verden snakker om demokrati.

Men demokratiet – og faktisk mange andre af tidens og fortidens emner – er som sagt fuldstændig væk fra periodens centrale rapporter.

I stedet tales der kun om økonomi og arbejdsmarkedets kompetencer, og hele feltet befolkes af økonomer.

Så hele verden snakker om demokrati, undtagen uddannelsesverdenen, som kun taler om økonomi. Det er da underligt?

Problemet forstærkes af, at demokrati er en central del af skolens formål i hele perioden. I formålets stk. 2 fra 1993-2006 lød formuleringen sådan her:

”Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Og fra 2006 til i dag lød det sådan her:

”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Så hvis man sammenholder den verdenshistoriske situation med skolens formål, burde der være masser af demokrati?

Så hvorfor dette mærkelige lovbrud?

Her er to bud på forklaringer, som måske hænger sammen:

1. Første forklaring
Den magtfulde luhmannianske systemteori havde fra omkring 1996 en vigtig funktion, som bestod i at udgrænse omverdenen og lukke pædagogikken inde i et særligt teknisk system med læring som effektmedium. Teorien var som en grænsebom. Teoriens fortalere har systematisk arbejdet på at udgrænse dannelse, politik og pædagogisk tradition fra skolefeltet.

I ly af denne udgrænsning har de politiske niveauer kunnet udvikle et særligt lærings- og evalueringssprog, der alene tjener økonomiens og arbejdsmarkedets hegemoni.

Kan vi ikke komme af med denne systemteori, så vi kan undersøge verden igen? Hvad mon der dukker op? Nok ikke en ”målplan” fra Vø-benhavns universitet.

2. Anden forklaring
De udelukkede demokratidiskussioner parkeres herefter i et særligt religions- og identitetspolitisk område/curriculum, som gør, at man kan undgå at forholde sig almenpædagogisk til emnet, en effekt der kendetegner alle de i de centrale rapporter.

“Parkeringerne” finder man f.eks. i den såkaldte demokrati-kanon og faktisk også i læreruddannelsens KLM-fag, der kom til verden i 2006. Det marginaliserede demokrati opsluges dermed af national-identitære emner, som delvist defineres som modsætninger til Islam. Dermed mister demokratiet sin forbindelse til den brede folkelige historie, og herfra kan læringen og teknokratiet tage over uden at nævne demokratiet.

 

21. d. 13. november: Både-og

Er man til både-og i dansk pædagogik, så er der kun en vej: pædagogisk strid.

Et lille både-og giver lille strid.

Et stort både-og giver stor strid.

Konklusion: jo mere pædagogisk både-og, desto mere strid.

Hvorfor?

Jo, for i et stort både-og samler man hele pædagogikken imod anti-pædagogikken i et lækkert mudret brag.

Men i et lille både-og strides man i pædagogikken selv og lader – i en fejl – sine pædagogiske antagonister stå i ledtog med antipædagogikken (f.eks. at Herbart er sort skole, eller at Grundtvig overophedet, eller at reformpædagogik er ligeglad osv.).

I så fald må man dele striden, så den kun bliver lille. Dermed kommer man til at mangle det ene eller det andet.

Så jeg er til både-og på den store klinge. Alle pædagoger har noget at sige, uanset hvad de ellers har sagt.Øverst på formularen

Nederst på formularen

 

22. d. 14. november: Data i Altinget

Data i Altinget:

I dagens nummer af Altingets magasin (nr. 30) er der interessant modsætning:

A.
Først er der en klumme af en kvinde med det sigende mellemnavn Louise Oppbrud Jakobsen. Hun er en del af det Singularity-inspirerede Dare Disrupt, som har den ideologiske snabel dybt nede i det offentlige apparat, og som også påvirker mere bredt via Ida Aukens SIRI-kommission, Disruptionsrådet og dermed også Brugerportalinitiativet og AULA.

Oppbrud Jakobsen er også en del af tænketanken ”Disrupt-academy”. Vi er altså i Lars Løkkes og statsapparatets kærlighedsland.

Jakobsen ser – med henvisning til Facebook og Elon Musk (Tesla) – frem til at få internettet ind i sit hoved. Her i udførligt citat:

”Vi kan revolutionere vores måde at kommunikere på, siger Facebook, når de taler om, hvordan et direkte link mellem vores hjerner og maskiner er fremtidens interface. Det er baseret på forskning, der i dag gør det muligt for en algoritme at læse aktivitetsmønstre i hjernen og tolke det til blandt andet syntetisk tale. Men Facebook er ikke alene om at synes, at forskningen er spændende og ikke kun relevant for personer med lidelser, der påvirker talecentret i hjernen. Det synes Elon Musk også. For nogle måneder siden løftede han sløret for sin ”hemmelige” virksomhed NeuraLink, en virksomhed, med hvilken han har tænkt sig at sy 10000 tråde på 1/10 tykkelse af et hårstrå ind i din hjerne med en robotstyret nål for at begynde at forstå, præcist hvordan din hjerne fungerer i realtid. Og ikke kun for at kunne læse, hvad der foregår i hjernen, men direkte skrive til den. Altså udbyde digitale funktioner, som du kan gøre til en del af din hjerne, så du får nye egenskaber. Fik det dig lige til at tænke på din smartphone og appstore? Spørger man Elon Musk selv, er det hele for at sikre synergi mellem AI og mennesker”

Google kalder ifølge Oppbrud Jakobsen dette system for ”intelligence augmentation” (udvidelse, TAR). Ifølge Shashona Zuboffs bog om “overvågningskapitalismens tidsalder” gør denne googlificerede udvidelsesideologi sig også gældende på det sociale og politiske område.

Til sidst har Opprud Jakobsen lidt singularity-agtige spørgsmål a la ”er det naturligt?”, og ”har vi overhovedet noget valg”, men hun virker stort set betaget ved tanken.

B.
Sidst i bladet har den digitale rådgiver, Peter Svarre, en anmeldelse af Michael Böss’ nye teknologokritiske bog ”Det digitale massemenneske – menneskeværd i ensomhedens tid” (som jeg ikke selv har læst).

Böss mener, ifølge Svarre, at den nye teknologi er i gang med at overtage menneskets vilje og eksistentielle dybde. Men det mener Svarre er en stråmand, som ”kun de færreste transhumanistiske fantaster hopper på”.

Men så er det lige, jeg spørger? Er Facebok, Musk og Oppbrud Jakobsen fantaster? Og dermed i logisk konsekvens: er KL og Disruptionsrådet fantaster? Og transhumanismen lever altså i bedste velgående i hele Singularity University’s hele grundlag, og rumsterer også i forskellige versioner og i mange forskningsmiljøer som tanker om robotificering af mennesket, der skal gøre op med den ‘reaktionære fortid’.

Svarre mener ligefrem, at Zuboffs storværk om overvågningskapitalismen er en ”tekno-optimistisk bog”, fordi den udelukkende ser på forholdet mellem magt og teknologi og ikke mellem menneske og teknologi, som ifølge Svarre er Böss’ tilgang.

Men det er nu en sandhed med modifikationer, eftersom Zuboffs kritik er begrundet i folk som Arendt, Sartre og Adorno, dvs. folk der har frihed og eksistens som centrale filosofiske og normative markører. Hendes kritik forudsætter dermed de ting, som Böss ifølge Svarre taler om. Svarre prøver at skille Böss og Zuboff ad, selvom de efter min opfattelse hænger sammen.

Men Svarres reaktion er sigende for dansk teknologiforskning. Det er en form for paradigme, hvor man hele tiden skærmer sig for teknologikritik ved at indføre den ene og den anden distinktion, f.eks.:

”Det er ikke skærmen, men brugen af skærmen, der er problemet”, eller ”det er der ingen, der seriøst mener” (Svarres anmeldelse er en underafdeling af disse to argumenter). Eller hvad med ”folk har så travlt med at IT er skadeligt for børns indlæring, men hvem undersøger bogen?” eller ”man kan også myrde med en blyant” eller ”det er ikke peer-reviewed” osv.

Altså ustandselige afdramatiseringer af den ene og den anden grundige politiske eller humanistiske analyse.

Med disse diskursive skærme kan Oppbrud Jakobsens, Musks, Facebooks og Googles logik bevæge sig frit ind i og overtage og definere samfundets, statens og menneskets liv og eksistens, som Böss og Zuboff beskriver det.

Links:
Link til Disruptorsacademy:
https://disruptorsacademy.com/about/

Link til Louise Oppbrud Jakobsens hjemmeside: https://louiseopprudjakobsen.dk/

Link til Peter Svarres hjemmeside: https://www.petersvarre.dk/

Link til Michael Böss’ bog: https://www.arnoldbusck.dk/…/sam…/det-digitale-massemenneske

 

23. d. 14. november: København mod Vø-benhavn

På Vø-benhavns Universitet har vø’erne direkte forbindelse til den krænkelsesfikserede rektor. Det kunne man læse ud af rektors tale den anden dag, som udelukkende handlede om vø’er og om klima, og som kom samtidig med, at vø’erne, som i virkelighed en slags anti-damede damer, talte deres post-dame-identitære sag i universitetets avis.

Imens, uden for murene, stod unge mænd og kvinder og kæmpede for deres fag og faglighed imod humaniora-dekanens teknokratiske omskrivninger af rektors ideologi. Oprørets leder tiltvang sig endda talerstolen i god gammeldags stil.

Men rektor synes naturligvis ikke om at nævne de skønne unge oplysningsaktivister i sin forskrækkelige tale. Han ville hellere “inkludere” nogen andre.

Lektor ved Københavns Universitet, Marianne Stidsen, siger en helt masse fornuftigt om emnet i nedenstående indlæg. Hun nævner ganske vist ikke de aktionerende studerende, men står på samme måde fast på et klassisk oplysningsuniversitet.

Kan Stidsen og de aktionerende ikke gå sammen om noget fag, videnskab og demokrati?

Det er Kø-benhavn mod Vø-benhavn.

Links:

Link til Stidsens indlæg:
https://uniavisen.dk/koebenhavns-universitet-maa-ikke-bliv…/

Link til rektors tale: https://uniavisen.dk/stedord-hvis-universitetet-skal-tiltra…

Link til Vø-damernes indlæg: https://uniavisen.dk/er-vores-eksistens-paa-koebenhavns-un…/

 

24. d. 14. november: DR-Debatten

Oplæg til DR-debatten: En gruppe nynazister laver en ekstremt antisemistisk aktion.

Debattens indhold: alle, især DF og Ny Borgerlige, snakker ikke om andet end muslimer og integrationspolitik. Det er som en gammel grammofonplade, der insisterer på at spille samme sang uanset emne.

Hvorfor er der ingen, der kan holde en dagsorden? Altså ud over rabbineren og Jens Philip Yazdani?

 

25. d. 17. november: SDU’s ”challenges”

SDU er i fuld gang med at pege på “challenges” med udgangspunkt i universitetets nye ideologi, FN’s verdensmål. Og nu er de også i gang med at finde “løsninger” på “udfordringerne”. De er snart helt nede på tre løsninger, fortæller man på en tekst, som den universitetspolitiske enmandshær, Henrik Dahl, har fundet. Man har endda stemt om det. Det er en kæmpe proces. Der er penge nok.

Og SDUs samfund-dekaner skriver, at de vil have “relevant” forskning. Det handler om “noget større” og om at være “statens tjener”. Det er humboldtsk, får vi at vide. Humboldt er “værdiskabelse”. Længe leve staten!

Dekanerne kalder der for “overbevisningens etik”.

Links:

Link til SDUs verdensmålsproces: https://www.sdu.dk/da/om_sdu/sdus_profil/voresverdensmaal

Link til dekanernes kronik: https://www.sdu.dk/…/samfundsvi…/sam_nyhedsliste/verdensmaal

 

26. d. 17. november: Fyringer

Weekendavisen beretter om, at en mangeårig og højt respekteret medarbejder for Institut for Menneskerettigheder, Hanna Ziadeh, er blevet afskediget for at kritisere brud på menneskerettigheder i Mellemøsten. Journalisten uddyber med at fortælle, at instituttet generelt er meget tilbageholdende med kritik af andre lande af hensyn til samarbejdsaftaler, ikke mindst af Kina. F.eks. under Tibet-sagen.

Per Stig Møller (K) og Martin Lidegaard (R) kritiserer instituttet for denne praksis. Kloge mænd. Men Møller skrev også en tyk bog om Kaj Munk, som jo virkelig var modig under besættelsen, og Lidegaard er opvokset på Krogerup Højskole, så man forstår det godt et eller andet sted, selvom Krogerups stifter – den kloge Hal Koch – faktisk støttede samarbejdspolitikken under besættelsen.

Søren Espersen (DF) er enig med Møller og Lidegaard.

Villy Søvndal (SF) og Jeppe Kofoed (S) støtter instituttets praksis. Typisk! Sådan et par scaveniusser. Men Søvndal var ansvarlig for at føre SF i favnen på Corydon, og Kofoed er bare socialdemokrat.

Men så ved man da, hvem der har det moralske kompas i orden i den her slags sager.

Nu vi er ved de mærkelige afskedigelser, så har jeg noteret mig afskedigelsen af den fremtrædende dokumentarist, Arne Bro, på Danmarks Filmskole. De studerende demonstrerer mod skolens ledelse, der lader til at styre sagerne efter omtrent samme principper som ledelsen på humanistisk fakultet på Københavns Universitet, hvor dekanen vil erstatte faglighed med en teknokratisk bredbånds-målplan, og hvor de studerende også med rette er gået i aktion.

Det hele minder mig også om, da Odense Kommune gav Erik Schmidt en advarsel for at kritisere skolereformens læringsideologi.

Der er et eller andet, der hænger sammen.

Links:
Om Hanna Ziadeh-sagen:
https://www.weekendavisen.dk/2019-46/samfund/balancegang

Om Arne Bro-sagen:
https://politiken.dk/…/Elever-optrapper-krig-mod-rektor-p%C…

 

27. d. 18. november: DEA’s ”gennemgribende paradigmeskifte”

DEA og Lego mener i dagens kronik i Politiken, at vores rige børnehavetradition – som har tætte forbindelser til både kulturradikalisme, dannelsesfunderet reformpædagogik og 1800-tallets frihedstraditioner – består af “ro, renlighed og regelmæssighed”, selvom det stik modsatte er tilfældet.

Ja, overskriften i papirudgaven er direkte: “Fra ro, renlighed og regelmæssighed til leg og glæde”.

Med denne platte glemsomhed i bagagen vil DEA og Lego i stedet lave “et nyt sprog, en ny begrebsverden og nye metoder for at skabe en ny virkelighed”, som der står.

Det “nye sprog”, som skal træde i stedet for den amputerede tradition, består af “læring, leg, forskningsresultater, relevante forandringsindsatser, socioemotionelle og kognitive færdigheder og hjerneforskning” samt af noget Heckman-statistisk logik a la ‘lighed fra undfangelsen’, som den slags kaldes hos de ligeledes Heckman-begejstrede ministre.

DEA og LEGO kalder det hele for et “gennemgribende paradigmeskifte”. Så ved man bare, at det ikke er seriøst, selvom det er magtfuldt.

Sådan går det med “leg og glæde”, når man reducerer ægte “leg og glæde” til sort skole.

Men glemsomhedens hjernelæring er magtfuld. Der inviteres til et initiativ “Hvem vil børnene?”, hvor kronprinsessen indleder åbningskonferencen, og hvor hele Heckman-eliten deltager osv..

Initiativet bygger videre på det såkaldte “Småbørnsløftet”. Her sidder der folk fra tre UC-rektorater, så der kommer nok ingen kritik fra resterne af de gamle pædagogseminarier. Der sidder også en hel masse kommuner og organisationer. BUPL forlod heltemodigt festen pga. af menneskesynet. KL har udgivet en rapport i 2017, som flugter helt med DEAs ideer.

Det er lang tid siden, at bevægelsespædagogen Astrid Gøssel, psykologen Sofie Rifbjerg, komponisten Bernard Christensen og litteraten Svend Møller Kristensen gik rundt på Borups Højskole med 1920’ernes Montessori-interesse i omegnen. Eller tænk også på søstrene Wullfs engagerede indarbejdelse af Fröbel i dansk pædagogisk liv. Det er glemt tid, som kan reduceres til “ro, renlighed og regelmæssighed” og “et gennemgribende paradigmeskifte” af DEA, som er en privat industri-teknologisk organisationer i 00’ernes ånd. LEGO tilpasser sig bare.

DEA skaber pædagogernes krise.

Links:
Link til kronikken:
https://politiken.dk/…/Vi-vil-skabe-en-b%C3%B8lge-af-nyt%C3…

Link til “hvem vil børnene”-konference:
https://dea.nu/arrangementer/hvem-boernene

Link til KL’s rappport fra 2017: https://www.kl.dk/…/godt-paa-vej-dagtilbuddets-betydning.pdf

 

28. d. 18. november: Pædagogisk kausalitet

Nogle mener, at kausalitet er knyttet til tiden, til et A forårsager B, et før og et efter, og altid med ledsagende statistisk registrering.

Måske er det ikke sådan? Måske er kausalitet knyttet til rummet og stedet? Måske er kausalitet en materialisering af stedet, en opløsning af tiden og en bevægelse i stedets grund. Det latinske causa betyder faktisk “grund”, altså noget med stedets fundament.

Pædagogisk kausalitet er dermed noget, der finder sted, når barn, pædagog og indhold finder hinanden i en grundende grund, der grunder en be-grundende grund.

Forskning i pædagogisk kausalitet er derfor forskning i den stedets proces, hvor indhold og menneske og lærer finder grunden.

Traditionel og tidslig kausalitetsforskning opløser på en måde kausaliteten ved at indsætte tiden som den centrale kategori.

 

29. d. 19. november: Pædagogiske og historiske metoder

A. Historikerens tid
Hvis en historiker skriver om historie, er kausaliteten tidslig. Der udvikler sig let en tåge af uomgængelighed og uundgåelighed. Sådan lidt a la Ove Kaj Pedersens statsfaser. Det ender som i DEAs forståelse af pædagogernes historie fra i går i Politiken. Det ender i historicismens forfaldsformer. dvs. som “fra….til…..”-strukturer. Det gamle=fortid, som er tabt.

B. Pædagogens tid
Hvis en pædagog skriver om historie, er kausaliteten stedslig. Her er fyldt med både vilje og tabte muligheder og med en uudslukkelig sans for skrammel og fusk og stemmer, som ikke passer ind. Det er utroligt, hvad man opdager på stedet uden for tiden, dvs. i både grunden, på de forskellige etager og på taget. Her er ingen “fra…til…”. Her er alting inde i alting. Det gamle=nutid, som taler.

Det er derfor meget vigtigt, at en pædagog, som skriver om historiske emner, ikke bruger en historisk, men derimod en pædagogisk metode.

 

30. d. 19. november: Relevansen på DPU

“Relevansens” vandring fra globaliseringsstrategi til DPU-fyring:

Midt i 00’erne var der uddannelses- og forskningspolitisk set to sammenhængende ting på dagsordenen: Dels Globaliseringsrådets satsning på ”relevant forskning” og dels sammenlægning af universiteter.

Med dette udgangspunkt nedsatte VK-regeringen i 2006 et såkaldt DPU-udvalg. Udvalgets rapport kom i 2007 og udgjorde en form for universitetspolitisk “ånd” i DPU’s efterfølgende sammenlægning med AU.

I DPU-udvalgets forholdsvis kompakte rapport indgår forskellige bøjninger af ordet ”relevant” hele 97 gange.

Kort tid efter forsøgte DPU’s første dekan under AU, Lars Qvortrup, at afskedige tre filosoffer netop med henvisning til deres forsknings ”relevans”.

Qvortrup blev ansat i februar 2008, og fyringsaktionen fandt sted i foråret 2010. Han var be-åndet af den nye ånd. “Relevansen” havde fået sit eget liv.

Her er et par yderligere iagttagelser:

1.
DPU-udvalget havde følgende centrale referencer:

– Regeringens globaliseringsudvalg, som er en direkte forlængelse af det hyper-teknokratiske Globaliseringsrådet, som også nævnes rundt omkring.

– OECD’s evaluering af uddannelsesforskningen fra 2004 og især dennes danske baggrundsrapport, som blev lavet af Jens Rasmussen, som ligger helt tæt på Qvortrup. Denne baggrundsrapport blev senere kritiseret kraftigt af professor Palle Rasmussen.

2.
DPU-udvalget foreslår etableringen af et strategisk ”forum for uddannelsesforskning”. Dette ”forum” blev faktisk realiseret med Skolereformen i 2013. Jens Rasmussen var DPU’s repræsentant i forummet. Andreas Rasch-Christensen repræsenterede VIA UC. Det var de to, som senere kom op at toppes med den heltemodige Keld Skovmand om læringsmål.

3.
En sidste tankevækkende ting er, at rapporten er udarbejdet af en ret bred kreds af folk primært fra universitetsverdenen. Det siger noget om, hvor affirmativt og ukritisk indstillet selv fagfolk var i disse år. Jeg er især ked af, at både den person, der konfirmerede mig, og min gamle ph.d.-vejleder deltog i løjerne.

Her er navnene:

Jens Thorhauge, Direktør for Biblioteksstyrelsen (formand)

Universitetssektoren:
Kjeld Holm, Bestyrelsesformand for DPU
Lars-Henrik Schmidt, Rektor ved DPU
Bodil Due, Dekan ved HUM, AU
Finn Hauberg Mortensen, Institutleder, Inst. f. nord. sprog, KU
Henrik Busch, Prodekan, Det Naturvid. fak., KU
Finn Junge-Jensen, Rektor, Handelshøjskolen i København
Flemming G. Andersen, Dekan, HUM, SDU
Erik Laursen, Forskerskoleleder, AAU
Henning Salling Olesen, Prorektor, RUC

CVU-sektoren:
Harald Mikkelsen, Rektor, CVU Midt-Vest
Tyge Skovgaard Christensen, Rektor, CVU Vest
Sonja Refslund Skrumsager, Konst. direktør, CVU-Nord
Laust Joen Jakobsen, Rektor, CVU Storkøbenhavn

Ministerierne:
Undervisningsmin.: Ivan Sørensen, Dir., Afd. f. videreg. udd.
Videnskabsmin.: R. B. Bertramsen, Vicedir., Univ.- og bygn-st.

Links:
DPU-udvalgets rapport:
https://ufm.dk/…/…/filer-2007/til-gavn-for-uddannelserne.pdf

Relevans-sagen på DPU:
https://www.magisterbladet.dk/…/forklaringer-efterlyses-i-d…

Forum for koordination af uddannelsesforskning: https://ufm.dk/…/pressemeddelelser/2013/nyt-forum-for-forsk…

 

31. d. 19. november: Udvalget for kvalitet og relevans

Her er en note om “Udvalget for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser”, altså for både universiteter og lærer- og pædagoguddannelser:

I 2013 arbejdede et udvalg under uddannelsesministeriet. Det var ”Udvalget for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser”, i daglig tale blot kaldet ”kvalitetsudvalget”, selvom ”relevansen” var mindst lige så vigtig.

Den afsluttende rapport hed ”nye veje og høje mål”, hvilket var rent nysprog.

Formanden var Jørgen Søndergaard, en magtfuld økonom, som også var formand både for Skolerådet, der sluttede sit arbejde samme år, og for regeringens Rejsehold for folkeskolen fra 2010. Han kom altså direkte fra sit arbejde med at ødelægge folkeskolen.

En anden central person var Nina Smith. Hun er også økonom, og hun sad sørme også med i Skolerådet.

Samme år kom skolereformen.

Dertil kommer endnu en professor i økonomi, Jacob Roland Munch, og nogle udlændinge og nogle organisationsfolk fra den semi-kreative klasse.

Med andre ord: Vi befinder os i Skolerådets lærings-evalueringslogik, som kommer direkte fra Globaliseringsrådet, nu blot opskaleret til de videregående uddannelser.

Læringsrevolutionen, som Skolerådet selv fuldførte i dets John Hattie-funderede rapport fra 2013, er også slået igennem i ”nye veje og høje mål”. I forordet skriver Søndergaard direkte:

”Kerneydelsen i vores uddannelsessystem er de studerendes læring.”

Og ”læring” kan måles, får vi at vide. Så kan man få indikatorer og kvalitetsgrundlag. Og filosofien bekræftes i en tilhørende figur, hvor læring er i midten og alt andet er uden om.

Udvalget har fundet 11 ”udfordringer”. En masse om læring og arbejdsmarkedet. Ordet ”læring” optræder 47 gange. Ordet ”relevans” 66 gange. Ordet ”kvalitet” optræder 134 gange, og det er et dårligt tegn, eftersom ”kvalitet” betyder ”målopfyldelse” og ”mål” og i denne sammenhæng intet har med ”formål” at gøre.

Dannelse har 0 hits. Videnskab optræder kun i tekniske opremsninger, og pædagogik har 4 hits. ”Forskningsfrihed” har 0 hits. ”frihed” har 4, men kun i underordnede sammenhænge. Demokrati har 0 hits.

Der er heller ingen referencer til ord som ”kreativitet” og ”innovation”, hvilket måske vil komme bag på nogen? Men det skyldes, at vi er i det, jeg kalder for Konkurrencestat 2, som er en særlig teknisk evaluerings-version af konkurrencestaten.

Konkurrencestat 1 var derimod en nærmest aggressiv økonomisk globaliseringsunivers, hvor ord som teknologi, data og innovation er helt afgørende, og hvor ”læring” spiller en helt anden og mere vild og nærmest robotificerende rolle, f.eks. i Learning Lab og med Uffe Elbæk og Tor Nørretranders som frontrunnere. Det var Mandag Morgens kompetenceråd fra 1998, der for alvor introducerede konkurrencestat 1 med tilhørende ”kompetenceregnskab”. Det var ånden fra en blanding af Tony Blairs ”den tredje vej” og den nye postmaterialisme/kreative klasse.

Det skiftede i 2005. Globaliseringsrådet var den store Konkurrencestat 2, og det var Skolerådet derfor også.

Ove Kaj Pedersen har ikke sans for denne forskel, men den grundlæggende præmis, nemlig økonomiens og den globale konkurrences primat, er jo også den samme i begge konkurrencestatsformer.

Med 2016’s Disruptionsråd, som havde rod i Silicon Valley-ideologien, gik vi tilbage til en form for Konkurrencestat 1, men det lader jeg ligge her.

Vi er altså her i 2013 i en særlig optimeret Skoleråds-ånd. Relevansens ånd. En ånd – læringsmålstyringens ånd – der i de år skabte store problemer for pædagoger og lærere og for videnskabskvinder og videnskabsmænd.

Links:
Udvalgets rapport ”nye veje og høje mål”:
https://ufm.dk/…/nye-veje-og-hoje-mal-kvalitetsudvalgets-sa…

Ministeriets hjemmeside om udvalget:
https://ufm.dk/…/nye-veje-og-hoje-mal-kvalitetsudvalgets-sa…

 

32. d. 20. november: Læringsrevolution i år 2000

Sådan her lød det i februar 2000 i undervisningsministeriet. 7xlæring på fem linjer:

”Hvis eleverne skal udvikle evnen til ”ansvar for egen læring” og lære at lære på egen hånd, så implicerer det, at læringen i stigende grad synliggør elevens personlige indsigt i egen læring, og at elevernes refleksioner over egen læringsadfærd bør styrkes (metalæring)”

Teksten udspringer direkte af Knud Illeris’ kategorier fra 1981, dog helt uden Illeris’ socialistiske idealer. Der tales ikke om “mod-kvalificering”, kun om “kvalificering”. Den kolde krig er slut. “Læringen” har vristet sig fri fra både skole og socialisme og er nu gået på vandring.

Hvem møder læringen mon? Den møder Mandag Morgen, som i fra 1998 var gået i gang med at støbe en ny kugle, som den frisatte læring kunne være i.

(Citatet er fra en ministeriel publikation, der hedder “Selvevaluering” (2000, s.24), som er skrevet af Albert A. Christensen og Susanne Gottlieb.

Denne bog hænger sammen med en lidt større rapport, som hedder “Udvikling af personlige kvalifikationer i uddannelsessystemet” (1996), som er skrevet af samme Albert A. Christensen og af en Poul Blindum. Hvis nogen ved noget mere om dette, må de meget gerne skrive til mig om det)

 

33. d. 20. november: Mening fra sofahjørnet

Hvorfor trækker Israel sig ikke tilbage til de grænser, som landet fik af FN efter 2. verdenskrig? Det var en fin og sjælden gave, som jøderne fik af hele verden pga. Holocaust. En gave man kunne bo i, en form for afslutning af diasporaen.

Araberne angreb med det samme og tabte med et brag, og det samme skete i senere krige. Israel udvidede territoriet hver gang i stedet for at blive i gaven.

Men man skal ikke modtage en gave ved at stjæle andres gaver, dvs. andre landes områder. Man tager imod sin gave og forsvarer den, men man forgriber sig ikke på naboernes ting, selv ikke hvis naboerne ikke er flinke. Og man afleverer tilbage, hvis man vinder, så gaven kan blive til en have. En gave-have.

Så tilbage til 1948-grænsen. Så bliver der også fred og ro, tror jeg.

Og så skal mobilen ud af Donald Trumps lommer, så han ikke kan tweete, mens han går tur, og helst slet ikke. Han er jo som et barn, og børn skal heller ikke have mobiler i skolen, som jo også er et gave-sted.

 

34. d. 21. november: Stemningen i 1999

Her er to sætninger fra omkring 1999:

”Alle lærere skal organiseres i teams, som skal ledes af en
“lærings- og udviklingsfilosof””
(Folkeskolerådets “Vision 2010”, fra 2000)

Kompetencerådet ledes af “vismænd”
(Mandag Morgens Kompetenceråd, 1998-2000)

De “lærings-filosofiske vismænds” opgave er at nedbryde vaner og etablere “en ny form for målrettethed”, der kan optimere læringsudbytte og global-teknologisk kompetencekraft.

Hvem mon disse lærings-filosof-vismænd er?

Jo, i Folkeskolerådet sidder folk som Steen Hildebrandt, Mads Hermansen og Svend E. Pedersen (som lavede Howard Gardner-skole i Gentofte).

Og i Kompetencerådets vismandskreds sidder folk som Uffe Elbæk, Tor Nørretranders og Lars Kolind, Per Schulz Jørgensen og Keld Fredens.

Det er da et samlet udtryk og skoletryk, der vil noget. En ny økonomisk-spirituel realitet, som det opløste DLH, nu i form af DPU, måtte indordne sig under.

Link til Vision 2010:

http://static.uvm.dk/publikationer/2000/vision/hel.pdf

 

35. d. 22. november: Nyttige HUManister mod Unyttige målplaner

Tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen, som sidder i Aarhus Universitets bestyrelse, har i dagens Kristeligt Dagblad nogle meget interessante betragtninger vedrørende konflikten på Vøbenhavns Universitet, hvor en gruppe ægte HUM-studerende protesterer mod Hum-dekanens teknokratiske ”målplan”.

Carlsen siger følgende under overskriften “Københavns Universitet er i færd med en selvamputation”:

”Noget kunne tyde på, at et nyt ungdomsoprør er på trapperne. Men forskellen fra 1968 er, at oprøret ikke er samfundspolitisk i sin karakter. Det er derimod videnspolitisk motiveret. De studerende er optaget af fagenes lødighed og betydning og vender sig mod en udvanding af det akademiske kvalitetsniveau. De kæmper for retten til faglig fordybelse. Og modstanderen er fakultetets ledelse. Ironien er til at tage at føle på”.

(…)

Ledelsen af det humanistiske fakultet har ifølge Politiken sågar været ude med trusler om bortvisning af de kritiske studenter. Det ville nok være den mest akavede udgang på konflikten. De studerende, der står for blokaden, hører formodentlig til blandt de mest engagerede og kundskabshungrende af slagsen. Kort sagt den kommende generation af forskere, der er hævet over den bløde mellemvare. De vil som de gamle christianitter med rette kunne sige: ”I kan ikke slå os ihjel. Vi er en del af jer selv”.”

Carlsen siger også, at Humaniora i København “har mere til fælles med en salatfabrik, end med et videnstempel”. Ledelsen står for “salatfabrikken”. De studerende vil have et “videnstempel”.

Det unge humanister viser deres sande nytte. De demonstrerer for kundskaber imod et universitet, der svigter dets pligt.

De unge opdrager den institution, som de er en del af, men som hellere vil være en målplan.

Det er de lærdes liv mod de lærdes tyranni. Det er de kommende fagpersoner og intellektuelle mod ”akademikere”, som har glemt deres akademi, og som tror, at humaniora handler om at komme på aaaaarbeeejdssssmarkedøt i stedet for at minde befolkningen om tænkningens og handlingens livsmuligheder.

De unge vil ikke have professorvælde og heller ikke teknokratvælde. De vil have kundskabsvælde.

Det er jo også derfor, at alle fakulteter burde have et filosofikum, Det er for at holde frihedens erindring i live, så den kan aktiveres overalt.

 

36. d. 22. november: Som en rejselysten flåde

I forbindelse med Sønderjyllands genforening med hovedlandet skrev Helge Rode i 1921 sangen ”Som en rejselysten flåde”.

Sangen optrådte som afslutning på Rodes teaterstykke ”Moderen”, som er et slags pædagogisk filosofisk drama med klasseværelser, skjalde, narrer, konger, drenge, mødre og lærere i en herlig og ofte humoristisk dynamik. Ja, hele første akt foregår faktisk i et klasseværelse. Jeg håber stykket opføres næste år, hvor der jo er 100års jubilæum for genforeningen. “Moderen” er naturligvis Danmark.

I sangens femte vers er der følgende beskrivelse af moders mål, når det tales frit:

”Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert, skumringsvøbt,
ligefremt og latterkroget
smilbestrålet, tåredøbt
Det er Danmarks frie sprog
uden tryk af fremmed åg
frejdigt Freja taler.”

Ok, tænker jeg, hvis det er sådan, et frit dansk tales, så står det godt nok galt til mange steder, f.eks. hos ledelsen på HUM-fakultetet i Vø-benhavn, men faktisk på alle steder, der er påvirket af Globaliseringsaftalen i 2005, hvor der skal laves målstyring, læring og relevant kvalitetsudvikling osv. Men måske er vi under “fremmed åg”?

Der mangler lidt skumringssvøbt og latterkroget Freja, som jo var en frihedselskende kærlighedsgudinde og vø-lve, ja der gør!

Carl Nielsen skrev den fine, men måske også lidt for friske melodi.

 

37. d. 23. november: Filmskolelevernes aktion

Filmskolens elever, som gerne vil undervises i deres kunst og håndværk af tidligere mestre i dertil hørende pædagogiske situationer, har vundet deres kamp for at få afsat den nye filmskole-leder, som hellere ville have målstyring og kompetencer og alt det andet.

I Politiken skriver man, at det var akademikerne, der tabte. Men den afsatte leder var ikke “akademiker”, tværtimod. Hun havde glemt, hvad akademia er. Hun er antilærd. Det kunne man let læse ud af et interview hun holdt i Politikken sidste søndag. Den spændende og virkelystne pædagogiske filosof, Carsten Fogh Nielsen, siger noget af det samme i sit indlæg nedenfor.

Tillykke til eleverne. Det er en sejr for den urene pædagogik. Dog kun en lille sejr, for vi ved jo ikke, hvad der kommer i stedet.

Nu er det spændende, om de gæve HUM-studerende lykkes med det samme. De kæmper også for deres kundskabsliv imod en HUM-dekanens såkaldte “målplan” og imod en rektor, som er mere interesseret i vø-breve og klimaoptimering. Der er ikke meget akademia over de to. Det er der til gengæld over de studerende. Især hvis de lige topper deres argumentation med lidt mere end bare “68’erne”.

Og bagefter kommer alle de andre steder. Lad os få akademia – dvs. praktiske og åndelige vekselvirkninger – helt ned i børnehaverne, i skolerne, på gymnasierne og på seminarierne, så vi kan slippe for alle de “akademiske”.

Lidt mere om sagen fra DR (læs også Carsten Fogh Nielsens link):
https://www.dr.dk/…/efter-kritik-fra-elever-rektor-paa-den-…

Interview med den afgående rektor i Politiken sidste søndag: https://politiken.dk/…/Eleverne-p%C3%A5-Filmskolen-vil-have…

Carsten Fogh Nielsens indlæg: https://www.facebook.com/filoffen/posts/10157799032879289

 

38. d. 23. november: Helge Rode og Otto Mortensen

Helge Rode, som skrev sangen ”Som en rejselysten flåde” til det fine genforenings-stykke ”Moderen”, har også andre gode ting i ærmet.

F.eks. skrev han – også i 1920’erne – essayet ”Det sjælelige gennembrud”. Her undersøgte han religionsfilosofien hos den betydningsfulde amerikanske pragmatist og psykolog, William James. I samme bog lavede Rode en religionsfilosofisk tolkning af Nietzsche, som Rode mente, at Georg Brandes havde misforstået. Nietzsches ide om ”overmennesket” skulle ikke forstås menneskeligt, men netop religiøst. At Rode havde fat i den lange ende så vi, da det menneskelige ”overmenneske” tog magten i Tyskland årtiet efter.

Rodes milde panteisme, som er en slags syntese mellem det moderne gennembrud og den efterfølgende symbolisme, er måske ikke helt ubrugelig i dag, hvor nogle mennesker tror, at religion står for undertrykkende neokolonialisme eller sådan noget.

Helge Rode var i øvrigt far til skuespilleren Ebbe Rode. Dejligt med lidt social arv.

Rode har for resten også skrevet den fine fædrelandssang ”Du gav os de blomster”. Og ved I hvem, der skrev den smukke melodi til den sang? Det gjorde den senere aarhusianske lektor i musik ved Aarhus Universitet, Otto Mortensen.

Og ved I, hvad Otto Mortensen også skrev musik til? Såmænd til ”Kringsat af fjender”, som Nordahl Grieg, den store norske kommunistiske humanist, forfattede i 1936 som en reaktion på fascismens ”overmenneske” i Tyskland og andre steder.

Sangen blev sunget af Sissel Kjyrkebø til hele Norge efter terrorangrebet på Utøya.

Så Otto Mortensen skrev både til en mild national poesi og til kommunistisk humanisme. Kan vi ikke synge lidt med?

Mortensens bidrag til den danske sangskat var markant. Han skrev også melodien til den forunderlige ”hun er sød, hun er blød”, til ”Septembers himmel er så blå” og til den evigt unge ”Du danske sommer jeg elsker dig”. Han var også pædagogisk interesseret og medvirkede til at give blokfløjten en renæssance.

 

39. d. 26. november: Nationale tests og Double Bind!

Det går tilbage i de nationale tests (NT). Det gjorde det også sidste år osv. Det er svært at sige noget. Jeg prøver alligevel:

a.

Reaktion: Det går tilbage i læsning og regning. Det vil sige, at det går dårligt for skolereformens ødelæggelse af pædagogik, selv på reformens egne kvalitetsparametre.

Kommentar: Det kan man ikke sige, eftersom testene jo ikke måler præcist. Men havde testene vist fremgang, var det uden tvivl blevet fejret med æresparade gennem København med Antorini og Corydon og en KL-direktør i fuldt firspand og blomsterhav.

b.

Reaktion: Det går fremad i matematik i et eller andet år nede i yderste kælderrum.

Kommentar: Så alt det andet, som er langt det meste, hvor det går af H til, nævner vi ikke? Det var strategien fra DPU’s ledelse sidste år i en kronik. Den går jo heller ikke.

c.

Reaktion: Testene måler ikke præcist nok. Derfor får vi ikke noget reelt at vide. Men der er skam en helt anden eller tredje test fra cyberspace, hvor det går godt. Ergo går det fint.

Kommentar: Denne reaktion er snyd, eftersom NT jo er lig med skolereformen som sådan. Man kan ikke bare tage en anden test fra Rusland. Og så er der jo Qvortrup og økonomerne, som siger, at NT skam måler præcist på det aggregerede niveau. Hvad mon de siger nu? For et muligt, men urealistisk svar på det spørgsmål, kan man gå tilbage til punkt 1.

d.

Reaktion: Det tager lang tid – f.eks. 25 år – at implementere en skolereform. Vi må derfor afvente evalueringen i 2039.

Kommentar: zzzz…..

e.

Reaktion: Vi må lave nogle nye tests, som har bedre måleredskaber. De kan implementeres om 3 år, og så skal vi starte forfra med skolereformens setup.

Kommentar: zzzz…..

f.

Reaktion: Vi må have noget mere skolereform, dvs. noget mere fokuseret læring og målevaluering og undervisningsdifferentiering i helhed og noget mere læringsmaksimeringslæring. Der har været for meget modstand mod læring på lærerværelserne. Lærerne må tage ja-hatten på. Vi er ikke engang halvt i mål. Vi skal tilbage til kerneopgaven.

Kommentar: Grrrrr……

g.

Mit egen reaktion: Skrot forliget.

Min egen kommentar: Juhuu…!

Links:
Link til artikel om tallene og til tallene selv: https://www.folkeskolen.dk/…/fem-aar-efter-ingen-af-maalene…

Link til analyse af reaktioner på tallene fra sidste år (se kapitel 3):
http://www.thomasaastruproemer.dk/angreb-paa-folkeskolens-f…

 

40. d. 26. november: Henrik Dahls skolepolitiske aktion

LA’s skolepolitiske ordfører Henrik Dahl spørger i denne video, om vi

”skal erkende, at skolen er en politisk totalskade?”.

Og han svarer selv følgende:

“Jeg tror faktisk, at tiden er kommet til at sige, at folkeskolereformen er en form for totalskade, og vi må starte forfra”

Dahl vil have andre ord i spil en skolereformens læringslæring. Han fortsætter:

“Der er brug for at have fokus på, hvordan skolerne fungerer, der er brug for fokus på dannelse, der er brug for at have fokus på kundskaber. Og der er også brug for at genoprette disciplinen. Ikke på den sorte måde, men på den gode måde, hvor der er ro i timerne, fordi der er koncentration og opmærksomhed om det, der foregår. Hvis man gør de ting, så kan man redde skolen, man kan frisætte det enkelte menneske, og man kan gøre det til en spændende arbejdsplads for lærerne”.

Tak til Henrik Dahl for denne udsøgte politiske aktion.

Man må formode, at denne markering betyder, at LA forlader skoleforliget, som de jo kun tiltrådte, fordi Riisager blev minister i sin tid.

Og forhåbentlig vil et sådan træk kunne inspirere andre partier, så alle kan ”starte forfra” med de bedste sider af alle partiernes folkelige og politiske – kort sagt: pædagogiske – traditioner i et VIRKELIGT POLITISK FORLIG uden nullernes nullificerende nulpunkt i nul.

Link til Dahls video: https://www.facebook.com/HenrikDahlLA/videos/563244667825404/?__xts__[0]=68.ARBFiB7LCmSeB5jKo_81tUVLEW8bSl0vg5om0__q07KiIP0dqZnece9y2ITExL-KsrsDIuoTJJkTeWovj3b-6nry3h82MJn3xOFGsosJhYR-Yo2OMbqQnL93X4Ezjr2bOioJRFgprLrcnAkeGr-pvLWaVSFwVCmuxwiamxKDF2Io368MlSpbVHeNk8vM7doqcFO8b-7LkoZSq75hgIfJfTXoYnybsT6gZ91zB2pvshWPDEU04__LUu6lANbzQUEkM3CXpZwcg6M9fWIcQdXqZ7yuIOYf8LBi79NtivJbYbda-TQTNhNMSlJMn6CwqpbPcUayucCUXA6q9fJSFQ0JsJYPmVYPCuY&__tn__=H-R

 

41. d. 26. november: Socialdemokratisk logik

A. Ned med lærdom
Først siger en socialdemokratisk konkurrencestatsevaluerings-metodiker noget afkast-agtigt noget, som ødelægger landets folkelige liv. Dernæst kalder partiet selvsamme politik for ”de lærdes tyranni”.

Konkurrencestat bliver dermed lig med lærdom.

Socialdemokratiet kamuflerer en indre splid som et opgør med lærdom som sådan. Dermed tømmes landet for selvstændig aktivitet og videnskabelig pluralisme.

B. Ned med kreativitet
Først siger en person fra kompetenceinnovations-segmentet noget tekno-økonomisk innovations-noget, som understøttedes af Nyrup-regeringen og senere Thorning-Schmidt. Dernæst kritiserer partiet en generaliseret ”kreativ klasse”.

Kompetence-innovation bliver dermed lig med kreativitet.

Socialdemokratiet kamuflerer en indre splid som et opgør med kreativitet som sådan. På den måde tømmes landet for kunst og håndværk.

C. Spørgsmål og svar
Så hvad er Socialdemokratiet? Det er konkurrencestatspolitik tilsat et opgør med videnskab og kreativitet.

Længe leve Akademia og Kreativitet!

 

42. d. 27. november: Lærke Grandjean-interview

Lærke Grandjean har interviewet mig om tidens pædagogiske emner til sin blog på folkeskolen.dk:

https://www.folkeskolen.dk/1104220/paedagogikkens-eksistenskamp-i-dataficeringens-tidsalder-interview-med-filosof-thomas-aastrup-roemer

 

43. d. 27. november: Strøtanke om USA og Kina https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157700476494481&id=837549480

A. USA
Amerikansk tech-kapitalisme gennemlyser de vestlige demokratier, som omdannes til underordnede og svage overvågnings-, adfærdsudplyndrings- og feedback-systemer, med nogle larmende twitter-præsidenter uden magt, som har mistet deres civile samfund og folk.

B. Kina
Kinesisk data-kommunisme får fuld kontrol over landets datastrukturelle overvågnings- og belønningssystemer af borgeres kroppe og bevægelser og presser herfra de svage rest-demokratier.

Forudsigelse: Kinas symbiose med USA-tech og Kinas totale sejr. OECDs direktør Andreas Schleicher understøtter dette begrebslige skred ved at understrege de kinesiske læringssystemers PISA-overlegenhed, som vi andre derfor skal efterligne.

EU er alt for affirmativ, og er faktisk en del af problemet med sit “learning area” og “åbne koordinationsmetode”, som det kaldes.

Danmark? Ud af PISA, tak, og en gennemgribende faglig og åndelig modstand og genrejsning i samarbejde med befolkninger og demokratiske bevægelser i andre lande om samme konsekvens. Desuden: Google ud af alle skolebørns lommer osv..

I Prag kæmper de faktisk imod det kinesiske pres, kunne jeg læse i gårsdagens Politiken.

https://politiken.dk/…/Kinas-ambassadør-blev-mere-og-mere-r…

 

44. d. 27. november: Merete Riisagers ånd

Flere af de politiske partier lægger i dagens Altinget op til en yderligere opblødning af læringsmålstyringen, bl.a. ved at tage et ekstra kig på Fælles Mål, hvor detailmålene jo blev gjort ”vejledende” i 2017.

Baggrunden for det hele er et fremragende interview med Merete Riisager fra marts 2019. Riisagers udtalelser fra dengang har åbenbart inspireret den ene og den anden, så nu sker der pludselig noget.

Riisagers pointe er en del af hendes opgør med Konkurrencestaten. Derfor vil Riisager ændre hele tænkemåden i en mere bred kundskabsorienteret retning, som ikke er defineret ved statsøkonomisk optimering, som jo var den gamle VK-regerings skrækkelige og nærmest onde ide.

Det er lidt forskelligt, hvor meget de andre har forstået af Riisagers pointe.

Trane Nørby har ikke, for hun vil helst bare lave en evaluering, men en evaluering er jo altid inficeret af de begreber, den skal evaluere, så det er der ingen grund til at gå i gang med. Det vil blot reducere spørgsmålet til et ”mere eller mindre”, frem for et ”enten-eller”. Men Trane Nørby er dog positiv, hvilket hendes forgænger Anni Mathiessen bestemt ikke var i tilbage i marts. Så der er fremskridt.

Socialdemokraterne er også med på et eller andet. Det er dog ”kun” Jens Joel og ikke ministeren, der udtaler sig. Men jeg tror alligevel ikke, de forstår, hvad der foregår. Men skønt, hvis de ikke er så reaktionære mere. Jeg tror ikke, det der med “fag” er undervisningsministerens hovedinteresse. Hun interessere sig mere for at gøre “undfangelsen” til en lighedsstatistik.

Derimod tror jeg, at Jacob Mark har forstået, for han talte allerede i marts om ”kernen” i folkeskolen med direkte henvisning til Riisagers indsats. Og det var jo også ham og Riisager, som i fællesskab fik skubbet på processen med at få læringsmålstyringen ud af læreruddannelsen sidste år.

Mai Mercado fra de konservative er enig med Riisager på sådan en lidt naiv og overfladisk måde, som om hun selv har opfundet det hele. Sådan lidt på samme måde som Joel. Men ros herfra. DF støtter også – sådan lidt forvirret – op om ideerne.

Endelig er der Marianne Jelved. Hun har også et godt blik for problemerne. Hun tidsfæster dårligdommenes start til år 2001, hvor Fogh Rasmussens VK-regering blev dannet, hvilket ikke er helt urimeligt. Hun har dog ikke blik for, at den foregående S-RV-regering under Nyrup selv havde et betydeligt ansvar for dårligdommene med den “ansvar for egen læring ideologi”, som udviklede sig under Ole Vig Jensens ministertid, og som efterfølgeren fra 1998-2001, en ung Margrethe Vestager, ikke var i stand til at stoppe.

DLF’s Jeanette Sjøberg siger nogle yderst fornuftige ord, som minder om tankerne i DLF’s nye folkeskoleideal, som er kundskabsorienteret på en måde, der ligger tæt på Riisagers ideer. Dette folkeskole-ideal står for det modsatte af de radikales ”ansvar for egen læring”, hvis eksistens som nævnt var en del af baggrunden for VK-regeringens aktion i 2001; en aktion, som desværre var en økonomificering af hele samfundslivet som sådan, og som på en måde endte med faktisk at forstærke ”ansvar for egen læring”, nu blot som statsstyret ”opportunisme”.

Hvis lærerne realiserer dette folkeskoleideal, som er herbatiansk, og kombinerer det med deres professionsideal, som er Løgstrupsk, så skal det nok gå godt. Så får vi LA og det klassiske SF i forening, for nu at være lidt sjov. De andre partier kan jo også byde positivt ind, men de virker stadig alt for indsovset i 2001, til at de kan sige noget selvstændigt.

At man så evt. lige kan rette lidt hist og pist i de to idealer, lader jeg ligge.

Ændres lærings- og kompetencemålene yderligere i Riisagers og Marks retning, så går folkeskoleloven i total opløsning. Men ok, den er allerede ”totalskadet”, som Riisagers partifælle Henrik Dahl kaldte det i et herligt indlæg i forgårs. Dahl er i øvrigt ikke interviewet om den aktuelle sag, hvilket er lidt pudsigt, når nu udgangspunktet er et interview med en partifælle.

Man må herefter regne med, at både folkeskolen og læreruddannelsen finder deres gamle stier ind i en ny tid. Så kan vi komme på skovtur med en oplyst, rodfæstet, virkelysten og samfundsengageret ungdom.

På den måde kommer pædagogikken til at opløse Globaliseringsrådets indædte og altomfattende ideologi indefra og trænge finansministeriet tilbage til finanserne.

Links:
Link til aktuel diskussion om sagen, d. 28. november: https://www.altinget.dk/…/flertal-aabner-for-at-lempe-binde…

Link til interview med Riisager d. 21. marts: https://www.altinget.dk/…/konkurrencestats-taenkningen-er-r…

Link til journalistisk omtale af Merete Riisagers indlæg, d. 22. marts:
https://www.altinget.dk/…/riisager-oensker-opgoer-med-omstr…

Link til reaktioner på Riisagers indlæg, d. 21. marts: https://www.altinget.dk/…/riisagers-opgoer-med-maalstyring-…

Min egen kommentar til interviewet med Riisager i marts 2019:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157056410279481&id=837549480

 

45. d. 28. november: Folkeskoledebat

Der har været debat om folkeskolen på p1. Det sker ikke rigtig noget interessant, bortset fra at alle partier lader til at have glemt alting, men alligevel er meget utilfredse med det hele.

De konservatives Mai Mercado vil af med nogle flere læringsmål. Hun vil også have noget mere “dannelse”, men det lyder mest som en lyd. Og hendes parti var skam meget kritiske tilbage i 2013, siger hun. Men ok, der er lidt point for at lyde irriteret.

Henrik Dahl fra LA vil have disciplin, forstået som koncentreret opmærksomhed, og “tryllestøv”. Han får også nævnt L409. Han får også et point, for “tryllestøv” er jo det modsatte af skolereformen. Men Dahl var bedre på sin private video den anden dag, hvor vi fik at vide, at reformen var “totalskadet”.

Jens Joel fra Undfangelsesafkast-partiet lader ikke rigtig til at kende til sit eget partis historie på området. Han siger også noget. Noget med “at sikre” et eller andet. Jens Thulesen Dahl fra Dansk Fryseparti siger også…. jeg kan ikke lige huske det.

Så ringer der et par lærere, som alle politikerne skam synes har ret i det hele. Journalisten spørger også om noget. Højere løn f.eks.? Skarpt spørgsmål.

Ingen kan lide noget, og der er ingen grunde. Der lader ikke til at være noget at bevare eller noget at interesserer sig for. Drop det hele.

https://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2019-11-27?

 

46. d. 30. november: IT I dagtilbud og skole

0.
Vi må tænke os en rousseausk naturtilstand, hvor mennesker og verden kan udvikle sig i fælles og individuel opmærksomhed uden googlificerede og datalæringsstyrede mellemled. Når denne demokratiserende ”naturtilstand” er etableret, så kan vi begynde at sætte IT ind i en politisk, humanistisk og etisk sammenhæng i langsomme og gennemtænkte sekvenser.

Lige nu er det modsat. Der har udviklet sit et helt it-
forskningsparadigme på universiteterne, i datakonsulenthusene og på professionshøjskolerne, som er skudt ud af en galoperende databegejstring, og som har etableret et helt sæt af paradigmebeskyttende dogmer a la ”det er ikke skærmen men indholdet, som er problemet” eller ”en blyant kan også dræbe”, så man slet ikke kan afgrænse teknologiens råderum. Dette nye data-hegemoni understøttes både af stat og kommune.

Ok, men her er så lidt naturtilstand og lidt forslag til genindsættelse.

1.
I vuggestuer og børnehaver er alt it forbudt, også på kontoret. Der kan ikke modtages mails fra kommunen. Det er rendyrket Rousseau, Frøbel, Montossori, dvs. natur, opmærksomhed og gaver. Der må ikke engang være et gammeldags fjernsyn. Sådan går der seks gode år.

2.
Børnehaveklassen er desværre forsvundet. Det er en stor fejl, som har bevirket, at børnehaver nu skal være ”skoleforberedende”. Har man hørt noget værre.

3.
I skolen er alle mobiltelefoner helt forbudt, specielt i frikvarteret. Heldigvis har mange skoler etableret mobilfængsler eller mobilhoteller, så bogens selskab kan få fylde.

Men IT som sådan bør helt klart tillades i bestemte og afgrænsede situationer, som vi endnu ikke har defineret, fordi vi har tilladt Lars Løkkes singularity-inspirerede disruptionsstat at køre over det hele med Sillicon Valley i bagagen.

Det er en stor diskussion, vi trænger til. Man kan forestille sig følgende tilladelser, som altså blot er forslag:

– Faget teknologiforståelse fra 4. klasse: Her skilles teknologien ad og dens naturvidenskabelige konstruktion, og de vigtigste samfundsmæssige og politiske konsekvenser drøftes. Faget er kundskabs- og ikke kompetenceorienteret.

– Projektarbejde. To gange om året går der hul på skolen. Her er eleverne ude i verden med deres pc under armen. De vender tilbage og beretter med powerpoints og alt hvad de kan finde på at bruge.

– Man kan bruge word mv. i det daglige, men uden internetopkobling. Man kan også gå hen på biblioteket og søge titler og bladre lidt i nogle fedtede sider sammen med en velinformeret skolebibliotekar.

– I valgfagene kan man vælge forskellige kompetenceorienterede kurser i de høje klasser.

– I ”klassens time” drøfter man digital omgangstone, hvis det bliver nødvendigt, hvilket det næppe bliver, fordi eleverne er så godt opdraget i naturen.

– I fag som håndværk og design indgår forskellige kreative processer, hvor der er fuld udnyttelse af teknologiens kreative muligheder sammen med rig og selvstændig sans for fysiske materialer og kunst- og håndværksarterne.

Man kan udbygge disse tanker på forskellige måder og videreføre dem til andre dele af uddannelsessystemet.

Her er et link til en diskussion om mobiler i skolen: http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rap…

 

47. d. 30. november: Mørkets pædagogik

Hvordan mon man opdrager sit lille danske barn, hvis man fortæller det følgende:

– Dit land er racistisk
– Dit land er kolonialistisk
– Dit land er patriakalistisk
– Dit køn skal stormes
– Din historie er en social konstruktion
– Din religion er undertrykkende
– Din hudfarve er racistisk
– Dine sange er racistiske
– Udklædning er krænkende
– Dine forældre har ødelagt planeten.

Hvordan kan en sådan opdragelse overhovedet finde sted?

 

48. d. 30. november: Hygiejne

I sin leder om folkeskolereformens problemer vasker Konkurrencestatstidendes skoleredaktør, Jacob Fuglsang, hænder ved at beskylde politikerne for at vaske hænder.

Det virker lidt hyperhygiejnisk det hele. Lidt som dengang sangerinden Nabihas nye krøller prydede forsiden dagen efter lærernes megademonstration i 2013.

Har de OCD allesammen? Hvor er urenheden? You know: Erindringen.

Politikens leder: https://politiken.dk/…/Skal-elever-lærere-og-forældre-grine…

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.