Historiedidaktisk diskussion 2 – Bernard Eric Jensen

1. Indledning

Bernard Eric Jensen skrev i Historisk Tidsskrift i 2011 artiklen ”At handle i tid og rum: et socialkonstruktivistisk historiebegreb”, som jeg vil analysere nedenfor.

Hvorfor nu kaste sig over det? Jeg er jo ikke historiker, og er det ikke lidt uden for min normale interesse? Det første er jo rigtigt nok. Jeg er ikke faghistoriker, så jeg er lidt på udebane. På den anden side: Har man en pointe, er det om at få skrevet den ned, og så må man efterfølgende se, om det har noget på sig, eller om man blot tog fejl i noget af det eller i det hele. Det andet, at historien er uden for min ”normale interesse”, er til gengæld ikke rigtigt. At drøfte spørgsmål om dannelse og pædagogik er i sagens egen natur også et historisk spørgsmål, og derfor læser jeg da også gerne historiske og også indimellem historiefilosofiske artikler og afhandlinger. Så den måde, vi forstår os selv som historiske væsner på, har i høj grad noget at gøre med hele dannelsesspørgsmålet. Men ok, faktisk vil jeg argumentere for, at Jensens tekst er pædagogiseret på en uheldig måde, som både reducerer historiebegrebet og pædagogikken.

Den konkrete anledning til overhovedet at læse Jensens arbejde var en diskussion, jeg havde på folkeskolen.dk med seminarielektor Rune Christiansen. Christiansen var blevet interviewet til folkeskolen.dk i anledning af en lærerbog, han havde skrevet. Det, jeg bemærkede i Christiansens synspunkter, var følgende:

  • Det historiefilosofiske udfaldsrum hos Christieansen var, at enten var historiekundskaber gold faktaviden, som var knyttet til ”døde hvide mænd” og ”lukkede narrativer”, som man jo egentlig bare kunne finde på Google, eller også var historiekundskaber knyttet til elevens hverdag og livsverden.
  • Christiansen mener det er helt til grin og ude af trit med faget at ville fortælle næste generation om fortidens store handlinger. Christensen er vist mere til strukturer, så eleven kan forstå sin “hverdag”, så alt kan blive forklaret på forhånd. Det er også udmærket, at drøfte eventuelle sammenhænge – det er ikke det – men børn og unge må i høj grad mindes om, at menneskeheden har et handlingsliv. Ellers går de til til i underdanighed. Det var derfor, jeg svarede Christiansen, at jeg gerne vil have masser af “døde hvide mænd”.
  • At historie handler om nutiden
  • Christiansen harcelerede flere gange over min manglende indsigt og forstand. Han skrev endda på Facebook, at mine synspunkter var helt ude at trit med en hel ”menneskealders didaktik” På den anden side skrev han også, at jeg nok vidste noget om pædagogik. Det blotte forhold, at man kan vide noget om pædagogik, samtidig med at man ikke har forstand på didaktik, tyder på en problemstilling vedrørende forholdet mellem didaktik og pædagogik, som i Christiansens tilfælde ikke er tilstrækkelig reflekteret. Det hele har nok også noget at gøre med, at jeg har brugt så meget krudt på at kritisere en “hel menneskealders pædagogik“, hvilket jo får direkte konsekvenser for “en menneskealders didaktik”, eftersom didaktikken jo er en underafdeling af pædagogikken, men denne relation mellem pædagogik og didaktik er åbenbart ikke anerkendt på de bonede historiedidaktiske gulve?

Nå, men jeg blev alt i alt noget paf, og selvom jeg er uvidende, så vidste jeg dog, at historiedidaktikkens moderne nestor her i kongeriget er Bernard Eric Jensen. Jeg besluttede mig derfor for at læse et af hans nyere arbejder, så jeg kunne finde ud af, om Christiansens for mig at se historienedbrydende horisont kunne have sin rod i den omegn. Det var da i al fald en rimelig arbejdshypotese, ikke sandt?. Jeg blev da også til fulde bekræftet i min antagelse, hvilket jeg vil redegøre for nu.

 

2. Et socialkonstruktivistisk historiebegreb

Allerede overskriften ”et socialkonstruktivistisk historiebegreb” sætter mig på kritisk kurs, al den stund at jeg på det almenpædagogiske felt har kritiseret forskellige versioner af konstruktivismen. Med mindre denne videnskabsteoretiske tilgang er meget reflekteret, hvilket den sjældent er, så fortoner både virkelighed og normativitet sig, til stor skade for både den videnskabelige objektivitet og de pædagogiske muligheder. Jeg formoder, at dette problem flerdobles inden for historievidenskaben: Man kan jo på sin vis godt forstå, at objekter, vi omgiver os med i samtiden, kan opfattes som ”socialt konstruerede”. Man kan jo få meget ud af at opfatte f.eks. en I-phone som en social konstruktion (selvom man også mister objektets vigtigste egenskaber og egenart). Men hvis f.eks. ”den franske revolution” forstås som en social konstruktion af nutiden, så går det jo helt i skuddermudder. Så mister revolutionsdagene deres evne til at kalde på os ved egen kraft. Ja, efter min opfattelse mister vi derved evnen til at ”handle i tid og rum”, som ellers er den anden del af Jensens overskrift på artiklen. Mister historievidenskaben sin sans for ontologi og normativitet, så skrider også handlingsbegrebet. Det er der slet ingen tvivl om. Men jeg lader det ligge her.

 

3. Observations- og aktørhistorie

Herefter går Jensen over til at præsentere det begrebsmæssige udfaldsrum. Han taler om, at der er to rivaliserende historiebegreber, nemlig henholdsvis en observatør- og en aktørhistorie. Observatørtilgangen sætter lighedstegn mellem ”historien og fortiden”, og historien opfattes i denne tilgang simpelthen som videnskaben om det fortidige. Nutiden er altså helt væk i dette grundsyn.

Heroverfor, og – skal det senere vise sig – i stedet for, sætter Jensen en aktørhistorie. Det vil sige, at historie er noget, der sker i nutiden. Historie er noget, der frembringes i sociale processer, noget der konstrueres. Distinktionen selv er meget summarisk præsenteret og diskuteres slet ikke, så der er begrebsmæssige problemer her på artiklens første side efter min mening.

Allerede her kan man også genkende Christiansens horisont. Observatørtilgangen vedrører at stille sig uden for historien og opfatte den som overstået, som en kanonisk liste af faktuel viden om den ene og den anden begivenhed. Det er det, der bliver til ”gold fakta”, ”døde hvide mænd” og lukkede narrativer, når en gesjæftig didaktiker har været forbi.

 

4. Det historiefilosofiske felt – Koselleck og Carr

Bernard Eric Jensen går ikke meget ind i sin observatørtankegang. Den har tydeligvis ikke hans interesse. I stedet fortæller han om det filosofiske grundlag for aktørtilgangen. Han fremhæver to historiefilosoffer, hhv den store tyske historiefilosof Reinhart Koselleck og den for mig ukendte David Carr. Jensen skriver i en fodnote, at han også kunne have inddraget Paul Riceur eller Hannah Arendt. Ærgerligt at han ikke gør det, synes jeg.

Min første kritik går på, at Jensen siger to modsætningsfyldte ting om Koselleck og Carrs filosofi. På den ene side siger han, at de bygger på både en observatør- og en aktørtankegang, men på den anden side knytter han dem efterfølgende entydigt an til en aktørtankegang. Denne modsætning ender som en radikal reduktion af det historiefilosofiske felt.

Både Koselleck og Carr angives at have rod i fænomenologien. Koselleck drages frem pga. sin heideggerske pointe om, at mennesket altid er sat i en levet historie, som er overdetermineret af begrebsmæssige markører. For Jensen betyder det, at Koselleck er eksponent for en social og handlende tilgang til historien, og Koselleck bliver ”en partisan for historier i flertal”. Menneskernes subjektive liv bliver derved til en organisering af forholdet mellem nutid og fremtid, til ”samspillet mellem deres erfaringslagre og fremtidsforventninger”.

På den måde, via disse subjektive rekonstruktioner af forholdet mellem fortid og fremtid, opstår der en række overlappende tider, Vi får en ”usamtidig samtidighed” af historier, som ofte har flere lag, der løber i forskellige hastigheder. Historikerens opgave er derfor at afdække disse “usamtidige samtigheder” i deres varierende hastighedslag.

Jensen runder af med at sige, at Koselleck både indtager et observatør- og et aktørperspektiv på historien. Det forstår jeg på en måde godt, at Jensen siger, for det passer, men jeg forstår så ikke, hvorfor Koselleck drages frem som et eksempel på et filosofisk grundlag for aktørperspektivet?

Endelig må jeg også sige, men det har muligvis noget at gøre med min uforstand, at jeg ikke kan genkende Kosellecks filosofi, som jeg her og der er stødt på omtaler af. Hvor er de store modernitetsanalyser og den begrebsmæssige strukturering af socialhistorien, som jeg har hørt om? De er væk. Måske er det fordi, den slags temaer ikke  rigtig kan forenes med Jensens version af ”socialkonstruktivisme”. Måske er det for meget ”observatørhistorie”, men så igen… Det er jo absurd at reducere Kosellecks ambitiøse filosofi til en iagttagelsesteori. På den måde er Kosellecks historiefilosofi mange gange mere end blot en observatør/aktør-distinktion.

Nå, men en lidt mere regelret ”aktørtilgang” finder man ifølge Jensen hos David Carr. Carr er ikke knyttet til Heidegger, og er derfor, som Jensen fremstiller det, uden de store ontologiske ambitioner. Carr er derimod inspireret af Edmund Husserl, som er Heideggers lærer, og som er meget mere subjektivt orienteret. Der lægges da også i disse passager vægt på ”menneskets indre tidsbevidsthed”. Når de ontologiske bølger går højt, kan man måske tale om ”livsverden”. Dermed bliver projektet at undersøge, hvordan historien kommer ind i vores aktuelle liv, og hvordan de historiske fænomener kommer til syne for vores bevidsthed. Historien bliver en ”baggrund for vores ”hverdagserfaringer” og denne hverdagslige organiserende narrativitet er simpelthen ”selvet”, som erfarer og handler. Menneskelig eksistens og handling handler om at ”forme tiden”. Ja, mennesketiden er ligefrem den ”levede og oplevede tid”.

Ligesom hos Kolleseck pendulerer vi her lidt mellem de ontologiske og de subjektive temaer, men med indførelsen af ”den oplevede tid”, sætter Jensen af i en mere regulær konstruktivistisk retning. Vi har nu, i overensstemmelse med det mere Husserlske udgangspunkt, gang i en mere subjektiv tilgang til historien. Historien foreligger ikke. Den leves subjektivt. Jensen skriver da også, at Carrs tilgang ganske vist er i samklang med Kollesecks, men at den også er ”en hel del mere systematisk og dybdeborende”, hvad der så end kan ligge i det.

Carr citeres for at mene, at ”The Now”, endda med stort N, er kernepunktet for mødet mellem fortid og fremtid. Dermed får vi fokus på kognitive funktioner som hukommelse og forventninger, altså ledsaget af hverdagsliv og livsverden. Historien er blevet til nutid.

Jensen fortæller dog også, at Carr selv ikke falder i den subjektivistiske og postmoderne grøft, men bruger sine pointer til at funderer historiefaget og menneskelig narrativitet som sådan. Derfor kan Jensen trods alt slutte sin gennemgang af med at sige, at også Carr trækker på både aktør- og observatørhistoriske temaer.

 

5. Den socialkonstruktivistiske reduktion

Efterfølgende går Jensen over til at drøfte det, han kalder for en ”socialkonstruktivistisk historieteori”. Her starter han med at sige, at både Kolleseck og Carr kan bruges til at udforme en historieforståelse, der gør op med ”den fremherskende opfattelse, der sætter lighedstegn mellem begreberne ’historie’ og ’fortid’”, hvilket jo var netop var definitionen på ”observatørpositionen”.

Det er en meget skuffende og fatal interesse, der her annonceres. I stedet for at blive i det fulde historiefilosofiske felt, hvor både ontologi og subjektivitet reflekteres på forskellige måder, nedskriver Jensen med det samme sit fags område til at være et alternativ til ’det ontologiske’, som endda reduceres til sin modsætning, nemlig en epistemologisk kategori, altså observationen. Endvidere kan man af denne argumentatoriske vending se, at Jensens indledende distinktion mellem aktør- og observatørteori er alt for simpel og ureflekteret til at have nogen videnskabeligt organiserende muligheder. Så snart den anvendes ned over Kolleseck og Carr, splintres hele historiefilosofien i atomare vragrester. Det svarer lidt til, når den positive psykologi reducerer menneskets tilværelse til positive og negative følelser (svarende til jensens to historieopfattelser); en opdeling, der efterfølgende vender sig mod mennesket selv og ødelægger tilværelsen i sin ontologiske helhed. Endelig er det klart, at det netop er i dønningerne af Jensens forsimpling, at Rune Christiansen formulerer sig. Han nævner slet ikke den historiefilosofiske diskussion, men overtager uden videre Jensens destruktion af feltet i en observatør- og en aktørposition.

Jeg ved i øvrigt ikke, hvor Jensen har denne skrækkelige distinktion fra. Måske kan en læser hjælpe mig? Min hypotese er, at han ikke har den nogen ordentlige steder fra, men at han har samlet den op i forbindelse med sin egen generations tumultariske og primitive opgør med historie- og traditionsbegrebet, som man f.eks. kan læse det her hos Knud Illeris i hans “modkvalificeringens pædagogik” fra 1981:

”Det helt centrale ved den problemorienterede undervisningsform er, at udgangspunktet ikke tages i de gennem traditionen udviklede fag, hvis konstituering ligger langt tilbage i fortiden og var betinget af for længst forsvundne samfundsforhold, men derimod i foreliggende problemer, der findes her og nu, og i hvis behandling de forskellige fags viden og teorier inddrages i det omfang, det netop ud fra den pågældende problemstilling er relevant” (min kursivering)

Selv er jeg, som et resultat af dette syn, fra en generation, som ikke har modtaget historieundervisning i grundskolen. Senere kom faget tilbage, men altså med Jensens ledsagende minimerede kundskabshorisont, som stammer fra det oprindelige opgør med faget selv i almenpædagogikken/læringsteorien, og som kan genfindes i 1990’ernes skolelove. Man kan i parentes bemærket også mere implicit finde sondringen mellem et smalt og defensivt kundskabsbegreb og et bredt og socialt læringsbegreb i Danmarks Lærerforenings professionsideal, som er fra samme tid. Nå, men det var nok også på den baggrund, at man med Haarder i spidsen – i det der vist er mandens eneste heltegerning – i 00’ernes skolepolitiske revisioner begyndte at lægge større vægt på kundskabsbegrebet – til Jensens store fortrydelse.

Hvis det er korrekt, at Jensens distinktion er pædagogisk struktureret, overtager Jensen simpelthen et begrebspar, hvis indre bygger på et opgør med historien. Men historien er jo samtidig Jensens objekt! Derved må han beskæftige sig med et objekt, som er amputeret fra starten. Validiteten falder, som man siger. Traditionen forfalder derpå med logisk tvingende nødvendighed til golde fakta, som kan tjekkes i en test, mens alt det pædagogiske liv flyttes hen til hverdagen og nutiden. Dermed er Jensens historieforståelse pædagogisk struktureret frem for omvendt. Vi får derved ikke en historiedidaktik, men en pædagogisk historie, og det endda fra en pædagogik, der gør op med historien. Det er ikke så godt.

Hvor Jensen altså i gennemgangen af sine to filosoffer først konstaterer, at de både er aktør- og oberservatørorienterede – en distinktion, som fremstår helt uargumenteret – så hedder det nu: ”Koselleck og Carr anlægger således i første række et indgribende aktørperspektiv på historisk-sociale processer – de tager afsæt i det, jeg kalder aktørhistorie”.

De pædagogisk strukturerede begreber får nu pludselig en effekt, som begreberne i sig selv slet ikke kan bære, og som der heller ikke er argumenteret for. Den grove pædagogiske og læringsteoretiske distinktion ødelægger de historiefilosofiske søgeprocesser og dermed også historiedidaktikkens kontakt til sin filosofi. Og det er denne afskårne kontakt mellem filosofi og didaktik, man efter min mening kan genfinde hos Christiansen som et ureflekteret forhold mellem pædagogik og didaktik, når han siger, at man kan vide noget om pædagogik uden at have forstand på didaktik.

Den ellers meget avancerede historiefilosofi knyttes altså entydigt an til et ”paradigme med rod i en socialkonstruktivistisk antropologi og samfundsteori”. Nu kommer distinktionen mellem observatør- og aktørtilgangen på alt for effektivt arbejde, og jeg kan slet ikke finde nogle historiefilosofiske pointer mere. Koselleck er væk, for nu at sige det på den måde.

F.eks. hedder det, nu med reference til en Bill Schwarts, at man i det ’gamle’ historiebegreb’, altså hos observatør-teorien, udelukkede ”subjective time, the time of everyday and of the self”, som kun kunne vise sig som ”dysfunctional, working to interrupt the clear geometrecal abstractions of the time of history”.

Og Jensen supplerer med egne ord

”Tages der afsæt i et objektivt tidsbegreb, lægges der samtidig op til en objektivistisk tilgang til historie – en, hvor historie betragtes som en uforanderlig størrelse (dvs. historie=fortid). En sådan forståelse af tid vil – mere eller mindre systematisk – lægge op til en problematisering af de oplevelser og konstruktioner af tid, som folk gør brug af i deres hverdagsliv”

Dermed er vi havnet lige lukt i Christiansens primitive kundskabshorisont, hvor det objektive tidsbegreb/observatørhistorien = “døde, hvide mænd”, “lukkede narrativer” og googlesøgninger.

Herefter supplerer Jensen blot med yderligere socialkonstruktivistiske referencer, hvis tilknytning til historiefilosofien er lidt uklar. F.eks. fremhæves Berger og Luckmanns ”The Social Construction of Reality”, som er en videnssociologisk afhandling, der har samme graverende konsekvenser for vidensbegrebet, som Jensens distinktioner har for historiebegrebet.

Jensen knytter også an til filosoffen Charles Taylor, som bidrager med ”selvet” og ”identiteten” som centrale begreber, hvilket jo blot understreger og verificerer den subjektive og oplevelsesorienterede position, som vi pludselig er havnet i.

Endelig knyttes det hele an igen til Koselleck og Carr, som nu ligger ”helt på linje med en socialkonstruktivistisk sprogbrug”, selvom de jo indledningsvist blev beskrevet langt mere nuanceret, om end ikke engang her med deres fulde historiefilosofiske potentiale, som jeg efter bedste evne kan vurdere det.

Derved er vi af mange små og store forgreninger havnet i en ”aktørorienteret tilgang”, i en historieforståelse der er pædagogisk/sociologisk struktureret, og som må reducere objektivitet til fakta og subjektivitet til selvets hverdagserfaringer i sociale interaktioner, dvs. til sociale konstruktioner.

 

6. Et par ideer

At redde dansk historiedidaktik ud af disse meget uheldige klør vil nok kræve mere end et blog-indlæg, men jeg har dog et par ideer, som jeg ikke vil undlade at nævne, nu jeg har ordet.

Først og fremmest må man helt holde op med at strukturere sit fag ud fra så primitive begreber som oberservatør- og aktør teori. Det bør være forbudt i pædagogikken, og det burde også være forbudt i historiefaget. Jeg håber, andre har været efter Jensen for det, men jeg ved det ikke.

Min anden ide er lidt mere kreativ. Det drejer sig om, at der inden for fænomenologien har været ført en kritik af f.eks. Husserl for at være for subjektivistisk. De mest radikale kritikere bruger kritikken som et afsæt for en at udvikle en fænomenologisk realisme, hvor verden simpelthen består af ting i sig selv, og hvor subjektiviteten strækkes ud i virkelighedens ting. Det er en lang historie, som efter min opfattelse vender synet på erfaring og objektivitet på hovedet. Ja, faktisk er en af inspirationskilderne en tidligere socialkonstruktivist, Bruno Latour, hvis ideer videreføres af filosoffen Graham Harman, som i parentes bemærket også er flittig Heidegger-læser.

Jeg tror, det er fordi, jeg selv har været forbi disse læsninger, at jeg slet ikke kan være i Jensens distinktioner. Hos Harman er en historisk begivenhed en egen og selvstændig ting, som lokker, trækker sig tilbage og har et eget indre liv. Historie handler om at puffe lidt til disse ting, at komme hen til dem, at blive væk ved dem og få dem til at eksplodere i betydning. På den måde er historien i høj grad objektiv, men den er på ingen måde golde fakta. Historien er også kendetegnet ved høj grad af subjektiv, social og politisk aktivitet, en form for insisterende tumlen sig ind i materien; noget som hos Jensen jo reduceres til ”sociale konstruktioner”, der helt har mistet sin objektive tilknytning. Fortsætter man af denne fænomenologiske linje, tror jeg, at man vil havne ved det synspunkt, at historien er mere rum end tid. Er afstanden tidslig, kan vi ikke besøge historiens hovedpersoner, fordi de jo er døde. Er afstanden derimod rumlig kan vi godt. Det “rumlige” er det, der sker, når historien taler. Når f.eks. Bernard Eric Jensen overhovedet kan nævne Heidegger, som jo er død, og som selv trak på alle mulige andre døde, som om de var levende, så bevæger man sig i et universalhistorisk rum. Problemet med både observatør- og aktørtilgangen er fra dette synspunkt, at de begge er for tidslige. De overser historiens rumlighed, som er 90% af det hele for nu at udtrykke det lidt målermandsagtigt.

Dermed er vi ved en anden konsekvens af en tingslig opfattelse af historien, nemlig at man kan se på ”verden som ting”, som også er titlen på en bog i den realistiske tradition: Vi får en form for postmoderne universalhistorie tilbage, fordi det europæiske rum jo er bygget af steder, personer og ting, som virker og værker på kryds og tværs. I så fald bør der atter komme fuld tryk på både antikken, kristendommen, oplysningen osv.. De store handlinger og deres omgivende narrativer kan træde ind i klasseværelset i al sin kraftfulde eksistens og ubestemthed. Vi får objektivitet og tingslighed, som strømmer ind i skolen og gør, at eleverne glemmer, at de er et ”selv” med en ”identitet”. I stedet får de u-identitet som en usammenhængende gave, som de selv kan give videre, så vores samfund altid er tænkende og handlende, altså demokratisk. Historie handler om at opløse både “selvet” og “identiteten” – stryg de ord fra undervisningen! – og om at bliver væk i kulturens gemmere, så begge ord i en ubestemt form kan komme tilbage som en gave, der er ”usamtidig og samtidig på samme tid”, for nu at bruge et af Kosellecks udtryk – dvs. ude af identitet.

Nå, men det er jo en lang historie, et helt forskningsprojekt, som lige her blot er en strøtanke. Jeg har en sidste refleksion, som jeg har lyst til at nævne. Det handler om den radikalisering af Husserl, som Jensen på en måde præsterer, når han tager de i forvejen svage rester af ontologi ud af ham med sine simple distinktioner. Reduktionen minder mig om noget lignende inden for pædagogikken. Den minder om, at den pædagogiske version af systemteorien – som med en indfarvet kommunistisk strukturalisme som baggrund, arbejder med en radikalisering af ovenstående Illeris-citat – på en måde som også involverer Husserl. Her gøres Husserl til en form for forløber til en selvrefererende solipsisme, som bæres frem af von Glasersfelds radikale konstruktivisme inden for læringsteorien og den efterfølgende luhmannisme, som nu præger landets pædagogik.

Også systemteorien er afvisende overfor ontologi, men Jensen vil formodentlig ikke kunne lide systemteorien, fordi de også afvikler det narrative og livsverdenen. Nå, men min pointe er blot, at dette pædagogisk/videnskabsteoretiske sammenfald kan slå ud i de empiriske sprogspil på bestemte måder. Hos Christiansen får vi en interesse for vidensøkonomiske strukturer på den ene side og for hverdag, nutid og subjektivitet på den anden side; en interesse, der også præger hans virke i det Radikale Venstre, som han er folketingskandidat for. Men hermed kommer man meget tæt på teorien om konkurrencestaten, som jo i sig selv – og her taler jeg med forstand – er tæt på både skolereform og systemteori, og hvis dannelsesfigur er en højst aparte blanding af økonomiske patriotisme og opportunisme, altså vidensøkonomi og subjektivitet.

Med Christiansens radikalisering af Jensens radikalisering af historiefilosofien får vi en historiefilosofi, der passer til det Radikale Venstre og til centrum-venstre i det hele taget, som jo bygger på konkurrencestatsfilosofien. En filosofi, der ligefrem opfatter sig selv som kronen på civilisationens værk. Men så er vi altså også langt væk fra tysk modernitetskritisk historiefilosofi.

 

Se også diskussionen med Rune Christiansen på: http://www.thomasaastruproemer.dk/historiedidaktisk-diskussion.html

Bernard Eric Jensen har svaret på ovenstående indlæg

Mig eget svar kan læses på FB: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10153231887024481&id=837549480

Lektor Søren Rønhede har også pr. oktober 2015 skrevet et indlæg, hvor han støtter Christiansens og Jensens argumentation: http://historieweb.dk/category/opinion/

 

 

 

Referencer

Bernard Eric Jensen (2011): ”At handle i tid og rum: et socialkonstruktivistisk historiebegreb”, Historisk Tidsskrift, Bd. 111, hæfte 1, s. 197-223

Se også Bernard Eric Jensens fine hjemmeside, hvor man kan læse mange af hans artikler: http://bernardericjensen.dk/

 

 

Skriv en kommentar