Historien er som den er! – svar på Staunæs’ og Juelskjærs “Og nu til en anden historie”

Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær (SJ) annoncerer i en kommentar på folkeskolen.dk, at de nu vil fortælle ”en anden historie”. Gør de så det? Nej, det gør de slet ikke. Tværtimod, så undgår de den historie, som er lige midt i virkeligheden. Lad mig kort ridse kernen op, altså den virkelige historie, som Staunæs slet ikke kommer i nærheden af at anfægte:

 

A.

Sagen er, at jeg har lavet en kritisk analyse af en af Staunæs’ tekster. Min analyse består af en indledende tese med syv efterfølgende nedslag i tekstens områder og en afsluttende konklusion. Analysens pointe er, at SJ’s artikel hverken er beskrivende eller kritisk men normativ og accepterende, og at denne accept ikke er kun er knyttet til de empiriske resultater, men til selve de kategorier, som empirien formes af, hvorved faktisk også ”empirien” farves af accepten. Accepten er usynlig. Den er inde i begreberne. Det er min pointe, og det forhold adresserer SJ ikke, fordi det er så hugget i granit, og måske også fordi de ikke selv kan se det. Derudover er der også en mere erklæret og banal form for accept, som jeg vil omtale i et senere punkt. Analysen hviler på års forskning i dansk pædagogik, og den er helt efter bogen på alle måder. SJ tror, at der er tale om ”personangreb”. Jeg aner ikke, hvad de taler om. Jeg har aldrig truffet dem og har intet imod dem. Min diskussion går direkte på sagen, men nævner naturligvis de personer, som er limet fast til den sag, jeg beskriver, og som må begrunde og svare eller lade være. Efterfølgende inviterer jeg Staunæs til at kommentere og skriver endda, at jeg ”muligvis har misforstået et hele”. Den invitation tager hun så ikke imod, og det er også helt i orden. Jeg brugte samme metode i forbindelse med en diskussion med Hans Henrik Knoop. Hvad gjorde han? Ja han svarede bare på bloggen, hvorefter jeg svarede ham og han igen mig osv, og til sidst havde vi en offentlig dialog på skrift, som alle psykologisk interesserede i landet kunne kigge på og tage stilling til.

 

B.

Sagen er også, at SJ, i stedet for at lade som ingenting eller svare eller hvad de nu vil, omdanner en faglig strid til en universitetsadministratistrativ klage med beskyldninger om ”had, tilsvining og konspiration”. Dette træk er dybt kritisabelt på alle parametre. Det vidner om et forskningsmiljø, som ikke er i stand til funderer sit arbejde kritisk, og et sådan miljø har ingen berettigelse på et universitet. Man må jo betænke, at det er landets centrale læringsteoretiske miljø, vi taler om. Denne kritikløshed vil formodentlig sætte sig direkte i de policy- og skoleledelsesmiljøer, som SJ skriver sig hen i nærheden af, når de skal gøre deres forskning ’nyttig’.

——————

Dette er grundhistorien – og den anfægtes ikke. Der er ingen anden historie i virkeligheden.

Så kommer der nogle detaljer, som jeg nu vil kommentere en for en, samtidig med at jeg prøver at undgå at blive så detaljeret, at hovedsagen, altså punkt A og B, forsvinder af syne.

 

1.

SJ nævner to facebook-opdateringer, jeg lavede om bloggens emne nogle dage inden selve blogindlægget. Opdateringerne er en slags analytiske forposter til den åbenbart meget kontroversielle blog. Jeg havde forstået det sådan, at klagen primært handler om blogindlægget, men Staunæs får det til at lyde, som om, jeg har noget at skjule. Gør hun ikke? Eller overfortolker jeg? Nå, men jeg er egentlig kun glad for, at fb-opdateringerne nævnes, for de er virkelig gode og relevante, og slet ikke personangreb, eller hvad det ellers hedder i den nye mobbefilosofiske filosofi. Neden for er de to fb-links, som SJ er så venlig at nævne. Det ene indlæg er en form for kladde til blogindlægget, mens det andet er en kort omtale af et foredrag, som SJ holdt på ministeriets sorø-møde i 2014, hvor alle deres skrækkelige begreber vælter ud over skærmen. Det er da vigtigt, at jeg lægger sådanne fund frem for alle, og jeg begriber ikke, at SJ ikke bare siger noget til dem. Det er sådan Facebook fungerer:

Her er FB-forstudiet til bloggen:

Her er FB-omtalen af sorø-mødet:

 

2.

SJ er holdt op med at tale om ”had”, ”tilsvining”, ”konspiration” og alt det andet. Nu hedder det blot ”usædvanligt voldsomme udfald mod vores forskning og dens analytiske begreber”. Så lidt ro er der vist faldet over sindet. Jeg ser frem til, med denne moderation, at modtage en korrektion af SJ’s klageskrivelse, men det kan jeg nok ikke regne med, for det vil jo svare til at trække klagen som sådan tilbage. Hvorfor det? Jo, fordi det jo udelukkende er prisværdigt at kritisere andres ”analytiske begreber og forskning”. At mit ”udfald” skulle være ”usædvanligt voldsomt”, kan jeg ikke genkende. Tværtimod kan jeg let finde en række intellektuelle fejder i historien, som er langt ”voldsommere”. Det tyder på, synes jeg, at SJ lever lidt i en osteklokke.

 

3.

SJ får det til at lyde som om, jeg blot er indkaldt til lidt uformel kaffe hos dekanen. Jeg gør opmærksom på, at der er indkaldt til en ”drøftelse” af tre formelle klager, der er ført i et sprogbrug, som jeg slet ikke selv kommer i nærheden af, og som jeg aldrig selv ville finde på at bruge. Desuden medbragte dekanen en jurist, som tog referat, og jeg blev selv bedt om at medbringe en bisidder. Det er en ren og skær faglig intimidering, at sund pædagogisk kritik skal hen over universitetsadministrationen med så tynde og pinlige begrundelser, som det er tilfældet. Og hvorvidt konsekvensen er det ene eller det andet, evt. en tjenstlig sanktion, kan SJ jo ikke vide noget om. Det er alene op til mig at tage den kamp, hvilket jeg så gør i fuldstændig åbenhjertighed og til fuldt offentligt ansvar. Endelig fremgår det af af universitetets personalepolitik, at mobning, som jo er det centrale anklagepunkt, kan få “ansættelsesmæssige konsekvenser”.

 

4.

Det er rigtigt, som SJ nævner, at der er en yderligere klage udover de to, som allerede er omtalt. Denne tredje klage vedrører dog et helt andet emne, nemlig en faktuel fejl jeg lavede tilbage i februar, og som jeg, da jeg blev opmærksom på fejlen, prompte og af egen drift beklagede både på Facebook, på min hjemmeside og over for alle ledelses-niveauer til og med dekanatet. Denne klage har ingen principiel betydning, og jeg accepterer også uden videre dens berettigelse. Derimod accepterer jog på ingen måde SJ’s klage. Tværtimod fastholder jeg min kritik, dens form og dens platform 100%, og SJ’s kommentar rykker ikke det mindste ved det. SJ opløser ved deres blotte begreber skolen og lærerne til affekter, neutroner, hjerner og læringsoptimering under en generel accept af skolereformens normative kappe. Staunæs’ teorier og skolereformens skolesyn slynger sig om hinanden i et radikalt skole- og kundkskabsopløsende raid, en slyngning som hele SJ’s indlæg bekræfter til fulde.

 

5

SJ nævner, at der har været tale om at afholde et møde/seminar, hvor vi kan diskutere nogle af sagens emner. Det er rigtigt, og jeg går ind for alle tiltag, der kan normalisere forholdene, så længe det ikke handler om ”mægling” og ”spilleregler”. Jeg har blot betinget mig, at klagerne trækkes tilbage med en ledelsesmæssig markering, og at man beklager udtrykkene “hadefuld” og “tilsvining”. Jeg har derpå, fordi jeg blev bedt om at komme med ”input og overvejelser” til et evt. seminar, foreslået, at vi f.eks. kunne diskutere et emne som “hvad er kritik? – måske med en passende blanding af folk, der synes det ene og det andet”. Hvordan det i SJ’s optik kan blive til, at jeg stiller krav om ”en hvis andel af hans mennesker er til stede etc”, forstår jeg intet af. Jeg er faktisk helt tom for ord lige der.

 

6.

SJ forholder sig, som allerede nævnt, slet ikke til substansen i min kritik, nemlig skredet i deres begreber som medfører et opgør med skoletraditionen og i stedet indsætter ord som affekter og neuroner, hvilket ødelægger lærerens og pædagogikkens begreb. Normativiteten er altså indskrevet i hele det videnskabsteoretiske afsæt, i selve beskrivelsen – og det kritik-begreb, SJ skitserer i deres artikel, er derfor også helt lukket inde i det bur, hvis gitre jeg tegner. Men det normative findes faktisk også i mere banal forstand tre steder – nemlig i accepten af det, SJ kalder for et “ansvar”, når nu skolereformen er vedtaget; det findes også i SJ’s ureflekterede omgang med ”så dygtig som muligt”-sloganet, som er skolereformens kode; og endelig findes det, når pædagogisk kritik nedskrives til at “jamre”. Sidstnævnte retorik kan vi kende direkte som argumentatorisk figur fra mange skoler, hvor kritik bliver til ”negative holdninger”, med direkte konsekvenser for de pågældende lærere.

 

7.

Og så er der dette ligegyldige arbejdsmiljøargument, som er SJ’s utrolige halmstrå. Hør lige her: Når man arbejder sammen i det daglige med studieordninger, uddannelsesplanlægning, forskningsprojekter, kaffeordninger mm, så er man i et arbejdsmiljø og bør sprede glæde og få gode ideer sammen. Her kan man også rejse ”mobbeanklager”, hvis man behandler hinanden dårligt. Men når man skriver ordentlige kritikker af fælles pædagogiske anliggender, så gælder det faktisk om at lukke øjnene maksimalt for “arbejdsmiljøet”. Det er en slags videnskabelig og filosofisk lov. Bagefter kan man måske drikke nogle bajere, eller man kan lade være hvis følelserne er blevet lidt beskadiget. Det må man tage som det kommer. Kritikeren bør på en måde være helt alene i hele den vide verden. Derfor kan man heller ikke svare på en kritik med ”arbejdsmiljøargumentet”. Det er en kategorifejltagelse med skæbnesvangre samfundsmæssige konsekvenser. Men det er denne kategorifejlslutning, der betyder, at SJ går til universitetets bureaukrati. Hele klagehandlingen hviler derfor på en normativ fejl. Kritik er ikke en bureaukratisk, en mobbe- eller en social sag. Kritik er en fremstilling af en sag helt alene, kun under ansvar for sig fag, sin kultur og sin samvittighed, og min kritik er ført med hele dette ansvars byrde. Det er derfor, det er meget hårdere at kritisere end at blive kritiseret..

Arbejdsmiljøet er SJ’s eneste argument for at gå til dekanen, og deres forståelse af kritikkens væsen og betydning er derfor simpelthen mangelfuld og farlig for både demokrati og pædagogik. SJ ender ved deres handling med at promovere et ”mobbesamfund” på et ”mobbeuniversitet” – og igen er det begreberne, der arbejder usynligt og normativt i en fælles ødelæggelse af den kritiske og pædagogiske tradition (oplysningen og åndsfrihed). SJ’s administrative handling er et angreb på samfundets og videnskabens eksistensbetingelse.

 

8.

SJ nævner, at jeg har mobbet andre. Igen forveksler de mobning og kritik på en helt fatal måde. Jeg har aldrig som voksent menneske mobbet nogen, tværtimod forsvarer jeg andre mod uretfærdighed og prøver at skabe lidt god lokal karma, der hvor jeg er. Men jeg har kritiseret andres arbejde, ligesom jeg også har rost andres arbejde for det ene og det andet. Disse former for kritik, disse frie borende undersøgelser af mit samfunds og dets menneskers begreber, er mit job og livsmål. Det skal ingen kalde for mobning.

Jeg tror følgende lille lov om pædagogisk forskning gælder: Jo tættere folk kommer på skolereformens organiseringer, desto dårligere bliver kvaliteten af forskningen. Det er en generel regel efter min opfattelse. Dette har givet sig udslag i den uformelle etablering af et Danmarks Pædagogiske Oligorki (DPO), som Staunæs med herværende sag indskriver sig i uden videre, hvilket jeg også dokumenterer i mit blogindlæg fra d. 16. april. Faldet i den videnskabelige kvalitet kan aflæses direkte i mobbe-anklagen.

Jeg vil også sige, at det sørme ikke er første gang, at oligarkiet har hygget sig med at læse mine ting for derefter at gøre fire ting: a) Kalde mig alt muligt vanvittigt, f.eks.: ”hadefuld”, ”tilsvining” ”løgn”, ”fordrejning”, ”konspiration” mm. b) Fortælle at man altså har forklaret mig det ene og det andet, som om jeg skulle acceptere noget som helst, før jeg selv kan se fornuften i det. c) fortælle om alle de stakkels råd og nævn med både status og anseelse, som skades, fordi deres videnskabelige og normative grundlag undersøges. d) at man klager til en mellemleder, som laver en eller anden form for proces imod mig. Om kort tid vil jeg offentliggøre et veldokumenteret indlæg, “Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) – del 2”, hvor jeg har samlet alle sagerne, så man kan se, hvordan mobbebegrebet indgår med sin egen performative kraft i oligarkiets hegemoniske strukturende struktur.

 

9.

Endelig er der emnet med de sociale medier, som SJ vist nok gerne vil regulere brugen af. Eller vil de? Jeg er ikke helt sikker – SJ virker sådan lidt gammeldags vedrørende emnet, selvom herværende sag måske kan afstedkomme en ‘modernisering’ af deres syn på emnet? Der er jo bare de medier, der er, og dem bruger borgerne til at præge samfundet. Det er der ikke noget at gøre ved. Det er tværtimod godt. Man kan naturligvis lukke sig ude. Man kan også lade være med at læse avis. Jeg har også en ældre slægtning, som i mange år ikke ville høre radio. Prisen for en sådan teknologisk traditionalisme er, at man ikke får ret meget at vide, og at man ikke kan deltage effektivt i samfundets vekselvirkninger. I disse år spiller de sociale medier en stor rolle, og forskeren opfordres til at deltage i debat, formidling og forskning på alle medier, og vi er mange der bruger dem og diskuterer på livet løs om det ene og det andet, både med forskerkolleger, politikere, debattører, professionelle og mange andre. Det er sjovt og lærerigt. De sociale medier er en del af et moderne folkeligt oplysningsprojekt. Det kan på ingen måde komme på tale at reducere den kritiske, folkelige, demokratiske og videnskabelige aktivitet, fordi der er nogle forskere, der ikke lige orker en bestemt form for kommunikation, og der bør bestemt ikke være nogle interne ”spilleregler”, som SJ foreslår, tværtimod.

Verden er i rivende udvikling, og vi er midt i det hele. Og lige netop der, i midten, skal vi være, ikke med hjerneneuroner og affekter i læring ”all inclusive”, men med fornuft og følelse i en fælles og åben kulturel diskussion. Kort sagt. Den moderne verden hedder klasseledelse 1.0. Det er skolens ”ontologi.”, den rige og skønne ontologi, som SJ ingen begreber har til at redde, fordi de har nedskrevet det hele til at være en slags ’sort skole’ med deres ”analytiske begreber”.

Historien er som den er. Der er ingen “anden historie”. Der er kun omdannelse af fri kritik til et mobbesamfund.

Fik jeg ikke nævnt det hele? Ellers må SJ eller læseren lige sige til

2 tanker om "Historien er som den er! – svar på Staunæs’ og Juelskjærs “Og nu til en anden historie”"

  1. Tak, medfølelse, lidt om reformpolitik og endnu mindre om finsk læreruddannelse

    Først og fremmest tak for den megen information. Denne ”sag” indeholder mange, forskellige, aktuelle og ikke mindst spændende elementer. Jeg er dig dybt taknemmelig for at debatten er blevet så omfattende og offentlig, som den er. Måske den mest betydningsfulde ”pædagogiske” (eller hvad man nu vil kalde den) i årtier? Også tak til at andre direkte involverede også så småt er begyndt at bidrage. Og endelig en stor tak til alle kommentarskriverne på diverse platforme – ikke mindst de/I er med til at kvalificere debatten og i mine øjne holde den nede på jorden ved at skolens hverdag og virkelighed så direkte bliver inddraget.

    Dernæst og ikke mindst vil jeg udtrykke min største medfølelse med de direkte involverede personer. Uanset hvem man er, hvilken position man indtager eller hvad der er på spil for den enkelte, så er det menneskeligt set en ”av” sag.

    Hvad jeg selv mener om ”sagen” – retten til at ytre sig – har jeg allerede givet udtryk for i en anden kommentar her på siden (1). Inspireret af den megen debat, der er og/eller refereres til om og med afsæt i teksten af Juelskjær & Staunæs vil jeg gerne give et par indspark angående det (lands-) politiske og skolereformen.

    Der tales flere steder om ”reformens skole og læringssyn” som en entydig størrelse. Jeg vil dog nødig skulle redegøre for dette – her er nemlig tale om hvad man kan kalde at træde på speederen og på bremsen samtidig. Læser man aftaleteksten (2) vil man kunne se at reformen trækker i mange retninger – ikke mindst bagud (det vi er særligt gode til i Danmark og skal værne om) og så fremad (det vi skal blive bedre til – konkrete udfordringer som ønskes adresseret).

    Når jeg følger debatten om skolereformen, har jeg ofte svært ved at genkende den politiske forligstekst, hvori den er beskrevet (2). Nogle hævder sågar at skolens overordnede formål ikke er nævnt eller skulle være (næsten) afskaffet. Læs den selv – ikke mindst den lange indledning gør den i mine øjne rimelig afbalanceret selvom den er omfattende, og igen i mine øjne – subjektive værdi og uddannelsespolitisk farvede briller – FOR omfattende. Bemærk desuden at ”konkurrencestat” ikke er nævnt. Det betyder ikke, at andre kan forstørre visse elementer og/eller bruge reformen til at sættes deres egen dagsorden. Om, hvordan og i hvilket omfang dette også finder sted i og omkring DPU har jeg personligt intet kendskab til – men det er interessant om der her hersker (forskellige) magtbastioner og interesser? At noget sådant forefindes – og at disse ligefrem kan være i stærk modstrid med den dagsorden, der sættes fra det politiske (Christiansborg) niveau – vil i givet fald ikke være noget nyt. Fx kan forholdet mellem DPU og diverse borgerlige undervisningsministre næppe beskrives som (entydigt) hjerteligt i et historisk perspektiv.

    Min pointe her er, at det ikke er helt let at se hvem der er for og imod dette og hint i forhold til skolereformen (den politiske tekst). Mange synes at have deres egen dagsorden og interesser at varetage – kampen om folkeskolen synes ikke at være slut med det politiske forlig snarere tværtimod

    Skolereformen er sammentænkt med læreruddannelsesreformen, selvom de er født i omvendt rækkefølge – det havde nok været mest naturligt at lave skolereformen først. Men lad nu det ligge, her blot et par interessante eksempler på, at så let er det altså heller ikke entydigt at se tingene.

    A. At kende/misforstå sit mandat. Det ser nu ud til at man (nogle) på og omkring læreruddannelsen har overvurderet betydningen af ”læringsmålsstyret undervisning”. Den ansvarlige minister har – foranlediget af diverse indvendinger – netop pointeret at den kun er én blandt mange måder at gennemføre undervisning på! (3)
    B. Mange føler at dannelsen ingen eller meget lidt plads har i reformerne – måske med rette men det skyldes altså ikke de politiske aftaler herom. Læreruddannelsen har således fået pålagt (!) fra politisk hold, at ”almen dannelse skal gennemsyre læreruddannelsen”(4) . Hvorvidt det sker – om man på læreruddannelsen vil og har evnerne til det er (endnu) ubesvarede spørgsmål (5)

    Skolereform all inclusive = dansk folkeskole version 1.0, 2.0, 3.0 eller 0,9? Barnet kan have mange navne, men (alle) gamle skolebegreber og dyder er bestemt ikke afskaffet sammen med den!

    Finsk læreruddannelsen bliver ofte fremhævet – en dansk læreruddannelse af samme kaliber synes at have lange fremtidsudsigter (blandt andet har vi i Dannmark ikke de fornødne faglige kompetencer til at kunne løfte en sådan) – men måske vi alligevel kan lære noget. For selvom Danmark med reformen ikke får hestekræfter til at følge med på internationalt niveau, så kan vi måske lære noget af kulturen. En lærer formulerede det engang sådan overfor mig: ”I Danmark er der ingen prestige i at arbejde med børn”. Her er der tradition for, at man videreuddanner sig ud af – ofte som en flugtvej væk fra – folkeskolen og bliver f.eks. seminarielektor. Anderledes forholder det sig i Finland. Se blot her:
    “Både på ‘lågstadiet’ (1.-6. kl.) og ‘högstadiet’ (7.-9. kl.) er de finske lærere universitets-uddannede. Interessant er det, at man i Finland kan finde en stillingsstruktur, hvor f.eks. universitetslektorer samtidig har timer i folkeskolen. På Turku Universitet kan lærerstuderende den ene dag overvære et foredrag i ‘engelskfagets didaktik’, den næste dag i praktik, træffe lektoren som engelsklærer i den lokale skoles 8. klasse!”(6)

    Se dét finder jeg sgu interessant, og mon ikke den pædagoiske forskning ville kunne benfite af et sådant tiltag? Folkeskolen ville bestemt ☺ – der begynder så småt at mangle hænder og hoveder rundt omkring …

    Henvisninger:

    (1) Kommentar til ” På DPU: Anklager om “had og tilsvining” og forsøg på administrativ intimidering pga. faglig kritik og debat”:

    http://www.thomasaastruproemer.dk/paa-dpu-anklager-om-had-og-tilsvining-og-forsoeg-paa-administrativ-intimidering-pga-faglig-kritik-og-debat.html

    (2) Folkeskolereformen forlig, ”Aftale mellem regeringen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), Venstre og Dansk Folkeparti om et fagligt løft af folkeskolen”. Link under denne artikel I JP:

    http://jyllands-posten.dk/indland/ECE5613711/Her+er+den+nye+folkeskolereform/

    (3) ”Ministeren lyttede: Målstyring alligevel ikke hovedmål i læreruddannelsen” folkeskolen .dk
    http://www.folkeskolen.dk/563119/ministeren-lyttede-maalstyring-alligevel-ikke-et-hovedmaal-i-laereruddannelsen-

    (4) ”Ny læreruddannelse – almen dannelse” Jan Thranes Tegneblog, folkeskolen.dk
    http://www.folkeskolen.dk/515951/ny-laereruddannelse–almen-dannelse

    (5) ”Folkeskolen er død – længe leve læringen”. Alexander von Oettingen, folkeskolen.dk

    http://www.folkeskolen.dk/553292/folkeskolen-er-doed—laenge-leve-laeringen

    (6) Citatet er fra denne artikel

    http://www.information.dk/150690

Skriv en kommentar