Grundtvig og moderne pædagogik – et forsknings- og handlingsprogram

Danmark er en plante med poesi, musik og egenart, som er en del af en fælleseuropæisk strøm. Det er svært ikke at beundre både højskolen og de frie skolers indsats og deres indflydelse også på vor offentlige pædagogik igennem 150 år, og derfor er jeg også ivrig læser af Grundtvigs kultur- og skoleskrifter. Disse tekster er naturligvis på mange måder præget af deres tid, men de ligger også efter min opfattelse i fin forlængelse af den allernyeste og mest interessante pædagogiske tænkning i verden. Jeg har med andre ord noget i min kulturelle bagage, som stadig virker igennem vores institutioner, som jeg er stolt af, og som jeg synes andre lande kunne have glæde af, men som også uden særlige problemer forbinder sig med ideer, der er formuleret på kryds og tværs i vestlig tænkning langt ud over 1800-tallet, ind igennem de sidste 100 år og i forskellige passager frem til den allernyeste filosofi.

Men der er et problem, og det er, at her i mit eget land, i det land som skulle være stolte af denne vilde og moderne tænker fra 1830, er man godt i gang med at afvikle hans indflydelse. Og her drejer det sig ikke kun om gode ugudelige rationalister, for man kan sagtens som naturalist bruge 80% af Grundtvigs filosofi, men om folk, der virker inden for den grundtvigianske tradition selv. Ole Vind taler ham i sin disputats og i forskellige efterfølgende indlæg ned i et fundamentalistisk hul, Ove Kaj Pedersen reducerer ham til fortaler for arbejdsfællesskabet i konkurrencestaten. Micheal Schelde underordner ham neoliberalisme og sætter ham i bås med de individualiserede læringsstile. Ove Korsgaard taler sig også for varm under konkurrencestatens lave horisonter, og hans store arbejde havner i en lidt for underdanig og tilpasningsdygtig medborgerskabskategori tilsat lidt kamp og kreds, men uden kritik, poesi og stemme, selvom jeg også ved, at han læser Martha Nussbaums moderne humanisme, og Nussbaum er jo kæmpekritiker af konkurrencestaten. Korsgaard har derfor måske andre begreber i arbejde. Måske er han ved at finde sit genius frem. Det håber jeg. Nussbaum ville have elsket Grundtvig, og det kan man sagtens forstå, men det ville have været for fællesskabet, kritikken og musikken og ikke for den forfaldsliberalisme, der for tiden er gangbar. Går man uden for grundtvigianske kredse, så møder man hos Lars Qvortrup en systemteoretisk afvikling af folkeligheden, og fra Claus Haas, lektor på DPU og fortaler for multikulturalismen, kan man med reference til Ole Vind høre, at Grundtvig skulle være etnisk fundamentalist, og det lyder jo også skrækkeligt, lidt ligesom en Talebankriger. Og samme syn, med stort set samme referencer, altså Vind og Luhmann, møder man på Oure Højskole, som i deres idegrundlag kun synes at have et mål, nemlig at ødelægge Grundtvigs filosofi. Flere af vores frie skoler er også ophørt med at nævne Grundtvigs navn.

Min egen interesse i foretagendet er pædagogisk. Og interessen går ud på, at hvis Grundtvig forsvinder ud af vores fællesskaber, så står vores skoler til direkte overtagelse af et vældigt globaliseringshegemonis instrumentalisme, hvor alle underviser i noget, som de ikke nødvendigvis synes er ønskværdigt. Vores lærere mister dømmekraft og modstandsevne. De må underlægge sig et sprog, hvis pædagogiske kvaliteter er virkelig ringe – lidt ligesom når al lidelse må igennem psykiatriske sprogspil og derfor gør alt for mange til patienter. Grundtvig reduceres i bedste fald til kommunikationsstrategier og den slags, som kan klares med lidt værdifri undervisningsteknologi. Det ville være et kæmpetab. I værste fald afvises han helt. I det følgende har jeg derfor sat mig for at sandsynliggøre, at Grundtvig er meget tættere på moderne pædagogisk tænkning end alle os andre. Man kan godt kalde det en form for program.

Hvad bør vi forstå ved en moderne Grundtvigianisme inden for pædagogikken? Her er et forslag til syv niveauer, der kan arbejde i en spiral, der omfatter mere og mere kulturelt materiale:

For det første “dialog” – der er en form for grundlæggende dialogkrav. Et interaktionskrav. Grundtvig taler ikke om kommunikation i sociologisk forstand. Det er altid ”stemmer”. Dermed foregriber han den såkaldte dialogisme inden for læringsteorien, som hviler på en blanding af psykologen Vygotskys og litteraturforskerens Bakthins ideer fra 1920ernes Moskva. Den amerikanske socialpsykolog James Wertsch har beskrevet Vygotskys og Bakthins ideer i en udgivelse, som tankevækkende hedder, nej ikke ”communication”, men “Voices” of the Mind. Dette arbejde med ”stemmer” i den psykologiske forskningstradition, hvor en ytring ”always is half someone else’s”, har blandt andet inspireret især norsk didaktik, også på det metodiske plan – men netop som metode, som er knyttet til indhold, fag og fællesskab, og som dermed er tættere på en tilgang, der kan arbejde på dette laveste grundtvigske niveau (som er det højeste niveau for mange af de allermest avancerede læringsteorier).

For det andet “vekselvirkning” – endda transaktion, som John Dewey, naturalisten over alle som har så meget tilfælles med Grundtvig, kalder det: “Transaction… proceeds with freedom toward the re-determination and re-naming of the objects comprised in the system” (Dewey & Bentley 1949). Her er der ikke blot tale om, at to personer interagerer, f.eks. at en person underviser en anden. Her er tale om, at interaktionen foregår på en sådan måde, at personerne og tingene, der indgår i vekselvirkningen, ændrer karakter og betydning. Vekselvirkning er ikke en metode. Det er en essens. Det er oplysningens, skolens og et samfunds frie bestemmelse. En skole ER ”vekselvirkning”. Vekselvirkning er ikke et instrumentelt begreb (hvad virker?), det er et ontologisk begreb (hvad er?). Man er lærer, ikke fordi man kan undervise, men fordi man interagerer med samfundets fortællinger, historier, dialoger og praksisser på en særlig åben og aktiv måde. En lærer bæres oppe af og er i vekselvirkningen. Den strømmer igennem ham som kulturelt strukturerede passager og som begivenhedsrige ryk. Den arbejder i ham som en puls, som musik, den giver ham stemme, opmærksomhed og social sympati, og den får ham til at smile, tvivle og handle. Det er også derfor, at en virkelig lærer ikke kan ”forklare” objektivt, og måske kan han slet ikke forklare? Måske er forklaringen slet ikke en pædagogisk kategori, fordi den forudsætter et ikke-vekselvirkende sted, hvorfra forklaringen skal hente sit materiale? Det mener den franske filosof Jacques Rancière, der diskuteres over det hele (altså uden for Danmark) for tiden, helt klart. Men hvad så med didaktikken? Spørgsmålene myldrer frem under huden. Hans Hauge har i øvrigt også i bogen Uren pædagogik kaldt Rancière for en fransk Grundtvig, og det kan jeg på mange måder godt forstå (Hauge 2011).

For det tredje “syntese” – vekselvirkningens filosofiske begreb, som dukker op rundt omkring, og som Korsgaard også lægger vægt på. Jeg ved ikke, om Grundtvig selv drøftede det systematisk. Syntesen betegner det forhold, at delene ændrer karakter, når de træder sammen i et tredje begreb. Et eksempel herpå er ”et folk”. Her træder individer sammen, hvormed de ophører med at være adskilte individer og bliver til borgere i et politisk fællesskab. Et andet eksempel er et ægteskab, hvor man ophører med at være blot mand og kvinde og bliver til hustru og ægtemand. Og en skole omdanner individer til elever og lærere til deltagere, som alle kigger på hinanden, som er fælles om noget og bliver til nogen, selv i den voldsomste uenighed. Folket er en kategori for en stridbar magnetisme. Og for Grundtvig var det skiftet fra mængde til folk, der var i fokus, og som blev formidlet af mundens, “den allerbevægeligste lille blæsebælgs” syntese af krop og ånd, der blev holdt oppe af stemmernes (altså mundenes og dermed også kroppens og åndens) vekselvirkninger. Det betød en afvisning af klassedelingen mellem aristokrater (ånd) og almue (krop) og i stedet indtrådte en politisk syntese, et egentlig politisk fællesskab, et folk. Vekselvirkningens og syntesens filosofi går derfor godt i hak. Det betyder, at pædagogik ikke er et årsags-virkningsforhold. Det handler ikke om at gøre dit, og så læres der dat. Læreren og eleven kan kun påvirke hinanden inden for skolens syntese. De bader i skolen. De bliver, hvem de er, i skolen. Det der med at bade i noget, som ændrer dets dele og får folk til at kigge på hinanden og handle sammen, er også et tema for den nye amerikansk/egyptisk filosof, Graham Harman, der i 2005 taler om at ”bade i æteren”, og socialkonstruktivisten Bruno Latour diskuterer i 2007 “tingenes parlament” i samme ånd. Folket og skolen er en vibrerende essens. Det siger jeg blot for at vise, at Grundtvigs ideer ikke er gamle. De er lang mere spritmoderne end f.eks. systemteorien, som hærger Danmarks uddannelsestænkning i disse år.

For det fjerde en “folkelig stemme” – Det hele udmønter sig i en begejstret tilslutning til det mundtlige, til stemmen, som det organ hvori vekselvirkningen virker, og det samlede resultat bliver et fællesskab, der kommer til syne i fuld bevægelighed og frihed. Med stemmen kommer også musikken og sangen og tonen og modersmålet ind. Vores stemmer har lyd, og stemmen er aldrig alene, men er altid sammen med spørgsmål og svar, fortællinger og ideer og musik. Vekselvirkningen og syntesen finder derfor sit udtryk i folkestemmen. I et folks stemme, i dets lyd, i dets praksis. Og heri ligger også en hyldest til skjalden, poeten med sine syner og sit modersmål, der står i særlig forbindelse til sin kulturs delvist skjulte ting. Lignende syn på kunstens opgave finder man i let korrigeret form i nyere amerikansk filosofi. At det så nogen gange for Grundtvig kammer over i en anti-skriftlighed, som er helt unødvendig er en anden ting. Men ok, en virkelig stemme er da skønnere end blæk på papir, det har han selvfølgelig ret i.

For det femte “Det danske firkløver” – I denne vidunderlige tekst forbindes ovenstående temaer i en mild og åbenhjertig nationalisme. Firkløverets blade er kongen, folket, modersmålet og fædrelandet. Det er klart, at et moderne kløver må tale om dette på lidt andre måder, men det vil man kunne, er jeg overbevist om. I øvrigt er det tankevækkende, at også den tyske filosof Martin Heidegger taler om alle tings ”fir-hed”, som på nogen punkter minder om Grundtvigs. Grundtvigs firkløver er historien om en passiv autoritet, der i flere omgange giver folkets stemme fri med sans for både modersmålets musik og det politiske fællesskab. Denne passive autoritet kunne vi sandelig godt bruge noget af på vores uddannelsesinstitutioner, som er ved at gå til i globaliseringsbegejstret herskersyge. Den passive autoritet finder vi også hos allerede omtalte Ranciere, og det politiske fællesskab er blot en Aristoteles-inspireret form for kongetro republikanisme, som hele den politiske teori i disse år drøfter, og som Grundtvig faktisk yder et vigtigt bidrag til, hvis man begynder at studere sagen.

For det sjette Danmarks forhold til “det universelle” og det europæiske – For Danmark er ikke alene. Danmark er en del af det universelle, af menneskeheden, og hvor højskolen skulle sørge for det danske, så skulle det grundtvigske Göteborg-universitet sørge for menneskeheden. Dette samspil mellem Danmark og omverdenen, mellem firkløveret og menneskeheden, har Grundtvig direkte fra det antikke Grækenland, fra Aristoteles og Platon, og det er også derfor, at Dewey-kendere godt kan lide Grundtvig. Dewey var nemlig også aristoteliker. Endelig drøftes denne problemstilling, mellem det danske og det universelle, virkelig interessant hos den danske Grundtvig-gourmet Uffe Jonas i en artikel ”poetisk videnskab” fra bogen Dannelsens Forvandlinger, hvor Jonas gør en stor indsats for at belyse Grundtvigs fascination af engelske universitetstraditioner, og han beskriver smukt, hvordan disse sprogspil kan bidrage til at løse nogle problemer vedrørende forholdet mellem identitet og pluralitet, som den vestlige kultur bakser med. Så det er slet ikke gammeldags her. Det pulserer med hele den europæiske tradition.

Endelig er der Grundtvigs “historiefilosofi” – som Ole Vind heldigvis, men også uheldigvis, har bragt på bane. En historiefilosofi, som er et dydseksempel på, hvad hele den vestlige verden trænger til, nemlig arbejdet med at finde ud af, ”hvem er vi?” Grundtvig finder svaret i en kombination af kristendom, grækere, mytologi, middelalder og oplysningstid, altså i de store vestlige begivenheder som indrammer og rumsterer i vores kultur. Hvor skulle man ellers finde dem? Om han så lige kombinerer korrekt, og om der, som Vind mener, er lidt for bastante referencer til det gamle testamente, er totalt ligegyldigt. Og ærligt talt. Tænk hvis Danmark havde til opgave at være Europas engel! Kunne vi ikke lære vores børn sådan noget. Det synes jeg. Og det er også pudsigt at den store italienske filosof Agamben taler om engle og genius på samme måde som Grundtvig, men i en tekst fra 2007. Og en af den kritiske teoris store tænkere, Bejamin, arbejder i sin sprogfilosofi med referencer, som minder meget om Grundtvigs, herunder til det gamle testamente. Men jeg synes dog også, vi bør være gladere for tysk oplysningsfilosofi end Grundtvig var. Det er vel ikke forbudt at tænke selv. Men selve projektet. Fantastisk. Europa skriger på universalhistorie. Og det gør Danmark også.

Uanset om vi følger dialog, vekselvirkning, folkelighed, firkløveret, samspillet mellem det folkelige og det universelle eller interessen for universalhistorie og for spørgsmålet ”hvem er vi?” som en tiltagende Grundtvigsk sammenhæng, eller om vi blot tager nogle af elementerne, så er der masser af muligheder for at arbejde med Grundtvigske temaer og inspirationer, også ud fra direkte læsninger og fortolkninger af hans egne tekster. Der er ingen grund til at underordne ham gammeldags nationale fællesskaber, forfaldsliberalisme eller konkurrencestat. Tværtimod kan han stadig bruges til at redde os alle sammen fra den slags politiske økonomi, der er dominerende for tiden, og som minder mig fuldstændig om de triste 70’ere, hvor alt ønskværdigt blot blev betragtet som en overbygning på produktionsforholdene, hvorfor man strengt taget kun kunne læse Marx, som ”naturligvis” ikke selv var en overbygning. Postmodernismen var dengang en befrielse fra denne intellektuelle mekanik, men endte med selv at blive til det, som den oprindelig var i opposition til, nemlig effektivitetssystemer. Med Grundtvig kan vi forbinde os selv med hele den nye og gamle pædagogiske og filosofiske tradition i stedet for alt det skrækkelige teknokrati, der er over det hele.

(Dette indlæg er en let revideret version af en artikel “Grundtvig i overhalingsbanen”, bragt i Dansk Kirketidende, vol 164, nr. 3, 2012, s. 6-10)

 

Skriv en kommentar