I det følgende vil jeg demonstrere, at der i liberalismen er indbygget en mekanisme, der fører over i liberalismens modsætning, nemlig ensretning og endda i en form for totalitarisme, og at denne mekanisme netop i disse år har gode muligheder for at arbejde. Det betyder, at liberalismen, som i sin oprindelige filosofi er statskritisk, ender med at begrunde og postulere en meget omfattende stat, nemlig konkurrencestaten, der erobrer de liberale principper, som den omdanner til metoder frem for mål i sig selv. Det er på en måde overraskende, eftersom liberalismen er det liberale demokratis, dannelsens og den personlige friheds store ideologi. Friheden er altså i højsædet i det principielle, men når den moderne liberalisme skal virke, så tenderer den altså mod en ny form for ufrihed. Det er denne mekanisme, denne motor, som jeg er ude efter at finde og beskrive.

 

1. Liberalismens frihedsbegreb

Først vil jeg knytte et par bemærkninger til nogle fremtrædende versioner af forståelsen af frihed hos den moderne liberalisme, for det er nemlig der, vi skal finde problemet. Problemet ligger kort sagt i kombinationen mellem rene frihedsmetaforer, som f.eks. økonomen Friedrich Hayeks ”spontane orden” og den dertil hørende statskritik. Pointen er nemlig, at stort set al stat anses for at være lige problematisk, hvilket betyder, at man ikke har noget begrebsmæssigt redskab til at skelne mellem forskellige offentlige aktiviteter, fordi det jo alt sammen er en trussel mod friheden, mod den spontane orden, mod markedet. Dermed bliver f.eks. hospitaler, skoler og universiteter, på trods af deres vidt forskellige indhold og moralske kontekst, et og det samme. Det bliver alt sammen det, som Karl Popper, en anden af de liberale helte, kaldte for ”social ingeniørkunst”, og det er noget, der skal undgås, fordi en sådan ”kunst” på forskellige måder styrer og undergraver den oprindelige frihed, spontaniteten, hvilket vil indkapsle friheden i en på forhånd skabt orden, der altid vil være tvangsmæssig.

Først hævdes altså en grundlæggende naturlig frihed, hvor der intet fællesskab er andet end, hvad disse naturlige frihedsorienterede individer vælger. Der er ingen historisk eller politisk pligt som sådan. Der er kun en evig gensidig eksperimenteren og fejlretning. Denne frihed fører løbende til dannelse af spontane eksperimenterende ordner, der hele tiden bør opretholdes på frihedens, altså den frie individualitets præmisser. På mange måder er det en spændende ide. Tænker man f.eks. et universitet efter sådanne principper, er universitetet sådan set slet ikke en institution, der kan beskrives med termer som rektorater, fakulteter, formål etc. Universitetet er i stedet et resultat af en spontan orden, der er skabt af videnskabsmænds frie og kritiske vekselvirkning, og derfor bør den også vedligeholdes og plejes som sådan – skulle man tro, for pointen nedenfor er, at netop ideen om den spontane orden, er tilbøjelig til at fører til opfattelsen af for eksempel universitetet som en ‘velfærdsinstitution, hvis økonomi og sociale opgaveløsning skal holdes i ave af incitament-strukturer’.

Fra denne ide om den spontane orden kritiseres så den ”sociale ingeniørkunst”, altså ethvert forsøg på at styre den spontane orden ud fra politiske eller moralske hensyn. Man kan altså ikke ifølge disse former for liberalisme opbygge fællesskaber med bestemte ideers videnskabelige, politiske eller moralske forrang, uanset om man taler om kommunisme, nazisme eller velfærdsstat – et syn der var stærkt farvet af erfaringerne med nazismen og den kolde krigs modstand mod kommunismen.

Denne rimelige kritik bliver imidlertid til en kritik eller en glemsel af enhver form for pædagogisk og moralsk bygning, og herefter begynder vanskelighederne. Popper kan f.eks. ikke selv lade være med at bygge lidt op, så han er faktisk ikke en fuldblodsliberalist i den nyliberale forstand. Hans ide om kritisk rationalisme, hvor bygningen skabes af alles kritik af alle, er en form for pædagogisk bygning, som mange andre liberale slet ikke tematiserer. Så vidt jeg ved diskuterer Popper slet eller næsten ikke markedsøkonomien. Fortsætter man ud af Poppers kritiske og sociale tangent ender man snarere i nærheden af John Deweys filosofi, som er langt mere pædagogisk og socialt inspireret. Måske er det også derfor, på grund af denne filosofiske vektor, at Popper har vundet indpas blandt socialliberale og endda blandt socialister.  Her tænker jeg f.eks. på Tøger Seidenfaden, som var stor Popper-fan, og på skolemanden, Holger Henriksen, der også var glad for Popper ud fra, hvad jeg opfatter som et socialt synspunkt. Hos Popper er det den rationelle kritik snarere end markedet, der udgør den spontane orden, og dermed får han sig også et dannelsesbegreb, der faktisk ikke uden videre lader sig forene med den egentlige nyliberalismes økonomistiske drejning, hvor ”kritik-begrebet” f.eks. næsten ingen rolle spiller.

Men pointen er altså i almindelighed, at Popper, Hayek og de andre får svært ved at skelne mellem forskellige former for ingeniørkunst. Alt eller det meste slås over samme begreb, nemlig velfærdsstaten, uanset om det er sundhed, pædagogik eller noget andet, altså med reservationer for Poppers synspunkt som, igen, er ambivalent, fordi alle disse offentlige systemer selv er et resultat af og må holdes ved lige af omfattende kritisk aktivitet. Poppers grundsyn, hvor kritikbegrebet står centralt, finder man ikke på samme måde hos vennen og økonomen, F.A. Hayek, der nærmest er blevet definerende for nyliberalismen siden 1960. Man finder kun i kim henvisninger til ”kritikbegrebet”, og det drøftes slet ikke systematisk. Kigger man i stikordsregistret i hovedværeket “Law, Legislation and Liberty”, så finder man ingen opslag under “critisism”. Hos en af vores egne liberalister, Christopher Arzrouni, tænkes Popper også ned i nærheden af Hayek snarere end det modsatte, og begge tænkes hen i nærheden af en meget smal Immanuel Kant, der minder om den pædagogiske systemteoris Kant-forståelse, hvor det især er bestemte sider af den erkendelsesteoretiske konstruktivisme, der fremhæves. Kants moralfilosofi, æstetik og hans humanisme overses eller funktionaliseres.

Det er altså ikke den kritiske rationalisme, der først og fremmest definerer nyliberalismen, men derimod Hayeks ide om spontane og kognitivt baserede ordner, der derpå oversættes til et frit marked snarere end til en fri og kritisk offentlighed. Arzrouni hævder, som nævnt med rette, at de begge bygger på Immanuel Kants erkendelsesteori. Men markedet, altså Hayek, og kritikken, altså Popper, er ikke det samme i et mere overordnet Kantiansk perspektiv. Det frie marked kalder nemlig på menneskets egeninteresse, mens den fri og kritiske offentlighed kalder på menneskets fornuft og fællesskab. Forskellene mellem Popper og Hayek ville derfor formodentlig været mere udtalt i en anden kontekst end den kolde krigs, hvor man havde en fælles fjende i kommunismen og ”de lukkede samfund”. Men sådanne distinktioner overses desværre totalt.

Faktisk er begge ideer, kriticismen og den spontane orden, virkelig interessante, og mange steder bruger især Hayek formuleringer, som evt. kunne forbindes med den tredje og glemte samtidige, nemlig kemikeren og filosoffen, Michael Polanyi, der også beskæftigede sig med begrebet om ”den spontane orden”, men langt mere nuanceret end Hayek. F.eks. skelnede Polanyi mellem højere og lavere former for spontane ordner, som passende kunne kaldes hhv. den videnskabelige og den økonomiske. Men i den almindelige fortolkning af Hayek og nyliberalismen opstår den spontane orden i et kvasi-biologisk vokabular (biologi+økonomi frem for et åndeligt/filosofisk), hvor individer eksperimenterer og tilpasser sig på et økonomisk defineret marked. Hos Hayek selv er der altså masser af økonomisk biologisme, mens det kniber med humanismen, for nu at sige det på den måde.

Det er dette eksperimenterende virvar som med lidt god vilje og med Poppers og Polanyis hjælp kunne blive til en kritisk og åndelig liberalisme, men som i mainstreamlæsningen bliver til det modsatte, nemlig til et eksperimenterende menneskeatom uden selvstændig egenart og ånd, og forskellene mellem mennesker vedrører kun, hvad de vil købe og sælge. Ånden kan, det er på en måde fornuftigt nok, kun udvikles i en spontan orden, men hvis denne orden er defineret af markedet, så kan den simpelthen ikke blive åndelig, for dertil kræver begreber a la Poppers og Polanyis og måske endda nogle flere. Der kræves et mere udbygget frihedsbegreb, en mere sofistikeret spontan orden. Liberalismen er på en måde ikke liberalistisk nok.

Går man videre til den tredje af de store nyliberale filosoffer, Robert Nozick, slipper man helt for biologismen. Det er fordi, at Nozick bygger sin ”spontane orden” op med udgangspunkt i John Lockes filosofi, altså i højere grad en form for rettighedsliberalisme. Nozick udelukker eller glemmer dog, i de tekster jeg har kendskab til, en række af Lockes forsonende momenter, f.eks. hans pædagogiske filosofi og statsretlige overvejelser. Dermed bliver blot tilbage, at individet har ret til frugten af sit arbejde, uanset hvordan den efterfølgende fordeling af goder bliver. Så vidt jeg ved, forlod Nozick senere dette synspunkt og inddrog mere fællesskabsorienterede tilgange i sin tænkning, men det er jo en anden historie. Nozick er slet ikke økonomisk interesseret, det er tydeligt nok, og derfor er markedsfundamentalismen på behagelig afstand, selvom den hurtigt bliver konsekvensen.

Faktisk var det Nozick, der var hovedinspirationskilde for Anders Fogh Rasmussens meget omtalte bog “Fra socialstat til miminalstat” fra 1993. Men Fogh inddrog derudover en refleksion over fællesskabsfilosoffen Aristoteles, og en lille Grundtvigianer lå også og boblede, så Fogh blev nationalliberalist efter kort tid som nyliberalist. Markedet havde derfor heller ingen overhøjhed i den omegn, og måske var det derfor, at de ungliberale var så utilfredse med Venstres ledelse dengang i 00’erne.

Endelig er der jo amerikaneren Ayn Rand, som jeg har omtalt andetsteds, og som er en slags moderkage for Saxo Bank og dermed for Liberal Alliance, Saxobank, Cepos og netavisen 180grader, og som faktisk også omtales sympatisk i Fogh Rasmussens bog. Hun betonede individets produktive omgang med virkeligheden som det egentlig moralske – uanset konsekvenser og sindelag. Faktisk var Rand også fan af Aristoteles, men det var kun af en lille smal del af hans filosofi, nemlig den del der hævede virkelighedens eksistens uafhængig af mennesket. Derimod blev Aristoteles’ etik og politiske filosofi, som Fogh altså tog op, helt udeladt. Det forstår man sådan set godt, for en inddragelse heraf ville have ændret Rands filosofi fuldstændig, hvilket også er en af grundene til, at jeg simpelthen ikke rigtig kan tage hendes filosofi alvorligt. Det ender i ideologi det hele. Aristoteles opfattes på sit sæt normalt som en af de store fællesskabsfilosoffer, som har inspireret både katolicismen, Marx, Grundtvig og John Dewey, men det, kan jeg slet ikke se, skulle være tematiseret hos Rand.

Så grundsynet er, med alle disse forbehold, at den spontane orden og individuelle frihed markerer en form for metafysisk og kreativ urtilstand, som på en måde skal beskyttes. Individet er forudsætningen for alt, og det er dets frivillige beslutninger, tilknytninger og vekselvirkninger, der skaber alt. Det er ok og interessant i sig selv. Men i de fleste sammenhænge gøres denne ”spontane orden” dog lig med en fri markedsøkonomi og det er derimod ikke så godt.

Dette første moment, den rene spontanitet, er en frihedserklæring, der vil noget, men hvordan kan det så være, at friheden pludseligt omdannes til dens modsætning, altså til totalitarisme? Ja, det har noget at gøre med det andet moment, at den spontane orden alt for hurtigt sættes lig et økonomisk marked, og at den åndelige spontanitet dermed glemmes, men der sker også mere end det, og det er dette “mere” jeg vil beskrive i det følgende.

 

2. Tre konsekvenser som omdanner liberalisme til sin modsætning

A. Nivellering af forskelle

Den første konsekvens har jeg allerede antydet, nemlig at de eksisterende offentlige virksomheder jo ikke blot er offentlige virksomheder. Det er jo hospitaler, skoler, børnehaver og universiteter etc. Det er forskellige praktiske og intellektuelle traditioner, som har udviklet sig over århundreder i en blanding af spontane og regulerede processer. Nyliberalismen har slet ingen sans for alle disse myldrende forskelle og deres mangesidige sociale og kulturelle forankring og betydning. Man glemmer paradoksalt nok sådanne traditioners spontane orden og omdanner dem til det modsatte, nemlig til social ingeniørkunst, altså til offentlige aktiviteter slet og ret, der vil omklamre friheden og lukke den. Der sker dermed en form for dobbelt nivellering: Ideologiens forudsætning, altså individet, bliver fladt som en pandekage. Man skelner ikke mellem en professor, en læge og en pædagog, fordi alle er udbydere af ”serviceprodukter”, og derudover bliver ”borgeren” eller ”mennesket” også til en ”forbruger”. De fælles traditioner bliver til ”offentlige investeringer” eller ”velfærd” eller ”service”. Alting, både individ, fag og kultur, bliver mindre, end det er. Dette er et totaliserende træk, fordi al specificitet udryddes. Du er: ”Ingenting”, er budskabet. Du er som alle andre, du er en markedsforudsætning. Man hævder forskellighed og spontanitet, men får enslighed over det hele.

Et eksempel herpå er, at en mellemleder på universitet, en såkaldt luhmannianer, hvis Kant-forståelse som sagt minder meget om nyliberalistens, for få år siden foreslog, at alle de pædagogiske kandidatuddannelser på universitetet fra nu af skulle hedde ”velfærdsuddannelser”. Her kunne man så lære, hvad det vil sige at styre og arbejde i en velfærdsstat – med fuldstændig mangel på sans for forskelle. Og er det ikke et totalitært træk, at alle forskelle må underordne sig – dels et begreb, velfærd, der ikke engang bygger på en distinktion, men som kommer fra eller er nedskrevet til at være en række ”klare mål” – og dels en forudsætning, nemlig det flade individs åndløse forudsætning, der omdanner pædagogen og læreren til en ”velfærdsarbejder”? Det er jo faktisk social ingeniørkunst på den helt store klinge, altså ikke blot at bygge småt og solidt her og der, men at udslette ”her og der” til fordel for en stor firkantet bygning uden dygtige arkitekter med sans for helhed og viden i nærheden – en bygning som derfor med statsgaranti bliver grim.

 

B. Fra det forskelsløse til New Public Management

En anden bevægelse vedrører det forhold, at det store fokus på markedet og den ledsagende nivellering af kulturelle forskelle betyder, at al aktivitet, som ikke er markedsorienteret, enten slet og ret må gøres markedsorienteret eller må styres stramt – eller, som det oftest bliver resultatet, en kombination af markedsgørelse og styring. Denne kombination af stram målstyring og introduktion af qvasimarkeder i den offentlige sektor kaldes for New Public Management. Hvorvidt NPM i filosofisk forstand er en del af nyliberalismen er tvivlsomt. På en måde er den det ikke, da NPM er en metode til at styre velfærdsstater på, så udgifter ikke løber løbsk. I den forstand er det en administrativ/økonomisk model, selvom der dog også et vist person- og tankemæssigt sammenfald i de nyliberale kredse i USA og UK fra starten af 1980’erne. På en anden måde er NPM imidlertid et styringsredskab, som følger i logisk forlængelse af neo-liberalismens statskritik. For at beskytte de spontane ordner, der altså oftest reduceres til det fri marked snarere end til Poppers kriticisme eller Polanyis videnskabelige orden, må man nemlig holde styr på statens ingeniør-tilbøjeligheder, hvorved man uheldigvis netop kommer til at afvikle de spontane ordner indenfor de offentlige systemer til fordel for en stram styring. Dermed får man indenfor det offentlige område præcist det, man ville undgå i almindelighed, nemlig styring frem for spontanitet.  Da man heller ikke kan skelne indholdsmæssigt mellem de forskellige aktivitetsformer, jf. punkt A, så får man en fælles og stram styring af offentlige udgifter uden sans for forskelle i erhverv og profession, og man får klare og kvantitative mål kombineret med lidt markedslignende konkurrence underneden.

F.eks. kan en kommune sige, at de vil have opfyldt 4 kvantitative mål for deres børnehaver. Derefter kan forskellige udbydere melde ind med tilbud, og vinderen kan så skrive en kontrakt med kommunen, der skal være så præcis, at det hele kan evalueres objektivt, og måske laves der underkontrakter med udbydere af bestemte pædagogiske koncepter. Det hele vil lynhurtigt gøre pædagogen til en slags humanmekaniker. Men dermed begrænses den spontane orden til sådanne 4 centrale mål + et kontraktsystem + lidt pædagogisk mekanik! Pædagogikken udelukkes dermed fra den spontane orden. Det var sørme ikke så godt!

Den samme problemstilling finder vi omkring skolereformen, hvor de forskellige skoler og kommuner skal konkurrere om at klare sig godt på tre centralt fastsatte ”operative måltal”. Spontaniteten knyttes kun til de metoder, der kan fremme scoren på måltallene, mens målene selv ikke er en del af nogen spontan orden. De tre operative måltal skal blot regulere pædagogikken, så qvasi-markedet kan arbejde bedst muligt (se også punkt C for den videre konsekvens). Dermed fødes New Public Management, hvorefter der styres pr. målopfyldelse, marked og kontrakt. Får denne tankegang ingen modstand bliver konsekvensen, at mål- og markedsstyring finder sted helt på gadeplansniveau, altså blandt lærerne og pædagogerne samt på alle de offentlige og halvoffentlige områder, uanset om vi taler om postbude eller universitetslærere. Logikken er altså følgende: For at beskytte markedets spontane orden, må man udelukke spontanitet alle andre steder.

Her er et eksempel: CEPOS-leder Martin Ågerup siger i Berlingeren d. 16. september 2013:

”Helt overordnet ser vi bl.a. et behov for reformer, der reducerer skattetrykket og dermed leveomkostningerne for danskerne og produktionsomkostningerne for danske virksomheder. Hvis der skal være råd til det, må den offentlige sektors størrelse reduceres, og langt færre danskere i den arbejdsdygtige alder skal leve på passiv forsørgelse. Endvidere skal velfærdssektoren gøres mere effektiv gennem konkurrenceudsættelse samt andre reformer, der skaber gode incitamenter til at køre længere på literen.

Her har vi logikken i Ågerups gevandter: Skattetrykket skal ned, så den spontane orden, altså markedet og virksomhederne, kan virke frit. Derfor må den offentlige sektor barberes via ”reformer” der skaber effektivitets-”incitamenter”, hvilket blot er et andet ord for NPM. Ågerup var da også varm fortaler for KL’s og Corydons angreb på skolerne, så man kunne få en mere effektiv ledelse, og den ledelse, der nu toner frem, er det rene og skære New Public Management af den allerværste skuffe. Ågerup kammer dermed, måske uden at vide det, direkte over i et forsvar for NPM, og han har ikke noget filosofisk eller teoretisk begreb til at stoppe dette skred.

 

C. Fra New Public Management til konkurrencestaten

En tredje proces er den endelige omvending af liberalismen, en form for radikalisering af New Public Management langt ind i statsteorien. Den vedrører det forhold, at markedet fuldstændig underordnes den statslige filosofi. Dette syn ser vi stærke tendenser til i den såkaldte ”konkurrencestat”. I konkurrencestaten er al økonomisk aktivitet på en måde også altid en politisk, eller snarere en teknokratisk, aktivitet, fordi alle samfundets markeder og aktiviteter skal bidrage til øge statens konkurrenceevne. Hermed udvikler sig en totalisererende form for statsliberalisme, der indordner alt under sit eget teknokratiske billede – i en form for ”end of history”-filosofi. Liberalismen er dermed spist op af det, den ville gøre op med.

Jeg ved ikke, hvad danske liberale intellektuelle siger til det. De er påfaldende tavse, synes jeg. Sociologen Henrik Dahl siger godt nok, at det skal jeg ikke bekymre mig om, fordi Thyra Frank og Anders Samuelsen fra LA ”afskyr” New Public Management, men det bliver ved følelsen, altså ”afskyen”, fordi man ikke kan gennemføre en rationel kritik i Poppers eller Kants forstand. Og hvorfor kan man ikke det? Det kan man ikke, fordi udviklingen, altså fremvæksten af NPM og konkurrencestaten, er en logisk konsekvens af nyliberalismens egen statskritik, og derfor mangler man pr ligeså logisk konsekvens begrebsmæssige redskaber til at løfte kritikken som andet end ”afsky”. Samuelsen og alle de andre ”afskyr” måske NPM, men udover at jeg synes, at de går noget stille med deres afsky, så nytter den heller ikke noget, fordi deres egen ideologi sparker dem lige ned i netop den ensrettende og tvangsmæssige suppedas, som man afskyr – endda under frihedens vajende fane. Og konkurrencestaten er de slet ikke nået til at kritisere.

Det er et tragisk fald på en måde. Andre liberale, f.eks. Martin Ågerup, tænker vist, sådan forstod jeg i al fald en face-bookopdatering han lavede, at det er da fint med en konkurrencestat, som om det var en dejlig liberal ting – nu er der jo konkurrence over det hele, selv i staten – men hvis han og CEPOS tænker nærmere over tingene, vil de nok ændre mening om det, eftersom konkurrencestaten jo netop ikke er en liberal stat, men derimod en stat, der bruger liberalismen som metode. Venstre og Lars Løkke Rasmussen er i hvert fald skredet helt ned i det bundløse dyb, for han bifaldt Bjarne Corydons knæfald for konkurrencestaten, og de Radikale er på samme galej; undtagen Uffe Elbæk, der forlod partiet blandt andet pga. konkurrencestatsfilosofien. Elbæk er en god liberalist. LA er formodentlig splittede ved nærmere eftertanke, og det er fordi, nogle af dem har et dansk liberalt gen siddende lige under tungen – og det gen hedder Grundtvig. Men ok, det gælder nok ikke partiets indflydelsesrige Rand-fløj.  sin modsætning.

 

3. Konklusion

Dermed har liberalismen slået om i sin modsætning. Fra et individualistisk, moralsk, frihedsorienteret og pædagogisk ideal til et totaliserende statssyn, der opsluger individualitet, moralitet og dannelse, og som omdanner det hele i sit eget teknokratiske billede. Liberalismen, både i dens rettigheds- og dens markedsorienterede versioner, er gået fra at være en politisk teori til at være en politisk metode, hvor markedet blot skal bidrage og bruges i det omfang, det kan bidrage til en ny teknokratisk stats udvikling og vækst – i nødvendighedens politik. De liberale frihedsrettigheder og det liberale demokrati, som nyliberalismen i forvejen kun i begrænset omfang er optaget af, er også nednormeret til metode, i al fald hvis man følger Ove Kaj Pedersens skematik i hans bog om konkurrencestaten.

Professor Lars Qvortrup sagde en gang følgende i forbindelse med, at danske skolelever havde klaret sig godt i en komparativ undersøgelse om demokratikundskaber: ”Resultatet er som sagt opmuntrende, selv om beslutningstagerne tidligere ville have glædet sig over resultatet på demokratiets vegne, mens de nu om dage gør det i et vidensøkonomisk perspektiv”. Det liberale demokrati er altså kun godt, fordi det fremme statens konkurrenceevne. Dermed bliver liberalismen til en metode, der skal virke under en ikke-liberalistisk filosofi; en filosofi, som liberalismen paradoksalt set selv har skabt.

Hvad kan man lære af det? At vi skal redde liberalismen fra liberalismen.

Hvad er ny-liberalisme? En filosofi der er mærket af den kolde krigs antagonismer – en form for affald fra en tidsbunden intellektuel produktion.

Hvad er en ny og fri liberalisme? Måske en gammel? Måske en filosofi for individualitet, moralitet, dannelse og handling? Måske en virkelig spontanitet, der strømmer frem fra alle gemmerne?