Alle de hørte parter støtter ændringen af Fælles Mål, dvs. at de såkaldte fasemål bliver gjort ”vejledende”, så antallet af obligatoriske mål falder fra ca. 3500 til ca. 1000.

Støtten udtrykkes dog på meget forskellige niveauer. De mest skeptiske er KL, Børne- og kulturchefforeningen, som jo også er kommunal, samt forældreforeningen Skole og Forældre. Alle tre organisationer forsøger at holde fast i læringsmålsstyringen, og de har i øvrigt støttet selv de mest outrerede dele af skolereformen hele vejen igennem.

Her er lidt kommentarer til de vigtigste høringssvar:

 

1. KL

Først og fremmest er KL nervøs for folkeskolereformens skæbne:

Lovændringen ”må ikke føre til en svækkelse af fokus på folkeskolereformens mål eller det kommunale ansvar for folkeskolen”.

Desuden er ”det vigtigt, at en reduktion af antallet af bindende mål i Fælles Mål ikke fører til et svækket fokus på målene om mere læring, støre trivsel og øget social mobilitet”.

KL er desuden den eneste organisation, som i sit høringssvar erklærer en decideret uenighed. Det sker i følgende:

”KL er ikke enig i forståelsen af, at det er alene er op til underviserne og skolerne, hvordan der fremadrettet skal arbejdes med fælles mål”.

I stedet ønsker KL naturligvis, at kommunerne involveres systematisk i arbejdet med Fælles Mål. Men det er forligskredsen ikke indstillet på. Det fremgik af to artikler i folkeskolen.dk, hvor både Alex Ahrendsen (DF) og Marianne Jelved (RV) og Jacob Mark (SF) nærmest stejlede over mere kommunal indflydelse.

Det er virkelig godt, at forligskredsen sætter hælene i, eftersom KL via deres skolepolitiske udspil siden midt-00’erne har vist sig totalt uegnet til nogen som helst form for pædagogisk ansvar.

KL fastholder desuden, at lovforslaget ikke får konsekvenser for arbejdet med læringsplatforme. Det tror jeg ikke, de får ret i, hvis forslagets intention ellers gennemføres, hvilket man på den anden side godt kan have sin tvivl om.

 

2. Børne- og kulturchefforeningen (BKF)

BKF er helt forudsigeligt på linje på KL. Også BKF er nervøs. Derfor skriver man, at ændringerne ”ikke må føre til et svækket fokus på eller mindre opbakning til gennemførelsen af den samlede skolereform”.

Ja, nervøsiteten for læringsideologiens skæbne understreges flere gange i det ellers ret korte svar: ”Det er os magtpåliggende, at dette (lovforslaget, TR) ikke opfattes som en opfordring til eller en accept af et mindre klart fokus på arbejdet med læringsmål, arbejdet med kriteriebaseret evaluering og arbejdet med læringsmålsbaseret feedback til eleverne”.

Desuden underforstår BKF, at kommunerne skal spille en central rolle i forvaltningen af de fælles mål. BKF taler selvfølgeligt om ”kommunale eller skolemæssige prioriteringer i arbejdet med målene”, og pointen understreges en ekstra gang til sidst i høringssvaret (min kursivering, TR). Dette er bare BKF’s måde at udtrykke KL’s eksplicitte uenighed på.

Opsamling på KL og BKF: Ak ja, så jævn er den kommunale horisont. Man har slet ikke forstået problemstillingen.

 

3. Skole og Forældre (SoF)

SoF lægger sig i halen på KL og BKF. Foreningen er helt gennemlæringsmålificeret, og den bruger derfor stort set hele sit høringssvar på at tale om, at ”læringsudbyttet er i centrum”, og at vi fortsat skal have ”tydelige mål for undervisningen og løbende evaluering”, der ”sikrer elevens progression”, som ”synliggøres af lærerne for elever og forældre gennem elevplanen”.

SoF ønsker fortsat fokus på ”løbende fastsættelse af læringsmål for den enkelte elev og evaluering af disse”.

Og så videre….

SoF er en organisation, som virkelig er kommet i problemer. Den ved slet ikke, hvad den skal stille op med al den snak om formål, pædagogik og dannelse, som pludselig roterer omkring os. Den varetager på ingen måde forældrenes interesser efter min mening.

 

4. Danmarks Lærerforening (DLF)

DLF er naturligvis positive. Lovforslaget opfattes som ”en anerkendelse af lærernes pædagogisk-didaktiske faglighed og professionalisme”.

Desuden er DLF ikke interesseret i mere kommunal indflydelse på den faglige udvikling.

DLF understreger – i modsætning til KL og de andre – at det er ”altafgørende, at kommunerne ikke indfører yderligere, lokale bindinger ift. de i loven angivne, og at lærerne ikke pålægges obligatorisk brug af bestemte metoder gennem læringsplatforme og lignende”.

DLF vil altså have magten tilbage til lærerne (og måske til DLF selv?)

Hidtil tyder det på, at dele af forligskredsen og ministeren selv støtter DLF’s synspunkt om at trænge kommunerne tilbage. F.eks. sendte ministeren og Anders Bondo i går et fælles brev til landets lærere, hvor de sammen opfordrede lærerne til at tage deres nye frihedsgrader i anvendelse. De nævnte heller ikke ordet ”læring” en eneste gang, og der stod heller ikke noget om ”kommuner”. Der var lidt fest i Danmark lige der.

Desuden lægger DLF i høringssvaret vægt på, at der bør komme mere fokus på fagenes formål. Det forstår man godt, for formålsbetragtninger er nærmest skrevet ud af Fælles Mål, der jo er udarbejdet i et totalt formåls- og dannelsesopgør. Fagformål, ja formålene i det hele taget, er derfor helt fremmed land for KL, BKF og SoF, hvilket jo i sagens natur er under al kritik. Tidligere var det også fremmed land for ministeriet, men der er vist kommet en slags M. Thatcher til roret.

DLF slutter med at opfordre til, at foreningen bliver en del af en planlagt evaluering af lovforslaget. DLF ser som sædvanligt sit snit til at forøge sin magt over skolernes indhold. Sidst, dvs. i 2011-13, var foreningen bon-kammerater med Antorini, f.eks. via Ny Nordisk Skole. Men nu er man pludselig med på den anden vogn. Jeg synes, foreningen skal holde sig ude af alt indhold i 5 år. Det hele går jo op i strategi. Det vi har brug for er ren og skær åbenhjertighed og pædagogik, hvilket jo er det modsatte af “strategi”.

 

5. Skolelederforeningen

Skolelederforeningen, som med Claus Hjortdal i spidsen ellers har været førende i de revolutionære udmeldinger, er umiddelbart forbavsende klare i dens støtte til forslaget. Det hedder simpelthen:

“Skolelederforeningen ser meget positivt på, at der lokalt bliver en øget frihed til at tilrettelægge undervisningen på baggrund af de faglige prioriteringer”.

Men ok, hvad mon der menes med “lokalt”. Er det kommunen, skolelederen eller læreren? Jeg tror, foreningen lurepasser lidt.

 

Konklusion

Der er noget, der tyder på, at der måske kan blive tale om en real forøgelse af den pædagogiske frihed i landet. Men der er stadig mange faldgruber, også flere end dem, der er angivet med KL’s, BKF’s og SoF’s læringsrevolutionære forankring. Og helt overordnet: En evt. forskydning af det læringsrevolutionære hegemoni vil egentlig altid være porøs og lejlighedsvis, så længe skolereformen som sådan står ved magt. Forliget må sprænges.

Men ok, de små ændringer har også ret, selvom man på ingen måde bør forlade kritikken. Men ændringerne kommer næppe ret meget ind på realniveauerne, dvs. på emu-portalen, i KL’s skrifter eller i læringsportalerne. Som man kan høre, står tingene pt. lidt ubestemt. Der er en konflikt inde i læringsrevolutionen selv om, hvor langt læringsrevolutionen skal strækkes. Det er det, jeg ved andre lejligheder har kaldt “et logisk sammenbrud”.

 

Diverse links og artikler:

Alle høringsmaterialer og høringssvar: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/60690

Folkeskolen, d. 11. august: Omtale af høringsmaterialet: https://www.folkeskolen.dk/613140/hoering-om-faerre-bindende-maal-er-det-laererne-eller-kommunerne-der-slippes-fri

Folkeskolen, d. 15. august: Forligskredsens kritik af KL: https://www.folkeskolen.dk/613347/forligskredsen-friheden-er-til-laererne-ikke-til-forvaltningen

Folkeskolen, d. 14. august: Bondos og Riisagers brev: https://www.folkeskolen.dk/613336/riisager-og-bondo-til-laererne-brug-dit-nye-professionelle-raaderum