Her er 22 facebook-drys fra januar 2020. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart i forlængelse af det enkelte drys.

Med disse drys ophører min serie med drys, som startede i forbindelse med lockouten af lærerne i 2013. Jeg har nedlagt min facebook-profil pr. d. 23. januar 2020.

1. Mette Frederiksens nytårstale
2. Anders Fogh Rasmussens nytårstale
3. Dialog med en socialdemokrat
4. Reklame
5. Socialdemokratisk logik i Politiken
6. Socialdemokratisk logik
7. Ømhed
8. Alberte-gate
9. KL i 2005
10. Socialdemokratisk statistik
11. KL’s børnehavekvalitet
12. Facebook-drys 67: december 2019
13. Undertrykkelse eller frihed?
14. Erik Schmidts sejr og KL’s tabu
15. Festdag!
16. Troldkvinder i avisen
17. Erik Schmidt om Odense Kommune
18. BUPL og DLF i konkurrencestats-lommen
19. Negeren i dansk liv
20. Rapport fra Vimse-gate
21. Nominering til ”Årets sveske”
22. Farvel og tak

 

1. d. 1. januar: Mette Frederiksens nytårstale

Statsministeren fortalte i sin nytårstale, at staten i forbindelse med genforeningen i 1920 fulgte folket frem for omvendt. Dvs. at staten rettede sig efter afstemningerne i Slesvig.

Men her i 2020 ser det ud som om, hun mener, at folket skal følge staten, altså det omvendte. Kodeordet er: “jeg vil altid stå på barnets side”.

Alle skal gøres nu gøres lige i James Heckmans socialdemokratiske statistikker, som har mistet al forbindelse til partiets åndelige udgangspunkter. Vi ender i denne særlige ny-socialdemokratiske blanding af kvantitativ lighed, øget kontrol, data-social overvågning og mangel på pædagogisk interesse. Først i såkaldte “ghettoer”, siden hos særligt udsatte og til sidst hos alle andre. På den måde kan man ‘finde barnet’ mere effektivt og tilrette de kausale systemer via evidensbaserede sociale metoder, som maksimerer det langsigtede økonomiske afkast. Dermed bliver alle til sociale foranstaltninger i samfundets kausalitetsmaskine.

Derved understreges partiets almene tilbøjeligheder, som vi også så i f.eks. undervisnings- og forskningsministerens udgivelser om emnet, i overvågningspolitikken og i partiets holdning til de frie skolers grundlag og arbejde.

På den måde var talen et opgør med “barnet”.

Faktisk bidrog genforeningen i 1920 til en meget frihedsorienteret pædagogik, både i den nye reformpædagogik og ikke mindst i de grundtvigske kredse, hvor de nye holdninger til det civile samfund, familierne og hjemmet fik helt afgørende indflydelse på f.eks. behandlingen af det tyske mindretal. Det var dér, statsministeren skulle have startet, hvis hun ville have været “børnenes regering”. Det var dér, folket var og er.

Og det betyder bestemt ikke, at man ikke skal arbejde grundigt med anbringelser og socialpædagogik. Faktisk er det netop denne frihedsvind, der gør “det sociale” til socialpædagogik. Men i en sådan pædagogik kultiverer man pluraliteten og den sociale arv, så baggrunden kan blive levende, i stedet for at underlægge sig statistisk lighed, der udsletter baggrunden.

https://politiken.dk/indland/politik/art7585701/Dokumentation-Her-er-Mette-Frederiksens-nyt%C3%A5rstale

 

2. d. 2. januar: Anders Fogh Rasmussens nytårstale

Fra den ene smagsdommer til den anden:

I Anders Fogh Rasmussens første nytårstale i 2001 gjorde han op med det, han kaldte for ”statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder”, og som ”undertrykker den frie folkelige debat”.

Derfor nedlagde han ca. 100 råd og nævn, også på det pædagogiske og uddannelsespolitiske område, hvor der sad den ene og den anden sagkundskab med diverse meninger og rodnet, f.eks. Seminarierådet og det daværende Folkeskolerådet.

Men Foghs aktion fremmede ikke den ”frie folkelige debat”. I stedet blev aktionen et skalkeskjul for at etablerere og fremme nogle nye og langt mere magtfulde ”statsautoriserede smagsdommere”, f.eks. Velfærdskommissionen, Globaliseringsrådet, Skolerådet og EVA.

I disse ”råd” sad der ingen pluralistisk sagkundskab, og rådene fremmede på ingen måde ”den frie folkelige debat”. I stedet domineredes de nye råd af en bestemt ”sagkundskab”, nemlig økonomer, og af organisationsinteresser. Ja, de centrale personer i Skolerådets formandskab var de to økonomer Jørgen Søndergaard og Nina Smith samt Niels Egelund, som selv sad i Globaliseringsrådet, ligesom Nina Smith også gjorde. Søndergaard sad i Velfærdskommissionen.

Rådet skrev, at det var ”uafhængigt”, men hele dets eksistens og vokabular var helt integreret i en ny dannelsesfri og teknisk stats begrebskonstruktioner, altså dybt uliberalt, og “det folkelige” var totalt udelukket.

Derfra kom alt til at handle om evaluering, styring og økonomi. Derved udviklede der sig et monopolitisk og bureaukratisk sprog om pædagogik, som var integreret med statsapparatet, og som OVERTOG den folkelige debat.

Når folket eller sagkundskaben lod sig høre, så truedes med bål og brand, det så vi f.eks. i sagen mod lærer Erik Schmidt.

A.
Her er den centrale passage i Foghs nytårstale:

”Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning.

Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.

I de senere år er der ved knopskydning skudt et sand vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder.

Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.

Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering. Vi vil rydde op i dettemellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed fra det væsentlige.

Det vil helt sikkert udløse et ramaskrig fra de berørte. Men det mest nødvendige er at sikre penge til sygehusene, de ældre og andre kerneydelser. Så må mindre vigtige formål vige.

Et moderne velfærdssamfund bygger på et rummeligt fællesskab. Et fællesskab, hvor der er plads til personlig udfoldelse.

Jeg kan bruge et billede fra naturen. Hvis et træ står indeklemt i skygge og savner lys, bliver det sært forkrøblet og saftløst. Jo mere plads og lys, træet får, desto flottere og rankere står det,og desto mægtigere folder grene og blade sig ud. Hvis det enkelte menneske står indeklemt i skygge og savner frihed, udfordringer og ansvar, bliver det mismodigt, viljeløst og initiativfattigt.”

B.
Og her er hele nytårstalen:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/statsminister-anders-fogh-rasmussens-nytaarstale

 

3. d. 4. januar: Dialog med en socialdemokrat

I går mødte jeg en socialdemokrat nede ved kajen.

Mig: Hej, hvad hedder du?
Socialdemokraten: jeg hedder Mona Frisk.

Mig: Altså MF?
MF: Ja, det er korrekt.

Mig: Jeg har hørt, at dit parti gerne vil være børnenes regering.
MF: Ja, det passer også.

Mig: Hvad betyder det?
MF: Det betyder, at vi altid står på børnenes side.

Mig: Side? Altså som i børnene mod de voksne? Og altid?

MF: Ja, for de voksne har jo ødelagt planeten, og familier ødelægger børnene. Vi skal følge folket – ligesom i 1920 –, og folket det er børnene.

Mig: Ok, skal hele verden og fortiden så væk?
MF: Ja, sådan cirka. Det kaldes for socialdemokratisk disruption.

Mig: Men hvad med demokratiet i så fald?
MF: Det ved jeg ikke. Det hører mest til en tidligere historisk fase. Vi er jo ikke mere i velfærdsstaten, men i konkurrencestaten (sshhhyyy….).

Mig: Men hvordan vil så du finde ud af, hvad disse børn uden verden har brug for, og som endda er imod de voksne? Du kan jo ikke spørge barnet, for så bruger det jo bare et sprog, som er gammelt. Og de kan jo også gå hen og svare noget, som de ikke mener i virkeligheden. Du ved: falsk bevidsthed og så’n.

MF: Jeg vil måle det. Trives de, taler de, uddanner de sig, lærer de, spiser de ordentligt, og sker det alt sammen inden for statens godkendte statistiske variation?

Mig: Ok, så det er noget med at sammenkøre registerdata og diverse tests og sundhedsinformationer, genbanker osv..?
MF: Ja, vi er faktisk allerede ved at afprøve noget af det i nogle ghettoer.

Mig: Jeg ved ikke helt, Mona. Er der ikke noget med frihed? Men det er måske noget ”voksent”?
MF: Ja, lige præcis. “Frihed” er en del af “de lærdes tyranni”, og jeg er jo ALTID på barnets side. Og et moderne barn er ikke frit, men et statistisk alene. Vi må have data uanset konsekvenserne, for vi taler jo om ALTID. Vi bliver nok nødt til at sætte nogle kameraer op i folks hjem og biler osv.. Dermed kan vi registrere og forudsige børns udvikling og tarv i detaljen, så alle bliver lige. Vi kan så lave nogle evidensbaserede metoder til ligheds- og afkastfremme. Vi har allerede kompetente folk på sagen. Vi kalder det for “lighed i livmoderen”, og ja, måske endda før befrugtningen. Før alt!

Mig: Ok, men er det ikke lidt kinesisk?
MF: Kina har helt klart fat i noget af det rigtige. Men EU beskytter heldigvis danskerne mod Trump.

Mig: Så vi ender med mere generel overvågning og flere bortadoptioner og flere tvangsvuggestuer, så vi er helt sikre på, at alle gør det rigtige?
MF: Ja, mange flere. Indtil alle altid er på børnenes side.

Mig: Nu er jeg jo glad for pædagogik, hvad mener du om den?
MF: Hold op med at bande. Det var jo mit parti, som stod for skolereformens opgør med pædagogik.

 

4. d. 4. januar: Reklame

Jeg har opdaget at “FAQ om dannelse” kan erhverves for 131kr + fragt.

Det er da billigt, nærmest uanset om der står noget i bogen, hvilket der nu rent faktisk gør :-).

https://www.williamdam.dk/boeger/faq-om-dannelse__233288

 

5. d. 4. januar: Socialdemokratisk logik i Politiken

Når en sundhedsplejerske besøger en familie med et spædbarn, kan hun spotte evt. manglende kommunikation hos barnet. Det giver sig selv.

Nu viser det sig, at bestemte kommunikationsmønstre hos det lille barn forøger risikoen for som 8-årig at få en ”psykiatrisk diagnose”, som f.eks. spiseforstyrrelser eller ADHD, fra 5,5% til 9,7%, hvilket jo ikke er en herregård.

Men en professor i børnepsykiatri, Anne Mette Skovgaard, mener, at denne viden skal føre til, at man ”bør sætte ind med øget opmærksomhed” over for alle disse børn, hvor altså under 5% har en øget risiko for at blive syge.

Som almen opmærksomhed er det jo helt fint, men Skovgaard lægges op til mere indgribende aktioner: Forældrene skal ”klædes på” med særlige ”metoder” af ”professionelle”, så de kan ”skærme børnene mod en mængde af de nederlag, de typisk lider”.

På den måde giver man forældrebåret psykiatrisk behandling med evidensbaserede metoder til alle børn, for at undgå at 3% udvikler f.eks. autisme. Man vil unødigt ende med at ”skærme” de 95%.

Socialdemokraten og regionsformanden, Sophie Hæstorp, er, ligesom sin statsminister, ”altid på børnenes side”. Hæstorp vil ”sætte ind” for at ”forebygge”. Det er ”helt oplagt”, fortæller hun. Hun siger dog også, at hun ”ikke er ude på at sygeliggøre alle små børn, der ikke spiser eller sover helt godt”, men det forbehold svæver lidt i vinden, ikke mindst efter Mette Frederiksens nytårstale.

Og her taler vi kun om én af mange mulige statistikker. Andre statistikker kan afstedkomme andre forældreopgaver med professionel evidensbaseret bistand. Én % her og én % der. Det løber op, når man ”altid er på børnenes side” i statistikkens land.

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7587793/Tegn-hos-sp%C3%A6db%C3%B8rn-forudsiger-risiko-for-en-diagnose-senere-i-barndommen

 

6. d. 5. januar: Socialdemokratisk logik

Statsministeren drømmer om dengang, hvor der ikke var overvågningskameraer ved de private jordbær-boder.

Jeg har et forslag til en socialdemokratisk løsning på problemet: For at genindføre den gamle tillidsbaserede tilstand, bør man installere algoritme-styrede overvågningskameraer i ALLE huse. På den måde kan man være sikker på, at ingen sætter overvågningskameraer op. Informationerne kobles med CPR-, sundheds- og socialdata, så vi også kan spore social arv i jordbærboderne og sætte tidligt ind med adfærdsregulering, evt. helt fra “undfangelsen”.

Dermed har man rettet på statistikken, og tilliden er genvundet.

Dette forslag stemmer også godt overens med ånden i en af Noa Redingtons forudsigelser for 2020’erne i dagens Politiken. Redington, som selv er sådan en slags dansk Third way-Mandag Morgen-socialdemokrat i Thorning-Schmidt regeringens corydoniserede ånd, forudsiger følgende med henvisning til den siddende regerings synspunkter:

“Vi får et ‘biologisk cpr-register’: Presset på vores sundhedsvæsen bliver så massivt, at vi kun kan fastholde et højt niveau, hvis vi bruger kunstig intelligens i den offentlige sektor. Altså sådan for alvor! Ikke bare med en algoritme for den mest optimale sammensætning af frikadeller og sovs for hr. Jensen, men gennem en aggressiv screening og forebyggelse, hvor der bliver samlet mere og mere data om borgerne. Vores sygdomshistorik, vores blodprøver, vores forældres baggrund og helbred, vores vaner og uvaner. Som justitsministeren ville sige: Mere overvågning giver bedre behandling. Mere sundhed. Fremtiden er i gang.”

Så altså: Socialdemokratisk “aggression” løser alle problemer.

Lars Løkke kaldte det for “disruption”. Hos KL hedder det “teknologispring”

https://politiken.dk/debat/profiler/noaredington/art7587794/Jeg-t%C3%B8r-godt-stikke-snuden-frem-og-komme-med-10-bud-p%C3%A5-hvad-der-vil-ske-i-dansk-politik-i-den-kommende-dekade

 

7. d. 6. januar: Ømhed

Jeg faldt i snak med en skolepolitiker den anden dag. Hun hed Christa Antalibus:

CA: Hej Thomas, går det godt?

T: Jo tak Christa, det går super.

CA: Er du nu helt sikker?

T: Nej, ok, jeg er faktisk lidt øm i den venstre ankel. Det er lidt irriterende.

CA: Skær begge ben over!

T: Er du sikker?

CA: Ja, for så er du jo ikke øm i den venstre ankel mere, og vi har forebygget ømhed i den højre.

T: Men så kan jeg jo ikke gå?

CA: Det er kun godt, så kan vi bedre styre dig og passe på dig. Og du får en iPad af kommunen og et evalueringsskema.

T: Det er ømt.

CA: Ja, vi kalder det trivsel.

 

8. d. 7. januar: Alberte-gate

Weekendavisens Klaus Rothstein har fået ørene i den identitetspolitiske maskine, lidt på samme måde som Bo Tao M. i Politikens vimse-gate i december.

Men hvad er Rothsteins brøde? Jo, han forestår ind imellem Weekendavisens satiriske litteraturrubrik ”Bogholderiet”, som er sådan en slags litterær ”Groft Sagt”. I fredags kommenterede han annonceringen af Malou Aamunds ny bog i Gyldendals katalog.

Rothstein skrev på en sjov måde om, at Aamund på billedet i kataloget ligner Bamses veninde, Alberte Vinding, at hun havde netværket i orden, og at hun sidder i VL-gruppe med Hanne Vibeke Holst, som måske har skrevet bogen, eftersom Aamund havde travlt med at være direktør for det dybt kontroversielle Google. Der er ikke det mindste sexistiske over kommentaren, og jeg kan sagtens forestille mig en lignende rubrik om en mand, selvom jeg har svært ved at forestille mig en mand flippe ud over at ligne en seriøs musikstjerne. Og Rothsteins anden herlige kommentar i rubrikken handler også om en masse fine litteraturnetværk på litteraturområdet.

Den eneste forskel fra vimse-gate er de respektive redaktørers reaktion. Hvor Politikens kulturredaktør rykkede ud med beklagelse til Lise Rønne og tvang Bo Tao til at undskylde, så forsvarer Krasnik sin medarbejder. Der er højere til loftet i Weekendavisen end på Politiken, må man sige. Eller måske hænger det sammen med, at Krasnik er et mandfolk?

Nu venter vi blot på, at der kommer en identitetspolitisk klagesang over en bemærkning i At Tænke Sig eller over en tegning af Muhammed med en bombe i hatten.

Satiren har trange kår, derfor trænger vi til den.

Links:
Her er Krasniks forsvar for Rothstein: https://www.facebook.com/martin.krasnik.7/posts/10157907891508838

Her er Politikens kulturredaktør, Mette Davidsen-Nielsens, irettesættelse af Bo Tao M.
https://politiken.dk/…/K%C3%A6re-Lise-R%C3%B8nne-du-har-ful…

 

9. d. 8. januar: KL i 2005

Kommunernes Landsforening i 2005:

”På alle fronter oplever det danske samfund et øget udviklingspres i forhold til at omstille til nye nationale og globale markedsvilkår – det gælder såvel offentlige og private virksomheder som den offentlige serviceproduktion. Det stiller krav om løbende produktionsoptimering, det er kun naturligt, at de samme krav må omfatte folkeskolens og daginstitutionens produkt – læring”.

(fra KL (2005). “Forskning der kan bruges – nyorientering af den pædagogiske forskning”)

 

10. d. 10. januar: Socialdemokratisk statistik

Bare fordi man finder en statistisk forskel, er det jo ikke ensbetydende med, at forskellen skal fjernes, heller ikke hvis den går igen.

Det kan jo være, at forskellen er et tegn på liv, måske endda positiv social arv. Findes der noget skønnere end f.eks. en håndværkerslægt eller en præsteslægt? Hvis alle formelle muligheder er åbne, og alle kommer forbi noget undervisning, er sociale vaner af det gode.

Men man har indtryk af, at Socialdemokraterne med deres kombination af overvågning og Heckman-ideologi ønsker at nulstille alle livets statistiske udsving. Ideologien promoveres både af undervisningsministeren og forskningsministeren, og nu også i statsministeriet.

Man skal så lige huske på, at ideologien faktisk også eksisterer på højrefløjen. Den forhenværende socialminister Mai Mercado var også med på nulstillings-vognen, og det var jo den borgerlige regering, der stod for at teste ideologien i “ghetto”-områderne.

Kigger vi bredere ud, finder vi den såkaldte “småbørns-alliance”, som ledes af den teknologisk-industrielle tænketank DEA. Her hersker samme statistiske ideologi uden den mindste reference til eller forståelse for pædagogiske, dvs. livets, emner og forskelle. En række stærke organisationer er med i alliancen.

I forskningskredse dominerer ideologien også i indflydelsesrige kredse, f.eks. hos Trygfondens børneforskningscenter og i Rockwool-fonden. Det var folk herfra, der forsvarede de nationale tests sidste år. Testene skal bruges til at nulstille et eller andet, som forskerne ikke ved hvad er.

Til gengæld har BUPL sagt fra. Organisationen meldte sig simpelthen ud af Småbørnsalliancen med henvisning til menneskesynet. Længe leve danske pædagoger, som kommer fra forskellens, åndens og demokratiets verden.

Den dybereliggende årsag til problemet er, at socialdemokratiet har mistet kontakten til sit åndelig og praktiske ophav, hvor eksisterende sociale klasser, vaner og lag ikke nødvendigvis skal fjernes, men derimod kultiveres, så klassernes forskelle kan præge samfundet.

https://www.socialdemokratiet.dk/media/7693/social-ulighed-altid-paa-boernenes-side.pdf

 

11. d. 10. januar: KL’s børnehavekvalitet

KL har skrevet om “kvalitet i daginstitutionerne”. Der skal være mere “evalueringskultur”, “relevant og systemtatisk anvendelse af data” osv.. Det er sådan noget OECD-2004-skoleråds-noget. Det skal også være en “resultatdimension” og en “procesdimension”, og de måler skam godt i Faurskov kommune, får vi at vide. Man kalder det “mange veje”. Der er en helt særlig form for læringsmålstyret KL-pluralisme.

Det ser ikke godt ud. Men det falder fint i tråd med KL’s tidligere udspil på området. Der henvises også til EVA i karakteristisk stil.

Hvis ikke kommunerne gør oprør med dette KL-regime, bør man efter min mening meget snart flytte børnehaverne ud af kommunalt regi. Men der bliver nok ikke noget oprør, for de nye storkommuner er selv en del af den ideologiske proces, der førte til “evalueringskultur”-herredømmet in the first place.

https://www.kl.dk/nyheder/os/raaderum/nr-189-januar-2020/mange-veje-til-god-kvalitet-i-dagtilbud/

 

12. d. 10. januar: Facebook-drys 67: December 2019

Facebook-diskussioner i december:

http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-67-december-2019.html

 

13. d. 11. januar: Undertrykkelse eller frihed?

I betragtning af at vi ifølge den venstre-identitære nyfeminisme lever i et patriarkalsk og kvindeundertrykkende samfund, er det mærkeligt for mig at konstatere, at jeg aldrig i mine 56 leveår har mødt en undertrykt kvinde. Tværtimod faktisk. Jeg har spurgt et par kvinder i min omgangskreds, om de har mødt nogen. Det har de heller ikke.

Der har været ulykkelige kvinder (og mænd) på min vej, men aldrig en, der var undertrykt.

De kvinder og piger, jeg har truffet i årenes løb, har tværtom mestendels været frimodige, selvstændige og totalt u-undertrykte. De har været indbegrebet af det, jeg opfatter som en dansk og skandinavisk kønskultur. De har brugt denne frihed til at studere, mene, arbejde, diskutere, opdrage og gifte og skille sig, som de vil. Det har været venner, kærester, studerende, bekendte og kollegaer. Masser af piger og kvinder, men ingen der var undertrykte.

Disse kvinders frie valg har nok bonet ud som statistiske forskelle, men det er kun godt og tegn på frit liv. De er ikke undertrykte.

Men hvis man insisterer på, at der ikke må findes statistiske forskelle i kønnenes frie valg og livsformer – og hvis man endda begynder at opfatte disse forskelle som ”undertrykkelse” – så skal I bare se undertrykkelse.

Og hvis man opfatter ord som ”brandmand” og ”kassedame” eller sågar ”pige” som undertrykkende, eller hvis en magtfuld kvindelig google-direktør ikke må drilles med at ligne en popstjerne, så er man slet og ret forkælet.

Problemerne skyldes, at den moderne feminisme bygger på den såkaldte post-humanisme, og at den dermed kommer i modsætning til begreber som humanisme, demokrati, folkelighed og kunst og derved faktisk også til kønnet som sådan og dermed til en egentlig feminisme, som har arbejdet for at kønnene kan udtrykke sig frit, hvilket de i fuldt omfang allerede kan. En landvinding som nu trues.

Øverst på formularen

Nederst på formularen

 

14. d. 12. januar: Erik Schmidts sejr og KL’s tabu

I dag er det et år siden, at jeg fik samlet og kommenteret alle indlæggene i forbindelse med Erik Schmidts sejr i Landsretten over Odense Kommune. Der er også en grundig analyse af selve loven og af advarslen til Schmidt.

Hverken KL eller Odense Kommune har reageret på sagen, udover de reaktioner jeg noterede dengang, godt 1½ måned efter dommen. Kommunerne er derfor uegnede til at føre skoler, som virker på kundskabernes, fantasiens og åndsfrihedens – dvs. lovens – principper.

I den nye regerings forståelsespapir står der faktisk, at regeringen vil lægge mere vægt på ytringsfriheden for professionelle. Desværre indgår emnet ikke i finansloven, selvom det jo ikke kræver den store udgift.

Her er den formulering i forståelsespapiret, som Schmidts sag formodentlig har bidraget til eksistensen af. Formodentlig især via Jakob Marks indsats. Mark og Merete Riisager skrev begge om sagen på Schmidts parti:

”En ny regering vil også arbejde for at fremme ytringsfriheden for offentligt ansatte, så ytringsfriheden kan bruges indenfor gældende begrænsninger uden frygt for direkte eller indirekte negative reaktioner fra ledelsen. Dette forhold skal indskærpes overfor offentlige ledere, og de ansatte skal informeres om mulighederne for at bruge deres ytringsfrihed.”

www.thomasaastruproemer.dk/landsrettens-dom-i-erik-schmidt-sagen-substans-og-reaktioner.html

 

15. d. 14. januar: Festdag!

Uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, har i dag underskrevet en lov, der afskaffer L69 fra 2016, som bar det skrækkelige navn “Lov om adfærdsregulering af videregående uddannelser”, også kaldet “Uddannelsesloftet”.

Den borgerlige disruptions-regering var sammen med Socialdemokratiet selv den drivende kraft i at gennemføre dette pludselige og nedrige adfærdsregulerings-overgreb på en hel generation af uddannelsessøgende, fordi især Socialdemokraterne skulle finde nogle småpenge til en dagpengereform. Loven kom som en tyv om natten med øjeblikkelig og ond effekt.

Men nu bidrager partierne bag forståelsespapiret til genopretningen. Hvorfor de borgerlige partier ikke er med, forstår jeg ikke en brik af.

Så taktaktaktak til venstrefløjen!!!!

Den gamle lov med bemærkning mm..: https://www.ft.dk/samling/20161/lovforslag/L69/index.htm

 

16. d. 14. januar: Troldkvinder i avisen

A. Bo Tao Michailis 1
For få uger siden vandt Bo Tao Michaelis fra Politiken umistelig hæder, da han skrev, at Lise Rønne ”vimsede” rundt om nogle fjernsynsgæster i ”bedste værtindestil”. Disse fine udtryk fik både Rønne og hele den kønsidentitære og sprogfjendske venstrefløj til at gå amok, så man skulle tro, at Michaelis havde tegnet Muhammed med en bombe i turbanen. Og Politikens kulturredaktørinde tvang skandaløst Michaelis til at sige undskyld for hans fine og morsomme sprogblomster.

B. Klaus Rothstein
Og i sidste uge var den gal i Weekendavisen, hvor Klaus Rothstein i en satirisk klumme morede sig over, at en af landets mest magtfulde kvinder, nemlig direktøren for Google, lignede et af mine store idoler, sangerinden Alberte. Han mente, at direktørindens forbindelser måtte være en “sag for Alt for Damerne og Aftenshowet”.

Først forsvarede chefredaktøren, altså Martin Krasnik, Rothstein, hvilket jo var godt. Men efterfølgende skrev litteraturredaktøren, Kathrine Tschemerinsky, i et nyhedsbrev til alle avisens abonnenter, at der var tale om en ”fejlslagen satirisk note”, hvilket jo næsten var på linje med hendes kollegas reaktion på Politiken.

Men Rothsteins satire var helt perfekt, hvilket den blotte reaktion vidnede om. Det svarede 100% til de krænkede muslimers reaktioner på Kurt Vestergaards mesterværk i 2006. Der er en dyb identitetspolitisk åre lige der, hvor satirisk åbenhjertighed, som trækker på alle moders-målets etager, er så vigtig som nogensinde før. God satire får den virkelige verden til at vise sig.

C. Bo Tao Michaelis 2
I dagens Politiken har Bo Tao M. så skrevet den rubrik, hvor avisens journalister på skift anbefaler nogle gode udsendelser i fjernsynet på en personlig måde.

Det er spændende, om han holder sit eget og Rothsteins høje niveau? Og sørme ja, det gør han.

I en omtale af en udsendelse om retsmedicinere på DR skriver han blandt andet, at 1970’ernes retsmediciner-detektiv, Quincy, var ”kvindeglad og karismatisk”. Et typisk ”kønnet” udtryk. Havde han skrevet, at en kvinde var ”mandeglad”, var der faldet brænde ned, for det lyder jo som noget, der står i et af de gode dameblade 🙂.

Bo Tao M. skriver også, at den kvindelige – ligeledes fiktive – retsmediciner Kay Scarpetta, som er opfundet af forfatterinden Patricia Cornwell, er både ”kæk, klog og koket”. Og der er ikke langt fra ”vimse” til ”koket”, det ved enhver.

Og så slutter Bo Tao M. med en veloplagt både skoledrengs-artig og og drengerøvs-agtig m/k-sætning: ”Men hvad er det, de gør, disse medicinske troldmænd m/k, der kan læse døde lig til live?”.

Både Bo Tao M. og Klaus Rothstein er og bliver nogle herlige troldkvinder, som næsten skal have en klapsalve i deres popo’er for deres dejlige sprog.

 

17. d. 14. januar: Erik Schmidt om Odense Kommune

Erik Schmidt har på den norske lærer Simon Malkenes’ facebook-væg skrevet om Odense Kommunes manglende reaktion på Landsrettens dom i november 2018, hvor kommunen tabte med et megabrag. Heraf fremgår det, at kommunen bruger dommen som anledning til ikke at gøre noget som helst. Schmidt skriver:

”Jeg fik “en hilsen på baggrund af Landsrettens afgørelse” på mail fra skolechefen. Men det var nu først, da jeg havde haft et indlæg i Politiken SkoleLiv, hvor jeg skrev, at jeg stadig gik og kiggede efter et anbefalet brev i min brevkasse, der kunne bekræfte, at Odense Kommune trak advarslen tilbage og anerkendte dommen.

Skolechefen havde åbenbart læst indlægget, for han skrev: “Jeg kan forstå, at du efterlyser en mere “officiel” afslutning fra min side…” Desuden skrev han blandt andet:

“Som jeg forstår det juridiske, så betyder dommen jo netop at advarslen var uberettiget og dermed ikke kan tillægges betydning. Det tager Odense Kommune til efterretning og anerkender dommens konklusioner. I den forbindelse er dommen lagt på personalesagen, og der er samtidig gjort et notat om, at det med Landsrettens dom er fastslået, at advarslen var uberettiget.”

Det virkede helt tilfældigt og lidt skødesløst. Advarslen til mig blev givet i et anbefalet brev. Men skolechefen mente altså, at det var nok, at dommen blev lagt “på personalesagen”.”

Som Niels Christian Sauer skriver i et svar til Schmidt: ”Ok, jeg måtte ikke stange dig den uppercut, så den betyder ingenting?”

Link til Simon Malkenes’ tråd: https://www.facebook.com/simon.malkenes/posts/10156664098006861

 

18. d. 16. januar: BUPL og DLF i konkurrencestats-lommen

BUPL og DLF støtter nu helt op om den socialdemokratiske konkurrencestat. Det kunne man konstatere i Konkurrencestatstidendes kronik fra i mandags. Formændene Anders Bondo (DLF) og Elisa Rimpler (BUPL) har sammen med nogle andre fagforeningsledere skrevet en kronik, hvis førsteforfatter er direktøren i den socialdemokratiske tænketank CEVEA, Per Michael Jespersen. De fortæller om, hvordan de mener, at der kan skaffes flere penge til de pædagogiske og sociale områder.

Per Michael Jespersen har selv været både opinionsredaktør og lederskribent på Konkurrencestatstidende i hele skolereformsprocessen, og han fremførte dengang Ove Kaj Pedersens Konkurrencestatsteori – og dermed også Bjarne Corydons ideologi – helt ukritisk i den ene og den anden sammenhæng.

I kronikken trækkes der også kraftigt på økonomens James Heckmans afkasts-teori, som BUPL ellers i andre sammenhænge har været meget kritisk overfor. Men altså ikke mere. Tværtimod henviser kronikkens forfattere direkte til den Heckman-inspirerede SØM-model, som har været promoveret af både undervisningsministeren og forskningsministeren. SØM-modellen vil føre til en omfattende økonomificering og konceptgørelse af pædagogik og af socialt arbejde med økonomisk afkast og lighedsstyring som centralt endemål. Denne strategi går stik imod skolens formål og Danmarks Lærerforening nye folkeskoleideal, og den har meget negative effekter på den pædagogiske professions professionalisme og dømmekraft.

Endelig henvises til økonomen Nina Smith, som har været en central inspirationskilde for 00’ernes katastrofale aktioner. Blandt andet sad hun i Globaliseringsrådet og i det deraf afledte dybt anti-pædagogiske Skolerådet. Smith citeres grundigt. Hun vil have ”fokus på hele styringen” og på ”kvaliteten af arbejdsudbuddet”, og uddannelserne skal have ”relevans for arbejdsmarkedet”. Det er ren konkurrencestats-dårligdom fra ende til anden.

Der er både penge til velfærd og klima, siger Corydons skyggehær. Til gengæld er der er ingen referencer til pædagogisk faglighed. Den har Bondo og Rimpler solgt til Konkurrencestatspartiet. Bondo er dermed tilbage i lommen på Corydon.

https://politiken.dk/debat/kroniken/art7590143/Her-er-seks-m%C3%A5der-der-kan-skaffe-pengene-som-skal-l%C3%B8fte-velf%C3%A6rden

 

19. d. 17. januar: Negeren i dansk liv

I samme øjeblik Pipis far blev forvandlet fra en negerhøvding til en banal og neutral sydhavskonge, endte hun som en klon af Tommy og Annika. Hun blev en banal svensker.

Det var den europæiske opdagelse af negeren, af Afrika og af jazzen og senere af den afroamerikanske blues og soul, der gav den stive europæer både krop, dans og liv og i videre forstand en opdateret demokratisk folkelighed. Store dele af dansk reformpædagogik var ren negerkonge, poetisk manifesteret i Bernard Christensens ”Åh Abe” og i Astrid Gøssels toneangivende gymnastik- og bevægelsespædagogik.

Vores reformpædagogik er som Pipi, dvs. med negerkongen som far. Bagved pulserede den katolske og italienske læge Maria Montessori, som anbefalede konstant håndvask. Jazz og håndvask! Det er simpelthen bare så pudsigt. Pipis sang var skrevet af en svensk Jazz-komponist, som arbejdede sammen med hele baggrundshistorien.

Men nu skal faderen smides ud. Nu er negerkongen endt som neutral høvding fra en tom Stillehavsø. Nu skal vi alle være som en slags økonomifiserede Tommy og Annika og deres flinke lærerinde i Corydons system.

Må vi bede om en fuld rehablitiering af neger-livet! Han er en af vores vigtigste forfædre. Pipi er syntesen mellem neger og blegansigt, en syntese som vi slet ikke kan undvære. Men Pipi-pigen er ved at forsvinde ud af vores liv. Snart har hun ikke engang fletninger.

Negeren og fædre-landet er faderen, og Pipi og moders-målet er den europæiske moder, og bagved er der flere ægteskaber. Hvilke rige muligheder!

 

20. d. 17. januar: Rapport fra Vimse-gate

Der er dømt Vimse-gate over hele linjen i Weekendavisens bogtillæg. Hele fem debattører er røget i kridthuset, en mand og fire kvinder. Kampens resultat? 4-1 til Rothstein/Bo Tao M..

Marianne Mygin, som er den eneste kritiker af de to herrer, er oprørt over Rothsteins fine lille tekst fra forrige uge. Hun skriver, at Rothstein bør ”filosofere” over ”sin 50+ cis-identitet” og forudsiger, at Weekendavisen vil miste læsere, med mindre avisen ”reflekter over egne grundopfattelser” (…) ved hjælp ”sexolekt og kønsblinde data”. Jeg kender ikke Marianne Mygind, men det lyder som om, hun arbejder på et kulturinstitut ved Vø-benhavns Universitet.

Dorthe Heurlin kan simpelthen ikke hidse sig op – ”herregud” skriver hun – og synes vist nærmest, at Rothsteins klumme var sjov, i hvert fald er den ikke urimelig, forstår man. Hun repræsenterer formodentlig flertallet i befolkningen.

Den eneste hane, forfatteren Thorsten Reinholt, har skrevet en virkelig sjov latterliggørelse af vø-manien, som han mener har etableret en ”grædemur” om ”den selvforsvarsløse erhvervs-VL-kongehus-ugeblads-personality og millionærarving Malou Aamund”.

Litteraturforskeren, Lise Busk-Jensen, som har skrevet bogen ”Romantikkens forfatterinder”, mener ikke, at ”at vimse” er ”en kritik af Rønnes kvindelighed og dermed af kvinder i almindelighed”. Hun ser desuden frem til, at Rothstein lader sig yderligere tiltrække af ”den berømte, kønne og indflydelsesrige Aamund”. Busk-Jensen får også lige trukket hele den sympatiske grundtanke frem i sit eget forfatterskab, hvor både mænd og kvinder udvikler sig sammen og interesserer sig for hinandens livsformer. Busk-Jensen er den virkelige feminist i denne sag, og hun titulerer sig da også som sådan. Hun er også romantiker, et perspektiv som vi har hårdt brug for i denne tid.

Endelig er der Helle Merete Brix, som jeg tillader mig at referere med fuld honnør, fordi hun ligesom jeg mener, at Rothstein efterfølgende lagde sig lidt for hurtigt ned i, hvad hun kalder for en ”pottetræning af voksne mænd”. Hun synes også, at Aamund ligner Alberte. Her er hendes læserbrev:

”Jamen, er det ikke Alberte? Sådan tænkte også jeg da jeg så, hvad der viste sig at være Googles danske chef, Malou Aamunds, nydelige kontrafej i forrige nummer af denne avis. Rothstein skrev som bekendtven satirisk note, en indtil nu acceptabel litterær genre, om Aamunds forestående romandebut.

Den indeholdt en stilfærdig komplimenteren af de to kvinders skønhed. Siden er det væltet ind med kritik af Rothstein og anklager om sexisme og kvindehad og om at ville ødelægge Aamunds forfatterkarriere – ingen har dog kunnet forklare, hvorfor der skal tages med fløjlshandsker på en midaldrende topchef i erhvervslivet. Desuden er det blevet fastslået, at det var dårlig satire. Dårlig satire her defineret som en satire, som særligt ét segment af kvinder ikke fandt sjov. Så bør andre heller ikke le.

Et lavpunkt i debatten indtraf, da Rothstein diskuterede med en af sine kritikere, kollegaen og antropologen Katja Kvaale i Shitstorm på P1. Kvaale, der forinden i en dramatisk skrivelse her i avisen svingede sig op til at mene, at man også skulle kunne »tilgive« – man skulle tro, at Rothstein havde taget af kassen – fik i radioen sagt, at hun var sikker på, at Rothstein ikke gør det igen. Så kan han lære det. Det er mor, når hun er værst. Det er pottetræning af voksne mænd.

Disse renhedens apostle har vind i sejlene. På Politiken er det nu, efter Lise Rønne-sagen, forbudt for mænd at skrive om kvinder, at de vimser. Det vides ikke, om man fortsat må skrive det om mænd. Eller om der er tilsvarende restriktioner på, hvad kvinder må. Kan de fremover ustraffet skælde ud på »hvide, gamle mænd«? Rothstein og Kvaale var i radioen enige om, at en note som den, han skrev, hører fortiden til. De var dog ikke enige om grunden. Rothstein mente, at den hører fortiden til, fordi ingen tør. Men det bør nogen. Ordet og satiren må være fri. At se krænkelser af kvinder om hvert et gadehjørne gavner ingen, heller ikke litteraturen. Og slet ikke kvinder.”

 

21. d. 17. januar: Nominering til ”Årets sveske”

Jeg er blevet nomineret til “Årets sveske”, som er en slags pædagogisk ytringsfrihedspris. Mange tak for det.

Her er de andre nominerede:

– Lene Tanggaard
– Lene Aabye Møller
– Henrik Vestergaard
– Keld Skovmand
– Svend Kreiner og Jeppe Bundsgaard

Jeg håber, at Keld Skovmand får prisen. Først og fremmest for sit store videnskabelige og folkelige arbejde med pædagogiske emner, men også for at holde stand mod en af de andre nominerede, den magtfulde Jeppe Bundsgaard, som mener, at OECD står for dannelse, og som misbrugte “peerreview-genren” mod netop Skovmand tilbage i 2016.

Bundsgaard er nomineret pga hans kritik af nationale tests. Han vil have mere vægt på PISA i stedet for. Det er der sgu ikke meget “sveske” over efter min mening.

Her er et link til begrundelser for nomineringer og nærmere omtale:

http://www.kreds21.dk/media/13052137/sveskens-venners-aarsrapport-2019.pdf

 

22. d. 18. januar: Farvel og tak

Kære Facebook-venner og følgere

På torsdag nedlægger jeg min profil på både Facebook og Twitter. Jeg annoncerer det i god tid, så I evt. kan nå at gemme jeres kommentarer eller andet materiale.

Jeg vil gerne sige tak for mange gode diskussioner siden 2012, både i medgang og modgang og ved emner af almindelig fælles interesse. Jeg har lært meget undervejs.

Man vil stadig kunne følge mit arbejde med især pædagogiske emner på min hjemmeside www.thomasaastruproemer.dk.

Med venlig hilsen

Thomas