Det er ofte op og ned med poststrukturalismen, det vil sige samtidsdiagnosen og Foucault-folkene – kort sagt: Vores postmodernister. Ofte kommer der lige en god beskrivelse af et eller andet, og kort efter, især når det kommer til de mere praktiske og normative sider, går det helt i sort, og alting reduceres til nutid, forhandlinger, udfordringer, historieløshed og smågruppers selvoverskridelse og så videre.

Herværende indlæg er en refleksion over det seneste eksempel på fænomenet: Ph.d. Laura Louise Sarauw skrev for nylig en glimrende analyse af den danske universitetspolitik, som hun satte i relation til Bolognaprocessen, altså den fælleseuropæiske uddannelsespolitik. Analysen kan man læse i den tankevækkende artikel ”Kur eller kurmageri for humaniora- konkurrerende forestillinger om fremtidens samfund i den europæiske Bologna-proces”, som findes i bogen Humaniora i kundskabssamhället, der udkom i 2012 i regi af det fine Nordisk Sommer Universitet. I sin artikel argumenterer Sarauw for, at der ikke i selve Bolognaprocessen er belæg for at arbejdsmarkedsrelatere universitetsuddannelserne så kraftigt, som vi har gjort i DK. Det er altså ikke Bolognas skyld, at den nu forhenværende Morten Østergaard fremturede med sig ustandselige ”arbejdsmarked”.

En lige så stærk analyse kunne man høre fra Sarauw på konferencen, ”konkurrencestatens krav til dannelse”, som blev afholdt på DPU i november 2013. Her beskrev hun, hvordan de humanistiske fag på Københavns Universitet har undergået en forvandling fra at være orienteret mod dannelse og videnskabelighed til at handle om arbejdsmarked og pekuniær relevans.

Begge analyser er spændende og formodentlig samlet i Sarauws ph.d. afhandling, som jeg endnu ikke har læst, men som jeg glæder mig til at kigge i.

I en helt ny udgivelse, det glimrende hæfte ”Universitetsverdenen – flerstemmige versioner”, udgivet af dannelsesforeningen ”SOPHIA”, skriver Sarauw så sammen med kollegaen Katja Brøgger en artikel med den neutralt klingende titel ”Uddannelse for de mange som mulighed”. I den artikel forlades imidlertid det deskriptive, og vi får i stedet en normativ stillingtagen til, hvordan man bør tænke og handle i forbindelse med et moderne universitet. Og så er det, at det går galt.

Men hvad sker der da? Ja, først afmonteres historien og samfundets intellektuelle traditioner. ”Historiens engel” må vendes om, som det siges med reference til filosoffen Walter Benjamin (1892-1940), der hævdes at være fortids- og forfaldsorienteret, hvilket åbenbart ikke er så godt. ”Englen” må i stedet rette sig mod fremtiden, hedder det. Det er åbenbart et enten-eller i de kredse. Vi så det samme ved den før omtalte konference om konkurrencestatens dannelseskrav, hvor Claus Holm, som er samtidsdiagnostiker, også lagde ud med at affærdige den tyske forfatter Thomas Mann, der tilhører samme generation som Benjamin. Lars Henrik Schmidt gjorde lidt det samme med Søren Kierkegaard på en konference i foråret 2013, og Lars Geer Hammershøj, en helt fjerde samtidsdiagnostiker, er på samme spor i sine bøger. Det er helt klart en tendens, og man finder den også internationalt. Jeg tror dog ikke, at Michel Foucault, som er en af de intellektuelle helte for gruppen, ville synes om denne bastante afskrivning af den filosofiske og litterære tradition. I al er han i sine senere forelæsninger flittig bruger af græsk filosofi og meget andet godt. Men ok, der er nok nogle problematiske kim i hans filosofi, som hele tiden har en tendens til at slå ud i de empiriske områder?

Således befriet for dybets byrde, for ”historiens engel”, behøver vi ikke begræde tabet af Humboldt og vel at mærke mange andre beslægtede former for universitetstænkning, som kritikerne har tendens til at glemme. Humboldt bliver alt for ofte en lynafleder, en tom betegner, der kan afvikle hele universitetstraditionen med den simple begrundelse, at den er ”dannelsessnobbet” og i nærmest logisk modstrid med ”masseuniversitetet”. Vi skal i stedet blot spørge: Hvordan ser universitetet ud fra fremtidens synspunkt? Hvilket lynhurtigt kan oversættes til: Hvilke ”udfordringer” har universitetet, og derefter kan hele styringsapparatet jo sætte ind, men det sidste er min bemærkning, for det kan forfatterne vist ikke se.

Fortidsglemsel fører til faglig tømning og reformpædagogisk bureaukrati. Det er en slags åndelig naturlov, tror jeg. ”Vi forlader det gerne, det gamle universitet”, kan man læse, og endda ”uden nostalgi”, fordi det hænger for meget sammen med ”konge- og dronningedømmers storhed og fald, protektionisme og eksklusioner”.  Denne nedsmeltning af enhver form for filosofisk fundament for universitetet på grund af ’den samfundsmæssige kontekst’ er virkelig sørgelig, synes jeg. Det er sådan en slags neo-marxistisk reduktion, et levn fra den gang i 1970’erne, hvor HC Andersen på samme måde kunne reduceres til at være repræsentant for en eller anden produktionsmåde og sådan noget.

Det næste skridt i artiklen er for så vidt fornuftigt, fordi forfatterne går i gang med at kritisere den aktuelle ”fremtid”, nemlig konkurrencestaten. De siger, at ”globalisering” er meget mere end ”konkurrencestaten”, og det er jo rigtigt nok, men dette ”meget mere” får de slet ikke fat i. Tværtimod ender de selv paradoksalt nok i nærheden af konkurrencestaten. Lad os se på det: Der er ”nye måder at flytte sig på og koble sig til på, nye plug ins”, hedder det i et mærkeligt fattigt digitalt-inspireret sprogbrug. Formuleringen ”koble sig til” er iøvrigt meget tæt på systemteoriens, altså luhmannianernes filosofi, hvilket bekræfter den teoretiske tæthed mellem poststrukturalisme og systemteori, der eksisterer herhjemme, og som arbejder helt inde i skolereformens centralnervesystem. I stedet for ”konkurrencestatens ensartede metermål”, taler forfatterne om ”fleksiblitet og innovation” og ”nye tilkoblinger” og ”plugins” på en form for radikal reformpædagogisk måde. Men det er en misforståelse, at disse reformpædagogiske ”plugins” ikke er knyttet til konkurrencestaten. Konkurrencestaten har nemlig to dannelsesidealer, nemlig den økonomiske patriot, som er en slags soldat, men også opportunismen og selvudviklingen, som er en slags ”kæntret reformpædagogik”. Det lyder modstridende, og det er det også, men det er der ingen, der går op i. Poststrukturalismen har tendens til en form for kritisk accept af det overordnede udgangspunkt, altså konkurrencestaten, samtidig med at man lægger billet ind på selvudviklingssiden. Så Sarauw og Brøgger taler sig blot hen i nærheden af den ”opportunistiske side”, altså den side, der kobler sig på de ”frie” selvudviklingsprocesser, der kan fluktuere løsrevet fra det, der opfattes som fortidens og forfaldsretorikkens åg. Men derfor er der heller ingen virkelig konkurrencestatskritik overhovedet. Tværtimod, er der en stiltiende accept under en erklæret dissens, hvilket er det allermest ukritiske, der findes, efter min opfattelse. Et egentlig pædagogisk globaliseringsbegreb, der kan vejlede et moderne universitet, skal man kigge langt efter.

Dernæst argumenteres for, at det nye masseuniversitet – der beskrives som en sammensmeltning af beskæftigelses-, social- og uddannelsespolitik og den deraf følgende øgede studentergennemstrømning – ”indebærer et kulturelt og socialt projekt, der rækker ud over undervisningen”. Derfor, argumenteres der, handler universitetet om – og det er vi enige i – ”andet og mere end indsamling af direkte målbare arbejdsmarkedskompetencer”. Her kan Sarauw henvise til sine fine analyser af Bologna-processens oversete betoning af demokratiet som universitetets eksistensberettigelse. Men hun har i sin egen version af ”demokrati og social udvikling” desværre afmonteret hele historien og forankringen, og det er ikke så godt, for så kommer vi ikke engang i nærheden af en europæisk universitetstradition overhovedet. Sådan er det, eftersom demokratiet om noget er forankret i europæisk idehistorie, herunder den fortid, som Benjamin kigger tilbage på. Hermed undermineres al den normativitet, som Brøgger og Sarauw erklærer, og derved løber det hele ud i sandet.

Problemerne træder tydeligst frem i artiklens sidste pointe. Her kan man læse, at ”vidensbegrebet har ændret sig siden Humboldt”. I stedet, hedder det, har vi fået et ”smart-phone episteme”, hvilket er en ”kærkommen anledning til at gøre op med videns- og (ud)dannelsessnobberiet”. Man må åbenbart forstå, at ”dannelse” og ”snobberi” nærmest er kausale følgesvende, selvom det modsatte rent faktisk er tilfældet, hvis man kigger på dannelsesteorien som sådan. Det er nemlig snarere sådan, at ”jo mere dannet desto mindre snobbet”. Det andet, altså det “snobbede dannneri”, er ”halvdannelse”, og den kan man læse om i Peter Kemps artikel, ”Halvdannelsens universitet” fra samme bog, hvor ”halvdannelse” med henvisning til Salomons Konversationsleksikon fra 1916 defineres som: ”En ensidig og overfladisk dannelse, der kun med urette bærer dannelsens navn”. Pointen med at ”det dannelsessnobbede Humboldt-vidensbegreb” skal afløses af et ”smart-phoneregime”, ved jeg derfor faktisk slet ikke hvad jeg skal stille op med, må jeg indrømme. Synspunktet er måske selv en slags ”halvdannelse”, altså en form for omvendt uddannelsesnobberi?

I stedet får vi at vide, at vi skal se på ”de studerende som ressourcer”, men lyder det ikke fuldstændig som en reformpædagogisk børnehave? Det synes jeg. Sådan en ressourcetænkning skal ske ”i overensstemmelse med de aktuelle ændringer i vidensbegrebet”, altså i overensstemmelse med overgangen til ”smart-phone epistemet”. Man skal herefter ”inddrage de studerende som medforskere og producenter af viden, herunder erstatte den snævre, summative udprøvning efter prædefinerede eksamensmål med en formativ oplevelse af glæden ved selv at udforske stoffet og umiddelbart omsætte det lærte under fortløbende feedback”. Videnskaben er jo helt væk! Og konkurrencestaten og dens digitale styringssystemer lader sig så let som ingenting koble på citatets formuleringer.

Men alt dette skal altså ske uden sans for ”fortiden”, traditionen, filosofien og noget ”gammeldags” noget, der hed “viden”, men  i stedet i overensstemmelse med det nye ”smartphone-episteme”, og hvilken ”smartphone-viden”, mon det så er, de studerende skal stifte bekendtskab med? ja det bliver viden, der kan ”omsættes” ”fleksibelt og innovativt”. Dermed kommer Sarauw og Brøgger tæt på Ny Nordisk Skole-formuleringerne og dermed på hele filosofien bag vores nye skole- og gymnasietænkning; en filosofi, som ifølge mange neostrukturalister selv, f.eks. idehistorikeren Jens Erik Kristensen og lektor Steen Nepper Larsen, begge DPU, selv netop er – ja…. – en konkurrencestatsfilosofi.

Faktisk ligger mange af Sarauws formuleringer tæt på forfatteren og Ny Nordisk Skole-ideologen Lars Olsens argumentation for, at gymnasiet kun skal undervise i ting, der kan anvendes til praktisk innovation, og for at man skal af med fag som Oldtidskundskab. Olsen konkluderer i JP d. 20. januar, at ”almen dannelse har præget undervisning og filosofi siden oldtiden, men er også skiftet under indtryk af tidens strømninger og kampe. Dagens uddannelsessystem er formet af en akademisk kultur- og uddannelseselite, som sætter det teoretiske over det praktiske og det reflekterende over det handlende. Denne ensidige form for dannelse er ikke noget naturgivent”, og så ryger oldtidskundskab – men ok Walter Benjamin var jo også stor læser af græsk filosofi, ligesom Humboldt og Foucault var det.

”Fra Humboldt til smartphones”, kan man vist kalde det.

Artiklen rundes så af i ligeså typisk poststrukturalistisk stil. Først afmonteres al essens og sandhed på en alt for hurtig og sociologisk måde: ”Vi afviser, at der i dag må ledes efter en bestemt raison d’etre for universitetet”. Derefter går man så over til at sige, at der er ”forskellige aktører, der kæmper om definitionsretten”. I stedet for en grundig undersøgelse får vi altså en banal forhandlingssituation, der skal bygge på ligefrem en “afvisning” af universitets tradition. Forfladigelsen sætter ind. Den tilsyneladende kritiske attitude er i virkeligheden tilpasning på den helt store klinge.

Resten af Sophias udgivelse er fyldt med spændende bidrag, der peger i den stik modsatte retning:

Ikke mindst er professor Dorthe Jørgensens artikel ”Dannelse til tænkning på Nordens Universitet” meget inspirerende. Hun foreslår, at der etableres et klassisk humanistisk universitet under regi af Nordisk Råd. Det lyder som en god ide i disse tider, hvor den danske nationalstat og dens universiteter ligger helt underdrejet i instrumentalisme. Jørgensens forslag minder også på en meget frugtbar måde om den grundtvigske og nynordiske ide fra henholdsvis 1830’erne og 1940’erne om et frit nordisk universitet i Göteborg. Når Danmark ikke kan finde ud af det, fordi alting skal gøres op i konkurrencen med kineserne og smartphone-epistemer, så kan Nordisk Råd måske sørge for, at alting bliver, som det bør.

Bogen indeholder også glimrende små essays af teologen Svend Andersen, der tænker Løgstrup og Humboldt sammen, og af Peter Kemp, hvis bidrag jeg allerede har nævnt, og som drøfter den moderne “halvdannelse” og dens konsekvenser for demokratiet. Vi kan måske slutte med et citat fra Svend Andersens artikel. Citatet afleveres i forbindelse med en drøftelse af en dannelseskritik, som Andersen har fundet hos den tyske sociolog Uwe Schimank, men det kunne lige så godt være henvendt til Sarauw og Brøgger og til Lars Olsen:

”Som sociolog ser Schimank forsvaret for det humboldtske universitet som udtryk for en interessekonflikt, hvor professorer som repræsentanter for dannelses-borgerskabet forsvarer deres bastion mod de medlemmer af den lavere middelklasse, der nu befolker masseuniversiteterne. De sidstnævnte ønsker ikke ’dannelsesoplevelser’, men vil instrumentalisere dannelsen, så den bliver en uddannelse, der peger mod karriere og social opstigning.

Det kan naturligvis ikke afvises, at en del af den kritik, som for tiden rettes mod de toneangivende tendenser i universitetspolitikken, kan tolkes som udtryk for en overlevelseskamp hos privilegerede grupper, der benytter Humboldt-idealerne som våben. Men det udelukker jo ikke, at disse idealer, forudgrebne af Kant og delvist nyformulerede af Løgstrup, kan have overbevisningskraft, for ikke at sige relevans, i dag.”

Er det ikke rigtigt, hvad Svend Andersen siger her? At god filosofi og litteratur rækker ud over sin tid? Hvis det ikke er, så er det slut med seriøs filosofi heromkring, for et samfund uden filosofi er ikke et europæisk samfund. Altså er det rigtigt. Men hvis det er rigtigt, hvad det altså er, så tager Brøgger og Sarauw jo fejl i udgangspunktet? Men så kan vi altså godt bruge Benjamin og Humboldt og alle de andre alligevel? Sikken en lettelse. Det var godt. Det tror jeg, vi bliver glade for. Alle sammen. Også os med smartphones.

Litteratur:

Larsen, Steen Nepper & Mortensen, Stig Skov (2014): Universitetsverdenen – flerstemmige visioner, Aalborg: SOPHIA. Der er henvist til følgende artikler:

– Andersen, Svend: Noget at feste for?

– Jørgensen, Dorte: Dannelse til tænkning på Nordens Universitet

– Peter Kemp: Halvdannelsens universitet. Dannelsesuniversitetet er et forsvar                      for demokratiet

– Sarauw, Laura Louise & Brøgger, Katja: ”Uddannelse for de mange som                              mulighed”

Olsen, Lars (2014): ”Almen dannelse”, Jyllandsposten, d.20. januar.

Sarauw, Laura Louise (2012). ”Kur eller kurmageri for humaniora? – konkurrerende forestillinger om fremtidens samfund i den europæiske Bologna-proces”, i Larsen, Jesper E. & Wiklund, Martin: Humaniora i kunskapssamhället – en nordisk debatbog, Malmö: NSU Press.