Facebook-drys 9: April 2014

Her er 28 facebook-opdateringer fra perioden fra april 2014. Man kan enten klikke på den enkelte opdaterings overskrift og på den måde se det rå fb-opslag med diverse kommentarer, eller man kan læse opdateringen på herværende blogindlæg, hvor det har været en lille tur i sproghjørnet. Hvis der er relevante links eller særlige omstændigheder i forbindelse med opdateringen, er det noteret umiddelbart efter teksten.

  1. Analyse af interview med Jens Rasmussen
  2. Sig noget!
  3. Ungdommens løb
  4. Uden navn
  5. Analyse af artikel af Jens Rasmussen fra 1991
  6. Om udfordringer og de lærerstuderendes formand
  7. Analyse af artikel af Jens Rasmussen fra 1982
  8. Tilføjelse til drys nr. 7
  9. Kan nogen lærer nogen noget?
  10. Skriv 50 gange på tavlen
  11. Link til anmeldelse af bøger af tidligere forstandere på Askov Højskole
  12. Magt og pædagogik
  13. Konkurrencestaten eksisterer ikke
  14. Uden navn 2
  15. En forsinket soldat fra 1864
  16. Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – en tilføjelse
  17. Af med ja-hatten!
  18. Claus Holm, socialdemokraterne og konkurrencestaten
  19. Tre store handlinger
  20. Konkurrencestaten og husmødre
  21. Klar til 1. maj
  22. Godt essay af Jørgen Carlsen
  23. Derfor bør man buuhe!
  24. Varieret undervisning = uvarieret undervisning
  25. Buuhedag
  26. Støjen i støjen
  27. Hvad er et buuh?
  28. Per Fibæk Laursen i 1976 og i dag

 

  1. d. 1. april: Analyse af interview med Jens Rasmussen

En kort analyse af et interview fra 2010 med professor Jens Rasmussen

http://www.thomasaastruproemer.dk/dannelsen-smelter-i-finanskrisens-damp.html

 

  1. d. 1. april: Sig noget!

Hvad skal man sige? Er der ikke en eller anden, der kan sige noget?

http://www.forskeren.dk/?p=3560

 

  1. d. 2. april: Ungdommens løb

Det må være svært at være en ny generation, når den gamle, altså min, har meldt sig ud af verden for at hellige sig en abstrakt, nervøs og fedtsuget jagt på at blive topscorer på globaliserede performativitetsindikatorer med amerikanske konsulenthuse og “læringsråd” i felten som en slags åndelig hær.

Spørgsmålet for ungdommen er: Hvordan kan man forny verden, hvis den ikke findes? Sebastians forslag i 1978 lød: “så drik dig fuld – og glem alt hvad der følger – for drukne skal du nok i disse bølger”. I dag vil han nok synge om, at man kan spille computer 8 timer om dagen eller sådan noget.

Egelundkredsen siger så: Det hele gælder om at blive nr. 5 i problemløsning på Pisa, så vi kan bevare vores konkurrenceevne – og så løber de allesammen ind i dèt bur. Jeg håber ikke, at nogle af de unge løber med, men man kan godt forstå, hvis de gør, for det er jo ikke let at skabe en fælles verden helt alene.

 

  1. d. 3. april: Uden navn

http://www.thomasaastruproemer.dk/faergen-en-novelle.html

 

  1. d. 3. april: Analyse af artikel af Jens Rasmussen fra 1991

En analyse af et tidligt arbejde af professor Jens Rasmussen, hvor nogle basale distinktioner formes, som har stor betydning i dag.

http://www.thomasaastruproemer.dk/professor-jens-rasmussens-filosofi-2.html

 

  1. d. 4. april: Om ”udfordringer” og de lærerstuderendes formand

a. I samme øjeblik man bruger ordet “udfordring” er det slut med pædagogik.

b. Mål udspringer af den pædagogiske situation. De er åbne, foreløbige og rumsterende. “Klare mål” er det modsatte af pædagogik.

c. “Strategi” og “pædagogik” er modsætninger.

d. KL’s Michael Ziegler er et båthorn, men det er de lærerstuderendes formand, Jens Bob Bohlbro, ikke. Bohlbro tænker skole. Som en rigtig lærerstuderende. Det kunne man høre i DR2s ”Debatten” i forgårs. Men hvor længe får Bohlbro lov? For den nye læreruddannelse er ligesom skoleloven helt i Zieglers ånd. Vi har fået båthornenes skole, som en lærer næsten ikke kan bebo. En “udfordrings”- en “klare mål”- og en “strategisk” skole.

 

  1. d. 6. april: Analyse af artikel af Jens Rasmussen fra 1982

Det har været meget interessant at læse Jens Rasmussens bidrag om frigørelsens og erfaringens mulighed fra 1982. Vi lever stadig i skyggerne af 70’ermarxismen. Det er helt klart.

http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-filosofi-3-analyse-af-artikel-fra-1982-erfaringens-og-filosofiens-deroute.html

 

  1. d. 7. april: Tilføjelse til drys nr. 7

En tilføjelse til nedenstående link fra i går:

“En lille oligarkisk krølle: I forbindelse med Rasmussens kritik i 1984 af dannelsesbegrebet fremhæves Thorkild Theisens arbejde. Theisen var redaktør for Unge Pædagoger 1973-1982, og Rasmussen sad i redaktionen på samme blad fra 1981-2006. Senere blev Theisen mangeårig redaktør for bladet Folkeskolen, og da han gik af for få år siden, skrev Rasmussen da også en pæn kommentar i et festskrift til Theisen. Nå, men grunden til, at jeg nævner denne blanding af personlig og faglig relation, er, at Theisen og Rasmussen spillede hovedrollen i forbindelse med nedlæggelsen af min blog på folkeskolen.dk i 2012. Rasmussen bag kulisserne, hvor han havde kontaktet redaktionen og Theisen i en barsk skriftlig kritik af mit arbejde via Folkeskolens redaktion, som på den måde, formodentlig uvidende, kom til at bade i pædagogisk magt. Uddrag fra selve brevvekslingen kan læses i bogen “Krisen i Dansk Pædagogik.”

http://www.thomasaastruproemer.dk/jens-rasmussens-filosofi-3-analyse-af-artikel-fra-1982-erfaringens-og-filosofiens-deroute.html

 

  1. d. 8. april: Kan nogen lærer nogen noget?

Vidste I, at vores uddannelsesreformer bygger på det synspunkt, “at ingen kan lære nogen noget”? Og at lærerens vigtigste opgave er “at være til stede i undervisningens kommunikative system”? Sådan hedder det hos Jens Rasmussen i 1999 i artiklen “læring og læringsteorier”, få år efter han blev troende luhmannianer.

Jeg skal “undervise” på torsdag, men ingen skal lære noget! Men vi er alle “til stede”! Sikken en skole!

NC Sauer sagde engang, at skolereformen tog det værste fra reformpædagogikken. Hentydede han måske til synspunkter som Rasmussens? Sauer sagde også, at skolereformen også tog det værste fra den traditionelle skole, og dermed mente han nok, at hvis læreren ikke kan lære nogen noget, så kan man altid køre en gang synlig læring med alt hvad dertil hører af tests, metoder, styring og amerikanske konsulenter.

Hvad vil der ske, hvis man tog det bedste fra reformpædagogikken og det bedste fra den traditionelle skole? Men ok – det svarer nok til at ville afskaffe landbrugsstøtten i EU.

 

10. d. 9. april: Skriv 50 gange på tavlen!

Nyliberalisterne skal skrive 50 gange på tavlen: At Marx ikke har ret i alt betyder ikke, at han tager fejl i alt (kan man så heller ikke bruge Benjamin, Bloch og Adorno til noget?).

Socialisterne skal skrive 25 gange på tavlen: At liberalismen ikke har ret i alt betyder ikke, at den tager fejl i alt (kan man så ikke bruge Locke, Humboldt, Hayek og Kant til noget?).

Alle skal tilføje: Og det samme kan man sige om alle vores tænkere, fra oldtiden til dags dato.

Således renset kan man påbegynde en fri undersøgelse af fornuftens tilstand og bevægelse i samfundet – en form for fælles “skole” – et “universitet” hed det i gamle dage.

Årsagen til herværende opslag er, at jeg på twitter havde skrevet, at jeg synes Pia Olsen Dyhr fra SF havde ret i, at der skulle være nogle ordentlige arbejdsforhold for landets lønmodtagere, f.eks. med kædeansvar for virksomhederne. Så skrev et folketingsmedlem fra LA pludselig, at jeg var en kapitalismekritiker. Det var efter min opfattelse en form for omvendt ideologisering ift. 70’ernes ideologikritik, og så var det jeg tænkte, om dog ikke Marx skulle have opdaget noget som helst?

I 1970’erne gjorde socialisten det samme: Dengang var man grim og borgerlig, hvis man læste Kant eller kom til at sige, at børn skulle lære nogle hovedstæder, eller at man gik ind for et repræsentativt demokrati.

Venstrefløjen er i dag nærmest vaccineret mod den slags unoder. Faktisk er den rimelig lydhør overfor en afbalanceret og fællesskabsorienteret liberalisme – ja, socialisterne er måske endda blevet lidt for nervøse ved den marxistiske tradition, så det hele ender i “velfærdsregulering”. Måske skulle den kigge lidt i bøgerne igen?

Det er derfor, at nyliberalisterne skal skrive deres sætninger dobbelt så mange gange som de andre. Det er dem, der for tiden er de mest ideologiske – på den dårlige måde.

 

11. d. 10. april: Link til anmeldelse af bøger af tidligere forstandere for Askov

Lidt trommer for to spændende udgivelser:

http://www.hojskolebladet.dk/debat/boeger/2014/april/hoejskolens-opgave

 

12. d. 12. april: Magt og pædagogik

Til orientering for interesserede:

http://www.thomasaastruproemer.dk/en-utrolig-historie-om-magt-og-paedagogik-del-2.html

 

13. d. 13. april: Konkurrencestaten eksisterer ikke

1. Konkurrencestaten eksisterer ikke. Den findes ikke i virkeligheden, fordi ”en stat” ikke kan defineres ved ”konkurrence”. Det er logik. Kan et ”menneske” måske defineres ved ”konkurrence”? Nej vel? Ville det ikke være skrækkeligt? Konkurrencemennesket! Konkurrencemænd, der bliver gift med konkurrencekoner. Konkurrencelærere, der underviser konkurrencebørn. Alle mand i bådene! Det er samme logik for både stat og menneske – helt den samme. Kan en stat defineres ved konkurrence, kan et menneske også.

2. Derimod findes der en stat, der konkurrerer… og som samarbejder, diskuterer, er demokratisk, hjælper, går i krig etc. På samme måde, som der findes mennesker, der konkurrerer… og som diskuterer, elsker, strides, tænker, hjælper, samarbejder etc. – og oftest er ”konkurrence” det mindst væsentlige. Oftest er ”staten” og det ”menneskelige” kendetegnet ved alt andet end konkurrence – ja ved det modsatte: For statens vedkommende er principperne for både politisk styreform og retssystem de modsatte af konkurrence. Konkurrer højesteret måske? Hvis den gør, er det så ikke det samme som at nedlægge den og dermed resten af retssystemet? For menneskets vedkommende er dets moralske, æstetiske og videnskabelige muligheder oftest defineret i modsætning til dets konkurrencemæssige tilbøjeligheder. Læs næsten hvilket som helst skrift om statsteori, æstetik eller moralfilosofi. Nævnes ordet ”konkurrence”? Nej! Læs en digters poetik. Står der noget om konkurrence? Nej!

3. Konkurrencestaten vil reducere mennesket til et konkurrencemenneske. Den er totalitær. Konkurrencestaten er en totalitær bevægelse. Konkurrencestaten er totalitær.

4. Konkurrencestaten og konkurrencemennesket har ikke brug for demokrati, filosofi, kærlighed, fællesskab og pædagogik – højst som metoder og one-liners til at fremme konkurrencen selv og aldrig med et etisk, videnskabeligt, religiøst eller pædagogisk formål.

5. Sammensmeltningen af konkurrencestaten med konkurrencemennesket, som i sammensmeltningens proces ekskluderer humanitet og pædagogik, vil finde sted langsomt men sikkert, hvis intet ændrer sig.

6. Konkurrencestaten er den siddende regerings ideologi – men det er også oppositionens ideologi.

7. Konkurrencestaten er den siddende regerings pædagogik – men det er også oppositionens pædagogik (Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)).

8. Hvem er imod konkurrencestaten? Det er ny-liberalisterne. Men de vil have en teknisk stat i stedet for. Men en konkurrencestat og en teknisk stat er det samme. Det giver det samme. Hvem mere er imod? Det er den yderste venstrefløj. De tror, at konkurrencestaten er ny-liberal, men det er den ikke – den kommer fra dem selv – fra socialismen selv. Socialisternes hadeobjekt kommer fra dem selv. Måske kan venstrefløjen finde noget godt i den marxistiske tradition? Det vil de kunne, men de tør ikke læse bøger. Hvem læser bøger på venstrefløjen? De læste nok lidt for mange bøger i 1970’erne – og resultatet heraf er konkurrencestaten.

9. Konkurrencestaten er en metodisk anti-humanisme – systemteoriens sammensmeltning med en postmodernisme i forfald med rod i fransk antihumanistisk marxisme fra 1960’erne.

 

14. d. 14. april: Uden navn 2

a.
Der er ikke noget at gøre, ikke noget at konstruere. Tingene er, som de er.
Alting er inde i sig selv: uafrysteligt, uerstatteligt, indre, i et infernalsk vildrede.
Kan man vride informationer ud af det, der er, som det er?
Nej! Tingene er ikke modtagelige for intimideringer. Du får blot kendte lyde uden mening. Du får intet at vide.

b.
Kan det, der er, som det er, kalde på dig? Kan du høre?
Kan det, der er, som det er, vride informationer ud af dig?
Ja! Du er modtagelig. At vide er at blive kaldet.

c.
Hvad kalder?
Essenserne, substanserne, det usynlige, det umålelige, det usystematiske, det uklare, følelser, holdninger, kærlighed, fællesskab, strid, mine naboer, mine forfædre og efterkommere og mine sætningers usynlige korrespondance.

En farverig og lykkelig klang – et karneval.
Det er gær – en gærende gæring.
Det kaldendes kalden – kan du høre?

d.
Jeg bliver væk. Væk i tingenes kalden. Den yderste handling. En berøring.

 

15. d. 16. april: En forsinket soldat fra 1864

For et par dage siden så jeg en udsendelse i TV, hvor Ane Cortzen havde to gæster i studiet: Den ene gæst var udenrigsminister Martin Lidegaard, og den anden var en mand på omkring 55 klædt i uniform fra 1864. Sidstnævntes lidenskab var at deltage i naturtro dramatiseringer af de militære slag ved Dybbøl – en slags forsinket soldat.

I samtalen kunne man høre følgende ordveksling, som jeg citerer efter hukommelsen:

Lidegaard (med let sarkastisk stemmeføring): ”Danmark må vist være det eneste land, der fejrer sine nederlag”.

Soldaten: ”Vi fejrer ikke – vi mindes!”

Lidegaard var ikke det mindste flov. Han mindes ikke – og han ville helst ikke fejre. Han vil hverken mindes eller fejre – Han vil højest ”huske”, men ikke ”mindes”, hvilket er en særlig form for glemsomhed. Lidegaard synes sikkert, det er fint, at historikerne skriver bøger om 1800-tallet, for på den måde kan man ”huske”. Ligesom når Søren Mørch taler om ”den sidste Danmarkshistorie”, eller når historikere lægger 1800-tallets begivenheder ind under ”nationalstaten”, som de efterfølgende påstår er et overstået og færdigskrevet kapitel, for nu har vi jo ”velfærdsstaten eller konkurrencestaten” og så videre på den galej. På den måde ”tæmmes” historien, og derfor kan man ikke ”mindes”, kun ”huske” – så har man glemt på en essentiel måde. Historiens begivenheder mister deres evne til at tale, og vi mister evnen til at berøre dem.

Et samfund, hvis hukommelse er ”tæmmet” kan kun huske, men ikke mindes, og slet slet ikke erindre. Og hvorfor fejrer det, som er tæmmet? Altså det som ikke mere har en fri og åndelig tingslighed, der berører efterkommerne – på trods af, at vi jo allerede er berørt, uanset om vi vil det eller ej? Vi kan ikke berøre det, som allerede har rørt os. Er Danmark det eneste land, hvor udenrigsministeren må irettesættes af en forsinket soldat, hvad angår landets vigtigste krig? Og var modstandskampen under besættelsen mon en del af samme irettesættelse? En situation, hvor folkelig modstand efterhånden irettesatte en flok tilpasningsivrige politikere? Er Lidegaard en Scavenius (Stauning var ikke bedre)? Lidegaard kommer fra Krogerup Højskole, hvor Hal Koch var forstander, og selvom Koch var mere idealistisk end Scavenius, var han ivrig fortaler for den store ja-hat i forbindelse med samarbejdspolitikken. Mindre åndrige elever taber kompleksiteten og ender i en blanding af Scavenius, Koch og ”konstruktiv kritik”. Lidegaard er en blanding af Scavenius og Koch. Hans tro på ”dialogen” har han fra Koch, hans ”realisme” har han fra Scavenius og ud af den kombination kommer efterkrigstidens mangel på evne til at mindes – en mangel der udstilles så pinligt i den indledende ordveksling. Alle danske Ja-hatte er tæmmede glemsomheder, der måske kan huske, men som ikke kan mindes.

Uddannelsespolitikken er også en glemsomhed. Vi har brug for en forsinket soldat.

Jeg kom en gang til at læse Herman Bangs ”Tine” – ikke i skolen naturligvis, hvor vi helst ikke måtte læse litteratur. Det gør stadig ondt, når Bang fylder sætninger til bristepunktet, så Tines liv, hendes kendte omgivelser og Danmark går i samtidig opløsning, og når Tine til sidst går ud i søen, fordi hun ikke ville tæmmes. Som alt andet godt, er landet bygget på sorg i 1864 og svigt i 1940, men også på mænd og kvinder, der ikke underkastede sig tilpasningssyge magthaveres ja-hatte – på folk der ikke kunne tæmmes, og hvis minder var en fælles, opmærksom og åbenhjertig kraft. Tine blev ikke tæmmet, hun gav bare op – og det er ikke det samme. Koch blev tæmmet, selvom han troede det modsatte. Derfor gav han endnu mere op til sidst, og resten af Danmarks historie er desværre Kochs svar, blot uden hans problem. Vores største nyere Koch-fan er Ove Korsgaard, der også har store problemer med at sige fra over for ”konkurrencestatens krav til dannelse”.

Det hjalp ellers lidt, da Anders Fogh Rasmussen nægtede at sige undskyld i 2006. Fogh bar Tine op af søen og pustede liv i hende. Mærkeligt at resten af det officielle Danmark er blevet en endnu mere dorsk ja-hat, nu hvor Tine er i live igen og spadserer rundt iblandt os med bare fødder og kalder.

 

16. d. 19. april: Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – en tilføjelse

En lille tilføjelse til afsnit B1 i bloggen “Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”:

“Når Ph.d.-rådet udbyder kurser, er det naturligvis med henvisning til globaliseringsaftalens brede begreber, men oligarkiet sætter sig hurtigt igennem i det mere præciserede perspektiv. I kurset ”Empirisk skoleforskning”, der afvikles i maj 2014, bidrager kun folk fra oligarkiets inder- og yderkreds, og der er ingen repræsentanter for andre forskningstraditioner. Forelæserne på kurset er Jens Rasmussen, Lars Qvortrup, Lise Tingleff Nielsen og Per Fibæk Laursen, som vi jo allerede har hørt om. Desuden deltager Simon Calmar Andersen, som sidder i Skolerådets formandskab, og Søren Winter fra SFI, som begge af deres institutionelle tilhørsforhold er født ind i helt samme og ureflekterede syn på forholdet mellem pædagogik og videnskab som de andre.”

http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html

 

17. d. 19. april: Af med ja-hatten!

I 1864 indhøstede landet et regulært nederlag efter fri og åben kamp mod et Preussen i enorm politisk fremdrift. Nederlaget blev efterfulgt af 70 års RIG FOLKELIG, INDUSTRIEL OG ÅNDELIG aktivitet.

Efter besættelsen i 1945 måtte landet listigt rane på resten af Europas lidelse for at blive accepteret i sejrherrernes kreds, efter at man havde hyldet “de store tyske sejre”. Landets ære blev i høj grad reddet af Danmarks kommunister, som var blandt de mest aktive i modstandsbevægelsen. Så det nationale blev reddet af de mest anti-nationale. Disse selvforskyldte paradokser blev efterfulgt af 70 års RIG STATSLIG aktivitet. I starten var den nye stat omkredset af skiftende åndelige strømninger, fx. omkring tidsskriftet Heretica og senere omkring modernismen og venstrefløjen, hvilket gav den fremstormende velfærdsstat en moralsk base.

Men den voksende stat kaster nu de moralske klæder af sig. Nu har vi mestendels blot en stat, der vil regulere folkelighed og dannelse ned i mindste detalje via datamater og listeplaceringer, så staten kan overleve som organiserende organisation.

Denne kæntrede stat og dens embedsmænd går rundt og udstyrer landets lærere, og snart også os andre, med latterlige og fordummende “ja-hatte”.

Det værste, man kan blive udstyret med, er en Ja-hat. Sådan en hat tog den danske regering på under krigen – og resultatet blev en kæntret “ja-hatstat”. Tag aldrig en ja-hat på! Vær opmærksom og åbenhjertig i et fællesskab af frie medborgere og hav altid essensen og pligten in mente. Lav i stedet en karrikaturtegning af alle de mange jahat-skoleledere og deres kommunale bureaukrater, hvor de udstyres med en hat, med billede af en “tysk sejr”, hvor der står “ja” på.

Så kan vi andre påføre os en kasket med en kulturradikal kommunist på den ene side og Herman Bangs Tine fra 1864 på den anden. Det vil hverken være en ja- eller en nej-hat. Det vil være en påmindelse.

 

18. d. 21. april: Claus Holm, socialdemokraterne og konkurrencestaten

Jeg vil blot gøre opmærksom på, at lektor og viceinstitutleder ved DPU, Claus Holm, d. 12/4 i Berlingeren havde et længere indlæg med illustration og det hele, hvor han priser konkurrencestaten, som han sætter op overfor velfærdsstaten, som vist nok er noget gammeldags og Løgstrup-agtigt, hvormed han helt accepterer Ove Kaj Pedersens alt for simple distinktioner. Desværre ligger indlægget ikke online, men det kan findes på Infomedia. Indlægget er i øvrigt, så vidt jeg kan bedømme det, stort set det samme, som Holm holdt til konferencen “Konkurrencestatens krav til dannelse” i november 2013, hvor Ove Kaj også talte hele to gange, blandt andet om hvordan Grundtvigs begreb om “folk” nu var omdannet til et “arbejdsfællesskab i økonomisk patriotisme” – og så har vi da i al fald tæmmet kulturarven godt og grundigt.

Holm ligger i kanten af Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), fordi han er ret centralt placeret i kredsen omkring BUPL’s faglige regioner, blandt andet med pamfletten Ny Nordisk Pædagogik, men naturligvis også fordi han er medforfatter til bogen ”Viden om Uddannelse”, som udkom i 2007 med professor Jens Rasmussen og daværende luhmannianer-dekan, Søren Kruuse, som medforfattere. Det var Kruuse, der ville erstatte alle DPU’s kandidatuddannelser med en uddannelse som ”velfærdskandidat”, og det var ikke så friskt, synes jeg. Nå, men den pågældende bog har virkelig sat dagsordenen for synet på forholdet mellem forskning og praksis i policy-kredsene, og dens distinktioner sejler rundt omkring som sådan en slags sætningsgenerator.

Samme syn på konkurrencestatens ontologiske primat finder man i den nye udgivelse ”Socialdemokratiets tænkere”. Bogen er redigeret af Anders Dybdal, som også har skrevet efterskriftet, som er gengivet i kort form i Information d. 13. april. Her kan man læse følgende (citeret fra Information):

”Konkurrencestaten er et vilkår, men vi skal selv designe vores svar, så konsekvensen ikke bliver et ‘ræs mod bunden’ (= mindst velfærd, laveste løn og dårligste arbejdsvilkår). Hvordan styrker vi landets konkurrenceevne? Og hvilken rolle spiller f.eks. den offentlige sektor, løn/arbejdsvilkår, kultur, velfærd og skat i forhold til det?”

Det er helt samme logik som Holms og for den sags skyld også OK Pedersens og Corydons. Denne sælsomme forveksling af stat med konkurrence, der efterfølgende sætter hele det pædagogiske og sociale liv ud af kraft. Det er ligefrem en ny socialdemokratisk ideologi kan man forstå, eftersom citatet stammer fra en bog om ideologi.

Men konkurrencestaten er hverken en erstatning for velfærdsstaten eller en forfinelse af den, hvilket er de to optioner, som fortalerne – inklusiv Ove Kaj – svinger ukritisk imellem. Tværtimod er det en opgivelse af statsbegrebet som sådan på en paradoksal måde, der giver selvsamme statslige intethed magt til at bestemme alt i detaljen. Det er en radikalisering af de værste sider af velfærdsstaten for nu at sige det på den måde.

 

19. d. 21. april: Tre store handlinger.

Er det her forkert?

Hvornår har Danmark vist verden, hvem verden er og dermed også, hvem Danmark kan være? Det har Danmark gjort tre gange – ved landets kampvilje i 1864, ved Kaj Munks enmandshær under besættelsen og ved Anders Fogh Rasmussens afvisning af at blande den danske stat ind i karikaturkrisen i 2005-6.

Det betyder ikke, at disse tre grupper/personer gjorde alt rigtigt – tværtimod faktisk. Munks antiparlamentarisme er legendarisk, Foghs skrækkelige kontraktpolitik og tilslutningen til Irakkrigen var utilgivelig, og 1864-politikerne tog sikkert også fejl i alt muligt.

Men alligevel var det ved disse handlinger, vi blev til som et selvstændigt folk – altså ikke blot som økonomisk enhed og organisation, men som moralsk frit og selvberoende. Hvorfor? Jo. fordi at danske borgere i alle tre situationer har stået fast og vist verden, hvad der før var skjult, nemlig både hvad verden er, og hvad vi selv kunne være.

a.
I 1864 var det et nederlag i åben kamp, der viste verden, at Preussen var ved at blive en stormagt i Europa, en proces der ikke ophørte før 1945. Ved at Danmark kæmpede, kunne resten af Europa fornemme, hvad der ventede dem, først i den fransk-tyske krig i 1870 og siden i to verdenskrige. Men Danmark viste sig også, selv i dets nederlag, som et land, der ville stå selv. Der blev rent faktisk kæmpet ved Dybbøl. Det var dette ærefulde nederlag, der gav landet efterfølgende energi til at opbygge en nationalt sindet men også udadvendt og moderne pædagogik, industri og landbrug. Desværre blev nederlaget opfattet som æreløst, pga. tabet af Slesvig og tilbagetrækningen ved Dannevirke. Det var denne fejlagtigt opfattede æreløshed, der senere viste sig ved den manglende modstand d.9.april i 1940, hvor vi lod resten af Europas unge lide, mens vores politikere talte om, at man skulle adlyde nazisterne pga. deres store sejre. Men nederlaget var rent faktisk ærefuldt. Havde man husket på det, havde vi i højere grad haft norske tilstande under besættelsen.

b.
Kaj Munk var stort set alene om at tale besættelsesmagten imod. Andre var kritiske – det er klart, nogle gjorde endda modstand – efterhånden – fra England eller ved sabotage i Danmark. Men selv modstandsfolkene arbejdede i hemmelighed og i smug. Munk var alene om at tale frit, officielt og i Danmark. Han var en ensom og utæmmelig røst, der tvang Nazisterne til at vise, hvem de var, og som ansporede national modstand og dermed danskerne selv til at tage stilling til, hvem de selv var. Munk tvang stillingtagen igennem. Han skilte får fra bukke, modstand fra tilpasning, og Nazismen selv måtte til sidst smide sin flødeskumsfront-attitude, der påvirkede alt for mange danskere, herunder ikke mindst det officielle Danmark men også befolkningen mere bredt. Munk blev henrettet af nazisterne i 1944, og trods alle sine fejl, viste han alle, hvem nazisterne var, og at Danmark kunne være det, som landet med den gryende modstandskamp også blev.

c.
Den sidste i rækken af store handlinger er Fogh Rasmussens afvisning af islamisternes krav om statslig undskyldning for, at JP publicerede karikaturerne af Muhammed i 2005. Ved denne handling tvang Fogh hele den muslimske verden til at vise sig for en vestligt sindet offentlighed. Det kom bag på de fleste, hvilke følelser, ræsonnementer og politiske ideer, der puttede sig bredt i den muslimske verden. Man viste nok godt fra 2001, at der var fundamentalister, men at ytringsfrihed og offentlig diskussion mere bredt var så præget af religiøse dogmer kom nok bag på de fleste. En kultur, som den var kommet til at se ud, viste sig for en anden, der stadig var lidt i Scavenius vold. Samtidig viste Fogh også, hvem Danmark kunne være, nemlig et land, hvor man mener noget med ytringsfriheden. På en måde er det derfor forstemmende, at man læser så meget om, at lærere, pædagoger, forskere og alle mulige andre ikke tør sige dette og hint. Hvorfor ikke? Fogh har vist os frem for få år siden. Alt for mange tror, at ytringsfrihed primært handler om Islam-kritik. Det er slet ikke tilfældet. Fogh viste hele samfundet, at det skal åbne munden.

En pudsig krølle er, at Foghs bidrag til krigen i Irak var en form for moralsk aflad for samarbejdspolitikken under besættelsen; altså en måde at vække Munk til live, at gøre modstandsbevægelsen frem for samarbejdspolitikken til historiens subjekt. Problemet var så, at hverken Danmark eller Munk havde noget at gøre i Irak, som primært angik amerikanske interesser. Det gjorde karrikaturkrisen imidlertid ikke, for den havde jo sit epi-center i Danmark. Det var først under karrikaturkrisen, at Fogh vækkede Munk, som i sig selv var en direkte forlængelse af 1864s modstand.

Så i stedet for følgende ligning:
1864 var et tab af ære = samarbejdspolitikken var god og realistisk = vi må ikke kritiserer religiøse dogmer og skal have ja-hatte på,

får vi denne ligning:
1864 var en ærefuld kamp = den direkte modstand under besættelsen var god = Vi skal åbne munden i åbenhjertighed og fælles sans.

Den første ligning viser ingenting, men tæmmer blot verdens fænomener. Den anden ligning lader både verden og os selv træde frem.

Så hvad kan man lære af det? Vær ikke alt for realistisk, for i så fald viser ”det reale” sig ikke.

Træd ind i ligning nr.2, der hvor alting bliver til – en pædagogisk ligning.

 

20. d. 22. april: Konkurrencestater og husmødre

Kan en ”mor” defineres som en ”husmor”? Nej vel? En ”mor” kan både stå for sig selv og indgå i mange andre bindestregsrelationer. Men hvad sker der, hvis et samfund definerer en mor som en husmor alligevel? Vil en sådan definition ikke virke tvangsmæssig i forhold til en kvindes muligheder og liv? Hvis du vil være ”mor”, må du også være ”husmor”, vil devisen være.

Er det anderledes med ”konkurrencestat”?

Kan en ”stat” defineres som en ”konkurrencestat”? Nej vel? En ”stat” kan både stå for sig selv og indgå i mange bindestregsrelationer. Men hvad sker der, hvis et samfund definerer en stat som en konkurrencestat alligevel? Vil en sådan definition ikke virke tvangsmæssig i forhold til et politisk fællesskabs muligheder og vækst? Hvis du vil bebo en ”stat”, må du også bebo en ”konkurrencestat”, vil devisen være.

…og sådan kan man fortsætte…

 

21. d. 24. april: Klar til 1. maj

Så, nu er der kun en uge til, at jeg skal stå på Tangkroen i Århus sammen med byens arbejdere og buuhe af en eller anden konkurrencestatssocialist. Det bliver dejligt.

 

22. d. 25. april: Godt essay af Jørgen Carlsen

Virkeligt godt essay af Jørgen Carlsen. Det er tekster af denne type, der bør befolke landets seminarier.

http://hojskolebladet.dk/tendens/tendensartikler/2014/maj/hvordan-performer-du

 

23. d. 25. april: Derfor bør man buuhe!

Buuhh!

http://www.thomasaastruproemer.dk/derfor-boer-man-buuhe.html

 

24. d. 27. april: Varieret undervisning = uvarieret undervisning

Undervisningsministeren siger, at vi i hendes skole skal have “varieret undervisning”, men det passer ikke. Hvorfor ikke? Fordi det slet ikke handler om “undervisning”. Hvad handler det så om? Det handler om “læring”. Vi skal gå “fra undervisning til læring”. Det er realpolitik i alle led. Men hvad er læring i Ny Nordisk Skole? Læring er detaljerede målsystemer og operative måltal – helt fastlagt på forhånd. Men det vil jo sige, at læring pædagogisk set er i bur. Vi har altså “u-varieret læring”. Undervisning er altså underlagt uvarieret læring. Men kan sådan en undertrykt undervisning værre varieret? Vel kan den ej, undervisningen er også i bur. Den varierer uvarieret. “Varieret undervisning = u-varieret undervisning”. Det er logik.

Pædagogikkens sprog er taget fra os. Dens ord er låst inde i et bur. Vi står udenfor, frarøvet ord, som spøgelser.

Skal vi tage ja-hatten på? Nej, vi skal ej. Vi skal buuhe som spøgelser, som gennemsigtige lagner uden ord. Der skal gå et spøgelse gennem landet. Buuhh!

 

25. d. 28. april: Buuhedag?

 

I et “repræsentativt demokrati” er det nødvendigt, at der ind imellem buuhes – ellers bliver der mere “repræsentation” end “demokrati”. Måske skulle man lave en fast årlig buuhe-dag, hvor “repræsentanterne” mødes med ren “noice”? Fx d. 1. Maj? Så kan alle repræsentationens ord holdes i utæmmet vibration resten af tiden, og det samme kan folkets, altså demos’, ord sådan set.

Hvis der allerede skulle være et buuh indeni repræsentanternes sætninger, kan man lytte trods alt, for man kan jo ikke buuhe af et buuh.

 

26. d. 28. april: Støjen i støjen

Indeni enhver sætning er der støj. Glemmer man støjen, så støjer den – så støjer støjen.

 

27. d. 29. april: Hvad er et buuh?

Hvad er et buuh?

http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-er-et-buuh.html

 

28. d. 30. april: Per Fibæk Laursen i 1976 og i dag

Per Fibæk Laursen er professor i pædagogik ved Aarhus Universitet. Han er den eneste professor i dialoggruppen for Ny Nordisk Skole, som han også har forsvaret og beskrevet mange steder.

Ny Nordisk Skoles begrundelseskilder finder man i alt ”lige fra regeringens vækstforum til det økonomiske råd”, som det hedder i Antorinis præsentation af ideen i Lars Olsens bog ”Uddannelse for de mange” fra 2011. Begrundelserne finder man altså i uddannelsesøkonomien.

Hvordan kan en professor i pædagogik stå inde for en sådan reduktion? Jo, årsagen kan man f.eks. finde i Fibæk Laursens bog ”Læreren fra degn til lønarbejder” fra 1976, som er den skinbarlige 70’ermarxisme, hvilket betyder, at alle almenpædagogiske forhold grundlæggende kan reduceres til kapitalistisk uddannelsesøkonomi, hvilket også sker f.eks. i kapitel 10.

Nu i 2014 er kapitalismeanalyserne jo væk, så tilbage står blot den rene uddannelsesøkonomi som hersker. Og Fibæk Laursen bliver en slags professoral eksponent for denne uddannelsesøkonomiske bevægelse, som også Lars Qvortrup forsvarer i sin 2010-leder ”Economy Stupid!” fra DPU-magasinet Asterisk, og som Ove Kaj Pedersen redegør for i sin teori om konkurrencestaten.

Det entydige fokus på ”uddannelsesøkonomi” får allerede i 1976 som konsekvens, at almenpædagogik reduceres til ”økonomiske og kvalifikationsteoretiske analyser” (s.162). Fibæk Laursens egen farvning af denne reduktion bliver så, at didaktik, i modsætning til almenpædagogikken, må være noget konkret og beskæftige sig med metodeudvikling. Det skriver han, fordi han er bange for, med god grund, at hans ekstremt smalle almenpædagogiske begreb bliver for strukturalistisk og deterministisk, som det udvikler sig hos hans kollega Jens Rasmussen, hvor strukturalismen lever videre via Luhmanns teorier, som Fibæk i parentes bemærket kommer foruroligende tæt på omkring år 2000.

Didaktikken kobles altså fra hele den almenpædagogiske tradition, hvorefter den, altså didaktikken, gøres til noget konkret og lidt småt, der skal stå i en lidt ubestemt relation til kapitalistiske strukturer.

Men tager vi det marxistiske vokabular væk – ender vi så ikke præcist i en slags forberedelse til Ny Nordisk Skole, med dennes fokus på uddannelsesøkonomi og metoder? Jo, det gør vi jo.

Den almenpædagogiske tradition er helt væk i Fibæk Laursens nyere horisont. Det er nok borgerlig dannelse eller sådan noget, hvilket ifølge nogle senere udtalelser fra Fibæk Laursen hører hjemme i Dansk Folkeparti, hvor den vist bare har at blive. I dag er almenpædagogikken altså ikke mere bare ”borgerlig dannelse”, som den var i 1970’erne – nu er den ligefrem en form for højrepopulistisk postulat ifølge Fibæk. Men det er naturligvis en så eklatant reduktion af hele den europæiske tradition, at man skulle tro det var løgn.

Så siger en eller anden, at jeg ikke kan bruge udtalelser fra 1976 til at karakterisere en aktuel pædagogisk position, men er det ikke rigtigt, at de basale distinktioner, fjendtligheden over for dannelse og de små metoderes dominans, dannes i Fibæks 70’er skrifter, ligesom det også sker for de andre professorer i hans generation, der dog fastholder strukturalismen mere end Fibæk? Og er det ikke også rigtigt, at når marxismen skrælles væk, så efterlades vi med en værdifri og lidt teknisk instrumentalisme – altså skolereformen.

Hænger det ikke fuldstændigt sammen? Det synes jeg.

Skriv en kommentar