Foranlediget af en aktuel diskussion i pressen har jeg tænkt lidt over, hvad disciplin er. Argumentationen er lidt foreløbig, men måske er der noget, der kan bruges?
Der tales om mere disciplin i skolerne, og jeg skal være den sidste til at forsvare al den skrækkelige uro, som selv garvede og dygtige lærere kan berette om. Men hvad betyder disciplin egentlig? Her er to overlappende bud:
1. Disciplinens etymologi
Er det ikke tankevækkende, at ordet ”disciplin” kommer af det latinske ”disciplina”, som betyder ”undervisning”, hvilket vi stadig kender i ”discipel”, som er en ”elev”? Disciplin er altså ikke en ”klasseledelse-metode”, men henviser snarere til, at et barn modtager undervisning, hvorved det blive til en elev. En barn bliver simpelthen en elev via en disciplin. Man er ikke en elev før disciplinen for nu at sige det sådan. Man bliver en en elev, dvs. en “discipel”, ved at få disciplin, dvs. undervisning.
Og denne pædagogiske relation hænger sammen med både bevidsthedens udvikling og det faglige indhold. Først bevidstheden: Som udsagnsord forbindes ”disciplin” med ”discere”, at lære, og måske af ”discipere”, som betyder ”opløse og opfatte”, samt ”capere”, som betyder at ”gribe”. Disciplin er altså dybt knyttet til avancerede bevidsthedsoperationer ift et stofområde, dvs. til analyse, forståelse og selvstændighed.
Dernæst faget: ”Disciplin” er jo også en betegnelse for en større del af et akademisk fag eller for en del af en idrætsgren. Jeg underviser f.eks. i disciplinen pædagogisk filosofi inden for faget ”pædagogik”, og en svømmer kan vinde guldmedalje i disciplinen “100 meter fri”. En disciplin er altså også en del af et større fagligt område.
Disciplin henviser kort sagt til den proces, hvorved et barn via undervisning bliver til en elev ved at blive undervist i et bestemt overleveret fagområde, som barnet opløser og opfatter og griber.
2. Disciplin og pædagogik
En næsten samstemmende betydning – dog mindre latinsk og mere i nærheden af en græsk filosofisk tradition – finder man hos en af verdens mest indflydelsesrige reformpædagoger, amerikaneren John Dewey. Det kan man læse om i hovedværket Democracy and Education fra 1916.
Kapitel 10 i bogen hedder simpelthen “Interest and Discipline”. Her kan man læse, at disciplin er frugten af at være iblandt tingene, dvs i skolens og undervisningens indhold (jvf. ”inter-esse” = være iblandt (latinsk)).
F.eks. hedder det om “interesse”: ”Interest represents the moving force of objects”. Og umiddelbart efter står der om “disciplin”: “Discipline or development of power of continuous attention is its fruit” (altså “inter-essens” frugt).
Disciplin er derfor frugten af livet blandt tingene og af opmærksomhedens vekselvirkning i et undervisningsforhold inden for et fagområde.
Men når ting og opmærksomhed adskilles, eller hvis tingene og indholdet endda helt forsvinder, som der er en tendens til i skolereformen, så bliver der en rastløs uro i klassen og i samfundet. Så skal de unge tjekke facebook i fysiktimerne, og både børn og voksne bliver nervøse, med mindre de får en i-pad eller en panodil. Alle får tildelt individualiserede “læringsmål” i stedet for “disciplin”. Og de voksne tror, at skolen skal bidrage til statens konkurrenceevne eller til og globale ranglister, hvilket jo er skolereformens idealer. Disciplinen mister sit sted.
Litteratur og andre indlæg:
“Disciplin”, opslag i Den danske ordbog
John Dewey (1944, opr. 1916). Democracy and Education, New York: The Free Press (bogen ligger også online, hvis man søger på titlen, og findes også i en dansk oversættelse fra forlaget KLIM)
Jens Raahauge: “Gok er nok”, Folkeskolen.dk, 2014. https://blog.folkeskolen.dk/blog-dansk-dansk-indskoling/gok-er-nok/153423
Eva Zerman Hoffmeyer: “Disciplin skal tilbage på skolebænken“, kronik i Politiken, d. 8. februar 2014