1. Danmarks Pædagogiske Oligarkis syn på filosofi og pædagogik
Spørgsmålet er, om der er filosofi i vores pædagogik for tiden, dvs. hos Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)?
Måske er der lidt oplysningsfilosofi? Det lyder naturligt i skoler og gymnasier, gør det ikke? Men nej, det er der ikke noget af. Danmarks pædagogik bygges af folk, der gør op med oplysningen. De systemteoretiske fortalere for de aktuelle reformer taler ned om både Kant og Rousseau. I 1980’erne, dengang systemteoretikerne var strukturmarxister, mente de, at oplysningen var halehæng til kapitalismen, og at frigørelse og oplysning var en del af kapitalismens strukturelle reproduktion. I dag er oplysningen out-datet, fordi den stiller spørgsmål til forholdet mellem det almene og det individuelle, og “det almene” er jo væk, som det hedder sig i en form for radikaliseret postmodernisme. “Dannelse” er blevet til en kanin, man trækker op af hatten, når man bliver kommunikationsforlegen og så videre. Systemteoretikerne vil have metoder i stedet for. Og hvad skal de bruge dem, altså metoderne, til? Til at score på lister med – KL-lister og Pisalister. De vil gerne have modernisering – hyper-modernisering. Men det er ikke det samme som oplysning, og faktisk heller ikke som modernitet, skal jeg hilse og sige. Modernisering er modernitetens forfaldsform. Her på det sidste er systemteoretikerne så begyndt at tale om dannelsesteori igen, men det foregår på en særlig teknisk måde, som jeg har redegjort for andre steder, og som man ikke bør lytte til, fordi den faktisk foretager en dobbelttømning af uddannelsernes normative indhold. Det er konsekvensen, fordi man på det reale plan både tømmer pædagogikken og filosofien (især Humboldt og Kant) for dannelseselementer, samtidig med, at de postulerer dannelsen på det formale plan.
Så er der samtidsdiagnostikerne. Her står det lidt bedre til, men ikke meget. Her kan man bruge Rousseau, men kun til at etablere ”personligheden”. Vi får en ”personlighedspædagogik”. Går bølgerne højt, kan man godt tale om dannelse og kundskaber, men man mangler jo filosofien, så det ender med en blanding af one-liners, bureaukrati, personlighedsudvikling og smartphone-dannelse, fordi man heller ikke her er til oplysning af nogen art. Samtidsdiagnosen er trods alt bygget på mistænksomhedens tre søjler, nemlig Marx, Freud og Nietzsche. Hvorfor er det mistænksomt? Jo, fordi ingenting er, som man tror. Alting er økonomi, underbevidsthed og magt – kort sagt “gement”, som det hedder. Undtagen samtidsdiagnosen selv naturligvis. Derfor kan man kun arbejde med små forbedringer af selvet i samtiden.
Nå, men der er altså ingen oplysningsfilosofi i nærheden af vores pædagogik. Men hvad så med den nationale tradition. Grundtvig og Løgstrup og den slags? Men nej, det finder man heller ikke noget af. Tværtimod finder vi hos DPO et opgør med grundtvigianismen: Antorini er imod den, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen er imod den, og samtidsdiagnostikerne er også imod den. Det nationale skulle have været ude af læreruddannelsen, og Løgstrup, siger man, hører til velfærdsstaten, og nu har vi jo en konkurrencestat….
Hvad har vi tilbage? Vi har små tekniske metoder, KL-ranglister, personlighed og grænseoverskridende teknologi. That’s it!
Nå, men det lyder jo meget uskyldigt. Ikke spændende – for pokker da, nærmest kedeligt; hvis jeg var elev var jeg da i fuld gang med at kravle i gardinerne og få mig en diagnose – men dog uskyldigt. Men det er det ikke. Hvorfor ikke? Fordi alle disse retninger har koblet sig op på en ny ideologi, nemlig konkurrencestatspostulatet. Dermed får al småteknikken, al metode- og listetyranniet og al personlighedsfikseringen sig en overordnet pædagogik. Men hvad er konkurrencestaten for en teori? Jo, det er en teori om, hvordan filosofi, pædagogik og dannelse bør være en metode til statslig effektivitet. Det er Ove Kaj Petersens teori, som støttes af samtidsdiagnostikere og systemteoretikere fra DPO. Ove Kaj holder efter sigende møder med Corydon, som er landets store konkurrencestatsideolog, og Corydon skriver fine kronikker med Antorini.
Så vi har et helt pædagogisk system. Er det sjovt? Nej, det er det jo ikke, og ved I hvad – nu skal jeg fortælle noget meget pudsigt. Hele flokken, altså samtidsdiagnostikere, systemteoretikere, politikere og konkurrencemænd, har alle sammen, i det store og i det små og på forskellige leder og kanter, deres baggrund i en fransk samfundsforsker Louis Althussers ideer, som blev udviklet i 1960’erne. Man kan følge det direkte i referencestrukturerne i de forskellige artikler og bøger. Althusser var en ekstrem strukturalist, og derfor imod frigørelsestænkning, humanistisk filosofi og alt det andet. Han var anti-filosof efter min mening. Han talte for en marxisme, der var rent strukturel, uden subjektivitet, åndelighed, dialektik og handling. Der findes kun strukturer.
Konkurrencestatsteorien er en ren og skær modernisering af Althussers teori, og alle de andre finder hen til moderniseringsparnasset, fordi de er bygget på samme fundament. Ikke i direkte linje og da også på kryds og tværs og i små og store opgør, men alligevel.
Vi har kort sagt en generation af pædagogiske og samfundsorienterede teoretikere, hvis grundlæggende begreber om struktur og filosofi blev dannet i generationens mest formative år i 70’erne og 80’erne. Disse begreber arbejder nu videre i tilpassede former dybt inde i vores mest aktuelle diskussioners distinktioner og sprogspil.
Summasummarum: Dansk pædagogik i 2014 bygger på fransk kommunisme fra 1960.
2. Kulturkonservatismens syn på filosofi og pædagogik
Kan man hente lidt hjælp fra konservative kredse, altså konservative i kulturel forstand? Nej, det kan man heller ikke. Også her finder vi ubehag ved oplysningen, ved moderniteten, som det hedder i den konservative region. Søren Krarup opfatter stort set al filosofi fra Rousseau og frem som en del af ”det moderne sammenbrud”, og det meste af grundtvigianismen røg faktisk i samme kasse. Krarup og hans version af tidehverv har præget dansk konservatisme og kultur i det hele taget dybt dybt dybt. Glem indvandringsdebatten, det er vores egen kultur, der er blevet ridset. Også hos aktuelle konservative debattører møder vi et ubehag, hvis ikke ligefrem et opgør, med oplysnings- og frigørelsestænkning. Man forstår det jo godt lidt, fordi konservatismen på en måde er født ud af et generalopgør med den franske revolution, men det er jo helt overdrevent stadig at være imod oplysningens principper så radikalt. Vi lever trods alt ikke i 1790 mere.
Men hvorfor røg så Grundtvig ud? Ja, det er en lang historie, men en af grundene er, at han var blevet lidt forpjusket af venstrefløjens brug af ham i 1980’erne, og da muren faldt i 1989, røg Grundtvigs pædagogik ud sammen med den EU-skeptiske venstrefløj. Det var i stedet den sene Søren Kierkegaard, der svingede taktstokken for Tidehverv og dansk konservatisme, og det var faktisk lidt synd for Kierkegaard efter min mening.
Nå, men med både nationale og europæiske traditioner godt af vejen har dansk konservatisme heller ingen filosofi til pædagogikken. Lidt ”fortællinger” i det små kan man måske en sjælden gang drive det til, og det er jo også fint, men ellers må man lydigt underlægge sig DPO, som ellers er de mest anti-konservative i landet. Al snakken om ”det nationale” kommer derfor slet ikke i nærheden af pædagogikken, og uden oplysningens og den virkelige pædagogiks problemstillinger bliver ”det nationale” også alt for hurtigt et tvangsmæssigt postulat, et ubehag man har lyst til at ryste af sig, selvom man på samme tid også savner selvsamme pædagogik, men i dens frie form.
3. Liberalismens syn på filosofi og pædagogik
Hvad med de liberale? Der er ingen pædagogik at hente. Hvorfor ikke? Fordi de bygger på amerikansk nyliberalisme, og i den tradition er individet et atom, udeleligt og færdigudviklet fra start. Det skal højst udstyres med lidt markedskompetencer og nogle adfærdsregulativer. Andre former for liberalisme, f.eks. de nordeuropæiske traditioner, tænker slet ikke sådan, men disse strømninger har ingen betydning i dansk liberalisme for tiden. Derfor må også liberalistisk pædagogik underlægge sig DPO, hvilket de også gør.
4. Socialismens syn på filosofi og pædagogik
Hvad med socialisterne? Se under punkt 1. Nogen tror, at teorien om konkurrencestaten er ”liberalistisk”, men det er den ikke. Den samler da også DPO, som er resterne af den pædagogiske venstrefløj, der har rødder i Althusser, hvilket er den toneangivende i teoretisk forstand.
5, Konklusion
Summa-summarum: Dansk liberalisme, konservatisme og socialisme støtter en pædagogik, der bygger på en ekstremistisk fransk kommunisme fra 1960.
Er det ikke langt ude?