DR har vist en række udsendelser, hvor danske og kinesiske skolelever konkurrerer på tekniske færdigheder som læsning, regning og samarbejdsevner. Jeg ved ikke, om resultatet ligefrem er tankevækkende, fordi de mere seriøse komparationer ikke peger på så store forskelle som angives i udsendelsen. Derimod ved jeg, at udsendelsens erklærede hovedspørgsmål er skrækkeligt: ”Spørgsmålet er, om danske elever bliver rustet godt nok til fremtidens arbejdspladser?” hedder præmissen, som om uddannelse var en oprustning til en arbejdskrig, og som om arbejde er en krig. I det følgende vil jeg vise, at det er det helt forkerte spørgsmål, fordi det umuliggør den indsigt, som jeg vil argumentere for; nemlig at problemet for Danmark ikke er, at vi ikke ligner Kina, men derimod at vi ikke ligner Danmark nok.

Nu er det ingen dyd at være dårlig til matematik eller læsning eller alt det andet. Det er heller ikke en dyd, at der sidder tre drenge i en klasse og ødelægger det hele for resten. Ej heller, at unge mennesker kan være på facebook og downloade computerspil i fysiktimen.

Men det er heller ingen dyd, at gå på en skole, der hedder nr. 67, at være uden kritisk sans, at kunne marchere og stå ret som en dresseret papegøje. Det er heller ingen dyd, at råbe i kor efter en larmende mand med en megafon, at ”når ungdommen er uafhængig er Kina uafhængig”, når enhver kan se, at ungdommen er dybt afhængig og ikke kan slå en kritisk tanke og formodentlig aldrig vil komme til det.

Men hvor er så dyden? Hvis den ingen steder findes i alt det? Måske findes den i den første udsendelses første minutter. Her er der billeder fra 1. skoledag i hhv. Kina og Danmark.

I Kina står 1000 elever ret i skolegården under en slatten og vindstille kinesisk fane. I snorlige linjer, der foregriber hele undervisningens organisering. De står i geledder, som kontrolleres af lærerne, som er en slags officerer. Diktaturets enhed og en ny kinesisk kommunisme er i hele luften, og denne luft fortsætter ned i klasseværelset, hvor børnene sidder lige så snorlige, hvor testresultatet står på snorlige tavler, og hvor børnene går i skole i 12 snorlige timer på den snorlige skole, hvortil kommer lektier, påbudt af de snorlige forældre, der vil klare sig i det snorlige diktaturs snorlige sociale krav. Omkring og mellem det hele luftes en blanding af Maos kommunisme og en ny teknokratisk markedsøkonomi, som giver eleverne en egen smilende men snorlige energi, der holder lige indtil de bliver spurgt om noget almindeligt. Dette er den kinesiske dyd. En fuld overensstemmelse mellem filosofi, skole og samfund. Disciplinen kommer ikke af pædagogiske metoder, men af denne opfattelse af dyden og denne dyds placering i samfundets filosofiske og åndelige organisering. Derfor er der nærmest heller ikke tale om disciplin. Alle handler af sig selv, som de skal.

Hvor er den danske dyd? Den er på 1. skoledag under et vajende dannebrog på en nogenlunde skyfri dag syd for Århus. Under den jævne vind flokkes elever tumlende og glade omkring scenen, hvor lærerne tager imod med hjemmelavet pop-musik, og de ældre elever følger de mindste på plads. Elever og lærere, som myldrer og vrimler i en form for sværm, der sværmer med alle, og lokker enhver hen i nærheden af flagets milde vajen. Den ene og den anden krop tumler lykkeligt over hinanden, og organiseringen er løs og fri, men alligevel er alle opmærksomme, interesserede og glade. Der hersker en udisciplineret disciplin. Alle er opmærksomme på det samme på hver sin måde. Det er den nye og den gamle generation, der mødes på skolens første dag uden anden ydre autoritet end flagets og himlens æstetik. Det er børn og voksne, der mødes i frihed, interesse og fælles åbenhjertighed, i en fri folkelighed, i Grundtvigs eget land. Der er dyden.

Men hvad nu med sammenhængen mellem denne dyd og undervisningens og skolens organisering, altså dens organisme, og dens dagligdag? Hos kineserne var der jo fuld overensstemmelse, og det var derfor, at alle kunne gøre, som de burde uden at kny, selvom vi andre nok synes, at de skulle tage og gøre noget andet end de burde, f.eks. at tage cyklen og køre ud i det blå. Findes der sådan en overensstemmelse mellem Danmarks dyd og Danmarks skole, altså lige ud over på 1. skoledag (og måske nogle få andre tidspunkter)? Man kunne også stille spørgsmålet på denne måde: Er der overensstemmelse mellem §1 og §2 i folkeskoleloven, mellem formål og organisering?

Det er mit spørgsmål, og svaret er, at ja, det er der og nej, det er der ikke. Alle det danske systems dyder er knyttet til ja’et mens alle det danske systems fejl er knyttet til ”nej’et”. Problemet er altså ikke, at vi ikke ligner kineserne, som Niels Egelund synes at mene, men derimod at vi ikke er danske nok. At den virkelige danske skole har forputtet sig i den synlige og aktuelle danske skole, og kun viser sig i glimt, som f.eks. på billederne fra 1. skoledag i Holme. Der mangler en form for magnetisk rytme, en vekselvirkning, mellem den synlige og den usynlige skole.

Først tre forbehold overfor dydens billede, som jeg tegnede ovenfor. Det første forbehold er en undren over, at eleverne næsten ikke synger med. Det er lærerne, der synger for eleverne. Lærerne komponerer, underholder, designer og iscenesætter. Børnene hygger sig og er glade, men synger ikke rigtigt med. Sangen er ikke fælles. Det er lærernes sang. Der er sket et brud. Der er ganske vist mange sange, man kunne synge sammen, mange sange som kunne fylde dydens billede, men de er glemt. Kineserne råbte i fællesskab efter kommandoer fra en mand med megafon. Danskerne synger ikke sange sammen fra deres fælles historie, men lærerne underholder børnene med sange, de har komponeret til lejligheden. Dette brud, denne kløft, denne mærkelige afvisning af et musisk fællesskab, som burde være en dansk kernedyd, er umærkeligt, via traditionens erosion siden 1973, omformet til en scene for underholdning. Og dette skifte kan man også se inde i selve undervisningen, hvor lærerne optræder, opfordrer, motiverer og tysser, mens børnene keder sig eller er motiveret af helt andre grunde end skolens eller fagenes egenværdi. Fællesskabet er brudt, det er spaltet i en optræden og en kedsomhed, der ikke kan forsones med kinesiske metoder, som Egelund tror det, fordi de kinesiske metoder tilhører deres egne triste dyders organisation, men kun kan finde sammen via dansk og nordisk dyd i uspaltet form. Det vil sige, at den danske dyd ikke blot skal ligge i metoderne, som den gør i Ny Nordisk Skole, men også i selve formålet og fællesskabets karakter, i skolens ånd, som også følger af traditionen i formålsparagraffens §1. Det skal være 1. skoledag hver dag, for at sige det på den måde. Selv når der svedes med stavelser og placeringer af danske købstæder. Selv når man kigger ud af vinduet og tegner kruseduller på papiret.

En anden iagttagelse eller et andet forbehold er, at 1. skoledag i Holme var uden elektronik. Denne dags glade energi kan aldrig ske i et klasseværelse, der flyder med uregulerede smart-phones, facebook etc. Med mindre at der er særlige grunde til det modsatte, altså særlige undervisningsforløb, hvor IT er påkrævet, så skal alle skærme slukkes. Kig på læreren, kig på tavlen kig på hinanden og kig på de ting der bliver stillet foran jer.

Et tredje forhold er, at alle aktuelle skolereformer er udformet uden den mindste sans for den danske dyd og for §1 i folkeskoleloven. Det gælder både den aktuelle folkeskolereform, Ny Nordisk Skole, Kommunernes Landsforenings ”nysyn på folkeskolen” og læreruddannelsesreformen, som netop er vedtaget. Man går altså væk fra den danske skole, som derved bliver endnu mere usynlig end den var før. Man går metodevejen, indtil vi har slået Kina med rustede børnearmeer på en eller anden liste, mens den danske skole, som kunne løse alle problemer, putter sig i små tavse og daglige udvekslinger, der langsomt sygner hen.

Men alligevel, altså ud over disse tre forbehold, kan man stadig kende den danske dyd. En fælles dansk dyd: Man indfører disciplin, som disciplinerer sig selv, men som aldrig vil ligne den kinesiske. Selv når danske børn går på række på vej til et busstoppested, så går de altid ude af takt og med kroppene svajende over det hele, mens de taler og ler og ser sig omkring. Der er en form for udisciplineret disciplin, som vi godt kan lide, og som vi skal fremelske. Ikke en lad mangel på disciplin, men heller ikke en snorlige kinesisk disciplin. Heller ikke en mellemting. Derimod en udisciplineret disciplin. Det er meget vanskeligere at ramme. Ingen evidensbaserede metoder eller kommunalpædagogiske innovative apps duer til det. Det kan man kun gøre i et kulturelt fællesskab med en pædagogisk praksis. Men så bliver pædagogikken en kunst og et håndværk i stedet for en forskningsbaseret mekanik i pisalistens tegn.

Den læser, der kender min artikel ”dansk pædagogik i fald og bund” fra bogen Uren Pædagogik (Klim 2011) og kan huske artiklens distinktioner, kan måske bruge nedenstående tabel til noget:

Jeg nåede selv lige at stå på række og være høflig i 1969-1972 i Holstebro, hvor vi også fik lært lidt købstæder etc. udenad. Det var dejligt, men slet ikke som i Kina, synes jeg. I Holstebro havde læreren en mild, smilende og fri autoritet, og vi blev tilskyndet til en form for udisciplineret disciplin, hvor friheden altid var i nærheden, og derfor var det også en skole i et demokrati – en helt anden ånd end den kinesiske, hvor der er tale om en disciplin, der skal skole til et diktatur. I 1973 kom jeg på en moderne reformpædagogisk skole i Århus. Det mindede lidt mere om Holme, selvom lærerne var meget optaget af de nye pædagogiske ideer, hvilket gav lidt mere selvstændig pædagogisk energi. I Århus var demokratiet lidt mere en form for tvang. Sådan kan det gå, når demokrati og pædagogik går fra skjult frihed til en form for erklæret tvang. Det første er en kunst. Det sidste er en metode.

Eleverne fra Holme, viser det sig, læser udmærket og taler og forstår engelsk efter almindelige standarder. Holme-eleverne var også på en dejlig lejrskole, de havde en spændende historielærer, og de spillede musik og tennis. Kineserne kunne derimod se frem til en gymnasietid i militæruniform (!!!) og en snorlige kedsommelighed i enhver detalje, som kan forberede dem til det store antidemokrati. Og Egelund? Hvad med ham. Ja, han opfører sig i al fald ikke som en professor i pædagogik i denne sag – så ville han have haft sans for sit eget samfunds dyder. Men ok, han er jo også professor i specialpædagogik, altså pædagogikken om samfundets mangler, men selv en god specialpædagogik har dog også sans for den almindelige pædagogik, altså dyderne?

Det gælder om at ramme midten. Derved udviser man en passende sans for helheden. Dem, der scorer højest på en liste, har altid mistet dømmekraften.