Først havde vi en og kun en verden, som var den samme for alle, og hvor fornuft og følelse kunne interagere frit. Det er det, man kalder for et demokrati. Derpå fik vi en dobbelt verden, der skær sig igennem vores legemer og splitter demokratiets enhed ad i en privat og en faglig person. Til sidst får vi en enkelt verden igen, men nu uden fornuft og følelse. Her er lidt uddybning
Opsplitningen i to verdener finder sted ved, at landets institutioner tvinger enighed igennem på en formålsløs og organiserende organisations præmisser, som er uden folkelig rod. Al officiel aktivitet, f.eks. på en skole eller på et hospital, afvikles i et modsætningsfrit og tanketomt jubelsprog uden egentlig tilslutning fra nogen, der har kundskab om sit fags tradition og ansvar. For at tjene til livets ophold er alle imidlertid tvunget til at bebo denne officielle verden, og man er derfor tvunget til at tale denne verdens sprog, som om det var ens eget, selvom det modsatte jo er tilfældet.
Hvis en eller anden kritiserer og ”bryder ind” i det officielle sprog, får han en advarsel eller bliver afskediget. Han får at vide, at han kun bør ytre sig som ”privatperson”. Den pågældendes fagforening understøtter muligvis opsplitningen ved at sige det samme, og måske understreges også lige en “loyalitetspligt”, nu man er i gang.
Dermed er kategorien ”privatperson” skabt som området for selvstændig tænkning. Privatpersonen står så over for og i modsætning til en ”myndighedsperson”, f.eks. en lærer eller en læge. Hvis denne ”myndighedsperson” blander tænkning ind i sit arbejde, blander han de adskilte verdener sammen. Dermed er al tænkning taget ud af samfundets arbejdsliv. Den pågældende, der troede at han levede i demokratiets enhed, får en advarsel og omdannes til en ”personale-sag”, der kan bruges af det officielle system til at beskytte sin egen tomhed, f.eks. ved at sige: ”Vi udtaler os ikke, fordi du er nu en personalesag”.
Denne tomhedsbeskyttelse ledsages endda ofte af fejring af menneskets rettigheder og grundlovens ånd. Så har vi det, jeg kalder for ”postmoderne ondskab”. Det så vi i rådmand Susanne Crawley Larsens adfærd under Agedrup-sagen, og dags dato har vi set et ligende tilfælde i forbindelse med en sag om afskedigelsen af den erfarne overlæge May Olofsson, hvor hospitalsdirektør ved Hvidovre Hospital, Torben Ø. Pedersen, spiller samme tanketomme rolle.
Den pågældende borger, hvori privat- og fagperson burde være samlet, splittes dermed i en officiel tanketom fagperson og i en selvstændigt tænkende privatperson – og der er ingen forbindelse mellem de to personer andet end, at de bebor samme legeme.
Denne splittelse gælder alle i hele hierarkiet. Vi kan altså i princippet have en situation, hvor den mellemleder, der afskediger en kritiker, kun gør det som officiel tanketom person, men han i virkeligheden, altså som selvstændigt tænkende privatperson, faktisk er imod den pågældende afskedigelse.
Dermed ender vi i en officiel, tanketom og tvangsmæssig enighed om, at noget er godt, mens alle privat er imod. Måske mødes mellemlederen endda med sin medarbejder i en læserbrevsdebat, hvor de bliver enige om, at alt hvad de gør i det officielle liv er forkert?
Så har vi to verdener – en absurd men også underholdende opsplitning.
Det kan også være, at hverken mellemlederen eller hans medarbejder tør skrive et læserbrev – I så fald betyder ”privat” blot “alene”. I så fald har vi kun én verden – nemlig den tanketomme. I så fald har vi ikke brug for tænkning. I så fald har vi ikke brug for en skole.
Dermed er både fornuft og følelse udelukket fra vores officielle liv. Så har vi fået én verden igen – men nu en endimensional verden, og så er det ikke underholdende mere.
Referencer:
Sagen om afskedigelsen af May Olofsson: http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2479738/kendt-overlaege-fyres-for-at-sige-sin-mening/
Susanne Crawley Larsens rolle i Agedrup-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/lykke-loegn-og-postmoderne-ondskab-hos-odenses-skole-raadmand.html