Hvor blev sagerne intellektuelt afgjort på Folkemødet? På de store scener? Eller måske i sjove debatter med Søren Pind og Pia Kjærsgaard? Nej, Samfundets fremtid blev afgjort i de mange debatter, hvor samfundets chef-ideolog, Ove Kaj Pedersen (OKP), deltog. Pedersen var på triumftog i Allinge.
Hvem er OKP? Han er forfatter af bogen Konkurrencestaten fra 2011, som er en slags bibel for Bjarne Corydon og dermed for hele regeringen, men egentlig også for det meste af den borgerlige opposition tror jeg. Faktisk finder man på det politiske niveau kun kritik i nyliberale kredse og blandt folk på den yderste venstrefløj. Ove Kaj Pedersens bog bygger på en blanding af marxismeforladt strukturmarxisme og en liberal-forladt neo-liberalisme i de allermindst tænksomme aftapninger. Hvad bliver konsekvensen deraf? Det bliver et stramt og nedrigt net af økonomisme, produktionstænkning og individfokus på en og samme tid; en begrebsstruktur uden dialektik, afgrænsning og selvrefleksion. Det bliver et opgør med dannelse, filosofi og pædagogik. OKP har simpelthen taget det værste fra både liberalisme og marxisme og gjort det til en dobbelt negativ dyd, der har sat sig i hele samfundslivet.
Men, siger nogen, han beskriver jo blot en virkelighed, han er jo slet ikke normativ. Men det er 100% forkert, hvilket jeg tror, at alle vil give mig ret i, hvis de havde fuldt nogle af de debatter, OKP deltog i på Bornholm. Konkurrencestaten er et af den slags ”er”, som i sig har indbygget det stærkeste ”bør”, hvilket OKP’s arbejdsomhed på netop FOLKE-mødet jo også berigtiger; et bør som har tvunget mindre ånder til totalt ukritisk at acceptere ”forudsætningen” (jeg giver nogle eksempler om lidt).
Jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at overvære to af de mange sceancer: En i Højskolernes telt og en på biblioteket i Allinge:
1. “Konkurrencestaten – løsning eller problem”, Højskolernes telt, torsdag d. 12. juni, kl. 20-21
I højskolernes telt havde man udover OKP inviteret forstanderen for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, direktør for efterskoleforeningen, Bjarne Lundager, og uddannelsesminister, Sofie Carsten Nielsen. OKP fik god tid til at forklare tingenes urette sammenhæng på den særlige måde, der gør, at folk tror, han er kritisk, hvilket han slet ikke er. Han kunne også fremsætte sin hofhypotese, nemlig at konkurrencestaten er en tilbagevenden til grundtvigiansimen, hvor det folkelige fællesskab nu er erstattet af nogle produktionsfællesskaber, som den ”enkelte” skal indrette sig efter som sin nye “selvforsørgende” livsopgave, så staten kan vinde i den globale konkurrence. Den slags hedder ”økonomisk patriotisme” i konkurrencestatsjargonen.
Jørgen Carlsen strittede helhjertet imod, men hver gang han refererede til universitetets ide eller lidt filosofi eller andet godt, så fik han at vide af OKP, at han, altså Carlsen, talte ud fra gamle dage, at det skam ikke mere var sådan det var, at det faktisk aldrig havde været sådan, og at vi var i konkurrencestaten og så videre på den galej. Alt, hvad Carlsen sagde, blev simpelthen oversat til strukturmarxistiske og neoliberale kategorier. Det var umuligt at få lov til at sige noget interessant. Det er fuldstændig som i betonmarxismens dage i de triste 1970’ere, hvor dybdestrukturen i OKP’s begreber da også blev dannet.
Bjarne Lundager, direktøren for efterskolerne, vævede rundt mellem en konkurrencestats- og en friskoletilgang, som om der findes en mellemvej, hvilket der ikke gør, fordi konkurrencestaten i selve sit begreb udelukker begreber som folkelighed, dannelse og solidaritet; begreber, som jo ellers netop hører til de frie skolers konstitution og bevægelse. Hvorfor mon Lundager gjorde det, altså vævede? Jo, det er jo fordi, at han i mange år har været ansat hos tænketanken DEA, som gerne vil oversætte dannelse til ”kompetencer”, der skal møde ”udfordringer” på “arbejdsmarkedet”, hvilket er vokabularisk guf for OKP og hans kommunistiske neoliberale konkurrencestat. Nu har Lundager så været ansat ved efterskolernes forening i et par måneder, så han har trods alt fundet sig nogle friskolesætninger, men det er ren staffage, det var tydeligt nok. Så Lundager er på den vogn, der siger, at konkurrencestaten er et vilkår, som man må indrette sig efter, men han ved ikke, at i samme øjeblik han siger det, så er friskoletanken død som en sild. Sådan er det jo.
Jeg ved godt, at det er let at være bagklog og den slags, og selv får jeg da heller aldrig sagt det, som jeg retrospektivt set synes jeg burde, når jeg deltager i en debat, men jeg ærgrede mig alligevel lidt over, at Carlsen ikke gik i kødet på OKP’s brug af Grundtvig eller på hans statsforståelse: Grundtvigs fællesskab er jo narrativt, poetisk-politisk og kirkeligt. Hvordan i hulen det skal kunne omdirigeres til neoliberal strukturmarxisme er mig en total gåde. Og angående Ove Kajs statsforståelse, så er hovedproblemet, at ”stat” normalt simpelthen er defineret ved forsøget på at undgå konkurrence. Konkurrence og stat er på en måde modsætninger. Er en retssag måske en ”konkurrence”? Eller en skoledag? Sagen er, at ”læring” og ”kompetence” i dag hører til konkurrencestaten, mens ”pædagogik og dannelse” hører til et ægte stat, og at det er derfor, at alle OKP’s mere eller mindre erklærede tilhængere hele tiden taler om læring. Af disse grunde kan man heller ikke uden videre sætte disse to ord, altså henholdsvis “konkurrence” og “stat”, sammen i et, altså en “konkurrencestat”. OKP har da heller ikke en eneste reference til ordentlig statsfilosofi i sin bog, men det er nok fordi,både Althusser og de neoliberale var imod den slags.
Men jeg vil ikke bebrejde Carlsen, for han var helt alene i verden i sit eget telt.
2. “Reformamok: fra velfærdsstat til konkurrencestat”, biblioteket i Allinge, lørdag d. 14. juni, kl. 14.30-15.15.
Reduktionismen fortsatte dagen efter på biblioteket i Allinge. Her var Ove Kaj Pedersen sammen med Lars Goldschmidt og sundhedsdirektør i Århus kommune, Hosea Dutschke. Sidstnævnte har gang i at udvikle ikke mindre end en “kærlighedens forvaltning” – altså så langt man overhovedet kan komme fra Ove Kajs position, skulle man tro. Der er også den dramatiske krølle, at Dutshcke er søn er den berømte ungdomsoprører, Rudi Dutschke, der blev skudt i Berlin i 1968. Faren var også marxist, men bestemt ikke strukturalist. Rudi talte til hjerterne og revolutionen, mens strukturalisterne ikke var meget for ungdomsoprøret eller for politisk handlen i det hele taget. Måske kunne man forvente eller håbe på en slags historiens genkomst i Allinge, en genopførelse af kampen mellem Dutschkes sociale optimisme og strukturalismens ubehag ved handling og frihed – og sådan en “genopførelse” var også lige, hvad vi fik.
Igen fik OKP lov til at udbrede sin alt for korthårede filosofi, og han sagde endda, at ”nødvendighedens pædagogik nu havde bredt sig fra Konservative til SF”. Og det er jo rigtigt, eftersom alle disse partier nu støtter op om skolereformen og meget andet huttelihut sammen med regeringsaksen. I Danmark er strukturmarxisme og neoliberalisme altså grundstrømmen i både konservative og SF. Det er nok derfor, at dansk politik og ledelse i det hele taget er så tømt for mening for tiden.
Hosea Dutshcke fortalte smukt om sin kærlige kommune og om medborgerskab: Ikke at kommunen ikke skulle være effektiv og alt det der, som OKP snakkede om, men der var dog også noget mere, nemlig kærlighed, som man nu skulle til at bygge op rundt omkring her i min egen hjemby. Dutshcke lød som en rigtig kommunehippie, og det var faktisk herligt. OKP sad blot og lo i skægget. Der var ingen teoretisk opbakning fra den kant. Eller rettere, det var der, men på sin egen onde måde. OKP fortalte nemlig, ”at nu vidste han, hvad Hosea Dutschke havde gang i”. Han var jo i virkeligheden blot i gang med at skabe bedre produktion. Det var bare konkurrencestat på et højere niveau.
Det var fuldstændig samme retorik, som da OKP diskuterede med Carlsen. Uanset hvad man siger, så handler det om produktionskræfter. Det minder – undskyld jeg siger det igen – utroligt meget om betonmarxismen i 1970’erne og 80’erne. Dengang skulle man også af med al filosofi og følelse, og hvis nogen forsøgte sig med noget alligevel, så var de borgerlige og reaktionære. Det var faktisk som at se Rudi blive skudt igen – en generatino senere lige midt i Allinge.
Og så var Lars Goldschmidt sørme også med. Han er jo formand for kredsen omkring Ny Nordisk Skole og siger rundt omkring, at han betragter konkurrencestaten som et vilkår, og at vi ikke har brug for dem, der ikke accepterer dette vilkår. Det er også ham, der synes, at landets lærere bør være duracellkaniner, og nu sidder han i den såkaldte ungdomsuddannelseskommission sammen med Niels Egelund i regi af tænketanken DEA – ja rigtigt! – selvsamme organisation, som efterskoledirektøren, Bjarne Lundager, kom fra. Det er mageløst, er det.
Nå, men derfor var der heller ingen nyheder fra Goldschmidts kant. Konkurrencestaten var vilkåret, og derfor er økonomisk værditilvækst det centrale, hvis vi vil skabe velfærd. Der kommer ikke mere. Det er simpelthen hele horisonten. Goldschmidt er gammel SF’er og bon-kammarat med Antorini. I dag stiller han op for socialdemokratiet og lyder som en klon af OKP i Corydons parti. Det skal nok gå godt.
Men er der da ikke andet i verden? Kan uddannelse reduceres til økonomisk politik og teori og? Åbenbart, for der var simpelthen ikke andet. Goldschmidt kommenterede ikke Dutschke, som ellers var det friske indslag. Siger man ordet “kærlighed”, bliver man altså enten mødt med socialdemokratisk tavshed eller omskrivninger fra et strukturalistisk-økonomistisk net, der tømmer verdens ting for betydning.
Men uddannelse kan ikke klare sig uden kærlighed: Hør f.eks. Hannah Arendt: ”Uddannelse er det punkt, hvor vi beslutter, om vi elsker den fælles verden tilstrækkeligt til at tage ansvar for den”.
Men ok, den slags citater har rødder i europæisk humanisme, som ingen plads i hverken strukturmarxisme eller neoliberalisme – eller i socialdemokratiet for den sags skyld.
OKP rules!
Se også
Er konkurrencestaten liberalistisk eller socialistisk?
Den meningsløse “rådvildhed” – passager mellem konkurrencestat, neostrukturalisme og systemteori
Konkurrencestat og dannelse – en unødvendig umulighed
Den meningsløse “rådvildhed” – passager mellem konkurrencestat, neostrukturalisme og systemteori
Hvad bygger dansk pædagogik på?