Facebook-drys 7: d 26. januar – d. 23. februar 2014

Her er 20 facebook-opdateringer fra perioden fra d. 26. januar til d. 23. februar 2014. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse en version på herværende blogindlæg, der har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

  1. Er de frie skoler frie?
  2. Kundskaber og DLFs professionsideal
  3. Misbrug af filosofi på DPU-konference om ”evidens og dømmekraft”
  4. Kundskaber og dannelse
  5. Hvad er gammeldags?
  6. Hvad er kundskaber?
  7. Sælg det hele til en russisk milliardær!
  8. Louis Althussers virkningshistorie
  9. Kundskabernes etymologi
  10. Hvem konkurrerer?
  11. En ny bog om universitetspolitik fra SOPHIA
  12. Fra Humboldt til smartphones – en kritik af aktuel neostrukturalistisk universitetstænkning
  13. Hvad er disciplin?
  14. Hvad er arbejdsmarkedet, og hvad er arbejde?
  15. Karikaturkrisen 1
  16. Karikaturkrisen 2
  17. Kvalme i Prag
  18. Er uddannelse og arbejdsmarked modsætninger
  19. De konservatives problemer
  20. Enhedslistens og revolutionen

 

1. d. 26. januar: Er de frie skoler frie?

Eroderes grundlaget for vores friskoletradition?

Ifølge den nye folkeskolelovs §4 skal de frie skoler, så vidt jeg kan bedømme det, overtage den nye struktur for fagenes indhold og progression, de såkaldte “fælles mål”, dvs. den meget omfattende og detaljerede målstruktur, som blandt andet er beskrevet i Folkeskolen.dk, og som er udarbejdet af landets værste instrumentalister og kritiseres kraftigt fra alle, der har lidt dannelse i livet, blandt andet Dansklærerforeningen. Denne ”overtagelse” af den nye målstruktur, som altså pånødes de frie skoler, bliver i lovforslagets bemærkninger beskrevet som “tekniske konsekvensændringer”, men den får stor betydning, tror jeg:

Under de gamle “fælles mål” kunne friskolerne vel blot lægge deres egne mål ind i den brede overordnede målstruktur, hvis jeg har forstået det ret. I fremtiden vil de kunne gøre det samme, men nu under en meget mere detaljeret målstruktur, der kræver en hel masse ”konsulenthjælp”. Det vil betyde, at de fleste friskoler slet ikke vil kunne overskue at arbejde med faglige mål alene, og derfor vil de blot overtage folkeskolens målstruktur, som altså som nævnt er blevet meget detaljerede og instrumentelle. Pædagogikken standardiseres ud over alle breder. Dermed skrider grundlaget for vores friskoletradition, så vidt jeg kan se det.

Denne kedelige tendens bekræftes af, at friskolernes ledelser, som man kunne se det i forårets konflikt, er helt uden stemme i forhold til Moderniseringsstyrelsen. De frie skoler er simpelthen ”ansat” af finansministeriet, altså af Corydons konkurrencestatsfilosofi. Det ene med det andet: Det individualiserede overenskomsts-tælleri, der nu kommer til at præge folkeskolerne, også vil derfor også brede sig ind i de frie skoler, der altid har levet af et meget mere frit og fælles engagement.

Vores friskoletradition er dermed under indholdsmæssigt og organisatorisk pres. Ny Nordisk Skole, som er konkurrencestatens kompetenceudviklingscentral, sætter sig på det hele.

Jeg ved ikke, om jeg har ret, men jeg er bange for, at jeg har. Jeg har heller ikke læst alle høringssvarene, men måske kan mine fb-venner fortælle mig, om min bekymring vedrørende dette emne deles af andre?

 

2. d. 27. januar: Kundskaber og DLF’s professionsideal

Hvor er kundskaberne?
Når omsorgen for et samfunds kundskaber ikke indgår som en essentiel del af lærernes professionsideal, må andre overtage styringen vedrørende de kundskaber, som en lærer ellers burde drage omsorg for, men som han for tiden kun kan værne om uden for Danmarks Lærerforenings (DLF) professionsideals regi.

I stedet overtages kundskaberne af konkurrencestatsteknokrater, som er spundet ud af en sælsom blanding af systemteori, neo-marxisme og ny-liberalisme, som alle arbejder i forfaldsformer, dvs. de mangler det, som en lærer kunne give, men som læreren i kraft af sin profession desværre ikke vil give, nemlig et levende forhold til kulturens kundskaber, hvilket vil sige dannelse.

Lærerens forhold til kundskaber bør, i kraft af selve lærerbegrebet, være levende; ja, det er faktisk selve dette levende forhold, som det er lærerens opgave at beskytte. Men i DLF’s professionsideal er dette forhold afbrudt. “Det levende” angår ikke mere kundskaberne. Kundskaberne er derfor ensomme og må gå på vandring. De løber forvirrede rundt og finder i stedet nye herrer, som vil tæmme dem og sætte dem i et bur. Resultatet bliver en blanding af Pisa-hysteri og de nye fælles mål, hvor kundskab er omdannet til detailregulerede kompetencer, som læreren kan klikke rundt i på sin pc, og som så hævdes at bidrage til konkurrenceevnen eller sådan noget.

På den måde har vi fået en uheldig arbejdsdeling, som DLF’s professionsideal bekræfter. En kæntret stat tager sig af “kundskaberne”, som næsten ikke er til at kende, og lærerne tager sig af den sociale og politiske dannelse i en form for kæntret reformpædagogik, hvorefter man kun skal lære det, som kan bidrage til økonomisk vækst. “Kundskaberne” kæntrer derfor sammen med alt det andet.

Lærerprofessionens store opgave er at rette kundskaberne op og værne om deres levende karakter. Det burde stå i professionsidealets §1.

Se også dette link til blogindlæg om professionsidealet

 

3. d. 29. januar: Misbrug af filosofi på DPU-konference om ”Evidens og dømmekraft”

Jeg har her til aften set på videoforelæsninger fra nedenstående DPU-konference med alle instrumentalisterne, og ved I hvad? Nu må det altså snart have en ende: Professor Jens Rasmussen, som er ankermand for både læreruddannelse og skolereform og pædagogisk forskning i Danmark, sagde allerede i november, at skolereformen var en ”ren Humboldt!”, selvom Wilhelm von Humboldt i starten af 1800-tallet stod for det stik modsatte, og “udråbstegnet” var vel at mærke Rasmussens eget. Nu siger Rasmussen så på nedenstående konferencelink, at skolereformens forfaldslærer, som kaldes for en “undervisningsekspert”, er ren John Dewey, altså den amerikanske pragmatist, der skrev “DEMOKRATI og uddannelse”. Det er da totalt rystende, at en professor i pædagogik kan fordreje Deweys store filosofi på den måde, er det ikke? “Undervisningseksperten” er det modsatte af John Deweys lærer. Ham, altså Rasmussen, der har magten over det hele, og som skulle være landets mest kompetente videnskabsmand i mit eget fag, er den mest inkompetente – og nu skal denne skrækkelige modsætning gå ud over vores skoler, fordi beslutningstagerne tror, at deres initiativer har rod i pædagogisk filosofi, selvom det stik modsatte er tilfældet.

Det næste bliver vel, at skolereformen er en ren Grundtvig? Nå nej, det har man allerede påstået via noget glittet papir fra Antorinis ministerium og via al snakken om Ny Nordisk Skole, som også er det stik modsatte af det, man tror. Dog har Rasmussen ikke, så vidt jeg ved, sagt det der med “Grundtvig”, for det er vist det værste, han ved, men det har hans fætter i ånden, Lars Qvotrup. Og hvem ved? Måske kan han finde et eller andet Grundtvig-citat, som kan bekræfte et eller andet på en sørgelig måde – ligesom han nu har gjort det med Humboldt og Dewey, der må vende sig i deres grave, fordi deres flotte filosofier nu er reduceret til det modsatte af det, de er.

Link til videoforelæsninger fra konferencen ”Evidens og dømmekraft” 

 

4. d. 30. januar: Kundskaber og dannelse

Jeg studerer kundskabsbegrebet. Det er vanvittigt interessant. “Kundskab” er det eneste ord, der går igen i alle skolelovenes formålsparagraffer siden 1814, men samtidig betyder det noget helt andet, end hvad mange tror. Det er ikke blot et andet ord for information, fakta, kompetence eller viden. Det er meget meget mere.

Her er min foreløbige konklusion: “Kundskaber er knyttet til en fordybelse i samfundets ting, så man bliver så involveret, at der udløses et engagement og et ansvar. Kundskaber er altså ikke blot ”viden” eller ”informationer”. De er heller ikke ”noget helt andet” en viden. De er snarere uendelig meget mere. De skal hentes i fordybelse, ansvar og forbundenhed med tingenes egenartet. Ja, de er knyttet til vores menneskelige natur og eksistens”.

Hvis det passer, tror jeg ikke, vi kan tale om, at Pisa-skolen er en kundskabsskole, og Danmarks Lærerforening må også spørge sig selv, hvorfor de nedtoner det kundskabsmæssige foreningens professionsideal.

Når jeg er færdig, lægger jeg den fulde analyse på, hvor alle mellemregningerne er med, på min blog.

 

5. d. 30. januar: Hvad er gammeldags?

Er det gammeldags at være ”kammerater” fremfor ”konkurrenter”?
Er det gammeldags at have ”venner” fremfor ”netværk”?
Er det gammeldags at have et “virke”, der virker og værker, fremfor en “karriere” med resultatløn og høj status?
Er det gammeldags at “arbejde” fremfor at “score” højt på nogle performativitetsindikatorer?
Er det gammeldags at “tænke” fremfor at “reflektere”?
Er det gammeldags at “handle” fremfor at have “kompetencer”?
Er det gammeldags at være skabt af noget “andet” fremfor af “sig selv”?

 

6. d. 2. februar: Hvad er kundskaber?

Et essay, hvor jeg argumenterer for at opgradere kundskabernes filosofiske betydning og deres pædagogiske konsekvenser.

Link til blog-indlægget: Hvad er kundskaber?

 

7. d. 2. februar: Sælg det hele til en russisk milliardær!

Jeg har fået en god ide. Sagen er, at jeg arbejder på et offentligt universitet, der skal spare 200mio – formodentlig fordi man lige har brugt selvsamme 200mio på en kæmpe reorganisering, der skulle handle om nogle ”dybe sammenhænge”, og fordi den nye rektor selvfølgelig skal have en ”strategisk pulje” på vist nok 100mio. Rigtigt finanskrisebobleagtigt – boble-boble! – og stort hurlumhej.

Nå, men her er så ideen: Kunne man ikke omdanne universitetet til et aktieselskab og sælge 20% af aktierne til Berlusconi eller til en russisk milliardær? Så ville man let få dækket underskuddet og behøver ikke at tænke sig om i fremtiden. Berlusconi vil selvfølgelig også få vetoret, i fald en fremtidig ledelse skulle få den ide at tænke på videnskab i stedet for det mere ”relevante” indtjening, arbejdsmarked og ranglisteplacering. Og mon ikke også han kan begrænse lidt ytringsfrihed på universitets avis ved hjælp af sin facon i almindelighed? Hvis Berlusconi eller ham russeren ikke vil, kan man også spørge Goldman Sachs? Måske er de mere diskrete?

Jeg er sikker på, at vi kunne få alle de politiske partier med på den ide.
For resten – jeg kender også en børnehave, der har lidt underskud og hvad med vores lokale kirke? Halløj hvor det går for de danske teknokrater. Og politikerne siger bare, at de stoler på finansministeren! Er det ikke ham, hvis ideal er ”konkurrencestaten”. Hyggelig fætter. Det er moderne socialisme. Boble-boble…

 

8. d. 3. februar: Louis Althussers virkningshistorie

Det er tankevækkende, at både socialanalytikken/samtidsdiagnosen, som er Lars Henrik Schmidts filosofi, og Ove Kaj Pedersen, ham med “konkurrencestaten”, har mere eller mindre solide rødder i franskmanden Louis Althussers filosofi, som er en form for ekstrem strukturalistisk marxisme, eller i forskellige korrektioner heraf. Men det forklarer en hel del: Blandt andet det fællesskab mellem Schmidts elever og konkurrencestatsfolkene, der blandt andet blev manifesteret i konferencen “konkurrencestatens krav til dannelse” i november 2013 på AU. Det forklarer naturligvis også ”konkurrencestatsteoriens” entydige fokus på determinerende sociale strukturer, som binder os alle sammen i en “ideologi”, som er uomgængelig, og dermed også ”nødvendig”.

Ja, selv Bjarne Corydon, endnu en konkurrencestatstilhænger, er ud af en neo-althussersk tilgang, hvilket man kan se af hans universitetsspeciale “Et demokratisk Europa” fra 2000, s. 73, og som hans synspunkter og praksis bekræfter. Neo-althussertankegangen fra 1980’erne havde som teoretiske helte netop Niccolo Machiavelli (1469-1527) og Carl Schmitt (1888-1985), to af den europæiske traditions barskeste magttænkere.

Det er da utroligt! at Althusser er i live! som en tavs og usynlig strøm, der stadig kan vælge sætninger, og som nu ødelægger alt fra SF til pædagogisk teori og praksis.

 

9. d. 5. februar: Kundskabens etymologi

a.

I Dansk Etymologisk Ordbog står der nogle interessante ting om hhv. ”kunde” og ”skab”, der jo tilsammen udgør ordet ”kundskab”. Begge udtryk har dybe rødder i nordeuropæiske oldsprog.

Kunde: Især fra oldtysk, hvor det betyder ”bekendt” og ”indfødt”.
Skab: Henviser til betydninger som ”skabning”, ”skabelse”, ”skæbne”, ”beskaffenhed” og myndighed.

b.
Kundskabsbegrebet får derved en særdeles frugtbar tvetydighed:

På den ene side har vi fordybelsen i sit samfunds essens, at finde dets ”fødthed”, så man kan blive ”ind-født” i det man allerede er født ind i. Det svarer også til at finde sin ”skæbne” og samfundets og sin egen ”beskaffenhed”.

På den anden side har vi de aktive momenter: at ”føde” og ”skabelse”, der bringer tankerne hen til Hannah Arendts filosofi, hvor ”natalitets”-begrebet er dominerende, og hvor pædagogik og handling derfor handler om tilsynekomst, subjektivitet og handling.

Kundskab er altså den form for skæbne og bekendthed, der er knyttet til kulturens essens, men som samtidig giver skabende og fødende kræfter, så essensen altid kan gære. Man finder altså ikke sin skæbne og sin beskaffenhed i banal accepterende forstand, men snarere i betydningen: ”den beskaffenhed man bevidst påtager sig som i et skabende ansvar”, hvorved skæbnen også bliver skabende.

Denne frugtbare tvetydighed, ”den skabende beskaffenhed” samles i ordet ”myndighed”, der også hører til den etymologiske kreds af ord, som ”kundskab” har samlet under sit herredømme.

c.
Kundskab bliver på den måde en del af det oldnordiske ”ting”, hvilket kan ses af ordet ”tings” etymologi: begivenhed, et gærende fænomen, sag, genstand og samling. Det var ud af disse betydninger, at Martin Heidegger efter 2. Verdenskrig og senere filosofferne Bruno Latour og Graham Harman udviklede deres tingsfilosofi, og Arendt har jeg allerede nævnt. På den måde knyttes kundskabsbegrebet til moderne filosofi.

I samme ordbog, står der også, at, ””at tisse” er en eufemistisk omdannelse af ”at pisse””.

 

10. d. 7. februar: Hvem konkurrerer?

1.

Konkurrerer erhvervslivet? Ja, det gør det, heldigvis. Har erhvervslivet – trods dets heldige vilje til at konkurrere – brug for den dannelse, som uddannelsessystemet men også andre kan give? Ja, fordi en god konkurrence kun kan fungere i en moralsk og politisk funderet kontekst, og en sådan kontekst tilvejebringes simpelthen af vores skole- og opdragelsessystem. I skolen lærer man desuden om idræt og sportsaktiviteter, om at følge regler og om at tabe og vinde med samme sind etc.. Man lærer også i sin opvækst at overholde løfter og kontrakter samt at udfører det arbejde, man har forpligtet sig til, samvittighedsfuldt og grundigt. Konkurrenceelementet kræver også, at børn får virkelyst og initiativ, og at de samtidig kan behandle deres medkombattanter ordentligt. Kort sagt: En god konkurrenceånd, som altså skal præge erhvervslivet, bør aldrig være grådig. Denne distinktion, mellem på den ene side konkurrence som funderet i et moralsk og politisk fællesskab og på den anden side en egoistisk og opportunistisk grådighed, er erhvervslivets vigtigste dannelseselement. Finanskrisen understregede dette forhold, men ingen taler om det i forhold til uddannelse.

2.

Konkurrerer staten? Nej, det gør den ikke. Stater forhandler, går i krig og har monopol på magtanvendelse og vold i samfundet, et monopol som staten undgår at bruge, fordi meningen med staten, især en demokratisk stat, er, at den skal lade folket komme frit til syne for at deltage i politiske processer inden for selvskabte loves rammer. Derudover ”samarbejder” stater også for at fremme fælles politiske og moralske interesser. Det gør de f.eks. i FN og NATO og EU. I samme øjeblik staten begynder at ”konkurrere”, som om den var en del af erhvervslivet, bliver den en svag stat, ja faktisk ophører den i så fald med at være en stat.

Kan en stat være dannet? Ja, hvis den omgiver sig med fri tænkning og folkelighed og dermed er stærk og passiv. Hvis stater begynder at konkurrere, bruges den ”frie” tænkning og folkelighed derimod som en metode. Og hvis folket er en ”metode”, kan det ikke komme frit til syne, og dermed ophører staten med at eksistere som stat. Staten bliver i så fald svag og aktiv (dvs. at den vil styre borgerne i alle detaljer).

3.

Konkurrerer mennesket? Nej, det gør det ikke. Det tror det de fundamentalistiske liberalister ganske vist, og åbenbart også de moderne socialdemokrater? Mennesket bliver først til som menneske i det øjeblik, det ikke konkurrerer – der hvor det træder ud af det sociale for at vende tilbage igen, med de problemer og den kærlighed, en sådan dobbeltbevægelse afstedkommer. Denne bevægelse har INTET med konkurrence at gøre. Dette er derimod et helt almindeligt vilkår ved at være europæer. Vilkåret har rumsteret i 2500 år, og hvis man ikke har det for øje, så har man ikke en europæisk funderet uddannelsespolitik.

 

11. d. 7. februar: En ny bog om universitetspolitik fra SOPHIA

Denne nye udgivelse “Universitetsverdenen – flerstemmige visioner”, som er udgivet af dannelsesforeningen SOPHIA, indeholder virkelig mange tankevækkende bidrag. Ikke mindst professor Dorthe Jørgensens forslag om at lave et klassisk humanistisk universitet i regi af Nordisk Råd er inspirerende i disse tider, hvor den danske nationalstat og dens universiteter ligger helt underdrejet i instrumentalisme. Jørgensens forslag minder grangiveligt også om den gamle grundtvigske og nynordiske ide om et frit nordisk universitet i Göteborg. Når Danmark ikke kan finde ud af det, fordi alting skal gøres op i konkurrencen med kineserne, så kan Nordisk Råd måske sørge for, at alting bliver som det bør?

Bogen indeholder også glimrende små essays af teologen Svend Andersen, der tænker Løgstrup og Humboldt sammen, og af Peter Kemp, der drøfter den moderne “halvdannelse” og dens konsekvenser for demokratiet.

Link til Sophias udgivelse.

 

12. d. 8. februar: Fra Humboldt til smartphones – en kritik af aktuel neostrukturalistisk universitetstænkning

En diskussion af nogle af artiklerne i SOPHIAs nye bog “Universitetsverdenen – flerstemmige visioner”.

Link til blogindlægget ”Fra Humboldt til smartphones”

 

13. d. 9. februar: Hvad er disciplin?

Hvad er disciplin?

Der tales om mere disciplin i skolerne, og jeg skal være den sidste til at forsvare al den skrækkelige uro, som man hører om.

Når problemet skal løses, får man det indtryk, at ordet henviser til enten lussinger eller det mere moderne ”klasseledelse”, og der er vist også dem, der slet ikke mener, at man skal drøfte emnet – altså ender det hele i ren tugt, ren metode eller ren laissez faire.

Lussinger er og bør være forbudt grund, og de andre løsninger er heller ikke noget for mig, undtagen i konkrete og tekniske situationer, så jeg har udtænkt et helt fjerde forslag, nemlig et pædagogisk, der er beregnet til den lange bane:

Er det ikke tankevækkende, at ordet ”disciplin” kommer af det latinske ”disciplina”, som betyder ”undervisning”, hvilket vi stadig kender i ”discipel”, som er en ”elev”? Disciplin er altså ikke en ”klasseledelse-metode”, men snarere det at modtage undervisning og dermed at blive til en elev.

Som udsagnsord forbindes det med ”discere”, at lære, og måske af ”discipere”, som betyder ”opløse og opfatte”, og ”capere”, som betyder at ”gribe”. Disciplin er altså dybt knyttet til avancerede bevidsthedsoperationer ift et stofområde.

Endelig er det da også interessant, at vi har det samme ord, altså ”disciplin”, som betegnelse for en større del af et akademisk fag. Jeg underviser f.eks. i disciplinen pædagogisk filosofi inden for faget ”pædagogik”. Disciplin er altså også en del af et større fagligt område.

Disciplin betyder altså at blive til en elev ved at blive undervist i et bestemt overleveret indhold, som man så opløser og opfatter og griber.

En næsten samstemmende betydning finder man faktisk hos en af verdens mest indflydelsesrige reformpædagoger, amerikaneren John Dewey, hvilket man kan læse om i hovedværket Democracy and Education, ch.10 (1916) i et fantastisk citat. Her fremgår det, at disciplin er frugten af at være iblandt objekterne (”inter-esse” = være iblandt), f.eks.: ”Interest represents the moving force of objects” og at “discipline or development of power of continuous attention is its (altså ”interessens”) fruit”.

Disciplin er altså frugten af objekternes og opmærksomhedens vekselvirkning i et undervisningsforhold.

Men når objekter og opmærksomhed er adskilt, selv med skolens og lærernes egne ord, så bliver der for meget uro i klassen og i samfundet. Så skal de unge tjekke twitter i fysiktimerne, og bagefter kører de til Prag og drikker sig fulde. Og de voksne tror, i samme adskillelsesrus, at skolen skal bidrage til statens konkurrenceevne eller til individuel opportunisme, som jo er tidens to officielle idealer.

Så vil jeg hellere have virkelig uro: altså nye og spændende folkelige initiativer, smukke malerier, provokerende litteratur, overraskende musik og selvstændige mennesker og grupper, der kan rejse en velargumenteret sag for det fælles bedste – og så naturligvis den herlige summende støj, der hører med til en aktiv og interesseret skoleklasse, men begrundelsen herfor, altså summeriet, må vi nok finde hos grækerne.

Link til blog-indlægget: Hvad er disciplin?

 

14. d. 14. februar: Hvad er arbejdsmarkedet, og hvad er arbejde?

Man siger, at de videregående uddannelser skal forberede til arbejdsmarkedet. Men det er forkert. De skal i visse situationer forberede til ”arbejde”. Men arbejdsmarked og arbejde er ikke det samme, som nogen, der desværre er magtfulde, vist tror.

Arbejdsmarkedet er et marked. Dvs. at man køber og sælger. Hvad handles der? Der handles arbejdskraft. Der er ingen studier mig bekendt, der forbereder til sådan en handel. Der kan måske være et frivilligt kursus i jobsamtaler eller opbygning af cv, og fagforeningen kan måske have en foredragsaften om lønforhandling, men så heller ikke mere. Arbejdsmarkedet er uddannelsesmæssigt set en fuldstændig perifer kategori. Desuden: Hvornår har man læst en videnskabelig artikel eller afhandling eller en god lærebog i det hele taget, der handler om arbejdsmarkedet? Jeg har lige læst Frederik Stjernfelts og Jens-Martin Eriksens fine bog ”De anstændige”. Har den noget med arbejdsmarkedet at gøre? Nej, intet. Endelig: ”arbejdskraft” er ren ”kraft”, dvs ren og rå biologi og potentialitet. Kraften er endnu ikke omsat i ”arbejde”, som er en samfundsmæssig og etisk kategori. Så ud med ”arbejdsmarkedet”. I hvert fald, når vi taler om uddannelse.

Derimod er der nogle uddannelser, der mere eller mindre direkte skal forberede til et ”arbejde”(og altså ikke til ”arbejdsmarkedet”). Det gælder f.eks. læreruddannelsen, teologiuddannelsen og medicinuddannelsen. ”Arbejdsmarkedet” fylder intet på de uddannelser, men ”arbejdet” fylder derimod meget. Mere eller mindre, men dog meget. Men hvad vil det sige, at man forbereder til ”arbejde”? Dermed henvises til en situation, hvor arbejdskraften allerede er solgt, hvor man har et arbejde. Hvor man altså har forladt ”arbejdsmarkedet”, ikke fordi man er gammel, men fordi man netop er på ”arbejde”. Man har ”fundet et arbejde”, Man kaster sig ud i en virksomhed, der allerede findes i samfundet med sin egen varighed, substans og tradition. Når man er på arbejde, er man væk fra markedet. Læreren, lægen og præsten får helt andre interesser, nemlig henholdsvis sine elever, sin patient og sin menighed, og hvis dette arbejde afhænger af et arbejdsmarked, så undermineres selve arbejdet. Her gælder det faget, pligten og fordybelsen i bred forstand, og det tager sagtens et helt liv at opbygge et arbejdsliv, der er både bredt, dybt og socialt i hele sit virkende og værkende virke. Det er i denne kategori, at man f.eks. får sig en ”embedseksamen”, et ord der kobler arbejdet=embede og uddannelse=eksamen, men som intet har at gøre med et ”arbejdsmarked”.

Derudover er der nogle uddannelser, der slet ikke eller kun meget løseligt orienterer sig mod arbejdet (og heller ikke mod ”arbejdsmarkedet”). Mit eget fag, politologien/statskundskaben, er et eksempel på det. Mange politologer ender ganske vist med at arbejde inden for offentlig administration, men slet ikke alle, og studiet handler ikke om administration, men om samfundsvidenskab, hvilket netop gør, at danske embedsmænd er generelt er dygtige. Det samme gælder i endnu højere grad for fag som filosofi, litteraturhistorie, musik, kemi etc. Ja, faktisk de fleste klassisk videnskabelige fag. Disse uddannelser forudsætter derfor en særlig selvstændighed hos sine studerende. De må helt selv etablere sig, ikke på arbejdsmarkedet, det sted hvor man køber og sælger kraft, men i arbejdet, dvs. at de skal finde et sted, hvor de kan være med deres fag til stedets gavn, hvor de kan bygge.

Endelig gælder for alle disse uddannelser, der altså ikke er knyttet til arbejdsmarkedet, men til arbejdet på forskellige måder, at deres kilder er en spændstig og konfliktfyldt blanding af på den ene side arbejdets egenart og tradition og på den anden side tænkning, spørgelyst og eksperimenter, som er uden social hierarki eller sølle mellemledermåltal i nærheden. Dvs. en blanding af socialt liv og den menneskelige ånd, kort sagt: en praksis.

Så uddannelse handler om arbejde, ånd og praksis og ikke om arbejdsmarkedet.

 

15. d. 14. februar: Karikaturkrisen 1

Hen over vinteren har jeg hygget mig med både Flemming Roses “Tavshedens tyranni” (2010), med Seidenfaden/Engelbreths “Karikaturkrisen” (2006) og med Stjernfelt/Eriksens “De anstændige” (2013).

Seidenfaden/Engelbreth mener på deres side, at karikaturkrisen er Dansk Folkpartis (DF) skyld, altså at den har en national årsag, og DF med omgivelser har da også travlt med at tale om, at “danske værdier” er truet. Stjernfelt/Eriksens udgangspunkt er et helt andet. De har efter min opfattelse på deres side helt ret i at angribe problemet oplysningsfilosofisk, dvs. som helt uafhængigt af det nationale spørgsmål. Karikaturkrisens problemstillinger har altså ikke noget at gøre med danske muslimer eller med “dansk kultur”, men derimod med islamisme som politisk ideologi, der angriber oplysningens værdier, dvs. fornuft, kritik og autonomi. Reaktionen mod karikaturerne fra mange islamiske organisationer og stater var et opgør mod oplysningen og ikke imod det nationale. Og dog: I den forstand at det nationale forstås som en del af oplysningen, bliver oplysning og det nationale naturligvis sammenfaldende. Men DF’s og den nyere danske nationalismes synspunkt er jo det modsatte, nemlig at oplysningen og det nationale er adskilt, og dermed kan vores højrefløj ikke komme i kontakt med sagens kerne, nemlig den vestlige oplysningstradition, som den beskrives af Stjernfelt og Eriksen.

I andre sammenhænge fører en alt for ensidig tilslutning til oplysningsfilsofien Stjernfelt på afveje, fx. i hans afslutningskapitel i den idehistoriske trilogi “Tankens magt”, hvor han nærmest får afviklet metafysikken og meget andet godt på en alt for universalistisk oplysnings alter. Men lige netop i dette tilfælde, i opgøret med Islamismens politiske ambitioner, med den danske venstrefløjs naivitet og med Dansk Folkepartis irriterende reduktion af oplysningens værdier til noget kernedansk, er den rene og skære oplysningsuniversalisme på sin plads. De afsluttende ca. 100 siders dokumentation for problemstillingens globale og oplysningsteoretiske karakter er da også langt mere overbevisende end Seidenfadens/Engelbreths navlepilleri i DF’s fortrædeligheder.

Jeg har også været forbi et par anmeldelser: I Politiken bliver “De anstændige” anmeldt af Poul Aarøe Pedersen og omtalt af Christoffer Emil Bruun, men ingen af dem har sans for, at det er Oplysningen, der føres frem af Stjernfelt/Eriksen, hvorved deres kommentarer totalt mister relevans og ender i et sølle forsvar for deres egen avis’ misgerninger. Kasper Støvring har forstået det hele i en afbalanceret omtale i Berlingeren, mens Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet fortaber sig i den nationale misforståelse i sin kommentar. Jeg fandt også et interview med Stjernfelt i Information, der heller ikke tyder på, at avisens journalist har forstået den oplysningsfilosofiske pointe. Lars Christiansen anmelder i Kr.Dagblad og Henrik Jensen i JP. De er med på det med “oplysningen”, men kritiserer selvsamme for at glemme det “kulturelle”, hvilket som nævnt er korrekt i andre sammenhænge, men ikke i denne. Så i Politiken og Information går man totalt fejl af bogens ærinde. Christiansen og Jensen kan have ret i deres kulturelle relativering i andres sager, men ikke i denne. Støvring er den, der er mest med på ideen om oplysningens betydning, selvom han også har lidt samme relativeringsforbehold – dog ikke så kraftigt. Alle disse reservationer kommer af, at anmelderne ikke kan slippe det “nationale”, men det bør de i dette spørgsmål. Den danske højrefløj har problemer med oplysningstidens indsigter, og det er derfor, den kun kan hævde en lille dansk partikularitet mod en stor islamisk, og den kamp vil de tabe. De nationale herhjemme må i kontakt med oplysningen på en helt anden klinge, hvis forsvaret for europæisk oplysning skal fungere.

Flemming Rose er naturligvis en handlingens helt, som lod verdens realitet komme til syne, og det er det vigtigste, men Stjernfelt og Eriksens bog er den bedste, fordi den iværksætter hele vores oplysningsfilosofiske tradition på en global skala, hvilket er, hvad denne sag handler om – Oplysning – slet og ret – og først derefter Danmark, fremfor omvendt. Det er også derfor, at kampen for den frie brug af fornuften, også den der trodser og fornærmer alle religiøse og andre dogmer, først og fremmest må føres internationalt – ikke i “dialog” men i kritisk strid.

 

16. d. 16.februar: Karikaturkrisen 2

Nationalitet, oplysning og karikaturkrisen

I gårsdagens opslag, ”Karikaturkrisen 1”, gjorde jeg rede for, at karikaturkrisen skulle forstås som et oplysningsfilosofisk problem: Islam har problemer med Oplysningen. Men af bøgerne om sagen er det kun Stjernfelt og Eriksen, der har styr på det i deres ”De anstændige”. Hvordan kan det være? Her kommer et svar, og det handler om, at det er Danmarks eget dybt problematiske forhold til både oplysning og nationalitet, der er årsagen.

Kigger vi på Engebreth/Seidenfaden er det på sin vis et umage par. Seidenfaden er i høj grad en oplysningsmand, og hvordan han – efter mange års tilslutning til Karl Poppers kriticistiske filosofi og med et helhjertet forsvar for Rushdie i forbindelse med den iranske fatwa imod ham i sin tid – endte med at glemme det hele igen, er svært at forstå. Engelbreth tilhører derimod en generation i dansk idehistorie, der er formet af den oplysningsskepsis, der blev lanceret af postmodernismen i bred forstand, og som udtryktes mest klart omkring 80’ertidsskriftet Faklen. Det særlige, som også er relevant her, er at denne generation også havde problemer med fædreland og nationalitet. Denne dobbelte skepsis overfor både Danmark og Oplysningen skinner tydeligt igennem i Engelbreths og Seidenfadens bog, men også i mange andre tidstypiske bidrag, ja faktisk også i den aktuelle såkaldte ”konkurrencestatsteori”, hvor Ove Kaj Pedersen opbygger sine pædagogiske overvejelser med udgangspunkt i samme idehistoriske grundposition. Engelbreth er i dag paradoksalt nok nationalt orienteret naturfotograf, men om det betyder noget for hans sociale politiske ideer, ved jeg ikke.

Kigger vi på de borgerlige anmeldere af ”De anstændige”, Henning Jensen, Lars Christiansen og til dels også Kasper Støvring, så bærer de også en vis skepsis overfor oplysningsfilosofien. Og går man til Dansk Folkeparti, er Søren Krarups ”Det moderne sammenbrud” et decideret opgør med oplysningen. Lidt i samme ånd har vi Torben Brammings ellers udmærkede bog ”Den moderne myte”, og endelig finder vi en dyb oplysningskritik hos den ærkenationale debattør Søren Hviid.

Så både den danske højre- og venstrefløj er præget af en dybtliggende oplysningskritik, der er alt for radikal efter min opfattelse. Og præcis af denne grund skal vi høre på skrækkelige dikotomier som ”muslimer og etnisk danskerne”, som man kan finde både i Seidenfadens/Engelbreths bog og i nogle af de konservative kredse, jeg lige har nævnt. Det er som om, at man ikke kan komme ud af sine partikulariteter, og at man derfor må postulere nogle smalle og lukkede kulturelle konstruktioner. Resultatet bliver et multikulturelt samfund, hvad enten man vil eller ej; dvs. et samfund uden fælles politik, skole og mål, hvorved kun en form for bureaukratiseret pædagogik er tilbage, hvilket er det vi ser f.eks. med den nye skolereform.

Den store fordel ved Stjernfelts bog er, at disse dikotomier næsten ikke optræder. Der er kun oplysningen, dvs. fornuft, kritik, autonomi og videnskab, og den domstol må alle religioner stå igennem. Man kan sagtens tro på Gud, selvom videnskaben ikke kan bevise hans eksistens og selvom den påpeger allehånde problemer, og selvom satiretegnere laver grin med det hele, men denne tro må man have på trods af alt dette. Ellers må man lave nogle andre undersøgelser etc. ”Religionen er tæmmet af oplysningen”, siger Stjernfelt et sted, og det er et godt udtryk.

Moderne Islam har et kæmpeproblem med oplysningen. Det er klart. De centrale aktører, regeringer og organisationer vil inddæmme religionskritikken, og det bør en europæisk-sindet oplysning bekæmpe med hud og hår, præcis som Fogh og Rose gjorde det. At bo i Europa er at bebo fornuftens kritiske hus, og det kan være er et respektløst sted. (Men man skal huske, at Europa også er andet end oplysning, hvilket Stjernfelt har tendens til at glemme, men som blot ikke er så relevant lige her).

Men alt det har bare ikke noget at gøre med at være muslim eller at være kristen. Det kan man jo fint være, samtidig med at man undersøger ting og sager foran et interesseret og uafhængigt publikum. Så fra oplysningens synspunkt er der mennesker, der er muslimer og mennesker, der er kristne, men som menneskehed er vi i en form for fællesskab, selvom det er sådan noget vores hjemlige højrefløj har meget svart ved at forstå. Jeg har derfor heller aldrig mødet ”en muslim”. Altid blot et menneske, og med denne forudsætning in mente har jeg kunnet diskutere alt med vedkommende. I enhver god diskussion glemmer man den andens religion, endda selvom det er den pågældende religion, der er til debat. De to ting, religion og menneskelighed, smyger sig ind og ud af hinanden i oplysningens liv. Kun hvis man pludselig får at vide, at nogle synspunkter eller spørgsmål er ulovlige af religiøse grunde, kan oplysningens og den europæiske forudsætning ikke mere arbejde. Religioner, og da især ikke magtfulde religioner, må ikke isolere sig fra kritik.

Det store integrationsproblem er altså ikke ”muslimer” (så hold dog op!). Det store problem er, at både højre og venstre i dansk kulturdebat har problemer med Oplysningen. Derved degenerer fornuften til at blive en ”nationalfornuft for højrefløjen” og til en ”interessebestemt fornuft” for venstrefløjen. Dermed forfalder det hele og tilbage står så ”dem og os” og assimilationens tvang, som i al fald i pædagogisk forstand er et udueligt redskab, fordi hele den nationale pædagogik ender som generelle screeninger og nationale testsystemer, for at ”sikre sig” … osv., hvor man for at assimilere nogle få ændrer hele landets pædagogik.

Men dermed peges på endnu et problem, nemlig at både højre og venstre, udover problemet med oplysningen, også har et problem med det nationale. Det nationale bliver for højrefløjen noget partikulært og ekskluderende uden kontakt til det europæiske og det kosmopolitiske, og venstrefløjen mener, at det nationale er en borgerlig konstruktion skabt af bestemte økonomiske interesser. Vi kan ikke vise Danmark frem med glæde, fordi ”det danske” i de seneste 25 år er blevet bygget op som en modsætning til dem, landet skal vises frem til. Og det gælder både højre og venstre. Vi kan ikke invitere indvandrere ind i Danmarks og fornuftens verden, fordi vi har opgivet og degenereret begge. Vi kan kun vise dem kommunekontorer, Pisalister, paradise-hotel, unge der er online i fysiktimen, kolonihaver og en liberal sex- og alkoholkultur, hvor resten af Europa ser måbende til. Selv vores uddannelsessystemer har mistet stoltheden ved fornuft og nationalitet og er blevet til pisalister og konkurrenceevne, og det pædagogiske ideal er blevet ”opportunisme” eller ”økonomiske patrioter”, og dermed er både det nationale og oplysningen jo i totalt forfald. Så at der er integrationsproblemer er ikke ”muslimernes” skyld. Problemer vedrørende ”integration”, skyldes blandt andet Islams problemer med oplysningstiden, men de skyldes helt klart også Danmarks, altså både højres og venstres, problemer med akkurat det samme, altså oplysningen, foruden problemer med vores egen tradition og historie. Når vi har sådanne problemer, har vi ikke noget at vise frem, og hvad i alverden skal gæsten så forstå ved integration?

Kan vi ikke få Danmark og oplysningen til at røre mere ved hinanden, så vi kan vise det hele frem til vores gæster. Så skulle de nok få vendt parabolerne og vise os, hvem de er, når de er sammen med os, som altså i så fald også kan vise, hvem vi er. Lige nu putter alle sig, og jeg er åbenbart en ”etnisk dansker” og min søde lokale pizza-mand er en ”muslim”. Vi har fået kostumer på. Men det er desværre ikke til et karneval.

 

17. d. 19. februar: Kvalme i Prag

I sin tid drak vi os i mindre grupper forbi de europæiske strande, hvor vi dog også bemærkede nogle spændende dufte, og en ungdom med vikingeblod i årene må helt bestemt indrømmes en god gang beruselse. Men når 8000 unge fra samme land, Danmark, på en og samme tid og sted drikker og kun drikker i en af Europas smukkeste byer med ca. samme begrundelser, nemlig at de må have noget ”fred”, så har vi et generationsopråb. En form for sublimt afskyeligt “kunstværk” – ikke i form af 68’ernes blomstrede revolutionsæstetik, yuppiernes stribede og lille grådighed eller punkernes sorte og lappede husbesættelser, som også blev ledsaget af alkoholgilder – men i form af bræk på fremmede fortove, mens Kafka, Huus, Comenius, Dubcek og Havel kan se triste til fra luften.

Ifølge skolereformens ideologer – godt støttet af de fleste politiske partier – skal vores børn til at være en blanding af konkurrencestatssoldater og opportunister slet og ret. Min egen sølle generation beder med andre ord de unge om kun at tænke på sig selv og om at makke ret efter finansministeren teknokratiske pibe. Heraf kvalmen og opkastet.

Det er synd for dem, de små pus.

Leve revolutionen!

 

18. d. 21. februar: Er uddannelse og arbejdsmarked modsætninger?

Om forholdet mellem uddannelse og arbejde og noget mere:

Link til blogindlægget: Er uddannelse og arbejdsmarked modsætninger? 

 

19. d. 21. februar: Konservatismens problemer

God kronik i dagens information af Niels Clemmensen om konservatismens problemer:

http://www.information.dk/488779

For tilsvarende emner tre kronikker, jeg skrev i 2010:

Konservatismen er blevet liberal, Information, d.6. oktober 2010. 

Den konservative æter, Berlingeren, d. 19. april 2010.

Den konservative æter 2, Berlingeren, d. 20. juni 2010. 

 

20. d. 22.februar: Enhedslisten og revolutionen

Jeg har forstået, at Enhedslisten barsler med et nyt politisk program, og at man i den forbindelse diskuterer, om man skal skrue ned for revolutionsvokabularet. Det står i al fald i Politiken her til morgen.

Måske betyder det, for det første, at man ikke støtter strejker i tide og utide, fordi man ikke mere tror på, at hyppige punktstrejker vil destabilisere samfundet på kort og lang sigt, og dermed støtte betingelserne for et endeligt socialistiske magtskifte en gang i en fjern fremtid. I så fald er det godt, at man vil skifte mening. Hvorfor? Jo, fordi en sådan langvarig ”destabiliseringsrevolution” vil føre til en teori om endeløs destabilisering, der aldrig kan indfris. Det vil paradoksalt nok binde handlingslivet på hænder og fødder og føre til ”strategi” i stedet for til ”spontanitet”, hvilket jo vil være det modsatte af en revolution.

Måske betyder det, for det andet, at en revolution ikke skal monopoliseres af arbejderklassens magt, dvs. i et proletariatets diktatur. I så fald er det også godt, for hverken marxistiske produktionsforhold, eller for den sags skyld nyliberale produktivitetskommissioner, kan være politikkens grund. Når økonomi erstatter politik bliver det politiske resultat altid en eller anden form for totalitarisme.

Men man skal nu også være forsigtig. For sagen er jo, at der ikke findes nogle partier i Danmark, der interesserer sig for nogen form for folkelig politisk handling, der er knyttet til samfundets produktionsliv i bred forstand, dvs. grupper af mennesker, der finder hinanden i kollektivitet, når afstanden mellem tanke, tale og handling er blevet for stor. Vi så det ved de store lærerdemonstrationer, og i fremtiden, i takt med at afstanden mellem politik, arbejdsliv og humanitet øges, vil der komme flere af den slags manifestationer. I al fald vil der være et behov for dem hos befolkningen, og selvom behovene ikke kan udtrykkes, fordi nogle mennesker drukner i nysprog, vil de ofte være der alligevel, hvis man prikker lidt til skjorten. Og hvem skal hjælpe disse følelser på vej, så folk kan finde hinanden i arbejdsmæssig og social kollektivitet? Det skal Enhedslisten. Det skal de insistere på, for SF er jo til falds for en slik. Enhedslisten bør være det parti, der i overensstemmelse med egen tradition, kigger efter brud og sprækker i det sociale liv, der tyder på, at kollektivitet bør komme til syne, selvom nogle går og tror, at de er “individer”. Og denne tilsynekomst kan man jo godt kalde for “revolution”, fordi det vil sætte mennesket derhen, hvor det også hører til, nemlig sammen med andre i produktionslivet i bred forstand – en samhørighed, der gerne må vise sig igen og igen på den fælles plads, og gerne med bannere og buh-råb.

En socialistisk humanisme, der frigør kollektiv energi, der ellers ikke kan komme til udtryk? Det kan vi sandelig ikke undvære.

Skriv en kommentar