(Nedenstående tekst er en let korrigeret version af en kronik, som blev bragt  i JP-Aarhus, d. 29. maj 2023: https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/debat/breve/ECE15907884/danmarks-paedagogiske-universitet-er-ikke-et-sted-for-mennesker-med-kaerlighed-til-videnskab-og-paedagogik/)

I det følgende vil jeg kort og kritisk gennemgå centrale træk ved DPU’s historie:

Frem til 2000 var lærernes videreuddannelse organiseret i regi af Danmarks Lærerhøjskole, som havde rødder tilbage i 1800- og 1900-tallets folkelige og demokratiske oplysning. Pædagogerne gik på Danmarks Pædagoghøjskole, som blev etableret i 1996, og som selv havde rødder i lærerhøjskolens baggrundstraditioner.

Men i 2000 blev det hele – sammen med yderligere et par institutioner – fusioneret ind i en ny institution, nemlig Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Denne fusion skete vel at mærke i et opgør med især lærerhøjskolen, der blev opfattet som alt for praksis- og skolerettet.

I stedet tog DPU’s første rektor, idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt, udgangspunkt i begrebet ”læringsadfærd”, som det hed i konkurrencestatens unge år. Schmidt havde sit helt eget filosofiske system, den såkaldte samtidsdiagnose, som var inspireret af en blanding af den franske strukturkommunist Althusser og den sene Nietzsche – en slags tragisk tilpasning til den politiske økonomis herredømme. Og nu skulle Schmidts strukturalisme i kontakt med konkurrencestatens læringsbegreb.

Schmidt konstruerede fire faglige discipliner, som skulle holde lidt styr på læringsadfærden, nemlig pædagogisk psykologi, pædagogisk antropologi, pædagogisk sociologi og pædagogisk filosofi. Alle fire områder fik både en kandidatuddannelse og et ledsagende institut. De gamle lærerhøjskolekredse protesterede, så Schmidt tilføjede en uddannelse i ”generel pædagogik” med et tilhørende institut. Almenpædagogikken og lærerhøjskolens tradition var dermed endt en slags modstands-rest på læringsadfærdens præmis. Så var der styr på det.

DPU’s faglige og organisatoriske eksistens var altså funderet på ”læringens” opgør med landets pædagogiske tradition – et opgør, som i de år bredte sig hos samfundets politiske elite. På DPU opretholdt man dog et vist kritisk momentum op gennem de tidlige 00’ere, dels pga. efterladenskaber fra lærerhøjskolens tradition og dels pga. dele af den kritiske tradition fra 1970’erne, som Schmidt selv var rundet af.

DPU startede op under Undervisningsministeriet, men fra 2005 kom institutionen under Forskningsministeriet og dermed også under den helt nye universitetslov, som omdannede universiteterne til centralstyrede forskningskoncerner i vækstens navn; en ideologisk proces, som blev forstærket af globaliseringsaftalerne i 2006.

På DPU blev dette skifte især tydeligt fra 2008, hvor der skete to ting på samme tid:

For det første blev DPU en del af Aarhus Universitet, hvor en ny rektor fra Verdensbanken ville omdanne universitetet til en global koncern af eksploderende nysprog og en nærmest vild centralisering. Dermed overgik DPU fra at være et selvstændigt universitet til at være et fakultet under et ideologisk radikaliseret Aarhus Universitet.

For det andet kom der en ny dekan for DPU, Lars Qvortrup, som med det samme støttede universitetets og forskningspolitikkens nye idealer. Nu stod den på relevans, læring, data og evidens, og man sammenlignede ligefrem statsminister Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King.

Qvortrup ville omdanne hele Schmidts bygning i eget billede, men stadig med ”læring” som udgangspunkt. F.eks. forsøgte han at nedlægge den filosofiske uddannelse. Da det mislykkedes ville han fyre tre filosoffer, hvilket også slog fejl. I stedet etablerede han en kandidatuddannelse i ”uddannelsesvidenskab”, hvor globaliseringspolitikken og de nye organisationsformer på en tilpasningsdygtig måde kunne spille sammen med en helt tæmmet inspiration fra Foucault. Kort sagt gik ”læringsadfærden” nu i kontakt med det nye globaliseringsbureaukrati, mens Schmidts faglige discipliner og den videnskabelige tradition, som i forvejen var løst funderet, mistede indflydelse.

Qvortrup var tilhænger af en teknisk version af Niklas Luhmanns systemteori, og han samlede hurtigt åndsfæller omkring sig – herunder den indflydelsesrige professor Jens Rasmussen og den senere DPU-leder Claus Holm. En række af de gamle Foucault-folk lagde sig som nævnt også pænt ned i det nye system. Med denne dannelsesfjendtlige konstruktion blev DPU en kraftfuld forstærker af de dybt instrumentaliserede skole- og læreruddannelsesreformer i 2013, som mange i dag skælder ud på.

Da Aarhus Universitet implementerede en stor og kostbar reorganisering i 2011, blev DPU endnu engang degraderet, denne gang fra fakultet til institut. Qvortrup forlod sin post, og Hanne Løngreen blev ny institutleder under Mette Thunø, som blev dekan for et nyetablerede fakultet ARTS. Thunø ville lave det ”frække universitet” og gå “fra viden til handling”, og centraliseringen gik amok. Løngreen fortsatte indtil 2014, hvor hun flyttede til RUC.

I 2013 fik universitetet ny rektor, Brian Bech Nielsen, som med det samme skilte sig af med Thunø. I stedet udnævnte han Johnny Laursen som dekan. Både Nielsen og Laursen havde støttet universitetslovene op gennem 2000’erne, og de havde også været ukritiske mellemledere i det nye globale universitet. De var indbegrebet af den nye ånd, og Bech Nielsen iværksatte straks en fyringsrunde, der skulle skaffe midler til ”strategisk ledelse”.

Ny institutleder på DPU blev Claus Holm, som have været kommunikationschef/dekan siden DPU’s oprettelse i 2000. Holm var selv kraftigt inspireret af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, og faktisk også af Lars-Henrik Schmidt. Holm lagde ud med at nedlægge et klassisk professorat i pædagogik, som ellers lige var besat. I stedet oprettede han nogle strategiske MSO-professorater, som blev befolket af folk med den godkendte indstilling.

Holm inkarnerede de mest problematiske sider af forskningspolitikkens og DPU’s historie. Han blev fan af konkurrencestaten, OECD og ”læring som livsform”, hvilket skulle afløse alt, hvad der mindede om den pædagogiske tradition i landet. Og det nye ARTS-fakultet bakkede op. Som tidligere kommunikationsleder fik Holm med sine synspunkter også magt over DPU’s kommunikationssystemer, som fik et ideologisk og ensrettet præg. Og de gamle kritiske traditioner blev konstant udgrænset, hvis de da ikke makkede ret i de nye begrebsmæssige systemer. Lærere og forskere, som kendte til de pædagogiske traditioner, var oprørte.

Helt almindelige kritiske indlæg blev nu opfattet som tilsvining, mobning og samarbejdsvanskeligheder, og kritikerne blev udsat for kraftige ledelsessanktioner, som kun offentlige protester kunne sætte en foreløbig stopper for.

Hele denne faglige og organisatoriske konstellation var en tragedie for landets videnskab og pædagogik. Det var konsekvensen af at gå fra videnskab og pædagogik til læringens livsform under konkurrencestatens herredømme.

Fra 2017-2020 blev den skole- og uddannelsespolitiske debat i højere grad domineret af ældre kritiske traditioner, hvilket ikke mindst skyldtes undervisningsminister Merete Riisagers og professor Svend Brinkmanns indflydelse, og også i Aarhus Universitets bestyrelse var der kommet folk, der kunne tale dannelsens og pædagogikkens sag. I den periode var der derfor lidt stille, mens DPU’s ledelse eksperimenterede med forskellige posthumanistiske og OECD-inspirerede konstellationer af læringsideologien.

I skrivende stund er man imidlertid tilbage i sporet fra omkring 2008-2016 med en ny og mere teknisk indstillet universitetsbestyrelse og med ideologisk betingede afskedigelser af kritiske røster samt angreb på de klassiske fagområders betydning og kritiske fundament. Det er meget sørgeligt at være vidne til dette forstærkede opgør med dansk pædagogisk tradition og dens videnskabelige omgivelser.

Og i 2022 fik DPU’s og ARTS’ ledelse foranstaltet et universitetspædagogisk dokument, som understøttede en centraliseret læringsideologi, der lå i klar forlængelse af skolereformens tankegods. Dette dokument var et direkte opgør med universitet som videnskabelig institution i samfundet.

DPU og ARTS ved Aarhus Universitet er kort sagt ikke et sted for mennesker med kærlighed til videnskab og pædagogik.

Yderligere analyse og dokumentation kan tilgås i følgende udgivelser:

Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering, KLIM.

Rømer, T.A. (2023). I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning, Forlaget Fjordager

Rømer, T.A. (2024, under udgivelse). Om universitetet og dets fjender.