Foranlediget af den aktuelle diskussion i pressen har jeg tænkt lidt over, hvad disciplin er. Argumentationen er lidt foreløbig, men måske er der noget, der kan bruges?
1. De eksisterende synspunkter
Der tales om mere disciplin i skolerne, og jeg skal være den sidste til at forsvare al den skrækkelige uro, som selv garvede og dygtige lærere kan berette om.
Når problemet skal løses, får man det indtryk, at disciplin henviser til enten lussinger eller det mere moderne ”klasseledelse”, og der er også dem, der slet ikke synes, man skal drøfte emnet – altså må vi tilsyneladende vælge mellem ren tugt, ren metode eller ren laissez faire? Lad os se på disse tre muligheder:
Lussinger er og bør være forbudt grund, hvilket i pædagogisk forstand blev grundlagt af den i borgerlige kredse udskældte “Blå Betænkning” i 1960, hvor det “harmoniske og lykkelige mennesker” blev idealet. Herfra blev det heldigvis sværere at slå, men desværre også svært at tvinge. De andre løsninger, altså “metoden” og “laissez faire”, duer heller ikke, undtagen i konkrete og tekniske situationer: Reduktion af disciplin til ledelses-“metoder”, den såkaldte klasseledelse, medfører et enormt pædagogisk meningstab, fordi der hverken er “frihed” eller “tvang” indbygget, og dermed instrumentaliseres skolen. “Klasseledelse” er altså ren teknik. Den kan være nyttigt, men den har ikke noget med “disciplin-begrebet” at gøre. “Laissez faire” er uden sans for den kultur, den skal virke i, men har dog i det mindste en frihedsfilosofi indbygget, desværre ofte bygget op om læringsbegrebet, som ødelægger alt.
I stedet har jeg udtænkt et helt fjerde forslag, nemlig et pædagogisk, der er beregnet til den lange bane:
2. Disciplinens etymologi
Er det ikke tankevækkende, at ordet ”disciplin” kommer af det latinske ”disciplina”, som betyder ”undervisning”, hvilket vi stadig kender i ”discipel”, som er en ”elev”? Disciplin er altså ikke en ”klasseledelse-metode”, men snarere det at modtage undervisning og dermed at blive til en elev. En barn bliver simpelthen en elev via en disciplin. Man er ikke en elev før disciplinen for nu at sige det sådan. Man bliver en discipel ved at få disciplin.
Som udsagnsord forbindes ”disciplin” med ”discere”, at lære, og måske af ”discipere”, som betyder ”opløse og opfatte”, og ”capere”, som betyder at ”gribe”. Disciplin er altså dybt knyttet til avancerede bevidsthedsoperationer ift et stofområde, dvs. til analyse, forståelse og selvstændighed.
Endelig er det også interessant, at vi ”disciplin” også er en betegnelse for en større del af et akademisk fag eller for en del af en idrætsgren. Jeg underviser f.eks. i disciplinen pædagogisk filosofi inden for faget ”pædagogik”, og en svømmer kan vinde guldmedalje i disciplinen “100 meter fri”. En disciplin er altså også en del af et større fagligt område.
Disciplin henviser altså til den proces, hvorved et barn bliver til en elev ved at blive undervist i et bestemt overleveret fagområde, som barnet opløser og opfatter og griber.
3. Disciplin og pædagogik
En næsten samstemmende betydning – dog mindre latinsk og mere i nærheden af en græsk filosofisk tradition – finder man faktisk hos en af verdens mest indflydelsesrige reformpædagoger, amerikaneren John Dewey, hvilket man kan læse om i hovedværket Democracy and Education, ch.10 (1916). Her fremgår det, at disciplin er frugten af at være iblandt objekterne (”inter-esse” = være iblandt (latinsk)), f.eks.: ”Interest represents the moving force of objects” og umiddelbart efter: “discipline or development of power of continuous attention is its fruit” (altså “inter-essens frugt”).
Disciplin er derfor frugten af livet blandt objekternes og af opmærksomhedens vekselvirkning i et undervisningsforhold inden for et fagområde.
Men når objekter og opmærksomhed adskilles i en mærkelige distinktion mellem kundskaber (objekter) og dannelse (opmærksomhed) – så bliver der for meget uro i klassen og i samfundet. Så skal de unge tjekke twitter i fysiktimerne, og bagefter kører de til Prag og drikker sig fulde. Og de voksne tror, i samme adskillelsesrus, at skolen skal bidrage til statens konkurrenceevne eller til individuel opportunisme, som jo er tidens to officielle idealer.
Så vil jeg hellere have virkelig uro: Altså nye og spændende folkelige initiativer, smukke malerier, provokerende litteratur, overraskende musik og selvstændige mennesker og grupper, der kan rejse en velargumenteret sag for det fælles bedste – og så naturligvis den herlige summende støj, der bør ledsage en aktiv og interesseret skoleklasse. Men begrundelsen for summeriet må vi nok finde hos grækerne i stedet for hos romerne. Vi kan med andre ord ikke nøjes med disciplin, men det er en anden historie.
Litteratur og andre indlæg:
“Disciplin”, opslag i Den danske ordbog
John Dewey (1944, opr. 1916). Democracy and Education, New York: The Free Press (bogen ligger også online, hvis man søger på titlen, og findes også i en dansk oversættelse fra forlaget KLIM)
Jens Raahauge: “Gok er nok”, Folkeskolen.dk, 2014
Eva Zerman Hoffmeyer: “Disciplin skal tilbage på skolebænken“, kronik i Politiken, d. 8. februar 2014