Her er 31 facebook-drys fra perioden d. 24. februar til d. 30. marts 2014. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå facebook-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringen på herværende blogindlæg, hvor det har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten. Denne måned har især været præget af udviklingen af essayet ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”. Det blev udgivet første gang d. 28. februar, men som er revideret i flere omgange med udgangspunkt i face-bookopdateringerne. Det gælder især drys nr. 2, 4-7, 11, 16, 30, som altså alle sammen er samlet i “Danmarks Pædagogiske Oligarki”, der har haft sit helt eget liv i her i marts.
- Vordingborg kommune
- Mærsk-milliarden
- Martin Heidegger om håndværk og tænkning
- Mckinsey-konsulenterne og Rådet for Børns Læring
- Ph.d.rådet for uddannelsesforskning
- Danmarks Pædagogiske Oligarki
- Forum for Koordination af Uddannelsesforskning
- Ombudsmanden om ytringsfrihed
- Ny Nordisk Skoles akademi
- Ib Hansen om konkurrencestaten
- Konsortiet
- Rundkredspædagogik
- Fjernt fra Christiansborg?
- Uden titel
- Iben Benedikte Valentin Jensen om moderne pædagogik
- Danmarks Pædagogiske Oligarki 2
- Danmark og historievidenskaben
- Policy og pædagogik
- Oligarkiet er utilfreds
- Certificeret maskering
- Analyse af Lars Qvortrups syn på dannelse
- En annoncering
- Pædagogikkens to verdener
- Jens Rasmussens opgør med dannelsesbegrebet
- Foucault-folket vågner!
- Brian Degn Mårtensson om oligarkiet og Emma
- Identitet eller sjæl?
- Hvad er formålet med eksamen?
- Danmark er en finanskrise!
- Danmarks Pædagogiske Oligarki 3
- Udgivelse af ”Uren pædagogik 2”
1. d. 24. februar: Vordingborg kommune
Vordingborg Kommune har problemer med inklusionen, fremgik det af TV-avisen i går. Det har nok til dels noget med penge at gøre, og det er da også sølle – her så langt inde i policy-processen – at høre ministeren fortælle om, at “nu er der penge på vej”, mens børn, forældre og lærere syder i manglen på fedt i hyperkomplekse klasseværelser.
Men måske har det også noget med filosofi at gøre? I vedhæftede tekst, som jeg skrev i februar 2013, kan man læse et stillingsopslag for en skolelederstilling i netop Vordingborg. Det er Ny Nordisk KL-skole på den store klinge, med masser af hype, nysprog og management, der blot dækker over en trist realitet, og vi må ikke glemme både S’s og SF’s Vordingborg-begejstring dengang. Sådan går det, når skoler mister deres filosofi. Så bliver inklusion til metodisk tvang.
Ingen penge og – værst af alt – ingen filosofi! Det er Ny Nordisk Skole i Vordingborg – og sikkert også andre steder. I al fald er Ny Nordisk Skole uden filosofi uanset kommune.
http://folkeskolen.dk/522494/to-skoler-i-danmark-strategi-og-management-eller-hjerte-og-kultur
2. d. 26. februar: Mærsk-milliarden
Hvem skal fordele Mærsk-milliarden til lærernes videreuddannelse? Det skal professor Jens Rasmussen og kommunemanden, Per Christensen, som begge har stået fadder til den nye læreruddannelse, som er vildt kritiseret af alle, der mener, at dannelse betyder noget. Rasmussens antidannelsesmeritter er faktisk nærmest uendelige: Han styrer også de pædagogiske ph.d.tildelinger og arbejdet med fagmål i folkeskolen, og han siger, at skolereformen er inspireret af tysk dannelsestænkning. I udvalget finder vi desuden nordmanden Thomas Nordahl, der også er systemteoretiker og opfinder af den såkaldte LP-metode, der her i landet markedsføres fra Ålborg af Lars Qvortrup, der rejser rundt og sælger skolereformen i landets kommuner med en forpjusket Immanuel Kant i bagagen. Resten af medlemmerne mener nok det samme som de andre.
Kombineret med dagens bekræftelse af det, vi allerede vidste, nemlig at Undervisningsministeriet er totalt i lommen på finansministeriet og i videre forstand den globale konsulentelite, så tror jeg, at jeg vil stikke piben ind og nøjes med at se x-faktor og gå i kirke – det er vist de to sidste fællesskaber, vi har.
http://www.apmollerfonde.dk/folkeskolen/vurderingsudvalg.aspx
3. d. 26. februar: Martin Heidegger om håndværk og tænkning
“Aben besidder gribeorganer, men den har ingen hånd. Kun et menneske, der taler, dvs. tænker, kan have hænder og igennem hånd-teringen fuldbringe håndens værker. Alt hånd-værk beror i tænkningen. Derfor er tænkningen selv det simpleste og sværeste hånd-værk for mennesket.” (Martin Heidegger, forelæsning 1951).
Citatet er fra en passage, der vedrører “tænkningens natur”. Er det mon også en kommentar til “erhvervsuddannelserne” og “professionsuddannelserne”? Er de tæt på tænkningen? eller snarere på forskningen? Er “forskning” videnskab uden tænkning? Det vil Heidegger helt klart sige. Når videnskaben som en tænkende undersøgelse splittes, reduceres den til henholdsvis forskning og refleksion, og denne splittelse kan kun “forsones” ved simpel anvendelse, altså ved teknik. Når det sker, kan hele arsenalet sættes ind. Hvad hedder arsenalet? Det hedder Ny Nordisk Skole, der derved passende kan defineres som en skole, der afskyr tænkning. Hvor ligger Ny Nordisk Skole? Den ligger i et finansministerium.
4. d. 27. februar: Mckinsey-konsulenterne og Rådet for Børns Læring
Under Finansministeriets overordnede styring og med Ny Nordisk Skole som pekuniær ideologi løber der nu to implementeringstråde ned i klasseværelserne. Den ene tråd er et amerikansk konsulentfirma Mckinsey. Finansministeriet er som sagt dirigent, men overlader de offentlige begrundelser for inddragelsen af Mckinsey til Antorini, som igen overlader begrundelserne til en lille embedsmand, dep.chef Jesper Fisker, i UVM, som tidligere har skrevet triste indlæg om styring af alt muligt (jvf. Politiken i går). Det er faktisk tankevækkende al den stund, at Merete Riisager under 1. behandlingen af skoleloven netop kritiserede loven for at være en “embedsmandsreform”. Det fik hun helt vildt på puklen for af Alex Ahrendtsen fra DF, men nu viser det sig så, at hun har fuldstændig ret? Ahrendtsen er tavs som støv, og overlader det hele til de embedsmænd, som han ikke mente betød noget. Det er altså for dårligt. Og Riisager er simpelthen den eneste skolepolitiker i oppositionen med noget intellektuel og praktisk kraft. Vi skal selvfølgelig være glade for, at der er mindst en dygtig skolepolitiker, men det er trist, at vores konservative og socialistiske skolepolitikere er så bovlamme og helt accepterer den grundlæggende filosofi, for LA kan slet ikke trække kritikken alene, fordi partiet er en “alliance” af lidt for meget forskelligt.
Den anden tråd, som man kan læse om i nedenstående link, er et nyt “Råd for børns læring”, som er en videreførelse af megainstrumentalisten Jørgen Søndergaards Skoleråd, og som også skal understøtte skolereformens læringsbegreb, specielt med henblik på “styring” og “udfordringer”, som det hedder i indledningen til kapitel 4 i forligsteksten, hvor det nye “råd” er omtalt. Begge rådets to hovedkræfter, Stefan Hermann og Andreas Rasch-Christensen, er fra Ny Nordisk Skoles dialoggruppe og er varme fortalere for det alt sammen. Begge skriver og arbejder tæt sammen med landets systemteoretikere, den såkaldte metodiske antihumanisme, som er Ny Nordisk Skoles teoretiske strukturering, og som sidder i hjertet af læreruddannelsen, skolereformen og den pædagogiske forskning, hvor Christensen og Herman også selv er repræsenteret på kryds og tværs. Sjovt nok var Rasch-Christensen i går ude med en kritik af førstetråden, altså Mckinsey, som han nok – og med rette – føler, kommer til at svinge taktstokken i forhold til reformens implementering, og som derved minimerer betydningen af hans eget fine “læringsråd”. Men Mckinsey og det finansministerielle hegemoni er faktisk bare er en logisk udvidelse af Ny Nordisk Skole, som han jo elsker, så egentlig burde han være glad?? Formanden for udvalget er Agi Csonka, som er den nye direktør i SFI, som Jørgen Søndergaard tidligere stod i spidsen for. Hun har også været chefkonsulent i Rambøll, der stod for skrivearbejdet i læreruddannelsesreformen, hvis følgegruppe hun var medlem af. Desuden er hun tidligere direktør for EVA, som fører sig frem med totalmekanik, så hun skal nok blive en god formand. Endelig var også hun med i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, så alting passer sammen.
5. d. 27. februar: Ph.d.rådet for uddannelsesforskning
Ifølge den såkaldte globaliseringsaftale blev der for få år siden nedsat et ”ph.d.råd for uddannelsesforskning”. Rådet skulle stå for at vurdere og udvælge ph.d-projekter indenfor almene, fagdidaktiske og pædagogiske områder med særlig henblik på læringsudbytte og praksisrelevans. Desuden skulle der være samarbejdsflader mellem universitet og professionshøjskole. Alt sammen udmærket, og det hele er ført i passende almene vendinger, der kan sikre en bred og solid opbygning af pædagogik og anvendelsesorienteret videnskab i landet.
Men hvad er der så sket? Jo, der er sket det, at ph.d. rådet nu begynder at se med ”særlig interesse” på bestemte emner: ”I 2014 vil Ph.d.-rådet se med “særlig interesse” på ansøgninger inden for fagenes didaktik, digitalisering, evaluering for læring samt målstyret, didaktisk og faglig ledelse. Ansøgninger inden for andre områder vil også være velkomne.”
Men hvad betyder denne ”særlige interesse”, og hvorfra kommer den? Den ”særlige interesse” er i al fald en helt klar indsnævring af globaliseringsaftalens formuleringer, og de ”særlig interessante” temaer ligger også helt klart, med deres fokus på især målstyring og ledelse (men også de andre), i direkte forlængelse af filosofien bag den nye skolereform. Kigger man på de projekter, der tildeles og fremskyndes er den instrumentelt/kausale vægtning også altdominerende. Så det hele er snævret kraftigt ind i forhold til globaliseringsaftalens tekst, og opslaget bliver faktisk snævrere og snævrere år for år. Med i rådet er også Lise Tingleff Nielsen, forskningschef på professionshøjskolen UCC. Også hun har deltaget i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, der åbenbart er en slags arne for instrumentalisme, hvilket jo ikke er overraskende, den overordnede filosofi taget i betragtning.
Men hvordan kan det være? Jo, det er nok fordi, at de centrale medlemmer af phd.-rådet er forskningsleder Andreas Rasch-Christensen og professor Jens Rasmussen. Ringer det nogen steder? Jo, Rasmussen er jo ham, som står for den nye læreruddannelsesreforms antidannelsesraid, for masteren i fælles mål til folkeskolen, sidder i det nye Mærsk-udvalg og meget andet, som jeg har skrevet om mange gange. Rasch-Christensen er centralt placeret samme steder og er desuden med i ny nordisk skole og i det nye læringsråd, som skal erstatte skoleråde – statsansat instrumentalisme, hvis hovedformål er at sætte både lærer og forsker i bur, som jeg har argumenteret for andetsteds.
Den nye RUC-rektor Hanne Leth Andersen og professor Katrin Hjorth fra SDU er også medlemmer af rådet, og de burde, med deres faglige baggrund, være lidt mere kritiske. Jeg skrev derfor til medlemmerne af udvalget, men fik blot det svar, at udvalget var enig med sig selv.
Svaret var skrevet af et femte medlem, nemlig Jørgen Thorslund, som er uddannelsesdirektør på UC-Lillebælt, og en hurtig søgning på hans publikationer godtgør, at hans tilgang til læringsspørgsmål ligger i lige linje fra Rasch-Christensen og Rasmussen, og at han i mange år har arbejdet mere med uddannelsesudvikling end med forskning. Så mit bud er at Hjorth og Andersen blot har givet op, men hvad ved jeg?
Så uddannelsesforskning i Danmark administreres efter samme dannelsesforladte principper, som alt det andet vi ser for tiden, og af stort set de samme personer med stort set de samme holdninger. Hvilken andedam!
http://www.au.dk/forskudd/uddforsk/forside/
6. d. 28. februar: Danmarks Pædagogiske Oligarki
Danmarks pædagogiske oligarki:
http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html
7. d. 2. marts: Forum for Koordination af Uddannelsesforskning
Jeg kom i tanke om endnu et oligarkisk “forum”, som jeg har tilføjet mit blogindlæg “Danmarks pædagogiske oligarki” fra i forgårs med nedenstående tekst. Resten af blogindlægget pudser jeg løbende på med stort og småt, jeg falder over eller husker:
“Derudover har Undervisningsministerieriet og Uddannelsesministeriet, altså Antorini og Østergaard, i november 2013 nedsat et Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, der skal kortlægge og komme med anbefalinger til grundskoleforskningen. Hvem mon sidder der? Jo, der sidder såmænd Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen. Derudover er der lidt af den yderkreds, som jeg allerede har nævnt, som f.eks. afdelingschef, Arne Eggert, fra Undervisningsministeriet, forskningschef Lise Tingleff Nielsen fra UCC og Hanne Leth Andersen fra RUC. Der er selvfølgelig også en SFI-repræsentant, en EVA-direktør og en KL-mand, Henrik Casper, som også er ved at gøre sig gældende rundt omkring, f.eks i det nyligt afholdte samråd om “faglighed på læreruddannelsen”, som blev afholdt på Christiansborg, hvor Egelund også var med. Casper glimrede her ved KL’s sædvanlige totalmekanik.”
8. d. 7. marts: Ombudsmanden om ytringsfrihed
Hvis I har tid, så læs denne ombudsmandsafgørelse fra 2006. Læs evt. den fulde afgørelse også. Her kan man f.eks. læse om en dekan, der pålægger en professor ikke at kritisere navngivne personer fra sit eget institut, hvilket ombudsmanden heldigvis ikke er enig med dekanen i. Man kan også læse, at forskningsministeriet mener, at man ikke må kritisere navngivne personer af hensyn til arbejdsmiljøet og kollegial loyalitet. Her skriver ombudsmanden, at man i sin eventuelle kritik skal tage hensyn til “tonen”, og at man bør informere folk først. Jeg har også hørt det fremført – men det står ganske vist ikke i denne sag – at man bør tage hensyn til universitetets økonomiske interesser og samarbejdspartnere.
Nu er mine spørgsmål til de af jer, der har læst min blog “det pædagogiske oligarki”: Burde jeg have taget hensyn til DPU’s organisatoriske interesser? Burde jeg have orienteret de personer, som er ansat på DPU, først? Burde jeg have ført en anden “tone”, (Der er ansat omkring 200 vip’er på instituttet, der strækker sig fra fra Århus til København, og jeg har aldrig mødt de pågældende, og de er rimelig magtfulde). Jeg har noteret i bloggens indledning, at den er skrevet som privatperson, hvilket også passer.
Selv er jeg lidt bange for at sige noget, hvis jeg skal tage hensyn til arbejdsmiljøet for afdelinger og mennesker, jeg slet ikke kender, til universitetets organisatoriske interesser, og undgå at nævne navne med magt og at skrive om, hvad navnene gør og skriver, og hvad jeg mener om det. Faktisk er jeg også lidt ærgrelig over, hvis skellet mellem ansat og privatperson bliver for robust. Det er svært at skelne for en filosof i al fald. Det ene med det andet. Alting lukker sig.
http://www.ombudsmanden.dk/find/udtalelser/beretningssager/alle_bsager/05-385/
9. d. 10. marts: Ny Nordisk Skoles akademi
Ny Nordisk Skole har akademidag i dag. Antorini og Goldschmidt lægger ud, og hovedtaleren er James Nottingham, der er en fin “konsulent” og en virkelig mekanisk tilhænger af John Hattie, som i forvejen kun tror på målelæring osv.. Det bliver nok ikke “Platons Akademi”. Heldigvis er der festmiddag og tale ved Claus Meyer til sidst. Mon han ved, hvad der foregår?
10. d. 10. marts: Ib Hansen om konkurrencestaten
Et glimrende indlæg fra Ib Hansen, som jeg iler med at dele. Hansen har tjek på det forhold, at det alvorligste problem med konkurrencestaten, som den defineres, ikke er, at velfærdsordningerne forringes, men derimod at denne statsform udrydder dannelse, historisk sans og skolebegrebet som sådan.
http://ih18.blogspot.dk/2014/03/konkurrencestaten-udmanvrerer_9.html
11. d. 11. marts: Konsortiet
En lille tilføjelse til oligarki-tesen:
“Endelig bør man nævne det såkaldte ”konsortium” – ja, det står i sådan et ubestemt og truende ental. Det er faktisk det konsortium, der blev dannet i forbindelse med den famøse kronik, hvor Løkke Rasmussen blev sammenlignet med Martin Luther King.
Konsortiets formål er at arbejde med svar på skolens ”udfordringer”, som de er defineret af Skolerådet, hvor jo den økonomiske mekaniker, Jørgen Søndergaard, indtil nu har stået i spidsen, men som nu hedder ”rådet for børns læring”, som har fået Stefan Hermann og Andreas Rasch-Christensen ved roret sammen med Agi Csonka, der ligesom de andre er fra Ny Nordisk Skole. Dette ”udfordrings”-vokabular er kodeord for en grum instrumentalisme, og som allerede nævnt præger det også kronikken. Men hvem sidder så i Konsortiet? Ja, i styregruppen sidder Stefan Hermann, Harald Mikkelsen og Laust Joen Jakobsen, som alle er rektorer for store professionshøjskoler og medforfattere på kronikken, og to af dem er med i Ny Nordisk Skole. Desuden sidder Mette Thunø i styregruppen. Thunø er dekan for Arts-fakultetet på Århus Universitet. Det var hende, der sin tid fik sat Linda Koldau på porten under ekstremt kritisable omstændigheder, som jeg vil kalde censur, hvilket jeg har skrevet om andetsteds. Thunø fik også splittet diverse forskningsmiljøer på DPU ved trussel om helt unødvendige tvangsforflytninger, og det var også hende, der sagde, at vi skal have det ”frække universitet” og gå fra ”viden til handling”, ligesom Lars Olsen også går og siger, at gymnasiet skal gøre det i Ny Nordisk Skole. Thunø sidder i parentes bemærket også i bestyrelsen for netop professionshøjskole VIA, hvor Harald Mikkelsen jo er rektor, og hvor Andreas Rasch-Christensen er forskningschef.
Lige under Konsortiets styregruppe er der en såkaldt ”projektgruppe”. Her sidder netop Andreas Rasch-Christensen, som er leder af gruppen, men også Claus Holm, der er fan af konkurrencestatens opportunisme, og som har skrevet om Ny Nordisk Pædagogik, hvor han blandt andet gør op med Løgstrups filosofi, der efter sigende skulle tilhører ”velfærdsstaten”. Endelig er Lise Tingleff Nielsen, som jo er fra Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, og som også optræder mange andre steder, med i projektgruppen. Med denne strukturering konsolideres hele vores seminariesektor som en del af oligarkiet og dets filosofi, og Århus Universitet får en slem ridse.”
Konsortiet har faktisk også et kapitel i min bog “Krisen i dansk pædagogik”, så det er mærkeligt, at jeg glemte det.
http://www.viauc.dk/projekter/4svar/Omkonsortiet/Sider/Omkonsortiet.aspx
12. d. 12. marts: Rundkredspædagogik
Trænger vi ikke til lidt rundkredspædagogik? Til at kredse om vores fælles ting helt løsrevet fra sociale og økonomiske hensyn? Til at kigge lidt på tingene, som både kan være gamle og nye, og puffe lidt til dem og snakke lidt om dem og med dem? Måske svarer de tilbage på uventede måder? som utæmmede ting, der taler til vores frie opmærksomhed? Et slags pædagogisk folke-“ting”? Måske lærer vi i denne kreds noget, som gerne vil bruges, men som ikke rigtig kan, fordi de “ting”, der bruges i vores sociale liv er blevet tæmmet og dresseret i plat økonomistisk ideologi. “Vil gerne men kan ikke rigtig” – al handlings grundlag! Trænger vi ikke til lidt “wild thing”? Til lidt “skole”?
13. d. 13. marts: Fjernt fra Christiansborg
Antorini taler på folkeskolen.dk om dansk pædagogik, og reproducerer i den forbindelse hele ånden, bogstavet og personsammensætnigen hos Danmarks Pædagogiske Oligarki, som hun selv er en del af.
Det er godt, at Merete Riisager (LA) og Rosa Lund (EL) siger fra, men en magt lader sig ikke så let vælte, når oppositionen er så splittet og spagfærdig. Se i nedenstående citat hvor let oligarkiet omtales som “de dygtigste praktikere på området – lærere, fagfolk og forskere”, der “omformulerer de brede undervisningsmål til læringsmål”, der kan bruges som “værktøj”, hvilket alt sammen er kodeord for en kæntret pædagogik.
“Fra undervisning til læring” er mantraet sammen med KL-Danmark! – samtidig råber de borgerlige, altså de konservative, DF og Venstre, op om netop “undervisning”, mens de altså stemmer for det stik modsatte, nemlig “læring”, som ligefrem kaldes et “didaktisk hjerte”. Og ministeren siger, at hun ikke vil lave noget “snævert styrende”, men det er da lige præcist hvad hele skolereformen handler om.
Her er det fulde citat: “Der er intet, der ligger os fjernere i forligskredsen, vil jeg godt understrege, end at lave noget snævert styrende fra Christiansborg i forhold til de Fælles Mål. De Fælles Mål er utrolig vigtige, for det er i virkeligheden det pædagogiske, didaktiske hjerte i folkeskolereformen”, sagde Christine Antorini (S) som svar på Enhedslistens kritik. “Der sidder lige nu arbejdsgrupper med de dygtigste praktikere på området – lærere, fagfolk og forskere – som omformulerer de brede undervisningsmål til læringsmål, der skal bruges som værktøj til at følge elevernes progression”.
http://folkeskolen.dk/542109/antorini-afviser-at-laering-skal-styres-fra-christiansborg
14. d. 13. marts: Uden titel
Hov, det svier ved mundvigen – er der sytøj ved min læbe? Et netværks nåle med få mænds tråde?
Solen blegner
Skyggerne blafrer i bunden af en mørk hule
Nøglens klik i tvang og lås
og slå
sig ud
i solen
15. d. 14. marts: Iben Benedikte Valentin Jensen om moderne pædagogik
God og tankevækkende kommentar af Iben Benedikte Valentin Jensen om skæringsfladerne mellem Foucault, Grundtvig og Dewey og hele historiens relevans for moderne pædagogik. Iben Jensen er også redaktør for det fine nye online-tidsskrift Nyt Dansk Udsyn.
http://www.hojskolebladet.dk/debat/kommentarer/2014/marts/god-latin
16. d. 14. marts: Danmarks Pædagogiske Oligarki 2
Her er en opdateret blog om “Danmarks pædagogiske oligarki” med fuld dokumentation. Jeg føjer løbende nye iagttagelser til. Blandt andet har jeg tilføjet nedenstående lille forbindelse mellem Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen og Undervisningsministeriet.
“Endelig bør man også nævne, at Rasmussen og Rasch-Christensen – som de eneste –, på Undervisningsministeriets hjemmeside om folkeskoleloven lanceres som “eksperter” i henholdsvis “målstyret undervisning og læring” og “fælles mål”. Så der er helt klart også en ministeriel forbindelse, hvad Ny Nordisk Skole-forbindelsen jo også godtgør (se links til sidst under A5).”
Der går vedholdende rygter om, at repræsentanter for oligarkiet har sat sig i bevægelse for at få mig til at holde mund. Men om det passer og på hvilken måde, kan jeg desværre ikke få oplyst. Det skulle dog ikke undre mig. Tilbage i 2012 kontaktede Jens Rasmussen Folkeskolen.dk’s redaktør for at få hende til at skride ind mod min kritik af Rasmussens rolle i arbejdet med læreruddannelsen, hvilket hun gjorde ved at lukke min blog, hvilket man kan læse om i “Krisen i dansk pædagogik”. Jeg skriver naturligvis om det hele, når jeg ved mere.
http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html
17. d. 15. marts: Danmark og historievidenskaben
Der er et eller andet påfaldende med vores nationale historievidenskab, især blandt de historikere der er omkring 70 år gamle – altså de 68’ere, som var med i eller blot unge under ungdomsoprøret. Og det påfaldende er, at de ikke kan lide Danmark, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Er det ikke mærkeligt? Danmarks historikere kan ikke bruge Danmark til noget. Nu er jeg jo ikke ekspert, så der er sikkert mange undtagelser osv., men alligevel og med alle mulige forbehold og belær mig endelig etc.:
1. Søren Mørch har skrevet ”Den sidste Danmarkshistorie”, og hele hans virke emmer af, at det ”nationale” er en ideologisk konstruktion, hvis tid er forbi. Og er det ikke lidt det samme med Uffe Østergaards arbejde – måske lidt mere nuanceret?
2. Claus Bryld skriver direkte i dagens Politiken, at ”det er vel egentlig kun territoriet, der retrospektivt kan siges at være dansk”, og at det hele blot viser sig at være ”europæisk eller mellemøstligt”.
3. Ole Vind, forfatter til disputatsen om Grundtvigs historiefilosofi, omtaler nærmest konsekvent Grundtvig som religiøs fundamentalist, et grundsyn, der også har sat sig i visse højskolekredse.
4. Studerer man Ove Korsgaards arbejde grundigt, finder man efter min mening samme problematiske holdning, hvis normativitet ikke er ordentlig reflekteret, nemlig at det nationale er en overstået kategori, der ikke rigtig kan stille noget op i ”den globale verden”. I Michael Böss bog ”Republikken Danmark”, kan man i kapitel 7 læse en kritisk analyse af Korsgaards ambivalente begreb om ”folk”. Det får efter min opfattelse den konsekvens, at Korsgaard-fløjen, eksemplificeret ved især Marianne Jelved, ender med at være ret positiv overfor skolereformen samtidig med, at hun er kritiker af konkurrencestaten – på trods af at skolereformen er en ren konkurrencestatskonstruktion. Man spræller i et net.
Mørch og Bryld er så vidt jeg ved socialdemokrater. Vind og Korsgaard er grundtgvigianere, selvom de altså nærmest ikke kan erklære det, hvilket jo ødelægger Grundtvigs muligheder for at blive ved med at røre på sig. Socialdemokratiet og grundtvigianismen er i opgør med det nationale. Er det derfor, folkeskolen forfalder til systemtænkning og til McKinsey-rapportering? Det tror jeg.
Findes der overhovedet historikere, der tager det nationale seriøst på en moderne og afbalanceret måde? Bo Lidegaard måske? Men ender det ikke lidt i småstatsretorik, velfærdsnationalisme og hyldest til samarbejdspolitik og sådan noget? Altså en fortælling, der ikke er moderne nok? Som ikke bringer et folks skønhed til skue? Som ikke kan svare på spørgsmålet: Hvem er du? ikke som “kulturarv”, men som tilsynekomst i en levende dansk tradition.
18. d. 16. marts: Policy og pædagogik
Fra artiklen:
“Undervisningsminister Christine Antorini (S) mener, at regeringen netop har lagt vægt på at bruge PISA som et pædagogisk værktøj og samtidig holde fast i et bredt faglighedsbegreb.»Vi har lært noget i forhold til PISA, nemlig at vi i langt højere grad kan bruge det som et pædagogisk værktøj til, hvor man kan gøre eleverne dygtige,« siger hun.”
Men disse sætninger er jo helt forvirrede, for nu at sige det mildt:
For det første er PISA en central del af det argumentatoriske grundlag for skolereformen, altså for POLICY. PISA er slet ikke bare pædagogik. Hvordan kan ministeren påstå det? Det er altså utroligt. Hun løber jo fra sine egne begrundelser.
For det andet er det da helt hen i vejret, hvis PISA skal bruges som et “pædagogisk værktøj”. Så bliver det jo endnu mere indgribende end før. PISA er efter min opfattelse ikke andet end en sjov leg, hvor det gælder om at komme i midten.
For det tredje passer det ikke, at skolereformen bygger på et “bredt faglighedsbegreb”- tværtimod er reformens fagforståelse et lille Computercharlie-bur, hvilket Dorte Lange fra DLF heldigvis også har styr på i hendes kommentar i artiklen. Jeg begriber derfor heller ikke, hvad Lange laver som formand for Ny Nordisk Skole, som jo er filosofien bag alle modsætningerne i Antorinis udtalelser.
Men hvorfor har Antorini svært ved at opretholde en skelnen mellem policy og pædagogik? Jo, det er, fordi skolereformen, med dens mål- og detailstyringsregime, tager policy med ind i klasseværelserne. En lærer er en embedsmand, en undervisningekspert, en klikkelærer, en underordnet, en policy-implementeringsagent – Læreren er policy. Pædagogikken er helt væk. Pædagogikken er simpelthen policy.
http://www.information.dk/491268
19. d. 17. marts: Oligarkiet er utilfreds
Danmarks Pædagogiske Oligarki er vist ikke tilfreds med min beskrivelse:
http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo-i-afmaegtig-bevaegelse.html
20. d. 18. marts: Certificeret maskering
Det sædvanlige Ny Nordisk Skole-huttelihut: Synlig Læring, effektmålingsværktøj, konsulenthuse, certificede instruktører, James Nottingham-instrumentalisme (hovedtaleren på Ny Nordisk Skoles Akademi) osv.
Hvis nogen tidligere skulle have haft en lille smule respekt for Hatties arbejde, er det i al fald slut nu, for det er ham, der lægger navn til. Hattie sagde engang noget i retning af, at man ikke kunne anvende hans forskning direkte i praksis, men nu kan man se, at den udtalelse blot var en form for “certificeret” maskering.
21. d. 20. marts: Analyse af Lars Qvortrups syn på dannelse
Her er en kort morgenanalyse af dagens kronik i Folkeskolen. Qvortrup argumenterer for, at skoleforliget har noget med dannelse at gøre, men det har det ikke.
http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrups-syn-paa-dannelse-i-folkeskolen-nr-6.html
22. d. 22. marts: En annoncering
En annoncering:
http://www.thomasaastruproemer.dk/en-utrolig-historie-om-magt-og-paedagogik.html
23. d. 23. marts: Pædagogikkens to verdener
Pædagogikkens to verdener:
http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-en-refleksion-over-et-aars-arbejde.html
24. d. 24. marts: Jens Rasmussens opgør med dannelsesbegrebet
Her er endnu et eksempel på professor Jens Rasmussens opgør med dannelsesbegrebet i Danmark. Her arbejder vores samfunds halverede pædagogiske filosofi. Her vælges sætningernes rækkefølge. Her er rationalet bag læreruddannelse, folkeskole, forskningstildelinger og meget mere. Her er kernen i Danmarks Pædagogiske Oligarki. De ved det knap selv. De tror, de gør landet en tjeneste, fordi vi hopper med 5 pisa-point, men det gør de ikke. De glemmer alt. De siger, at “dannelse” er noget “utidsvarende” stads, der har med “menneske” og “samfund” at gøre. I stedet skal vi have ”forskningsinformerede lærere, der systematisk og metodisk kan dokumentere effekterne deres undervisning” ligesom i Singapore, så vi kan hoppe på Pisa.
25. d. 24. marts: Foucault-folket vågner!
Hovsa, Foucault-folket vågner! Det er langt tid siden, vi har hørt noget fra den kant. Og så med al den dejlige holdning, brod, præcision, hvilket er helt usædvanligt for nyere Foucault-inspireret pædagogik herhjemme. Det er noget helt andet end Stefan Hermann fra Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), der ikke har sagt noget tankevækkende i snart 10 år. Og Jens Erik Kristensen, en anden Foucault-mand, er helt fortabt i “medarbejderborgere” og konkurrencestatens ontologiske primat. Men ok, Leif Moos er også tættere på pensionen. Han ærgrer sig nok over, at alt det der med PISA endte med at skeje lidt ud, og at Foucault ikke rigtig kunne tilbyde de filosofiske redskaber til at undgå det. Men Moos ærgrer sig i det mindste i offentlighed – og det er prisværdigt på alle måder. Det kunne de andre Foucault-folk lære noget af, synes jeg. I udlandet er der vist mere kraft i den neostrukturalistiske kritik, men Moos har også mange internationale kontakter. Og kommentaren er helt perfekt.
http://www.information.dk/492074
26. d. 25. marts: Brian Degn Mårtensson om oligarkiet og Emma
En spændende historie om den flinke Emmas vej, fra fødsel til forskerkarriere, igennem et pædagogisk system, hvis rammer og indhold er defineret af Danmarks Pædagogiske Oligarkis “nåleøjekausalitet”. Tak til Degn Mårtensson for det udtryk, og for hans beskrivelse af, hvordan man kan “kvalitetsikre” et uddannelsessystem, samtidig med at man lader det forfalde.
http://folkeskolen.dk/542713/oligarkerne-og-magten
27. d. 26. marts: Identitet eller sjæl?
Folk har så travlt med ”identiteten”. Vi skal have ”identitet i det senmoderne samfund”, indvandrerne skal have en ”dansk identitet”, eller vi skal have en “europæisk identitet”. Der skal føres ”identitetspolitik”, og vi skal ligefrem have en identitetspædagogik.
Jeg vil gerne være fri for identitet. Jeg har ingen identitet, jeg vil ikke have det, og jeg synes heller ikke, andre skal have det. Man bør undgå det. Hvorfor? Jo, det er fordi, at identitet jo betyder noget i retning af: Personlig eller tingslig lighed med sig selv til forskel fra andre. Udtryk som ”Jeg er dansk”, eller ”jeg er lærer”, henviser til en formel ækvivalens, en systemisk væren, hvis udtalelse bliver et mål i sig selv – hvorefter man kan lave didaktiske systemer, der kan producere og forklare denne sætning i en særskilt forklarende lukkethed. Så har man identitet. Formel enslighed i pædagogisk tvang.
Det, det gælder om, er derimod at lave en ikke-identitet. At tage udgangspunkt i det, der ikke er lig hinanden. Hvad er det? Er det noget med det ”multikulturelle” eller sådan noget? Nej, for det ”multikulturelle” er blot en identitetstænkning i flerhed, der lukker individet om sig selv i små konstruerede kulturelle systemer.
Nej, i stedet bør vi tage udgangspunkt i sjælen. Jeg har en sjæl, Danmark har en sjæl, alting har en sjæl. Hvad er en sjæl? Det er ikke identitet, det er det modsatte. Det er heller ikke ”en psyke”, det er det modsatte. Det er et levende filosofisk og etisk princip, en vitalisme, som strømmer usynligt, men alligevel vildt og skabende igennem og under alle begreber og institutioner. Det er alle objekters, tings og menneskers egen essens, deres genius, som de ikke kan finde, men som de ikke kan lade være med at søge. Sjælen er på samme tid både fælles og individuel. Gøres min sjæl til et spørgsmål om identitet, destrueres den. Og pædagogik er det modsatte af ødelæggelse. Pædagogik er skabelse.
Dette princip kan man ikke blive ”lig med”, fordi det kommer før alle ord. Det kommer før al identitet. Samtidig er sjælen det, som alt drejer sig om. Det drejer sig ikke om at kunne sige ”jeg er dansk”, men om ”min sjæl i Danmarks sjæl”. Begge dele er skjult. Vi er et fællesskab af mennesker, som ikke har noget til fælles – ingen identitet. Det, vi har til fælles, er den sjæl, vi ikke kan finde, men som er vores vitale princip. Min ”skjulte sjæl” i ”Danmarks skjulte sjæl”. Alting i skjul. Denne dobbelte skjulthed og dens mærkelige berøringer er et pædagogisk princip, som er langt før identiteten. Det er et evigt kaldende spørgsmål, en kamp og en tavs berøring, der frigør utæmmet men alligevel målrettet energi. Sjælenes møde kan ikke gå op i hinanden. De støder ind i hinandens skjul, hvis man er opmærksom – som i en skole. Men ikke blot i strid – også i kærlighed. Det er længslen, driften, kærligheden, berøringen sammen med striden, kampen, besværligheden. Det er traditionens hvisken. Dette er sjælenes møde. Det er pædagogikkens egentlige formål.
Sjælen er det modsatte af identitet. Det er ikke-identitet. Jeg kan aldrig være mig selv, og jeg kan aldrig være dansk, men jeg kan ikke lade være med at forsøge, det er sjælenes pligt. Det er sjælenes møde: ”jeg kan ikke lade være”. Pædagogik er at få mennesker til ”ikke at kunne lade være”. Så er sjælen aktiv. Identitet er en pædagogisk restkategori. En tom og brækket coladåse. Sjælen er den brusende perlende drik i solen.
28. d. 27. marts: Hvad er formålet med eksamen?
Hvad er formålet med eksamen? Er det at teste læring? Nej. Er det at sortere til arbejdsmarkedet? Nej. Test og sortering er bare funktioner.
Men hvad er så formålet? Formålet med eksamen er at tvinge elever til eksamensforberedelse. Hvad er eksamensforberedelse? Det er fordybelse i tingenes væsen.
Men hvad er eksamen så? Det er, når eleven vender tilbage til et socialt forum sammen med sine ting. Hvad er et 12-tal? Det er, når tingen stadig vibrerer, og eleven stammer lidt i det.
29. d. 27. marts: Danmark er en finanskrise!
Det største problem med finanskrisen er ikke, at der er problemer med finanserne, selvom det naturligvis også er et problem.
Nej, det største problem med finanskrisen er, at den også gør alt muligt andet end finanserne til et finanskritisk problem. Hele samfundet bliver en finanskrise.
Alle vores institutioner skal ”sikre”, at finansernes ”udfordringer” bliver løst. Skolen er en metode til finanskritisk problemløsning, og det er børnehaverne også. Det samme er universitetet og mange andre institutioner.
Finanskrisen er udfordringen for alt. Der står 2008 over det hele. Ikke 1989 eller 2001, det var dengang. Nu står der 2008. Vores børn er 2008-børn. Børn uden et helle – i finanskrisens bad.
Danmark har ikke en finanskrise. Danmark er en finanskrise.
30. d. 30. marts: Danmarks Pædagogiske Oligarki 3
Jeg arbejder løbende med min tekst om “Danmarks Pædagogiske Oligarki”. Her er et eksempel fra afsnit A6, der handler om oligarkiets misbrug af filosofien. Til sidst et link til den fulde tekst.:
“Filosoffen Peter Kemp så noget forbavset ud, da Lars Qvortrup i Deadline d. 31. december 2013 sagde, at man kan finde skolereformens dannelsesideal hos den tyske dannelsesfilosof Wilhelm von Humboldt – et synspunkt som Qvortrup for nylig gentog i bladet Folkeskolen. Og Qvortrups åndsfælle, Jens Rasmussen, har samme synspunkt: En af landets førende idehistorikere, Jens Erik Kristensen, som vist endda, som jeg har forstået det, er positivt stemt overfor skolereformen – måtte offentligt korrigere Rasmussen på en konference på Aarhus Universitet, fordi han, altså Rasmussen, var i byen med overskriften: “Folkeskolereformen er en ren Humboldt!”, og det var endda med udråbstegn og det hele. Selvsamme konferences tema var i øvrig det selvmodsigende ”konkurrencestatens krav til dannelse”, og indlæggene på konferencen er en opvisning i, hvordan man tænker i regi af Ny Nordisk Skole. Konferencen understregede også oligarkiets forbindelse til landets postmodernisme, som faktisk er Stefan Hermanns teoretiske rod, men det spor lader jeg dog ligge her.
Endelig bør man nævne, at Stefan Hermann og Rasch-Christensen her for nylig skrev en kronik i Politiken, der indledes med et smukt Kant-citat, hvorefter Kants filosofi modsiges i hele kronikkens indhold. I samme kronik står der pludselig, at “dannelsen skal være ledestjernen”, men hvor den sætning kom fra, ved jeg ikke, for i resten af kronikken er “ledestjernen” godt og grundigt begravet. I oligarkiets verden er filosofi i bedste fald en slags “one-liners”; små sætninger, hvis mere eller mindre bevidste formål er, vil jeg tro, at få de sociale teknologier til at glide ned.”
http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html
31. d. 31. marts: Udgivelse af ”Uren pædagogik 2”
Så er der bøger!! “Uren Pædagogik 2”. En tærskende uren mudderpøl, der trækker pænhedens forudsigelige system ned i virkelighedens begrundelser. Bidragsyderne er Lene Tanggaard, Svend Brinkmann og undertegnede, som i fællesskab har redigeret bogen. Derudover skriver Peter Kemp, Gert Biesta, Klaus Nielsen, Søren Bengtsen, Leo Komische-Konnerup, Karsten Tuft, Jørgen Carlsen og Steen Nepper Larsen. Endelig har vi to kritikere med: Stefan Hermann og Ove Kaj Pedersen. Mit eget bidrag hedder “pædagogikkens strålering”, men det vil jeg ikke anbefale nogen at læse, selvom jeg selv er yderst tilfreds.