Paragraf §1 i Folkets Skoles lov, vedtaget af Folkets Ting og udviklet gennem over 100 år, lyder således:

”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.
Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Kommunernes Landsforenings mål med skolen lyder således:

“a. 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
b. Den danske folkeskole skal være i top 5 på Pisalisten.
c. Kun 5% af børnene skal have en sag i PPR.” (Nysyn på folkeskolen, KL 2010)

Er der sammenhæng? Nej, for der er ikke hos KL den mindste reference til §1 udover en meget smal fortolkning af at “forberede til videre uddannelse” (målsætning a). KL promoverer ikke en Folke-Skole, for der er intet “folk” og ingen “skole”, men blot en målbar kompetencefabrik, som man selv har fundet på, som om de var en ny slags herskere. KL tilsidesætter det fællesskab, som man er sat til at tjene. KL forråder sin pligt. Lærerne, der kæmper for deres skole og deres elever, altså §1, er på pladserne med bannere og sang, mens KL, med deres isolerede og abstrakte §2, som helt og aldeles forgæves forpligter Kommunerne til at tage udgangspunkt i §1, har forskanset sig i dorsk og tvangspræget enighed.