I 2019 skrev Alexander von Oettingen den fine lille bog ”Pissedårlig undervisning”. Grunden til, at den er god, er, at ”pissedårlig” simpelthen var en slags pædagogisk dyd, der gjorde det muligt at fortolke og udlægge en såkaldt ”negativ pædagogik” med udgangspunkt i hele den pædagogiske kongerække fra Sokrates til John Dewey og flere andre. Jeg anmeldte bogen i sin tid til UG med kryds og slange.

Bogen var samtidig rammen for en hård kritik af det sprog, som siden 2008 har præget især professionshøjskolerne og kommunerne. Især det platte ”fremragende” kom under kærlig behandling af von Oettingen, som selv er pro-rektor på en professionshøjskole. Han har nok måtte forklare sig.

Så på UC’erne må man tale om pædagogik som ”pissedårlig”, for at sige noget pænt om pædagogik. Der er noget ironisk over hele situationen.

Nu har von Oettingen så – i samarbejde med Trine Ankerstjerne, som indtil sommeren 2020 var leder af pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole – begået en form for to’er, som de kalder for ”Pissedårlig pædagogik”. Det er en antologi om pædagoger og pædagoguddannelsen med bidrag af folk fra især professionshøjskolerne.

 

1. Pissedårlig skifter betydning

Bortset fra halvanden undtagelse er det ikke nogen god bog. Og det skyldes én helt bestemt ting, nemlig glidningen i betydningen af ”pissedårlig”.

Ganske vist fastholder bogens indledning den oprindelige definition, denne gang med henvisning til den amerikanske pædagog, Israel Scheffler. Von Oettingen konkluderer, at ”fejlen, modstanden, negationen og det uventede ikke er pædagogiske følgeproblemer, men kernen i pædagogikken”. Så jo mere pissedårlig pædagogik desto bedre. Det pissedårlige er en dyd. De skønne pissedårlige ord står ganske vist ikke med helt samme tyngde og belæg som i den første bog, men de fylder trods alt det meste af indledningen.

Men så kommer skredet. Pludselig indarbejdes der nemlig i indledningens konklusion en mere traditionel definition af ”pissedårlig”, som der egentlig slet ikke har været varmet op til. Det sker i følgende:

”Når vi taler om pissedårlig pædagogik, sker det på to måder: For det første adresserer den alt det, som faktisk er dårlig, og som man må forsøge at rette op på (…). Her betyder det pissedårlige, at noget faktisk er dårligt, og at det må diskuteres og ændres.”

Og derefter følger så ”for det andet”, som angår det pissedårlige som ”dyd”, hvilket jeg lige har nævnt.

På den måde kan ”pissedårlig” både være en pædagogisk og filosofisk dyd og en del af det modsatte, nemlig noget, man skal undgå og ændre. Men denne dobbeltbetydning var bestemt ikke en del af den første udgivelse, bortset fra måske som en form for ironisk underlag.

 

2. Pissedårlig antidyd

Det begrebsmæssige skred får stor betydning for indholdet i bogen:

De forskellige indlæg fra især professionshøjskolefolk, primært ledere og mellemledere, er nemlig ikke opmærksom på betydningsskredet. Det gælder f.eks. Martin Bayers indlæg. Bayer er forskningsleder på UC København, og han stod sammen med professor Jens Rasmussen bag en indflydelsesrig rapport i 2010, der satte dybe instrumentalistiske spor i læreruddannelsen fra 2013, som ville gøre radikalt op med hele dannelsesaspektet. Fordi Bayer derfor ikke kan fastholde det pissedårlige som dyd, så siver hans analyse af pædagoguddannelsen netop hen i nærheden af alt nysproget med ”karrierespor” og ”konsulenthuse” mm., dvs. hen til alt det, som von Oettingen talte imod i sin første bog.

Også Oettingens medredaktør Trine Ankerstjerne, som altså indtil for nyligt var ansat samme sted som Bayer, skrider i sin brug af termerne. Også her mister ”pissedårlig” sin dydsfunktion. Dermed får hun ikke fat i pædagoguddannelsens kerne og historie, men løber ind i betydnings-skredets forsimplede dualismer. F.eks. vil hun af med noget, hun kalder ”pissedårlige synsninger”. Hun kan heller ikke lide ”føleriet”, som hun sætter i modsætning til ”fagligheden”. Diskussionen kommer ingen vegne, fordi ”pissedårlig” gøres til et problem i stedet for til en dyd. Ankerstjerne taler ganske vist for dannelse og dømmekraft, men det bliver uden substans og negation, fordi hun river det ”pissedårlige” ud af dets filosofiske sammenhæng.

Dermed siver Ankerstjerne hen i nærheden af Bayers særlige antifilosofiske version af Bourdieu, så vidt jeg kan se. De er vist nok også uddannet samme sted, nemlig på Københavns Universitet under professor Staf Calleweart, som også var Bourdieu-mand, ligesom altså især Martin Bayer også er.

Der er en lille krøller her: Før Callewaert regererede filosoffen Knud Grue-Sørensen, som er von Oettingens helt, på KU, og han står på en måde for det modsatte af Bourdieu. Der flyder noget pædagogisk historie under sætningerne. Calleweart har haft en virkelig dårlig indflydelse på den københavnske pædagogik og også på mange professionshøjskoler i det hele taget. Dårligdommene er forstærket af, at hans indflydelse for alvor satte sig fast i slut 00’erne, hvor professionshøjskolerne var nye og identitetshungrende konkurrencestats-institutioner, som fjernede de sidste rester af filosofi fra Callewaerts teori.

Der er også en artikel af forskningschef fra UC-VIA, Andreas Rasch-Christensen. Også han har arbejdet tæt sammen med Jens Rasmussen omkring skole- og læreruddannelsesreformerne. Han har totalt misforstået det ”pissedårlige”. Rasch-Christensen vil fundere børnehavernes filosofi hos den amerikanske økonom James Heckman og i en masse evaluering. Så bliver det ”pissegodt”, får vi at vide. Her har begrebet helt mistet sin spænding. Heckman er sådan en slags overgangsfigur fra konkurrencestat til biostat efter min mening, men lad det nu ligge. Under alle omstændigheder er han børnehavens fjende. BUPL forlod da også i sin tid den såkaldte ”Småbørnsalliance” med henvisning til denne alliances Heckman-inspirerede børnesyn.

Endelig er der en kort artikel af en Rikke Smedegaard Hansen, som jeg ikke kender. Hun taler om ”mentalisering”. Jeg synes, det er lidt uden for emnet, så jeg lader det ligge. Smedegaard Hansen har ellers skrevet en bog, der hedder ”Ida er pisseprovokerende”, så hun er inde i jargonen.

 

3. Pissedårlig dyd

Der er en hel og en delvis undtagelse fra dette mønster:

Den ene undtagelse står Von Oettingen selv for. Han har en fin analyse af legens væsen og af forholdet mellem leg og læring, hvor der samles perler hist og her. Men faktisk bruger han selv ”pissedårlig” i den banale betydning, hvilket gør det hele lidt underligt. Måske er det derfor, at ”legen” bliver lidt udvendig? Han kan ikke få den ind i sit herbartianske system. Han burde have lavet en ægte pissedårlig analyse af legen, som undersøgte begrebets centrale funktion i pædagogikken, herunder hos nogle af von Oettingens egne helte.

Som teksten står nu, ender den ganske vist med at frede ”leg”, men også med at ekskludere den fra pædagogikken. Det skyldes, at von Oettingen får sagen stillet op som ”leg eller læring”, hvorved han jo accepterer pædagogikkens forfaldsstruktur. Man kan godt sige ”leg eller læring”, men man kan ikke sige ”leg eller pædagogik”. Denne eksklusion af legen går slet ikke; hverken i skole eller børnehave, men især ikke for pædagogerne, som jo er i fokus her.

Antologiens højdepunkt er et indlæg af Line Togsverd som er en helt almindelig docent fra UC-syd helt uden fine UC-kasketter. Togsverd har fuldt og helt forstået von Oettingens oprindelige præmis og taler direkte for den ”pissedårlige” pædagogik med udgangspunkt i det fine begreb ”ballade”, som hun har udviklet i nogle tidligere udgivelser. Hun sætter pædagogisk praksis i modsætning til en teknisk praksis, og stiller derfor – helt i von Oettingens oprindelige ånd – ”pissedårlig pædagogik” i modsætning til ”ikke-pædagogik”. Hun har ingen problemer med ”synsninger” og andet godt, tværtimod. Det hele handler om ”det, der er, var og er på vej”, som hun fint skriver.

Togsverd trækker på Kants pædagogiske paradoks, som også ligger til grund for von Oettingens arbejde. Men Togsverds interesse rækker langt videre end Oettingens. Von Oettingen har nemlig problemer med at diskutere institutionernes formål. Han bliver i sit paradoks, hvilket skyldes en systemteoretisk understrøm. I modsætning hertil har Togsverd en fin lille analyse af børnehavens formål, hvor hun inddrager demokratiets kulturhistorie og sammenhæng i sin dejlige pissedårlige balladisering af pædagogikken. Med disse pointer taler hun ind i en børnehavepædagogisk tradition, som også findes hos de to lærere ved den århusianske pædagoguddannelse, Karsten Tuft og Jan Jaap Rothuizen, som begge har rødder i en række flotte danske og europæiske reformpædagogiske aktioner. Faktisk har Togsverd skrevet en meget interessant bog sammen med Rothuizen, som netop  hedder ”pædagogiske ballader”.

 

4. Generelle bemærkninger

Til sidst et par generelle bemærkninger: Efter min mening bliver det bare for meget med alt dette ”pissedårlige”, som nærmest plastrer bogen til over det hele. Det er ok for en enkelt bog, men ikke flere, og det går galt, når udtrykket endda mister sit indhold og ender med at understøtte det, som det oprindelig var et opgør med. Vi skal have von Oettingen tilbage på sporet igen, gerne sammen med Togsverd.

Der er en lille enklave på UC-Syd, som desværre er blevet decimeret ved ophøret af to vigtige ansættelser siden 2013. Jeg tænker her på den selvstændigt tænkende Iben Benedikte Valentin Jensen, som blev presset ud for nogle år tilbage, og på den kloge Leo Komischke-Konnerup, som sidste år forlod skuden. Bare nu Togsverd holder stand.

Jeg er også ked af, at ingen af artiklerne – udover implicit i Togsverds artikel – inddrager og drøfter den rige børnehavepædagogiske tradition, som findes i Danmark og Europa. Denne mangel er med til, både at det grimme slangudtryk bliver for pågående, og at faglige afarter som mentalisering og Heckman mm. kan brede sig for kraftigt.

 

Referencer og links:

Alexander von Oettingen & Trine Ankerstjerne (2021): Pissedårlig pædagogik, Hans Reitzels Forlag.

Alexander von Oettingen (2019): Pissedårlig undervisning, Hans Reitzels Forlag.

Line Togsverd & Jan Jaap Rothuizen (2016): Pædagogiske ballader – perspektiver på pædagogens faglighed, Samfundslitteratur.

Analyse af ”Pissedårlig undervisning som pædagogisk dyd” fra 2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/pissedaarlig-undervisning-som-paedagogisk-dyd.html

I september 2019 kritiserede Lars Qvortrup von Oettingens første bog, og von Oettingen svarede på kritikken:

Lars Qvortrups kritik af von Oettingens bog, d. 9. september 2019: https://skolemonitor.dk/debat/art7364857/3-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l-til-Alexander-von-Oettingen-om-pissed%C3%A5rlig-undervisning

Alexander von Oettingens svar til Lars Qvortrup fra d. 10. september 2019 : https://skolemonitor.dk/debat/art7374411/Forskning-beg%C3%A5r-et-stort-fupnummer

Endelig skrev jeg tilbage i 2018 to indlæg om ”pissedårlig undervisning” med udgangspunkt i et Folkemødearrangement om emnet:

Folkemøde 2018: Pissedårlig undervisning

Pissedårlig undervisning 2: Ansvar og fremtid