Her er 34 facebook-drys fra december 2019. Man kan enten læse opdateringerne direkte i herværende blogindlæg, hvor de har været en lille tur i sproghjørnet, eller man klikke på den enkelte opdaterings overskrift og se det rå FB-opslag med diverse kommentarer. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

1. DPU’s ’ekstreme affirmativitet’
2. Bernhard Christensen og pædagoguddannelsen
3. Claus Holms ”trivsel”
4. Verdens bedste skole
5. Finanslovsaftalen
6. Mikroballade
7. DPU’s reaktion på AU’s strategiudspil
8. Træerne i Eden
9. KvaN om ”bæredygtighed”
10. John Hattie kritiserer min kritik af ”synlig læring”
11. OECD=dannelse
12. Et spørgsmål om klimalov
13. Anmeldelse af ”FAQ om dannelse”
14. Lars Fabricius’ læserbrev i Politiken
15. Læreruddannelsens formål: fra pædagogik til teknik
16. Universitetets organisation
17. Citat af Holger Henriksen
18. Nyt folkeskoleideal
19. Socialdemokratiets sammenbrud
20. Loyalitet på filmskolen
21. Evalueringspolitik
22. Demokratiets sejr i UK
23. Vimse-gate 1
24. Anti-nazismens filosofi
25. OK18-kommissionen
26. Vimse-gate 2
27. Vimse-gate 3
28. Vimse-gate 4
29. Vimse-gate 5
30. Refleksion over 1990’erne
31. Hvor blev protesterne af?
32. Åh abe!
33. Livsånden og fødslen
34. Theresa Scavenius’ analyse af klimaforliget

 

1. d. 1. december: DPU’s ’ekstreme affirmativitet

Refleksion over DPUs opgør med pædagogik: 4 x ekstrem affirmativitet

DPU dannes i 2000 via et stort ”ikke”, dvs. i et decideret opgør med dansk pædagogisk tradition. I stedet blev DPU – via Lars Henrik Schmidts rektorat – præget af en ’ekstremt affirmativ’ poststrukturalisme, der fik det nu pædagogiktømte ”læringsadfærd” som sit centrale objekt.

Herfra bevæger poststrukturalisme og læring i de tidlige 00’ere sig rundt i en vis selvstændighed fra de politiske niveauer, mens den nye VK-regeringen finder sig til rette omkring Globaliseringsrådets effekt med 2005 som omdrejningspunkt.

Universitetsloven i 2003, Globaliseringsrådet i 2005 og en central ministeriel rapport om DPU fra 2007, tvinger nu DPU – i samarbejde med AU’s nye OECD-begejstrede rektor – til at gå endnu mere understøttende ind i Globaliseringsrådets ideologi. Det betyder, at pædagogik-opgøret fastholdes, og at det nu ledsages af et opgør med selve universitetet som begreb og livsform.

Til dette formål kunne systemteorien bruges, ikke mindst i Lars Qvortrups ekstremt affirmative og tekniske version. Schmidt forlader skuden, og Qvortrup tager over i 2008 med sin ”relevans”-ideologi og sin læringsbegejstring til stor skade for den efterfølgende pædagogiske udvikling, hvor DPU er helt uden kritisk kraft i forbindelse med optakten til skolereformen.

Qvortrup placerede de gamle affirmative poststrukturalister på forskellige centrale poster, men hovedsporet blev nu dirigeret af de ligeså affirmative systemteoretikere. Det hele kører stadigvæk i et radikalt opgør med pædagogisk tradition og praksis, hvilket også påvirker forskningssynet. Derfor er DPU også rigt repræsenteret med uheldige eksempler i Heine Andersens bog ”Forskningsfrihed”. OECD, Globaliseringsråd, Helge Sander og Niklas Luhmann bliver nu de centrale referencer.

I 2011 må Qvortrup gå af, formodentlig pga. hans fejlslagne forsøg på at nedlægge filosofien og fyre tre filosoffer, som alle tre stod for anknytninger til den pædagogisk-filosofiske tradition. Qvortrup tabte sagen med et brag, ikke mindst takket være Petter Kemps engagerede indsats. Efterfølgende skrev Qvortrup i en kronik, at Kemp var en “plattenslager”.

I 2016 vendte Qvortrup tilbage som leder, nu af Nationalt Center for Skoleforskning, hvor han – med læringsideologen John Hattie som grundreference – blev ansat uden offentlig proces af den nye DPU-leder Claus Holm.

Claus Holm har i sin egen tænkning selv indoptaget de værste sider af både poststrukturalisme og systemteori i en helt ’hyperekstremistisk affirmativitet’.

I overensstemmelse med den ’affirmative systemteori’ overtager Holm helt Globaliseringsrådets relevans- og styringsideologi og den ledsagende ”læring” som hegemonisk diskurs. Og i overensstemmelse med den ’affirmative poststrukturalisme’ overtager han ligeså helt ”læringsadfærd” og en individualiseret og konkurrencestatslig ”livsduelighed” som kerneydelse. Holm ender derved med en begejstret tilslutning til konkurrencestaten og skolereformens læringssyn.

Holm, som stadig er leder af DPU, er da også netop elev af Schmidt og Qvortrup/Rasmussen, ja han har været kommunikationsmedarbejder under begges ledelse helt siden DPU’s start, hvor han altså har “kommunikeret” om sine læremestres ideer.

 

2. d. 1. december: Bernhard Christensen og pædagoguddannelsen

Komponisten Bernhard Christensen (1906-2004) var tidligt inspireret af Carl Nielsen og moderne klassisk musik, men også – og især – af afro-amerikansk jazz, af andre landes musikalske udtryk og af folkelige sange. Men han var også dybt integreret i pædagogiske og kulturradikale kredse, et virke, som det er værd at holde i erindring, ikke mindst for danske pædagoger skyld, men også for vores læreres ditto.

Bernhard Christensen skrev musik til Poul Henningens tekster – bl.a. fremført af Liva Weel – heriblandt ”Tag og kys det hele for mig” og ”Nå-visen”, og sammen med Herman Koppel, som var far til stifteren af Savage Rose, Thomas Koppel, skrev han melodierne til musicalen ”Melodien der blev væk”, som bedst huskes for ”Sangen om Larsen”. Den folkelige side af Carl Nielsen-inspirationen fornægtede sig ikke.

Christensen havde også sin gang på Sofie Rifbjergs og Sigurd Næsgaards – hhv. Klaus Rifbjergs faster og psykoanalysens danske stifter – Montessori-kursus for børnehavepædagoger, som lå på Borups Højskole under Askov-eleven Jens Rosenkjærs ledelse. Her gik Christensen rundt sammen med tidens litterater, digtere og pædagoger, blandt andet Anne Marie Nørvig, som senere kom til at stå for Emdrupborgs eksperimentalskole, litteraten Sven Møller Kristensen og digteren Egon Mathiesen, som stadigvæk læses (f.eks. ”Mis med de blå øjne” og ”Aben Osvald”). Hvilken pædagoguddannelse!

Christensen grundlagde – sammen med seminarierektor Jens Sigsgaard (forfatter til “Palle alene i verden”) – landets første lilleskole, ”Den lille skole” i Gladsaxe, som stadig eksisterer. Af en eller anden grund er skolen næsten tavs om sit strålende ophav, i al fald på dens hjemmeside. Senere fik lilleskolerne en stor opblomstring i Danmark. Skolernes forening holdt stiftende møde på Vartov.

Med i kredsen var også gymnastikpædagogen Astrid Gøssel, som var personlig ven med Christensen. Hun grundlagde den indflydelsesrige ”Gøssel-gymnastik”. Christensens og Gøssels kombinerede sans for musik, bevægelse og pædagogik har haft en enestående betydning for danske pædagogers og måske alle danskeres sans for, hvad god pædagogik egentlig er, når bare KL holder sig væk. En af SFs store politikere, Ebba Strange, blev faktisk også uddannet i denne kreds.

Det hele var dybt indholdsmæssigt, både gymnastik-fagligt, musik-fagligt og pædagogisk. Men det var også skønt reformpædagogisk. Det var reformpædagogik som højdannelse. Her var skam ikke noget ”lære at lære” eller ”ansvar for egen læring”. Her var kun indhold og mennesker og inter-esse.

Herfra inspirerede kredsen også Aase Hauch, som efter et år i huset hos Kaj Munk (!), var havnet på Sofie Rifbjergs kursus. Efterfølgende lavede hun en børnehave i sin egen lejlighed, og fra 1959 til 1983 blev hun leder af det navnkundige ”Årskursus for Børnehave- og Fritidspædagoger”, som lå på Danmarks Lærerhøjskole.

Disse processer havde i høj grad også en aarhusiansk aflægger. Her grundlagde man et seminarium, der mindede om det københavnske Montessori-kursus.

Den aarhusianske pædagog, Jytte Rahbek Schmidt, var også med i kredsen omkring Gøssel og Bernhard Christensen. Hun var senere med til at danne Århus Friskole sammen med den navnkundige Leif Falck, hvis søn blev Mek Pek, der startede sin karriere i punkbandet Lost Kids.

Dermed påvirkede disse folk også musikklubben Kucheza, som er ud af samme kreds og tradition, og som stadig synger hele Bernhard Christensen-inspirationen ud på gader og stræder, f.eks. i 1. maj-optogene i Aarhus. Et år på Kucheza glemmer en barnekrop aldrig.

På det senere Socialpædagogisk Seminarium, som omkring år 2000 fik navneforandring til Peter Sabroe Seminariet, var bevægelseslærerinden Bodil Birk elev hos Gøssel. Hendes mand Karsten Tuft, var i mange år seminarielærer på Jysk Pædagog Seminarium, hvor han skrev ph.d. om filosoffen Gadamers legebegreb. Han blev en slags lærer for Jan Jaap Rothuizen. Både Tuft og Rothuizen har bidraget til den kritiske bogserie om “Uren Pædagogik”, som dermed har hjulpet lidt med at forlænge denne suveræne tråds levetid.

Der er tusinde ting at fortælle og lære. Men tænketanken DEA mener, at hele denne historie, som er en af den danske børnehaves – ja en af dansk almenpædagogiks – livstråde handler om ”Ro, renlighed og regelmæssighed”. I hørte rigtigt!

Ligeså skønt det er at læse om disse folks ideer og virke, ligeså deprimerende er det at læse om DEA.

Disse ideer udgør en stor del af pædagogernes og landets hele essens.

Pas dog på det.

Referencer:
Erik Lyhne: “Musik med mening”, Lyren, 2004.

Svend Møller Kristensen og Inger B. Jørgensen (red.): “Bogen om Gøssel”, Gyldendal 1981.

Ulla Fischer og Ole Schultze Henriksen (red.): “Ni Pionerer i dansk pædagogisk historie”, Dansk pædagogisk historisk forening, 2002.

Karsten Tuft & Eddy Thomsen (2015). “Fire seminarier på tur”, Aarhus: VIA University College.

 

3. d. 2. december: Claus Holms ”trivsel”

A. Claus Holms debatindlæg:

23. november havde Claus Holm en kronik i Information om læring og trivsel. Han forstår uddannelse som noget, der handler om at levere et ”passende højt pædagogisk pres” på de studerendes læring. Dermed mener han at have løst både problemet med et enten ’for højt pres’ og et ’ingen pres’. De studerende skal være ”frustrerede” og ”forvirrede” og også føle noget, han kalder for ”ængstelse”.

Det hele er ”pres” og ”læring”, og det er ”læringsvidenskaben”, der skal løse problemet. Det kaldes for ”the labor of learning”.

Holm har tidligere kaldt sin pædagogik for ”læring som livsform”. Det er ren anti-pædagogik, som vi bare skal af med efter min mening.

Holm foretager en total individualisering og indholdstømning af universitetets uddannelser. Der er ingen lærer, ingen fag og ingen videnskab, ingen fællesskab og ingen ro. Der er bare læring og pres i forskningsinformerede og afstemte doser. Og man aner det dataficerede Learning Analytics tone sig frem i fremtiden, når han udtrykker sin læringsfundamentalistiske filosofi i følgende sætning:

”Moderne læringspædagogik bygger i stort omfang på, at et individuelt og passende udfordrings- og forventningspres fremmer læring.”

Holm kalder det for ”modstandsdygtighed” og ”livsduelighed”. Men det hele er ikke andet end konkurrencestatens filosofi, der arbejder i frontalt opgør med universitetets, faglighedens og pædagogikkens formål.

For nylig blev den konkurrencestatslige grund for Holms livsduelighedsbegreb fremanalyseret af lektor ved KP, Pia Rose Böwadt, i hendes fine bog ”Livsduelighed – fra Grundtvig til Konkurrencestat”, og jeg kan til fulde bekræfte alle hendes fund vedrørende dette emne.

B. Reaktioner:

1) Mette Pugflod Madsen

En DPU-studerende, Mette Pugflod Madsen, reagerede heldigvis i Information få dage efter. Hun mener, at det ikke primært er det faglige, som er problemet. Problemet er snarere presset på selvet for ”at blive en anden, end den man er”, hvilket lige præcist er konkurrencestatens narrativ. Pugflod Madsen skriver:

”Vores karakteregenskaber skal hele tiden være sådan, som omverdenen i øjeblikket kræver det. Og det betyder, at vi fremmedgøres fra os selv. Det er ikke bare fagligt, vi risikerer ikke at være gode nok, det er som menneske i det hele taget. Derfor forsøger vi mere eller mindre tvunget at blive andre, end dem vi er, og det er en af grundene til, at vi bliver syge med stress, angst og depression.”

Pugflod har fuldstændig ret i sin analyse, eftersom Holm i høj grad går ind for en pædagogik, der bygger på konkurrencestatens ”karakteregenskaber”.

2) De Studerendes Råd

Og i dag har De Studerendes Råd ved DPU reageret i AU’s avis Omnibus. De studerende taler for grundig faglighed, men de gider selvsagt ikke blive opfattet som små konkurrencestatslæringssoldater, hvilket må være det mest stressende, der findes i verden.

Hvis jeg eller mine nærmeste var udsat for den slags stress, og så efterfølgende blev tilbudt lidt forskningsinformeret læringsoptimeringsvidenskab, så var jeg den, der havde protesteret Big Time.

Det er med andre ord overhovedet ikke de faglige krav, men snarere symbiosen mellem konkurrencestatsteori og læringsbegreb, der ødelægger den videnskabelige ro og selvtillid, og som skaber en ungdom fuld af “frustration” og “ængstelse” frem for opmærksom og fælles fordybelse og selvstændig tænkning.

Jeg håber, at de studerendes kritik kan forenes med de videnspolitiske processer, som vi har set på HUM i København og på Filmskolen.

Links:

Claus Holms kronik:
https://www.information.dk/…/uddannelse-ubehag-haenger-samm…

Mette Pugflod Madsens kritik af Holms kronik i Information: https://www.information.dk/…/uddannelse-maa-gerne-give-fagl…

De Studerendes Råds reaktion:
http://omnibus.au.dk/…/debat-vi-kan-ikke-leve-med-at-uddann…

Pia Rose Böwadt: “Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”, HRF, 2019.
https://hansreitzel.dk/…/livsduelighed-bog-46578-9788741270…

 

4. d. 2. december: Verdens bedste skole

Nu har jeg indsendt et første og lidt foreløbigt bud på et nyt bogmanuskript til et forlag. Bogen er en undersøgelse af de mange processer, hvorved især skolepolitikken, men også dele af uddannelsespolitikken, langsomt tømmes for formål og indhold i perioden fra 1993 og frem til omkring 2013. Jeg har pløjet en ordentlig stak rapporter igennem om dit og dat med tilhørende artikler, bøger etc..

Virkeligheden rumsterer stadig og teserne bevæger sig, men mindre og mindre. Teksten er ved at lægge sig ned. Jeg er virkelig “begejstret” over de ting, jeg har fundet ud af.

Bogen er på ca. 200 sider og har følgende foreløbige struktur:

Titel: Verdens bedste skole: skole- og uddannelsespolitiske analyser 1993-2013

Del 0. Teser og spørgsmål. Fx: Hvordan kunne en smuk korrektion af skolens formål i 2006 bæres frem og ende i formålets modsætning?, dvs. hvordan kunne “kundskab” promoveres af “antikundskab”? (10 sider)

Del 1: Pædagogikkens verden – pædagogiske analyser af skolens formål, fag og undervisning. (30 sider)

Del 2: 1993-2005: Mellem lærerhøjskole (1993) og “Ansvar for egen læring” (1997) og mellem Konkurrencestat 1 (Kompetencerådet, 1999) og Konkurrencestat 2 (Globaliseringsrådet, 2005). (50 sider)

Del 3: 2006-2013: Konkurrencestat 2 – Skolerådets evalueringslogiske annektering af pædagogikkens rester og annekteringens videre færd ind i John Hatties “evalueringslæring” (50 sider)

Del 4: Hvor blev modstanden af? Om DPUs samtidsdiagnostiske etablering og systemteoretiske præcisering i Globaliseringsrådets ånd (den firdobbelte affirmativitet), samt om læreruddannelsens indlemmelse i professionshøjskolerne, som også er defineret af især Globaliseringsrådet, dvs. Konkurrencestat 1.
(50 sider)

Del 5: Konklusioner
-evt. om OECD, EU mm, men jeg tror, jeg putter disse emner ind undervejs for at understrege de mange lokale begrebslige processer og interesser, som den globale påvirkning er en anledning til at aktivere, og for at tvinge mig selv til at studere de faktiske tekster.. (usikkert omfang)

 

5. d. 3. december: Finanslovsaftalen

I dag føler man sig lidt som en SF’er. Der er vedtaget noget, der ligner minimumsnormeringer i børnehaverne, alle besparelser på universiteterne er taget af bordet, og der er penge til alle mulige (psykiatri, skole, gymnasier, klimaet osv.). Det er godt, men det er jo kun godt, hvis institutionerne arbejder i overensstemmelse med deres formål. F.eks. kan man frygte, at der kommer mere ”relevant” pædagogisk forskning, som skal understøtte en konkurrencestatslig forskningsstrategi eller noget verdensmålsoptimering. Det har vi ikke brug for. Men ellers er det altså godt. Mange tak til julemanden og for fred og ro på kontoret.

Det er ganske vist også lidt uklart for mig som almindelig budgetmesterborger, hvor pengene for alvor skal komme fra? Det er vist noget med plasticposer, smøger, færre konsulenter og en væddemålsafgift? Måske stiger de offentlige udgifter generelt? Det lyder jo let nok.

Og tak til alle ikke-socialdemokraterne for at redde de frie skoler og Grundtvigcentret.

A. Uddannelsesloftet

Men bedst af alt – det virkelige gennembrud – det er afviklingen af uddannelsesloftet   . Dette loft var Socialdemokratiet selv med til at gennemføre for at få repareret på nogle dagpengenedskæringer. Loftet blev indført som en nedrig og glubsk nattetyv med øjeblikkelig effekt på en rystet generation. Loftet er et af de stærkeste symboler på antidannelsens indtog i næste generations muligheder for en oplyst og søgende væren i verden.

Der er fire positive konsekvenser af afskaffelsen:

– Unge kan nu få flere fag og fortryde lidt osv.
– Tværfagligheden bliver reel, i stedet for som nu, hvor den bliver indbygget i fagene selv, som vi f.eks. har set det i Vø-benhavns Universitets såkaldte ”målplan”.
– De små fag får en opblomstring, både som fag nr. 2 og 3, men også fordi de unge søger mere åbent og uden risiko.
– Afskaffelsen er en korrektion Globaliseringsrådets og VK-regeringens instrumentelle ensretning af pædagogikken og bidrager dermed også til at opbløde alle mulige frafaldsstatistikker etc.. Det kan desuden være med til at vende strømmen og forårsage ændringer karakterskala, skolereform etc. samt endnu flere opbyggeligt aktioner a la HUM og Filmskolen.

B. Ytringsfriheden
Når jeg tjekker med det oprindelige forståelsespapir, mangler jeg dog en meget væsentlig ting i forhold til at få noget indhold ind i alle de rare moneter.

Der mangler nogle millioner til aktiviteter, der kan styrke offentligt ansattes ytringsfrihed og diskussionslyst med udgangspunkt i deres faglige og sociale praksis.

Her er forståelsespapirets fine tekst:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges indenfor gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed.”

Der stod også, at man ville ”værne om forskningsfriheden”.
Der er ikke afsat penge til disse ting, selvom det ikke er store summer, vi taler om, og selvom alle partierne jo skulle være enige om det.

Der er heller ikke nævnt noget om de penge, man evt. sparer ved at neddrosle de nationale tests og den såkaldte uddannelsesparathedsvurdering. Men her er man måske ikke kommet så langt?

Links:
Finanslovsaftalen:
https://backend.folkeskolen.dk/~/9/7/finanslov-2020.pdf

Hovedpunkterne i finansloven:
https://www.altinget.dk/…/her-er-hovedpunkterne-i-aftalen-o…

Regeringens forståelsespapir:
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10157286390829481&id=837549480

 

6. d. 3. december: Mikroballade

Der er mikro-ballade i pædagogikkens forsamlingshus. Ikke rigtig ballade, bare mikroballade.

De to forskere, Jeppe Bundsgaard og Svend Kreiner, skrev i foråret en rapport, der kritiserede de nationale tests måleegenskaber. Denne fine indsats blev mødt med en modkronik af hel 32 forskere, herunder Simon Calmar Andersen og Lars Qvortrup og en række økonomer, hvis forskning er dybt afhængige af testenes eksistens.

Men det er kun mikro-ballade, fordi Bundsgaard er vild med PISA og OECD. Ja, han mener, at OECD står for dannelse. For ham er nationale tests en barriere for at gennemtvinge hans OECD-baserede dannelsessyn, der omgør indhold og formål til tværgående kompetencer. Han har også – sammen med en åndsfælle – skrevet afsnittet om læsning i dagens PISA-rapport. Artiklen er ren OECD-kompetenceideologi, som knyttes an til forfatternes egen ”situationsdidaktik”-pædagogik. Dansklærerforeningen er i parentes bemærket ikke begejstret for denne rammesætning.

Calmar Andersen er systemteoretiker, og han var en central spiller i Skolerådet. Skolerådet rekvirerede i 2012 en meget indflydelsesrig læringsmålsrapport fra EVA om læringsmål, som Bundsgaard var rådgiver for. Og Qvortrups indsats kender alle læsere af denne blog. Det er mikro-diversitet.

Nå, men selv mikrodiversitet er fuld af følelser, kan man læse i folkeskolen.dk. Det skyldes at DPU’s institutleder, Claus Holm, som både er glad for test og for OECD på samme tid, og som er mega-læringsideolog, havde indkaldt til en decideret ”konsensuskonference”, hvorfra man ville ”offentliggøre en beskrivelse”. Man skulle tro, at vi var i den katolske kirke. Og ”konferencen” skulle endda være lukket. Ja, så kan vi vist ikke komme tættere på paven i Rom.

Og nu har de 32 kronikører så sagt, at de ikke vil deltage i løjerne. De vil vente et par måneder, til der kommer en evalueringsrapport. Faktisk kan jeg slet ikke forstå, at forskerne eller nogen andre overhovedet vil indgå i DPUs indelukkede konsensus-stunt, og det lyder da meget fornuftigt at vente til evalueringen foreligger, når nu den er lige på trapperne? Holm mener, at en venten vil fjerne fokus fra det forskningsmæssige, men det lyder meget underligt på mig, at yderligere information skulle have den effekt? I så fald er der da nogen, som har nogle problemer. Man kan jo bare kritisere evalueringsrapporten? Men ok, rapportens spørgsmål er jo lavet af katolikkerne selv, så det ved jeg ikke lige, hvad ender ud i.

Hvorfor laver man ikke en bredere konference, hvor man også får belyst, hvordan Nationale Tests spiller sammen med uddannelsespolitik og pædagogik? Så vil vi være ude af “mikroballaden” og henne i nærheden af den virkelige ballade.

Svend Kreiner kalder kronikørernes reaktion for “pinlig” og “utrolig”. Jeg synes selv hele setuppet er lidt utrolig.

Det er uklart for mig, om man nu vil udsætte det katolske møde, eller om man vil gennemføre det efter offentliggørelsen af evalueringen. På DPU vil man nu lave et “akademia” om mikrodiversiteten, hvilket trods alt er bedre end en Peterskirke efter min smag.

PS, tilføjet: DPUs ledelse går nu direkte ind i sagen og tager parti for Bundsgaard via instituttets hjemmeside.

Link til artikel om sagen:
https://www.folkeskolen.dk/…/fortalere-for-de-nationale-tes…

Link til dagens Pisa-rapport:
https://www.uvm.dk/…/internationale-undersoe…/pisa/pisa-2018

DPUs ledelse går direkte ind i sagen på instituttets hjemmeside:
https://edu.au.dk/…/kritikken-af-nationale-test-maa-tages-…/

 

7. d. 3. december: DPU’s reaktion på AU’s strategiudspil

DPUs ledelse har reageret på AUs udspil til en ny strategi. Det ser meget skidt ud:

A.
I AUs strategi er der en fornuftig og rolig relatering til bæredygtighedsspørgsmål, og rektor har direkte sagt, at AU ikke vil gå SDU-vejen. Og det er vel at mærke med tidligere klimakommissær, Connie Hedegaard, som bestyrelsesformand.

Alligevel foreslår DPU’s ledelse, at ”bæredygtighed i højere grad bør integreres i AU-strategien som et gennemgående tema og eventuelt forholde sig til FNs verdensmål og den globale klimaindsats”.

Der henvises her direkte til høringssvaret for ”Afdelingen for uddannelsesvidenskab”, hvor der for tiden arbejdes med nogle meget radikaliserede ideer om klimaets pædagogiske konsekvenser (den såkaldte ”dark pedagogy”).

Man vil altså gå SDU-vejen. Dvs. en opløsning af den videnskabelige frihed og almen konsulentgørelse i en ”mørkets pædagogik”.

B.
I AU’s generelle udspil tales der for en mere lige fordeling af køn. Men DPU skærper denne retorik kraftigt i ny-identitær retning i følgende markering:

”Diversitetsbegrebet er bredere (end køn, TAR), og omfatter også etnicitet, seksualitet, klasse, religion og disabilitet mv.”

Så alle disse emner skal altså indgå i forbindelse med universitetets ansættelser og aktiviteter? Man ser for sig en praksis som på Vø-benhavns Universitet, hvor der før undervisningen skal spørges til, hvilket kønspronomen den enkelte studerende gerne vil tiltales med.

C.
AU’s ledelse har en formulering, som man skulle tro var guf for et ægte DPU, på grund af formuleringens forening af det nationale og det verdensborgerlige. Der står følgende:

”Aarhus Universitets internationale samarbejde er båret af visionen om at bygge bro mellem Danmark og verden”.

DPU’s ledelse, som ellers i særlig grad burde være forpligtet på de praksisser, som har udviklet sig her i landet, mener, at denne formulering, som jo blot understreger pædagogikkens sted, ”giver indtryk af Danmark som en afgrænset ø”.

I stedet vil DPUs ledelse have, at der skal stå, at…

”Aarhus Universitets internationale samarbejde er båret af visionen om, at universitetet bidrager som ambitiøs vidensaktør i en globaliseret verden og i et åbent samfund og åben økonomi som den danske”.

Så væk med et eller andet som kaldes en ”ø” og afsted mod den ”åbne økonomi” som ”vidensaktør” i verdensmålenes tjeneste. Det er en virkelig dannelsesfjendsk og oecd-ficeret ledelse, der taler her. Ikke mindst hvis man tager i betragtning, at både rektor og bestyrelsesforkvinde for nyligt kraftigt har understreget betydningen af ”dannelse” og historisk viden.

D.
Tendensen gentages til sidst. Her skriver AU’s ledelse stille og roligt, at ”dimittenderne er Aarhus Universitets vigtigste bidrag til samfundet”.

Men DPUs ledelse vil tilføje hel konkurrencestatsideologien, så det hedder, at dimittenderne skal ”reflektere” og ”eksperimentere med viden, kompetencer og færdigheder”. Det ”gør dem eftertragtede og forberede dem på en foranderlig verden og et foranderligt arbejdsmarked”.

Konklusion:
På den måde opløses alle konkrete sammenhænge og dialoger i et ideologisk inferno af stedsløs globaliseringsøkonomi og dannelsesfri diversitet. Vi ender i målplaner og filmskoler og ubehag, som skal løses med et skud DPU-læring.

 

8. d. 4. december: Træerne i Eden

Der er en pointe i det gamle testamentes skabelsesberetning (GT), som jeg har tænkt over. Den handler om træerne i paradiset.

Først ”formede” Gud mennesket ”af jord” blæste lidt ”livsånde” ind i foretagendet. Derfor siger vi i dag, at skolen har ”ånds-frihed”, og at den handler om livs-oplysning. Det er et af det gamle testamentes centrale bidrag til pædagogikken.

Derpå ”plantede” Gud en have i ”Eden”, som lå ”ude mod øst”, og hvor der løb fire skønne floder, hvis navne vidner om, at Eden lå i det nuværende Irak. Her kunne mennesket bo, nøgne og uden skam.

I haven i Eden plantede Gud ”alle slags træer”. GT fremhæver især to. De ene træ var ”træet til kundskab om godt og ondt”. Det var det træ, som Eva spiste af. Konsekvenserne kender vi. Adam og Eva fik en ordentlig skideballe. De blev smidt uden for døren for at ”dyrke agerjorden”, og da mennesket i forvejen var skabt ”af jord”, var det jo på en måde ligesom at komme hjem, nu blot med Guds ”livsånde” som ledsager.

Gud blev i øvrigt bagefter god igen og syede omsorgsfuldt lidt ”skindtøj” til de to uartige ”livsånder”, så de ikke kom til at fryse. De blev også ”velsignet” og alt muligt. Og han var også lidt glad, for han sagde, at ”nu er mennesket blevet som en af os og kan kende forskel på godt og ondt”. Og i GT’s såkaldte “Song of songs”, altså Højsangen, kan man læse lidt om menneskets nye kærlighedsliv. Gud havde fået lidt selskab. Han havde fået børn.

Det var ikke første gang, at Gud fortrød. Det skete igen i forbindelse med syndfloden. Først fortrød han, at han havde skabt menneskene, og efterfølgende fortrød han, at han havde prøvet at udrydde dem. Det var i den sammenhæng, at han kom med den store hyldest til barnet og pædagogikken: ”Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af”. Man skal værne om banet i os alle.

Men der var også et andet træ i Eden, nemlig ”livets træ”, som stod ”midt i haven”. Det skulle forbinde himmel og jord og gøre livet evigt. Gud blev nu meget nervøs for, at menneskene også ville forgribe sig på det. Derfor satte han ”keruberne” til at vogte træet med ”lynende flammesværd”. Keruberne var en slags engle i dyreskikkelse med fire ansigter. De skulle nok holde Adam og Eva på afstand. I nordisk mytologi hedder et lignende træ Yggdrasil.

Man siger, at med Jesus’ ankomst fik mennesket igen adgang til ”livets træ”, sådan lidt indirekte. Det gav ”evigt liv” i religiøs forstand. Man kom på god fod med keruberne.

Men nu er det som om, at mennesket ikke kan nøjes med det ”indirekte”. Nu vil det forgribe sig på livets træ som sådan. Det vil vide alt om skabelsen og give sig selv evigt liv. Det er f.eks. drømmen bag grundlaget for Singularity University, og den nybuddhistiske teknologifascination i den opdaterede Gaia-teknologi. Det er en transhumanisme, og den har sat sig dybt i det danske statsapparat. Mennesket vil skabe en ny art af adfærdsdata og teknik i stedet for “livsånde”. En vøficeret vø.

Mennesket vil ikke nøjes med kundskabens træ. Nu vil det også have livets træ, direkte. Man må håbe, at keruberne er vågne, så vi kan nøjes med at leve afmålt, max ”120 år” som der står i GT og gerne mindre, iført vores lækre ”skindtøj” og i agtelse for skaberværket og for pagten mellem Gud og ”alt levende på jorden”, symboliseret ved regnbuen. I god ro og orden kan vi så også nøjes med et lille smugkig til Livets træ søndag formiddag, hvis det er, eller i visse andre situationer.

Vi må nøjes med ”jorden” og ”livsånden”, dvs. pædagogikken, hvilken herlig skæbne.

 

9. d. 4. december: KvaN om ”bæredygtighed”

Det nye nummer af tidsskriftet KvaN handler om “bæredygtighed”. Jeg har bidraget med artiklen “Bæredygtighedens indre konflikt”.

Jeg forsøger at identificere to nærmest modsætningsfyldte begreber om bæredygtighed, hhv. et teologisk-økologisk-pædagogisk begreb og et teknologisk-transhumanistisk begreb, og så kigger jeg lidt på, hvordan de to begreber spiller sammen rundt omkring.

Der er også bidrag fra professor Steen Hildebrandt, fra Mads Strarup, som har udgivet en spændende bog om emnet på Fjordager, fra samfundsforskeren Johannes Andersen og fra flere andre.

https://www.kvan.dk/product_info.php?cPath=9&products_id=124

 

10. d. 4. december: John Hattie kritiserer min kritik af ”synlig læring”

John Hattie har svaret på min kritik, som udkom tidligere på året i det australske tidsskrift ”Educational Philosophy and Theory”, Min artikel foreligger også på dansk i hhv. ”Nordic Studies in Education” (2017, nr.1) og i bogen ”Hattie på dansk”.

Hattie mener, at jeg skulle have læst nogle andre/flere bøger end hans hovedværk ”Visible Learning”. Men på min litteraturliste står der hele fire titler, som alle andre vel at mærke også refererer til, så det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med. Der er også nogle andre ting, som jeg ikke rigtig synes tager fat om min kritik, så jeg ved heller ikke – endnu -, om og eventuelt hvad jeg vil svare ham (på engelsk).

Jeg vil dog nævne, at et af Hatties kritikpunkter er, at jeg overdriver hans tilknytning til – og derfor også hans brug af – Karl Popper. Det forstår jeg ikke, må jeg indrømme. Og det er da lidt sjovt, at Thomas Nordahl i sin kritik af undertegnede (og andre) netop bruger Popper-referencen til at understrege, hvor alment og filosofisk dannet Hattie er.

Til gengæld vil jeg gerne takke Hattie for overhovedet at svare og for endda for til sidst skrive, at min kritik bidrager til debatten. I den forstand minder Hattie ikke om sine danske fans:

“All advances in our field are based on critique, and the comments in Rømer can add to this debate – but a wider reading of my work other than one book seems minimal. I thrive on critique, hard benefited from such critique, and I trust I have improved my writings because of critique.”

Grunden til, at jeg er særlig glad for ånden i Hatties svar, selvom jeg ikke helt forstår svarets indhold, er, at Hatties nordiske og magtfulde tilhængere, Lars Qvortrup og Thomas Nordahl, mener, at min kritik, som endda vandt en videnskabelig pris i foråret 2019, er helt uden for videnskabelig rækkevidde.

Dette handlingsmønster giver næring til Keld Skovmands tese om, at John Hatties læringficering af pædagogikken har været udsat for en yderligere dansk/norsk læringficering af læringficeringen, hvilket i så fald formentlig skyldes det dobbelte pres fra hhv. systemteori og globaliseringsrådsideologi, som også kaldes for “skolereform”.

Link til Hatties kritik:
https://corwin-connect.com/…/john-hattie-responds-to-new-c…/

Link til min egen artikel:
https://www.tandfonline.com/…/full/10…/00131857.2018.1488216

Link til Qvortrups kritik og min egen kommentarer: http://www.thomasaastruproemer.dk/kommentar-til-lars-qvortr…

Link til Nordahls kritik og min eget kommentar: https://www.utdanningsnytt.no/…/svar-til-thomas-nord…/214722

Link til begrundelse for Ahlström-award: http://www.nfpf.net/?page_id=490

 

11. d. 6. december: OECD=dannelse

Professor Jeppe Bundsgaard er imod nationale tests. I stedet vil han have flere Pisa-test. De måler bedre, siger han. Bundsgaard har selv, sammen med åndsfællen Jesper Bremholm, skrevet næsten alle kapitler om ”læsning” i den nye Pisa-rapport, og i går blev de interviewet til folkeskolen.dk

Ifølge Bundsgaard og Bremholm (BB) gør Pisa skam meget mere end at måle. Bundsgaard fortæller flere gange, at OECDs kompetencekategorier er udtryk for ”dannelse”. Men hvis man kigger Pisa-rapportens 324 sider står ”dannelse” ikke nævnt en eneste gang. Til gengæld står der ”kompetencer” 593 gange.

Bundsgaard forveksler begreberne. Det var det samme problem i hans bog “Digital dannelse”. Det er irriterende, for så forsvinder al dannelse jo, samtidig med at folk bildes ind, at den fremmes.

BB siger også, at denne ”OECD-dannelse” svarer godt til dannelsesforståelsen i – ja af alle fag – skolefaget Dansk. Ja, der er faktisk mere dannelse i Pisa end i Fælles Mål, må vi forstå.

Vi får derfor at vide, at jo bedre man klare sig i nationale tests, desto dårligere vil man klare sig i Pisa. Det er fordi, Pisa måler dannelse, mens Nationale tests måler noget ”teknik”, noget åbenbart meget slemt noget, som BB kalder for ”basale færdigheder”. Men denne mikro-diversitære diskussion holder jeg mig altså ude af for at undgå at acceptere præmissen.

Bundsgaard var faktisk selv leder af det udvalg, der udarbejde danskfagets kompetencemål tilbage i 2014. Han har altså selv sørget for, at danskfaget har kappet tråden til pædagogikken, så faget kan måles i OECD og ikke af en dansklærer. Det kan man let se af Pisarapporten, hvor skolens og danskfagets målsætning ender som en masse kompetenceteknik uden klar sans for OECDs pædagogiske problematiske ideologi.

Det er lidt uheldigt, at det begrebsmæssige og personlige sammenfald bliver så massivt efter min mening.

Arbejdet med Fælles Mål i dansk skete under Jens Rasmussens overordnede ledelse. Rasmussen er også selv involveret i OECD-arbejdet og ideologisk far til “læringsmålstyringen”. Da Keld Skovmand kritiserede arbejdet, gik Bundsgaard amok i et offentligt såkaldt ”review”. Rasmussen gik også amok i et ligeså såkaldt ”notat”. Det er nok OECD-dannelse. Senere gav alle Skovmand ret, selv de fleste politikere. Jeg håber, de er på vagt igen.

Men hold da op, hvor Bundsgaard-gruppen har sat sig solidt på magten over danskfaget herhjemme. Det er jo helt vildt, som man siger.

Dansklærerforeningen er dog ikke begejstret for Bundsgaards dominans, og det forstår man jo godt. Jens Raahauges pædagogiske og litterære ånd svæver i grunden.

Nogen undrer sig måske over, hvordan det hele kan hænge sammen? Det gjorde jeg også, men kun indtil sidste år, hvor jeg gennemgik hele sagsgangen helt tilbage fra de glade 1990’ere. Her kan man læse om, hvordan Dansk-fagets dannelsesideal omformateres til en Pisa-liste. Næsten samtidig lavede jeg en beslægtet analyse af OECD-ideologiens angreb på skolelovens §5, dvs. fagparagraffen. Dejligt med lidt fri forskningstid.

Bundsgaard er til mikrodiversitistisk enten-eller: Pisa i stedet for nationale tests, så det er lige før, man hepper på økonomerne. Jeg er til både-og, dvs. drop det hele, og bed dansklæreren om at undervise og prøve i henhold til skolens formål og lærerforeningens nye folkeskole-ideal, som den gode herbartianer Alexander von Oettingen har stået for.

DPUs ledelse holder totalt på Bundsgaard. Den vil have lukkede konsensusmøder, og den arrangerer hyldest-konferencer med OECD-direktør Andreas Schleicher, som Bundsgaard er meget glad for. Og Schleicher er bestemt ikke dannelsens mand. Det kan jeg sige helt sikkert, for jeg har nærstuderet hans tykke bog fra 2018.

Lars Qvortrup, som jo har kritiseret Bundsgaards rapport om NT, deltog på hyldest-konferencen. Han er også superglad for Schleicher, hvilket understreger mikrodiversiteten. Men han var træt af Riisager og også af visse andre. Den del er ren matematik.

Vil man have ordentlig OECD-kritik på dansk jord, så må man ud på E45 og køre op til Christian Ydesen oppe i Aalborg.

Links:
Interview med Bundsgaard og Bremholm fra i går: https://www.folkeskolen.dk/…/pisa-er-taettere-paa-danskfage…

Analyse af Bundsgaards ideer: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jeppe-bundsgaar…

Analyse af forholdet mellem fag og OECD mm.:
http://www.thomasaastruproemer.dk/angreb-paa-folkeskolens-f…

Dansk Pisa-rapport 2019:
https://edu.au.dk/…/edu/Udgive…/PISA/11100_PISA_2018_web.pdf

 

12. d. 7. december: Et spørgsmål om klimalov

Et meget bredt flertal i Folketinget har vedtaget en klimalov. Det er jo godt, at Folketinget tager bæredygtighedsinitiativer, og jeg kender kun til sagen fra aviserne og har hurtigt skimmet forligsteksten, men jeg har alligevel to spørgsmål:

1. Kan man godt lovfæste et kvantitativt mål (70% reduktion) på den måde? Det vil jo svare til, at man lavede en skolelov, hvorefter Danmark i 2030 skulle ligge nr. 1 i Pisa? Og et delmål med nr. 5 i 2025?
2. Er det også rigtigt forstået, at loven er uden egentlig indhold, altså uden konkrete forslag til co2-reduktion? I så fald er der tale om en slags mål-ramme? En mål-delmål-evalueringsstruktur, hvor magten nærmest er overdraget til et Klimaråd, med ledsagende dialogforum. Men er det en lov? Det vil jo svare til, at Rådet for børns læring hele tiden monitorerede udviklingen på Pisa-listen og kom med rangliste-optimerende forslag, som alle må indrette sig efter.

Er det set før, at man lovgiver på output på den måde? Er det ikke en form for kortslutning af politik? En slags styrings-lov-styring? En form for generaliseret New Public Management ind i politikken? Det er jo ikke uden grund, at kineserne er gode på Pisa-listen.

Jeg ser muligvis spøgelser, men konsekvensen kan jo blive Co2-deklarering af al adfærd i samfundet, ledsaget af et stort data/overvågningsapparat.

Link:

Klimaaftalen: https://kefm.dk/…/12965/aftale-om-klimalov-af-6-december-20…

Journalistisk omtale: https://www.altinget.dk/…/regeringen-lander-bred-aftale-om-…

 

13. d. 8. december: Anmeldelse af ”FAQ om dannelse”

Lektor ved UC-Nordjylland, Bodil Christensen, har skrevet en meget positiv anmeldelse af min bog “FAQ om dannelse” til det nyeste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift.

Bodil Christensen skriver, at “det er en bog, der kan give diskussion i den pædagogiske uddannelsesverden”, og hun er især glad for behandlingen af spørgsmål nr. 2: Hvad er dannelsens tradition?

Bodil Christensen slutter sin anmeldelse med følgende:

“Thomas Aastrup Rømer står altid midt i debatten om dannelse. Ikke fordi han er midtsøgende, men fordi han er optaget af dannelse og debat.”

Så “dannelse” er “midten”, som forstyrrer det “midtsøgende”. Mange tak for det. Det er på en måde definitionen af pædagogik, efter min mening.

Jeg vil også sige, at lektor ved Københavns Professionshøjskole, Heidi Lykke Nielsen, har en fin anmeldelse af Alexander von Oettingens lille polemiske mesterværk “Pissedårlig undervisning”. Det var den bog, som Merete Riisager gav Rosenkrantz-Theil i overdragelsesgave.

Så fest og farver for den urene pædagogik i hvad der vist nok er den sidste papirversion af Dansk Pædagogisk Tidsskrift.

http://www.dpt.dk/tidligere-udgivelser-2/2019-2/nr-4-december

 

14. d. 8. december: Lars Fabricius’ læserbrev i Politiken

Lærer Lars Fabricius fra København havde følgende iagttagelse i Politiken den anden dag (d. 6. december):

“I Politikens leder 30. november kan man læse om politikere bag folkeskolereformen, der nu trænges ved håndvasken i et forsøg på at vaske deres hænder.

Det ville klæde Politiken med en ærlig erkendelse af, at også Politiken deltager i håndvaskningen. Politiken har siden 2013 erklæret sig som varm tilhænger af skolereformen.

Det har været småt med kritiske artikler om de konsekvenser, skolereformen har haft for folkeskolen. På trods af håndfaste vidnesbyrd har Politiken heller ikke fundet det betimeligt med undersøgende journalistik om det skandaløse forløb omkring overenskomstforhandlingerne, lockouten og regeringsindgrebet lov 409, der i den grad tilsidesatte den danske model. Men det kommer måske nu?”

Så Politiken beskylder politikerne for at “vaske hænder”, mens avisen selv “vasker hænder”? Og avisens dækning af processen omkring L409 bør ingen glemme!

Jeg er helt enig. Tak til Lars Fabricius for en frisk og fin bemærkning.

 

15. d. 8. december: Læreruddannelsens formål: fra pædagogik til teknik

Læreruddannelsens formål lød i 2006 sådan her:

”§1, stk. 2. Uddannelsen skal give de studerende den faglige og pædagogiske indsigt og praktiske skoling, der er nødvendig for at kunne virke som lærer, og skal bidrage til at fremme de studerendes personlige udvikling samt bidrage til at udvikle deres interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.”

Sådan havde det lydt siden 1966, med vægt på “pædagogisk indsigt” og “praktisk skoling” og “virke som lærer” og “personlig udvikling” Den sidste sætning om ”aktiv medvirken i et demokratisk samfund” var dog kommet til i 2000 på især Vestagers initiativ. Tilføjelsen fungerer supergodt i sammenhængen med de gamle ord.

Faktisk var der også en lignende ordlyd i den ekstremt progressive 1954-lov, som nogle moderne grundtvigianere stod for, heriblandt den navnkundige Holger Paaskesen, som bl.a. var rektor for Skive Seminarium.

Men i loven fra 2012, røg det hele ud. Væk i en sæk. Fra 2012 stod der blot følgende:

”§ 1. Formålet med uddannelsen er, at den studerende gennem uddannelsen tilegner sig den viden og de færdigheder, der er forudsætningen for at kunne virke som faglig, pædagogisk og didaktisk kompetent lærer i den danske folkeskole i henhold til folkeskolens formål, jf. folkeskolelovens § 1.”

Nu skulle man være ”kompetent”, og væk var ”praktisk skoling” og ”personlig udvikling” og alt det andet. Tilbage stod kun undervisningseksperten, som altså skulle arbejde ”i henhold til folkeskolens formål”. Nogen synes måske, at denne sidste formulering lyder ok, men det gør den ikke, hvilket skyldes at ”skolens formål” her fra slut-00erne og frem skal forstås som skolens formåls modsætning, dvs ‘relevant lærings- og evalueringsmaksimering’. Det var ånden fra 2005 og fremefter.

Dermed forsvinder formålet ud af både seminarium og skole. Seminarierne forsvandt da også endegyldigt i 2008, og den ny læreruddannelseslov var et eksplicit opgør med hele seminarietraditionen. Det var især Jens Rasmussen, der som medlem af læreruddannelses evalueringsgruppe og i en central artikel bidrog til at sende seminarierne på slagterhus.

Det der med “demokratiet”, som altså kom til i 2000, var også væk igen. Det står jo ellers i folkeskolens formål, men her betød det ikke noget i de centrale dokumenter.

Vestagers demokrati-formulering gik derimod igen i det almene formål for alle professionsbacheloruddannelser, hvor formuleringen er sat ind i en meget erhvervsrettet sammenhæng, hvor den lever et stille liv, sådan lidt semi-uafhængigt af pædagogikken, men sammen med et mere teknisk-analytisk professionsideal.

Her er første del af dette nye overordnede formål:

”§1, Stk. 2. Formålet med et samordnet videregående uddannelsessystem er at sikre praksisnære uddannelser, der på et internationalt niveau imødekommer behovet for kvalificeret arbejdskraft i den private og den offentlige sektor, og hvis videngrundlag er karakteriseret ved erhvervs- og professionsbasering samt udviklingsbasering.”

Bemærk ”videngrundlag” uden ”s”. Det er en UC-markør for kærlighed til VK-regeringens globaliseringsstrategi, som UC’erne selv er et direkte resultat af.

Det er også værd at nævne §3 i samme lov. Det er her, at Vestagers demokratiformulering optræder, og som altså dækker alle professionsuddannelser:

”§ 3. Professionsbacheloruddannelser skal give de uddannede viden om og forståelse af fagområdernes praksis, anvendt teori og metode på et niveau, der kvalificerer til selvstændigt at kunne analysere og vurdere problemstillinger. Uddannelserne skal endvidere skabe grundlag for selvstændig refleksion over fagområdernes sammenhæng med udviklingsbaseret viden og erhvervsfunktioner.

Stk. 2. Uddannelserne skal kvalificere de uddannede til at varetage praksisnære, komplekse og udviklingsorienterede erhvervsfunktioner. Uddannelserne skal endvidere kvalificere til relevant videre uddannelse, udvikle til selvstændighed, samarbejdsevne og evne til at skabe fornyelse samt udvikle interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.”

Nogle af disse formuleringer kunne måske været gået an sammen med 2006-lovens formål, men sammen med 2012 lovens formål og professionsbachelorlovens §1, så lander det i teknificering.

Sådan kan man gå fra pædagogik til teknik.

Links:
Læreruddannelseslovene kan findes på denne skønne hjemmeside:
https://library.au.dk/materialer/saersamlinger/skolelove/

Her er den aktuelle lov om læreruddannelsen med formålet fra 2012:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=174218

Her er den almene lov om professionsbacheloruddannelser: https://library.au.dk/materialer/saersamlinger/skolelove/

 

16. d. 9. december: Universitetets organisation

Hvis man tror, at universitetets aktuelle organisation er sat i verden for at hjælpe videnskaben, altså at sætte sandhed over organisme, så kan man godt tro om igen. Det er skam omvendt. Det er videnskaben, der skal tjene organisationen, dvs. sætte organisme over sandhed. Læringens livsform vinder over kundskabernes livsform.

Problemet er så, at denne struktur duplikeres ned gennem systemerne, f.eks. for lærer- og pædagoguddannelsen og for folkeskolen og børnehaven. Langsomt tømmes samfundet for videnskab.

De unge bliver “stressede”, men så skal vi bare læringsmålsdosere presset mere effektivt, dvs. med datamonitorering, så de ender med ja-hatten på sned.

Organisationen overtager de formål, organisationen oprindelig skulle tjene, så formålet bliver en slave af organisationen, som breder sig ud i klimaet.

 

17. d. 10. december: Citat af Holger Henriksen

Citat fundet på Det Kongelige Biblioteks læsesal:

“Det er ikke til at holde ud at være lærer, når ens erfaringer ikke kan deles med den næste generations.”

(Holger Henriksen i artiklen “Det demokratiske gennembrud”, i Undervisningsministeriets tidsskrift “Uddannelse”, 1993, nr. 1, s. 31)

 

18. d. 10. december: Nyt folkeskoleideal

Tidligere på året vedtog Danmarks Lærerforening et nyt ”Folkeskoleideal”. Det er værd at lægge mærke til.

Der er selvfølgelig det ene og det andet man kan indvende, men en ting står klart, og det er, at danske folkeskolelærere nu bekender sig til en form for ny-Herbatiansk skoleideal. Dermed genvinder de sansen for forholdet mellem fag, oplysning, pædagogisk takt og forestillingevne, dvs. til skolens grundlæggende og klassiske rytmer. Fokusset er ikke på et isoleret læring- og kompetencesystem eller på Ansvar for Egen Læring, men på undervisning og fag. Og der er masser af sikringer i underskrifterne, der sikrer, at det aldrig kan blive en sort skole.

Dermed skulle der ikke mere være grund til at lave økonomificeret ”læringsmålsstyring”, som jo udviklede sig fra omkring 2001. Nu står lærerne selv for styringen, men nu blot med undervisningen og fagene i førerstolen i stedet for Lars Løkke ”verdensmesteri”, som DPU og UC’erne underlagde sig som dikkende lammehaler.

Alexander von Oettingen, som har ført an i arbejdet, skal have en kæmpetak for denne landvinding. En anden vigtig person har været lærerinde Jeanette Sjøberg, som helt ubegribeligt for mig ikke blev genvalgt til DLF’s hovedbestyrelse. Hvad tænker lærerne dog på?

DLFs nye skoleideal har rødder i fag-paragraffen, i §5, selvom §1 også nævnes. §5’s indhold og betydning blev maltrakteret af læringsrevolutionen. Dette skifte fra læring til §5 ødelægger helt præmissen for skolereformen.

Men der mangler stadigvæk en refleksion over forholdet mellem skole og fag, dvs. en mere fyldig fundering i §1, men det er ikke von Oettingens kop te, for så myldrer det ind med andre former for pædagogisk filosofi. Men andre må jo også hjælpe lidt til, så den sidste forekomst af ordet “læring” kan forsvinde fra Oettingens tekst.

Det er også tankevækkende, at folkeskoleidealet fungerer parallelt med det såkaldte professionsideal, hvor fagene ikke spiller nogen særlig rolle, nærmest tværtimod, for her var det en slags neo-Løgstrupsk filosofi, der svang taktstokken. Det var filosoffen Jørgen Husted, der stod for det arbejde i 2002, hvor VK-destruktionen truede, og hvor  Ansvar for egen læring var på vej tilbage for en kort stund (den vendte tilbage i 2009).

Hvordan disse to idealer, som egentlig er meget forskellige, kommer til at spille sammen, bliver spændende at følge. Måske kan de i bedste fald etablere en dialektik, så man tager det sidste stykke hen til dannelsens skole, hvor skolen kommer før fagene.

Under alle omstændigheder kan man med både det nye og det gamle ideal som udgangspunkt kritisere læringsrevolutionen og på en måde også gøre den ligegyldig.

https://www.folkeskolen.dk/887334/folkeskoleidealet-vaekker-begejstring-

 

19. d. 12. december: Socialdemokratiets sammenbrud

I 1933 indgik man på Christiansborg det såkaldte Kanslergadeforlig, som i repræsentativ-politisk forstand var et forlig mellem Venstre, Radikale Venstre og Socialdemokratiet. I civilsamfundsmæssig forstand, hvilket jo er det pædagogisk væsentlige, markerede forliget en politisk og åndelig syntese mellem arbejderbevægelsen og grundtvigianismen.

A. Vagn Skovgaard-Petersen (VSP)

Professor ved Danmarks Lærerhøjskole, Vagn Skovgaard-Petersen, beskrev de uddannelsespolitiske aspekter af denne syntese i Undervisningsministeriets tidsskrift ”Uddannelse” (1995, nr. 2).

Han fortæller om flere steder, hvor socialdemokratiet/kulturradikalismen og grundtvigiansimen og den lærde tradition krydses. Han lægger specielt vægt på tiden under og efter besættelsen – herunder i det ungdomspolitiske arbejde, som førte til Hal Kochs ”ungdomskommission”, og i det såkaldte Askov-udvalg, som førte til læreruddannelsen i 1954. Begge steder var der alle mulige forbindelser mellem socialdemokrater og grundtvigianere og radikale. Her er nogle af de navne, som VSP nævner: Jørgen Jørgensen, KB Andersen, Poul Dam, Johannes Novrup, Jens Rosenkjær, J. Th. Arnfred, Julius Bomholt, Holger Kjær og Hal Koch. Flere af disse folk havde selv – eller støttede – meget moderne pædagogiske ideer.

VSP konkluderer, at denne ”trilogi inspirerer til fornyelser på tværs”, og han spørger: ”Frembringer den nye kættere for tiden? Findes der stadig lærde grundtvigianere, som også er socialdemokrater?”

VSP skriver ligefrem, at i ”en tid kunne man tale om en tradition i traditionerne”.

B. Kresten Schultz Jørgensen (KSJ)

KSJ er søn af en anden professor fra Danmarks Lærerhøjskole, socialpsykologen Per Schultz Jørgensen, som sad i det læringsradikaliserede Mandag Morgens Kompetenceråd.

Kresten reproducerer farens ideologi. Og så var han omkring år 2000 chefredaktør for Socialdemokratiets avis, Dagbladet Aktuelt. KSJ skriver om sine ideer i ”Uddannelse” (nr. 7, 2000)

KSJ siger, at vi har ”glemt den i virkeligheden mest danske værdi af alle”.

Vi venter spændt… Det er følgende:

”Og hvad er så det? En dansk værdi. Ja, lad mig ikke citere Grundtvig – lad mig for Guds skyld ikke citere Grundtvig med hele udtrækket af sydfynsk bondeliv og radikal selvforståelse – men i stedet nævne den fordring, som internationalisten Georg Brandes af alle nævnte igen og igen for et århundrede siden: At vi her til lands – og så kommer sætningen – menneskeliggør politikken, fordi vi taler om ting i et sprog alle forstår” (s. 25)

Så Grundtvig er en sydfynsk bonderøv. Vi skal have Brandes i stedet for ”Grundtvig og radikal selvforståelse”. Og hvad er det for ”et sprog alle forstår”? Ja, KSJ siger, at ”vi er globale verdensforbrugere”, som er ”grænseløse inde i hovederne”, og det har jo ganske rigtigt ikke noget med Grundtvig at gøre.

Jeg ved nu heller ikke, hvad det har med Brandes at gøre? Det er en slags Brandes uden ”den lærde tradition”, som han jo selv stiftede.

C. Antorini

Få år senere afviser Christine Antorini relevansen af Grundtvig i en af sine bøger. Hun mener, at Grundtvig er årsag til SF-grundtvigianernes EU-modstand og til deres ideologiske langmodighed efter slutningen på den kolde krig. Og herfra kom så Lars Goldschmidt og Bjarne Corydon til i opgør med ALT!

Disse afvisningsprocesser understøttedes desværre af Grundtvigianerne selv på kryds og tværs. Og pludselig er Grundtvig en ”kryptofascist” og en “etnisk fundamentalist”, mens han før 1989 var en demokratisk og handlingsfilosofisk helt.

D. Dybvad og Rosenkrantz-Theil
Aktuelt er der så en lille bitte rehabilitering, men stadigvæk i et opgør med ”den lærde tradition”, som VSK omtalte. Nu mødes Brandes og Grundtvig (via Jeppe Aakjær) hos lokalkulturen i Kaare Dybvads Vipperød. Vi er langt fra KSJ’s forbrugerglobalisme, som Brandes jo også blev taget til indtægt for. Vi er nærmest i modsætningen, dvs. inde i håndboldhallerne osv..

Og igen er ”den lærde tradition” udelukket. Ja, Dybvads bog hedder ligefrem ”De lærdes tyranni”. Og uanset Dybvad er der tale om overfladekrusninger. For ser man på socialdemokratisk skole- og uddannelsespolitik, fx hos undervisnings- og forskningsministrene, så arbejdes der fuldstændig i ånden fra 2000, dvs. fra en bureaukratiseret KSJ, dog uden at nævne Brandes, som jo ikke var økonom eller systemteoretiker, for nu at sige det mildt.

Så Socialdemokratiet skal i kontakt med de lærde og med den grundtvigske og kulturradikale tradition, før partiet kan bruges til noget.

 

20. d. 13. december: Loyalitet på filmskolen

Lotte Bøgh Andersen er en yderst indflydelsesrig professor. Hun sad med i ledelseskommissionen og er også med i lærernes Ny Start-kommission. Hun er også centerleder ved kronprinsens center for offentlig ledelse.

Bøgh Andersen kommenterer nu på det forhold, at Filmskolen har genansat lærer Arne Bro, som blev fyret af den tidligere ledelse.

Lotte Bøgh Andersen siger følgende – synes jeg – noget foruroligende i dagens Politiken:

”Der er tale om en medarbejder, der var illoyal over for den tidligere rektors retning for Filmskolen, men som ikke er illoyal over for den nye rektors linje”.

Og videre:

”Ud fra et ledelsesperspektiv er det afgørende, om han skaber værdi for den retning, rektor ønsker for skolen. Hvis han ikke bidrog til at skabe værdi for den tidligere rektors linje, er hjemsendelsen rigtig. Men så ændrer skolen retning, og så må man spørge, om han kan skabe værdi for den nye retning. Er svaret ja, så er det jo ærgerligt at fyre ham”

Bøgh Andersens nærmest overophedede syn på ”loyalitet” lover skidt for ytringsfriheden. Efter min opfattelse går hendes synspunkt decideret imod reglerne for offentligt ansattes ytringsfrihed, og den går også stik imod regeringens linje, hvor der i forståelsespapiret står følgende:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges indenfor gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed”.

Med regelsæt og forståelsespapir in mente, er det mærkeligt, at beslutningerne om afskedigelse og ansættelse er sanktioneret af kulturministeriet.

Men ok, den kulturministerielle afdeling for den slags sager hedder skam også “Koncern HR”, og så er man jo lissom advaret.

 

21. d. 13. december: Evalueringspolitik

Forløberen for det stadig eksisterende Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) hed ”Evalueringscentret”. Dette center blev etableret i 1992 af Bertel Haarder. EVA afløste Evalueringscentret i 1999, som blev stiftet på initiativ af Margrethe Vestager.

Evalueringscentrets officielle undertitel var:

”Center for kvalitetsudvikling og evaluering af de videregående uddannelser”.

Dette center lavede blandt anden en evaluering af Danmarks Lærerhøjskole i 1997, som ikke var så fordelagtigt. Skolen var for tæt knyttet til folkeskolen, og der var for få peerreviews og den slags. Carsten Elbro var ledende danske kraft. Det var Elbro, som sammen med Jens Rasmussen, skrev en meget kritisabel Country-rapport til OECD i 2004 om uddannelsesforskning. Der var også en svensker og en nordmand med i udvalget, som vidste noget om policy og læring.

Nå, men denne undertitel til Evalueringscentrets navn har sin egen humor. For i forlængelse af Globaliseringsrådet og folkeskolereformen i 2006 nedsatte man jo et såkaldt ”Skoleråd”. Men dette skoleråds virkelige navn var faktisk et andet, nemlig

”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling af skolen”.

Så Skolerådet hed det samme som evalueringscentret. Nu handlede det blot om ”skolen” i stedet for om ”de videregående uddannelser”. Det nye råd var på en måde et ægteskab eller en søster, eller hvordan man nu skal udtrykke det? Måske var det snarere en slags indre rå-maskuliniseret fader, tror jeg, for fra 2007 fik Skolerådet en form for monopol på EVA, som Skolerådet nu kunne kommandere til at svare på Skolerådets evalueringsevaluering, og det er der jo ikke meget ”moder” over.

Det er lidt tankevækkende, synes jeg, at denne undertitel allerede blev opfundet i 1992. Det er sådan lidt fremsynet på den negative måde. Med mindre undertitlen kom til senere?

 

22. d. 13. december: Demokratiets sejr i UK

Det lader til, at demokratiet endelig sejrer i England. Mange tak til den seje Boris Johnson for både at realisere folkets afgørelse og for at arbejde for en aftale med EU, som lader til at blive realiseret. Spændende om Nordirland og Skotland forbliver i den britiske union.

Nu må vi blot håbe, at både EU og USA er large over for briterne, så andre lande, der skulle få lyst til at forlade den tysk-franske union, som er skabt for at undgå “det folkelige”, kan gøre det uden videre.

Det værste, der kan ske, er, hvis et decimeret og ensomt England i afmagt begynder at snakke kinesisk, ligesom færingerne og grækerne og Afrika allerede er begyndt på.

Man må håbe, at der nu kommer liv i EU- og i Kina-kritikken i andre lande.

Også selvom de udvalgte kinesiske byer er Pisa-vindere og OECD-darlings. Og også selvom EU har lavet et “learning area” med organisationens såkaldte “åbne koordinationsmetode”, som undergraver subsidiaritetsprincippet på pædagogikkens område, så alle europæere kan blive ens.

Jeg vil nu høre God Save the Queen og tage mig en Gin and Tonic, mens jeg klæder mig ud som Freddy Mercury, som var af persisk slægt, og drømme om et Hyde Park Corner i alle lande, hvorfra folkeslagene kan lave filmskoler, hvis ansatte er “illoyale” mod Koncern HR og kinesiske Målplaner.

 

23. d. 14. december: Vimse-gate 1

Jeg vil gerne slå et slag for de tre herlige danske ord “vimse”, “vanlig” og “værtindestil”. Lad os få noget mere af den slags. Både i tv-anmeldelser og i virkeligheden og da ikke mindst i Konkurrencestatstidende. Jeg har ingen respekt for Lise Rønnes kønsidentitære raid mod sprogets skønne muligheder i dagens kronik, bare fordi hun har fået et dårlig anmeldelse, og jeg forstår ikke, at hendes indlæg er optaget som en hel kronik.

Men i øvrigt er jeg vild med Lise Rønne. Hun vil altid være min favoritværtinde i x-faktor, og så handler hun efter sigende i Grenaa, fordi der er så dejligt få butikker at vimse rundt iblandt. Selv køber jeg også kun tøj i Grenaa, især i den strålende herre-ekviperingsforretning Olrik, hvor især de ældre kvindelige ekspedienter har et høfligt, men præcist øje for herrekroppens mangler.

Min egen vanlige plads i byen er ved pølsevognen på torvet, hvor der serveres rødkål på hotdoggen i vanlig grisehandlerstil. Men ok, jeg kan da godt finde på at trampe op til vinyl-butikken, hvor jeg kan høre musik af forskellige småneurotiske kunstnere fra de skønne vimseegne.

Og så synes jeg faktisk også godt om den udsendelse, som Politikens anmelder, Bo Tao M., kritiserer. Jeg kan både lide lyrik-konceptet og værtindens vimsende og søde værtindestil, men synes på ingen måde, at hun virker “småneurotisk”, som Bo Tao påstår. Det kan han selv være.

https://politiken.dk/…/Kære-Lise-Rønne-du-har-fuldstændig-r…

 

24. d. 15. december: Anti-nazismens filosofi

Løgstrup skrev i 1936 en kontroversiel kronik, som pt. diskuteres i Kr. Dagblad. Spørgsmålet er, om Løgstrup var affirmativ over for Hitler, om han var ironisk, eller om han var kritisk.

A.
Jeg synes, det er en skrækkelig kronik, og jeg kan ikke finde nogle ironiske eller kritiske træk. Løgstrup drives ned i sølet via to træk. For det første fordi han er træt af Weimarrepublikken, og for det andet fordi de værste sider af Heideggers filosofi går i symbiose med denne træthed.

Fjenden – det store “ikke” – bliver sporvogne, marxisme, demokratiet, middelmådighed, historicisme, marxisme, professorer, aviser, litteratur, og noget, som i bedste 1920’erstil, kaldes for ”man”. Alt hvad der smager af Immanuel Kants store oplysningsværk, som har skabt vores fineste institutioner, reduceres til et intet. Offentligheden kaldes endda for ”den offentlige menings diktatur” og for ”det egentlige diktatur”.

I stedet sættes afgørelsen, føreren, udholdenhed, kampmod, eksistens, den sande ide, som altså ikke er et diktatur!?

Nogle mener, at Løgstrup bløder op til sidst. Det kan jeg overhovedet ikke se.

Så kort og godt: En absolut skrækkelig kronik.

B.
1930’erne var en svær tid for et søgende menneske på omkring de 30. Stalinisme, fascisme og Weimarrepublikkens problemer var ikke lette markører, når man skulle finde et ståsted, og mange prøvede det ene og det andet. Og her er det så Løgstrup, der er på vej i grøften.

Andre blev vilde med Stalin og fastholdt typisk fascinationen frem til 1956 om ikke længere. Vi må være rummelige over for alle, også de kulturradikale kommunister. Det er forsoningens tid.

Og for Løgstrup blev flirten endda særdeles kort. Kort tid efter kronikken bliver han en af landets største humanister.

Hvorfor kom han på ret spor? Min teori er følgende:

Løgstrup kan ikke fortsætte af Heideggers spor, fordi han har rod i dansk teologi og folkelighed. I 1936 blev han præst og deromkring lærte han også om Kaj Thanings sekulariserede Grundtvig, som i høj grad fik positive demokratiske effekter også for venstrefløjen. Både DF og SF er skudt ud af den proces. Og dansk nationalisme i 1920’er var på mange måder rummelig og glad efter genforeningen, i modsætning til de sure og forvirrede, men også kreative Weimar-tyskere, som til sidst samlede sig om ondskaben.

Løgstrup reddes altså af den nationale tradition. På samme måde, som Kaj Munk gjorde det.

Og under besættelsen omsætter Løgstrup så sin ”afgørelsesfilosofi”, som han altså har fra Heidegger, i et decideret nationalt ærinde, nemlig som modstandsmand mod Hitlers besættelse af Danmark. Kaj Munk gør det samme, mens Scavenius, Jørgen Jørgensen, Stauning og Hal Koch mfl. faktisk bekræftede Løgstrups oprindelige kritik med deres underdanighed og ”beundring” – som Scavenius udtrykte det –  for de ”store tyske sejre”.

Men også her må vi være rummelige, selvom tidens afstand må bringe os til at tage stilling for dem, der tog stilling, dvs. for Løgstrup og Munk, som dermed mindede os alle om, at handling findes, og om at demokrati ikke kan leve uden eksistens.

C.
Efter krigen forsøgte Koch at lave et demokratibegreb uden eksistens, dvs. som ”offentlig mening”. Det var også skrækkeligt. Det var et underdanigt demokratibegreb, der skulle forsvare Kochs egen fejl. Løgstrups aktion pegede derimod som sagt på, at demokratiet har et eksistentielt aspekt. Dette forhold mellem eksistens og demokrati blev senere båret videre af f.eks. Inger Merete Nordentoft, som også var modstandskvinde.

D.
I 1950’erne fandt Løgstrup ud af, at ”afgørelsen” var funderet i en etisk substans, som mindede om Gud. Her lå han helt på linje med en anden Heideggerelev, Levinas. Det var ikke specielt demokratisk, men alligevel dybt anti-totalitært. Senere blev den pædagogiske og anti-totalitære venstrefløj glade for Løgstrup og Levinas.

E.
Men den Heideggerelev, der førte Heidegger, afgørelse og politik sammen i en overlegen forbedring af Hal Kochs ”livsform” – vel at mærke med fuld handlingsfilosofisk fornemmelse – var Hannah Arendt. Det var hende, som endegyldigt rehabiliterede Heidegger som filosof, men som også afslørede fænomenologiens manglende og også fatale politiske sans, som hun selv rettede op på med sin handlingsfilosofi.

F.
Løgstrup bliver aldrig decideret fan af demokratiet. Det var ”en skikkelig måde at være uenig på”, sagde han. Men han var dybt anti-totalitær. Han var blot teolog/fænomenolog og manglede en politisk teori. Derfor manglede han også noget som pædagog. Han havde noget meget vigtigt, nemlig afgørelse og etik. Men han havde ingen politik. Den havde Arendt.

Men det hele stammer fra Heidegger, som dermed blev anti-nazismens store filosof.

G.
I dag lever Heideggers anti-politik videre hos folk som Bruno Latour og hos den såkaldte “spekulative realisme”, som er omsat i en hel bog om “mørkets pædagogik”, dvs. pædagogik under klimaets hyperfaktum, men nu desværre helt uden “afgørelsen”. Heidegger er altså underjord for den nye posthumanistiske venstrefløj, som ellers har så travlt med Løgstrup og Heidegger selv. Det er skæbnens ironi.

 

25. d. 17. december: OK18-kommissionen

Jeg har kigget lidt på OK18-kommissionens rapport:

http://www.thomasaastruproemer.dk/diskussion-af-ok18-kommissionens-rapport.html

 

26. d. 19. december: Vimse-gate 2

Der er kloge ord fra Pia Kjærsgaard om “vimse”-gate i nedenstående link.

Jeg begynder at se frem til et godt Bertel Haarder-vers. Vi trænger virkelig til en gang total-satire, så vi kan få hele vores sprog tilbage med hud og hår og kød og blodomløb i stedet for den aktuelle blanding af teknokratisk nysprog og venstre-identitær kunstopløsning, som udvikler sig rundt omkring, især i hovedstaden.

Og så går mine nytårstanker da ikke mindst til den stakkels Bo Tao M., som i “vanlig små-aggressiv sofa-rambo-stil” har benyttet sig af et skønt og levende sprog, men som fra nu af må formulere sig i koder på “Den døde avis” fra Vø-benhavn, som igen i dag går amok, f.eks. i et indlæg af den faste klummeskribent, Søren Schultz Jørensen, som mener, at TV-avisen ansætter kvinder efter noget, han kalder “fuckability”. Så ind med sprogets groveste gloser og ud med det skønne “vimse”?

https://politiken.dk/…/K%C3%A6re-Lise-R%C3%B8nne-tag-dig-ik…

 

27. d. 20. december: Vimse-gate 3

Weekendavisens Søren K. Willemoes siger nogle kloge ting om den ny-identitære vimse-gate i dagens avis. F.eks. at den gode Bo Tao M., som ‘i vanlig Rambostil sofakoger iført sure mandesokker’, også har brugt det skønne ord “vimse” om Anders Aggers bløde herre-flow.

Og der er da i så fald også mange mere eller mindre mandekønnede ord, som nu skal forbydes af Politikens kulturredaktør. Hvad med “charlatan” eller måske “trampe”?

Og i går havde Anna Libak også en udmærket kommentar til sagen i Kristeligt Dagblad. Hun mener, at kvinder i almindelighed er pænere end mænd, hvilket ikke er helt forkert set fra mit synspunkt. Hun mener også, at “skvat” er herrekønnet.

Libak har en herlig formulering:

“Vi bliver vrede over kønsstereotyper, fordi vi vil kunne opfinde os selv fra bunden. Og det resulterer i, at ingen kan sige noget om noget – heller ikke det, der gælder for de fleste. Det skaber en modsætning mellem sproget og virkeligheden”

Politiken vil “opfinde fra bunden”. Den opløser “det levende”. Den sætter identitet i modsætning til historisk-poetiske væren, hvilket er en af dannelsesforfaldets fem formler.

Links:

Willemoes indlæg:
https://www.weekendavisen.dk/2019-51/samfund/defaitisme

Libaks indlæg:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/…/anna-libak-ja-kvinder-b…

 

28. d. 20. december: Vimse-gate 4

Efter Politikens kulturredaktørs skandaløse behandling af Bo Tao M. er Dagbladet Informations lokale teateranmelder, Nanna Goul, nu kommet i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kunne tillade sig at skrive, at hun under en forestilling oplevede en skuespillerinde som værende ”overjordisk smuk” med ”gylden hud” og ”en krop så spinkel og yndefuld”.

Nanna Goul skriver følgende:

”Jeg oplever selv dilemmaet mest tydeligt, når jeg anmelder teater og skriver om skuespilleres kroppe og udseende. I min anmeldelse af forestillingen Don Juan på Sort/Hvid skrev jeg eksempelvis, at en kvinde, der forsøgte at forføre mig i en performance, var »overjordisk smuk«, havde »gylden hud« ,»en krop så spinkel og yndefuld« og »helt uimodståelig« .

I dag tænker jeg: Skrev jeg virkelig det? Er det overhovedet i orden? Må man skrive sådan om andres kroppe?

Jeg ved det ikke. Men det ser ud til, at anmeldere i gråzoneområdet – hvor værk og menneske er uadskillelige – skal begynde at tænke sig bedre om.”

Vi er ude i et tab af poetisk betydning og dermed af kunstnerisk tradition og muligheder efter min mening.

 

29. d. 21. december: Vimse-gate 5

Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn får sagt en helt masse fornuftigt om ugens sprogkvabbabelser i sin ugentlige klumme i Politiken . For det første slår hun et slag for både ”det gode gamle ord” vimse, og hun har heller ingen anmærkninger mod ”værtinde”. Hun synes heller ikke, at man skal ”holde op med at bruge kønnede ord”.

Hvordan ordene skal doseres, finder man bedst ud af ved at høre efter kulturens og historiens, dvs. opdragelsens og poesiens, lyde.

Det er lidt modigt af Rathje at gå så direkte up against kulturredaktørens ny-identitære overgreb mod den stakkels Bo Tao M. og dermed også mod hele den samlede anmelderstand, som nu skal kløjes i kønsstatistikker, hver gang de skal sige en prut. Men hun skal have tak. Måske er der stadig lidt liv i den levende?

Til gengæld har Rathje ikke noget til overs for Pernille Vermunds aktuelle brug af ordet ”perker”, som i modsætning til f.eks. ordet ”neger” er født nedsættende. ”Perker”, som ifølge Rathje muligvis er en sammentrækning af Perser og Tyrker, dvs. henviser til to af Mellemøstens fineste kulturer, er et grimt og ubehøvlet bandeord. Vermund er langt ude i en Paludan/Trump-agtig aktion efter min mening.

”Vimse” og ”værtinde” er derimod ikke bandeord, tværtimod. Det er skønne ord fra gamle dage, som bærer på en rig pluralitet af praksis- og livsformer, som skal blande sig så meget som muligt med det moderne liv.

En anden vinkel på vimse-gate er et læserbrev i dagens Politiken fra Heidi Robdrup og Marie Buss, som er redaktionschefer på hhv. Deadline og TV-avisen.

Sagen er, at Politikens mediekommentator, Søren Schultz Jørgensen, i sin egen selvforståelse havde forsvaret Lise Rønne ved at påstå, at tv-redaktionerne havde nærmest pornografisk-kommercielle hensigter, når de valgte og stylede studieværtinder.

Shultz Jørgensen talte ligefrem om studieværtinderne som ”mandligt eye candy” med ”fuckability”. Jørgensen var langt ude, og Robdrup og Marie Buss spørger med rette, om ikke han selv er en del af problemet?:

”Hvis man som mediekommentator bakker op om det ønske (om at blive bedømt på faglighed, TAR) og erklærer sig enig i Lise Rønnes kritik, så skal man måske begynde med at spørge sig selv, om man er en del af problemet eller løsningen, hvis man tænker på sex, når aftenens nyhedsvært toner frem på skærmen.”

Så der er to personer, som ikke ”hører”, og det er Vermund og Jørgensen. Og så er der dem, der hører, og det er de to redaktionschefer og ikke mindst Bo Tao M., som i bedste sofa-herre-sure sokker-stil skrev, at den gode Rønne ”vimsede” i ”vanlig værtindestil”, hvilket ikke var helt forkert, selvom jeg godt kan lide hendes program.

PS:
I dagens avis er der en lang artikel, hvor alle mulige kønsforskere botaniserer i “vimsen”. Det er skrækkelig læsning, som jeg ikke orker at kommentere. Men der er et enkelt forhold, som jeg lige vil registrere.

Sagen er, at Bo Tao jo i en tidligere anmeldelse havde brugt ordet “vimse” om Anders Agger, som jo er en mand . I dagens artikel refereres der faktisk til denne tidligere anmeldelse, men journalisten nævner ikke, at det var Bo Tao, som lavede anmeldelsen af Aggers program. Denne tavshed tyder på, at kulturredaktøren ikke kan finde ud af at sige undskyld til Bo Tao. Men muligvis overfortolker jeg.

Links:
Marianne Rathjes indlæg:
https://politiken.dk/…/Der-er-noget-komisk-og-feminint-over…

De to redaktionschefers indlæg:
https://politiken.dk/…/Nej-vi-rekrutterer-ikke-v%C3%A6rter-…

Søren Schultz Jørgensens indlæg:
https://politiken.dk/…/Grimme-kvinder-finder-aldrig-vej-til…

Lise Rønnes kronik:
https://politiken.dk/…/K%C3%A6re-Politiken-jeg-synes-I-skal…

 

30. d. 22. december: Refleksion over 1990’erne

Refleksion fra min bog om skolepolitik 1993-2013:

Her om 1990’erne (fra DEL 2)

Vi ender altså med en paradoksal situation, hvor der under Ole Vig Jensens ministertid fra 1993 til 1998 udspiller sig to modsatrettede tendenser.

På den ene side finder vi inspirationen fra en lærerhøjskole-tradition med rødder i 1950’ers og 1960’ernes synteser mellem grundtvigianisme og forskellige reformpædagogiske tråde, altså i hvad Ole Vig selv ville kalde for ”en national tradition”, som han selv forbinder videre med Martin A. Hansens virke (stort forfatterskab, Heretica, modstandsbevægelse).

På den anden side har vi en Ansvar for Egen Læring-tradition (AFEL), men denne bevægelse stammer fra 1970’ernes læringsteoretiske opgør med netop selvsamme nationale tradition, som jeg lige har nævnt. Dette opgør blev især formidlet af Knud Illeris’ særprægede kombination af en næsten brutal Piagetlæsning og af tidens marxistiske doktriner.

Efter den kolde krigs ophør var Illeris’ ”læring” uden formål. Læringen går fra ”socialistisk læring” til ”ansvar for egen læring”, men stadig i total glemsomhed over for de traditioner, som den via Illeris har gjort op med.

Denne helt uerkendte modsætning mellem den danske traditions dyder og opgøret med selvsamme tradition, som faktisk have rodnet helt ned i 1930’erne, er 1990’ernes helt grundlæggende skolepolitiske problemstilling.

Ligeså langsomt tager AFEL fra omkring 1995 over, men i samme øjeblik, den vinder, dvs. fjerner pædagogikkens sted og sprog, må den finde nye herrer, for ingen kan jo stå alene. Derfor løber AFEL ind i og hen under et økonomisk og globalt defineret læringssprog, hvormed AFEL på en måde udrydder sig selv ved at ophøje sig selv.

Fogh og Haarder vil gøre op med AFEL, men de ender med at gøre op med både AFEL og DLH. I stedet for dannelse og socialisme sætter de økonomi. Dermed omdannes kundskab til antikundskab. Det er slags liberal tragedie.

Det AFEL-inspirerede sprog kollapser næsten helt omkring 2005, men fra omkring 2009 vender AFEL-temaerne tilbage – nu i evalueringstekniske formater – for endelig at kulminere i skolereformen 2013, der lanceres som en “læringsrevolution”

Fra 2016 forsøgte Merete Riisager at alliere sig med folk fra DLH-traditionen og fra resterne af Herbart- og oplysningstraditionen.

 

31. d. 22. december: Hvor blev protesterne af?

(teser fra DEL 4 i min bog om skolepolitik 1993-2013)

Hvorfor var der næsten ingen, der protesterede imod VK’s og skolereformens destruktion af pædagogikken og omdannelsen af samfundets dannelsesprocesser til ren økonomisk logik?

Med andre ord: Hvorfor var der ingen systematisk kritik fra de faglige miljøer? Altså fra DPU og UC’erne?

Det skal jeg sige jer. Det er fordi, at både UC’erne (2008-) og DPU (2000/2008-) er skabt og strukturelt forstærket ved akkurat de samme politiske og begrebsmæssige processer, som de i givet fald skulle kritisere.

Enhver seriøs kritik af processerne ville derfor være en kritik af de nye og usikre institutioner selv. Det vil aldrig ske, eftersom disse unge institutioner i de sene 00’ere var stærkt identitetssøgende og afhængig af goodwill fra KL, som efter kommunalreformen selv var identitetssøgende, og fra VK’s latterlige “verdensmester-pædagogik”.

Under DPU pumpede systemteorien et nyt affirmativt lærings- og organisationssprog ud i systemerne fra 2007. Ansvar for egen læring vendte tilbage, nu blot styret af konkurrencestatens systemteoretisk bårne målsystemer. Vi fik lærings-mål-styring, dvs. det, som den nuværende ledelse på DPU kalder for “læring som livsform”, i et rent opgør med landets dannelses- og kundskabstraditioner.

De få kritiske manøvrer blev desuden intimideret. Det skete også ude på læringsorganisationerne (i gamle dage: skolerne), jvf. Erik Schmidt-sagen fra 2014, som var en ren konsekvens af denne begrebsmæssige, organisatoriske og politiske proces.

 

32. d. 23. december: Åh abe!

DR2 trækker i denne udsendelse den smukkeste dannelsestråd helt tilbage fra den kulturradikale fascination af 1920’ernes jazzmusik fra USA og Bernard Christensens og Astrid Gøssels musik- og bevægelsespædagogik.

Turen går herfra til 1950’ernes lilleskoler og fritidshjem og videre til miljøet omkring Aarhus friskole og Leif Falk og derfra til hele den aarhusianske rock-scene i 1970’erne og 1980’erne med Lis Sørensen, Gnags, Mek Pek, Thomas Helmig og alle de andre, som blev født med den kulturradikale version af negernes musik i kroppen og blodet.

Og apropos en aktuel diskussion: Leif Falks kone, teaterinstruktøren Ivalo Falk, havde været au pair-pige i Belgisk Congo, hvor hun lærte det ene og det andet, som Leif Falk efterfølgende lærte af, så alle de andre kunne lære, og så Gnags begyndte at spille reggae. Gruppens trommeslager kom fra Falks skole.

Mek Pek, som er søn af Leif Falk, som selv var elev af Bernard Christensen, sang efterfølgende Christensens ”Åh abe”, angiveligt til komponistens store misfornøjelse, men det kan man selv høre mere om i den smukke fortælling.

Denne tråd er en af pædagoguddannelsens vigtigste sumpe, og ja, faktisk også læreruddannelsens. Og DR kommer virkelig godt omkring. Udsendelsens hovedfortællere er Mek Pek selv og seminarielærer Erik Lyhne, som også var en del af miljøet, og som også har skrevet om det rundt omkring.

Efter min mening var der tale om en særlig form for demokratisk pædagogik, som lærte børnene at være sammen med hinanden og deres lærere om en ”fælles ting” fuld af puls og rytme og bevægelse og lag, dvs. musikken som grund. En slags forberedelse til et ”folke ting”, dvs. til ”videre uddannelse”, kort sagt, det som grundtvigianerne kalder for “historisk poetisk”.

Glædelig jul!

 

33. d. 25. december: Livsånden og fødslen

Jomfru Maria fødte Jesus uden seksuel samkvem med Josef, hvilket jo strengt taget undrer de fleste af os.

A. Livsånden (GT)
Hvad minder det os om? Det minder os om, at nok er et menneskebarn en del af en biologisk og social organisme, dvs. et ”noget”, som er af ”ét kød”, og som efter syndefaldet må slide og slæbe osv., men først og fremmest minder det os om, at et barn er en del af den Guds ånde, som blev pustet ind i Adam som en ”livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (GT, 1. mosebog).

Først og fremmest kommer barnet fra Gud, en gave til mor og far, som selv var og er en gave fra ”livsånden”. Jesus var ren livsånde, som han giver videre til alle andre som en påmindelse om, at fødslen også er åndelig.

B. Fødslen (NT)
Menneskebørn er derfor altid noget ukendt, også for mor og far, en ”gåde” som Montessori sagde. Barnet er en gåde, som via en vedvarende handlende fødsel kommer til syne som en ”nogen”, som både er en del af mor og far og af Guds livsånde.

Hannah Arendt bruger direkte referencen til Jesus’ fødsel i en central passage om hendes såkaldte ”natalitet”, dvs. fødthed, og ud af denne logik løber også Gert Biestas pædagogiske filosofi, f.eks. når han taler om ”undervisning som en gave”.

Mor og far ”drager omsorg” for fødtheden, de både sørger om og sørger for denne gådes fødsel, udvikling og tilsynekomst, som de har lavet ud af fysisk kærlighed, men som de er forbundet med i og via en fælles livsånde og fødthed

C. Sammenhængen
Denne sammenhæng mellem GT’s livsånde og NT’s bekræftende natalitet, mellem Guds ånde og Jesus fødsel ved Gud selv, gør mennesket til mere end Darwinstisk kausalitet og til mere end blot biologisk og social reproduktion.

Og det er dette ”mere”, denne hele sammenhæng, som løfter det sociale og det biologiske op til samlet set at udgøre en pædagogisk praksis, dvs. til en interesse for ”nogen”, hvilket er definitionen på en ”skole”, hvilket det har været alle dage.

En skole er derfor intet andet end en undersøgelse af spørgsmålet: Hvem er vi, som er født på dette sted i livets ånd?

PSx2
a)
Grundtvig beskriver det også fint i julesangen ”Velkommen igen Guds engle små”, som han skriver til sine to små børn i 1824, som ”drømmer at de lege jul” i Betlehem, der er ”barnets hjem” i ”krybberummet”. “Legen” er livsånden, og “krybberummet” og “julen” er fødslen. I sangen kalder Grundtvig børnene for ”to puslinger”, og i en tidligere version af sangen hed det ”to rollinger”.

b)
På den måde har vi opfyldt Hal Kochs krav til en kulturhistorie for demokratiet, nemlig Athen, Udby og Betlehem. Det der med ”gåden” mistede Koch dog desværre sansen for. Han troede lidt groft sagt, at ”demokrati” var en slags organisation uden livsånde. Der var Løgstrup og Munk bedre. I Kaj Munks erindringer ”Foråret så sagte kommer” fra 1942, er der f.eks. et herligt kapitel 1, som handler om en samtale mellem Kaj Munk og hans far. Samtalen finder vel at mærke sted, før Kaj Munk bliver født. Far og søn diskuterer det ene og det andet, helt uden livmødre i nærheden, men med masser af livsånde. En slags mandlig Maria.

For at Kaj for alvor skal komme til verden og genskabe fædrelandets handlingsliv, må der dog komme en livsmoder imellem, som i øvrigt i høj grad får sat skik på farens udsvævende liv i en samlet familielykke, der dog stoppede brat, da begge forældrene døde, mens Kaj kun var to år gammel. Sådan er livsånde, livmoder og politisk og eksistentiel handling en del af den samme syntese mellem GTs ”livsånde” og NTs liv-moder, dvs. en beskytter og værner om livsåndens aktivitet.

Året efter, i januar 1944, blev Munk henrettet af nazisterne, men netop pga. af sin materialisering af NT og GT, blev han livseliksir for det demokrati, som han ellers ikke var imponeret af. Lidt på samme måde som Platons Sokrates og mange andre.

Glædelig jul!

 

34. d. 30. december: Theresa Scavenius’ analyse af klimaforliget

Interessant kritisk analyse af klimaforliget fra en af kandidaterne til Alternativets formandspost, Theresa Scavenius, som desuden forsker på området. Hun mener, at Alternativet burde have sagt nej.

Lidt ærgerligt, at Carolina Magdalene forlod partiet. Hun og Theresa Scavenius kunne have udgjort et godt team, hvor bæredygtighed, demokrati og pædagogik kunne gå hånd i hånd. Nu er der i stedet risiko for, at partiet ender som en slags klima- og identitetspolitisk version af Tony Blair.

Link til Scavenius’ analyse: https://www.facebook.com/tbbscavenius/photos/a.457632917978675/740550383020259/?type=3&theater