Jeg har samlet alle mine noter og indlæg fra Folkemøderne på Bornholm 2013-2019. Her kan man få et indtryk af tidsåndens bevægelser og permanens fra tiden omkring skolereformens vedtagelse og frem til i dag.

A. Folkemødet 2013

1. Ny Nordisk Skole

Folkeskolen.dk har rapporteret sødt og rosenrødt fra et debat-møde i Allinge om Antorinis Ny Nordisk Skole. Det kan man studere under dette link. Her kan man læse om, hvordan Bondo høster bifald, og man kan også studere den helt ukritiske gengivelse af Antorinis svar. Journalisten glemmer imidlertid, at Casper Strunge (K) og Merete Riisager (LA) fremførte en enig og kras kritik af Ny Nordisk Skole for at mangle substantielle henvisninger til filosofi, formål og kultur. Antorini var helt paf over indvendingen; hun rullede med øjnene og kunne ikke svare andet end noget i retning af, at hun da interesserede sig for ”viden, der kan anvendes”, hvilket, med tilføjelsen “anvendelse til at skabe økonomisk værdi for andre”, lige præcis er Ny Nordisk Skoles læringsformel. Men desværre er denne formel også det stik modsatte af dannelse, og af alt det andet jeg lige nævnte, eftersom dannelse handler om det, der ikke umiddelbart kan anvendes.

Der var også en ung mand på mødet, der bekymrede sig for, om reformen ville betyde noget for de unges livsmod. Clement, som var ordstyrer gjorde grin med ham, og Folkeskolen.dk’s journalist omtaler kun latteren og ikke spørgsmålet. Men Clement burde have opført sig ordentligt. Både fordi man ikke skal gøre grin med folk, der spørger af et godt hjerte, og slet ikke hvis de er unge, men også fordi tilhørerens spørgsmål var godt, eftersom enhver fornuftig ung mand vil miste livsmod, hvis han blot skal vurderes efter sit bidrag til ”operative måltal” i læsning og matematik.

Nå, men til spørgsmålet om ”livsmod”. Her kunne Antorini blot svare, at man via reformen ville støtte “livsduelighed”. Men dette “livsduelighedsbegreb” har intet at gøre med livsmod eller grundtvigianisme, hvis nogen skulle tro det. Tværtimod, henviser begrebet til konkurrencestatens opportunisme og albuer. Det er alle enige om – undtagen ministeren og hendes Pisa-netværk. Det er set fra et journalist-fagligt synspunkt ikke i orden at referere så skævt efter min opfattelse.

Det var i øvrigt den samme journalist, der – også på folkeskolen.dk tilbage i november – i to artikler fremførte, at den såkaldte LEAN-metode, der er udviklet til at skabe effektivitet på samlebåndet i japansk bilproduktion, udelukkende har positive konsekvenser, når den bruges i vores skoler, selvom det er veldokumenteret, at denne metode allerede har medført et fald i både faglig selvstændighed og arbejdsmiljø for vores socialarbejdere. Jeg skrev allerede efter denne første artikel til redaktionen, at de burde kontakte antropologen Jakob Krause-Jensen fra Århus Universitet, fordi han netop har forsket i disse emner, men det gjorde den ikke. Det er heller ikke i orden set fra et journalistfagligt synspunkt.

Men LEAN er guf for Ny Nordisk Skole, hvis metoden kan bidrage til at forøge scoren med 0.2 på de operative måltal, der strukturerer hele den kommunale styring af skolen.

Det ene med det andet – jeg tror, folkeskolen.dk er ved at udvikle sig til en slags ukritisk metodehyldest; altså til Ny Nordisk Skoles hof-organ, altså til skolereformens hof-organ, altså til KL’s hoforgan. Tænk sig! Man er nok lidt sur på KL over ”en lille konflikt i foråret”, men man er hoforgan for skolesynet. De operative måltals LEAN-metode. Og når denne metode eller skolesynet får kritik, så forties det, så man får linjer og tegn nok til at skrive om det store bifald til lærerformanden.

Strunge og Riisager skal have stor tak for at pege på Ny Nordisk Skoles problemer og tvinge endnu et mangelfuldt svar af ministerens tunge. Det er åbenbart i yngre konservative og liberale kredse, at tænksomheden breder sig.

 

2. Om pædagogers kritik og fleksibilitet

Den største skuffelse på Folkemødet var nok at overvære tilstanden hos de danske pædagoger, eller i al fald hos deres organisation. Det kræver lidt forklaring.

Om fredagen hørte jeg en børnepolitisk diskussion i Enhedslistens telt. Her lagde Per Schultz Jørgensen ud med en fremragende kritik af de sidste 10 års børnepolitik, som han karakteriserede som en del af konkurrencestatens økonomitænkning. Det har han jo fuldstændig ret i, hvilket man let kan læse sig til i fx i dagtilbuddenes taskforce-rapport fra foråret 2012 eller i Århus Kommunes børnepolitik, som består af skemaer, flueben og finansministerielt godkendte pædagogiske koncepter. Og for nyligt læste jeg også et sted, at man skulle starte allerede i vuggestuen, hvis 95%-målsætningen for ungdomsuddannelser skulle indfris.

Der var to politikere fra Enhedslisten i panelet, heriblandt Rosa Lund, og selvom hun ikke gik ind i Schultz’s principielle kritik, var hun dog enig i grundsynet, og talte som man kan forvente at en ung socialist skal tale om vores børnehaver, og det mener jeg positivt.

Men derudover var der også en faglig sekretær i BUPL, nemlig Allan Baumann, i panelet. Han er ikke en hvem som helst. Jeg tror, han udgør BUPL’s intelligentsia sammen med nyudklækket phd. fra DPU, Claus Holm. De er begge involveret i pædagogernes tidsskrift VERA, og de er redaktører på udgivelsen “Ny Nordisk Pædagogik“, som er en hyldest til konkurrencestatens pædagogik.

Holm, der filosofisk set trækker på en blanding af samtidsdiagnosens misantropi og systemteoriens antihumanisme, taler f.eks. om, at dannelse er gammeldags og hører til i velfærdstaten, men at vi nu er i konkurrencestaten, hvor idealet er ”det opportunistiske individ”, hvorefter han klør på med OECD-rapporter og talentudvikling og meget andet maski-mekanisk dårligdom. Nå, men Baumann begyndte med at sige, at han da var enig med Schultz Jørgensen, men derpå vævede han videre om, at pædagoger skulle arbejde på et skæringspunkt ”mellem samfundets og børnenes krav”, men det var helt uden Schultz’ refleksionsniveau og helt uden kritisk sans og dermed spørgsmål til f.eks., hvad ”samfundets krav” er for noget, hvilket jo nok er konkurrencestaten alligevel, hvilket bliver klart lige om lidt.

Men alt det var nok gået i glemmebogen, hvis det ikke var fordi, jeg få timer senere tilfældigvis havnede i BUPL’s telt foran Allinge Røgeri. Her skulle man drøfte pædagogers og læreres samarbejde under den nye skolereform på et møde, der også er refereret på folkeskolen.dk. Man havde inviteret en skoledirektør, Torben Bugge, fra Randers Kommune, som var så middelbureaukratisk, at man følte sig helt utilpas over at møde ham på et FOLKE-møde.  Han talte kun om kvalitet og pris pr. pædagogisk enhed, og hele tre gange måtte han fortælle os, hvad han ikke måtte sige for sin kommunechef.

Derudover var der besøg af Camilla Wang, som er dekan for Stefan Hermanns lille kongedømme UC-Metropol, og som siger det samme som både ham og mange af de andre Ny Nordisk Skole-personer, fx at vi nu havde et ”vindue til forandring, som vi skal benytte os af” eller sådan noget.

Den tredje debattør var, ja netop, Allan Baumann, men nu var han åhh.. så samarbejdsvillig overfor de to andre debattører, hvis hele horisont netop var den konkurrencestat og den økonomitænkning, som Schultz Jørgensen just havde kritiseret.

Derudover var der ingen drøftelse af skolereformens kvaliteter og mangel på samme, og der var selvfølgelig ingen refleksion over, om pædagoger var egnede som undervisere, og heller ikke om pædagogernes omdefinering til “skolepædagoger” evt. kunne betyde, at pædagogernes egentlige og eget fag ville ende med at blive devalueret.

”Læreren” blev konsekvent konstrueret som systematiker og didaktiker uden pædagogisk sans, og der udvistes ingen forståelse eller interesse for, hvad en skole er. Tværtimod lagde man sig blot ned for de herskende vinde, mens både “læreren” og “pædagogen” falmede som et gammelt tapet. Diskussionslederen var vist kun interesseret i at få ny arbejdspladser til pædagogerne tror jeg. Han var helt ukritisk, for at sige det mildt, og da jeg luftede lidt bekymring spurgte han blot: Er du lærer? Det er jeg ganske vist ikke, men jeg kunne da fornemme, at “en lærer” ikke var knyttet til nogen dyd i BUPLs telt den eftermiddag.

Efter disse to børne- og skolepolitiske debatter, stod man lørdag aften tilbage med  følgende dobbelthed. På den ene side indtrykket af Schultz Jørgensen som den dygtige og kritiske ideolog, der i det ene telt talte pædagogikkens sag på en måde, som Rosa Lund, Baumann og BUPL kunne slutte op om. Og på den anden side Allan Baumann – den hyperfleksible sekretær, og dermed BUPL som sådan med systemteorien som larmende og tavs ledsager – der talte konkurrencestatens sag i et andet telt, mens hans eget fag visnede.

Pædagogerne er skåret over. I en ensom og let aldrende kritik, som alle formelt tilslutter sig, mens alle realt og uden sans for modsætningen tilslutter sig netop den praksis, som kritiseres. Det vil naturligvis ende galt for faget og faktisk også for os andre.

 

3. Stat og civilsamfund

Fredag besøgte jeg et meget fint arrangement i Grundtvigs Forums telt om forholdet mellem stat og civilsamfund. Det var Marianne Jelved (RV) og Esben Lunde Larsen (V), der var i ilden, og det gjorde de godt. Rigtigt spændende blev det, da Lunde Larsen spurgte til forholdet mellem konkurrencestat og dannelse; altså om ikke konkurrencestatsretorik var ved at udgrænse landets formål og historie fra vores uddannelsessystem? Jelved responderede ikke direkte på det med konkurrencestaten, men svarede med en overraskende kritik af det taxametersystem, der normalt forsvares ligeså hårdnakket af politikere, som det kritiseres af fagfolk. Det er glædeligt at høre om bevægelser vedrørende disse emner i nærheden af den politiske midte.

Men med så kritiske synspunkter florerende hos både V og RV er det svært at forstå, at både de Radikale og Venstre samme dag, altså i fredags, var blandt hovedkræfterne i en skolereform, der bygger på Ny Nordisk Skole, som ifølge de fleste forskere netop er en konkurrencestatskonstruktion, og som derfor, som Lunde Larsen siger, udelukker dannelse i sin grundlæggende filosofi.

Der er en form for modsætning i de sætninger, der strømmer ud gennem mundene hos de mest tænksomme politikere. Men modsætninger er i det mindste bedre end glemsomhed eller nysprog, og derfor skal Lunde Larsen og fru Jelved have en lille applaus herfra – men kun en lille en, fordi modsætningen endnu mangler at eksplodere, så landets pædagogiske traditioner igen kan strømme frit.

 

4. Om musikfaget i skoleforliget

I Allinge var jeg lørdag aften til møde om musikfagets rolle i folkeskolen med blandt andet den socialdemokratiske skoleordfører, Troels Ravn, og Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening. Lange var bekymret for følgende formulering i forliget:

”De praktiske/musiske fag skal bidrage til at understøtte den faglige udvikling og folkeskolens øvrige fag, herunder særligt dansk og matematik”.

Hermed menes, at musik skal bidrage til, at skolen kan score højt på ”de operative måltal” i matematik og læsning (som åbenbart sidestilles med ”dansk” :-(). Man forstår godt Langes bekymring, for hele forligets formålsstruktur arbejder ud fra de pågældende måltal. De er folkeskolens nye ”centralnervesystem”, som Erik Schmidt fra dannelsesgruppen Sophia har formuleret det.

I Ny Nordisk Skole – den filosofi som folkeskolereformen er en operationalisering af – er der ingen sans for faglige traditioner. Tværtimod har Lars Goldschmidt, som er formand for initiativets såkaldte dialoggruppe, på Sorømødet i 2010 kritiseret gymnasielærerne for at undervise for fagenes skønheds egen skyld (!). I stedet skal de undervise for at skabe innovation og vækst, mener han.

Et andet forhold, der vil underminere fagene, er den tætte sammenkædning mellem viden og anvendelse, der præger Ny Nordisk Skole. Det er ikke tale om en vekselvirkning mellem ”teori og praksis”, som nogen går og tror, men kun om ”viden og anvendelse”, som er noget helt andet. Man må ifølge Ny Nordisk Skole-filosofien nemlig kun undervise i det, der kan anvendes umiddelbart. Det har Lars Olsen sagt på et møde i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, og det er også det, der sker for tiden i de københavnske gymnasieforsøg. Endelig vil alle fagenes underordning under skolereformens styringsprincipper, de tre ”operative måltal”, medføre, at musik og andre fag vil tendere til at blive en metode til listeplaceringer, hvilket efter min opfattelse vil ødelægge musikfaget indefra.

Den ekstra musiktime i 1. og 5. klasse, som forliget lægger op til, skal altså vejes op mod tre tunge sociale og filosofiske processer, der nednormerer fagenes betydning i skolen. Det giver uden tvivl et kæmpeminus på bundlinjen.

Troels Ravn (S), der på biskoppernes dannelseskonference i maj 2013 hævdede, at der skam ingen dannelsesproblemer er i skoleforliget, deltog som sagt også i debatten. Han mente heller ikke, at der var problemer for musikfagets vedkommende, for der er jo en selvstændig fagbeskrivelse af faget. Ovenstående viser, at Ravn tager fejl. Det musiske som sådan skal underordnes det mindst musiske, man kan tænke sig, nemlig styringsprincipper og ”operative måltal”, innovation og økonomisk vækst.

Det pudsige og paradoksale faktum er, at Lange deler formandsskabet for Ny Nordisk Skoles dialoggruppe med netop Goldschmidt. Så hendes bekymring, som jeg egentlig tror kommer fra hjertet, er en bekymring, hun ikke fuldt kan erklære, fordi hun har skrevet under på en filosofi, der vil afvikle skolens musiske dannelse. Derfor virkede det også som om, at hun accepterede Ravns forklaring. Måske sad hun tilbage med et ubehag. Men det må i bedste fald blive ved følelsen, for Ny Nordisk Skole har berøvet hende en brugbar argumentation.

Debatten er også dækket på folkeskolen.dk

 

B. Folkemødet 2014

1. “Må vi få ro? – debatmøde om inklusion, biblioteket i Allinge, torsdag d. 12. juni”

Mødet var arrangeret af “Rådet for børns læring” – det tidligere “Skoleråd”, som det hed, dengang økonomen Jørgen Søndergaard regerede. Men nu er “skole” altså erstattet af “læring”. Derfor fik vi også udleveret en glittet tryksag med titlen: “Inkluderende læringsfællesskaber for børn” – en titel der peger direkte ind i to begrebsmæssige problemer, som jeg vil komme ind på til sidst i denne blog. Desværre har jeg ikke kunne finde publikationen på nettet, så jeg kan ikke lave et link.

“Læringsrådet” er en integreret del af skolereformen, nærmest et implementeringsorgan, så jeg frygtede det værste, eftersom skolereformen jo hviler på et opgør med pædagogik. Deltagerne var rådets formand, Agi Csonka, rådsmedlem Stefan Hermann, og den nye skolelederformand Claus Hjortdal. Derudover deltog KLs børneforkvinde Anna Mee (RV) og to personer med forskellige diagnoser/handicaps, der skulle understrege pointen. Kort sagt: Ny Nordisk Skole.

Alle var fans af børnelæringsinklusion. Der var ingen kritikere eller blot skeptikere i panelet. Det var altså ikke et debatpanel, men et implementeringspanel. Der var ganske vist masser af kritik ude i salen, men altså ingen i panelet. Ordstyrer var forkvinden selv, Agi Csonka, og den rolle brugte hun på at overhøre og omskrive enhver kritik fra salen, så ”læringsrådet” blev minimalt udfordret på noget som helst. Der var ikke noget folkemøde fra den kant. Niels Christian Sauer forsøgte, sammen med repræsentanter for autismeforeningen, at sparke lidt liv i debatten, men intet trængte igennem læringsrådets skjold – en arbejdsdag i det pædagogiske oligarki.

Hvad er problemet, tillader jeg mig at spørge som en rigtig amatør på inklusionsområdet, ligesom jeg tilstræber at være det på mange andre felter? Problemet er, at den “læring” og det ”fællesskab”, der tænkes på ved selve publikationens titel, blot er et “børne”- og “lærings”-fællesskab og ikke et pædagogisk fællesskab. Dermed bliver undervisningen til metoder for individuel læring, og de “voksne” og ”verden” ekskluderes fra pædagogikken.

Børnene ekskluderes dermed fra både hinanden og fra de voksne, dvs. både fra det sociale og det kulturelle. Børnene bliver helt alene uden sammenhæng og selskab. Inklusion bliver eksklusion. Vi har et råd, der ved sit eget begreb skaber ensomhed; et råd, der med sine underforståede begreber producerer de selvsamme problemer, som det påstår at løse. Af denne grund er hele læringsrådets hæfte også båret af løsningsmodeller, der alene defineres organisations- og evidensbaseret. Alle børn er individer, og alle voksne er organisationsorganer. Inklusion betyder herfra ikke fællesskab, men tvang.

Disse tendenser bekræftes entydigt, hvis man kigger på brochurens litteraturliste, der er et rent Hattie-, Egelund-, Qvortrup-, Rasmussen- og Rambøl-inferno.

En arbejdsdag i det pædagogiske oligarki, i Ny Nordisk Skole, i ny=ikke. Et ufolkeligt element, der vil afvikle pædagogiske fællesskaber og skolefællesskaber – og så på et Folkemøde.

Se også:

Folkeskolen.dk’s journalistiske dækning af mødet

 

2. ”Læreruddannelse på kandidatniveau – hvorfor skal vi vente?”

Tid og sted: Lindeplads 1 i Allinge, fredag d. 13. juni, kl. 11.45-13

Man samler en række strategiske aktører og sætter dem til at diskutere, om læreruddannelsen skal være en kandidatuddannelse. Og hvad diskuterer strategiske aktører? Ja, rigtigt gættet… de diskuterer strategier med udgangspunkt i deres strategiske interesse, hvilket er det samme som at sige, at de ikke diskuterer “noget”.

Sådan var det også på et møde, hvor DLF og Dansk Industri sammen inviterede til en debat om overskriftens emne. Selv har jeg ingen særlig mening om emnet, men hælder dog mere og mere til et nej til en ”kandidat i didaktik”, som DLF kalder det, for på mødet fik jeg kun et eneste argument for noget som helst, og det kom fra Bob Bohlbro, formanden for danske lærerstuderende, og han var imod sådan en uddannelse med mødets eneste ordentlige begrundelse. Argumentet kommer jeg tilbage til.

Nå, men hvem var ellers med? Det var Anders Bondo fra DLF, Charlotte Rønhof fra DI, en repræsentant fra Danmarks Evalueringsinstitut, politikerne Esben Lunde(V), Charlotte Dyremose (C) og en socialdemokrat, der vist nok hed Jeppe Bruus, samt lektor Frans Ørsted, som er ekspert i det finske læreruddannelsessystem.

a) Frafald og professionsideal

Bondo lagde ud. Vi skal mindske frafaldet på læreruddannelsen, mener han. Men hvordan det har noget at gøre med en kandidatuddannelse, forstår jeg ikke. Det er et af den slags argumenter, der skal understøtte et strategisk synspunkt, man har i forvejen. Kan nogen seriøst mene, at man skal lave en kandidatuddannelse i et fag for at undgå frafald på et eksisterende studium? Han sagde også, at indholdet i uddannelsen skal understøtte DLF’s professionsideal, hvilket er en skrækkelig tanke al den stund, at professionsidealet er problematisk på en række centrale punkter. At en kriseramt fagforenings “professionsideal” skal være grund for en videnskabelig uddannelse duer ikke. Det ender blot med, at forskningen tæmmes i ren og skær fagforeningsinteresse. En problemstilling, der skærpes med DLF’s tilslutning til Ny Nordisk Skole.

b) Teori og praksis

Stort set alle aktørerne ville skabe en tættere “kobling”, som de kalder det, mellem teori og praksis, for det har diverse evalueringer “vist”, at de lærerstuderende efterspørger, som EVA-repræsentanten udtrykker det.. MEN HVORFOR SKAL MAN GØRE DET, SOM TILFÆLDIGE STUDERENDE EFTERSPØRGER? Det er da en pædagogisk ansvarsfraskrivelse uden lige. Man skal derimod gøre det, som studerende har behov for, men eftersom uddannelse går ud på at finde sit behov, kan man jo ikke tage udgangspunkt i noget, som man endnu ikke har fundet.

Og “behov” er altså ikke det samme som “efterspørgsel”. Efterspørgsel er noget, enhver har, mens et behov er noget, den uddannede kultiverer og finder. Sætter man lighedstegn mellem efterspørgsel og behov, vil konsekvensen pr. automatik være en ekstremt nedladende holdning til vores ungdom. At tage udgangspunkt i de studerendes behov, altså i noget, de skal finde, forudsætter, at den pågældende uddannelse tager stilling til, hvilke dele af vores fælles liv, den ønsker at beskytte. De studerendes behov kan med andre ord kun findes og udfoldes, hvis et uddannelsessted tager udgangspunkt i sig selv. Hovsa!

Desuden: Hvad teori og praksis egentlig er, var der ingen, der reflekterede over. Jeg lavede engang et skema, hvorefter det kunne betyde 20 ting, så jeg er altid i tvivl, når folk bruger ordene lidt for selvfølgeligt, og det gjorde de alle sammen (Rømer 2010). Den herskende diskurs taget i betragtning betyder ”teori og praksis” nok bare en masse mekanik, dvs. teori der skal anvendes, så man kan score højt på “efterspørgslen” eller på Pisa.

Sagen er mere grundlæggende, at der ikke findes en praksis uden tænkning. Tages tænkningen ud, så bliver praksis til adfærd, og tænkningen selv bliver til metode og evidens eller til selvkredsende refleksioner uden substans. Hele den måde, spørgsmålet om “teori og praksis” blev stillet på af panelet, er derfor et tegn på et lærerfag i problemer, et lærerfag der vil styre adfærd efter evidens og “klare mål”, en læreruddannelse, som vil “koble”, hvilket er et absolut bandeord i min notesbog.

DLF vil desuden kalde kandidaten for “cand. didaktik”, men med tilslutningen til Ny Nordisk Skole vil det jo gå helt galt. Lærerbegrebet vil i så fald blive erstattet af “undervisningseksperten”, altså evidensmekanikeren, ham som Corydon har normaliseret. Hellere fastholde “lærer”, men så siver vi hen mod seminarietænkningen igen, dvs. en tilgang, hvor teori og praksis ikke skal ”kobles”, men hvor de er forbundet i udgangspunktet i stridbar magnetisme.

c) Dannelse

Bondo mente, at en kandidatuddannelse skulle være dannende. Men hvad er dannelse for en lærer, og hvad er akademisk dannelse? “Ansvar for eget liv”, svarede han i en underlig kort formulering. Nå ja, man må endelig ikke tage ansvar for andre end sig selv, og hvad med kundskaberne og disses processer? Med denne mærkelige forkortning, lægger Bondo sig i halen på konkurrencestatsmanden, Ove Kaj Pedersen, der i Højskolernes Telt dagen før sagde, at essensen af den grundtvigske tradition er “selvforsørgelse på arbejdsmarkedet”. Hvorfor al denne reduktionisme?

 

d) De gode ting – de lærerstuderende og KLM

Var der slet ikke noget godt på mødet? Jo, to ting. For det første er det en fornøjelse at følge de lærerstuderendes formand, Bob Bohlbro. Grunden til hans modstand mod kandidaten er, siger han, at forskningen skal forske for sin egen skyld, mens læreruddannelsen bør arbejde for skolens og undervisningens skyld. Sikken en læreruddannelse vi kunne få, hvis alle tænkte sådan. Så var der nok ikke noget, der skulle ”kobles”. Faktisk, og også lidt paradoksalt, ville læreruddannelsen i så fald blive meget mere akademisk end den form for systemteoretisk fagforeningsakademia, der ligger til grund for cand.didaktikken. Al selvstændighed kommer åbenbart fra de studerende for tiden.

Jacob Fuglsang fra Politiken, som var mødets ordstyrer, og som også er ivrig skolereformstilhænger, gjorde sig desværre straks morsom på Bohlbros og fornuftens bekostning og fortalte, at “han da skulle hilse og sige at på universiteterne var man holdt op med at forske for forskningens skyld” (citat efter hukommelse) – frisk fyr. Mon det er akademisk dannelse?

Et andet lille klimaks – endnu et slags indbrud fra virkelighedens verden – var, da Esben Lunde fik sagt til Harald Mikkelsen, rektor for professionshøjskole VIA, som var blandt publikum, at han – altså Lunde – nok skulle holde øje med professionshøjskolernes håndtering af faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab, som ellers skulle have været nedlagt, hvis det stod til Danmarks Pædagogiske Oligarki. Men desværre sagde Lunde det med et smil på læben. Heldigvis gav Dyremose ham ret. Hun vågnede lige lidt op der.

Mangler jeg at skrive noget om socialdemokraten, altså Jeppe Bruus? En rigtig Ny Nordisk Skole-mand. Han sagde, at vi har for mange dygtige piger og for mange vilde drenge, og så er vi ”udfordret”, og det skal vi så tilpasse det hele efter, og så er der jo også for meget teori, man ikke kan bruge til noget og så videre på den galej. Total tomgang og uden sans for materie og pligt. Men ok, han er også “kommunikationschef”, og med fare for at lyde fordomsfuld, så er Ny Nordisk Skole faktisk en rigtigt kommunikationschefsskole, det må læseren da give mig ret i.

Og hvad med DI-repræsentanten. Hun refererede blot til produktivitetskommissionen og noget med højere karakterer. Totalt off the point.

e) Konklusion

Konklusionen? Læreruddannelsen er forankret i det folkelige, mens universitetsuddannelsen er forankret i det universelle og det europæiske. Der burde man starte efter min opfattelse. I så fald vil man komme til at diskutere noget indhold i stedet for al dette ny=ikke.

Referencer:

folkeskolen.dk’s journalistiske dækning af mødet

Rømer, Thomas Aastrup (2010). “Teori og praksis i professionsuddannelser”, i Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 2, s. 62-71.

 

3. ”Er folkeskolen folkets skole?”, Grundtvigsk Forums telt, lørdag d. 14. juni, kl. 13-14.

I Grundtvigsk Forums telt kunne man lørdag eftermiddag høre en af Folkemødets mest interessante debatter. Der var simpelthen inviteret til – for åben net- og trommehinde – at erfare, hvordan alting er vendt på hovedet i dansk skolepolitik.

Arrangørerne havde stillet et godt spørgsmål: Er folkeskolen en folkets skole? I panelet var der to forsknings- og udviklingschefer på danske professionshøjskoler: Alexander von Oettingen fra UC-syd og Andreas Rasch-Christensen fra Professionshøjskole VIA. Der var også en skolelærer fra Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse, Niels Lynnerup, men hans indlæg vil jeg ikke omtale.

 

a) Alexander von Oettingens indlæg

Von Oettingen er ikke en dusinvare-mellemleder. Han har skrevet en række vigtige bidrag til dansk pædagogik, herunder bogen ”Det pædagogiske paradoks” samt en doktorafhandling, der genfortolker professor Knud Grue Sørensens pædagogiske ideer, som von Oettingen sætter i forbindelse med nyere tysk dannelsestænkning. Endelig har han også udgivet bogen ”Almen pædagogik” for et par år siden.

Så vidt jeg ved, har al den aktivitet ikke afstedkommet nogen magt i samfundet. Von Oettingen sidder, på trods af sin vigtige teoretiske indsats, ikke på nogen poster i de mange uddannelsespolitiske udvalg og kommissioner, der findes for tiden. Men måske har han betakket sig?

Jeg var faktisk, på trods af de mange gode bøger, lidt spændt på, hvad von Oettingen ville fortælle, fordi han i foråret 2013 på biskoppernes dannelsesmøde i Nyborg holdt et forskrækkeligt forsvar for læreruddannelsesreformen, og indimellem er han efter min mening også alt for positivt stemt over for systemteoriens indflydelse, som efter min opfattelse undergraver det, han prøver at sige.

Men jeg havde ingen grund til ængstelse. Von Oettingen holdt et blændende oplæg, hvor han argumenterede for, at folkets skole er død, og at det skyldes PISA-tyranniet, et fuldstændigt mekaniseret læringsbegreb og de primitive accountability-systemer, der udrydder formåls- og indholdsdiskussioner fra vores skolepolitik. Og han var, som en god filosof, ikke bange for at sige, at han begræd denne udvikling.

I sin kritik trak han på en rig og stadig levende europæisk skoletænkning og argumenterede for, at skolen er et fællesskab om kulturel indvielse, altså om undervisning – en lysende og oplysende indvielse, der viser verden frem for barnet; en indvielse som altså nu umuliggøres, fordi det er barnets læring, der kommer i centrum, og fordi undervisning dermed reduceres til en metode, til teknik. Han skældte ud på den manglende tillid til skolen med formuleringen: ”Den meget fokus på styring er et tegn på, at vi ikke har en folkeskole. Det er en falliterklæring for en kultur”.

Eller hvad med denne her: “Skolen har to opgaver. Den skal holde afstand til staten og afstand til familien. I stedet skal folket ind i skolen”. Det er nok denne “afstandsfilosofi”, som von Oettingen tilbage i 00’erne kunne bruge Luhmann til at underbygge, vil jeg tro, men fordi Oettingen samtidig insisterer på, at pædagogik vedrører frihed, handling og normativitet, styres det hele i sikker havn – i modsætning til vores ideologiske systemteoretikere, som Andreas Rasch-Christensen arbejder sammen med, der slet ikke mener, at der findes et pædagogisk paradoks, altså en ubestemthed mellem tvang og frihed, og som uden videre reducerer frihed til “kontingens”. Der er blot den store forskel mellem frihed og kontingens, at frihed er noget, der skal mere af ved hjælp af god pædagogik, der også kan tvinge, mens kontingens er noget, som mekaniske metoder vil forsøge at styre. Det er derfor en rigtig fatal ting at glemme forskellen.

Alligevel blev jeg lidt overrasket over Oettingens betoning af, at folket skal ind i skolen. Det havde jeg ikke forventet, men der var nok bare noget galt med mine forventninger. Under alle omstændigheder blev jeg glad.

Skolen skal være ”uaktuel og langsommelig” hed det endvidere i nogle vidunderligt prægnante og ekstremt velbegrundede formuleringer, og von Oettingen understregede vigtigheden af at holde fast i ordet ”skole” frem for det Ny Nordiske ”læringscenter”.

Der var naturligvis meget, man kunne diskutere, men hvor var det dog befriende og beroligende at høre et menneske, en humanist og filosof tale om pædagogik. En magtesløs mand, der ved, hvad han taler om.

 

b) Andreas Rasch-Christensens indlæg

Så var det Andreas Rasch-Christensens tur. Rasch-Christensen har aldrig skrevet noget interessant. Hans forskning er middelmådig, og hans offentlige indlæg er mekaniske og underdanige og desuden helt og aldeles uden sans for den pædagogiske tradition – uanset hvordan man måtte definere den. Alligevel er han ekstremt centralt placeret i Det Pædagogiske Oligarki (DPO); det netværk og den diskurs, der har sat sig på dansk uddannelsespolitik. Han har med andre ord magten.

Rasch-Christensen startede med at indrømme, at han ikke var så klog som von Oettingen, og at han foretrak at skrive kronikker om fodbold frem for om pædagogik. Han mente det nok i sjov, men det var det slet ikke. For det passer, og det er et tegn på, at magten i dansk pædagogik er en fodboldkronik, mens afmagten er en vidende og reflekteret filosofi.

Rasch-Christensen svarede overhovedet ikke på det spørgsmål, som Grundtvigsk Forum havde rejst. Han lirede bare de sædvanlige almindeligheder af sig om, at skolen skal give læring, der kan forberede til arbejdsmarked, uddannelse og livsduelighed (der i oligarkiets koncept er det modsatte af grundtvigianisme).

Han var nok lidt presset, for han begyndte at snakke om, at de nye fagmål – de såkaldte Forenklede Fælles Mål – som er formuleret efter læringsbegrebets principper, blot er en lille teknisk og praktisk ændring. Men i andre sammenhænge har han og hans åndsfæller talt om både paradigmeskifte og revolutioner. På Undervisningsministeriets to debatmøder på Pilekroen i Allinge kunne man da også forvisse sig om, at det er en revolution vi har gang i. Vi skal gå ”fra undervisning til læring” hed det igen og igen fra ministeriets mænd og kvinder, mens en indoktrineret idealisme strømmede ud af øjnene, og der var ingen – absolut ingen – reservationer af nogen art.

 

c) Konklusion

Rasch-Christensens synspunkt er lige præcist det modsatte af von Oettingens. Rasch-Christensen vil altså i realiteten afvikle ”folkets skole”, men det kunne han ikke finde ud af at sige, fordi han ikke tænker sig ordentligt om. Han ved ikke, at tingene hænger sammen. Han tror, han kan undgå at afvikle skolebegrebet, samtidig med at han rent faktisk gør det. Det er totalt uden omtanke.

Min overordnede pointe er, at von Oettingen var den klogeste, men ingen magt har, mens Rasch-Christensen har al magten, men intet ved. Magten ligger hos uvidenheden. Skolereformen er et opgør med viden, den er en destruktiv glemsomhed. Skolereformen er en NEJ-HAT. Alle, der derfor siger nej til denne nej-hat, har i virkeligheden en ja-hat på. Alle, der siger “nej-til-nej”, tilhører folkets skole.

PS Andreas Rasch-Christensen har reageret på ovenstående indlæg på Facebook. Se fuld tråd: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10152465368369481&id=837549480

 

4. Statsideologen Ove Kaj Pedersen i Højskolernes telt og på Allinge bibliotek

Hvor blev sagerne intellektuelt afgjort på Folkemødet? På de store scener? Eller måske i sjove debatter med Søren Pind og Pia Kjærsgaard? Nej, samfundets fremtid blev afgjort i de mange debatter, hvor samfundets chef-ideolog, Ove Kaj Pedersen (OKP), deltog. Pedersen var på triumftog i Allinge.

Hvem er OKP? Han er forfatter af bogen Konkurrencestaten fra 2011, som er en slags bibel for Bjarne Corydon og dermed for hele regeringen, men egentlig også for det meste af den borgerlige opposition tror jeg. Faktisk finder man på det politiske niveau kun kritik i nyliberale kredse og blandt folk på den yderste venstrefløj. Ove Kaj Pedersens bog bygger på en blanding af marxismeforladt strukturmarxisme og en liberal-forladt neo-liberalisme i de allermindst tænksomme aftapninger. Hvad bliver konsekvensen deraf? Det bliver et stramt og nedrigt net af økonomisme, produktionstænkning og individfokus på en og samme tid; en begrebsstruktur uden dialektik, afgrænsning og selvrefleksion. Det bliver et opgør med dannelse, filosofi og pædagogik. OKP har simpelthen taget det værste fra både liberalisme og marxisme og gjort det til en dobbelt negativ dyd, der har sat sig i hele samfundslivet.

Men, siger nogen, han beskriver jo blot en virkelighed. Han er jo slet ikke normativ. Men det er 100% forkert, hvilket jeg tror, at alle vil give mig ret i, hvis de havde fuldt nogle af de debatter, OKP deltog i på Bornholm. Konkurrencestaten er et af den slags ”er”, som i sig har indbygget det stærkeste ”bør”, hvilket OKP’s arbejdsomhed på netop FOLKE-mødet jo også berigtiger; et ”bør” som har tvunget mindre ånder til totalt ukritisk at acceptere ”forudsætningen” (jeg giver nogle eksempler om lidt).

Jeg havde den tvivlsomme fornøjelse at overvære to af de mange seancer: En i Højskolernes telt og en på biblioteket i Allinge:

 

4.a) “Konkurrencestaten – løsning eller problem”, Højskolernes telt, torsdag d. 12. juni, kl. 20-21

I højskolernes telt havde man udover OKP inviteret forstanderen for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, direktør for efterskoleforeningen, Bjarne Lundager, og uddannelsesminister, Sofie Carsten Nielsen. OKP fik god tid til at forklare tingenes urette sammenhæng på den særlige måde, der gør, at folk tror, han er kritisk, hvilket han slet ikke er. Han kunne også fremsætte sin hof-hypotese, nemlig at konkurrencestaten er en tilbagevenden til grundtvigiansimen, hvor det folkelige fællesskab nu er erstattet af nogle produktionsfællesskaber, som den ”enkelte” skal indrette sig efter som sin nye “selvforsørgende” livsopgave, så staten kan vinde i den globale konkurrence. Den slags hedder ”økonomisk patriotisme” i konkurrencestatsjargonen.

Jørgen Carlsen strittede helhjertet imod, men hver gang han refererede til universitetets ide eller lidt filosofi eller andet godt, så fik han at vide af OKP, at han, altså Carlsen, talte ud fra gamle dage, at det skam ikke mere var sådan, det var, at det faktisk aldrig havde været sådan, og at vi var i konkurrencestaten og så videre på den galej. Alt, hvad Carlsen sagde, blev simpelthen oversat til strukturmarxistiske og neoliberale kategorier. Det var umuligt at få lov til at sige noget interessant. Det er fuldstændig som i betonmarxismens dage i de triste 1970’ere, hvor dybdestrukturen i OKP’s begreber da også blev dannet.

Bjarne Lundager, direktøren for efterskolerne, vævede rundt mellem en konkurrencestats- og en friskoletilgang, som om der findes en mellemvej, hvilket der ikke gør, fordi konkurrencestaten i selve sit begreb udelukker begreber som folkelighed, dannelse og solidaritet; begreber, som jo ellers netop hører til de frie skolers konstitution og bevægelse.

Hvorfor mon Lundager gjorde det, altså vævede? Jo, det er jo fordi, at han i mange år har været ansat hos tænketanken DEA, som gerne vil oversætte dannelse til ”kompetencer”, der skal møde ”udfordringer” på “arbejdsmarkedet”, hvilket er vokabularisk guf for OKP og hans kommunistiske neoliberale konkurrencestat. Nu har Lundager så været ansat ved efterskolernes forening i et par måneder, så han har trods alt fundet sig nogle friskolesætninger, men det er ren staffage, det var tydeligt nok. Så Lundager er på den vogn, der siger, at konkurrencestaten er et vilkår, som man må indrette sig efter, men han ved ikke, at i samme øjeblik han siger det, så er friskoletanken død som en sild. Sådan er det jo.

Jeg ved godt, at det er let at være bagklog og den slags, og selv får jeg da heller aldrig sagt det, som jeg retrospektivt set synes jeg burde, når jeg deltager i en debat, men jeg ærgrede mig alligevel lidt over, at Carlsen ikke gik i kødet på OKP’s brug af Grundtvig eller på hans statsforståelse: Grundtvigs fællesskab er jo narrativt, poetisk-politisk og kirkeligt. Hvordan i hulen det skal kunne omdirigeres til neoliberal strukturmarxisme er mig en total gåde. Og angående Ove Kajs statsforståelse, så er hovedproblemet for hans teori, at ”stat” jo normalt simpelthen er defineret ved forsøget på at undgå konkurrence. Konkurrence og stat er på en måde modsætninger. Er en retssag måske en ”konkurrence”? Eller en skoledag? Sagen er, at ”læring” og ”kompetence” i dag hører til konkurrencestaten, mens ”pædagogik og dannelse” hører til et ægte stat, og at det er derfor, at alle OKP’s mere eller mindre erklærede tilhængere hele tiden taler om læring. Af disse grunde kan man heller ikke uden videre sætte disse to ord, altså henholdsvis “konkurrence” og “stat”, sammen i et, altså en “konkurrence-stat”. OKP har da heller ikke en eneste reference til ordentlig statsfilosofi i sin bog, men det er nok fordi, at både Althusser og de neoliberale var imod den slags.

Men jeg vil ikke bebrejde Carlsen, for han var helt alene i verden i sit eget telt.

 

4.b. “Reformamok: fra velfærdsstat til konkurrencestat”, biblioteket i Allinge, lørdag d. 14. juni, kl. 14.30-15.15. 

Reduktionismen fortsatte dagen efter på biblioteket i Allinge. Her var Ove Kaj Pedersen sammen med Lars Goldschmidt og sundhedsdirektør i Århus kommune, Hosea Dutschke. Sidstnævnte har gang i at udvikle ikke mindre end en “kærlighedens forvaltning” – altså så langt man overhovedet kan komme fra Ove Kajs position, skulle man tro. Der er også den dramatiske krølle, at Dutshcke er søn er den berømte ungdomsoprører, Rudi Dutschke, der blev skudt i Berlin i 1968. Faren var også marxist, men bestemt ikke strukturalist. Rudi talte til hjerterne og revolutionen, mens strukturalisterne ikke var meget for ungdomsoprøret eller for politisk handlen i det hele taget.

Måske kunne man forvente eller håbe på en slags historiens genkomst i Allinge, en genopførelse af kampen mellem Dutschkes sociale optimisme og strukturalismens ubehag ved handling og frihed? – og sådan en “genopførelse” var også lige, hvad vi fik.

Igen fik OKP lov til at udbrede sin alt for korthårede filosofi, og han sagde endda, at ”nødvendighedens pædagogik nu havde bredt sig fra Konservative til SF”. Og det er jo rigtigt, eftersom alle disse partier nu støtter op om skolereformen og meget andet huttelihut sammen med regeringsaksen. I Danmark er strukturmarxisme og neoliberalisme altså grundstrømmen i både konservative og SF. Det er nok derfor, at dansk politik og ledelse i det hele taget er så tømt for mening for tiden.

Hosea Dutshcke fortalte smukt om sin kærlige kommune og om medborgerskab: Ikke at kommunen ikke skulle være effektiv og alt det der, som OKP snakkede om, men der var dog også noget mere, nemlig kærlighed, som man nu skulle til at bygge op rundt omkring her i min egen hjemby. Dutshcke lød som en rigtig kommunehippie, og det var faktisk herligt. OKP sad blot og lo i skægget. Der var ingen teoretisk opbakning fra den kant. Eller rettere, det var der, men på sin egen onde måde. OKP fortalte nemlig, ”at nu vidste han, hvad Hosea Dutschke havde gang i”. Han var jo i virkeligheden blot i gang med at skabe bedre produktion. Det var bare konkurrencestat på et højere niveau.

Det var fuldstændig samme retorik, som da OKP diskuterede med Carlsen. Uanset hvad man siger, så handler det om produktionskræfter. Det minder – undskyld jeg siger det igen – utroligt meget om betonmarxismen i 1970’erne og 80’erne. Dengang skulle man også af med al filosofi og følelse, og hvis nogen forsøgte sig med noget alligevel, så var de borgerlige og reaktionære.  Det var faktisk som at se Rudi blive skudt igen – en generation senere lige midt i Allinge.

Og så var Lars Goldschmidt sørme også med. Han er jo formand for kredsen omkring Ny Nordisk Skole. Han mener, at konkurrencestaten er et vilkår, og at vi ikke har brug folk, der ikke accepterer dette vilkår. Ok, i så fald er der ikke brug for mig. Det er også Goldschmidt, der synes, at landets lærere bør være duracellkaniner. Og nu sidder han i den såkaldte ungdomsuddannelseskommission sammen med Niels Egelund i regi af tænketanken DEA – ja rigtigt! –  selvsamme organisation, som efterskoledirektøren, Bjarne Lundager, kom fra. Det er mageløst, er det.

Nå, men derfor var der heller ingen nyheder fra Goldschmidts kant. Konkurrencestaten var vilkåret, og derfor er økonomisk værditilvækst det centrale, hvis vi vil skabe velfærd. Der kommer ikke mere. Det er simpelthen hele horisonten. Goldschmidt er gammel SF’er og bon-kammarat med Antorini. I dag stiller han op for socialdemokratiet og lyder som en klon af OKP i Corydons parti. Det skal nok gå godt.

Men er der da ikke andet i verden? Kan uddannelse reduceres til økonomisk politik og teori? Åbenbart, for der var simpelthen ikke andet. Goldschmidt kommenterede ikke Dutschke, som ellers var det friske indslag. Siger man ordet “kærlighed”, bliver man altså enten mødt med socialdemokratisk tavshed eller omskrivninger til et strukturalistisk-økonomistisk net, der tømmer verdens ting for betydning.

Men uddannelse kan ikke klare sig uden kærlighed: Hør f.eks. Hannah Arendt: ”Uddannelse er det punkt, hvor vi beslutter, om vi elsker den fælles verden tilstrækkeligt til at tage ansvar for den”.

Men ok, den slags citater har rødder i europæisk humanisme, som ingen plads i hverken strukturmarxisme eller neoliberalisme – eller i socialdemokratiet for den sags skyld.

OKP rules!

 

C. Folkemødet 2015

1. Hos DEA og Akkrediteringsinstituttet

Sidste års folkemøde var fyldt med uddannelsespolitiske højdepunkter, som jeg har beskrevet udførligt i min nye bog Pædagogikkens To Verdener. Fredagens møder i FM15 levede ikke op til dette, men her er alligevel at par iagttagelser fra nogle af møderne.

Først gik jeg til en debat om “skæve eksempler i uddannelsessystemet”, som var arrangeret af anti-tænketanken DEA. Jeg forlod dog scenariet, som var en parodi på en debat. En eller anden uddannelsestekniker fortalte om reorganiseringen af Forsvarsakademiets uddannelser, og derpå skulle Stefan Hermann og Hanne Leth Andersen fra RUC give ham karakterer og høfligt rose, mens DEA-direktør Stina Vrang tænkte tilbage på dengang, hun fik karakterer i skolen. Det var der ikke meget tænketank over. Så hellere kaffe ved statsbibliotekets telt.

Derpå gik vi op til Akkrediteringsinstituttets telt, som ret overraskende for mig havde samlet nogle spændende folk til en snak om forholdet mellem uddannelse, især humaniora, og samfund. Der var lissom tre grupper: Den første gruppe bestod af Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, og formanden for DM, Ingrid Stage. Den anden gruppe bestod af DEA, som var på banen igen, her blot med deres anden profil, Jannik Schack, som efter eget udsagn holdt sig til “evidens”, hvilket er en moderne kode for absolut ikke at sige noget vigtigt. Den prognose blev til fulde opfyldt. Den anden gruppe bestod også af en Jesper Højgaard fra et eller andet firma. Højgaard kunne også kun snakke om “arbejdsmarkedet”. Blandt publikum blev gruppen støttet af Finansforbundets Marianne Dissing, som to gange ligefrem sagde: “Formålet med uddannelse er slet ikke dannelse, men kun beskæftigelse”, hvormed hun jo bekræftede alle fordomme om horisonten blandt vores økonomer.

Så var der mere gang i Ingrid Stage, som kløede på i bedste fornuftige stil, og i Jes Stein, som, efter hukommelsen, sagde de bevingede ord: “Humaniora har undladt at forsvare sig selv mod erhvervs- og kommunikations-sektoren”. Humaniora er simpelthen ikke humanistisk nok, kan man sige. Altså det modsatte synspunkt af DEA’s og Finansforbundet mm.. Sidst på mødet supplerede Stein Pedersen desværre med sin nihilisme, som han også har fremført i avisen. Som han siger: “Der er ingen mening med lortet”. Men ærligt talt, hvorfor så forsvare Humaniora? Eller noget som helst andet? Han disponeres dermed for at sive hen i den anden gruppe efter min mening.

Den tredje gruppe var administratorerne, som bestod af Bornholms dygtige borgmester, Winni Grosbøll, af kommunaldirektør Per B. Christensen og af rektor Stefan Hermann, hvor sidstnævnte var en del af publikum. Christensen var jo medskaber af den skrækkelige reform af læreruddannelsen, og både han og Hermann har derfor en rolle i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Christensen trak, ligesom Schnack, evidenskortet… Og ganske rigtigt: intet interessant sagde han. Herman nævnte lige ordet “idealer”, før han skyndte sig ind i det pragmatiske baglokale igen.

Om aftenen hørte vi først Folkeklubben og dernæst Niels Hausgaard. Det regnede, så vi fik udleveret regnslag af Hjemmeværnet. Det var kvalitetstid.

 

2. Politiske ideologier i Liberal Alliances telt

Lørdag formiddag var der debat på Liberal Alliances luksustræskib i Allinge Havn med morgenbord og lækre drinks i baglokalet. Det lå lige ved siden af Alternativets yderst beskedne morgen-yoga telt. Der var nok en Saxo-bank til forskel på de to eks-radikale grupper.

Debatten handlede om liberalisme og konservatisme, og i lyset af vinterens Ayn Rand-diskussion, som er så pinlig for LA, var jeg jo interesseret, især da der nu ikke var noget uddannelsespolitisk på tapetet i nogle af de andre telte.

Debattørerne var Børsens debatredaktør, Christopher Arzrouni, og bloggeren Rune Toftegaard Selsing. Arzrouni skulle stå for det liberale og Selsing for det konservative, og Joachim B. Olsen var moderator, hvilket han gjorde udmærket.

Nu er jeg jo lidt kulturkonservativt anlagt, så jeg troede egentlig, at jeg ville være mest til Selsing, men det endte faktisk modsat, og det er den lille morgenproces, jeg i al foreløbighed vil forsøge at gengive her:

Selsing var jo spindoktor for Venstre i Foghs tid og har også været ansat i Saxobank under Rands herredømme. Han forsvarede da også Ayn Rand kraftigt i vinters, så det der med det konservative er kommet til efterlods. Han fortalte da også, at han i sin tid var meget involveret i den nyliberalistiske kreds via foreningen Libertas, som virkelig var på den ekstreme fløj i sin tid.

Fint nok, men hvordan kommer så konservatismen ind i billedet? Jo, det skete ved, at Selsing i løbet af 00’erne blev meget bekymret for den muslimske indvandring. Det var stort set det eneste, han talte om, så det må simpelthen have været definerende for hans konservatisme. Med islamkritikken som nærmest enerådende markør adskiller han sig sådan set ikke fra andre ny-konservative debattører, f.eks. Søren Hviid og Kasper Støvring, men Selsings samtidige ny-liberale baggrund gør, at hans konservatisme stort set defineres ved Islam-kritikken alene, hvilket ikke er tilfældet for de to andre.

Selsing bliver dermed et subjekt for en dobbelt proces, først via nyliberalismens kulturopgør, og han genfinder derfra kulturen i en ren negativ proces, som noget ikke-islamisk. På den måde bliver det en konservatisme uden kærlighed, tradition og poesi, modsat især Kasper Støvring, som er mere bredt funderet i den nationale litteratur og humaniora. Selsing bliver dermed typisk for det borgerlige Danmarks udvikling til en blanding af neo-liberalisme og muslim-forskrækkelse, hvilket i virkeligheden lukker den nationale tradition inde i et bur et eller andet sted imellem LA og DF. Herfra kan nye skolereformer køre helt uafhængigt af det, som de ellers ifølge formålsparagraffen egentlig burde beskytte.

Derpå var det Arzrounis tur. Guderne skal vide, at jeg tit har korset mig over Arzrounis syn på markedet, på etik og på meget andet, og han forsvarede også Rand over for Jørgen Carlsen i Deadline med virkelig dårlige argumenter efter min mening. Endelig var også han med i kredsen omkring Libertas, ligesom Selsing jo var. Det hele bliver desuden så pekuniært i hans pen synes jeg, og det er ofte lidt ubehageligt at læse. Men han har faktisk to gange overrasket mig positivt. Først med en konkurrencestatskritisk leder i Børsen, som desværre har stået lidt alene, og derpå med en yderst reflekteret indsats i Deadline i en diskussion, om Tyrkiets forhold til folkemordet på armenierne i 1910’erne, som blev ført helt uden om det finansielle vokabular På den anden side synes jeg dog også, at den sammenskrivning af Kant, Hayek og Popper i en form for epistemologisk baseret liberalisme, som Arzrouni lavede i sit speciale, slet ikke yder liberalismens muligheder retfærdighed, og faktisk meget let trækker ham hen til konkurrencestaten igen. Men der er altså en modstand alligevel, for ellers havde han jo ikke skrevet lederen, og ellers havde han ikke talt så varmt om Armenien.

Nå, men Arzrouni fortalte levende om sin blandede herkomst, med blandt andet armenske og franske rødder, og om hvordan han med sin baggrund var endt med at opfatte det nationale som en fare. Der var en form for erfaringsproces der, som var langt dybere end Selsings 1990’er-ærgrelser. Og denne dybde gav sig også udslag i en meget mere avanceret politisk og faktisk også ontologisk ridset liberalisme, der slet ikke var kulturfjendsk. Faktisk sagde han, så vidt jeg husker, noget i retning af, at problemet med dansk kultur er, at den har glemt sig selv, og det kunne han sige med større dybde end Selsing, fordi formuleringen var helt uden ”islam” i nærheden, og fordi han havde bevist sin evne til at tænke nationalt, politisk og historisk i sin diskussion i Deadline. Den politiske liberalisme, som slet ikke på denne formiddag annonceredes i trivielle markedstermer, var ikke en erstatning for kulturen, tværtimod. Der var ren og samtidig politik og kultur, på en måde der har større åndsvidenskabelige muligheder, end Ayn Rand tilsat en anti-islamisk-defineret nationalisme har. Men ok, der er naturligvis stadig langt igen, før de samfundsmæssige formål kan arbejde frit.

Arzrouni var dog også irriterende at høre at høre på, synes jeg, fordi han skældte Søren Hviid ud via Selsing. Det var noget med, at fordi retsfilosoffen Carl Schmitt var nazist, så har alle mulige, der bruger nogle af Schmidts ideer, et problem. Men Schmitt har inspireret meget bredt, f.eks. også 1980’ernes neo-marxisme, som Bjarne Corydon i parentes bemærket er kraftigt ridset af. Det bliver for smalt med den slags intellektuelle reduktioner. Kan vi så heller ikke læse Heidegger? og mange andre?

Selsing og Arzrouni var dog fælles om et synspunkt, som store dele af det borgerlige Danmark desværre deler, nemlig at mennesket er ondt og dumt og alt det andet, som jeg slet ikke kan genkende fra mit liv, hvor der tværtimod er en bemærkelsesværdig hjælpsomhed og tolerance. Jeg tror, det har rod i en blanding af dels en socialbiologisk indstilling fra nogle af de amerikanske økonomer, og dels en lidt for radikal tidehvervsk indstilling til mennesket, som har fyldt mere og mere over årene. Desværre bliver resultatet af den slags en total mangel på pædagogik, og det så man i høj grad afspejlet denne formiddag, hvor uddannelsesspørgsmålet slet ikke blev nævnt.

 

D. Folkemødet 2016 (jeg deltog ikke selv i 2016)

1. DPU om dannelse på årets folkemøde 1

DPU har lavet en youtube-video, hvor institutleder Claus holm og lektor Jens Erik Kristensen taler om dannelsesbegrebets manglende indhold og funktion. Videoen, som også ligger på DPU’s facebookside, er et oplæg til en folkemødedebat.

a) Dannelsens folk?

Det er ikke dannelsens og skolens forkæmpere, vi har at gøre med her. Holm mener, at ingen ved, hvad begrebet betyder, så han synes, at det skal handle om ”forberedelse til arbejdsmarkedet”. Ellers får vi et ”arbejdssky dannelsesbegreb”, siger han. Det er sørme nogle dovne slamberter disse ”dannelses”-folk.

På Holms egen facebook-side, skriver han som oplæg til arrangementet:

”Gør almendannelse dig arbejdssky? Handler dannelse til livet også om arbejdslivet? Noget tyder på, at almendannelse aktuelt udgør et modstandsbegreb, men også et hyggeligt rummeligt og rådvildt begreb. Almendannelse flyder godt og let fra munden, men det er også temmelig udflydende. Brugbart til hyggedebat?”.

Dette citat emmer af luhmanniansk dannelsesubehag.

Derudover modstiller han ”bogen” og ”internettet” på den der uheldige KL-agtige måde, der ender med, at bøger bliver noget gammeldags og ”traditionelt” noget, mens internettet er ”på den anden side”, dvs. noget helt andet. Det er en meget dårlig strategi.

Kristensen mener, i samme relativistiske ånd, at der er ligeså mange dannelsesbegreber, som der er mennesker: ”Hver mand sin forestilling”, som han lakonisk konkluderer. Han synes da heller ikke, at dannelsen er truet i skolen. Den lader jeg lige stå at blinke. Følger han ikke med?

Og så forstår jeg ikke den der logik med, at hvis man ikke er enige om, hvad dannelse er, så kan den være alt muligt. Det forholder sig da modsat: dvs. at jo mere diskussion man har, desto mere substans får og har dannelsesbegrebet. Men sådanne forskelle er jo ikke det samme, som ”hver mand sin forestilling”. Til sidst ender Kristensen da også med at definere dannelse på en meget ukontroversiel og nærmest lærebogsagtig måde, som de fleste kan tilgå, men som han ikke selv er i stand til at aktivere.

Holms og Kristensens vilde relativisme minder os om en pædagogik, der har mistet sin indre kraft; et tab, som de forskningstraditioner, der omgiver Holm og Kristensen, i høj grad har bidraget til.

Folkemødedebatten hedder “Almendannelse – hvorfor tror alle, det er det, vi mangler?”. Oplægget lyder sådan her:

“Almendannelsen indtager tidens offerrolle. Det ser vi, når forskere og filosoffer fortæller os, at skolereformen fører til halvdannelse, og gymnasiereformen fører til misdannelse. Men hvorfor overhovedet gøre almendannelsen til løsning på vores problemer med at holde skole?”

Så er real-stilen vist lagt. Kritikerne og al deres dannelsessnak er selvbestaltede “ofre”. Og ofre behøver man jo ikke at diskutere rationelt med. De skal bare i terapi. Og hvem er “os”?

 

b) Den filosofiske sammenhæng

Lige til sammenhængen: Både Holm og Kristensen er samtidsdiagnostikere, dvs. elever af Lars-Henrik Schmidt. Holm er desuden stærkt påvirket af systemteori og konkurrencestatsteori. Kristensen er mere regulær Foucault-mand, dvs. uden systemteoretisk ledsagelse, men også han trækker hen mod Ove Kaj Pedersen. Begge accepterer konkurrencestaten som ”grundpræmis”, som Holm tidligere har kaldt det.

Kristensen opfandt desuden begrebet ”medarbejderborger”, som netop handler om den konkurrencestatslige dannelsesfigur, der baserer sig på ”arbejdsmarkedet”, som jo er Holms forslag.

Kristensen tilhører Morten Nissens og Dorthe Staunæs’ nye forskningsprogram ”ReForM”. Holm ville uden tvivl også have været med i det program, hvis han var menig forsker. Det er programmet for systembekræftende kritik, hvilket jo er det modsatte af kritik, ja faktisk en radikaliseret accept.

 

c) Video og udskrift

Nedenfor kan man se videoen. Man kan næsten ikke høre Kristensen, så jeg har skrevet den korte tekst ud. Overskrifterne med fed markerer nogle indlagte overskrifter i videoen.

Man kunne jo også have inviteret Steen Nepper Larsen, som lige har skrevet en bog om sagen? Eller Kemp, Skovmand eller nogle andre? Men nej, det er jo nok for meget at forvente. (Ove Korsgaard er dog med på Folkemødearrangementet).

Det var i øvrigt Kristensen, der som institutleder i 2010 ville erstatte DPU’s uddannelse i filosofi med en kandidatuddannelse i sin egen kæphest ”samtidsdiagnose”. Da han ikke kunne komme igennem med det, forsøgte han at afskedige tre filosoffer, hvilket heldigvis også blev forpurret. Det foregik under Lars Qvortrups dekanat. Det var dengang Holm var formidlingsdekan (se link i bunden). Den sag er en del af DPU’s kæmpestore underbevidste.

Her er udskriften:
”(Overskrift): DPU-forskere i debat om dannelse på folkemødet

CH: Diskussionen lider af det problem, at alle taler om dannelse, men at ingen rigtig ved, hvad det betyder.

(indskudt overskrift): På årets folkemøde diskuterer forskere fra DPU dannelse

JEK: Der er en vis konsensus om, at almendannelse og dannelse i dag er det, der fortrænges, det der er under pres eller under afvikling, eller hvad man nu kalder det. Det er stort set den konsensus, man har i dag. Men hvad det så handler om, hvad det er der bliver fortrængt, hvad almendannelse var, og hvad almendannelse er, hvad dannelse mere præcist er? Det er fuldstændigt uklart.

CH: I dag er bøgerne bestemt stadigvæk dannelsesmedie. Det er det medie, vi holder meget af, et traditionelt gutenbergsk medie. Og så har vi på den anden side andre medier, sociale medier, internettet, som jo florerer med viden og information. Så det, der er enormt meget brug for, det er en almendannelse, som tager den dannelsesudfordring op, der ligger i at kunne bruge fx internettet som nyt dannelsesmedie på fornuftig og oplyst vis.

JEK: Der er mange, der har forsøgt at pensionere det og sige, at det hører historien til, og at nu handler det om læring og kompetenceudvikling og alt muligt andet. Jeg tror, at man må sige, for at vende det hele på hovedet, at det er forkert, når man siger, at dannelse og almendannelse bliver fortrængt fra uddannelse og skoler.

Interviewer: Hvad er forskerne uenige om?

CH: Jeg tror, vi kommer til at skændes allermest om, om dannelse og arbejde har noget med hinanden at gøre. Altså om almendannelse handler om at forberede til arbejdsmarkedet eller om det kun kommer til at handle om at forberede til at kunne deltage i demokratiet.

JEK: Man kan sige, at dannelse og almendannelse er konfliktuelle begreber i udgangspunktet. Principielt må man sige i dag, at ”hver mand sin forestilling om, hvad dannelse og almendannelse er”.

CH: Jeg er af den opfattelse, at man i dansk skolepolitik har glemt, at dannelse også handler om at danne til arbejdsmarkedet, i betydningen ”forberede til arbejdsmarkedet”. Sådan at vi i dag har et dannelsesbegreb, som groft sagt er sådan et arbejdssky dannelsesbegreb.

JEK: Der er altid noget at skændes om. Det er fordi, at dannelse og almen dannelse er blevet en del af, kunne man sige, den almene værdikamp. Det er vigtigt at diskutere dannelse og for den sags skyld også almendannelse i dag, fordi man ikke kan undvære de to begreber. Frem for alt kan man ikke undvære dannelsesbegrebet. Og det er fordi, at dannelse er noget, der foregår, og som altid foregår i skole og uddannelsessystemer.
Grunden til, at vi skal diskutere dannelse, er, at dannelsesbegrebet er det, der handler om, hvad er det så for typer af værdier, der gør sig gældende; hvad er det for typer af kvalitetsidealer, hvad er det for typer af sammenhænge mellem kundskaber og egenskaber, mellem individ og fællesskab.
Derfor så tror jeg, at det er lettere at sige, hvad man kan blive uenige om, end hvad man kan blive enige om.”

Referencer:

Youtube-videoen: https://www.youtube.com/watch?v=jscjVeobv4Q

Holm, Kristensen og Qvortrup mod Kemp i 2010:https://www.information.dk/…/2…/05/kemps-kampagne-dpu-holder

DPU’s facebookside, hvor man kan kommentere videoen:https://www.facebook.com/DPU.AarhusUniversitet/posts/10154205749902980

Claus Holms facebook-side: https://web.facebook.com/claus.holm.39/posts/10153867311523878?pnref=story

Folkemødeopslaget: https://kalender.brk.dk/event/user-view/20032…

 

2. DPU om dannelse på årets folkemøde 2, Tomas Keplers referat

GL-hovedbestyrelsesmedlem, Tomas Kepler, har været til Folkemøde-debat om dannelse, og det er der kommet en rigtig fin kommentar ud af. Kepler virker let rystet efter mødet med især institutleder Claus Holms synspunkter vedr. konkurrencestat, kritik og pædagogik.

Nedenfor kan man læse Keplers referat. Det er som om, at han løbende forsøger at overbevise sig selv om, at han da må have hørt forkert, men det tror jeg ikke, han har. I al fald passer de citerede passager fint med min egen oplevelse af tingenes tilstand.

Kepler fortæller også, at lektor Jens Erik Kristensen mener, at gymnasieforliget i realiteten ikke markerer den store forskel ift. regeringens oprindelige udspil. Det er jeg enig med Kristensen i.

Her er Thomas Keplers FB-opslag:

”Hørt på folkemødet.

Lørdag d. 18/6 overværede jeg kl. 14.30-15.30 på Allinge Bibliotek en debat om “Almendannelse – hvorfor tror alle, at det er det vi mangler?”. Debatpanelet bestod af Jens Erik Kristensen, lektor ved DPU Aarhus Universitet, Ove Korsgaard, professor emeritus, Aarhus Universitet, og Claus Holm, institutleder DPU Aarhus Universitet.

Oplægget til debatten var, at “almendannelsen indtager tidens offerrolle…[]…hvorfor overhovedet gøre almendannelsen til løsning på vores problemer med at holde skole?”. Setuppet lod til at være, at Kristensen og Korsgaard skulle forfægte det synspunkt, at almendannelse er og skal være en vigtig komponent i skolesystemet, hvorimod Holm skulle indtage rollen som dannelseskritiker. Jeg kan kun formode, at denne rollefordeling skyldes debattørernes faktiske standpunkter i forhold til spørgsmålet – der var intet, som antydede andet.

I løbet af debatten hørte jeg en række markante synspunkter fra Claus Holm (jeg må her betegne nedenstående som parafraser og ikke dokumenterbare citater, idet jeg hverken optog mødet på diktafon eller stod klar med notesblok – det er altså efter hukommelse, og i nogen grad også sammenfatninger, men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har tilstræbt nogen form for misrepræsentation eller karikering af det, jeg opfattede som Holms synspunkter).

Grundholdningen i Holms indlæg var, at dannelse er for flyvsk og udefinerbart/målbart et begreb til, at han kunne se nogen anvendelighed i det. Tværtimod så han det som et begreb, der var blevet kapret i en ideologisk kamp imod den “onde” konkurrencestat (citationstegnene angiver Holms vinkling af konkurrencestatskritikken som hysterisk og drevet af automatreaktioner – sådan hørte jeg det i alt fald).

Jeg opfangede følgende markante udsagn – forsøgt gengivet så trofast og neutralt efter hukommelse, som overhovedet muligt:

‘Dannelse, nu har jeg hørt en masse snak om det her på folkemødet. Det er meget flyvsk, ingen er rigtig klar over eller enige om, hvad det dækker over – men vi hygger os med at snakke om det’

– jeg hørte det klart som en desavouering af de, som antager andre og mere dannelsespositive holdninger i debatten om dannelse end Holm. “Folk der går og hygger sig…de ved sgu ikke rigtig, hvad de snakker om…” osv. Jeg synes også det er værd at bemærke, at Holm logisk set må bygge dette synspunkt på en opfattelse af, at dannelse ENTEN kan defineres entydigt (og tør jeg sige: Instrumentelt og målbart?) – ELLER at det ikke rigtigt ‘eksisterer’.

‘Dannelse, det er blevet en samlebetegnelse for en bred modstandskamp mod den ‘onde’ konkurrencestat’

– altså: Synspunktet var, at dannelsesforkæmperne ikke er ‘reelle’, de har ikke noget at have det i, de er bare sure på konkurrencestaten.

‘Efter hvad jeg har hørt her på folkemødet er jeg nået frem til, at man nok burde se at få afskaffet begrebet’.

– ingen yderligere kommentarer: Holm afsluttede simpelthen sit indlæg, som også var et af de sidste hvis ikke det sidste i hele debatten, med at ytre det synspunkt, at man skulle se at lægge almendannelsen i graven og komme videre. Det er for mig absolut hævet over enhver tvivl, at han faktisk foreslog dette – også selv om jeg ikke kan garantere, at ovenstående er den helt eksakte gengivelse af Holms ytring ord for ord.

Så meget for Holms synspunkter, som jeg i øvrigt – for nu at være helt åben om det, hvis nogen skulle være i tvivl – synes er langt ude på overdrevet. I øvrigt blev det sagt på debatmødet – jeg er sikker på, det kom fra Kristensen – at den nu vedtagne gymnasiereform nok havde fået tilføjet et afsnit med pæne ord om dannelse, ‘så ministeren kunne være bedre klædt på til næste interview med Krasnik’ (Kristensens billede, ikke mit), men når man kommer længere ned i teksten, så er det faktisk stadig galt, på samme måde som det var i regeringens første udspil. Her var det interessant at observere, at det ikke blev modsagt af andre i panelet, tværtimod blev der gnækket lidt.”

 

3. Centrum-venstres start og løb ind i Allinges telte

a) Start: Den sidste Danmarkshistorie og opgøret med Grundtvig:

Hvornår startede det nye centrum-venstre? Det startede i 1996.

Hvorfor lige der? Jo, fordi historikeren Søren Mørch udgav en bog.

Hvad hed bogen? Den hed ”Den sidste Danmarkshistorie”.

Dengang var jeg ung og naiv. Jeg troede, titlen var en ”sjov” og polemisk måde at sige på, at nu havde Mørch fundet sandheden om Danmarkshistorien.

Men titlen havde slet ikke noget med det at gøre. Titlen handlede om noget helt andet. Titlen handlede om, at Danmark ikke mere har en historie. Historien sluttede i 1996. Danmark ophørte.

Fra da af er det globaliseringens og EU’s historie, der tæller, mens Danmarks-historien blev overdraget til DF’s identitetspolitik. En helt håbløs og unødvendig modsætning mellem nationalitet og verdensborgerligt engagement var dermed etableret.

Få år efter, i 1999, udkom Ole Vinds disputats. ”Grundtvigs historiefilosofi”. Her gjorde Vind op med alle forsøg på at modernisere Grundtvig. I stedet rendte også Vind ud i sin egen version af ”Den sidste Danmarkshistorie”.

Dermed var Danmarkshistorien slut. I al fald hos centrum-venstre.

 

b) Løb: Op gennem 00’erne og de aktuelle reformer:

Det var præcist samme figur, som blev lanceret af Antorini og andre op gennem 00’erne. ”Den sidste Danmarkshistorie” satte sig derfor også i de aktuelle skolereformer.

Det, der på en måde er specielt ved gymnasiereformen, er, at, den hviler på en radikaliseret version af den sidste Danmarkshistorie. Reformen hviler på en uudtalt fortsættelse, nemlig ”Den sidste Europahistorie”.

 

c) Ind i Allinges telte:

I går erklærede Antorini så på Folkemødet, at skolens primære opgave er at lære børnene at løse ”konkrete problemer”, og i Socialdemokratiets skolepolitiske debat, hvor hun også huserede, var både hun og det inviterede centrum-venstrepanel ren ja-hat.

Og på DPU mener man, at dannelse er noget individuelt, der skal
forberede til arbejdsmarkedet, så noget, man kalder for ”konkurrencestaten”, kan optimeres.

Venstres skolepolitiske ordfører, Anni Mathiessen, bekræftede på Folkemødet også sin skolereformbegejstring. Dermed opstår følgende paradoks: På den ene side vil Venstre lave en Danmarks-kanon, men på den anden side bygger partiets skolepolitik på ”den sidste Danmarkshistorie”. Det er dårlig politik. Det er en kortslutning.

Så både Socialdemokratiets og Venstres skolepolitik bygger på Den sidste Danmarkshistorie.

DF er også vild med Den sidste Danmarkshistories skolereform. Det fortalte Alex Ahrendtsen også på Folkemødet. Det er derfor, at DF står for Dansk Fryseparti. DF er et parti, der har fået overdraget ”Den sidste Danmarkshistorie” som en færdig og frossen pakke.

Her er lidt referencer:

1. Antorini hørte jeg på P1 i en debat med Rasmus Kolby Rahbek og Noemi Katznelson (fredag formiddag, d. 17. juni), hvor Antorini slet ikke kunne give noget mod- eller medspil til de to forskere: http://www.dr.dk/…/p1-debat/p1-debat-idiot-det-mener-du-ikke
2. Fra Socialdemokraternes skoledebat: http://www.folkeskolen.dk/…/christine-antorini-fastholder-r…
3. Annie Matthiessens (V) begejstring: https://www.folkeskolen.dk/…/v-reformen-bliver-bedre-for-hv…
4. Alex Arnedtsens (DF) meninger: http://www.folkeskolen.dk/…/ahrendtsen-reform-nykker-har-gi…
5. Kommentar til DPU-debatten: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154242786724481&id=837549480&pnref=story

 

E. Folkemødet 2017

1. Afsted til Allinge

Vi skal til Allinge på torsdag. Den står på kuppeltelt på campingpladsen i Sandvig. Prioriteringerne er følgende:

1. Uddannelsesdebatter, udstyret med min notesblok og en i-pad.
2. Debatter om den europæiske situation, men helst ikke med politikere.
3. At tåge rundt og gå ind i et tilfældigt telt.
4. Debatter, hvor der er gratis øl.
5. God musik (jeg glemmer aldrig en fantastisk koncert med Folkeklubben i professionshøjskolernes telt. Det var vist i 2015).

Selv deltager jeg i en debat om Alternativets skolepolitik lørdag kl.10.30. Årsagen til invitationen er formodentlig, at jeg skrev en analyse af partiets store skolepolitiske udspil i vinters. Debattens overskrift er

”Skolepolitik: Er skemarevolution + selvstyre = super-elever?”

Det lyder lidt ”alternativt”, så det skal jo nok blive sjovt:-). For at varme op, var jeg her til formiddag til mindfull-yoga nede ved stranden i Risskov sammen med Aarhus Symfoniorkester, som spillede Haydn live ud i bugten.

I må ikke sige det der med “mindfull” til Svend Brinkmann, lov mig lige det.

Måske kommer nogen er jer forbi Alternativets telt til lidt “mind”, hvor jeg vil prøve at gøre Alternativet til noget traditionelt; til en form for “kulturel økologi”, som Brinkmann kalder det.

Links:
Link til Alternativets debat: https://kalender.brk.dk/event/user-view/25033?redir=

Link til analyse af Alternativets skoleudspil, som jeg faktisk godt kan lide på mange måder (men ikke alle):http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-alternativets-…

 

2. Aarhus Universitet på folkemødet 

Aarhus Universitet udbyder forskningstømt standardvare på Folkemødet:

På Folkemødets første dag handler Aarhus Universitets debatter om uddannelse.

Nedenfor er der links til de to vigtigste af de totalt forudsigelige debatter med deltagelse af hele perlerækken af forskningsløse sætninger.

Der ingen pædagogiske forskere, ikke engang af de ukritiske. Ja, eller andre forskere for den sags skyld.

Til gengæld er der fyldt med DEA, Antorini, Dansk Industri osv.. Det er for ringe. Det er ikke et universitet værdigt. Man skulle tro, debatterne var arrangeret af KL eller UC-VIA.

https://kalender.brk.dk/event/user-view/22833…

https://kalender.brk.dk/event/user-view/22848?redir=

 

3. Mission og Aarhus Universitet 

Først deltog vi i en spændende diskussion i missionærernes telt om relationen mellem Luther og velfærdsstaten med bidrag fra Jørn Henrik Petersen, som har skrevet en bog om emnet, fra Kaare Dybvad og en fra præst. Konkurrencestatstemaet var dog svagt reflekteret, selvom der blev spurgt til det.

Dernæst var vi til Aarhus Universitets uddannelsespolitiske debat på Aurora. Debatten var demonstrativt fri for pædagogisk forskning og desuden fyldt med skrækkelige banaliteter fra Antorini, Charlotte Rønhoff fra DI og fra en lokal erhvervsmand. De ville alle sammen tage “udgangspunkt arbejdsmarkedets behov”. Det var en lidelse. Universitets rektor var slet ikke kritisk nok, efter min mening. Han mener ganske vist, at der skal være fri forskning, men han tror også, at vi har et masseuniversitet, der skal servicere arbejdsmarkedet. Hvilken fejl. Ikke mindst, hvis det er DI’s eller KL’s “arbejdsmarked”.

I pædagogisk forskning er der følgende lov: jo mere man tager udgangspunkt i kommunernes behov, desto dårligere bliver forskningen. Men det har universitetets ledelse ikke forstået.

 

4. Kontrarevolution i Allinge

Der var fest i DLF’s hus i Havnegade i Allinge mellem 12 og 13. En herlig dyb, karnevalistisk og kærlig hyldest til pædagogik og kundskaber. Jeg er så glad, så glad.

Alexander von Oettingen satte scenen med en træffende kritik af uddannelsespolitikernes opløsning af skolebegrebet og af den pædagogiske forsknings bevidstløse medvirken hertil.

Merete Riisager fulgte trop i et festfyrværkeri af pædagogisk kritik, vendt imod skolereformens grundlæggende filosofi.

Anders Bondo fulgte trop, men ved I hvad? Selvom han også var god, så var det lige før, at han – på trods af sin kritik – var den mest skolereformsaffirmative, hvis man ser på sprogspillenes dybdestrukturer. Det skyldes bl.a, at DLF oprindeligt var meget glade for Antorinis ideer. Men pyt, han skal nok komme helt med, når blot Riisager og Oettingen holder kadencen.

Der var fuld kraft på opgøret med læringsbegreb, visible learning, læringsmål, læringsplatforme, instrumentalisering, 1:1-tænkning osv. Det var ren fryd.

En af landets største læringsfundamentalister, Claus Holm, var blandt tilhørerne. Jeg bemærkede, at han kløede sig i håret. Hvor var Antorini, tænkte han nok?

Til gengæld snakkede de tre debattører om kundskaber, dømmekraft, autonomi, indhold, formål, myndighed, demokrati. Og vel at mærke med fuld sans for dybden.

Oettingen sagde til Claus Holm, at man burde tage pengene fra DPU og give dem til UC’erne. Oettingen glemte dog at fortælle om den pædagogiske krise i UC’erne selv; en krise som i høj grad bæres af netop det syn på læring, som Oettingen tordnede imod. Mere “selvkritik” tak, som Hermann plejer at bede alle andre end sig selv om. Men ok, Oettingen skal også have tak for at kritisere 1:1-tænkningens ødelæggende effekt i læreruddannelsen.

Tidligere på dagen havde jeg hørt på den totale opløsning af HF og Gymnasieskolen. Det var i professionshøjskolernes telt, hvor formanden for den dybt reaktionære rektorforening, Danske Gymnasier, svingede den arbejdsmarkedspolitiske karriere-fundamentalisme ned over en hel stakkels generation. Og i går var den jo helt gal på AU’s båd, Aurora, hvor DI fik lov at svinge den kundskabsopløsende pisk.

Debatten i Havnegade blev styret af Jens Jonathan Steen, som ikke havde megen sans for det enestående materiale.

I Havnegade startede den nye fest. En ny form for interesse mellem politik, profession og filosofi og dermed en virkelig ro om folkeskolen. Mange tak for dette Folkemøde-klimaks til dagens tre helte.

 

5. Gør god undervisning bedre

I går eftermiddags var jeg til debat om at “gøre god undervisning endnu bedre”; en formulering der jo falder fint i forlængelse af skolereformens “gør en god skole bedre”. Det er den slags formuleringer, der bare betyder dårligdom.

Jeg interesserer mig meget for emnet, så jeg mødte op trods alt.

Debatten varede hele 11/2 time. Der var et langt indlæg fra en Rambøll-konsulent, der havde skrevet en rapport om emnet. Jeg fattede ikke en brik.

Derpå var der indlæg fra bl.a. Arne Eggert, Stefan Hermann, Camilla Hutters fra EVA og Andreas Rasch-Christensen. Rambøll-kvinden bidrog med løbende kommentarer som en “forskningens stemme”, som det hed.

Da debatten var overstået, kiggede jeg ned på min notesblok. Der stod intet.

 

6. Fest og nedtur og fest

For tre år siden var jeg til folkemøde-debat hos Undervisningsministeriet. Det handlede om læring, læring og atter læring og nothing else i et lokale med sparsomt fremmøde.

Kl. 12 i går var jeg i samme ministeriums selskab. Og ved I hvad? Ordet “læring” optrådte slet ikke. Og heller ikke nogle af de andre beslægtede DPO-ord.

Men hvad handlede debatten så om? Jo, den handlede simpelthen om skolereformens og DPO’s store bandeord: Dannelse.

Undervisningsministeriet havde i samarbejde med net-avisen Zealand skruet et fremragende program sammen. Orkestret Folkeklubben spillede op og fortalte om både Martin A Hansen og Jørgen Stein og om en kritisk og interesseret ungdom. Riisager fortalte om betydningen af opdragelsen hos sin mormor. En efterskoleforstander talte om ting, der var større end ungdomsfællesskabet, nemlig det historisk-poetiske, og Eske Willerslev slog et slag for videnskab og grundighed. Katrine Lilleør fortolkede HC Andersen, og vi sluttede af med en fælles Grundtvigs-sang. Salen var propfyldt.

Hele bredden i dannelsens og pædagogikkens muligheder blev tegnet op. Jeg så mange, jeg kendte, men ingen fra DPO.

Bagefter var vi hos DLF i Havnegade. Her skulle Pernille Rosenkrantz-Theil forsvare skolereformen. Det var som at høre en Corydon Light. Hun “pralede” med, at hun var djøffer, og at hun havde en bachelor i statskundskab. Og jo, måleriet havde da taget lidt overhånd, men ellers handlede alt om styring på den der bachelor-djøfmåde, som ikke er til at holde ud. Man forstår godt, at nogle socialdemokrater er imod “akademikere”. De er selv, de værste.

Grundlæggende var Theil begejstret for skolereformen. Resten er bare et styringsproblem, måtte vi forstå.

Hun fik dog sagt en tankevækkende ting, nemlig at DLF fra starten var begejstret for skolereformens ideer. Det passer, og før foreningen tager et eksplicit opgør med reformens indhold og sin egen rolle i elendighederne, kan man ikke helt tage foreningen alvorligt. Og det er IKKE nok at sige, at det bare var “strategi”.

Om aftenen var der fest på Cirkuspladsen i undervisningsministeriets nye ånd. Der blev sunget fællessang på modersmålet, USA’s tidligere ambassadør holdt en brandtale for dansk folkelighed og demokrati, Sigurd Barrett sang sin nye sang til 100-året for genforeningen, og Savage Rose gav deres livs version af Wild Child.

Til sidst var der fyrværkeri både ude og inde!

 

F. Folkemødet 2018

1. Pissedårlig undervisning

I professionshøjskolernes telt, den såkaldte ”strandbar”, havde Alexander von Oettingen fredag eftermiddag arrangeret en debat om ”pissedårlig undervisning”, som han kalder det. Von Oettingen mindede mig lidt om Thomas Blachman, da han veloplagt videolancerede sin pissedårlige undervisning med korsang og korslagte arme med efterfølgende iscenesat forargelse over videoens pissedårlige kvalitet.

Arrangementet blev afviklet i en nærmest metafysisk blanding af sjov og alvor, hvilket faktisk fik nogle ting til at komme til syne nede fra den pædagogiske dybdestruktur. Mange tak til von Oettingen for dette særprægede og kreative initiativ.

Det var en uhyre interessant debat, hvilket desværre næsten ikke kommer frem i referatet på folkeskolen.dk, som mest fokuserer på al underholdningen.

De centrale deltagere var KL’s Arne Eggert, DLF’s Anders Bondo og undervisningsminister Merete Riisager. Her er tre indtryk fra debatten:

 

a) Arne Eggerts ulidelige lethed

Arne Eggert fortalte, at både John Hattie og læringsmålstyret undervisning er ”pissedårlig undervisning”. Det er en total kovending fra KL’s side, fremført med nærmest ulidelig lethed. Og hvad siger Lars Qvortrup fra Nationalt Center for Skoleforskning på Aarhus Universitet mon til det? Qvortrup har jo sammen med Niels Egelund skrevet, at Hattie bør være bibel for alle lærere osv.. Men nu er Hattie pludselig ”pissedårlig”? Og hvad med alle Hattie-kommunerne? Er det slut med dem? Og hvad med AP Møller fonden, hvor der også står pissedårlige Hattie-læringsmål over det hele? Og hvad med alle millionerne? Er de spildt på en masse pissedårligt?

Eggert, som jo tidligere var en central embedsmand i læringsmåls-skolereformen, grinte bare. Han syntes vist, det hele var pissesjovt. Jeg syntes, det var postmoderne og ondt.

Og hvad vil Eggert have i stedet for? KL’s og Michael Zieglers disruptions-vision, som man f.eks. kunne læse om i Weekendavisen fra i fredags? Formodentlig. Når læringsmålstyringen er væk, kan KL for alvor kører deres læringsraid, nu bare uden styring, dvs. i digitaliseret opløsning.

 

b) Anders Bondos debatmæssige kollaps

Jeg blev indigneret og spurgte til, om man ikke havde lidt dårlig samvittighed over for en hel generation af børn og lærere, som jo har været udsat for læringsrabalderet i årevis? Og i læreruddannelsen vrimler det stadigvæk med læringsmålsstyring over det hele. Så vores lærere bliver altså uddannet til pissedårlig undervisning? Det er da ligeså alvorligt som det med Tibet-kommissionen. Men haha, hvor folk dog hyggede sig i panelet.

Jeg sagde i samme kommentar, at den næste ”pissedårlige undervisning” måske vil komme fra den nye KL/DLF OK18-kommission. Det skyldes, at kommissionens formand om nogen har stået for at promovere pissedårlig læringsmåls-undervisning op gennem årene; både i AP-Møllers vurderingsudvalg og som formand for det udvalg, der skrev grundteksten til læreruddannelsesreformen. Kommissionens formand har også højpromoveret den pissedårlige Hattie i sin kommune. En anden grund til, at kommissionen efter min mening vil ende ud med pissedårlig undervisning, er, at kommissionen skal definere forholdet mellem ”kvalitet” og arbejdstid, hvilket vil lukke munden på skolernes frie pædagogiske tænkning og liv.

Nå, men Bondo var den eneste som svarede mig, hvilket skete i en sigende kortfattet i dramatisk og sur affekt:

”Thomas Rømers evige dæmonisering af andre personer gider jeg ikke deltage i”.

Det var hans eneste sætning. Derfra var han tavs.

Jeg aner ikke, hvad Bondo tænkte på, for det eneste navn, jeg havde nævnt i mit indlæg var John Hattie, og det var jo Eggert selv, der havde bragt Hattie op. Jeg havde ikke ”dæmoniseret” nogen, men blot stillet nogle saglige og rimelige spørgsmål, som mange andre også stiller. DLF er med denne reaktion meget tæt på at blive et organ i DPO. Det vil i så fald ikke være første gang. Det er f.eks. svært at glemme foreningens begejstrede deltagelse i konkurrencestatsinitiativet ”ny nordisk skole”, som førte direkte til skole- og læreruddannelsesreform.

Bondos debatmæssige kollaps lægger en ny ånd ned over skolerne. Det er ånden fra ”en ny start”. Her må man ikke kritisere den kvalitetsskabelon, som KL og DLF bliver enige om. Vi får et nyt styrings- og fagforeningsregime. Det bliver pissedårlig undervisning efter min mening, som ingen må kritisere vel at mærke. Formodentlig mister DLF derfor også interessen for sager a la Erik Schmidt-sagen.

Lene Tanggaard, som også var til stede, måtte spørge om noget af det hele igen. Jeg kan ikke huske, om hun egentlig fik svar, for jeg sad og følte mig lidt dæmoniseret, må jeg jo indrømme.

 

c) Merete Riisagers sejrsgang

Merete Riisager var den eneste med noget format. Også hun latterliggjorde læringsmålstyring. F.eks. sagde hun følgende, som også er refereret i folkeskolen.dk’s reportage:

”Hele læringsmålsstyringsarbejdet er et klassisk eksempel på, hvordan man kan hælde et par milliarder i et sort hul og generer de offentlige ansatte på en gang”.

Noget af et statement, for at sige det mildt. Professionshøjskolerne og mange kommuner er jo nu helt afklædte og til grin, er de ikke?

Riisager ville desuden have mere didaktik og dannelse på læreruddannelsen i stedet for læringsmål, så i den forstand lagde hun op til en ny læreruddannelseslov. Hun skal lige være opmærksom på, at når læringsmålstyringen forsvinder, så er der jo læringen tilbage, og det er skam ikke det samme som didaktik og dannelse, tværtimod. Der er lang vej hjem.

Men Riisager har – i modsætning til Eggert – noget at have sine markeringer i, eftersom hun jo nærmest ene kvinde har kæmpet kritikkens sag i mange år.

Det er i den forbindelse også værd at bemærke, at læringsmålsdidaktikken nu simpelthen er taget ud af alle skolens fagbeskrivelser. En stor fjer i hatten for kritikerne.

Desuden havde Riisager også en fantastisk begrundelse for, hvorfor lærerstuderende skulle kende deres Dewey og deres Makarenko, selvom disse to pædagoger formodentlig ikke lige er Riisagers private kop te. Riisagers begrundelse er, at lærere med kendskab til den pædagogiske tradition ikke så let vil være til falds for alle mulige nye koncepter, f.eks. læringsmålsstyring og synlig læring. Dannelse er på den måde en slags vagtværn mod varm luft. Jeg giver en stor krøllebølle-isvaffel til ministeren næste gang vi ses for denne herlige pointe, som har stærke almenpædagogiske konsekvenser.

 

Diverse links:

Link til folkeskolen.dk’s reportage: https://www.folkeskolen.dk/637774/prorektor-italesaet-pissedaarlig-undervisning

Lonni Østergaard var blandt publikum. Her er hendes indtryk: https://www.facebook.com/Oskanna3012/posts/2039512429702024?notif_id=1529074219137619&notif_t=mention

Erik Schmidt var også med. Her er hans indtryk.

 

3. DPO-Aarhus Universitet i Allinge

Aarhus Universitet har fra et pædagogisk synspunkt et virkeligt smalt program til Folkemødet.

Her er et eksempel (blandt mange):

Fredag d. 15. juni, kl. 19.30 diskuteres “børns læring”. Universitetet har som fagperson valgt Dorthe Bleses, som er økonom og ansat ved Trygs Børneforskningscenter, som virkelig er pædagogisk smalhals.

Derudover deltager Christine Antorini, som uden tvivl får medspil fra den rent økonomisk funderede Heckman-filosofi, som Bleses repræsenterer.

Derudover er der en fagforeningsbureaukrat og en souschef fra Holstebro Kommune, hvor de kører evidensbaseret læring på den store klinge.

Der er ingen folk, der ved noget om pædagogik og læring i panelet.

That’s it. Det siger noget om pædagogiksynet på AU. Aarhus Universitet er et læringscenter, et DPO-AU.

http://medarbejdere.au.dk/strategi/tilbagevendende-events/folkemoedet-2018/au-program-fm18/debat-boerns-laering-bloede-vaerdier-og-haarde-kendsgerninger/

 

3. Sundhedschips

FM18 i KUs telt: Professor Michael Gøtze fra KU drømmer om indopererede sundhedschips i alle borgeres kød… i forebyggelsens og effektivitetens navn.

 

4. Per B. Christensen og KL

I går hørte jeg den nye OK18-kommissionsformand, Per B. Christensen, i BUPLs telt. Han lød fuldstændig som en fra KL.

Bagefter hørte jeg, i samme telt, på Jens Ive. Ive er næstformand for KLs skoleudvalg og borgmester i Rudersdal, som er en af de store John Hattie-kommuner. John Ive lød fuldstændig som Per B. Christensen.

Den ene lød som den anden.

Skulder ved skulder.

 

5. Tidehvervsforsoning i højskolernes telt

Sørine Gotfredsen diskuterer danskhed med Ida Auken i højskolernes telt. Efter lidt indledende spilfægterier ender alt i den store forbrødring. Højre- og venstretidehverv blev forenet.

Publikum rejste sig og klappede taktfast i over et minut.

Hvis denne åndelige tilstand breder sig, får det teknokratiske RV og det identitetsopslugte DF store problemer. I stedet vil ro, fordybelse og kreativitet brede sig, så langt øjet rækker.

Det var faktisk rørende.

 

 G. Folkemødet 2019

Folkemøde, torsdag d. 13. juni 2019

a) Åbning:

Grandprix-stjernen Emely Forest åbnede med en smuk version af Albertes ”Lyse Nætter”. Derefter holdt Lars Løkke en fin tale – han har så meget humor – og endelig sang Forest og Bertel Haarder sidstnævntes fine folkemøde-sang i bedste Grundtvig/Ingemann-stil. Der blev talt om demokrati og Dannebrog vajede. Det var klasse.

Desværre ødelagde Folkemødets formand Jan Sjursen det hele lidt med sin pågående tale om verdensmål, der er blevet sådan et slags ideologisk slogan på Folkemødet, og som hænger alle steder. Verdensmålene er ligesom taget ud af demokratiet? Hold dog op med det. Lav en debat om emnet, hvis nogen har lyst, men fri os fra normative ”temaer” som på den måde skal normere demokratiet. Hvad bliver temaet næste år? Islamkritik eller læring? Det går jo ikke.

 

b) Professionshøjskolernes faglige og folkelige opløsning:

Danske Professionshøjskoler lagde ud i den helt store Konkurrencestatsstil med to dybt deprimerende debatter på foreningens såkaldte “strandbar”:

1.
Første debat hed “Tilbage til uddannelser i verdensklasse”. Hvilken titel: Tilbage? Verdensklasse? Alle mand i bådene. Lad os sejle til Sierra Leone, som blev grundlagt for frigivne slaver.

Panelets sammensætning understregede tristessen: En kvinde fra NOVO med titel som “policy lead”. Dertil en chef fra Dansk Erhverv og en direktør fra Akademikerne.

De talte om investeringer, feedback, disruption og data. Ingen vidste noget. Ingen havde fulgt med. Det var konkurrencestatens maskineri. Manden fra Dansk Erhverv, som var den mest disruptions-begejstrede, sluttede af med lidt skolereforms-motto, you know: ”så dygtige som muligt”.

Debatten bestod af, at på forhånd udvalgte organisationsformænd kunne sige noget. Der var ingen åbninger til forsamlingen, som kunne udfordre den snævre ideologi. Det var anti-folkemøde.

Det var der ikke meget “pissedårlig undervisning” over, som man kalder dannelse og pædagogik for tiden ned på UC-Syd, som er epicenter for et lille professionshøjskoleoprør, som jeg hepper helt vildt på.

2.
Lidt senere stod der decideret “konkurrencestat” på skemaet i strandbaren. Stefan Hermann interviewede Ove Kaj Pedersen og Bjarne Corydon. Tre gamle venner hyggede sig i overskyet 2011-ånd uden en eneste kritisk røst. Der var intet nyt under solen. Jeg havde faktisk spist morgenmad med Ove Kaj på mit pensionat. Tidligere på formiddagen havde jeg set Hermann og Corydon i hyggelig passiar. Hermann havde kasket på. Et dansk bureau af polit’er?

Et par tilhørere spurgte lidt til pædagogik, og Hermann gav sørme selv et lille mikropip, men pædagogik er noget, der hørte “velfærdsstaten” til, måtte vi forstå. Selv forsøgte jeg mig med et markering om, at pædagogik havde en noget længere idehistorie end velfærdsstaten. Men pædagogikkens historie siden antikken kunne reduceres til “forskydninger”, sagde Ove Kaj. Han refererede til den franske kommunist Althusser, som var Ove Kajs vejleder, da han var ung i Paris.

Konkurrencestatsteorien er ren gammelkommunisme – en slags Althusser på speed –, hvor alle åndelige aktiviteter er krusninger på den politiske økonomis substans, og hvor alt skal styres af nogle produktionsfikserede teknokrater i et indholdstømt sprog. Corydon kaldte ligefrem Ove Kajs begreber for et faktum, mens han roste Ove Kaj for det ene og det andet. Os andre irettesatte han ”i al stilhed”, som han sagde. Som om vi var hans underordnede. De to bør udelukkes fra alle pædagogiske sammenhænge.

Ingen rørte ved nyere emner som data og klima, og den pædagogiske tradition, dvs. vores skønne fortid, var smadret.

På bordene lå der gratis solbriller, fordi det jo var en “strandbar”. Men dem blev der ikke brug for, for der var middelaldermørkt i teltet.

 

c) Højskolernes telt.
Pædagogikkens Anden Verden, den virkelige, holdt til i Højskolernes telt, hvor der var skoledebat med professor Lene Tanggaard, Lærer Mette Frederiksen og forfatteren Knud Romer, der snakkede dannelse, formål, kundskaber, og der var kritisk brod til centralstyringssproget, som jo var helt enerådende i læreruddannelsens telt, jf. punkt B,1+2.

Den tidligere direktør i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, deltog også. Hun er af uransaglige grunde blevet formand for Rådet for Børns Læring. Det er Riisager, der har udnævnt hende. Nok ikke frivilligt er min hypotese, for igen var den helt gal. Rønhof fortalte, at lærerne opførte sig som ofre, og at der nu skulle være ro om skolen osv.. Mette Frederiksen, som igen ydede en jætteindsats, var heldigvis oppe på dupperne med sin smukke kundskabsskole, men Rønhof forstod intet. Jeg håber, at Frederiksen udsætter Rønhof for en streng belæring i det der skolereformslæringsråd, som Riisager vægrede sig ved at genkonstituere sidste år. Rønhof forlod debatten før tid. Hun skulle nok hen til professionshøjskolernes strandbarsmørke.

d) Resten af dagen.
Om aftenen gik jeg hen til DLF’s hus og fik en burger og en Svaneke-øl. Der sad en anden af Ove Kaj Pedersens fans, nemlig lederen af DPU, Claus Holm. Han stod og snakkede med to af Politikens konkurrencestatsjournalister. De kendte åbenbart hinanden. Selv hyggede jeg mig med gymnasielæreren Mikael Busch, der er ved at skrive en kritisk bog om Corydons indflydelse på dansk politik og pædagogik. Busch må finansiere sin bog via crowdfunding. Alle mine hypoteser om pædagogikkens to verdener blev til fulde bekræftet lige der på DLFs altan.

Derpå gik jeg hen til KL’s telt. Her fortalte borgmesteren fra Tønder Kommune om kommunens måle- og læringsstrategier. Hans egen kommunaldirektør var moderator. Af en eller anden grund havde de invitereret to førende forskere, nemlig Hans Henrik Knoop og Alexander von Oettingen, som virkelig var havnet i kommunen. Det hele virkede totalt kikset, så jeg tog ingen noter.

Til sidst hørte jeg en vild musikquiz mellem socialdemokraten Mogens Jensen og Morten Messerschmidt, som var sammen med sin Dot. Det var så funny, og folk stod på bænkene og skrålede løs på det ene hit efter det andet. Især MGP-sangene tog kegler. Det var faktisk ligeså sjovt som sidste år, hvor Rasmus Nordqvist fra Alternativet henne i Venstres telt dystede på MGP-viden sammen med Inger Støjberg, som i øvrigt vandt suverænt. Men i aftenens konkurrence vandt rød blok, ikke mindst pga. en meget engageret indsats på “Vi maler byen rød”.

Fra strandbarens mørke til røde kærlighedskjoler.

Link til strandbarens program: https://www.professionsdebat.dk/program

 

2. Folkemøde, fredag d. 14. juni 2019

a)
Jeg startede dagen med at gå hen i lærerforeningens hus. Her var der en debat med titlen: ”Er forskerne politikernes nyttige idioter?”. Jeg var troppet op, fordi Andreas Rasch-Christensen deltog. Han har netop haft en kronik i WA om emnet, og han har jo om nogen understøttet skolereformens tankegods og implementering.

De andre deltagere var Bondo og Alexander von Oettingen.

Ovenpå snakkede nogle andre om dannelse og danskfaget, og jeg havde lige mødt Marianne Jelved, som skulle deltage. Så jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Men jeg valgte altså ”idiot”-arrangementet.

Oettingen svarede ganske utvetydigt ”ja” på debattens spørgsmål, så det var jo fint. Og han havde også en interessant betragtning, som er værd at notere. Han sagde, at lærerne i 1970’ blev optaget af forskning og videnskab, fordi de dermed kunne frigøre fra statslig tvang. Men nu var selvsamme forskning – via idiotiet – i stedet blevet lig med statslig tvang. Var det ikke interessant?

En konsekvens af Oettingens analyse er jo, at man bør skelne mellem videnskab og forskning. Videnskab er den fri søgen efter sandheden, og ”forskning” er evidensplageriet i policys tjeneste, som vores stakkels skoler er underlagt. You know: ”forskningen viser….”. Konklusion: pædagogikken skal undgå forskning og søge videnskab. Jeg ved dog ikke, om Alexander er helt enig.

Andreas Rasch’s svar på debattens spørgsmål var en slags både-og. Han stod reelt set ikke ved sin helt afgørende rolle i politikkens tjeneste, for det hele var bare så komplekst. Han begyndte også at sige, at han skam er imod skolereform og læringsmålstyring. Det hele er ærligt talt lidt Eichmann-agtigt efter min mening, men jeg har jo skrevet en del om det efterhånden, så jeg lader det ligge her.

Bondo hørte jeg ikke rigtigt, for min mobil gik pludselig i stykker, men han var sikkert ok. Han har ikke været så tydelig på dette FM, som han plejer, synes jeg. Måske venter han lidt på den nye minister?

Faktisk kom jeg lidt for tidligt til DLF’s hus, så jeg overhørte også en debat om klimaet i et tilfældigt telt. Men eftersom jeg selv er test-certificeret klimaengel – hvilket skyldes, at jeg undgår at købe nyt tøj – fangede det ikke rigtigt an.

b)
Derpå spadserede jeg ned til journalistforbundets telt, hvor de snakkede om offentligt ansattes ytringsfrihed. Det var en skøn debat med socialrådgivere og sygeplejersker, som havde sagt deres mening om emner af offentlig vigtighed stik imod deres dumme chefer, og Rasmus Willig og Jacob Mchangama kom med fine perspektiveringer.

Reglerne på området er sådan set klare. Man må groft sagt sige stort set alt, bare man ikke bander. I en nyere skrivelse træder ministeriet dog vande på en meget uheldig måde. Man skal åbenbart tage hensyn til noget, der hedder ”myndighedens omdømme”. Det kan kun gå galt. Jeg fik dog ikke helt fat i, om dette cirkulære var trukket tilbage.

DM’s formand, Camilla Gregersen, deltog også med en jætteindsats.

Paneldeltagerne gik næsten alle sammen ind for ”whistleblowerordninger”. Det forstår jeg ikke. Al den anonymisering har fanden skabt. Så tal dog med dit navn! Rasmus Willig var faktisk den mest fornuftige på det punkt efter min mening. Han fortalte, hvordan disse ”ordninger” nogle gange faktisk understøttede tavshedskultren og dermed de neoliberale ledelsers magt over den ”strategiske” diskurs, som så kan kaldes for ”omdømme”.

c)
Dernæst gik jeg hen i Akademikernes hus, hvor der var debat om krænkelser på universitetet. Forkvinden for den identitære studenterorganisation ”FRONT” diskuterede med en ældre fysiker af den gamle skole og med en blød Thomas Brudholm fra KU som mellemting.

Ifølge FRONT skal jeg åbenbart scanne mit pensum for ligestilling mellem køn og hudfarve. Jeg var helt klart på fysikerens hold i disse spørgsmål. Selv Brudholm var for blød efter min mening, selvom han gjorde nogle gode forsøg på at skelne mellem ”racisme” og almindelig fri debat. Han kom dog til at købe præmissen. Så kunne jeg bedre lide fysikerens regelrette afvisning. Han var faktisk den mest anti-racistiske af alle efter min mening, bortset fra, at han støttede Helmuth Nyborgs barokke forskning, som leder direkte til Stram Kurs.

Jeg følte mig som en negerkonge iført indianerfjer, der sad i en eskimo-iglo og røg smøger sammen med den lokale hottentot, mens vi sang ”den danske sang er en ung blond piger” og læste censurerede Halfdan Rasmussen-digte sammen med en britisk brexiteer og forsøgte at beskytte hele kulturarven og alle dens skønne skæverter.

Moderatoren, som kom fra KU, havde det på samme måde, var mit indtryk. Men han var også på alder med mig.

Jeg kunne ikke se de fine direktører fra KU og Gyldendal, men de sad nok et sted og spiste Chiafrø-budding og talte Esperanto.

Denne kunst- og videnskabsdræbende identitetspolitik er ligeså slem som moderniseringsstyrelsen.

d)
Så var jeg til debat om ”Pissedårlig undervisning for fondsmidler” i Professionshøjskolernes Strandbar. Den allestedsnærværende Von Oettingen styrede løjerne med både sang og sjov.

Men den helt store faglige helt var Lyngby-Taarbæks viceborgmester, Simon Pihl Sørensen, som måtte belære von Oettingen og alle de andre om AP Møllers ideologiske retning, og om hvordan både fonde og kommuner spiller sammen om at lave pissedårlig undervisning, der ødelægger dansk skoletradition, som ifølge Pihl Sørensen først og fremmest er Grundtvig-Koldsk.

Den slags er ikke lige Oettingens kop te – i sin nye bog om pissedårlig undervisning gør han nærmest skolens formål og Grundtvig til en del af problemet – så han overhørte Pihl Sørensen lidt og kom i stedet med et løsrevet eksempel på et godt fondsstøttet projekt.

Derfor blev det hele en underlig pæn debat, med lejlighedsvise fornuftsudbrud fra Pihl Sørensen, som ingen rigtigt tog op. Helt modsat sidste års festfyrværkeri af “pissedårlig undervining”-debat, hvor jeg fik skæld ud af Bondo for at kritisere hans OK-18-kommission.

De andre debattører, som alle var lidt anonyme og læringsagtige på dagen, var Bondo, en fondsdirektør fra NOVO og en skoledirektør fra Aarhus Kommune.

Det var mærkeligt, at der ikke var nogen fra AP Møller-fonden, som jo har været hovedsponsor til mange af skolereformens læringsprojekter; bl.a. til ”synlig læring”-projektet i Simon Pihl Sørensens kommune. Pihl Sørensen fik ene mand nedlagt projektet efter en brandtale i byrådet.

Simon Pihl var ene stemme på scenen blandt læringshviskere, så jeg købte dagens første fadøl.

e)
Der var to forskellige debatter, som omkring kl.17 spurgte om ”kapitalismen var syg?”. Jeg besluttede mig for at gå hen til Den Danske Banks version af spørgsmålet. Jeg kom lidt tidligt, så jeg smuttede lige ind til Berlingskes gård, hvor Thulesen Dahl blev interviewet. Han svarede meget åbenhjertigt på journalistens udmærkede spørgsmål om DF’s tilbagegang og situation. Der var gratis Svaneke, men jeg havde jo lige fået, så det var lidt øv.

Og hos Danske Bank var der desværre helt optaget. I stedet tog jeg hen til ”Kapitalismen er syg”-debatten i Højskolernes telt, hvor Peter Hummelgaard (A) og Martin Ågerup fra CEPOS diskuterede emnet ved hjælp af en særlige debat-metode, som sidste år fik Ida Auken og Sørine Gotfredsen til at lyde næsten enige. Metoden går ud på at bytte stole og sætte sig ind i modpartens mindset osv.. Der var fest sidste år, hvor folk efterfølgende klappede taktfast i over et minut over højre- og venstretidehvervs forbrødring.

Men i går var der ikke fest. Hummelgaard var god, fordi han – i overensstemmelse med debatkonceptet – forsøgte at sætte sig ind i kapitalismens dyder og nødvendighed, men med tydeligt ubehag. Rigtig godt gammeldags socialdemokratisk. Men Ågerup havde ingen sans for de sociale erfaringer, som nærer socialismen, og som Hummelgaard faktisk selv fortalte om fra sin egen barndom på Amager. Aagerup var helt væk i sine økonomiske statistikker. Det er også derfor, at CEPOS og resten af 80’ernes neoliberalisme her zero fornemmelse for pædagogik. Og det var da bare super, at NET-direktøren fik en millard i bonus, for der er jo fri løndannelse, og firmaerne er jo større end på Mads Skjerns tid.

Det skal retfærdigvis siges, at jeg gik fem minutter før tid, så muligvis skete der noget vigtigt til sidst.

f)
Lidt tilfældigt stødte jeg ind i min redaktør fra Hans Reitzel, så vi slog følge og snakkede om det ene og det andet. Vi gik hen til Venstres telt, hvor der var MGP-quiz med Inger Støjberg og Jim Lyngvild. Henrik Krogsgaard styrede orkestret i god gammel stil. Igen i år vandt Støjberg. Sidste år dystede hun med Rasmus Nordqvist. Fællessangslisten var ”Smuk som et stjerneskud”, ”Hallo hallo” og ”Vi maler byen rød”. Det var hyggeligt, og alle var enige. Eneste problem var, at socialdemokratierne larmede for meget fra den anden side af vejen.

Det var godt, jeg mødte den flinke redaktør, for snart var vi til reception og alt muligt, og pludselig var der pindemadder og bobler og hyggesnak med udsigt, og jeg snakkede med nogle søde børnehaveforskere fra København.

 

3. Folkemøde, lørdag d. 15. juni

A.
Jeg skulle elv sdeltage i en skolepolitisk debat i Grundtvigs telt kl. 12, så formiddagen brugte jeg på at skrive dagbog på pensionatet i Sandvig, hvor Per Stig Møller sørme pludselig kom forbi til morgenmad iført en flot pyjamas.

Min debat kl. 12 skulle egentlig have været et ”skolepolitisk topmøde” med Merete Riisager m.fl.. Men pga. valget kunne det ikke gennemføres. I stedet var vi samlet i en mere fagligt orienteret gruppe bestående af Dansklærerforeningens Katja Gottlieb, Alexander von Oettingen, Lene Tanggaard, lærer Jonas Petersen og undertegnede. Alle var mere eller mindre Riisager-fans – altså Trumpister ifølge Politiken – så det var måske lidt fortættet? Men ok, i Danmark er man Trumpist, hvis man går ind for dannelse. Det er meget mærkeligt, men man må jo så mødes i sine små kulminer for at studere ting og sager i stedet for at lære at lære hos OECD.

a)
Diskussionen endte med at handle om, hvorvidt styringsbegrebet har noget med pædagogik at gøre. Von Oettingen mente ja, fordi de gamle reformpædagoger var for flippede og lod klassen og fagene flyde. Efter min mening sidder han fast i 00’ernes grundanalyse af læring og pædagogik. I virkeligheden var vi dog helt på linje, eftersom vi bare ville have pædagogikkens grunddyder frem fra før verden gik af lave, f.eks. fag, fordybelse, disciplin osv.. Oettingen finder dyderne hos nyherbartianerne. Det er jeg sådan set helt enig med ham i, men jeg vil også gerne have den nationale/grundtvigske tradition og den tidlige reformpædagogik med i puljen, sammen med noget moderne pædagogisk filosofi.

Oettingen mener, at skolens formål er et problem, fordi det ender som værdiflom. Han forstår ikke, at opdateringen i af formålet i 2006 netop var en ren invitation til herbatiansk indflydelse, som samtidig fastholdt de bedste sider af de andre tilgange. Uden denne vekselvirkning mellem §1 og §5 (fagparagraffen), ender det med ”pissedårlig undervisning”.

Ved at anerkende ”styring” ender Oettingen med at anerkende læringsideologiens sejr, for så skal ”læringen” jo blot styres. Men hvorfor ikke proppe ”læringen” ind i kundskabsbegrebet? Så er der jo ikke mere grund til at bruge ordet ”styring”?

Oettingen anerkender med andre ord den præmis, han selv er imod, og derfor bliver hans løsning, altså ”styringen”, også forfejlet. Han ender med at mangle modstand mod ”læringsmålstyring”, som kører efter samme logik.

b)
Moderatoren, skoleleder Jon Sønderby, kunne huske, at jeg i en lignende debat tilbage 2015 havde sagt til skolelederforeningens Claus Hjortdal, at en skoleleder skulle undlade at give feedback til lærernes læringsledelse, dvs. kigge væk. Hjortdal var oprørt dengang, men jeg er glad for, at jeg sagde det, fordi en sådan ”læringsfeedback” – både dengang og nu – vil føre til yderligere pædagogisk opløsning og forstærkning af læringsbegrebets hegemoni.

I stedet foreslog jeg, at skolelederen slet ikke er ”leder”, men derimod en ”inspektør”, der blot sørgede for almindelig administrativ og juridisk koordination, mens den pædagogiske praksis kunne så forbinde sig med verdens ting uden ”styring”.

Måske skulle jeg have tilføjet idealtypen ”forstanderen”, som er en mere kulturelt aktiv figur i gammeldags højskolestil. Mange skoler og fritidshjem mv. er grundlagt af denne blanding af forstandere og inspektører, som aldrig ”leder læring” og da slet ikke ”styrer” den.

Von Oettingen og Tanggaard havde også en frisk udveksling om psykologiens rolle, som jeg synes, de skal fortsætte med. Oettingens kritik af psykologiens negative rolle for dannelse, som i en vis forstand var rimelig nok, prellede med rette helt af på Tanggaard, der jo om nogen står for vigtigheden af fag og fordybelse.

Tanggaard gav derfor von Oettingen en form for lektion i psykologiens pluralitet. Det var på sin plads, også fordi von Oettingen mig bekendt aldrig har undersøgt psykologiens bidrag eller faldgruber inden for læringsområdet. I virkeligheden var vi i en underafdeling af von Oettingens ubehag ved reformpædagogik.

c)
Der var også lidt diskussion af de nationale tests. Jeg nåede ikke at blande mig, men eftersom testene er ren ”styring”, og eftersom styring jo ikke har hjemme i pædagogiske sammenhænge, så skal disse tests bare smides ud efter min mening. Dermed vil alle disse datalæringsforskere også miste deres overfladiske policy-affirmative datakorrelationer, som ingen efterhånden har kontrol over. Forskerne kan i stedet indsamle deres informationer på gammeldags maner ude blandt mennesker og ting.

Det fører mig frem til en sidste markering, som jeg sådan lige på hukommelsen nåede at fremføre, nemlig at man bør skelne mellem ”videnskab” og ”forskning”. Vi skal have mere pædagogisk videnskab og mindre evidenskompetencedatalæringsforskning. Kort sagt: mere videnskab og mindre forskning. I dag kollapser forskning og læring i ”styring”.

Efter debatten snakkede jeg med Jens Raahauge, Katja Gottlieb, Marie Elmegaard (alle Dansklærerforeningen), Brian Degn Mårtensson og Rasmus Rahbek og nogle flere. Der var meget forskellige vurderinger af debatten. Vi endte dog med at følges ad til næste debat, hvor både Mårtensson og Raahauge skulle deltage.

B.
Vi trissede ned i en af haverne, hvor musikeren og pædagogen Jens Skou Olsen havde en virkelig mærkelig debat med titlen: ”Hvordan mestrer vi denne verdens uorden?” i regi af Den Danske Scenekunstskole.

Det var noget med, om verden var flydende eller fast. Jeg er ikke i stand til at gengive debattens synspunkter eller substans, men på en eller anden måde virkede den som en lille lysning i folkemødets almindelige trummerum.

C.
Derefter smuttede jeg op i højskolernes telt, hvor der var en debat om ”Uddannelse på digital deroute: skader IT læring og trivsel?”.

Der var besøg af Christine Antorini, Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri, lægen Imran Rashid (ham med ”Sluk”), og forskeren Jesper Balslev.

Det var en superdebat, der virkelig demonstrerede, hvilket fattigt og naivt teknologisyn, der hersker i Dansk Industri og hos Antorini. Sidstnævnte talte udelukkende om IT som et ”værktøj” og sammenlignede det flere gange med et fjernsyn, og Fjord Sørensen anede intet om data-ideologiens betydning for pædagogik og samfund. Det var mest sådan noget med at lave nogle regler sammen med sin teenager.

Rasmus Kolby Rahbek, som skal forsvare sin ph.d. om højskolepædagogik på fredag, sad blandt publikum. Han spurgte direkte, om ikke den individualiserede datalæring kunne være en trussel mod fællesskab og pædagogik? Men Fjord Sørensen forstod det slet ikke. Læreren kunne da bare gør noget andet, mente hun, og vendte tilbage til sit teenage-værelse. Hun er forskningspolitisk chef.

Derimod var der høj kvalitet hos panelets to data-kritikere. De nævnte bl.a. Marcus Bernsens nye bog om Singularity-ideologiens betydning for dansk politik. De fortalte også om, hvordan de globale bevægelser interagerede med skærm-psykologi, hvor skærmen gør mennesket til en form for kommercielt konstrueret vedhæng. Antorini og Fjord Sørensen anede ikke, hvad der foregik, selvom det jo er dem, der har magten.

Det undrede mig dog, at Rashid omtalte det meget kontroversielle AREA9-initiativ positivt. Dette initiativ, som har modtaget næsten 200mio. kr. af Statens Vækstfond, er ideologisk set dybt forbundet med det, som Rashid kritiserede. Men måske skyldes det, at Rashid var legekammerater med direktøren for foretagendet, hvis jeg ellers forstod det ret. Og Rashid er jo heller ikke pædagog, så han har nok vanskeligt ved at vurdere initiativets faglige elementer.

Det var meget betryggende, at publikum – hvoraf mange var unge – entydigt var på kritikernes hold. Ja, de nærmest buuhede af Antorinis nedladende bemærkning til en yngre gymnasieelev. Antorini, som selv bærer et kæmpeansvar, mente, at eleverne da bare kunne ændre på tingene eller protestere, hvis de ville noget.

Antorinis skolereform er intet andet end netop denne symbiose af ureflekteret og naiv data-lærings symbiose, hvis konkrete udmøntning, jeg skulle lære mere om i den næste debat.

D.
Herfra åbnede Guds vrede sig direkte fra himlen i form af et decideret skybrud. Jeg løb ind til Grundtvigs Forum. Der blev delt sangbøger ud, og vi sang, mens regnen trommede på teltet.

Hos de konservative fik jeg et regnslag, og herfra spadserede jeg ned til DLF’s hus, hvor to kommunale bureaukrater snakkede om Oslos skolelederuddannelse og datalæringsstyring helt i Antorinis ånd. Dorthe Lange, som er næstformand i DLF, forsøgte sammen med publikum at skabe lidt pædagogisk liv i sproget, men det lykkedes bare ikke. Rasmus Willig skulle også have siddet i panelet, men han var desværre fraværende. Det var tre mod en.

Skoleborgmesteren i Københavns Kommune, Jesper Christensen, som sammen med AP Møller og Aalborg Kommune har investeret Big Time i Oslos dybt anti-pædagogiske og meget kritiserede skolelederstyringskoncept, virkede helt blank. Han skulle da bare op og lade sig ”inspirere”, sagde han, ligesom de også havde ladet sig inspirere af John Ja-Hattie. Ordstyreren, som selv kom fra læreforeningens blad i København, var slet ikke skarp nok der, selvom han faktisk selv havde været en tur i Oslo. Jesper Christensen er naturligvis socialdemokrat. Det er ”børnenes læringsdataparti”.

Et par mellemledere fra Bornholms Kommune bekræftede tristessen. Alt emmede pludselig af styring og data, og pædagogik fandtes ikke mere. Jeg måtte gå min vej. Desværre kom der et nyt skybrud, så jeg måtte søge tilflugt hos Dansk Erhverv, som gav en Svaneke-øl til trøst.

Herfra blev alt aflyst, og jeg cyklede hjem på pensionatet, hvor mine psykolog-venner samlede mig op kl. 21. Vi kørte til færgen, hvor jeg mødte Lene Andersen, der forærede mig sin nye bog ”Metamodernitet”, og derpå trillede vi videre ud i Sverige. Vi snakkede om alt i det anti-herbartianske mørke i en mærkelig bil uden kobling og var hjemme i Aarhus omkring kl. 04 om morgenen.

Tak for et dejligt folkemøde.