Forskningsfrihed på Aarhus Universitet?

Aarhus Universitet er for tiden i vælten for universitetets håndtering af forskningsfriheden. De fleste sager handler om armslængdeprincip og metodefrihed i forbindelse med forskellige former for rekvireret forskning. Især Dagbladet Information og professor Heine Andersen har været aktive med et grave relevante historier frem. De fleste gange retter universitets velmenende rektor, som kom til roret i 2014, ind efter kritikken, f.eks. i sagen om de dobbelte mundkurve og i den aktuelle såkaldte kød-sag.

Ser man på Aarhus Universitets officielle politik er der også gode takter. På universitetets hjemmeside om emnet understreges både forsknings- og ytringsfrihedens centrale betydning og funktion, så længe det vel at mærke foregår ”inden for universitetets forskningsstrategiske rammer”, som der står. Men eftersom den centralt formulerede ”strategi” i Aarhus – i modsætning til på SDU’s verdensmålsuniversitet – ikke er særlig indholdsbestemt, så gør det jo ikke noget.

Men der er alligevel noget galt. Jeg har nu været ansat på universitetet i snart 12 år, og jeg kan berette om et konstant pres mod forsknings- og ytringsfriheden, et pres som på forskellige måder støttes og orkestreres af ledelsesniveauerne inden for mit videnskabelige felt, som er humaniora og især pædagogik.

Her er min beretning fra 12 år i forsknings-ufrihedens mørkeland, hvor hver eneste frie ytring efterhånden er blevet en kamp for samvittighed, faglighed og videnskab, ledsaget af konstant nervøsitet ved universitetets forsøg på kontrol. Mange af de ni sager, jeg vil omtale, har jeg erfaret på egen krop, og en del af sagerne optræder også i Heine Andersens indflydelsesrige bog ”Forskningsfrihed” fra 2017, som jeg løbende refererer til:

Jeg blev ansat som pædagogisk filosof på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) i 2008, i samme måned som det indtil da selvstændige DPU fusionerede med Aarhus Universitet. Dermed blev DPU omdannet til et fakultet med en dekan. I dag er DPU et institut under fakultetet Arts. Organisationsændringerne kom som storme mellem 2008 og 2016.

 

1. Den første sag:

DPU’s nye dekan, systemteoretikeren Lars Qvortrup, var begejstret tilhænger af de tanker, der senere blev til skolereformens opgør med dannelse, den såkaldte ”læringsrevolution”. I 2010 forsøgte Qvortrup at nedlægge DPUs filosofiske uddannelse. Han ville erstatte den med en uddannelse i en helt specifik lokal retning, som kaldes ”socialanalytik”. Det var store protester, så forslaget blev trukket tilbage. I stedet forsøgte Qvortrup – ved hjælp af en fremtrædende ”socialanalytiker” – at afskedige tre filosoffer, fordi deres forskning ikke havde ”relevans”, som det hed. Vi var mange, der sad og ventede på fyringsmail, mens vi spekulerede på, hvad ”relevans” mon betød i den nye reformideologi? Tre filosoffer – folk med interesse for Løgstrup, kritisk teori og tysk idealisme – blev varslet til afskedigelse. Igen kom der, anført af filosoffen og teologen Peter Kemp, en storm af protester. Hele ledelsesstrengen forsvarede Qvortrups og socialanalytikkens aktion, men igen måtte han trække i land og aflyse fyringerne. Kort tid efter forlod han universitetet. Efter den sag spøgte ”relevansen” i alle selvstændige pædagogiske spørgsmål. Sagen er grundigt omtalt i Heine Andersens bog. I 2014 var der i parentes bemærket fyringsrunde igen, denne gang på hele universitetet. Den nye ledelse skulle spare 200 mio. kr. Igen tænkte jeg på, om min forskning mon var ”relevant”?

 

2. Den anden sag:

I 2011 ville universitetets OECD-inspirerede ledelse reorganisere universitetet. Der blev bestilt en konsulentrapport, mens nysproget føg omkring os. Ledelsen besluttede sig for at tvangsforflytte velfungerende forskningsmiljøer i børnelitteratur og IT-pædagogik fra København til Aarhus. Bare sådan uden videre og med decideret løsagtige henvisninger til økonomi og synergier. Jeg blev inviteret til kaffe hos rektor, som fortalte om at ”commute” til Paris. Mange blev nervøse for flere pludselige konsulentbegrundede synergiske indfald, både til og fra Aarhus. Også denne sag var i pressen.

 

3. Den tredje sag:

I 2012 rullede den store skandale om den tyske musikprofessor Linda Maria Koldau, en sag som i dag er tabu på universitetet. Koldau kritiserede et åbenbart meget småtskåret musikvidenskabeligt miljø og blev frosset ud på det skammeligste. Det kom så vidt, at den daværende dekan for humaniora slet og ret pålagde Koldau at droppe et bestemt fagligt syn på musikhistorien. Alt det kan man læse om i Koldaus fremragende bog ”Jante Universitetet” fra 2013, som her seks år efter stadig afventer et svar fra universitetet. Jeg forsøgte mig med en anmeldelse i universitetets avis, men det var ikke velkomment. Efterfølgende blev Koldau tvunget ud. Siden var alt tavshed. Måske fordi to centralt placerede folk fra dengang senere blev henholdsvis dekan og prodekan for fakultetet Arts? Den frie videnskabskvinde måtte gå, mens hendes uvenner blev forfremmet.

 

4. Den fjerde sag:

Fra 2009 til 2012 havde jeg en blog på hjemmesiden www.Folkeskolen.dk. Her kritiserede jeg nogle af de folk, der fagligt set understøttede skolereformens begrebssæt, heriblandt professor Jens Rasmussen, som ligger fagligt helt tæt på Lars Qvortrup. I forlængelse heraf lancerede jeg i 2014 tesen om ”Danmarks pædagogiske oligarki”, som senere kom til at udgøre en central reference i min bog ”Pædagogikkens to verdener” fra Aalborg Universitetsforlag. Det var – hvis jeg skal sige det selv – en vigtig kritik i de år, hvor skolereformens læringssyn for alvor radikaliseredes, netop med Qvortrup og Rasmussen som intellektuelle og magtfulde bannerførere. Men Rasmussen svarede ikke på den pågældende hjemmeside. I stedet klagede han i 2014 over mine indlæg til Lars Qvortrups efterfølger som institutleder, Hanne Løngreen. Rasmussen mente, at der var tale om ”ærekrænkelse” og ”mobning”, og han anklagede mig for ”løgn, fordrejning og demagogi”. Jeg blev indkaldt til samtale med bisidder, men uden at få at vide hvad sagen drejede sig om. Efter hårdt pres over en hel uge fik jeg omsider at vide, at mødet helt overordnet set handlede om universitetets ”mobbepolitik”, men jeg blev ikke orienteret om den vilde klageskrivelse før på selve mødet. I stedet læste jeg op fra erklæring, som jeg havde forberedt hjemmefra. Hele tre uger efter mødet blev alle klager frafaldet. Men der var ingen beklagelse eller begrundelse, og jeg havde lært endnu virkelig dårlig lektie om pædagogisk magt og om forskningsfrihedens tilstand på mit universitet.

 

5. Den femte sag:

I 2014 blev der opslået et alment professorat i pædagogik under den tidligere institutledelse. Efter fuld proces blev professoratet i februar 2015 givet til dannelsesfilosoffen Alexander von Oettingen. Claus Holm, som i sin tid støttede Qvortrups fyringer, var i mellemtiden blevet leder, og der var også kommet ny dekan, Johnny Laursen. Men få dage efter, at von Oettingen havde fået tilbudt stillingen, trak den helt nye institutleder og hans næsten ligeså nye dekan uden videre stillingen tilbage. Det var i sagens natur moralsk angribeligt, men jo også et fagligt angreb på pædagogikken som sådan. Institutlederens henviste til DPU’s nye strategi, som er ren globaliseret anti-dannelse. Få uger efter – altså i foråret 2015 – slog ledelsen nogle strategiske og rent interne MSO-professorater op med et meget afgrænset indhold, som slet ikke indeholdt det almene professorats kundskabsambitioner. Forhåbentlig er von Oettingen rasende. Det er oprør over sagen i lærerkredse, som nu savner en professor, men universitetet er tavst. Sagen var omtalt på www.folkeskolen.dk.

 

6. Den sjette sag:

I februar 2015 overhørte jeg en forelæsning af Lars Qvortrup, hvor han gik i kraftfuldt i rette med Svend Brinkmanns, Lene Tanggaards og mit eget arbejde med begrebet ”uren pædagogik”, som vi har redigeret og skrevet tre store antologier om. Jeg skrev efterfølgende om forelæsningen på Facebook. Det blev Qvortrup utilfreds med, men i stedet for at kommentere indlægget på tråden eller andre steder, klagede han til min afdelingsleder, som prompte tog klagen til efterretning og orienterede universitetets øvrige ledelse. Først efter kraftig indgriben fra Dansk Magisterforening, måtte afdelingsledelsen korrigere. Jeg hørte aldrig fra dekan eller rektor, selvom de jo var gjort bekendt med sagen. Denne episode er også nævnt i Heine Andersens bog.

 

7. Den syvende sag:

Allerede i april 2015 var den gal igen. Jeg havde skrevet en faglig kritik af to forskere på DPU, som jeg vel at mærke aldrig havde mødt personligt. Jeg orienterede dem om min kritik via en venlig mail. Men der kom intet fagligt svar fra forskerne, kun en officiel klage to uger senere, hvor jeg blev indkaldt til samtale hos den nye dekan for fakultetet Arts, altså Johnny Laursen, som også havde været involveret i nogle af Koldau-diskussionerne. Igen lød anklagen på ”mobning” og endda på ”tilsvining”. Det var ingen dokumentation for beskyldningerne. Jeg lagde hele molevitten ud på min hjemmeside, for det var jo for groft. Min tekst var ren som sne, hvilket den almene offentlighed også syntes.

Den nytiltrådte institutleder for DPU, Claus Holm, som fagligt er helt tæt på både Qvortrup og Rasmussen, klagede også, vel at mærke i samme sagskompleks, hvorved han jo støttede de andre klagere. Baggrunden for hans del af klagen var, at jeg tre måneder før havde skrevet på et socialt medie, at Holms ph.d.-afhandling var kortere, end den var. Da jeg allerede efter en uge selv blev opmærksom på min fejl, berigtigede jeg af egen drift både på min fb-profil og på forsiden af min private hjemmeside. Desuden sendte jeg en uforbeholden beklagelse til hele min ledelsesstreng, herunder naturligvis til dekanen og til Claus Holm selv. Til mit forsvar skal siges, at den pågældende afhandling er meget særpræget opbygget, men som sagt beklagede jeg altså big time. Der kom ikke engang en kvittering for beklagelsen. I stedet antog den nyansatte dekan både Holms og forskernes klager med fuld proces ca. tre måneder senere.

Selve samtalen med dekanen oplevede jeg som dybt universitetspolitisk intimiderende. Dekanens jurist påstod, at jeg burde understrege, at mine indlæg er skrevet ”på egne vegne”, dvs. i modsætning til ”på universitetets vegne”. Jeg sagde, at det kunne der naturligvis ikke være tale om, og at universitet jo ville gøre sig selv til grin, hvis alle forskere skulle deklarere deres faglige indlæg på den måde. Men dekanen fandt ikke anledning til at støtte mit synspunkt, som dermed blev officielt marginaliseret, ikke mindst når man tager hele samtalens sammenhæng i betragtning. Desuden spurgte jeg selv direkte, om dekanen mente, at man skulle have godkendelse af en person, før man offentliggjorde en kritik af vedkommendes arbejde? Det svarede han ikke klart på, for nu at sige det mildt. På den måde afgik den kritiske hermeneutik ved døden lige midt i fakultetsledelsens kontor. Udenfor kunne jeg høre Koldau synge langt væk i sit Bildung-rige. Også denne sag, som altså fik en vis offentlig bevågenhed, er omtalt udførligt i Heine Andersens bog.

Sagen om de to forskeres klage forårsagede offentlig furore med underskriftsindsamling og pressedækning i landets aviser, hvor stort set alle støttede min sag, hvilket lagde et åbenlyst pres på fakultetets ledelse. Det hele endte derfor med, at jeg blev frikendt for alle klager med henvisning til universitetets retningslinjer for god videnskabelig praksis. Men jeg fik – på trods af anklagernes alvorlige indhold – aldrig en beklagelse, eller noget der ligner. Tværtimod faktisk, for kort tid efter skrev en professor fra de to krænkede klageres forskningsprogram en fælles mail til alle på DPU, hvor der stod, at jeg med min kritik havde bedt om at blive en ”paria”. Det kom der heller ingen reaktioner på fra ledelsens side. Jeg følte mig ikke ”forskningsfri”.

 

8. Den ottende sag:

I 2016 oprettede fakultets- og institutledelsen Nationalt Center for Skoleforskning, nu igen med Lars Qvortrup i spidsen, uden offentlig ansættelsesproces vel at mærke. Centeret markerede sig fra start på den smallest mulige faglige profil med læringsmålstyring og John Hattie-begejstring. Imens talte institutlederen på stort anlagte DPU-konferencer i glødende ideologiske vendinger om ”læringen som livsform”, som ligefrem skulle erstatte skolens demokratiske formål. Han skrev også om, hvordan moderne professorer havde behov for mere styring, og han hyldede både skolereform, læringsideologi, Antorini og konkurrencestaten. Det nye skoleforskningscenter var et eksempel på præcis den ”strategi”, som altså havde afskediget von Oettingen så brutalt. Vil man gøre karriere som pædagogisk videnskabsmand, så er det med det nye sprog på tungen, når man skal spørge til verdens ting og sager, som jo derved skjuler sig.

 

9. Den niende sag:

Endelig vil jeg nævne den stærke og efter min mening veldokumenterede faglige kritik af DPU’s forhold til skole og fag. Den diskussion kommer løbende op, især fra kredse med rødder i nærheden af Danmarks Lærerhøjskole, som DPU erstattede og gjorde op med i 2000. Efter lang tids tavshed svarede Claus Holm i 2019 kort på kritikken på Folkeskolen.dk, og dekanen delte prompte Holms indlæg på twitter, hvor han kaldte den vigtige kritik for ”ammestuehistorier”. På et medarbejdermøde kunne man forstå, at Holm bestemt ikke hilste kritikken velkommen. Han blev ligefrem ”vred” over kritikken, sagde han, imens en række unge forskere sad og lagde til og trak fra. Jeg var rystet, og det samme var forsknings- og ytringsfriheden.

 

Konklusioner:

Cirka en gang om året skriver jeg til universitetets ledelse om nogle af disse sager, senest sagen om von Oettingens professorat, der kom til offentlighedens kendskab i foråret 2019. Men rektor henviser blot til sin dekan, som mener, at sagerne er afsluttet eller er uden betydning. Institutledelsen reagerer slet ikke. Der sker ingenting. Derfor bliver jeg nu nødt til at skrive om sagerne igen og igen, så forholdene kan blive bragt i orden.

Aarhus Universitet er blevet opslugt af DPUs opgør med dannelse. Universitetet har forputtet sig i tavshed, mens den pædagogiske kritik langsomt tilpasser sig. Alt bliver tavst, mens læringens tekniske sprog breder sig. Den i 2008 indfusionerede enhed har taget magten fra et i forvejen beskadiget moderskib.

Til universitetets årsfest i 2019 fortalte bestyrelsesformand Connie Hedegaard ellers, at der var brug for mere fokus på ”dannelse” og rektor taler om betydningen af “fri tænkning”. Men universitetet understøtter direkte landets stærkeste dannelsesmodstandere og marginaliserer og intimiderer kritisk aktivitet. I DPU’s strategi står der ikke noget om ”dannelse”, i universitetets samlede strategi er ordet kun perifert nævnt, og skoleforskningscentret er et udtryk for frontal anti-dannelse. Universitetet pynter sig med ord, der som læ-lyde skjuler deres modsætnings ekspanderende realitet, og imens slæbes kritikere igennem de mest utrolige processer.

For mig er hver eneste dag og hver eneste sætning en kamp mod mit eget universitet i forsvaret for den videnskabelige og pædagogiske frihed. På samme måde som lærere og pædagoger må kæmpe imod de læringficerede kommuner i forsvaret for pædagogisk frihed og substans. Det så man sidst i forbindelse med Odense Kommunes bitre opgør med lærer Erik Schmidt for at have ”negative holdninger” på et personalemøde på en fynsk skole. Kommunen holdt ved i fire år helt til landsretten, hvor den tabte med et brag. Igen med efterfølgende tavshed.

Til grund for alle disse hændelser ligger et syn på pædagogik og videnskab, der modnedes i omegnen af VK-regeringens Globaliseringsråd fra 2005, hvorfra lærings- og relevansbegrebet har arbejdet sig op igennem årene og ind i institutionernes målsætninger og praksis, hvorfra de har ødelagt samfundets naturlige pluralisme.

Videnskabens og pædagogikkens egenart og praksisformer opsluges dermed af læringsbegrebets fortærende effekt. Pædagogik og videnskab ender som socialteknologisk og økonomificeret adfærdstilpasning – dvs. som hhv ”læring” og ”relevant forskning” –  på et tidspunkt i vores historie, hvor der ellers er brug for både pædagogik og videnskab som aldrig før.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.