I november 2023 mødtes vi en lille flok på UC VIA i Aarhus til docent Jan Jaap Rothuizens studiekreds om pædagogikkens klassikere. Denne gang gjaldt det fru Hedevig Bagger (1842-1926). Det var lektor Hanne Hede Jørgensen, der stod for at introducere kredsen til Baggers pædagogiske ideer.

Bagger etablerede i 1885 landets første pædagoguddannelse, som 20 år senere fik navnet ”Frøbelseminariet”. Bagger var selv uddannet lærerinde fra det progressive og Fröbel-inspirerede Femmerske Kvindeseminarium, hvor en anden seminariestifter, Natalie Zahle, også havde slået sine folder.

Den tyske teolog Friederich Schleiermacher havde ikke levet forgæves, da han allerede i 1820’erne forvarslede om kvindernes centrale betydning for 1800-tallets pædagogiske udvikling. Det vidste deltagerne i Jan Jaaps studiekreds, fordi vi måneden forinden netop havde drøftet Schleiermachers berømte forelæsninger om pædagogik.

I forbindelse med arrangementet læste jeg en del af Baggers forfatterskab. Her fandt jeg to interessante ting. For det første en teori om autoritet, som jeg efterfølgende skrev om i tidsskriftet Kontrast.dk, jf. https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/autoritet-er-det-modsatte-af-raa-magt. Det handlede om en form for ikke-autoritær autoritet.

For det andet fandt jeg en form for curriculum for pædagoguddannelsen, og det er denne del af Baggers arbejde, som jeg vil sætte fokus på i det følgende. Måske kan det stadigvæk inspirere til nogle ting?

Nedenfor kan man derfor læse nogle uddrag af Hedevigs forslag til et sådant curriculum for uddannelse af børnehavelærerinder. Citaterne er især taget fra en artikel i tidsskriftet Vor Ungdom fra 1891. Artiklen blev senere optrykt i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr.1, 2015, med indledning af Søs Bayer, som på det tidspunkt netop havde udgivet en bog om pædagogprofessionens historie.

Ind imellem trækker jeg også på nogle andre Bagger-tekster: Det drejer sig om bogen Dansk børnehave og dansk børnehavesystem, som også udkom i 1891 og teksten Den danske børnehave – bemærkninger om så børns opdragelse og undervisning, som Hedevig skrev sammen med sin mand, hr. Sofus Bagger, i 1885. Undervejs har jeg også studeret Hedevig Baggers fine biografi om Fr. Fröbel, som udkom i 1916, altså midt i ragnarok. Og endelig har jeg bogen Småbørnslærerinden fra 1920 liggende på skrivebordet.

Bagger er i det hele taget stærkt præget af Fröbels tanker, hvis ideer hun ikke blot skrev om, men også udbredte i foreninger og tidsskrifter.

Teksterne udspringer af en kreativ og virksom sjæl. Ideerne myldrer hen over markerne med både grækere, oplysningsfolk og romantikere som blafrende skygger fra aftensolen.

 

1. Alment Curriculum for uddannelsen som børnehavelærerinde:

Hedevig Bagger taler for en storstilet og almen læreplan for den nye pædagoguddannelse. Her i et langt citat:

”Uddannelsen til børnehave- og småskolegerningen må hvile på et solidt grundlag af almindelig dannelse, der selvfølgelig kan erhverves ad noget forskellige veje.

Den tilkommende lærerinde må kunne skrive og tale sig modersmål korrekt for at kunne have øre for børnenes talefejl og have evne til at rette dem. Det er umuligt at undervise tilfredsstillende i læsningens begyndelsesgrunde, uden at man har indsigt i modersmålets lydlære og dets grammatiske bygning. (TAR: Hedevig mente ikke, at børn under seks år skulle bruge bøger, så ”begyndelsesgrunde” må henvise til tungemålet).

En god og flydende håndskrift samt så meget øvelse i tegning, at hun kan anskueliggøre almindelige genstande og forhold må forlanges.

Lærerinden må være så meget inde i modersmålets litteratur, at hun forstår at vælge, vurdere og forklare digte, der passer for små børn, og hun må kunne vejlede børnene til en naturlig og sprogrigtig gengivelse.

Lærerinden må have tilstrækkelig sangstemme og musikalsk øre til at lede børnenes sang og tilstrækkelig indsigt i de gymnastiske øvelser, der passer for små børn, til at kunne forestå gymnastikundervisningen.

Lærerinden må kende det vigtigste af sundhedslæren, særlig hvad der angår børn og skoler og have begreb om sjælelivets virksomhed hos sig selv og hos barnet.

Men frem for alt – lad ingen give sig til at undervise små børn uden virkelig kærlighed til børn og uden tålmodighed til at sætte sig på barnets standpunkt. Her som overalt vil kærligheden bære over mange hindringer, vel også skjule mange af de ufuldkommenheder, som altid vil præge den første undervisning, der meddeles af en ung lærer eller lærerinde.”

 

2. Anskuelsesundervisning og fortælling

Bager fortsætter med at understrege et almenpædagogisk krav om ”anskuelsesundervisning”; en pædagogik der handler om at gå fra simple og usammensatte erfaringer til store åndelige og narrative synteser. Som hun siger: ”Et eventyr kan ligge i en pind”. Og en så storstilet proces bør planlægges på en meget fleksibel og bøjelig måde.

Denne meget avancerede teori om fortællingens begreb er formodentlig inspireret af højskolebevægelsen, som prægede sindene i de år.

Anskuelsesundervisningen kræver, at lærerinden har ”indsigt i naturlivet og i mange praktiske livsforhold”. Lærerinden lægger en pædagogisk plan, som hun ”fastholder med kraft”, men hun skal også vise ”imødekommenhed og bøjelighed ved at medtage det stof, der af børnene tilføres samtalen”. Dertil kommer krav om ”åndsnærværelse” og ”kunsten at fortælle godt og livligt”. Hun må ”aldrig læse op af en bog”, for ”når man læser, kan man jo ikke se på børnene”.

 

3. Børnehavens formål

Hedevig skriver: ”Børnehavens formål er ved de hensigtsmæssige midler at fremme barnets selvudvikling i det hele, dvs. i dets forstand, vilje, følelse og fantasi”.

Denne personlighedsudvikling finder sted i en social sammenhæng. Vi får at vide, at børnehaven er…

”…et lille samfund, som har sine bestemte love. Barnet lærer at følge bestemte forskrifter og regler. Det lærer, at dets vilje er en anden stærkere vilje underkastet, nemlig den samme, som leder dets små kammerater. Det fatter hengivenhed for sine vejledere og slutter kammeratskab med sine små meddisciple, hvorved følelsen påvirkes. Efterhånden lærer det også at bruge sin forstand til at skelne mellem ret og uret”.

En slags medborgerskabspædagogik for små børn.

Af 1885-teksten fremgår det også, at den frie leg må være i højsædet sammen med nationale sange og et liv i naturen. Dette sættes i en vis modsætning til den tyske tilgang, som er ”overdrevent systematisk”, som det hedder.

 

4. Personlig udvikling og børnehavens dagligdag

Dertil kommer, at lærerinden må besidde ”forskellige egenskaber, der kun erhverves af praktisk vej, ved øvelse og erfaring”. F.eks. følgende udmærkede og tankevækkende principper:

• Vigtig er ”den frie leg, der er så vel skikket til at udvikle det individuelle i barnet”. Her er lærerindens opgave at ”sætte i gang”, ”opmuntre” og at ”holde orden”. Hun skal også besvare ”de mange spørgsmål, der vil strømme ind fra børnene i anledning af al det nye, der opdages”.
• Pædagogen må kunne ”bevare sin ro; hun må ikke tabe tålmodigheden ved den evige uro, der er over småbørn, og som for dem er noget naturligt”.
• ”Man må ikke rose for meget og heller ikke dadle for meget. Mange ord behøves ikke. Barnet kan ikke følge dem”.
• ”Børnehavelærerinden må ikke glemme, at hun i den bestemte tid af dagen, vor børnene er hendes betroede, har overtaget hjemmets og modernes pligter og ansvar.”
• ”Den unge lærerinde bør vel stige ned til børnene og være barnlig med dem, men aldrig barnagtig. Hun må være tålmodig, hun må være behersket. Aldrig må hun vise sig i allermindste måde lunefuld”.
• ”Sandhedskærlighed må man altid forudsætte hos små børn, men dog være forberedt på, at deres livlige fantasi løber af med dem.”
• ”Samtaler mellem lærerinder må ikke finde sted”. Man skal altid have ”øjnene på børnene”.
• Når børnene beder om noget, bør man tillade det, vis bønnen er rimelig; men kan man ikke sige ”ja”, og har man sagt ”nej”, da må man ikke lade sig rokke, ikke lade sig plage til at sige ”ja”. Den, der blot én gang gør det, spilder i et eneste øjeblik mange måneders arbejde”.
• Lærerinden bør ”nøje lægge mærke til hvert barns individualitet for at kunne behandle det efter sin egen ejendommelighed”.
• Der er ”planmæssigt ordnet arbejde”, når nyttehaven skal holdes, men også egentlige ”friluftslege”, der bidrager til ”sund bevægelse, fornøjelse og afveksling”.

For ”let er børnehave- og småskolegerningen ikke. Den er i det hele en stor kunst og størst, jo mere fordringsløst og naturligt det hele ser ud”.

Så hver eneste dag i børnehaven er et stort kunstværk.

 

5. Uddannelse og familie

Endelig vil jeg sige, at Hedevig har en utømmelig interesse i familieopdragelsen. Faktisk skal børnehaven være en slags supplerende hjem, hvor børn dels får særlig kyndig opdragelse og dels lærer omgang med andre børn under fælles love. Og pædagogikken i denne udvidede og lærde familie, som børnehaven er, spiller tilbage på den egentlige families opdragelsespraksis.

Så familien lærer af børnehaven, som lærer af familien. Dermed bliver Baggers børnehave et socialpædagogisk og folkeopdragende sted. Og med børnehavernes efterfølgende udbredelse kan man roligt sige, at denne opdragelsesoplysning er realiseret. I dag vil alle mødre og fædre være pædagogiske.

I 1920’erne var Bagger ret skeptisk over de nye faglige vinde, som var inspireret af en blanding af Freud og Montessori. Men jeg synes nu, at især Montessoris arbejde på nogle måder minder lidt om Baggers. Jeg lader det ligge for nu. Derimod er vi langt fra Freud.

 

Konklusion:

Derfor skal småbørnslærerinden ifølge fru Bagger have en ”fin og mangesidig særdannelse, en helt anden uddannelse end folkeskolens lærerkræfter”.

 

Tekster:

Hedevig og Sofus Bagger: ”Den danske børnehave – bemærkninger om små børns opdragelse og undervisning”, Marius Møllers Forlag, 1885 (kan tilgås online på Det Kgl. Bibliotek)

Hedevig Bagger: ”Om uddannelse af småskolelærerinder”, Vor Ungdom, 1891, s. 304-311.

Hedevig Bagger: ”Dansk børnehave og dansk børnehaves system – håndbog i den først undervisning for hjemmet, børnehaven, asylet og småskolen”, 1891.

Hedevig og Sofus Bagger: ”Folkebørnehaven som støtte for hjem og skole – nogle bemærkninger til overvejelse”, Exprestrykkeriet, 1900.

Hedevig Bagger: ”Friedrich Frøbel – et livsbillede”, H. Ashehoug, 1916.

Hedevig Bagger: ”Småbørnslærerinden i hjemmet, asylet og folkebørnehaven; med en epilog til den unge husmoder”, NC. Rom, 1920.

Se også Rømer, T.A: ”Autoritet er det modsatte af rå magt”, Kontrast.dk, d. 30/11-2023. https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/autoritet-er-det-modsatte-af-raa-magt