Folkemøde 2018: Pissedårlig undervisning

I professionshøjskolernes telt, den såkaldte ”strandbar”, havde Alexander von Oettingen fredag eftermiddag arrangeret en debat om ”pissedårlig undervisning”, som han kalder det. Von Oettingen mindede mig lidt om Thomas Blachman, da han veloplagt videolancerede sin pissedårlige undervisning med korsang og korslagte arme og med efterfølgende iscenesat forargelse over videoens kvalitet.

Arrangementet blev afviklet i en nærmest metafysisk blanding af sjov og alvor, hvilket faktisk fik nogle ting til at komme til syne nede fra den pædagogiske dybdestruktur.Mange tak til von Oettingen for dette særprægede og kreative initiativ.

Det var en uhyre interessant debat, hvilket desværre næsten ikke kommer frem i referatet på folkeskolen.dk, som mest fokuserer på al underholdningen.

De centrale deltagere var KL’s Arne Eggert, DLF’s Anders Bondo og undervisningsminister Merete Riisager. Her er tre indtryk fra debatten:

 

1. Arne Eggerts ulidelige lethed

Arne Eggert fortalte, at både John Hattie og læringsmålstyret undervisning er ”pissedårlig undervisning”. Det er en total kovending fra KL’s side, fremført med nærmest ulidelig lethed. Og hvad siger Lars Qvortrup fra Nationalt Center for Skoleforskning på Aarhus Universitet mon til det? Qvortrup har jo sammen med Niels Egelund skrevet, at Hattie bør være bibel for alle lærere osv.. Men nu er Hattie pludselig ”pissedårlig”? Og hvad med alle Hattie-kommunerne? Er det slut med dem? Og hvad med AP Møller fonden, hvor der også står pissedårlige Hattie-læringsmål over det hele? Og hvad med alle millionerne? Er de spildt på en masse pissedårligt?

Eggert, som jo tidligere var en central embedsmand i læringsmåls-skolereformen, grinte bare. Han syntes vist, det var sjovt. Jeg syntes, det var ondt.

Og hvad vil Eggert have i stedet for? KL’s og Michael Zieglers disruptions-vision, som man f.eks. kan læse om i Weekendavisen fra i fredags? Formodentlig. Når læringsmålstyringen er væk, kan KL for alvor kører deres læringsraid, nu bare uden styring, dvs. i digitaliseret opløsning.

 

2. Anders Bondos debatmæssige kollaps

Jeg blev indigneret og spurgte til, om man ikke havde lidt dårlig samvittighed over for en hel generation af børn og lærere, som jo har været udsat for læringsrabalderet i årevis? Og i læreruddannelsen vrimler det stadigvæk med læringsmålsstyring over det hele. Så vores lærere bliver altså uddannet til pissedårlig undervisning? Det er da ligeså alvorligt som det med Tibet-kommissionen. Men haha, hvor folk dog hyggede sig i panelet.

Jeg sagde i samme kommentar, at den næste ”pissedårlige undervisning” måske vil komme fra den nye KL/DLF kommission. Det skyldes, at kommissionens formand om nogen har stået for at promovere pissedårlig læringsmåls-undervisning op gennem årene; både i AP-Møllers vurderingsudvalg og som formand for det udvalg, der skrev grundteksten til læreruddannelsesreformen. Kommissionens formand har også højpromoveret den pissedårlige Hattie i sin kommune. En anden grund til, at kommissionen efter min mening vil ende ud med pissedårlig undervisning, er, at kommissionen skal definere forholdet mellem ”kvalitet” og arbejdstid, hvilket vil lukke munden på skolernes frie pædagogiske tænkning og liv.

Nå, men Bondo var den eneste som svarede mig, hvilket skete i en sigende kortfattet i dramatisk og sur affekt:

”Thomas Rømers evige dæmonisering af andre personer gider jeg ikke deltage i”.

Det var hans eneste sætning. Derfra var han tavs.

Jeg aner ikke, hvad Bondo tænkte på, for det eneste navn, jeg havde nævnt i mit indlæg var John Hattie, og det var jo Eggert selv, der havde bragt Hattie op. Jeg havde ikke ”dæmoniseret” nogen, men blot stillet nogle saglige og rimelige spørgsmål, som mange andre også stiller. DLF er med denne reaktion meget tæt på at blive et organ i DPO. Det vil i så fald ikke være første gang. Det er f.eks. svært at glemme foreningens begejstrede deltagelse i konkurrencestatsinitiativet ”ny nordisk skole”, som førte direkte til skole- og læreruddannelsesreform.

Bondos debatmæssige kollaps lægger en ny ånd ned over skolerne. Det er ånden fra ”en ny start”. Her må man ikke kritisere den kvalitetsskabelon, som KL og DLF bliver enige om. Vi får et nyt styrings- og fagforeningsregime. Det bliver pissedårlig undervisning efter min mening; som ingen må kritisere vel at mærke. Formodentlig mister DLF derfor også interessen for sager a la Erik Schmidt-sagen.

Lene Tanggaard, som også var til stede, måtte spørge om noget af det hele igen. Jeg kan ikke huske, om hun egentlig fik svar, for jeg sad og følte mig lidt dæmoniseret, må jeg jo indrømme.

 

3. Merete Riisagers sejrsgang

Merete Riisager var den eneste med noget format. Også hun latterliggjorde læringsmålstyring. F.eks. sagde hun følgende, som også er refereret i folkeskolen.dk’s reportage:

”Hele læringsmålsstyringsarbejdet er et klassisk eksempel på, hvordan man kan hælde et par milliarder i et sort hul og generer de offentlige ansatte på en gang”.

Noget af et statement, for at sige det mildt. Professionshøjskolerne og mange kommuner er jo nu helt afklædte og til grin, er de ikke?

Riisager ville desuden have mere didaktik og dannelse på læreruddannelsen i stedet for læringsmål, så i den forstand lagde hun op til en ny læreruddannelseslov. Hun skal lige være opmærksom på, at når læringsmålstyringen forsvinder, så er der jo læringen tilbage, og det er skam ikke det samme som didaktik og dannelse, tværtimod. Der er lang vej hjem.

Men Riisager har – i modsætning til Eggert – noget at have sine markeringer i, eftersom hun jo nærmest ene kvinde har kæmpet kritikkens sag i mange år.

Det er i den forbindelse også værd at bemærke, at læringsmålsdidaktikken nu simpelthen er taget ud af alle skolens fagbeskrivelser. En stor fjer i hatten for kritikerne.

Desuden havde Riisager også en fantastisk begrundelse for, hvorfor lærerstuderende skulle kende deres Dewey og deres Makarenko, selvom disse to pædagoger formodentlig ikke lige er Riisagers private kop te. Riisagers begrundelse er, at lærere med kendskab til den pædagogiske tradition ikke så let vil være til falds for alle mulige nye koncepter, f.eks. læringsmålsstyring og synlig læring. Dannelse er på den måde en slags vagtværn mod varm luft. Jeg giver en stor krøllebølle-isvaffel til ministeren næste gang vi ses for denne herlige pointe, som har stærke almenpædagogiske konsekvenser.

 

Diverse links:

a) Links om debatten om pissedårlig undervisning:

Link til folkeskolen.dk’s reportage: https://www.folkeskolen.dk/637774/prorektor-italesaet-pissedaarlig-undervisning

Lonni Østergaard var blandt publikum. Her er hendes indtryk: https://www.facebook.com/Oskanna3012/posts/2039512429702024?notif_id=1529074219137619&notif_t=mention

Erik Schmidt var også med. Her er hans indtryk.

 

b) Links til andre omtaler af Folkemødedebatter fra 2018:

Ida Auken og Sørine Gotfredsen i Højskolernes telt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156401700089481&id=837549480

Per B. Christensen i BUPL’s telt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156401146224481&id=837549480

Mikael Gøtze i Københavns Universitets telt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156399750794481&id=837549480

Om ”Børns læring” i Aarhus Universitets telt: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156392634909481&id=837549480

 

c) Links til Ttdligere års folkemødedebatter:

2013:

Folkemøde 4 – Om musikfaget i skoleforliget

Folkemøde 3 – Stat og civilsamfund

Folkemøde 2 – Om pædagogers kritik og fleksiblitet

Folkemøde 1 – Ny Nordisk Skole

 

2014:

Folkemøde 2014: ”Er folkeskolen folkets skole?”

Folkemøde 2014: “Læreruddannelse på kandidatniveau – hvorfor skal vi vente?”

Folkemøde 2014: “Må vi få ro? – debatmøde om inklusion”

 

2015:

Folkemøde 2015: Hos DEA og Akkrediteringsinstituttet

Folkemøde 2015: Politiske ideologier i Liberal Alliances telt

 

2016:

DPU om dannelse på årets folkemøde 1

DPU om dannelse på årets folkemøde 2, Tomas Keplers referat

Centrum-venstres start og løb ind i Allinges telte

 

2017:

Folkemøde 2017: Mission og Aarhus Universitet 

Folkemøde 2017: Kontrarevolution i Allinge

Folkemøde 2017: Gør god undervisning bedre

Folkemøde 2017: Fest og nedtur og fest

En tanke om "Folkemøde 2018: Pissedårlig undervisning"

  1. Åh ja, Den retorik, Thomas. Jeg tror kæden hoppede af for Bondo og Co. da du

    “blev indigneret og spurgte til, om man ikke havde lidt dårlig samvittighed over for en hel generation af børn og lærere, som jo har været udsat for læringsrabalderet i årevis?”

    Herfra er det jo let at konkludere, at nu skal “man” klandres personligt for pædagogikkens fald og vupti, du bliver mødt med afvisning. Det har vi oplevet før og vil opleve igen.

    Jeg synes egentligt at problemet afspejler sig generelt i DPO-hypotesen: På den ene side er der tale om en ubevidst magtstruktur, herunder sprogspil, helt i tråd med klassiske magtanalyser:

    “det oligarkiske netværk fungerer som det, som sociologerne kalder for et hegemoni, altså en magtfuld struktur, der har sat sig helt ind i sproget og identiteten i det sociale liv. Magten er blevet ubevidst.” (Danmarks Pædagogiske Oligarki 1. del)

    på den anden side, fremsættes tillige hermeneutiske tolkninger, hvor udvalgte aktører tilskrives budskaber, holdninger, ansvar og motiver tilknyttet udtalelser, skrifter og politiske begivenheder, og hvor man til forveksling kan opfatte oligarkiet som en magtfuld klub af overpædagoger, der bag kulisserne dyrker udbredelsen af konkurrencestats-pornografi med pædagogikkens endeligt som formål:

    “Hvem og hvad styrer begrebsdannelsen, filosofi, lovgivning og implementering i dansk uddannelsespolitik? Det gør et lille netværk af folk, der lever af et opgør med dansk og europæisk pædagogisk tradition, og som i stedet smører en radikal instrumentalisme ud over det hele med det resultat, at børn opfattes som en ubestemt blanding af kommende konkurrencestatssoldater, økonomiske patrioter og egoistiske opportunister.” (ibid.)

    Umiddelbart ville jeg mene at det er synd for alle, inklusiv aktørerne selv, hvis man er fanget i destruktive ubevidste magtstrukturer, så jeg kan ikke rigtigt få det til at spille sammen med sidstnævnte tolkning, der konnoterer personlige holdninger, ansvar og motiver, der i sagens natur ikke kan være ubevidste.

    Måske du i virkeligheden mener, at DPO er begge dele i bedste urene pædagogiske betydning? Men så er ballet også åbent for, at ethvert af dine udsagn, der knyttes til førstnævnte tolkning, afvises som et udsagn tilknyttet sidstnævnte tolkning, og her står folk naturligvis af, hvis de ikke genkender egne motiver og budskaber, men føler sig misfortolket etc.

    Selv vil jeg mene, at alle relevante pointer kan uddrages ved en magtanalyse alene; man kan godt analysere konsekvensen af en aktørs skrifter og handlinger i et magtanalytisk perspektiv uden at tilskrive ham konsekvensen som motiv for handlingen (handlingen kunne fx have et andet motiv, men samme konsekvens). Dette ville være i tråd med at opfatte magten som ubevidst.

    Gode analytiske pointer behøver slet ikke alt den personorienterede drama og ståhej efter min overbevisning. Faktisk synes jeg, at de drukner i det, og det er ærgreligt om noget.

    Bedste Hilsner
    Henrik

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.