Den største skuffelse på folkemødet var nok at overvære tilstanden hos de danske pædagoger, eller i al fald hos deres organisation. Det kræver lidt forklaring. Om fredagen hørte jeg en børnepolitisk diskussion i Enhedslistens telt. Her lagde Per Schultz Jørgensen ud med en fremragende kritik af de sidste 10 års børnepolitik, som han karakteriserede som en del af konkurrencestatens økonomitænkning. Det har han jo fuldstændig ret i, hvilket man let kan læse sig til i fx i dagtilbuddenes taskforce-rapport fra foråret 2012 eller i Århus Kommunes børnepolitik, som består af skemaer, flueben og finansministerielt godkendte pædagogiske koncepter, og for nyligt læste jeg også et sted, at man skulle starte allerede i vuggestuen, hvis 95%-målsætningen skulle indfris. Der var to politikere fra Enhedslisten i panelet, heriblandt Rosa Lund, og selvom hun ikke gik ind i Schultz principielle kritik, var hun dog enig i grundsynet, og talte som man kan forvente at en ung socialist skal tale om vores børnehaver, og det mener jeg positivt. Men derudover var der også en faglig sekretær i BUPL, nemlig Allan Baumann, i panelet. Han er ikke en hvem som helst. Jeg tror, han udgør BUPL’s intelligentsia sammen med nyudklækket phd. fra DPU, Claus Holm. De er begge involveret i pædagogernes tidsskrift VERA, og de er redaktører på udgivelsen “Ny Nordisk Pædagogik“, som er en hyldest til konkurrencestatens pædagogik. Holm, der filosofisk set trækker på en blanding af samtidsdiagnosens misantropi og systemteoriens antihumanisme, taler f.eks. om, at dannelse er gammeldags og hører til i velfærdstaten, men at vi nu er i konkurrencestaten, hvor idealet er ”det opportunistiske individ”, hvorefter han klør på med oecd-rapporter og talentudvikling og meget andet maski-mekanisk dårligdom. Nå, men Baumann begyndte med at sige, at han da var enig med Schultz Jørgensen, men derpå vævede han videre om, at pædagoger skulle arbejde på et skæringspunkt mellem samfundets og børnenes krav, men det var helt uden Schultz’ refleksionsniveau og helt uden kritisk sans og dermed spørgsmål til f.eks., hvad ”samfundets krav” er for noget.

Men det var nok gået i glemmebogen, hvis det ikke var fordi, jeg få timer senere tilfældigvis havnede i BUPL’s telt foran Allinge Røgeri. Her skulle man drøfte pædagogers og læreres samarbejde under den nye skolereform på et møde, der også er refereret på folkeskolen.dk. Man havde inviteret en skoledirektør, Torben Bugge, fra Randers Kommune, som var så middelbureaukratisk, at man følte sig helt utilpas over at møde ham på et FOLKE-møde.  Han talte kun om kvalitet og pris pr. pædagogisk enhed, og hele tre gange måtte han fortælle os, hvad han ikke måtte sige for sin kommunechef. Derudover var der besøg af Camilla Wang, som er dekan for Stefan Hermanns lille kongedømme UC-Metropol, og som siger det samme som både ham og mange af de andre Ny Nordisk Skole-personer, fx at vi nu havde et ”vindue til forandring, som vi skal benytte os af” eller sådan noget. Den tredje debattør var, ja netop, Allan Baumann, men nu var han åh så samarbejdsvillig overfor de to andre debattører, hvis hele horisont netop var den konkurrencestat og den økonomitænkning, som Schultz Jørgensen just havde kritiseret. Derudover var der ingen drøftelse af skolereformens kvaliteter og mangel på samme, og der var selvfølgelig ingen refleksion over, om pædagoger var egnede som undervisere, og heller ikke om pædagogernes omdefinering til “skolepædagoger” evt. kunne betyde, at pædagogernes egentlige og eget fag ville ende med at blive devalueret.  ”Læreren” blev konsekvent konstrueret som systematiker og didaktiker uden pædagogisk sans, og der udvistes ingen forståelse eller interesse for, hvad en skole er. Tværtimod lagde man sig blot ned for de herskende vinde, mens både “læreren” og “pædagogen” falmede som et gammelt tapet. Diskussionslederen var vist kun interesseret i at få ny arbejdspladser til pædagogerne tror jeg. Han var helt ukritisk, for at sige det mildt, og da jeg luftede lidt bekymring spurgte han blot: Er du lærer? Det er jeg ganske vist ikke, men jeg kunne da fornemme, at “en lærer” ikke var knyttet til nogen dyd i BUPLs telt den eftermiddag.

Efter disse to børne- og skolepolitiske debatter, stod man lørdag aften tilbage med indtrykket af Schultz Jørgensen som den dygtige og kritiske ideolog, der i det ene telt talte pædagogikkens sag på en måde, som Rosa Lund, Baumann og BUPL kunne slutte op om. Samtidig hermed kunne Allan Baumann, den hyperfleksible sekretær, og dermed BUPL som sådan med systemteorien som larmende og tavs ledsager, tale konkurrencestatens sag i et andet telt, mens hans eget fag visnede.

Pædagogerne er skåret over. I en ensom og let aldrende kritik, som alle formelt tilslutter sig, mens alle reelt og uden sans for modsætningen tilslutter sig netop den praksis, som kritiseres. Det vil naturligvis ende galt for faget og faktisk også for os andre.