Flyttenoter fra 1991 til 2013

DPU-Aarhus skal flytte kontorer fra Trøjborg til Nobel-parken. Det er fordi, AU har solgt Trøjborg-komplekset. Det er lidt vemodigt, men pyt. Lidt beton og glas er jo også dejligt, og jeg kommer tættere på fitness-centret.

Nå, men i den forbindelse sidder jeg her med en flyttekasse med en stak bøger og gamle tidsskrifter af blandet herkomst. De kom med hjem til morgenkaffen. Jeg kan ikke finde ud af at smide dem ud.

Og sørme, om der ikke dukker alt muligt op:

 

1. Jørn Loftager i Kvan, 1991

Højdepunktet er en artikel fra KVAN, august 1991, af Jørn Loftager. Artiklen hedder ”Den reformpædagogiske blindgyde”. Loftager var min underviser på Institut for Statskundskab og vejledte også mit speciale i sin tid. Selvom jeg var utilfreds med karakteren, så var han en god lærer.

Således også i KVAN, hvor han har skrevet en virkelig interessant artikel. Loftager, som egentlig vist nok er sociolog, er forbavsende velorienteret i pædagogiske emner, må man sige.

Helt overordnet er artiklen en kritik af den form for reformpædagogik, som senere skulle havne som læringsrevolution. Dvs. en reformpædagogik, som tager udgangspunkt i en sammentænkning af læring og et plat marxistisk opgør med ALT. Efter 1989 smed man så marxismen væk, hvorefter man var efterladt med et tomt læringsbegreb uden formål og indhold. Det er især Knud Illeris version af dette forfald, som Loftagers kritik tager udgangspunkt i.

Loftager taler med udgangspunkt i Erling Lars Dale og Lev Vygotsky for en mere faglig og stoflig orienteret tilgang, formidlet via Christian Kold’ske fortællinger og pædagogisk autoritet, dvs. uden forbindelse til de meget mere mekaniske Vygotskyforståelser, der huserede dengang, og som Illeris faktisk diskuterede med i sine bøger. Loftager taler også for ”klassen” som organisatorisk grundkategori. Altså alt det modsatte af, hvad KL går og mener. KL’s syn på skole og pædagogik er i dyb forlængelse af den form for reformpædagogik, som Loftager kritiserer.

Loftager er bestemt ikke imod kreativitet eller projektarbejde mm., men han mener, at skolens indhold, formål og undervisning karikeres til uendelighed af den fremstormende reformpædagogik, der som nævnt har rod i marxistisk defineret reformpædagogik fra 1970’erne. Almindelig pædagogik bliver af disse tilgange uden videre gengivet som ”sort skole”, hvilket jo også sker i dag i den helt store stil. Tænk blot på, når Annette Lind (S) taler om ”røv til bænk-pædagogik”, eller når den pædagogiske forskningselite tager udgangspunkt i opgøret med noget, den kalder for ”den privatpraktiserende lærer”. Og det er vel at mærke disse karikaturer, som gør, at denne radikaliserede gren af reformpædagogikken kan slippe afsted med dens skoleopløsende raid, hvis bitre ende vi jo kender så godt.

Endelig er der en interessant markering i artiklens indledning. Loftager har nemlig læst Danmarks Lærerforenings debatoplæg ”Nye tider – nye veje” fra 1991. Her gør han grin med foreningens nysprog, f.eks. alt dette overfladiske ”vi ved dit og dat”, som også er over det hele i dag. Og Loftager finder også i debatoplægget netop den pædagogiske opløsning, som DLF ellers i dag forsøger at undgå. Det betyder, at DLF i 1991 kommer til at stå for et reformpædagogisk opgør med pædagogisk indhold, formål og autoritet. Og dette opgør – som efter murens fald jo ikke længere kan begrundes i marxismen – begrundes i debatoplægget i stedet med direkte henvisning til ”uddannelse som konkurrencefaktor” og menneskets ”markedsmæssige placering”. Det er jo ren skolereformstænkning, som fører direkte til DLF’s deltagelse i Antorinis Ny Nordisk Skole i 2011 og videre hen til corydonismens konkurrencestatsideologi.

Hermed viser Loftager, at Danmarks Lærerforening i høj grad er medproducent af den pædagogiske opløsning, vi har i dag.

Så DLF, skolereform og KL er ud af samme substans. Det er helt konkret derfor, DLF kører i KL’s ideologiske konsensus-busser for tiden. Bondo har ganske vist meldt afbud til turen, hvilket skyldes, at DLF er begyndt at tale lidt Loftager-sprog – i al fald på overfladen. I stedet har Bondo sendt en løjtnant for at markere den grundlæggende historiske enighed og den aktuelle dissens. Det er det, jeg vil kalde ”tacit knowing”.

 

2. Lene Tanggaard i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2007

Der er også en artikel af Lene Tanggaard fra Dansk Pædagogisk Tidsskrift (DPT), nr. 1, 2007. Tanggaard skriver sig i det meste af artiklen ind i den på daværende situerede og kritiske diskurs. Men pludselig dukker der et referat op af Gert Biestas banebrydende artikel ”Against learning” fra 2004. Det er efter min mening den reference, der puster energi i Tanggaard. Hun konkluderer nemlig todelt:

Først kommer en konklusion, hvor hun minder mig om den kritiske psykologi, som vi stadig finder den hos f.eks. Dorthe Staunæs og forskningsprogrammet ReForM på DPU, som i dag står for en form for psykologisk konservatisme. Tanggaard konkluderer: ”En opmærksomhed på disse virkningseffekter af pædagogiske diskurser kan være et vigtigt handleredskab for aktører i det pædagogiske lærings- og uddannelsesfelt.”

Men så kommer den anden del af konklusionen, der – som jeg ser det – stammer direkte fra Biesta-inspirationen: ”Vi bør med rette forholde os kritisk til nye teorier og overveje, om de altid kan og skal tages for gode varer. Modperspektiver til ren markedslogik i den pædagogiske diskussion kan desuden med rette efterlyses” (s. 82).

Det er denne forskydning, hvor Biestas filosofi og den situerede og kritiske tradition arbejder sammen, der efterfølgende sætter Tanggaard i retning mod den urene pædagogik.

Jeg kan næsten fysisk huske, hvordan læsningen af Biestas artikel havde en tilsvarende effekt på mit eget arbejde.

 

3. Anmeldelse af Staf Callewaert-bog, 2007

I samme nummer af DPT har Jacob Kornbeck skrevet en anmeldelse af Staf Callewaerts bog ”Til kritikken af den pædagogiske teori – en antologi”.

Grunden til, at jeg nævner det, er faktisk, at jeg skal til seminar i morgen om Knud Grue Sørensen, som jo var professor i pædagogik ved KU fra 1955-1974. Grue Sørensen understregede filosofiens positive rolle for udviklingen af den teoretiske pædagogik.

Kornbeck skriver så, at Callewaert efterfulgte Grue Sørensen fra 1980-2002.  Grunden til, at det er interessant, er, at Callewaert – med udgangspunkt i en nærmest religiøs interesse for Bourdieu – gjorde op med filosofien som pædagogisk grundvidenskab og dermed brød med den af Grue Sørensen indstiftede horisont for den teoretiske pædagogik. Callewaert ville have, at pædagogik skulle være en ”empirisk videnskab”. Kornbeck citerer flere steder, f.eks.: ”Pædagogik bør være empirisk videnskab, altså ikke filosofi eller teologi”.

Nu har jeg ikke selv læst bogen, som Kornbeck anmelder. Jeg håber Callewaerts holdning er lidt mere kompleks, end det fremstilles. Men tendensen hos nogle af hans elever er i al fald klar nok hen i retning af Kornbecks iagttagelse.

Callewaert øvede indflydelse på en lang række personer, som i dag er placeret centralt forskellige steder, især på UC’erne UCC/Metropol og UC-VIA.

Bourdieu kan være et glimrende teoretiske grundlag for en langt mere empirisk videnskab, end det der er i dag kaldes for ”den empiriske vending”, som intet har med empiri at gøre. Men jeg kan ikke forstå, at denne udmærkede interesse for sociale processer skal ledsages af dette ubehag ved filosofi. Det er altså for kontraproduktivt.

 

4. Klaus Nielsen og Jacob Klitmøller i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2011

Dermed føres jeg over i endnu en artikel, denne gang af Klaus Nielsen og Jacob Klitmøller, som begge jo har bidraget til Uren Pædagogik-serien, og som i vinters skrev to fremragende kritikker af John Hatties forskning i hhv. Nordic Studies og Dansk Pædagogisk Tidskrift.

I DPT, nr. 4 fra 2011, har de en vigtig kritik af en meget indflydelsesrig rapport om læreruddannelsen, som udkom i 2009, og som fik stor betydning for den ny læreruddannelseslov i 2012. Rapporten var skrevet af Jens Rasmussen og en af Callewaerts elever, forskningschef ved UCC Martin Bayer, med udgangspunkt i en række systemteoretiske kategorier. Disse kategorier stammer fra en bog, der hed ”Viden om uddannelse” fra 2007, som var skrevet af Jens Rasmussen, Claus Holm og den daværende dekan ved DPU, Søren Kruuse. Det var den bog, Peter Kemp beskrev som ”anti-filosofi” i en norsk bog om dannelse. Det er en rigtig DPO-bog.

Rapporten emmer af et had til pædagogisk filosofi; et had som faktisk er endnu stærkere i  pædagogiske systemteori, der jo inspirerer rapporten, end den var på miljøerne omkring Callewaert, hvor den også var ret stærk.

I rapporten argumenterer Rasmussen og Bayer for, at grunden til, at Danmark klarer sig dårligt på Pisa, er, at der læses for meget filosofisk og normativ litteratur på læreruddannelsen. Vi skal have noget Singapore-evidens i stedet for.

Klitmøller og Nielsen går blandt andet i rette med rapportens klassificeringer af ”filosofisk” litteratur.

Det er en vild rapport, som desværre beskriver dagens fakta.

 

5. Grundtvigske temaer i KVAN, 1991

Jeg vil da også lige gøre opmærksom på, at KVANs temanummer om tale og samtale, nr. 31 fra 1991, indeholder et indlæg om Grundtvig i Kaj Thaning-traditionen, en kort artikel af Løgstrup samt artikler af både Holger Henriksen og Jørgen Carlsen. Artiklerne er af blandet kvalitet, men jeg nævner det alligevel her for at notere mig en interesse for den nationale tradition, som gik helt tabt i de efterfølgende 00’ere, hvor Grundtvig og Løgstrup nærmest blev gjort til privatpratiserende etniske DF’ere. Det var et skrækkeligt årti, som – nærmest paradoksalt – senere producerede skolereform og læreruddannelse i 10’erne.

Aktuelt tager Per Fibæk Laursen, som ellers forsøger at holde lidt fast i Hattie-bølgen, netop fat på en række af disse forfatterskaber fra KVAN. Det sker i hans nyeste bog ”Dialog”. Forløsningen begrænses dog stærkt af Hattie-baggrunden, men alligevel!. Fibæk har altid haft et lille grundtvigsk sted i lungerne, men det har været godt skjult i perioder, fordi han jo modnedes som forsker i alt det skrækkelige, som Jørn Loftager identificerer. Indtil nu, måske?

Inde i tidsskriftet lå en lille seddel fra redaktionen, endda med håndskrevet signatur, “Ole Pedersen”. Her kan man – udover en varslet stigning i abonnementsprisen – læse, at et af de fremtidige numre, nr. 34, handler om “Hvad er danskhed?”. Det må være sidste gang, et pædagogisk tidsskrift stiller det spørgsmål? I omtalen af nummeret står der ganske vist, at spørgsmålet skal diskuteres “uden at mobilisere et nationalistisk kamppotentiale mod det indre marked eller etniske minoritetsgrupper”, men alligevel! I dag vil man i pædagogiske kredse ikke engang kunne stille spørgsmålet. Så vil man automatisk være en slags Trump.

Det er skolereformens ideologi, der desværre har hærget den nationale økologi, så intet er bæredygtigt mere. Og lidt pudsigt, at man ikke må kritisere “det indre marked” i Unge Pædagoger. få år tidligere var venstrefløjen gennemsyret af folkelig og nationalt funderet EU-modstand i form af det, jeg plejer at kalde for venstregrundtvigianismen. Jeg må hellere bestille et eksemplar af nr. 34 på biblioteket.

 

6. Lars Goldschmidt i “Liv i Skolen”, 2013.

Til sidst faldt jeg sørme over et nummer af UC-VIA’s tidsskrift ”Liv i skolen”, nr 1, 2013, der handler om ”god undervisning”. Her kan man læse en artikel af Antorini/Corydon-klakøren, Lars Goldschmidt, som jo var formand for Ny Nordisk Skole, der jo byggede på præcist den sammentænkning af anti-pædagogisk reformpædagogik og økonomisk hegemoni, som Loftager beskrev i sin artikel under punkt 1.

Goldschmidts artikel har den karakteristiske titel ”At skabe værdi for andre”. Det er lidt sjovt for mig, at jeg selv har skrevet artiklen, som kommer lige efter, og som hedder ”Ny nordisk skole udelukker dannelse og nordisk tradition”.

 

7. Egon Clausen i Unge Pædagoger, 2015

Til sidst vil jeg nævne, at Egon Clausen, som var redaktør for Unge Pædagoger i 1970’erne, og som for nylig har skrevet tidskriftets historie, som jeg glæder mig til at læse, har et par notitser, hvor han indirekte får understreget sin skolereformsaffirmative holdning.

Der er en eller anden forbindelse mellem Unge Pædagoger og skolereformen. Det har noget at gøre med, at netop Unge Pædagoger er en del af den proces som f.eks. Loftager beskrev under punkt 1. Tidsskriftet og det tilhørende forlag har spillet en stor og negativ rolle ift at omdanne marxismen til konstruktivisme og dannelsesopgør.

Denne holdning viser sig to steder hos Clausen. For det første i en anmeldelse fra UP, nr.3, 2015, af en af Per Fibæks bøger, som Clausen godt kan lide. Her skriver Clausen til sidst, at læreren må generobre magten. Ok, tænker man, god ide. Men hos Clausen betyder dette, at man skal lave et opgør med Danmarks Lærerforening og med de ”tvære kolleger”, som sidder fast i tiden efter ”lockouten” og det ”sviende fagpolitiske nederlag”. Hvad dette oprør skal have rod i, får vi ikke noget at vide om, udover at det skal føres af den ”progressive del af lærerstanden”, hvilket lyder som en ren trussel i mine ører. Men oprøret skal nok ikke tage udgangspunkt i det, som Clausen nedladende kalder for ”den gammelnationale kultur” eller i ”den globale konkurrence”, Formuleringer som via deres reduktive reference fratager pædagogikken både dens nationale og dens verdensborgerlige udsyn. Gad vide om Clausen er med på Fibæks nyeste satsning på Grundtvig, Løgstrup, Holger Henriksen etc.? Men er det så ikke ”gammelnationalt”? Nå, men nu løber jeg vist ud af en tangent.

I UP, nr. 4, også i 2015, har Clausen skrevet et såkaldt ”notabene”. Her gør han grin med Brian Degn Mårtenssons glimrende bog ”Konkurrencestatens pædagogik”, som beskyldes for kun at ”ville gøre et godt indtryk” på nogle bestemte mennesker, og som kun skal ”trøste og berolige vennerne” og blære sig med sit ”niveau”. ”Hvem er læseren?” Spørger Clausen i overskriften.

Mig bekendt er bogen blandt de meste læste i brede kredse, så måske er det primært Clausen, som har et problem? Jeg forstår hvert et ord.

Endelig vil jeg sige, at jeg ikke kan forstå, at Clausen synes om en af mine egne bøger, nemlig ”Krisen i dansk pædagogik”, som han anmeldte meget positivt i Højskolebladet i 2013. Den er da langt mere uklart skrevet end Mårtenssons og opfordrer iøvrigt til den rene og skære verdensborgerlige gammelnationalisme. Men jeg er selvføglelig glad for, at han kunne lide min bog. Faktisk er jeg decideret vild med Clausens erindringer, som jeg analyserede i et helt kapitel i bogen “Pædagogikkens to verdener”. Så vi har lidt en historie sammen deromkring.

Men året efter, i oktober 2016, interviewede Clausen faktisk Mårtensson i den2radio. Her blev Mårtensson omtalt i stærkt rosende vendinger. Så Clausen er ikke sådan lige at greje.

Hovsa, tiden går. Der skal jo tømmes mange flere kasser 🙂

Skriv en kommentar