Tid og sted: Biblioteket i Allinge, torsdag d. 12. juni.

Mødet var arrangeret af “Rådet for børns læring” – det tidligere “Skoleråd”, som det hed, dengang økonomen Jørgen Søndergaard regerede. Men nu er “skole” altså erstattet af “læring”, hvilket faktisk allerede lå i Skolerådets filosofi.

Derfor fik vi også udleveret en glittet tryksag med titlen: “Inkluderende læringsfællesskaber for børn” – en titel der peger direkte ind i to begrebsmæssige problemer, som jeg vil komme ind på til sidst i denne blog. Desværre har jeg ikke kunne finde publikationen på nettet, så jeg kan ikke lave et link.

“Læringsrådet” er en integreret del af skolereformen, nærmest et implementeringsorgan, så jeg frygtede det værste, eftersom skolereformen jo hviler på et opgør med pædagogik. Deltagerne var rådets formand, Agi Csonka, rådsmedlem Stefan Hermann, og den nye skolelederformand Claus Hjortdal. Derudover deltog KLs børneformand Anna Mee (Rv) og to personer med forskellige diagnoser/handicaps, der skulle understrege pointen. Kort sagt: Ny Nordisk Skole, som det hedder i disse år.

Alle var fans af børnelæringsinklusion. Der var ingen kritikere eller blot skeptikere i panelet. Det var altså ikke et debatpanel, men et implementeringspanel. Der var ganske vist masser af kritik ude i salen, men altså ingen i panelet. Ordstyrer var formanden selv, Agi Csonka, og den rolle brugte hun på at overhøre og omskrive enhver kritik fra salen, så ”læringsrådet” blev minimalt udfordret på noget som helst. Der var ikke noget “folkemøde” fra den kant. Niels Christian Sauer forsøgte, sammen med repræsentanter for autismeforeningen, at sparke lidt liv i debatten, men intet trængte igennem læringsrådets skjold – en arbejdsdag i det pædagogiske oligarki.

Hvad er problemet, tillader jeg mig at spørge som en rigtig “amatør” på inklusionsområdet, ligesom jeg tilstræber at være det på mange andre felter? Problemet er, at den “læring” og det ”fællesskab”, der tænkes på ved selve publikationens titel, blot er et “børne”- og “lærings”-fællesskab. Dermed bliver undervisningen til metoder for individuel læring, og de “voksne” ekskluderes fra pædagogikken. Børnene ekskluderes dermed fra både hinanden og fra de voksne, dvs. både fra det sociale og det kulturelle.

Børnene bliver helt alene uden sammenhæng og selskab. Inklusion bliver eksklusion. Vi har et råd, der ved sit eget begreb skaber ensomhed; et råd, der med sine underforståede begreber producerer de selvsamme problemer, som det påstår at løse. Af denne grund er hele læringsrådets hæfte også båret af løsningsmodeller, der alene defineres organisations- og evidensbaseret. Alle børn er individer og alle voksne er organisationsorganer. Inklusion betyder herfra ikke fællesskab, men tvang.

Disse tendenser bekræftes entydigt, hvis man kigger på brochurens litteraturliste, der er et rent Hattie-, Egelund-, Qvortrup-, Rasmussen- og Rambølinferno.

En arbejdsdag i det pædagogiske oligarki, i Ny Nordisk Skole, i ny=ikke. Et ufolkeligt element, der vil afvikle pædagogiske fællesskaber og skolefællesskaber – og så på et Folkemøde.

Se også:

Folkeskolen.dk’s journalistiske dækning af mødet

Danmarks Pædagogiske Oligarki, afsnit B2

Interview med forkvinden for Rådet for børns læring, Agi Csonka

Folkemøde 2014: ”Er folkeskolen folkets skole?”

Folkemøde 2014: “Læreruddannelse på kandidatniveau – hvorfor skal vi vente?”