Læreruddannelsen har de seneste år oplevet nogle drastiske skift i de grundlæggende samfundsmæssige formål. I det følgende vil jeg pege på tre sådanne skift. For det første er uddannelsen skiftet fra at være lov- til at være bekendtgørelsesmæssigt reguleret. Det betyder en korrektion af det helt overordnede formål og en åbning for, at administrative og sektorspecifikke interesser kan definere uddannelsen uden om landets lovgivere. For det andet er det konkrete formål, der trods alt stadig angives, også skiftet. Det er både udvidet og indskrænket på samme tid. Endelig vil jeg vise, hvordan disse dobbeltheder kommer til udtryk i den politiske forligstekst bag læreruddannelsesreformen fra 2012.

Som overskriften angiver, er der tale om en form for ”work in progress”. Faktisk er det ret begrænset, hvad jeg ved almindelige søgninger har kunnet finde af deciderede artikler og bøger, som diskuterer læreruddannelsens formål op gennem tiden. Så jeg hører meget gerne fra folk, der har kendskab til tekster om og vinkler på emnet. Jeg vil så løbende korrigere og udvide teksten.

 

1. Fra lov til bekendtgørelse: Læreruddannelsens politiske og folkelige deroute

A. Om en de pædagogiske loves funktion

Lad mig – med udgangspunkt i folkeskoleloven – starte med en generel refleksion over, hvad en lov er og kan.

Folkeskolen er reguleret af en lov med eget formål, tradition og sprog. Når sådan en lov skal implementeres, kan den udsættes for mange forskellige politiske og administrative processer, der kan forvanske lovens realisering. Men det forhold, at vi har en lov, betyder trods alt, at både folkelige og politiske grupper hele tiden kan vende tilbage til den tekst, som folkestyret har markeret som disse processers udgangspunkt. Loven får dermed en tingslig karakter som et formål i sig selv. Loven tiltrækker aktivitet. Loven samler og spreder diskussioner i både rytmiske og abrupte processer omkring lovens egen tekst.

Et godt eksempel på, at en lov har denne funktion, er den aktuelle diskussion om skolen. Op gennem 00’erne forsvandt skolens formål mere og mere ud af diskussionerne. Folk fra både højre og venstre havde forskellige former for politiske og faglige interesser i at neddrosle det løbende arbejde med skolens filosofiske og historiske grund. Ja, selv små ændringer blev fortolket som opgør med skolens tradition, så man til sidst ikke skulle tro, at der var et formål overhovedet. Derfor kunne skolereformen fra 2012 vedtages og gennemføres fuldstændig uden formålsdiskussioner. I stedet fik man en såkaldt ”læringsrevolution”, som udelukkende var koblet op på en forbedring af scoren på de internationale ranglister.

Men i de senere år har vi set en form for ”formålets genkomst”. Der er i samfundet en øget interesse for at drøfte formåls- og indholdsspørgsmål. Denne bevægelse har på det politiske plan været båret frem af den nuværende undervisningsminister, Merete Riisager, og den understøttes af en understrøm af folkelige, begrebslige og organisatoriske processer. Og det har vel at mærke i høj grad været skolens lov, formål og vokabular, der har været det argumentatoriske omdrejningspunkt for den voksende kritik af læringsrevolutionen og dennes konsekvenser.

På den måde har loven udgjort en form for for samlingspunkt for mange forskellige diskussioner, stridigheder og alliancer.

 

B. Læreruddannelsens tab af lovstatus

Læreruddannelsen overgik i 2012 fra at eksistere under en selvstændig lov til blot at være reguleret som bekendtgørelse under en almen lov om professionshøjskoler. Dermed har uddannelsen mistet sit eget formål og er i stedet blevet til et middel for professionshøjskolernes lovmæssige formål. Spørgsmålet er, hvordan denne korrektion nærmere ser ud. I det følgende vil jeg gennemgå formåls- og lovsituationen både før og efter 2012-loven for at kaste lys over spørgsmålet.

 

B1: Situationen før 2012: Lov og bekendtgørelse fra 2006

Her er formålet for læreruddannelsesloven fra 2006[1]:

 

§1.Uddannelsen har til formål at uddanne lærere til folkeskolen og tillige at give et grundlag for anden undervisning.

Stk. 2. Uddannelsen skal give de studerende den faglige og pædagogiske indsigt og praktiske skoling, der er nødvendig for at kunne virke som lærer, og skal bidrage til at fremme de studerendes personlige udvikling samt bidrage til at udvikle deres interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.

Stk. 3. Uddannelsen skal give de studerende grundlag for videreuddannelse.

 

Den centrale formulering i herværende sammenhæng er stk. 2. Her står, at formålet er at uddanne lærere med ”pædagogisk indsigt” og ”praktisk skoling”. Desuden skal man fremme den ”personlige udvikling” og stimulere den studerendes interesse i ”aktivt at medvirke i et demokratisk samfund”.

Disse markeringer, hvor pædagogik, praksis, deltagelse og demokrati står centralt, afspejler en lang tradition for at forstå lærergerningen som et arbejde og virke, hvor pædagogik foregår i vekselvirkning mellem personlig modning og samfundsmæssig og kulturel interesse. En lærer skal være blandt tingene selv.

Desuden er det tankevækkende, at læreruddannelsen ikke i teknisk forstand bare er et middel til forberede til en arbejdsfunktion. Loven betoner i stedet, at den ”pædagogiske indsigt” skal gives, dvs. er en gave, som bidrager til et ”virke som lærer”, dvs. den særlige form for pædagogisk og kulturel medleven, som jeg netop har omtalt. At være lærer er et ”virke” og en ”medvirken” og ikke et middel til læring.

Går man ind i en af de underliggende bekendtgørelser, her fra 1998, forstærkes disse temaer kraftigt[2]:

 

§2 Læreruddannelsens formål er

1) at den studerende tilegner sig faglig og pædagogisk indsigt og praktiske forudsætninger for at virke som lærer i folkeskolen og for at forestå anden undervisning og formidling,

2) at den studerende under anvendelse af sine teoretiske og praktiske forudsætninger lærer at samarbejde og at planlægge, udføre og vurdere undervisning,

3) at den studerendes personlige udvikling fremmes gennem selvstændigt arbejde med stoffet, gennem samarbejde og gennem medansvar for sin uddannelse, og

4) at den studerendes engagement og glæde ved at arbejde med børn og voksne under uddannelse styrkes.

 

Vi har her et vokabular, der uddyber og bekræfter selve lovteksten. Det sker med ord som ”faglig og pædagogisk indsigt, at virke som lærer, samarbejde, planlægge, udføre og vurdere undervisning, personlig udvikling, selvstændigt arbejde med stoffet, medansvar, engagement og glæde ved at arbejde med børn og voksne”.

Der er ingen tekniske termer i disse formuleringer, med mindre man da ændrer sproget til ukendelighed, blot en uddybning af lovens sprog og lærerens centrale rolle som en form for materialisering af samfundets åndsliv og praktiske vekselvirkninger.

 

B2: 2012-loven: Ny formålsstruktur under et instrumentaliseret UC-system

1. UC-Loven:

Men hvad er det så, der sker fra 2012-2013? Jo, der sker jo det, at læreruddannelsen mister sin lov og i stedet reguleres af en bekendtgørelse, som er under en anden og ny lov, nemlig loven om professionshøjskoler, som jo også dækker de andre professions- og erhvervsakademiuddannelser[3]. Lad os se på konsekvenserne:

UC’ernes formål må i sagens natur formuleres meget bredere og mere administrativt end en ren læreruddannelseslov. Desuden indoptages – også i sagens natur – de antipædagogiske vinde fra 00’erne, hvor UC’erne jo blev etableret. Formålet lyder derfor:

 

§1. Uddannelses- og forskningsministeren tilrettelægger erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser i et samordnet videregående uddannelsessystem.

Stk. 2. Formålet med et samordnet videregående uddannelsessystem er at sikre praksisnære uddannelser, der på et internationalt niveau imødekommer behovet for kvalificeret arbejdskraft i den private og den offentlige sektor, og hvis videngrundlag er karakteriseret ved erhvervs- og professionsbasering samt udviklingsbasering.

 

I paragraffens stk.1 markeres det, at det nu er ministeriet og ikke de folkevalgte, der svinger taktstokken. Det er jo det, som er forskellen på en lov og en bekendtgørelse. Dermed bliver læreruddannelsen en del af et ”samordnet videregående uddannelsessystem”, som er administrativt bestemt med hjælp fra de sektorforskningsinstitutioner, som centraladministrationen tilfældigvis måtte kaste dens kærlighed på. Det bliver altså ”samordningen”, og ikke 2006-lovens ”pædagogiske indsigt”, der ender med at stå lovgivningsmæssigt centralt. Endvidere får vi et stærkt og entydigt fokus på ”kvalificeret arbejdskraft” i stedet for et ”virke som lærer”, hvilket er en central konkurrencestatslig markering. ”Videngrundlaget”, som det lidt grimt hedder uden ”s”, og det ledsagende meget instrumentelle forskningssyn, følger direkte af disse bestemmelser.

I UC-lovens paragraf 3 kommer der nogle uddybninger på et lidt mere specifikt niveau:

 

§3. Professionsbacheloruddannelser skal give de uddannede viden om og forståelse af fagområdernes praksis, anvendt teori og metode på et niveau, der kvalificerer til selvstændigt at kunne analysere og vurdere problemstillinger. Uddannelserne skal endvidere skabe grundlag for selvstændig refleksion over fagområdernes sammenhæng med udviklingsbaseret viden og erhvervsfunktioner.

Stk. 2. Uddannelserne skal kvalificere de uddannede til at varetage praksisnære, komplekse og udviklingsorienterede erhvervsfunktioner. Uddannelserne skal endvidere kvalificere til relevant videre uddannelse, udvikle til selvstændighed, samarbejdsevne og evne til at skabe fornyelse samt udvikle interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.

 

Her finder vi et langt mere teknisk og kompetence-baseret sprog end i loven fra 2006. Læreruddannelsen skal nu ”kvalificere de uddannede til at varetage praksisnære, komplekse og udviklingsorienterede erhvervsfunktioner”, og ”teorier skal anvendes” i ”erhvervsfunktioner”, og det har jo ikke meget med ”pædagogisk indsigt at gøre”.

Til sidst nævnes dog lidt forkølet enkelte af de klassiske værdier som ”selvstændighed” og ”aktiv medvirken i et demokratisk samfund”. Så der er stadig lidt tilbage, selvom det nu er reduceret både i kvantitet og kvalitet, dvs. til nogle få ord, som kan rode nede i bunden i en tekst, der i øvrigt sætter arbejdsmarkedet, erhvervsfunktioner og et kognitivt-administrativt vokabular i højsædet.

 

2. Bekendtgørelsen om læreruddannelsen:

Men der er mere at sige. For hvad står der nu i det, som nu er reduceret til en bekendtgørelse om læreruddannelsen, altså i det som ”ministeren har tilrettelagt”, som der står i UC-lovens §1? Jo, bekendtgørelsen angiver slet og ret følgende:

 

§1. Formålet med uddannelsen er, at den studerende gennem uddannelsen tilegner sig den viden og de færdigheder, der er forudsætningen for at kunne virke som faglig, pædagogisk og didaktisk kompetent lærer i den danske folkeskole i henhold til folkeskolens formål, jf. folkeskolelovens § 1[4].

 

Denne formulering er faktisk meget tankevækkende, fordi den splitter uddannelsen totalt ad i to modsatrettede filosofiske vektorer:

På den ene side arbejder bekendtgørelsesteksten videre i UC-lovens ånd, dvs. at man skal tilegne sig ”viden og færdigheder”, så man kan virke som ”kompetent lærer i den danske folkeskole”. Strukturen med viden, færdigheder og kompetencer løber igennem paragraffen; en struktur, der svarer til den almene Bologna-baserede diskurs, som man i løbet af 00’erne og 10’erne får indført stort set alle steder og faktisk også i folkeskolen. Den ”pædagogiske” indsigt er nu splittet op i ”faglig, pædagogisk og didaktisk”, og faktisk ender pædagogikfaget med at forsvinde helt ud af uddannelsen. En vigtig korrektion i forhold til 2006 er, at læreruddannelsen nu ikke mere skal give ” pædagogiske indsigt”, der skal fremme et ”virke som lærer” i hele fagets intellektuelle og kulturelle bredde. Nej, nu knyttes ”kompetence, viden og færdigheder” direkte an til ”folkeskolen”. Dermed lægges op til den særlige form for 1:1-struktur, som reformens fortalere argumenterer for. Dvs. at alle uddannelseselementer skal kunne knyttes funktionelt an til skolens læringsmålspraksis. Denne katastrofale konsekvens understøttes som sagt kraftigt af den overordnede UC-lov.

Men, på den anden side, er også en anden tråd i bekendtgørelsens §1, som kommer i stand i den allersidste sætning. Af en eller anden grund sættes ”viden og færdigheder” ikke i blot i relation til folkeskolens erhvervs- og kompetencekrav. Det ville ellers være oplagt, når man ser på de underliggende rapporter og på UC-lovens formål og på bekendtgørelsens øvrige vokabular. I stedet knytter man hele kvalifikationsspørgsmålet an til folkeskolens formål §1. Jeg skal ikke kunne sige, om det er en form for fejl, eller om der har siddet en gammelgrundtvigianer eller en oplyst pædagog i et af de nedre kontorer. I al fald betyder denne reference til skolens formål, at læreruddannelsen knækker midt over. Skolens formål kan nu strømme op gennem systemerne. Og det kan ske med alle de ord, som blandt andet stod i den gamle læreruddannelseslov fra 2006, som jo flugter med skolens formål, og som ellers helt var udeladt i alle de andre formuleringer

Vi har pludselig alligevel ikke med skolen som funktionelt, erhvervsrettet og kvalificerende system at gøre. Det betyder, at læreruddannelsen skal kvalificere til arbejdet med ”kundskaber, åndsfrihed, folkestyre, virkelyst, natur, kultur, handling, fantasi, demokrati, stillingtagen” og meget andet. Læreruddannelsen får dermed et delvist frihedsbrev, men prisen er en dyb splittelse. En splittelse, der f.eks. sætter sig igennem i evalueringer, hvilket jeg en gang gav et eksempel på i 2015[5].

Denne splittelse giver et handlingsrum. Man kan nu vælge: Skal man støtte sig til professionshøjskolelovens fokus på arbejdsmarkedet eller til folkeskolens formål? Indtil nu har arbejdsmarkedet en helt dominerende funktion i UC’ernes tilgang, men der er altså også angivet en anden strøm, og det er den, der tager til orde for tiden, med resterne af lovens og traditionens ord som våben.

Samlet set går vi altså fra en dannelsesorienteret læreruddannelse, hvor der er fuld overensstemmelse mellem lov og bekendtgørelse, til en instrumentel orienteret uddannelse med en indbygget splittelse.

 

2. Den politiske forligstekst fra 2012

Denne splittelse viser sig også i forligsteksten omkring læreruddannelsen[6]. Den oprindelige rapport, der lå til grund for forliget, og som var udarbejdet af landets argeste anti-pædagoger, var renset for alle former for formåls- og dannelsesdiskussioner[7]. Faget KLM blev symbolet på dette teknokratiske opgør og røg i første omgang helt ud. Det var systemteoretikeren Jens Rasmussen, der i samarbejde med Rambøll og Andreas Rasch-Christensen havde den tykke og firkantede tusch fremme, men både Antorini og den radikale minister på området, Morten Østergaard, var begejstrede.

Der rejste sig dog nærmest en folkebevægelse for at redde både KLM og dannelsesbegrebet i læreruddannelsen. På den politiske side gik DF, LA og EL sammen i et ikke helt atypisk skolepolitisk fællesskab. Disse partier sørgede for, at både KLM, skolens formål og dannelsen kom til stå ret klart i den politiske forligstekst. Forliget indeholdt dog stadig alle de tekniske formuleringer fra UC-loven og fra den underliggende rapport. Dermed kom der en splittelse ind i forliget. Vi fik en tråd, der lagde vægt på dannelse og formål, og en anden tråd, der betonede praksisnærhed, kvalifikationer, erhvervsrettethed og 1:1 relation mellem læreruddannelse og folkeskole. Det var den sidste tråd som udgjorde reformens ånd, men den første tråd kom altså trods alt med som en slags sukker.

Ser man på den endelige lovtekst er det tankevækkende, hvor lidt denne dobbelthed fra forligsteksten fylder. Jeg ved det ikke helt, men måske er tilføjelsen i bekendtgørelsens stk. 2 om ikke blot at rette læreruddannelse mod skolens funktion, men også mod skolens formål, et resultat af forligsteksten? Nede i fagbeskrivelser dukker dannelsesbegrebet også op rundt omkring i en underlig teknisk og ukoordineret rodebutik. Det er skrækkelig læsning med store konsekvenser, hvilket jeg har uddybet i linket til note 5.

Så forliget er kappet midt over, selvom selve den pædagogiske struktur bader i konkurrencestatsligt vokabular. Men trods alt er der altså stadig nogle få muligheder for at gøre dannelse, formål og pædagogik gældende i læreruddannelsen, men det bliver uden egentlig myndighed og sans for landets pædagogiske tradition, eftersom man har underlagt sig læringsmål, kvalifikationsstrukturer og erhvervsrettethed i den overordnede paragraf i UC-loven og mange andre steder.

 

3. Konklusioner

Jeg har forsøgt at sammenfatte diskussionen i denne tabel (undskyld den rodede opsætning. Jeg kan ikke få teknikken til at makke ret):

 

Læreruddannelse   Folkeskole	Teknisk	Dannelse
Teknisk	Kvalifikationer til Arbejdsmarkedet, 1:1-læringssystemet (baggrundsrapport, uc-lov) (Jens Rasmussens model)	Pædagogisk virke knyttet til evidensbaserede metoder (von Oettingens model?)
Dannelse	Professionshøjskoler knyttes til skolens formål (forligstekst) (når UC’erne taler med dobbelt tunge)	Spøgsmålstegn???

 

Hermed lægges op til en undersøgelse af den nærmere karakter af det felt, hvor jeg har sat spørgsmålstegn; dvs. det område, hvor læreruddannelsens egentlige formål, som det findes i 2006-ånden, knyttes an til skolens egentlige formål i det, man kunne kalde for en national dannelses- og skoletradition.

Spørgsmålet er altså, om man i stedet for en teknisk forbindelse mellem læreruddannelse og folkeskole kan genskabe en dannelsesmæssig forbindelse?

Dette spørgsmål angår sammenhængen mellem skolens og lærerens liv og formål. Det er den grundlæggende strøm og vævning, hvis vekselvirkning angår skolens, lærerens og landets inderste væsen og essens, og som indoptager elementer fra både den oprindelige læreruddannelses formålsbestemmelser og fra skolens eget formål i en genreflekteret forening. Det vil være en overvejelse over pædagogikkens ontologiske funktion og dens sammenhæng med de nationale og globale strømninger og problemstillinger, som virker så kraftigt på for tiden. Det vil være en refleksion, som alle kan bidrage til, men som er fuldstændig fremmed for teknikerne i det, jeg ved andre lejligheder har kaldt ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”, som desværre har haft en nærmest enerådende indflydelse på både læreruddannelses- og skolereform siden midten af 00’erne.

 

Noter:

[1] Se læreruddannelseslov fra 2006: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25113

[2] Se bekendtgørelse fra 1998, som er den, jeg har kunnet finde: https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=87520

[3] Se Lov om professionshøjskoler: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=164459

[4] Se bekendtgørelsen om læreruddannelsen: https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=174218

[5] Eksempel på splittetheden i 2012-uddannelsen, når der skal evalueres: http://www.thomasaastruproemer.dk/kritik-af-jens-rasmussens-undersoegelse-af-laereruddannelsen.html

[6] Se den politiske forligstekst her: http://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/reform-af-laereruddannelsen/reform-af-laereruddannelsen.pdf

[7] Se baggrundsrapporten fra 2012 her: http://ufm.dk/publikationer/2012/deregulering-og-internationalisering-evaluering-og-anbefalinger-om-laereruddannelsen-af-2006