Fra pigespejder til modstandskvinde

Inger Merete Nordentoft (1903-1960) var som barn og ung en flittig og organisatorisk fremtrædende pigespejder. Hun fik kælenavnet “Jens”, og uniformen var fuld af duelighedstegn Tropsføreren Aase Truelsen giver følgende skudsmål til Nordentoft efter en sommerlejr i 1932:

“Hun lærte os, at man tager sit standpunkt her i livet, og det slås man for, om så sol og stjerne rasler ned om ørerne på en – og DET VIL VI BLIVE VED MED. Og det skal “jens” have TAK for (…). Men først og sidst skal hun have TAK, fordi hun var alle os unge førere EN GOD KAMMERAT. Men det ved vi, hun vil blive ved med at være!” (versaler i original)

Så altså: Kæmp for alt hvad du har kært, og hjælp folk omkring dig. Vi er i Tintins verden, langt fra det Radikale Venstre, som jo er mere til Scavenius og konkurrencestater.

I 1933 forlod hun ‘med tak og vemod’ pigespejderne. Men også med kritik, fordi organisation måske var blevet lidt for “brun” i kanterne? I stedet meldte hun sig ind i Socialdemokratiet.

Eftersom hun var uddannet lærer fra Tønder Seminarium, fik hun job som lærerinde ved Valby Skole. Her blev hun formand for de helt moderne “lærerråd”, som mange lærere i dag savner som bare pokker. Hun blev også leder af skolens bogsamling, hvilket var skolens “hjertebarn”, som der står i biografien. Al magt til skolebibliotekaren!

Hun skrev også ABC-bøger sammen med redaktøren for Unge Pædagoger, den kulturradikale kommunist – indtil 1956 – Torben Gregersen, som kendte alle kunstnere og jazz-musikere i byen. De blev venner for livet. En af deres bøger var illustreret af den vidunderlige tegner Arne Ungermann, som bl.a. illustrerede ”Palle alene i verden”, som jo var skrevet af Jens Sigsgaard, der selv var en del af det reformpædagogiske miljø. Han var rektor for Frøbel-seminariet og ud af en grundtvigsk familie.

Torben Gregersen var lærer på La Cours-vejens skole, hvor den senere rektor for Danmarks Lærerhøjskole, G.J. Arvin, var inspektør.

Derfra gik det stærkt. Nordentoft mødte Sigurd Næsgaard, Sofie Rifbjerg, Anne Marie Nøvrig og alle de andre.  Nordentofts veninde fra spejderkorpset, Inger Kristine Bentzon, var leder af en børnehave i det reformpædagogiske kvarter Ryparken, hvor Reich-ianerne, som var kommunistiske orgasmeideologer, også hørte til (jeg skal lige have tjekket, om der er en sammenhæng der).

Wilhelm Reich gav tingene en uheldig drejning, men forsvandt heldigvis igen. Han levede dog videre via Knud Illeris’, Marcuse’s og Deleuze’s kulturhad, og vandrede dermed direkte ind i 1970’erne og helt frem til i dag, hvor der er en stor Deleuze-gruppe på DPU. Dele af DKP udgjorde også et problem. Især via filosoffen Jørgen Jørgensen, der jo også gjorde livet surt for Knud Grue-Sørensen på Københavns Universitet. Jørgen Jørgensens to varemærker, stalinisme og logisk positivisme, er ikke ligefrem en festlig kombination. Det var nedtur deromkring. Men disse ulemper rørte på en eller anden måde ikke ved Nordentoft for alvor.

Nordentoft var med i kredsen omkring tidsskriftet “Frisindet Kulturkamp”. Hun redigerede i 1939 et tema-nummer om “skoler”, som jeg skal have fingrene i.  Ifølge anmelderne har hun luget ud i de værste kommunistiske fraser, og indlæggene var praktiske og saglige. “Demokratiet” var det nye slagord. På det tidspunkt var hun stadig socialdemokrat.

Hun bliver også formand for KKL, Københavns Kommunelærerinders forening. Foreningen afløste på en måde pigespejderne. Det er en af de fine pointer i Adda Hildens biografi om Nordentoft, hvis jeg forstår det ret.

Under krigen ryger Nordentoft i fængsel for modstandsarbejde – det sker i 1943 – men sidder også i en periode forinden i det såkaldte 7-mandsudvalg, som rådgav undervisningsminister A.C. Højbjerg-Christensen om folkeskolen. Det var under Scavenius-regimet. Højbjerg-Christensen var i øvrigt formand for ”Det danske spejderkorps”, så der har måske været en slags åndsfællesskab der, som er lidt sødt. Men måske var der også lidt samarbejds-brunt hos ministeren?

Herfra siver Nordentoft hen i DKP, hvilket jo er let at forstå, eftersom hendes modstandsarbejde er hjulpet i gang af Torben Gregersen og DKP’s formand Axel Larsen i en eller anden forening. Men kun indtil 1956, hvor hun forlader partiet (se nedenfor). Men hun var altså ikke DKP’er, da hun gik ind i modstandskampen.

Hun er også med i Frit Danmarks Lærergruppe, som jo i 1945 underskriver Emdrup-planen, som er et brev til undervisningsministeren med et storstilet forslag om alt muligt interessant pædagogisk aktivitet i Emdrup. Georg Christensen, A.J. Arnfred og Jens Rosenkjær er blandt medunderskriverne. Flere andre fra både højre og venstre støttede op. Danmarks Lærerforening var dog ikke begejstret. Bladet Folkeskolen mente, at der var tale om en ”sammenblanding af illegalt arbejde og pædagogik”, og at det hele var ”kommunistisk” osv.. Det var det “brune” hjørne, hvis jeg lige må være lidt sjov. Men det var heller ikke let at lande noget rigtigt i de år, for nu at undskylde alle lidt, og dele af planen var jo også lidt langt ude.

Emdrup-planen blev trykt flere steder, bl.a. i Nordentofts pjece ”Opdragelse til demokrati” fra 1944. Piecen er først og fremmest en hyldest til demokrati, kundskaber og selvstændighed, og så er der en række udmærkede forslag, f.eks. at skolens undervisningsmateriale skal ”lægge op til debat”. Der står også, at de praktiske fag skal ”vægte skaberglæden”, og at man skal indføre elevråd og inddrage forældrene. Der er ikke meget kommunisme i den omegn. Men ok, det kniber også med kontakten til den pædagogiske tradition, og det er jo derfor, at tingene via forskellige processer kunne skride ud i 1970’ernes dårligdomme og så videre til i dag. Traditionen stod nogle af de andre for, f.eks. Rosenkjær og Christensen.

Man kan også studere et fint lille foredrag, ”Karakteropdragelse”, som Nordentoft holdt på en af de såkaldte ”Socialpædagogiske Uger” i 1942 i Helsingør. Alle foredragene er iøvrigt samlet i en udgivelse, som kan lånes på det Pædagogiske Bibliotek i Emdrup. Der er også foredrag af bl.a. Sofie Rifbjerg og Jens Sigsgaard.

Her er lidt fra Nordentofts mund fra foredraget:

”Skolens mål er ikke at skabe mennesker med en på forhånd af skolen fastsat livsanskuelse, men at skabe mennesker, der kan tænke frit og selvstændigt, der kan samarbejde med andre og indordne sig under helhedens tarv, der kan udvise initiativ og tør tage et ansvar, der kan vise tolerance over for anderledes tænkende, og som med mod og fasthed står inde for sin egen overbevisning – et menneske, der kender sin egen begrænsning, men som med tro og tillid til sig selv anvender sine evner – særprægede eller almindelige, små eller store – for at gavne helheden”.

Er der nogen, der kan være imod det? Skulle det være kommunisme? Det er jo snarere både social og liberalt og god dansk pædagogik, så det gør noget. Det fører direkte frem til skolens formål stk. 2 og stk. 3 i vores aktuelle skolelov. Det eneste større problem, jeg har med det citat, er, at der tales om at ”skabe” mennesker, men resten er virkeligt flot.

Så spørger nogen måske: Men Thomas, er der så ikke et problem med kundskaberne hos Nordentoft, altså det der med stk. 1 i formålsparagraffen, for hun er jo reformpædagog. Og jo, det er der faktisk lidt, men så alligevel ikke. Læs f.eks. her i hendes hyldest til en ”demokratisk skole”:

”I en sådan skole må der også lægges vægt på – om ikke kundskabsmeddelelse så dog på kundskabstilegnelse. Men kan nemlig ikke tænke selvstændigt uden at have kundskaber”.

Det er altså lidt både-og, men bestemt ingen afvisning af kundskabernes betydning. Hun er jo også både bibliotekar og lærerbogsforfatter.

I øvrigt indleder Nordentoft sin artikel med at ridse tre pædagogiske grundsyn op, nemlig ”læreren taler”, ”stoffet taler” og ”situationen, dvs. livet taler”, og hun siger, at der er ”visse fælles træk” mellem disse. Så der er masser af kundskabsliv i stedet for al vores moderne “at lære at lære”-totalitarisme.

Foredraget er derfor næsten uden al den ”fra og til”-tænkning, som præger den aktuelle læringsideologi.

Efter krigen blev Nordentoft inspektør for en af de progressive Vanløse-skoler. Hun engagerede sig også i kvindesagen, både herhjemme og internationalt.

I 1946 kom den sag om hendes børn og ægtestand, som fyldte så meget i DR’s Danmarkshistories afsnit 10, hvor Nordentoft virkelig rykkede kønspolitiske grænser. Den vil jeg ikke komme ind nærmere ind på ud over at glæde mig ved, at hun stod fast som en spejder. Jeg vil dog nævne, at Hal Koch og Bodil Koch, som var knyttet til både grundtvigske og reformpædagogiske miljøer, støttede Nordentoft offentligt og entydigt, blandt andet med en stor kronik i Politiken.

Hvordan var det nu?: ”Man tager sit standpunkt her i livet, og det slås man for, om så sol og stjerne rasler ned om ørerne på en”.

Mange tak til spejderne!

 

Kilder:

Adda Hilden (2009): ”At sætte sig spor”, Lindhart & Ringhof.

Nordentoft (1942). “Karakteropdragelse”, Den socialpædagogiske uge.

Nordentoft (1944): ”Opdragelse til demokrati”

Nordentoft, Rosenkjær, Christensen, Arnfred mfl. (1945): Emdrup-planen

 

PS

Her er et længere uddrag af Nordentofts udmeldelsesbrev til DKP’s centralkomite i februar 1957. Hun skrev brevet efter en længere dialog med partiets formand Axel Larsen:

”Da jeg i dag melder mig ud af partiet, vil jeg gerne forsøge at motivere dette skridt for jer.

Jeg er kommet til den opfattelse, at jeg aldrig burde have meldt mig ind i partiet, for det, der førte mig ind i partiet, var hverken interesse for teorien eller enighed om dens mange enkeltheder, men simpelthen et ønske om at gøre et arbejde for mennesket og for en bedre fremtid.

Men selvom partiet har givet mig mange gode arbejdstimer for dette mål, forekommer det mig dog, at alt for mange arbejdstimer inden for partiet blot bruges til gavn for en teori, der er grå og død, hvor mennesket er varmt og levende, og at jeg ofte i stedet for fremtiden har arbejdet for fortiden. Tiden og udviklingen er nemlig løbet fra så væsentlige dele af den marxistiske teori, at den på flere punkter peger bagud i stedet for fremad.

De kommunistiske partier bliver ved at betragte marxismen-leninismen som den absolutte sandhed, nu og til alle tider. Den er i besiddelse af de samme fejl som alle andre, der mener at have eneret på sandheden. INTOLERANCE over for anderledes tænkende, FORMYNDERSKAB over for ”folket” og JESUITISME” (…).”

Først to år senere forlod Axel Larsen partiet. Han stiftede i stedet SF og opfordrede Nordentoft til at blive medlem af det nye parti. Det ville hun ikke. Siden har SF haft det svært med spejdere.

 

Skriv en kommentar