Danmark forandrede sig omkring 1960. Kulturelt set brød modernismen og de nye samfundsvidenskaber igennem. Økonomisk set overgik industrien landbruget som hovedleverandør af produktion og vækst. Og politisk set satte velfærdsstaten sig igennem som en ny rationel og altomfattende ide, som vi i disse år stadig ser både de gode og dårlige konsekvenser af. Selvom der ikke blev udløst et skud eller brugt tvang overhovedet, kan man tale om en kulturel revolution. Det ser man især, hvis man dykker ned i perioden fra 1940 til ca. 1965 og ser på de problemer og talemåder, der optog landets intellektuelt interesserede borgere i den nære efterkrigstid.

Jeg har haft fornøjelsen af at studere en sådan persons arbejde nærmere. Det drejer sig om Axel Riishøj (1911-1971), som først var fuldmægtig i Skatteministeriet, dernæst stiftsfuldmægtig i Ribe og siden sognepræst i Karise og på Frederiksberg. Han skrev i perioden 1936-71 tres artikler til forskellige kulturtidsskrifter og 34 indlæg og kronikker til danske dagblade. Desuden skrev han to bøger, hvoraf den ene, Omkring seksualdebatten, kort vil blive omtalt nedenfor. Interesserne spændte vidt fra politiske og litterære til kulturelle og teologiske spørgsmål. Alle indsatserne bærer præg af samme grundsyn, nemlig troen på både en fri folkelighed og et nationalt ansvar. En dobbelthed, som indskriver Riishøj direkte i en dansk tradition, som i dag desværre er tæt ved at uddø eller i hvert fald ofte reduceres til tillidsstatistikker og det neutralt klingende ’sammenhængskraft’.

 

Besættelse og befrielse

Det centrale historiske udgangspunkt for hele denne generation er besættelsen. Det kan man også finde i Riishøjs dagbøger, som simpelthen starter med datoen d. 9. april 1940:

”Nu er vi altså fangne. Kongen er fangen, selvom kongeflaget stadig vajer over regeringspalæet på Amalienborg, og regeringen er fangen; hele landet er en fangelejr. Over for andre lande ikke mindst over for Norden har vi kun grund til at være meget flove”.

Synet på de tyskvenlige er klart allerede d. 8. maj 1940, hvor Riishøj skriver:

”I går skrev Kaj Munk et ganske fortrinligt stykke i ”Nationaltidende” om Danmark. Han omtaler de ”hunde”, der logrer for magthaverne (…) Men de skal blive husket”.

Riishøj er allerede her klar over besættelsens politiske karakter. Men der er også allerede her i de første dage en sans for, at der på den anden side af undertrykkelsen kan komme et stærkere folk. Det kan man samme dato læse i:

”For nu sker der noget – med og i det danske folk – med og i os; vi ser fremtiden i møde og håber, at den trods alt må bringe noget godt – en ny dag må vel komme efter dette, og måske har vi godt af en prøvelsestid. Blot den ikke varer for længe”.

Blot “folket” udvikler sig, så klarer vi altså selv en besættelse. Men denne spæde ”trods alt-optimisme” er helt væk allerede måneden efter, altså juni 1940, i følgende:

”Det ser sort ud for Europa. For åndsfrihedens og mange andre goders skyld må vi håbe, at Vestmagterne omsider må få held til at standse tyrannen”.

Endelig kommer befrielsen, og d. 5. maj 1945 kan man læse:

”Nu har tyskerne kapituleret i Danmark. Denne utrolig glædelige nyhed er lige blevet bekendtgjort. Hvor er det dejligt! Og hvor smukt med de mange levende lys i vinduerne. Hvilken fest. Smukke nationale sange toner ud af radioen. Det er dejligt at høre. Det er en dejlig dag og nat. Det er den største dag i mands minde. Har vort folk nu lært det af de fem besættelsesår, som det skulle?”.

Her ser vi igen håbet om, at et nyt og klogere folk kan rejse sig af asken.

 

Folket, politisk frihed og kritik

I ovenstående citater ligger samtidig en række af de temaer, som optog opinionen i landet, og som forblev aktuelle frem til 1960. Riishøj placerede sig ind i disse diskussioner på en speciel måde. For det første er der selve hovedinteressen: Det frie folk. Dette var ikke klaphat-folket eller velfærdsfolket, som vi ser det i dag. Hvad der tænkes på, ser vi måske bedst i forbindelse med omtalen af en diskussion fra 1947 af Hal Kochs bog om Grundtvig (Riishøj 1947). Riishøj anker samlet set over Kochs støtte til samarbejdspolitikken under besættelsen, over Kochs misforståelse af Lokes betydning i den nordiske mytologi, og over Kochs simple syn på demokratiet som en livsform og en slags partiforenings-snakkesalighed.

Loke-diskussionen er meget sigende. ”Frihed for Loke og for Thor” er Grundtvig kendt for at sige. Riishøj beskylder Koch for at fortolke Loke som det ”onde”, hvorved aserne, og dermed folket, i sagens natur må prøve at undgå Loke-agtige mennesker. I stedet, mener Riishøj, står Loke for tvivlen og forstanden, mens aserne står for den fælles folkelige kraft og sans for det fælles bedste.

Grundtvigs berømte motto er på denne måde en kærlighedserklæring til åndelig frihed og ikke til en moralsk bedrevidenhed. Det er en hyldest til strid og åben diskussion frem for universalisering af det gode ud over hele menneskeheden. Loke hører med.

Dermed sættes et videre tema i Riishøjs arbejde, nemlig en stærk betoning af ytringsfriheden og ytringspligten. Et folk kan kun udvikle sig i indbyrdes diskussion; ikke blot i venlige og konstruktive dialoger, som i Hal Kochs foreninger, men i åbenhjertige offentlige refleksioner, som meget vel kan være præget at strid, uforsonlighed og uenighed.

I samme artikel hævder Riishøj, at Danmark fungerer udmærket, men at der må være noget galt med folket, når det så let lod sig kue under besættelsen. Altså det stik modsatte syn på besættelsen i forhold til Hal Kochs. Hos Riishøj er det netop modstandsbevægelsen, den egentlige folkelighed udvikler sig ved, fordi man her ytrer sig i strid, i tvivl, i fornuft og i følelse på samme tid. Folket må altså både være Loke og Thor.

Dette syn på folket kommer også til syne i en diskussion af embedsmændenes politiske tilhørsforhold. Kommunisten Jørgen Jørgensen hævdede, at man burde indføre en kontrol af embedsmændenes holdninger (og altså ikke blot handlinger), så man kunne sikre sig, at de var demokratisk sindede. Igen står Riishøj på frihedens side. Selvom man er uenig i bestemte holdninger, kan man ikke lade denne uenighed være grundlag for et forbud mod disse holdninger. Også udemokratiske holdninger bør tillades, ellers har vi ikke et demokrati.

Denne udbredelse af friheden til at gælde også tvivl, forstand, kamp og strid samt til at mene, hvad man synes er rigtigt uanset konsekvenserne, står alle steder centralt. Og det er vel at mærke et synspunkt, der skrives op imod både kommunismen (Jørgen Jørgensen) og imod den spirende socialdemokratisme, som man finder den i Hal Kochs humanisme og dermed i kredsen omkring Krogerup Højskole samt i de socialdemokratiske folkelige ungdomsorganisationer.

Dette frie og diskuterende folk er en grundsten i Riishøjs demokratibegreb. F.eks. hedder det i 1945:

”At demokratiet i kraft af friheden rummer muligheden for sin egen undergang er måske uhyggeligt nok, men det er en simpel følge af, at demokratiet er noget levende, og det gælder om alt levende, at det kan dø, og at det undertiden kan tage sig selv af dage. Hvis man vil fratage demokratiet ret til det, har man med det samme forladt devisen: ’Folkets vilje skal være landets lov’ og har gjort demokratiet til et dødt system. Man har i så fald sat en grænse for folkets ansvar og gjort folket umyndigt” (Riishøj 1945).

Demokratiet har kun de grænser, som dets egne åbne diskussioner sætter. Demokratiet er på en måde selvberoende. Folket, og dermed folkestyret, bæres og udtrykkes i offentlige diskussioner. Dermed indskriver Riishøj sig i efterkrigstidens demokratidebat som en af de allermest radikale frihedsfortalere, lige op imod både den nye velfærdstankegang og kommunismens totalitære træk. Riishøjs position er iøvrigt også bemærket i en aktuel gennemgang af ytringsfrihedens historie (Mchangama & Stjernfelt 2016, s. 758).

Demokratiet er folkets grænseløse ånd i stridbar dialog. Det er folkets styre, det er en organisk, polemisk og rationel syntese af alles offentlige liv (men ikke deres private eller sociale liv), der er som en lysning i skoven.

Samme grundlæggende tankegang finder vi i kronikken ”Hvad er demokrati?” fra juni 1945 (Riishøj 1945b). Også her omtales på den ene side et åndeligt område, hvor

”ubetinget frihed for kritik er nødvendig. Opposition og kritik er det salt, der fornyer det politiske liv, og friheden må ikke indskrænkes til at gælde den såkaldte ”saglige” (dvs. ufarlige) kritik, men må også gælde den hvasse, bidende kritik”

og igen i

”retten til frit at tænke, tro og tale er ikke et liberalistisk dogme, men en folkelig naturlov, som ethvert samfund, der skal bestå, må respektere”.

Med andre ord: Fuldstændig frihed i åndelige anliggender. Det er naturens lov.

Selv om Riishøj taler for politisk frihed, er der ikke frihed i kropslige anliggender, hvis man kan sige det på den måde. F.eks. hedder det i samme kronik:

”Kun når demokratiets fjender i handling vil omstyrte folkestyret ved list eller vold, skal vi straffe dem, og det skal være hårdt”.

Så altså hårde straffe til lovbrydere, men fuldstændig frihed til ånden.

Endnu et forhold, der fremdrages i samme kronik, er, at denne frihed og tvang kun kan fungere ved en følelsesmæssig binding til fædrelandet og forfatningen. F.eks. hedder det:

”En demokratisk statsform er som sådan kun et tomt hylster. Der må et åndeligt indhold til, en forståelse af, hvad friheden skal bruges til… Lovgivningen gavner intet, hvis ikke Folket fuldstændigt frivilligt slår et slag for den… Loven skal være en levende magt og ikke et dødt bogstav”.

Og modstandsbevægelsen fremdrages her som et godt eksempel herpå i modsætning til samarbejdspolitikerne (for hvem loven var et “dødt bogstav”).

Kronikken ender med, at demokratiet hævdes at…

”…bygge på en tusindårlig kultur, men kan, hvis man ikke passer på, sættes over styr på en eller to generationer”

Med denne betoning af den fri diskussion allerede i de tidligste kronikker adskiller Riishøj sig fra store dele af den nationalt sindede konservatisme, som han ellers også var dybt tiltrukket af. I dagbøgerne er der mange positive referencer til både Kaj Munk, Dansk Samling og de allermest nationalt sindede højskolekredse. Men hvor disse på forskellige måder flirtede med antiparlamentarisme og diktaturet og i højere grad knyttede frihedsbegrebet til eksistentielle fordringer, så er det frit diskuterende folk et fremtrædende træk ved Riishøjs konservatisme.

Riishøj adskiller sig på denne måde både fra Hal Kochs dialogisme og fra Munks eksistentielle og religiøse krav. Og middelvejen er det værdige demokrati.

 

Syntesebegrebet

Det, som giver denne frie debat værdighed og indhold, er syntesebegrebet. Riishøj opponerer imod, at man opsplitter et fænomen i dets dele på en sådan måde, så man mister sansen for fænomenet selv. Allertydeligst sker dette i hans bog om seksualdebatten fra 1965, hvor syntesen, den enhed, som livet bringer med sig, er den bærende analyseenhed (Riishøj 1965). F.eks. består et ægteskab ganske vist på en måde af mand + kvinde, men ægteskabet selv kan ikke reduceres til disse dele. Det er noget mere, noget fælles og noget skabt.

På samme måde med det pædagogiske, det nationale og det folkelige. Man må studere en given enhed i den samlede meningsdannende kontekst, hvori enheden udtrykker sig. Dermed bliver Riishøj kritisk over for videnskabens tendens til reduktion af følelseslivet. F.eks. kan han i 1970, da de etablerede synteser er under heftigt opbrud, i en kronik om opdragelse, sige:

”Hvis fanden i dag skulle vælge studium ved vores universiteter, ville han utvivlsomt vælge psykologien” (1970b)

Det, han er ude efter her, er ikke psykologien som sådan, men derimod dens selvstændiggørelse fra kulturens synteser og dens efterfølgende ”jongleren med spørgeskemaer som de rene kortkunstner”.

På samme måde kritiserer han også den altdominerende positivisme inden for det videnskabelige felt. I en lang og grundig diskussion med en førende svensk religionspositivist – som hævder, at religion ikke er noget i sig selv, men kun udfører psykologiske og sociologiske funktioner i samfundet – argumenterer Riishøj for det religiøses selvstændighed (Riishøj 1953). Altså det samme: at religion er en syntese, som ikke kan reduceres til dets delelementer.

Endnu et eksempel på syntesetænkning finder man i kronikken ”Autoritet” fra 1953. Her, i et opgør med autoritære og reformpædagogiske ideer, hævdes det, at

”mildhed uden strenghed er tossegodhed, og strenghed uden mildhed er grusomhed. Det betyder ikke, at vi skal finde frem til et kompromis, men begge dele – strengheden og mildheden – gælder fuldt ud i paradoksal uafkortethed” (Riishøj 1953) (min kursivering).

Igen ser vi denne insisteren på, at forhold, der på overfladen ser modsætningsfyldte ud, faktisk hænger sammen, ja mere end det – de er afhængige af hinanden som modsætninger inden for en samlet praksis.

Det hele samles atter i begrebet om et ’frit folk’:

”Folket er et frit åndeligt samfund, der principielt må være selvstændigt i forhold til staten, thi staten er hverken fri eller åndelig, men et tvunget kollektiv, en korporation, og må være det”.

Staten står for tvang, og folket står for frihed, diskussion og kærlighed til det fælles. Folket er altså ikke blot individer, og der er ingen mekanisk sammenhæng imellem folk og stat. Sammenhængen er altid modsætningsfyldt men også nødvendig – en ”paradoksal uafkortethed”, en form for negativ magnetisme.

 

Inspirationen fra Jakob Knudsen

På denne måde bliver vi også i stand til at forstå, hvorfor Riishøjs favoritforfatterskab var Jakob Knudsens (1858-1917). Knudsen er i dag nærmest glemt, efter at Villy Sørensen i 1959 i symbolsk forstand henrettede ham i en freudiansk analyse ved navn ”det forgudede traume” (Sørensen 1959).

Det er umuligt på kort plads at trænge igennem de enorme misforståelser, der siden 1959 har været knyttet til Knudsens navn. I dag forbindes han med korporlig afstraffelse og ubetinget lydighed, men hør lige, hvilken rolle han spillede for Riishøj, som i et debatindlæg i 1956 skrev, at for Knudsen gjaldt det, at

”kroppens frihed skal stækkes, men når det gjaldt troen og kærligheden, religion og livssyn og fædrelandsfølelse, skulle der herske ubegrænset frihed både til at sige ja og nej. Det er derfor hævet over enhver tvivl, at denne såkaldte ”autoritære” forfatter var en af vores største forkæmpere for åndelig frihed og frisind” (Riishøj 1956).

Vi skal have tvang for kroppen og frihed for ånden i ”paradoksal uafkortethed”.

Efter 1959 sprængte modernismen denne enhed af frihed og autoritet, og hele forestillingen om et frit folk, der tager et praktisk og åndeligt ansvar, ophørte man stort set med at tale om. Riishøj havde problemer med at forstå den nye modernisme, selvom han gjorde mange velmente forsøg. F.eks. kan han i 1970 sige følgende om et Rifbjergstykke, der skildrer kærlighedens opportunistiske krinkelkroge:

”Det var en lidelse at se, høre og læse Klaus Rifbjergs TV-stykke… På en modbydelig måde myrder han en skønhedsverden, jeg har holdt af, men alligevel kan jeg ikke undslippe dette mareridt, dette kaos af ord.” (Riishøj 1970).

Syntesen, i dette tilfælde ægteskab og kærlighed, var brudt. Tilbage flød resterne – de spaltede individer og deres endimensionale følelser – rundt omkring i landets nye litteratur, og den politiske syntese kunne degenerere fra et frit folk til en flok neoliberale individer, som vælger og forbruger, eller til en velfærdsrettighedsmaskine, hvis ophøjede mål er at pleje borgernes kroppe og hjerner, indtil alle forskelle er væk.

PS: Axel Riishøj, som er min morfar, var gift med Karen Riishøj. De fik fem børn, blandt andet Østeuropa-eksperten og tidligere folketingsmedlem for SF, Søren Riishøj. En af Karens ældre brøde var salmedigteren K.L. Aastrup, som var ven (on and off) med Kaj Munk, hvilket man kan læse om i Aastrups erindringer (Aastrup, K.L.. “Erindringer”, København: Gads Forlag, 1999).

K.L. Aastrup skrev følgende digt i 1940, som jeg synes passer i sammenhængen:

 

Maj 1940

Et land, hvor du kan leve glad og fri

og frygtløs tale, hvad dit hjerte tænker

var det din fortid, er den vel forbi

og du får vænne dig til dine lænker?

 

Og du må gemme hen dit Danmarks sang

mens fjenden er i landet må den tie

og var det før kun lavt og trægt den klang

kan savnet nu måske dit hjerte svie

 

Der er en hvisken, ganske lav og tyst

som åndet af en mund tæt ved mit øre:

Ved midnat er i Nord der endnu lyst

og der er endnu lærkesang at høre.

 

Den hvisken vil mit hjerte lytte til

og trøstes ved, hvad det så ellers tænker

Det har sit håb, fordi det håbe vil

med håb mod håb, det trodser vores lænker

 

PPS Dette indlæg findes også i min bog Krisen i dansk pædagogik, Munkebo: Fjordager, 2013, s. 139-146 + s 194.

 

Litteraturhenvisninger:

Aastrup, K.L. (1999). Erindringer, Gads Forlag.

Mchangama, J. & Stjernfelt, F.: Men – ytringsfrihedens historie i Danmark, Gyldendal, 2016, s. 758 og 767.

Riishøj, A. (1945). ”Demokratiet må ikke drukne i Nazifrygt”, Frit Danmark, nr. 27, 11 – 12.

Riishøj, A. (1945b). ”Hvad er demokrati?”, Morgenbladet, d. 2. juni.

Riishøj, A. (1947). ”Grundtvig, Hal Koch og nutiden”, Information, d. 1. august.

Riishøj, A. (1953). ”Autoritet”, Jyllands-Posten, d. 30. november.

Riishøj, A. (1956). ”Det hultbergske ”tredje standpunkt””, Information, d. 10. marts.

Riishøj, A (1965). Omkring seksualdebatten, København: Gads Forlag.

Riishøj, A. (1970). ”Rifbjerg, Jane og evangeliet”, Kristeligt Dagblad, d. 15. april.

Riishøj, A. (1970b). ”Opdragelse til menneskelighed”, Kristeligt Dagblad, d. 1. december.

Riishøj, A. (1953) ”Teologi og filosofi i nutidens situation”, Dansk teologisk tidsskrift, 1953, årgang 16,  s. 1 – 27.

Rømer, T.A. (2013). Krisen i dansk pædagogik, Munkebo: Forlaget Fjordager, s. 139-145 + s. 194.

Sørensen, V. (1959). Hverken – eller: Kritiske betragtninger, København: Gyldendal.

 

 

 

Bilag: Axel Riishøjs samlede produktion

 

A. Bøger:

A1. Omkring seksualdebatten, København: Gads Forlag, 1965

A2. Studenterpræster? Læg og lærd i folkekirken, København: Kristeligt Dagblads Forlag, 1969.

 

B. Artikler og kommentarer i tidsskrifter:

B1. ”Nordisk mytologi og tysk ’mythus’, Højskolebladet, nr. 24, 1937, 359 – 360.

B2. ”Mere om ’menneske først’”, Tidehverv, årgang 16, 1942, s. 33 – 35.

B3. ”Sønderjylland, Danmark og os”, Tredje Standpunkt, 1942, s. 280 – 287.

B4. ”Bemærkning til artiklen Skal vi ikke stå vagt om døbefonden”, Menighedsbladet, nr. 26, 1944, 52 – 53.

B5. ”Nordens aand”, Menighedsbladet, årgang 26, 1944, s. 134-137.

B6. ”Bemærkning til artiklen Den kristne daab er principielt barnedaab, Menighedsbladet, nr. 26, B7. 1944, s. 256 – 258.

B7. Riishøj, A. (1944). “Folkehøjskolen og universitetet”, Dansk Tunge, nr. 2, april 1944.

B8. ”Folkehøjskolen og universitetet”, 1944, Slagelse: ASA, Nytårsudgave, s. 76 – 85.

B9. ”Den kristne daab er principielt barnedåb”, Menighedsbladet, Årgang 26, s. 256 – 258.

B10. ”Demokratiet må ikke drukne i Nazifrygt”, Frit Danmark, 1945, nr. 27, s. 11 – 12.

B11. ”Det skjulte Sydslesvig”, Menighedsbladet, årgang 27, 1945, s. 407 – 409.

B12. ”Grundvigske skoleproblemer i København”, Menighedsbladet, 1945, s. 49 – 52 og s. 65 – 67.

B13. ”Skal kirken redde demokratiet”, Menighedsbladet, 1945, årgang 27, s. 121 – 124.

B14. ”Kristendommen og det moderne verdensbillede”, Menighedsbladet, 1945, årgang 27, s. 129 – 130 og s. 145 – 147.

B15. ”Højskolen og menigheden”, Menighedsbladet, 1946, årgang 28, s.12 -15.

B16. ”Grundtvig og kirkeligt samfunds grundbestemmelser”, Menighedsbladet, 1946, årgang 28, s. 257 – 260.

B17. ”Bemærkning til artiklen En dansk kirkeskole af Søren Dissing”, i Menighedsbladet, nr. 28, 1946, s. 345 – 346.

B18. ”Kirkeskolen”, Menighedsbladet, Årgang 28, 1946, s. 345 – 346.

B19. ”Grundtvigs tanker om det menneskelige”, Menighedsbladet, 1946, s. 349 – 350 og s. 356 – 358.

B20. ”Tro og vantro”, Menighedsbladet, 1947, årgang 29, s. 321 – 322.

B21. ”Revision af menighedslovgivningen”, Menighedsbladet, 1948, årgang 30, s. 376 – 377.

B22. “Stiftet set fra kontorstolen”, Ribe Stifts Aarbog 1947/48.

B22. ”Grundtvig og Sønderjylland”, Vartovbogen, 1949, s. 80 – 111.

B23. ”Nogle tanker om frisind og tolerance”, Dansk tunge, 1951, s. 58 – 63.

B24. ”Myte og ’myte’ er to ting” (+ Didriksens bemærkninger), Tidehverv, nr. 6, 1951, s. 59 – 64

B25. ”omtale af Knud Hansen”, Aarsskrift for Jelling-samfundet, 1952, s. 20

B26. ”Teologi og filosofi i nutidens situation”, Dansk teologisk tidsskrift, 1953, årgang 16, s. 1 – 27.

B27. ”Baggrunden for tidens polemik”, Kirke og kultur, 1953, årgang 58, s. 535 – 554.

B28. ”Om læg og lærd”, Menighedsbladet, årgang 35, 1953, s. 29 – 32.

B29. ”Angående saglighed”, Højskolebladet, 1953, s. 134.

B30. ”Existentialismens ret og uret i forkyndelsen” Præsteforeningens blad, 1954, årgang 44, s. 761 – 769.

B31. ”Dåben og den kirkelige frihed aktuelt belyst”, Menighedsbladet, 1955, s.121 – 123 og s. 131 – 135.

B32. ”Underet og ordet”, Højskolebladet, nr. 15, 1955, s. 167 – 171.

B33. ”Tegnet”, Højskolebladet, 1955, s. 220 – 222.

B34. ”Afslutning”, Højskolebladet, 1955, s. 258.

B35. ”Ungdom, forældre og biografier”, Højskolebladet, 1958, s. 49 – 51.

B36. ”Virker den moderne litteratur nedbrydende?”, Højskolebladet, 1958, s. 100 – 101, s. 113 – 114 og s. 121 – 123.

B37. ”Dänish und Deutsch: hat der Grenzkampf in Mittel- und Südschleswig heute noch einen sinn”, Grenzfriedenshefte, 1960, s. 166-171.

B38. ”Er præsternes uddannelse tidssvarende”, Præsteforeningens blad, 1961, Årgang 51, s. 317 – 321.

B39. ”Tro og viden, Vartovbogen, 1964, s. 66 – 75.

B40. ”Thorvald Balslev”, Vartovbogen, 1965, s. 16 – 19.

B41. ”Kirke og folk på Island”, Præsteforeningens blad, 1966, årgang 56, s. 485 – 491.

B42. ”Møde med Island”, Vartovbogen, 1966, 103 – 120.

B43. ”Vor homoseksuelle næste”, Dansk kirkeliv, 1966, s. 114 – 124.

B44. ”Præsteuddannelsen”, Præsteforeningens blad, Årgang 57, 1967, s. 269 – 272.

B45. ”Lidt om strukturkommissionen”, Dansk kirkeliv,  1967, s. 110 – 120.

B46. ”Kirke og folk – udvælgelsens hemmelighed”, Dansk kirkeliv, 1969, s. 10 – 25.

B47. ”Demokrati og kærlighed – faren for frihedens dæmonisering”, Dansk kirkeliv, 1970, s. 69 – 103.

B48. ”Kateketembede i den danske folkekirke”, Præsteforeningens blad, 1970, årgang 60, s. 204 – 209.

B49. ”Grundtvig og samfundet”, Vartovbogen, 1971, s. 15 – 32.

B50. ”Herre over liv og død”, Præsteforeningens blad, 1972, årgang 62, s. 793 – 79.

 

 

C. Avisindlæg:

C1. “Suverænitet, frihed og ære”, Jyllandsposten, d. 24. juli.

C2. ”Hvad er demokrati?”, Morgenbladet, d. 2. juni 1945.

C3. ”Naziskræk eller folkestyre”, Morgenbladet, d. 18. juni 1945.

C4. ”Grundtvigs, Hal Koch og nutiden”, Information, d. 1. august 1947.

C5. ”Sydslesvig – menneskelighedens vækstplads”, d. 27. oktober 1947.

C6. ”Bemærkning til artiklen ’Kirkeskolen’ af Johannes Feveile”, Menighedsbladet, nr. 29, 1947.

C7. ”Jura og folkeliv”, Jyllands-posten, d. 27. januar 1948.

C8. ”Jeg anklager Humanismen”, Information, 10. februar 1948.

C9. ”Jura og teologi”, Kristeligt Dagblad, d. 4. december 1948.

C10. ”Debat om strafferetten”, Information, d. 9. februar 1949.

C11. “En krigserklæring”, Jyllands-Posten, d. 29. december 1949.

C12. ”Lighed for tronen”, Information, d. 12. august 1952.

C13. ”Kongedømmet og fornuften”, Kristeligt Dagblad, d. 13. oktober 1952.

C14. ” Skaane og Danmark i fortid og nutid”, Flensborg Avis, d. 28. november 1953.

C15. ”Autoritet”, Jyllands-Posten, d. 30. november 1953.

C16. ”Tillidsvotum til folkekirken”, Kristeligt Dagblad, d. 20. januar 1956.

C17. ”Tilbageblik over skivesagen”, Information, d. 15. februar 1956.

C18. ”Det hultbergske ”tredje standpunkt””, Information, d. 10. marts 1956.

C19. ”Et gudeligt og borgerligt skrud”, Jyllands-Posten, d. 18. februar 1957.

C20. ”Magtens fristelse og nødvendighed”, Information, 8. juni 1957.

C21. ”Til klaring af magtbegrebet”, Information, d. 27. juni 1957.

C22. ”Hvad er et bispeembede”, Information, d. 22. oktober 1957.

C23. ”Jo, der er et helvede”, Kristeligt Dagblad, d. 18. december 1957.

C24. ”Grænsekamp efterlyses”, Information, d. 22. juli 1959.

C25. ”Dansk og Tysk”, Flensborg Avis, d. 1. juni 1960.

C26. ”At give og at modtage”, Information, d. 5. maj 1963.

C27. “Kamp må der til, for ellers rådner vi op”, Jyllands-Posten, d. 14. juli (interview).

C28. ”Respekt for livet”, Information, d. 23. august 1963.

C29. ”Kristen tradition og nutidig virkelighed”, Kristeligt Dagblad, d. 15. september 1965.

C30. ”Valgmenighederne før og nu og i fremtiden”, Dagbladet, folketidende, d. 15. juli 1968.

C31. ”Et vanskeligt spørgsmål”, Dagbladet, d. 8. maj 1969.

C32. “Vor tids udfordering til ægteskabet”, foredrag for Unge Hjem, d. 17. februar 1969 (upubl. manus)

C33. ”Rifbjerg, Jane og evangeliet”, Kristeligt Dagblad, d. 15. april 1970

C34. ”Champagne-knaldet mangler”, Kristeligt Dagblad, d. 6. maj 1970.

C35. ”Adam, ikke Paulus”, Berlingske Tidende, d. 20. juni 1970.

C36. ”Lovsangen er din rettighed”, Kristeligt Dagblad, d. 22. september 1970.

C37. ”Opdragelse til menneskelighed”, Kristeligt Dagblad, d.1. december 1970.

C38. ”Den herskende klasse”, Berlingske Tidende, d. 3. marts 1971.

 

D. Dagbøger:

D1. Axel Riishøjs dagbøger fra 2. verdenskrig.

 

E. Prædikener:

Endnu ikke ordnet.

 

F. Omtaler på skrift:

F1. Huulgaard, Aage: ”Forholdet mellem stat og kirke i utide”, Århus Stift, 2004 Årgang 42, s. 27 – 34.

F2. Boesgaard, Signe m.fl.: Har demokratiet en grænse, RUC: semesteropgave 2009.

F3. Brems, Marianne: ”Strømningerne udefra” – En undersøgelse af højskolebevægelsens forhold til nazismen 1933-1939 med udgangspunkt i Højskolebladet, RUC: Semesteropgave på historie 2009.

F4. Århus stift, 42. årgang, 2004, s.30

F5. Mchangama, J. & Stjernfelt, F.: Men – ytringsfrihedens historie i Danmark, Gyldendal, 2016, s. 758 og 767.

F6. Pedersen, Kim Arne: “Grundtvig og genforeningen – en receptionshistorisk undersøgelse af kontinuitet og brud i fortolkningen af Grundtvigs syn på det sønderjyske spørgsmål”, i Kirkehistoriske samlinger 2020, s. 31-72.