DPU har haft mange navne. Og nu, her fra august 2015, hedder det DPU igen. Men forkortelsen står – hvilket jeg vil vende tilbage til – ikke mere for ”Danmarks Pædagogiske Universitet”, og det forstår man godt, eftersom institutionens seneste talehandling, tirsdagens konference om skolens formål, var under al kritik.

I referencelisten kan man tilgå et link til et grundigt referat fra konferencen.

 

1. Skolereformens grundlag er ”Virus” og ”Round Up”

I det seneste års tid har der, udover et tiltagende professionelt og folkeligt ubehag, været en omfattende forskningsbaseret kritik af skolereformens principper og formål.

Her er nogle eksempler:

I Folkeskolen nr. 12, 2015, kunne man læse to interviews med henholdsvis Pasi Sahlberg og Alexander von Oettingen. Begge forskere kritiserede de aktuelle skolereformers tilknytning til vidensøkonomiske formålsstrukturer, og kritikken blev ført i barske vendinger.

Finnen Pasi Sahlberg, der er internationalt kendt for sin viden om Finland/Pisa-sammenhængen, mener, at skolernes vidensøkonomiske grundlag bør betegnes som ”virus” og ”baciller”; det han kalder for ”GERM”. En af grundene til, at han gør det, er formodentlig, at Finland er det europæiske land, som er bedst i Pisa, på trods af, at landet går stik imod OECD’s uddannelsespolitiske forslag.

Og Von Oettingen, der er rundet af tysk dannelsestænkning, og som bestemt ikke er kritisk over for brugen af pædagogisk teknologi, sammenligner OECD med ukrudtsmidlet ”Round Up” og taler om, at det aktuelle fokus på globalisering, komparation og økonomi ”smadrer det hele”, og med det udtryk tænker han netop på den side af skolens formål, som var helt overset i tirsdags.

Og det er kun to eksempler ud af utallige. Kritikken af uddannelsespolitikkens pædagogisk-filosofiske grundlag er bredt funderet i forskningen, og der er flere helt aktuelle udgivelser om emnet og om beslægtede emner fra folk som Peter Kemp, Brian Degn Mårtensson, Steen Nepper Larsen, Dorte Jørgensen, Kirsten Hyldgaard og Frederik Pio. Dertil kommer de to dannelses-tænketanke, Sophia og Rønshoved-gruppen, som også er aktive i mange forskellige kritiske indsatser, og endelig skal det nævnes, at der også er en flittig international kritik af mange af John Hattie, målstyring, instrumentalisme mm. .

Hele denne enorme kritiske masse var så godt som fuldstændigt fraværende i tirsdags.

 

2. DPU’s behandling af ”skolens formål”

Ingen af de kritiske analyser, var altså repræsenteret på DPU’s ”formåls”-konference i tirsdags. Tværtimod indrammedes konferencen af to begejstrede konkurrencestatstilhængere, der, ligesom Ove Kaj Pedersen selv, begge har rod i stærkt overlappende versioner af post-strukturalismen.

Den første taler var konstitueret institutleder, lektor Claus Holm. Han var ude i sit sædvanlige primitive opgør med Løgstrup, Hal Koch og demokrati. Han vil have livslang læring og arbejdsmarkeds relevans ”i stedet for”, selvom det slet ikke var nævnt i formålsparagraffen, som jo var konferencens emne. Ja , i en nyere udgivelse sammenskriver Holm ligefrem konkurrencestat, marxisme og folkeskolereformen til et nyt skolepolitisk ideal (se Dafolo-udgivelsen “Livsduelighedens pædagogik”, fra 2015).

Og vi måtte også, i konferencens slutforedrag, lægge øre til lektor Lars G. Hammershøjs ideologiske synspunkt om, at vi ”skal ophæve skellet mellem konkurrencestat og dannelse”, hvorefter selv børnehaveleg og meget andet godt skal forstås som forberedelse til arbejdsmarkedet og underordnes vidensøkonomiske 30-årsplaner og så videre på den galej. Hverken Holm eller Hammershøj inddrog eller forholdt sig til kritikken af de nye skoleideer, mens der var friske referencer til både OECD og Rejseholdet mm., som jo er en del af den GERM/Round Up-ideologi, som jeg nævnte ovenfor. Holm og Hammershøj, hvis arbejde da også har overlappende baggrundsreferencer,  var et og det samme og det eneste ene. De var DPU. De andre talere snakkede om lidt andre emner (stort set; se mit link neden for til fuld referat).

Konferencen var det form for talehandling, som forbinder skolepolitik, DPU og stat.

Både jeg, lærer Anette Lind og Folkeskolens journalist, Villy Olsen, har refereret fra konferencen, og der er ikke forskelle af betydning i referaternes indhold. Og eftersom ingen har korrigeret referaterne, må vi foreløbig gå ud fra, at vi alle sammen har hørt rigtigt.

På www.folkeskolen.dk kan man læse det ene indlæg efter det andet af rystede skolelærere. Ja, den tidligere redaktør for Folkeskolen, Thorkild Theisen blev faktisk så harm, at en nuværende redaktør, Karen Ravn, måtte korrekse den indignerede sprogbrug. Fomand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, måtte også i samme debattråd bede om en forklaring fra Holm. Bondo er jo præget af især filosoffen Jørgen Husteds brede socialliberale tilgang, hvilket blandt andet kom til udtryk i det stadig gældende DLF-professionsideal fra 2002. Og med sådan et udgangspunkt er man genetisk disponeret til at være fortørnet over Holms raid.

Holm har ikke, her 10 dage efter, fundet anledning til at svare sine kritikere. Det er nok, fordi han ikke kan. Hvis han alligevel gør, bliver det tydeligt, at hans teoretiske ophav er post-strukturalisme og systemteori, som begge har problemer med den filosofiske og pædagogiske tænkning, som skolens formål udspringer af.

Holms og DPUs opgør med formålsparagraffens ånd og bogstav var derfor også et direkte angreb på den filosofi, som dansk lærertradition er bærer af.

 

3. Konklusion

a.

Kombineres analyserne fra afsnit 1 og 2, bliver resultatet, at DPU’s aktuelle pædagogiske ideologi er præget af ”Germ, virus, baciller, Round-Up” og ’smadre-mænd’, som kører sammen med nogle poststrukturalistiske figurer, der helt har glemt deres kritiske oprindelse, hvilket måske lå i poststrukturalismen selv? Dertil kommer et ordentligt skvæt systemteoretisk grundsaft, der ganske vist var fraværende i tirsdags, formodentlig fordi dens repræsentanter bliver helt dårlige af at høre ord som “formål”.

b.

Min egen konklusion på dette er, at DPU er i krise, fordi institutionen ikke er i stand til at orkestrere en bred samfundsmæssig og videnskabelig debat om skolens formål, men lukker det hele inde i en smal videnskabsteoretisk optik, tilsat horisonten fra Round Up, Germ og disses overordnede konkurrencestatsideologiske smalhals.

Læg dertil det forhold, at institutionen ikke skrider radikalt og offentligt ind, men tværtimod understøtter, når visse videnskabelige miljøer via udokumenterede klager til diverse mellemledere, forsøger at undertrykke offentlig kritik. Disse klageskrivelser, der ofte føres i et langt mere arrigt og personligt sprog end både von Oettingen, Sahlberg og undertegnede kan præstere, tvinger kritikere ud i opslidende administrative forsvarsprocesser, og bidrager slet og ret til at lukke munden på folk, hvilket yderligere indsnævrer det pædagogiske felt.

Vi får altså en smal og ideologisk strukturering af pædagogisk forskning, samtidig med at man overhovedet ikke griber ind over for intimidering af helt normal og velargumenteret kritik, og der er ikke noget, der tyder på, at man lærer af sine fejl. Jeg har i al fald ikke kunnet konstatere nogen selvransagelse. Dermed får vi både en smal ideologi og en smal og frygtsom kritik, hvorved ideologerne kan brede sig i deres opgør med dansk skoletradition…. helt uden modstand.

c.

Dermed ender DPU med en særdeles problematisk samfundsmæssig status, og spørgsmålet er, hvor lang tid institutionen kan opretholde en bred pædagogisk, videnskabelig og politisk legitimitet her i landet? Kan nogen lærer, pædagog eller blot borger i almindelighed fortsat tro på, at institutionen er objektiv frem for ideologisk?

I dag står forkortelsen DPU for ”Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse”. Måske skulle DPU snarere kalde sig for AIPI? Det kunne så stå for ”Antikritisk Institut for Poststrukturalistisk Ideologi”. Denne grunderkendelse kunne være starten på en reformering af foretagendet både i bredden og i dybden. Dermed vil DPU kunne komme i ”dyb sammenhæng” med Aarhus Universitets erklærede forpligtelse på et kritisk Humaniora, som dette er markeret i universitetets og landets principper for forskningsintegritet og i universitetslovens formålsparagraffer, der taler om “kultur, viden og debat”. Den “dybe sammenhæng” kom også til udtryk i Humanioras dekans klare afgørelse vedrørende betydningen af fri kritisk aktivitet, efter at Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær i foråret 2015, understøttet af den nuværende institutleder, klagede over mit arbejde. Klagen blev afvist ved kasse 1, men som på paradoksal vis vil ende med at forøge AIPI’s magt.

Det er som om, at der er et skel mellem DPU og AU. Et kritisk AU, der er ved at finde sig selv efter rektorskiftet og efter Koldau-sagens ar, og et smalt og anti-kritisk DPU? Jeg synes, at AU skal træde i karakter og tvinge højere kvalitet igennem, så danske lærere og pædagoger kan være sikre på, at de har nem og pålidelig adgang til bred og kritisk forskning her i landet.

(PS: Aarhus Universitet blev dog, formodentlig uden at vide det selv, ridset af DPU’s problemer på Folkemødet, da universitetet lagde navn til et debatarrangement om folkeskoleloven, der tydeligvis var forestået af DPU. Også her var de inviterede debattører og hele mødets indholdsmæssige oplæg smalt og anti-kritisk. Det var hverken folkeligt eller videnskabeligt)

 

Referencer:

Yderlige links og referencer kan tilgås fra mit konferencereferat: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html

Link til interview med Pasi Sahlberg

Link til interview med Alexander von Oettingen

Link til Aarhus Universitets arrangement på Folkemødet om folkeskoleloven