Folkemøde 2014: “Læreruddannelse på kandidatniveau – hvorfor skal vi vente?”

Tid og sted: Lindeplads 1 i Allinge, fredag d. 13. juni, kl. 11.45-13

 

Man samler en række strategiske aktører og sætter dem til at diskutere, om læreruddannelsen skal være en kandidatuddannelse. Og hvad diskuterer strategiske aktører? Ja, rigtigt gættet… De diskuterer med udgangspunkt i deres strategiske interesse, hvilket er det samme som at sige, at de ikke diskuterer “noget”.

Sådan var det også på et møde, hvor DLF og Dansk Industri sammen inviterede til en debat om emnet på Folkemødet. Selv har jeg ingen særlig mening om emnet, men hælder dog mere og mere til et nej til en kandidat i didaktik, som DLF kalder det, for på mødet fik jeg kun et eneste argument for noget som helst, og det kom fra Bob Bohlbro, formanden for danske lærerstuderende, og han var imod sådan en uddannelse med mødets eneste ordentlige begrundelse. Argumentet kommer jeg tilbage til.

Nå, men hvem var ellers med? Det var Anders Bondo fra DLF, Charlotte Rønhof fra DI, en repræsentant fra Danmarks Evalueringsinstitut, politikerne Esben Lunde(V), Charlotte Dyremose(C) og en socialdemokrat, der vist nok hed Jeppe Bruus, samt lektor Frans Ørsted, som er ekspert i det finske læreruddannelsessystem.

 

1. Frafald og professionsideal

Bondo lagde ud. Vi skal mindske frafaldet på læreruddannelsen, mener han. Men hvordan det har det mindste at gøre med en kandidatuddannelse, forstår jeg ikke. Det er et af den slags argumenter, der skal understøtte et strategisk synspunkt, man har i forvejen. Kan nogen seriøst mene, at man skal lave en kandidatuddannelse i et fag for at undgå frafald på et eksisterende studium? Han sagde også, at indholdet i uddannelsen skal understøtte DLF’s professionsideal, hvilket er en skrækkelig tanke al den stund, at professionsidealet er problematisk på en række centrale punkter. At en kriseramt fagforenings “professionsideal” skal være grund for en videnskabelig uddannelse duer ikke. Det ender blot med, at forskningen tæmmes i ren og skær fagforeningsinteresse. En problemstilling, der skærpes med DLF’s tilslutning til Ny Nordisk Skole.

 

2. Teori og praksis

Stort set alle aktørerne ville skabe en tættere “kobling”, som de kalder det, mellem teori og praksis, for det har diverse evalueringer “vist”, at de lærerstuderende efterspørger, som EVA-repræsentanten udtrykker det.. MEN HVORFOR SKAL MAN GØRE DET, SOM TILFÆLDIGE STUDERENDE EFTERSPØRGER? Det er da en pædagogisk ansvarsfraskrivelse uden lige. Man skal derimod gøre det, som studerende har behov for, men eftersom uddannelse går ud på at finde sit behov, kan man jo ikke tage udgangspunkt i noget, som man endnu ikke har fundet.

Og “behov” er altså ikke det samme som “efterspørgsel”. Efterspørgsel er noget, enhver har, mens et behov er noget, den uddannede kultiverer og finder. Sætter man lighedstegn mellem efterspørgsel og behov, vil konsekvensen pr automatik være en ekstremt nedladende holdning til vores ungdom. At tage udgangspunkt i de studerendes behov, altså i noget, de skal finde, forudsætter, at den pågældende uddannelse tager stilling til, hvilke dele af vores fælles liv, den ønsker at beskytte. De studerendes behov kan med andre ord kun findes og udfoldes, hvis et uddannelsessted tager udgangspunkt i sig selv. Hovsa!

Desuden: Hvad teori og praksis egentlig er, var der ingen, der reflekterede over. Jeg lavede engang et skema, hvorefter det kunne betyde 20 ting, så jeg er altid i tvivl, når folk bruger ordene lidt for selvfølgeligt, og det gjorde de alle sammen (Rømer 2010). Den herskende diskurs taget i betragtning betyder ”teori og praksis” nok bare en masse mekanik, dvs. teori der skal anvendes, så man kan score højt på “efterspørgslen” eller på Pisa.

Sagen er mere grundlæggende, at der ikke findes en praksis uden tænkning. Tages tænkningen ud, så bliver praksis til adfærd, og tænkningen selv bliver til metode og evidens eller til selvkredsende refleksioner uden substans. Hele den måde, spørgsmålet om “teori og praksis” stilles på af panelet, er derfor et tegn på et lærerfag i problemer, et lærerfag der vil styre adfærd efter evidens og “klare mål”, en læreruddannelse, som vil “koble”, hvilket er et absolut bandeord i min notesbog.

DLF vil desuden kalde kandidaten for “cand. didaktik”, men med tilslutningen til Ny Nordisk Skole vil det jo gå helt galt. Lærerbegrebet vil i så fald blive erstattet af “undervisningseksperten”, altså evidensmekanikeren, ham som Corydon har normaliseret. Hellere fastholde “lærer”, men så siver vi hen mod seminarietænkningen igen, dvs. en tilgang, hvor teori og praksis ikke skal ”kobles”, men hvor de er forbundet i udgangspunktet i stridbar magnetisme.

 

3. Dannelse

Bondo mente, at en kandidatuddannelse skulle være dannende. Men hvad er dannelse for en lærer, og hvad er akademisk dannelse? “Ansvar for eget liv”, svarede han i en underlig kort formulering. Nå ja, man må endelig ikke tage ansvar for andre end sig selv, og hvad med kundskaberne og disses processer? Med denne mærkelige forkortning, lægger Bondo sig i halen på konkurrencestatsmanden, Ove Kaj Pedersen, der i Højskolernes Telt dagen før sagde, at essensen af den grundvigske tradition er “selvforsørgelse på arbejdsmarkedet”. Hvorfor al denne reduktionisme?

 

4. De gode ting – de lærerstuderende og KLM

Var der slet ikke noget godt på mødet? Jo, to ting. For det første er det en fornøjelse at følge de lærerstuderendes formand, Bob Bohlbro. Grunden til hans modstand mod kandidaten er, siger han, at forskningen skal forske for sin egen skyld, mens læreruddannelsen bør arbejde for skolens og undervisningens skyld. Sikken en læreruddannelse vi kunne få, hvis alle tænkte sådan. Så var der nok ikke noget, der skulle ”kobles”. Faktisk, og også lidt paradoksalt, ville læreruddannelsen i så fald blive meget mere akademisk end den form for systemteoretisk fagforeningsakademia, der ligger til grund for cand.didaktikken. Al selvstændighed kommer åbenbart fra de studerende for tiden.

Jacob Fuglsang fra Politiken, som var mødets ordstyrer, og som også er ivrig skolereformstilhænger, gjorde sig desværre straks morsom på Bohlbros og fornuftens bekostning og fortalte, at “han da skulle hilse og sige at på universiteterne var man holdt op med at forske for forskningens skyld” (citat efter hukommelse) – frisk fyr. Mon det er akademisk dannelse?

Et andet lille klimaks – endnu et slags indbrud fra virkelighedens verden – var, da Esben Lunde fik sagt til Harald Mikkelsen, rektor for professionshøjskole VIA, som var blandt publikum, at han – altså Lunde – nok skulle holde øje med professionshøjskolernes håndtering af faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab, som ellers skulle have været nedlagt, hvis det stod til Danmarks Pædagogiske Oligarki. Men desværre sagde Lunde det med et smil på læben. Heldigvis gav Dyremose ham ret. Hun vågnede lige lidt op der.

Mangler jeg at skrive noget om socialdemokraten, altså Jeppe Bruus? En rigtig Ny Nordisk Skole-mand. Han sagde, at vi har for mange dygtige piger og for mange vilde drenge, og så er vi ”udfordret”, og det skal vi så tilpasse det hele efter, og så er der jo også for meget teori, man ikke kan bruge til noget og så videre på den galej. Total tomgang og uden sans for materie og pligt. Men ok, han er også “kommunikationschef”, og med fare for at lyde fordomsfuld, så er Ny Nordisk Skole faktisk en rigtigt kommunikationschefsskole, det må læseren da give mig ret i.

Og hvad med DI-repræsentanten. Hun refererede blot til produktivitetskommissionen og noget med højere karakterer. Totalt off the point.

 

5. Konklusion

Konklusionen? Læreruddannelsen er forankret i det folkelige, mens universitetsuddannelsen er forankret i det universelle og det europæiske. Der burde man starte efter min opfattelse. I så fald vil man komme til at diskutere noget indhold i stedet for al dette ny=ikke.

 

(PS Anders Bondo reagerede på ovenstående indlæg d. 21. juni på twitter.com med ordene: “Thomas Aastrup Rømer: Ind i mellem lytter du som fanden læser biblen. Det er ikke fremmende for en ordentlig debat”.

Til denne korte sætning vil jeg sige to ting: 1. Mit formål med dette og andre indlæg er slet ikke at ”fremme” nogen debat, og da slet ikke en “ordentlig” en af slagsen. Tværtimod er det at ødelægge ”debatter”. For hvad er en “debat”? Debatter er steder, hvor folk udveksler holdninger, og hvor der skabes en form social betinget forskellighed, der er bundet til en fælles struktur eller et sprogligt netværk, der deler en begrebsmæssig dybestruktur. Men det er slet ikke mit ærinde at komme ind i dette netværk. Jeg er derimod interesseret i at undersøge, kritisere og diskriminere betingelserne for dette netværks eksistens. Jeg forstyrrer og ødelægger, så verden, altså den virkelige, den der ikke deler ”netværk”, kan vise sig og svare nøgent – så alle kan se, hvad verden er, når alle de frosne ord og organisatoriske strategier ryster, og så debatter kan gå i stå og alting kan ændre atmosfære.

Dét er den praktiske filosofis rolle – at sætte alt i stå, dvs. at være upraktisk og irriterende. Filosofi skal fremme inkompetence. Inkompetence er en dyd. Det sagde allerede Sokrates, der måtte lade sit liv for det synspunkt, der i dag er blevet en form for motto for hele det dejlige Europa.

En anden ting er det der med ”fanden”, som Bondo skriver. Fanden er jeg ikke, for jeg vil altid mine medmennesker det bedste, men der er en pointe i, at filosofi og tænkning ligesom ”fanden” ikke helt er af denne verden. Når Sokrates filosoferede talte han med sin ”daimon”, en blanding af en halvgud og det reneste “jeg”, og denne ”befrugtning”, som han kaldte samtalen, var ikke en debatterende, men en ren undersøgende fornuft, som havde sat sig i Sokrates, der måtte snakke med den helt alene og afsondret fra verden. Filosofien har mange andre gange i idehistorien været knyttet til mere eller mindre halvgudelige tilstande. Senest hos den italienske filosof Georgio Agamben, hvor mennesket ledsages af både djævle og engle, som man kan snakke lidt med. Grundtvig mente også, at Danmark var Europas engel, og det var ikke en topplacering på Pisa-listerne, han tænkte på.

Så man bør gå efter en ikke-debatterende samtale med en engel, der skaber sætninger, der efterfølgende ødelægger debatten, så virkeligheden kan vise sig – nå ja, poetisk. Det er det, jeg prøver på – og det er det modsatte af ”debat”. Derfor svarede jeg også Bondo med: ”Jeg lytter som en engel – altid åben og opmærksom og i fuld bevægelse”.

Her er twitter-stien: https://twitter.com/ANDERSBONDO/status/480050749859430401. (til orientering for ikke-twitterkyndige vil jeg lige sige, at årsagen til den knappe stil er, at på twitter må man kun skrive 140 tegn i en opdatering))

 

Referencer:

folkeskolen.dk’s journalistiske dækning af mødet

Rømer, Thomas Aastrup (2010). “Teori og praksis i professionsuddannelser”, i Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 2, s. 62-71.

Se også:

Folkemøde 2014: ”Er folkeskolen folkets skole?”

Folkemøde 2014: “Må vi få ro? – debatmøde om inklusion”

Skriv en kommentar