Hvad er de første skoleår? (0-3.klasse, sådan cirka)
De første skoleår er en indledende indvielse til en national, europæisk og kosmopolitisk livsform – i en tiltagende sammenhæng fra det nationale mod det kosmopolitiske. Til sidst i uddannelsessystemet er vægtningen omvendt. Det vil sige, at skolen angår det folkelige, at gymnasiets væsentligste område er det europæiske, og at universitetets fokus er det kosmopolitiske. Ingen af delene glemmes dog på nogle af niveauerne, hvilket gerne, i al sin egenart, skulle fremgå af følgende, hvor det altså er de tidlige skoleår, der er i fokus.
Så hvad skal der ske i de første skoleår – sådan fra lænestol og skrivebord og derfor helt og aldeles upraktisk og foreløbigt på alle måder? Jo mere praktisk jeg bliver, desto mere upraktisk er det, hvilket i almindelighed bør være den pædagogiske forsknings princip:
Eleverne skal fra første dag og hver morgen og hele tiden inviteres ind i alle mulige fortællinger. Jeg remser lidt op: Her er fortællinger fra Danmarks fødsel og historie, både om heltene, kongerne, borgerne og trællene. Desuden spiller de kristne fortællinger samt landets rige litteratur, især børnelitteratur eller børneegnet litteratur, en vigtig rolle i de yngste skoleår. Dertil kommer fortællinger både om børnenes egne og om lærernes tilblivelse i den folkelige strøm, og ikke mindst om skolens tilsynekomst i samfundet. Alle skoler har en eller flere fortællinger, som understreger, at lærer og børn er en del af et pædagogisk fællesskab. Derfor har man jubilæer, fødselsdage, stiftere etc., som ledsages af flag, sang, små foredrag og fest og det hele.
I forbindelse med disse fortællinger er der teater, musik, fester, idræt etc.. fra især den nationale tradition, dvs. nordisk sang, traditioner, lege og spil. Det hele er ét vældigt ontologisk og sprogligt tryk, der sætter sig i alle mulige aktiviteter, målformuleringer, evalueringssamtaler, ugeplaner og dialoger, og som sætter hele skolen i en pulserende og tingslig tilstand, der får alle til at tale og stamme og hakkes i det med røde kinder, bevægelse og sang. Kommer der en KL-Pisamand forbi, får han en nej-hat på og rulles i et HC Andersen eventyr, mens alle børn og lærere svajer i en udisciplineret disciplin, ledsaget af landets historier og musik. Fagforeninger er heller ikke mega-velkomne i skolens indre. Især ikke når de hylder John Hatties læringsmaksimeringspædagogik hele tiden og dermed kommer til at lyde som en KL-Pisamand, som de ellers påstår, de er imod.
Dertil kommer, i mindre omfang, fortællinger fra den europæiske mytologiske og historiske arv og fra andre europæiske lande. Selv små børn bør i fortællingens form kende til Sokrates, Mona Lisa, Alexander den Store, og Jeanne d’Arc. Der bør også være myter og fortællinger fra ikke-europæiske lande, f.eks. fra USA og Iran. I mange klasser er der desuden elever med udenlandsk baggrund. Er man så heldig at få foræret en sådan pluralisme, kan det passende være udgangspunkt for at lære lidt kundskaber og sprog fra andre lande. Assimilation er et fy-ord, som er det modsatte af indvielse. Nye elever bydes velkommen med sang og interesse i deres forskellighed.
Det hele skal i udgangspunktet være helt ukritisk og uden evalueringer. Små børn skal oplæres i fortællelyst og kærlighed til både eget land og andre folkeslag. Samfundsfag, bedømmelser og kritisk sans kommer ind på et senere klassetrin. Men børn spørger jo af natur, og en lærer skal altid orkestrere et svar, så på den måde melder samfundet sin ankomst inde i klassen via elevernes munde, den ”lille blæsebælg”. De små børn deltager desuden i en række skolearrangementer, f.eks. litteraturfestivaller, hvor også de ældre elever er med. I den forbindelse vil de små børn også påvirkes af ”uegnet” og forstyrrende materiale, som gør dem egnet til at spørge.
På den måde beskytter man verden mod barnlighedens indtrængen, og man beskytter også børnene mod verdens indtrængen. Herved kan menneske og verden vekselvirke med mest mulig intellektuel og kropslig følsomhed.
De samme principper gælder for de naturvidenskabelige områder, blot med mere vægt på natur og de empiriske sanser. Her er der vægt på fortælling, eksperiment og en fri og afsøgende omgang med naturens ting. En slags spørgsmål er: Hvad fortæller skoven? Bliv væk i naturen!
Det er sådan set det, der skal foregå efter min mening. I forbindelse hermed læses og skrives og tales ud fra forskellige materialer, som lægger vægt på det narrative, og læreren holder naturligvis øje med, at det går sådan nogenlunde med de tekniske færdigheder. Det vigtigste er dog, at sproget presser sig på inde i eleverne, så der fra ca. 3. klasse og videre frem i livet er noget at skrive om; så ordene trænger sig på sådan lettere hulter til bulter og kalder på en foreløbig og porøs orden; men vel at mærke en subjektiv orden, en orden som det tager et liv at etablere; den orden som et liv er, livets narrativ. Selvom der naturligvis også er læse- og skriveøvelser, så knyttes det til fortællingerne, og man skal ikke overdrive krav om korrekthed. Det er vigtigere, at børnene får narrativ og musisk energi. Så må man i de følgende år få kommaer og ledsætninger på plads.
Der er ingen klare mål. Målene er indbygget i skolens narrative genskabende struktur, og hvordan de forskellige børn tumler ind i fortællingerne, kan man ikke vide på forhånd. Det kræver en professionel. selvstændig og myndig lærer at kunne reflektere nuanceret over det. En læringsdesigner vil være på herrens mark.
Matematik er også stærkt fortællende og brugsorienteret i disse år. Det er vigtigere, at børn får fornemmelse af matematikkens skønhed og nytte, end at de bliver alt for optaget af det tekniske, selvom sidstnævnte selvfølgelig også spiller en vis rolle.
Det hele starter fra dag 1, ja faktisk før, men det er en anden historien. Nemlig historien om børnehaven.
Dertil kommer, især i 2-3. klasse, en del udenadslære vedrørende kundskaber om historie, geografi og biologi, med belønnings- og sanktionssystemer. Det er ikke lige sjovt for alle, men man må blot håbe, at den almindelige stemning af fællesskab, sang og spændende fortællinger gør det nogenlunde acceptabelt for de fleste. En del kundskabsindlæring kan også knyttes til de mange fortællinger (f.eks. om planter og fugle), men man skal ikke overdrive sammenhængen, for gør man det, mister fortællingen kraft, hvorved hele den fine vævning med stor sandsynlighed ender i læringsmaksimeringens nysprog. Men hvis et lille barn spørger om sammenhængen mellem fortællingen om Jeanne d’Arc og hovedstaden i Frankrig, smiler lærerinden naturligvis.
Gad vide hvilken 9-årig, der kommer til syne efter sådant et bad?
Mit gæt er, at hvis man opbygger de første skoleår efter disse principper, vil man ligge ca. i midten på Pisa-listens tests for 4. klasse. Det er der, en dansk pædagogisk tradition hører til. Kommer man meget højere, vil det være tegn på maski-mekanisering og dermed på manglende sans for helheden