Forholdet mellem den danske Magtelite og Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)

I de seneste år har jeg arbejdet med at kortlægge de teoretiske og empiriske sider af det, jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). I 2014 skrev jeg det første essay, i 2015 udkom der et ”DPO del 2” (Rømer 2015a og 2015b), og jeg er i fuld gang med at samle empirisk materiale til en 3’er.

Her i 2015 er der kommet en ny udgivelse, nemlig bogen ”Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet” (ME), som er skrevet af sociologerne Anton Grau Larsen, Christoph Ellersgaard og Markus Bernsen (LEB). Bogen bygger på forfatternes ph.d.-afhandlinger, og man kan læse meget mere om projektet på hjemmesiden www. magtelite.dk.

LEB beskriver et netværk, som vedrører den nationale politik i bred forstand, hvor folk møder hinanden på tværs af sektorer. Forfatterne har fundet et magtpolitisk netværk på 423 personer, som af mange forskellige kanaler har allermest indflydelse i landet. Vi får at vide, hvilke relationer medlemmerne af eliten har, hvilke bestyrelser de sidder i, og hvordan de tænker; ja, sågar hvor de bor, hvordan de går klædt, og hvilke fritidsaktiviteter de dyrker. Det er en detaljeret sociologisk undersøgelse af magtens tilstand i Danmark. Det er et stort og vigtigt arbejde, hvis resultater i parentes bemærket korrigerer resultatet af en række tidligere magtudredninger, hvor det elitære aspekt af dansk politik var mindre udtalt.

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke har noget imod eliter, nærmest tværtimod. Samfundet har faktisk brug for eliter i mange sammenhænge. Desuden er der formodentlig en vis sociologisk lovmæssighed indbygget, så ethvert samfund, selv de mest demokratiske, i næsten alle dets sociale processer skaber deres egne eliter. Jeg har i al fald ikke kendskab til undtagelser. Men netop derfor er det naturligvis også meget vigtigt at undersøge de konkrete eliters karakter, sammensætning og ideologi samt deres relation til samfundets folkelige processer. Og det er noget af det, der foregår, både i LEB’s bog og i DPO-teksterne.

(Nu er begreberne ”elite” og ”oligarki” jo stærkt overlappende, og i slutningen af ME er der da også en grundig og meget interessant reference til Jeffrey Winters bog ”Oligarchy”, 2011, som jeg hermed videregiver (Winters 2011).

Det er oplagt, at der er grund til at kigge nærmere på sammenhængen mellem de to undersøgelser, dvs. hvordan DPO’s sektornetværk forbinder sig med den nationale Magtelite. Her er det, jeg foreløbig har lagt mærke til:

 

1. Ideologien: Konkurrencestaten

På den ideologiske front er Magteliten kendetegnet ved en form for tavs enhed, som udsletter politiske forskelle. Hvis man er for kritisk i sin argumentation marginaliseres man. Det gælder f.eks. for FOA-formanden Dennis Kristensen og økonomen Christen Sørensen. I Magteliten tvinges man så at sige til at opretholde en form for ideologisk tavshed. Denne nednormering af normativitet kender vi i høj grad til i DPO, hvor ”normativitet” nærmest er et skældsord, hvilket også skyldes den stærke systemteoretiske prægning af DPO.

Der er dog én enkelt ideologisk markering, som ifølge LEB især knytter sig til de forholdsvis få politikere, som er med i Magteliten; politikere som i sagens natur overvejende tilhører centrum-venstre, der var regeringsbærende, da undersøgelsen blev gennemført. Det hedder følgende om ”den ideologiske kerne” i Magteliten:

”De 35 politikere i eliten lader da også til at være nogenlunde enige om en ideologisk kerne, selvom de kommer fra forskellige partier. EU er en del af kernen, det samme er en forestilling om ’konkurrencestaten’. Politikerne i eliten mener, at velfærdsstaten, som vi kender den, er døende, og at højeste prioritet er at ruste befolkningen på at klare sig bedre i den globale konkurrence med andre lande” (ME, s.87). (min kursiv, TAR)

Det der med EU lader jeg ligge, selvom der faktisk er nogle interessante forbindelser. Det tankevækkende i forhold til DPO er nemlig primært det ideologiske fokus på ”forestillingen om konkurrencestaten”. Denne ”forestilling” er ifølge LEB simpelthen Magtelitens politiske ideologi. Man kan godt sige, at “forestillingen om konkurrencestaten” udgør Danmarks ideologi, landets politiske sprog. Jeg understreger det ideologiske, fordi man inden for DPO finder samme opslugthed af ”forestillingen om konkurrencestaten”. I DPO taler man dog ikke om en ”forestilling”, men simpelthen bare om ”konkurrencestaten” slet og ret. Konkurrencestaten er i DPO-kredse et objekt, der udiskuterbart findes, og som helt kortslutter den politologiske pluralisme, som bør kendetegne en seriøs diskussion af forholdet mellem politik og pædagogik. Faktisk vil jeg tro, at det meste af Magteliten har samme grundsyn, altså at ”konkurrencestaten” ikke er en ”forestilling”, men en form for entydig og monopolitisk realitet. Men uanset om vi taler om forestilling eller realitet, så er ”konkurrencestaten” den centrale kategori i både Magteliten og DPO.

At tale om konkurrencestaten som en “ideologisk” markør er nærmest paradoksalt, eftersom konkurrencestaten simpelthen lever på at nednormere og omdirigere normative begreber som demokrati og dannelse til tidligere statsformer. I stedet sættes en streng instrumentel og økonomisk diskurs, og på den måde får vi jo en ”antinormativ normativitet”; det som også kaldes for ”nødvendighedens politik”. I DPO hedder dette fænomen “metodisk anti-humanisme”.

Jeg vender tilbage til det ideologiske overlap mellem DPO og Magteliten nedenfor, men konstaterer i første omgang blot, at udtrykket ”konkurrencestat” er en form for identitetsmarkør; en ideologisk billet, der kan udvikle oligarkiske relationer i samfundet. Og udover EU er der vel at mærke ikke andre markører. Der er ingen billetter fra den grundtvigske tradition, fra socialismen, fra litterære miljøer eller fra samfundsvidenskabelige tilgange. Der er ingen ”præster og biskopper” som det hedder (s.98). Der er konkurrencestaten og kun konkurrencestaten, eller tilstødende begreber som ”den globale økonomi”. Igennem netværkene i Magteliten og DPO strømmer der en helt særlig ideologi, en rækkefølge af sætninger, der gør DPO særlig velegnet til at være det pædagogiske sektornetværk, der skal reproducere den nationale magtelites magt.

Til sidst i dette blog-indlæg vil jeg reflekterer lidt over det forhold, at samtidig med, at konkurrencestaten er den dominerende ideologi, så er der på det seneste kommet en tilbøjelighed til, at folk fra Magteliten bagateliserer selvsamme ideologi, som dermed jo bliver en form for “tavs larm”.

Der er ikke andre normative interesser i Magteliten.

 

2. Personerne

Det var det ideologiske. Så er der spørgsmålet om personer. Er der et personsammenfald mellem Magteliten for hele Danmark og DPO? Ja, det er der i høj grad. Her er mine observationer (parenteser angiver personernes placering på Magtelite-listen):

 

a.

Daværende undervisningsminister, Christine Antorini, er en af de højst rangerede landspolitikere på listen (231), faktisk kun overgået af erhvervsminister Ole Sohn (174) og statsminister Helle Thorning Schmidt (209). Bjarne Corydon kommer lige efter (258).

En del af Centrum-venstres centrale organer, især Antorini, er både med i DPO og i Magteliten, centreret omkring ”forestillingen” om konkurrencestaten. Antorini er desuden centralt placeret i en af de såkaldte VL-grupper, som er en række små elitære netværk. Her sidder hun blandt andet sammen med erhvervsmanden Fritz Schur, som er tæt på kongehuset og som har mange sociale funktioner i Magteliten. De to ”drikker champagne i Klampenborg”, som det hedder. Antorini spiller selvsagt en central rolle i DPO, og hendes og Corydons ensporede begejstring for konkurrencestaten er veldokumenteret, både i en fælles kronik fra 2013, og senest i Antorinis kronik i Politiken i forrige uge om forholdet mellem global konkurrence og folkeskolen, der følger både DPO’s og Magtelitens ideologiske spor til mindste detalje. Veldokumenteret er også Antorinis opgør med de folkelige traditioner og hendes tilslutning til systemteoretisk teori i forbindelse med hendes skifte fra SF til Socialdemokraterne i sin tid.

En kort note angående Ole Sohn, som jo også er højt placeret: Jeg ved det ikke, men ud af den måde, hvorpå Ole Sohn (174) i sin ministertid talte om politiske emner, kan jeg ikke forestille mig andet, end at han stort set tilslutter sig Centrum-venstres ideologi. Det forstærkes også af Sohns bevægelse fra formand for DKP, over SF til nu Socialdemokratiet; en bevægelse, som faktisk i hovedtræk følger sporet fra konkurrencestatsbegrebets teoretikere selv.

Endelig vil jeg nævne Antorinis førende embedsmand i Undervisningsministeriet, Jesper Fisker, som er nr. 474, og altså er en pænt placeret embedsmand, selvom han dog ligger klart under finansministeriets folk..

 

b.

Nr. 4 på Magtelitens liste er Lars Goldschmidt (4). Goldschmidt er simpelthen i 2012-13, hvor undersøgelsen er lavet, en af de absolut mest magtfulde personer i landet. Han er også yderst centralt placeret i DPO. Goldschmidt er f.eks. formand for Antorinis ”Ny Nordisk Skole”, som spillede en central rolle i skolereformens idepolitiske grundlag, og han er med i DEA’s ungdomsuddannelseskommission, som i overensstemmelse med den gældende ideologi ikke har den mindste sans for den almendannende side af gymnasiet.

Goldschmidt er også blandt ildsjælene, når det kommer til ”konkurrencestaten”. Det kan man læse/høre om blandt andet i Højskolebladet og på Folkemødet i Allinge, hvilket alt sammen fremgår af DPO-teksterne. Det er også Goldschmidt, der kalder lærere for ”duracell-kaniner”, og som, når han endelig nævner Humaniora, taler om åndsvidenskaben som et ”onaniprojekt”. Goldschmidt er simpelthen indbegrebet af en konkurrencestats-ingeniør. Han har desuden skrevet en række indflydelsesrige bøger sammen med Antorini. Her markerede Antorini og Goldschmidt sammen med debattøren, Lars Olsen, allerede i 00’erne deres tilslutning til det ”ny venstre”, som de gav nogle kraftige konkurrencestatslige markører. Lars Olsen er også vigtig for DPO, men jeg er lidt i tvivl om hans placering i Magteliten. Han er i al fald ikke på hovedlisten. I dag er Goldschmidt folketingskandidat for Socialdemokraterne, så han er stadig tæt på centrum-venstres ideologiske kerne.

Goldschmidt er derfor en slags krone på sammenhængen mellem DPO og Magteliten. Sammen med Antorini forbinder han de to netværk og trækker derved en masse andre med i det ideologiske og magtpolitiske kølvand. LEB har fin sans for dette samspil, f.eks. i:

”Lars Goldschmidt er uddannet kemiingeniør og har skrevet debatbøger med blandt andre Henrkik Dahl og Christine Antorini (nr. 231), der på det tidspunkt var SF’er. Senere blev Goldschmidt blandt andet direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, og da ingeniørerne fusionerede med Dansk Industri, blev han her direktør med fokus på uddannelse. Gennem Dansk industri kunne han igen netværke med Christine Antorini, der i mellemtiden blev først uddannelsesordfører og så socialdemokratisk uddannelsesminister”. (s.123)

 

c.

Så er der Bjarne Corydon (258), som har haft en central rolle i spillet om skolereformen. Han ligger egentlig overraskende lavt, men måske understøttes hans indflydelse på den mere ideologiske front, som LEB ikke har så meget med om, samt af Finansministeriet selv og dets forbindelser ud i den økonomiske diskurs. F.eks hedder det:

”Det fortæller noget om Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet, at den har hele tre repræsentanter i eliten…. Faktisk har alle de øvrige embedsmænd i eliten noget med økonomisk politik at gøre.”, s.95.

Corydon har dog ifølge forfatternes kilder et tæt forhold til Karsten Dybvad (nr.24), der oprindelig var socialdemokrat og LO-økonom, men som senere blev departementschef i både Finans- og Statsministeriet.

Corydon er sammen med Goldschmidt den mest ideologiske af konkurrencestatsforkæmperne, fordi han refererer direkte til Ove Kaj Pedersen, der jo er den egentlige dominerende konkurrencestatsideolog herhjemme. Det er efter min mening derfor, at Corydon får en særlig form for ideologisk magt.

Det er faktisk lidt mærkeligt, at Ove Kaj Pedersen ikke er med på listen, men måske er hans magt på et andet og mere ideologisk niveau, som LEB ikke rigtigt har kunnet registrere, fordi de har fokuseret på synlige medlemskaber af råd, kommissioner mm. Det peger efter min opfattelse på en form for mangel i analysen. Sammenhængen mellem magtanalysen og landets intellektuelle liv er simpelthen underbetonet. Når man konkluderer, som man jo gør, at Magtelitens centrale ideologiske vektor er ”forestillingen om konkurrencestaten”, så er en del af en fuld undersøgelse af magten at undersøge, hvor denne ”forestilling” kommer fra, og hvordan den forgrener sig, hvorved helt andre navne kommer i sving. Men man kan jo ikke gøre det hele på en gang, og det er så her, at de idehistoriske og videnssociologiske analyser må supplere.

Bliver vi et øjeblik ved Corydon, er der i bogen en rubrik, der kaldes ”Direktørfabrikken Mckinsey”. Her beskrives det, hvordan Corydon og det amerikanske konsulentvirksomhed Mckinsey, der kaldes ”the dangerous company”, er tæt forbundet med implementeringen af folkeskolereformen og mange andre sider af netværket.

 

d.

Det næste sammenfald vedrører professionshøjskolerne. Det drejer sig især om rektor for Metropol, Stefan Hermann (39), der ligger overraskende højt. Hermann står centralt i DPO på grund af sin aktive ideologiske medvirken i kronikker og konferencer, og via sin deltagelse i mange forskellige kommissioner og udvalg. Hermanns pædagogiske synspunkter består, med et post-strukturalistisk udgangspunkt, af en blanding af læringsmåls- og datastyring og en øget administrativ magt over uddannelserne, hvilket falder i fin tråd med den dominerende filosofi. Desuden er han mig bekendt tæt på Corydon, der jo er helt ekset i konkurrencestats-”forestillingen”. Hermann får dog også ind imellem en oplysningsfilosofisk opvågnen. Herman er en af de få muligheder for en kritisk passage ind i DPO og dermed også i Magteliten, men han er også et eksempel på den pudsige kobling af Foucault og elite, som man finder så mange steder i DPO’s omegn.

Lidt mere i parentes har vi også en anden professionshøjskole-rektor, nemlig Laust Joen-Jakobsen (162) fra UCC, som også figurerer i det ene og det andet udvalg, dog uden nogen særlig pædagogisk/ideologisk profil. Han følger simpelthen bare med i Magtelitens og DPO’s fælles konkurrencestatshorisont. Så vidt jeg kan se, er de øvrige professionshøjskolerektorer ikke repræsenteret.

 

e.

Så er der forskningsområdet og tænketankene:

Den eneste deciderede pædagogiske forsker på hovedlisten er professor Niels Egelund (240). Egelund stod centralt i 00’ernes opgør med dannelse og reformpædagogik, og var i mange år med i Skolerådet og formand for Pisa-DK, hvor evaluerings- og økonomi-“horisonten” var nærmest enerådende. I dag er han f.eks. med i DEA’s ungdomsuddannelseskommission, hvor også Goldschmidt og Hermann sidder.

Det var Egelund, som på toppen af sin indflydelse i 2010 sagde: ”Internationalt, så er det altså økonomer, der oftest sidder på området. Og uddannelseforsker, hvad fanden er det?” (d. 10. juni 2010 i Information)

Det er det jeg mener med “horisont”.

Derudover er professor Lars Qvortrup placeret lidt uden for hovedlisten som nr. 691. Qvortrup spiller en central rolle i DPO og er altså den næstmest indflydelsesrige uddannelsesforsker i landet. Mon ikke han her i 2015 ville være fuldt medlem? Det tror jeg.

Derudover er der tænketanken DEA, hvis ekstremt arbejdsmarkedsorienterede horisont har fået stor indflydelse på især ungdomsuddannelserne herhjemme. Her er direktør Stina Vrang Elias (218) pænt placeret.

Jeg bør også nævne økonomen Jørgen Søndergaard (45), som har spillet en betydelig rolle i en række kommissioner og udvalg. Søndergaard var formand for Skolerådet, hvor Egelund jo også sad. Det var derfor ham, der skulle lave et 360 graders eftersyn af skolen under den første Løkke Rasmussen-regering. Desværre fik vi i stedet et 5% eftersyn i, fordi horisonten var som den var.

I dag har Skolerådet skiftet navn til det karakteristiske ”Rådet for børns læring”. Her sidder en række DPO-folk, blandt andet Stefan Herman og SFI-direktør Agi Csonka (247). Sidstnævnte sidder også efterhånden i en væld af DPO-grupperinger, blandt andet Ny Nordisk Skole-netværket.

(Der er også kredsen omkring Ugebrevet Mandag Morgen og Rambøll-instituttet, der jo også skriver om uddannelsespolitiske emner, og som deltager i diverse evalueringer og udredninger (f.eks. om læreruddannelsen). Jeg venter lidt med at skrive om det, fordi der er nogle ting, jeg er lidt i tvivl om).

 

f.

Måske bør man også nævne Kommunernes Landsforening, der som organisation også er velrepræsenteret. Det siger jeg, fordi denne organisation, med skiftende hold, står for noget af det ringeste pædagogiske materiale i mands minde. KL’s tankegang præger, via et tæt samarbejde med en række DPO-folk, den kommunale sektor og dermed skolerne dybt.

 

g.

Endelig er der formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, som er nr. 81 på listen. Bondo må på sin vis være verdens største undtagelse, fordi han for tiden taler konkurrencestaten midt imod. Men det gjorde han ikke i 2012, hvor Danmarks Lærerforening tværtimod var med i formandsskabet for Antorinis Ny Nordisk Skole. Jeg tror, at Bondo ville sive ud af Magteliten i dag, selvom jeg ikke håber det. Han er blevet for åbenhjertig.

 

h.

Der er også nogle, der ikke er med. Først og fremmest Ove Kaj Pedersen, men hans fravær har jeg jo kommenteret ovenfor. Derudover er der en række sektorspecifikke aktører for det pædagogiske felt, især Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, som ikke er på hovedlisten.

Både Rasch-Christensen og Rasmussen sidder jo i utallige sektorspecifikke råd og udvalg, men ifølge LEB har disse udvalg ikke været en del af datagrundlaget for udarbejdelsen af Magtelite-listen. De to DPO-folk går simpelthen under undersøgelsens radar, fordi deres indflydelse er for sektorspecifik.

I mine egne essays om DPO har jeg beskrevet, hvordan både Rasmussen, Rasch-Christensen og mange andre via uddannelsessektorens råd og udvalg kobler sig på Magtelite-listens personer og grupperinger på mange forskellige organisatoriske og ideologiske måder.

 

3. Et teknisk-økonomisk herredømme

a.

Der er en pointe fra LEB’s bog, som jeg har tænkt lidt over, og som måske kan forklare den særlige danske version af dannelsesopgøret, som vi er vidne til inden for pædagogikken. Det drejer sig om nogle formuleringer på s. 46-48, hvor forfatterne sammenligner eliternes uddannelse i Danmark, Frankrig og Tyskland. Her står der f.eks.:

”Hvor tyske ledere bliver skolet i den akademiske verden med dens teorier og argumenter, og de franske studerer til at blive karismatiske verdensmænd, så er deres danske kolleger ofte formet af nogle mere jordnære værdier”. (s. 46)

Nu er det jo fint nok med ”jordnære værdier”, som der står, men hvis de hviler på et opgør med ”jorden” selv, dvs. dansk tradition, og hvis man dertil ikke rigtigt kommer i kontakt med de europæiske – her de tyske og franske – dannelsesidealer, så går det hele jo i stå, og landet lukker sig om sig selv.

Denne særlige lukning bevirker ifølge LEB en form for økonomisk struktureret indsnævring i den danske elites horisont og i dens europæiske status; en slags smal ”økonomisk patriotisme”, kunne man sige, for nu at bruge et af konkurrencestatsteoriens udtryk. Den danske elite kommer til at mangle både nationalt og globalt udsyn og interesse, hvilket også har sat sig i hele skoletænkningen, hvor det ”globale” som regel reduceres til ”den globale konkurrence”, som de små pus jo skal trimmes til. Jo mere man taler om “det globale”, jo mindre forstår man ved det. Det er faktisk paradoksalt.

Den primære interesse for Magtelitens netværk ser ud til at være at løbe marathonløb. Man kan, i modsætning til tidligere, kende en person fra eliten på, at han er tynd.

 

b.

I kapitel 4 fremgår det, at de fleste personer i eliten er DJØF’ere, dvs. økonomer, jurister og politologer. Det er dog især er den økonomiske fagkompetence, der er i spil. Næsten alle de 24 professorer på listen er økonomer: ”Jura og statskundskab kommer ikke i nærheden”, og ”ikke en eneste af de 24 professorer i eliten er humanist”, hedder det (s.142). Magteliten er simpelthen knyttet til økonomien, og endda bestemte skoler inden for den økonomiske videnskab. Når politologien kommer ind i billedet er det derfor også kun i sin politisk-økonomiske variant, nemlig som “konkurrencestaten”, der på sin vis netop er et opgør med ”det politiske”.

En del andre i netværket er også økonomer, og der er også en del ingeniører, f.eks. Lars Goldschmidt. Der er åbenbart en eller anden form for ubesværethed over forbindelsen mellem konkurrencestat og vores tekniske professioner. Vi får med andre ord et økonomisk-teknisk regime uden det mindste humanistiske eller kritiske tilsnit. Et regime, der drejer sig om en snæver økonomisk begrundet nationalisme under konkurrencestatens begrebsmæssige herredømme. Et herredømme som faktisk forsimpler både det globale og det nationale.

 

5. En lille note

Jeg har registreret en forskel mellem de folk, der er med i Magteliten, og dem, der kun er med i DPO, men jeg ved ikke hvor meget, det betyder.

Forskellen er, at mange af de rene DPO-folk ikke skelner mellem kritik og krænkelse, og derfor klager i tide og utide over alt muligt, hvilket er udførligt dokumenteret i DPO-2. Men folk, der har en mere fast tilknytning til Magteliten, er derimod tilsyneladende mindre tilbøjelige til at klage.

Denne forskel i adfærd kan have noget at gøre med DPO’s særlige forhold til åndsfrihed og kritik, hvilket skyldes den stærke systemteoretiske lukning af sektorens horisont. Men det kan også være en tilfældighed eller mit egen manglende kendskab til sager inden for de andre sektorer.

Eller måske føler folk fra selve Magteliten sig blot så sikre i sadlen, at de ikke rigtig behøver at gøre noget som helst, når de nedre lag af ”folket” diskuterer det ene og det andet. Et velkonsolideret oligarki er ikke så nervøs for lidt strid i de nedre regioner. Det er måske denne ”rummelighed”, der kommer til udtryk, når mange fra Magteliten siger, at det der med ”konkurrencestaten” er stærkt overdrevet – bare et ”lille ord”, som Helle Thorning Schmidt udtrykte det – selvom ”forestillingen om konkurrencestaten” jo altså udgør Magtelitens ”ideologiske kerne”. Den slags ”rummelighed” kan man f.eks. hører i forskellige versioner fra Antorini, Hermann og Marianne Jelved (839), og nu er Lars Qvortrup og Jens Rasmussen også begyndt med det, f.eks. i sidste uges kronik i Politiken, hvilket måske er et tegn på, at de er tættere på Magteliten nu, end de var i 2013.

Den antinormative normativitet refererer derfor til en ideologi, som ikke vil erklære sig selv. Måske er det derfor, at pædagogikken er overmandet af så meget teknisk tristesse.

 

Referencer:

Magteliteprojektets hjemmeside: http://www.magtelite.dk/ (her kan man også se ME-listen)

Larsen. A.G. & Ellersgaard, C. & Bernsen, M. (2015): Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet, København: Politikens Forlag: https://politikensforlag.dk/magteliten/t-38/9788740018004

Rømer, T.A. (2015a). ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)”, i Rømer, TA.: Pædagogikkens to verdener, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag. Findes også i en tidligere version som blogindlæg på www.thomasaastruproemer.dk: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html

Rømer, T.A. (2015b). ”Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2”, blogindlæg på www.thomasaastruproemer.dk: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo-del-2.html

Winters, J.A. (2011). Oligarchy, Cambridge: Cambridge University Press.

 

 

 

 

2 tanker om "Forholdet mellem den danske Magtelite og Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)"

  1. De omtalte vil formodentlig afskrive bogen som “konspirationsteori”, men meget tyder i alle fald på, at magten i Danmark har lukket sig omkring de teknisk-økonomiske visioner og dermed blændet sig selv for de mennesker, de involverer. Jeg tror faktisk efterhånden på, at de bliver oprigtigt overraskede, når de oplever, at den folkelige modstand ikke aftager med tiden. Der er – billedligt talt – grænser for, hvor lang tid, man kan føre et menneske i en retning med armen vredet rundt.

Skriv en kommentar