Fremtidens skole i Aalborg 3 – en udfordring uden fremtid

I Aalborg har de en “fremtidens skole”, som er en skole, der i sagens natur er forbundet til skolereformens teknificering af dansk uddannelsespolitik, men som derudover, via tilknytningen til KL’s skolesyn og den kommunale læringschefs kærlighed til læringsmål og til professor Jens Rasmussens skolesyn, også er knyttet Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)’s store opgør med pædagogik og dannelse.

 

Hvad er fremtiden?

Hvad betyder det at have en fremtidens skole? Har det noget at gøre med lykkelige i-pad-mennesker på noget grønt græs, med klima-ragnarok, med neoliberal grådighed eller med en tur til Mars? Der er mange, der har gang i diverse krystalkugler. Men hvad er fremtiden i ”fremtidens skole”? Det står der ikke noget om nogen steder. Ingen aner hvad det er. Nå, men så må vi nok hen til skolereformsproget for at finde et svar. I regeringens oplæg til skolereformen står der, at reformen skal gøre klar til ”morgendagens samfund”. “Fremtid og morgendag” – så har vi også lidt poetisk ramasjang.

Men ved I hvad – det hele er et totalt blålys, det betyder ikke noget. Der er hverken frygt eller håb eller analyse. “Fremtid” betyder bare ”udfordringer”, f.eks. at vi kun er nr. 17 i dit og dat. Fremtiden er det samme som ”udfordringer”. OECD har udpeget nogle udfordringer, og hele reformen er herefter lagt an som en stor metode til at indløse udfordringerne, fx, hvis vi følger KL, at vi skal være i top 5, og at flere svage elever skal klare sig bedre i de nationale tests. Gør man det, så er man i “verdensklasse”, og er man imod det, så er man en “nej-hat”. Så lavt er niveauet.

Aalborgs ”fremtid” er altså at score bedre på OECD’s indikatorer, omsat til national lovgivning. Når man midt i undervisningen tvinger børnene ud i skolegården, hvor de med knyttet næve skal råbe ”vi er fremtidens folkeskole”, så iscenesætter man en begejstring, der er knyttet til at score på en OECD-liste. ”Vi er fremtiden” betyder, at “vi er en metode til at løse samfundets udfordringer, som disse er bestemt af nogle økonomer”. “Vi er verdensklasse” betyder “vi indordner os under dumhedens og massernes regime”.

Dermed er vi hos regeringens ideologi, den såkaldte konkurrencestatsideologi, hvis dannelsesideal er en blanding af en økonomisk soldat og en opportunist – og var det ikke lige præcist den blanding, vi kunne se i Aalborgs flashmob-video? Og hvad skal man bruge en lærer til i den sammenhæng? Hverken soldaten eller egoisten har jo brug for en lærer. Så enkelt er det. Fremtidens lærer kan sætte flueben og lave lidt it-support, komme med bidrag til kommunens læringsværktøjskassen på lige fod med forældre og elever og holde fri kl. 16, som en rigtig proletar.

 

Hvad er fortiden?

Nu er der så det store problem, at en skole ved hele sin essens og sit begreb altid er knyttet til FORTIDEN. En skole skal beskytte, det som allerede ER – dvs. de kundskaber, som en generation mener, at den næste bør have. Undlader en generation at gøre tage stilling til det, gør den ikke sin pligt. En skole er en organisation til beskyttelse af de kundskabsområder, som har værdi i sig selv – og det har jo ikke noget med at være i top 5 at gøre. Ranglisteplaceringen, altså Aalborgs fremtid, er en meget afledt størrelse i den forbindelse.

Så skolen er beskyttelse. Det er derfor, man har en lærer. Han beskytter samfundets kundskaber mod ”udfordringer”. Det betyder ikke, at læreren ikke interesserer sig for fremtiden, men hans interesse angår en fremtid, der er slynget ind i en fortid, og hvordan denne slyngning finder sted hos skolens elever og i skolen selv. En lærer kigger efter udvikling i og i nærheden af det, som allerede er, og lærerens opgave er at udpege dette ”er”, og foranstalte en kreds omkring det, så skolen kan ske.

Men sådan en udpegning kan man ikke foretage i fremtidens skole, fordi fremtiden ikke knyttes til kulturen, men kun til kvantitative udfordringer, og fordi fortiden er væk.

Fremtidens skole er derfor ikke en skole – og det er også derfor, at den ikke behøver lærere. Der er ingen lærere i Aalborgs flashmob, der er kun nogle stakkels forvirrede børn, der råber og skriger om ”fremtidens skole”, der er børne-miljøer, der er læringschefer, der er styring, og det hele sejler ud fra enhver SKOLE-mæssig betragtning.

Det er en ikke-skole uden fremtid.

 

Litteratur:

Fremtidens skole i Aalborg: http://www.thomasaastruproemer.dk/fremtidens-skole-i-aalborg.html

Fremtidens skole i Aalborg 2 – læringschefens ideologi: http://www.thomasaastruproemer.dk/fremtidens-skole-i-aalborg-2-laeringschefens-ideologi.html

Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO): http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html

Skriv en kommentar