Tid og sted: Grundtvigsk Forums telt, lørdag d. 14. juni, kl. 13-14.

I Grundtvigsk Forums telt kunne man lørdag eftermiddag høre en af Folkemødets mest interessante debatter. Der var simpelthen inviteret til – for åben net- og trommehinde – at erfare, hvordan alting er vendt på hovedet i dansk skolepolitik.

Arrangørerne havde stillet et godt spørgsmål: Er folkeskolen en folkets skole? I panelet var der to forsknings- og udviklingschefer på danske professionshøjskoler: Alexander von Oettingen fra UC-syd og Andreas Rasch-Christensen fra Professionshøjskole VIA. Der var også en skolelærer fra Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse, Niels Lynnerup, men hans indlæg vil jeg ikke omtale.

1. Alexander von Oettingens indlæg

Von Oettingen er ikke en dusinvare-mellemleder. Han har skrevet en række vigtige bidrag til dansk pædagogik, herunder bogen ”Det pædagogiske paradoks” samt en doktorafhandling, der genfortolker professor Knud Grue Sørensens pædagogiske ideer, som von Oettingen sætter i forbindelse med nyere tysk dannelsestænkning. Endelig har han også udgivet bogen ”Almen pædagogik” for et par år siden.

Så vidt jeg ved, har al den aktivitet ikke afstedkommet nogen magt i samfundet. Von Oettingen sidder, på trods af sin vigtige teoretiske indsats, ikke på nogen poster i de mange uddannelsespolitiske udvalg og kommissioner, der findes for tiden. Men måske har han betakket sig?

Jeg var faktisk, på trods af de mange gode bøger, lidt spændt på, hvad von Oettingen ville fortælle, fordi han i foråret 2013 på biskoppernes dannelsesmøde i Nyborg holdt et forskrækkeligt forsvar for læreruddannelsesreformen, og indimellem er han efter min opfattelse også alt for positivt stemt overfor systemteoriens indflydelse, som efter min opfattelse undergraver det, han prøver at sige.

Men jeg havde ingen grund til ængstelse. Von Oettingen holdt et blændende oplæg, hvor han argumenterede for, at folkets skole er død, og at det skyldes PISA-tyranniet, et fuldstændigt mekaniseret læringsbegreb og de primitive accountability-systemer, der udrydder formåls- og indholdsdiskussioner fra vores skolepolitik. Og han var, som en god filosof, ikke bange for at sige, at han begræd denne udvikling.

I sin kritik trak han på en rig og stadig levende europæisk skoletænkning og argumenterede for, at skolen er et fællesskab om kulturel indvielse, altså om undervisning – en lysende og oplysende indvielse, der viser verden frem for barnet; en indvielse som altså nu umuliggøres, fordi det er barnets læring, der kommer i centrum, og fordi undervisning dermed reduceres til en metode, til teknik. Han skældte ud på den manglende tillid til skolen med formuleringen: ”Den meget fokus på styring er et tegn på, at vi ikke har en folkeskole. Det er en falliterklæring for en kultur”.

Eller hvad med denne her: “Skolen har to opgaver. Den skal holde afstand til staten og afstand til familien. I stedet skal folket ind i skolen”. Det er nok denne “afstandsfilosofi”, som von Oettingen tilbage i 00’erne kunne bruge Luhmann til at underbygge vil jeg tro, men fordi Oettingen samtidig insisterer på, at pædagogik vedrører frihed, handling og normativitet, styres det hele i sikker havn – i modsætning til vores ideologiske systemteoretikere, som Andreas Rasch-Christensen arbejder sammen med, der slet ikke mener, at der findes et pædagogisk paradoks, altså en ubestemthed mellem tvang og frihed, og som uden videre reducerer frihed til “kontingens”. Der er blot den store forskel mellem frihed og kontingens, at frihed er noget, der skal mere af ved hjælp af god pædagogik, der også kan tvinge, mens kontingens er noget, man skal undgå ved hjælp af mekaniske metoder. Det er derfor en rigtig fatal ting at glemme forskellen.

Allligevel blev jeg lidt overrasket over Oettingens betoning af, at folket skal ind i skolen. Det havde jeg ikke forventet, men der var nok bare noget galt med mine forventninger. Under alle omstændigheder blev jeg glad.

Skolen skal være ”uaktuel og langsommelig” hed det endvidere i nogle vidunderligt prægnante og ekstremt velbegrundede formuleringer, og von Oettingen understregede vigtigheden af at holde fast i ordet ”skole” frem for det Ny Nordiske ”læringscenter”.

Der var naturligvis meget, man kunne diskutere, men hvor var det dog befriende og beroligende at høre et menneske, en humanist og filosof tale om pædagogik. En magtesløs mand, der ved, hvad han taler om.

2. Andreas Rasch-Christensens indlæg

Så var det Andreas Rasch-Christensens tur. Rasch-Christensen har aldrig skrevet noget interessant. Hans ph.d. er middelmådig, og hans offentlige indlæg er mekaniske og underdanige og desuden helt og aldeles uden sans for den pædagogiske tradition – uanset hvordan man måtte definere den. Alligevel er han ekstremt centralt placeret i Det Pædagogiske Oligarki (DPO); det netværk og den diskurs, der har sat sig på dansk uddannelsespolitik. Han har med andre ord magten.

Rasch-Christensen startede med at indrømme, at han ikke var så klog som von Oettingen, og at han foretrak at skrive kronikker om fodbold frem for om pædagogik. Han mente det nok i sjov, men det var det slet ikke. For det passer, og det er et tegn på, at magten i dansk pædagogik er en fodboldkronik, mens afmagten er en vidende og reflekteret filosofi.

Rasch-Christensen svarede overhovedet ikke på det spørgsmål, som Grundtvigsk Forum havde rejst. Han lirede bare de sædvanlige almindeligheder af sig om, at skolen skal give læring, der kan forberede til arbejdsmarked, uddannelse og livsduelighed (der i oligarkiets koncept er det modsatte af grundtvigianisme).

Han var nok lidt presset, for han begyndte at snakke om, at de nye fagmål, som er formuleret efter læringsbegrebets principper, blot er en lille teknisk og praktisk ændring. Men i andre sammenhænge har han og hans åndsfæller talt om både paradigmeskifte og revolutioner. På Undervisningsministeriets to debatmøder på Pilekroen i Allinge kunne man da også forvisse sig om, at det er en revolution vi har gang i. Vi skal gå ”fra undervisning til læring” hed det igen og igen fra ministeriets mænd og kvinder, mens en indoktrineret idealisme strømmede ud af øjnene, og der var ingen – absolut ingen – reservationer af nogen art.

3. Konklusion

Rasch-Christensens synspunkt er lige præcist det modsatte af von Oettingens. Rasch-Christensen vil altså i realiteten afvikle ”folkets skole”, men det kunne han ikke finde ud af at sige, fordi han ikke tænker sig ordentligt om. Han ved ikke, at tingene hænger sammen. Han tror, han kan undgå at afvikle skolebegrebet, samtidig med at han rent faktisk gør det. Det er totalt uden omtanke.

Min overordnede pointe er, at von Oettingen var den klogeste, men ingen magt har, mens Rasch-Christensen har al magten, men intet ved. Magten ligger hos uvidenheden. Skolereformen er et opgør med viden, den er en destruktiv glemsomhed. Skolereformen er en NEJ-HAT. Alle, der derfor siger nej til denne nej-hat, har i virkeligheden en ja-hat på. Alle, der siger “nej”, tilhører folkets skole.

PS Andreas Rasch-Christensen har reageret på ovenstående indlæg på Face-book. Se fuld tråd: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10152465368369481&id=837549480

Se også:

Folkemøde 2014: “Læreruddannelse på kandidatniveau – hvorfor skal vi vente?”

Folkemøde 2014: “Må vi få ro? – debatmøde om inklusion”

Folkemøde 2014: “Statsideologen Ove Kaj Pedersen i højskolernes telt og på Allinges bibliiotek