Hvad er disciplin?

Foranlediget af den aktuelle diskussion i pressen har jeg tænkt lidt over, hvad disciplin er. Argumentationen er lidt foreløbig, men måske er der noget, der kan bruges?

 

1. De eksisterende synspunkter

Der tales om mere disciplin i skolerne, og jeg skal være den sidste til at forsvare al den skrækkelige uro, som man hører om, som man også kan se i fjernsynet nogle gange, og som selv garvede og dygtige lærere kan berette om.

Når problemet skal løses, får man det indtryk, at ordet henviser til enten lussinger eller det mere moderne ”klasseledelse”, og der er vist også dem, der slet ikke synes, man skal drøfte emnet – altså må vi tilsyneladende vælge mellem ren tugt, ren metode eller ren laissez faire?

Lussinger er og bør være forbudt grund, hvilket pædagogisk set blev grundlagt af den udskældte “blå betænkning” i 1960, hvor det “harmoniske og lykkelige mennesker” blev idealet, hvilket heldigvis gjorde det svært at slå, men desværre ogsågjorde det svært at tvinge. Jeg tror, at mange borgerliges kritiske syn på den blå betænkning gør, at de ikke rigtig har modstandskraft overfor for strafferetorikken, men det er blot en tanke. De andre løsninger, altså “metoden” og “laissez faire”, er heller ikke noget for mig undtagen i konkrete og tekniske situationer. Laissez faire” er uden sans for den kultur, den skal virke i, men har dog i det mindste en frihedsfilosofi indbygget. Reduktion af disciplin til “ledelsesmetoder” medfører et enormt pædagogisk meningstab, fordi der hverken er “frihed” eller “tvang” indbygget, og dermed instrumentaliseres skolen. “Klasseledelse” er altså ren teknik. Det kan være nyttigt, men det har ikke noget at gøre med “disciplin-begrebet” efter min opfattelse.

I stedet har jeg udtænkt et helt fjerde forslag, nemlig et pædagogisk, der er beregnet til den lange bane:

 

 

2. Disciplinens etymologi

Er det ikke tankevækkende, at ordet ”disciplin” kommer af det latinske ”disciplina”, som betyder ”undervisning”, hvilket vi stadig kender i ”discipel”, som er en ”elev”? Disciplin er altså ikke en ”klasseledelse-metode”, men snarere det at modtage undervisning og dermed at blive til en elev. En barn bliver simpelthen en elev via en disciplin. Man er ikke en elev før disciplinen, for nu at sige det sådan. Man bliver en discipel ved at få disciplin.

Som udsagnsord forbindes ”disciplin” med ”discere”, at lære, og måske af ”discipere”, som betyder ”opløse og opfatte”, og ”capere”, som betyder at ”gribe”. Disciplin er altså dybt knyttet til avancerede bevidsthedsoperationer ift et stofområde, dvs. til analyse, forståelse og selvstændighed.

Endelig er det også interessant, at vi har det samme ord, altså ”disciplin”, som betegnelse for en større del af et akademisk fag eller for en del af en idrætsgren. Jeg underviser f.eks. i disciplinen pædagogisk filosofi inden for faget ”pædagogik”, og en svømmer kan vinde Guld i disciplinen “100 meter fri”. En disciplin er altså også en del af et større fagligt område.

Disciplin henviser altså til den proces, hvorved et barn bliver til en elev ved at blive undervist i et bestemt overleveret fagområde, som barnet opløser og opfatter og griber.

 

3. Disciplin og pædagogik

En næsten samstemmende betydning – dog mindre latinsk og mere i nærheden af en græsk filosofisk tradition – finder man faktisk hos en af verdens mest indflydelsesrige reformpædagoger, amerikaneren John Dewey, hvilket man kan læse om i hovedværket Democracy and Education, ch.10 (1916). Her fremgår det, at disciplin er frugten af at være iblandt objekterne (”inter-esse” = være iblandt (latinsk)), f.eks.: ”Interest represents the moving force of objects” og umiddelbart efter: “discipline or development of power of continuous attention is its  fruit” (altså “inter-essens frugt”).

Disciplin er altså frugten af livet blandt objekternes og af opmærksomhedens vekselvirkning i et undervisningsforhold inden for et fagområde.

Men når objekter og opmærksomhed, som det er tilfældet for tiden, er adskilt – selv med skolens og lærernes egne ord i en mærkelige distinktion mellem kundskaber (objekter) og dannelse (opmærksomhed) – så bliver der for meget uro i klassen og i samfundet. Så skal de unge tjekke twitter i fysiktimerne, og bagefter kører de til Prag og drikker sig fulde. Og de voksne tror, i samme adskillelsesrus, at skolen skal bidrage til statens konkurrenceevne eller til individuel opportunisme, som jo er tidens to officielle idealer.

Så vil jeg hellere have virkelig uro: Altså nye og spændende folkelige initiativer, smukke malerier, provokerende litteratur, overraskende musik og selvstændige mennesker og grupper, der kan rejse en velargumenteret sag for det fælles bedste – og så naturligvis den herlige summende støj, der bør ledsage en aktiv og interesseret skoleklasse. Men begrundelsen herfor, altså for summeriet, må vi nok finde hos grækerne i stedet for hos romerne. Vi kan med andre ord ikke nøjes med disciplin, men det er en anden historie.

 

Litteratur og andre indlæg:

“Disciplin”, opslag i Den danske ordbog

John Dewey (1944, opr. 1916). Democracy and Education, New York: The Free Press (bogen ligger også online, hvis man søger på titlen, og findes også i en dansk oversættelse fra forlaget KLIM)

Jens Raahauge: “Gok er nok”, Folkeskolen.dk, 2014

Eva Zerman Hoffmeyer: “Disciplin skal tilbage på skolebænken“, kronik i Politiken, d. 8. februar 2014

 

Skriv en kommentar