Hvad er DPU?

DPU har haft mange navne. Og nu, her fra august 2015, hedder det DPU igen. Men forkortelsen står – hvilket jeg vil vende tilbage til – ikke mere for ”Danmarks Pædagogiske Universitet”, og det forstår man godt. Institutionens seneste talehandling, tirsdagens konference om skolens formål, var under al kritik.

 

1. Skolereformens grundlag er ”Virus” og ”Round Up”

I det seneste års tid har der, udover et tiltagende professionelt og folkeligt ubehag, været en omfattende forskningsbaseret kritik af skolereformens principper og formål. Her er to eksempler:

I Folkeskolen nr. 12, 2015, kunne man læse to interviews med henholdsvis Pasi Sahlberg og Alexander von Oettingen. Begge forskere, som jeg slet ikke er enige med i alt, kritiserede de aktuelle skolereformers tilknytning til vidensøkonomiske formålsstrukturer, og kritikken blev ført i barske vendinger.

a) Finnen Pasi Sahlberg, der er internationalt kendt for sin viden om Finland/Pisa-sammenhængen, mener, at skolernes vidensøkonomiske grundlag bør betegnes som ”virus” og ”baciller”; det han kalder for ”GERM”. En af grundene til, at han gør det, er formodentlig, at Finland er det europæiske land, som er bedst i Pisa, på trods af, at landet går stik imod OECD’s uddannelsespolitiske forslag.

b) Von Oettingen, der er rundet af tysk dannelsestænkning og som bestemt ikke er kritisk over for brugen af pædagogisk teknologi, sammenligner OECD med ukrudtsmidlet ”Round Up” og taler om, at det aktuelle fokus på globalisering, komparation og økonomi ”smadrer det hele”, og med det udtryk tænker han netop på den side af skolens formål, som var helt overset i tirsdags.

Og det er kun to eksempler ud af utallige. Kritikken af uddannelsespolitikkens normative grundlag er bredt funderet i forskningen, og der er flere helt aktuelle videnskabeligt bedømte udgivelser om emnet og om beslægtede emner (jf. f.eks. Peter Kemp, Brian Degn Mårtensson, Steen Nepper Larsen, Dorte Jørgensen, Kirsten Hyldgaard og Frederik Pio). Dertil kommer de to dannelses-tænketanke, Sophia og Rønshoved-gruppen, som også er aktive i mange forskellige kritiske indsatser, og endelig skal det nævnes, at der også er en flittig international kritik af mange af Hattie, målstyring, instrumentalisme mm. . Alt dette var fuldstændigt fraværende i tirsdags.

 

2. DPU’s behandling af ”skolens formål”

Ingen af disse synspunkter, eller andre former for kritik, var altså repræsenteret på DPU’s ”formåls”-konference i tirsdags. Tværtimod indrammedes konferencen af to begejstrede konkurrencestatstilhængere, der, ligesom Ove Kaj Pedersen selv, begge har rod i stærkt overlappende versioner af neo-strukturalismen, altså samme rod som f.eks. Dorthe Staunæs, der tror hun er kritisk, hvilket hun ikke er; et faktum, som jeg også tror, gælder de andre.

Den første taler var konstitueret institutleder, lektor Claus Holm. Han var ude i sit sædvanlige primitive opgør med Løgstrup, Hal Koch og demokrati, og ”i stedet for” ønskede han sig livslang læring og arbejdsmarkedet som nye dannelsesvektorer, selvom det ikke er nævnt i formålsparagrafferne. Ja , i en nyere udgivelse skriver Holm ligefrem konkurrencestat, marxisme og folkeskolereformen sammen i et nyt skolepolitisk ideal (se Dafolo-udgivelsen “Livsduelighedens pædagogik”, fra 2015). I loven står der ganske vist, at “demokrati, åndsfrihed og folkestyre” hører til skolens ypperste formål, men det tog Holm ikke den mindste notits af.

Og vi måtte også, i konferencens slutforedrag, lægge øre til lektor Lars G. Hammershøjs ideologiske synspunkt om, at vi ”skal ophæve skellet mellem konkurrencestat og dannnelse”, hvorefter selv børnehaveleg og meget andet godt skal forstås som forberedelse til arbejdsmarkedet og underordnes vidensøkonomiske 30-årsplaner og så videre på den galej. Hverken Holm eller Hammershøj inddrog eller forholdt sig til kritikken af de nye skoleideer, mens der var friske referencer til både OECD og Rejseholdet mm., som jo er en del af GERM/Round Up-ideologien. Holm og Hammershøj var et og det samme og det eneste ene. De var DPU. De andre talere snakkede om helt andre emner (stort set; se mit link neden for til fuld referat).

Både jeg, lærer Anette Lind og Folkeskolens journalist, Villy Olsen, har refereret fra konferencen, og der er ikke forskelle af betydning i referaternes indhold. Eftersom ingen har korrigeret referaterne, må vi foreløbig gå ud fra, at vi alle sammen har hørt rigtigt.

På www.folkeskolen.dk kan man læse det ene indlæg efter det andet af rystede skolelærere. Ja, den tidligere redaktør for Folkeskolen, Thorkild Theisen, der ellers altid taler for ro og orden, blev faktisk så harm, at en nuværende redaktør, Karen Ravn, måtte korrekse den iltre sprogbrug. Fomanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, måtte også i samme debattråd bede om en forklaring. Bondo er jo præget af især filosoffen Jørgen Husteds brede grundtvigske tilgang, hvilket blandt andet kom til udtryk i det stadig gældende DLF-professionsideal fra 2002. Og med sådan et udgangspunkt er genetisk disponeret til at være nærmest fortørnet over Holms raid.

Holm har ikke, her 10 dage efter, fundet anledning til at svare sine kritikere. Det er nok, fordi han ikke kan. Hvis han alligevel gør, bliver det tydeligt, at hans teoretiske ophav er neo-strukturalisme og systemteori, som er stærkt anti-grundtvigske, og som nærmest er blevet DPU’s essens.

Holms opgør med formålsparagraffens ånd og bogstav, var derfor også et direkte angreb på den filosofi, som dansk lærertradition er bærer af.

 

3. Konklusion

a.

Kombineres synspunkterne i afsnit 1 og 2, bliver resultatet, at DPU’s aktuelle pædagogiske ideologi er præget af ”Germ, virus, baciller, Round-Up” og ’smadre-mænd’, som kører sammen med nogle neostrukturalistiske figurer, der helt har glemt deres kritiske oprindelse, hvilket måske lå i neo-strukturalismen selv? Dertil kommer et ordentligt skvæt systemteoretisk grundsaft, der ganske vist var fraværende i tirsdags, formodentlig fordi dens repræsentanter bliver helt dårlige af at høre ord som “formål”.

Denne kombination er helt deskriptiv. Jeg bruger blot andres ord om det, de pågældende opfatter som pædagogikkens virkelighed, og anvender ordene på den selvsamme realitet, der i en radikaliseret version voksede frem under mit blik og inde i min notesbog i tirsdags og ved flere andre lejligheder.

b.

Min egen konklusion er, at DPU er i krise, fordi institutionen ikke er i stand til at orkestrere en bred samfundsmæssig og videnskabelig debat om skolens formål, men lukker det hele inde i en smal videnskabsteoretisk optik, tilsat horisonten fra Round Up, Germ og disses overordnede konkurrencestatsideologiske smalhals.

Læg dertil det forhold, at institutionen ikke skrider radikalt og offentligt ind, når visse videnskabelige miljøer med udokumenterede klager til diverse mellemledere, forsøger at undertrykke offentlig kritik. Disse klageskrivelser, der ofte føres i et langt mere arrigt og personligt sprog end både von Oettingen, Sahlberg og undertegnede kan præstere, tvinger kritikere ud i opslidende administrative forsvarsprocesser, og bidrager slet og ret til at lukke munden på folk, hvilket yderligere indsnævrer det pædagogiske felt.

Vi får altså en smal og ideologisk strukturering af pædagogisk forskning, samtidig med at man overhovedet ikke griber ind over for intimidering af helt normal og velargumenteret åndsvidenskabelig kritik, og der er ikke noget, der tyder på, at man lærer af sine fejl. Jeg har i al fald ikke kunnet konstatere nogen selvransagelse. Dermed får vi både en smal ideologi og en smal og frygtsom kritik, hvorved ideologerne kan brede sig i deres opgør med dansk skoletradition…. helt uden modstand.

c.

Dermed ender DPU med en særdeles problematisk samfundsmæssig status, og spørgsmålet er, hvor lang tid institutionen kan opretholde en bred pædagogisk, videnskabelig og politisk legitimitet her i landet? Kan nogen lærer, pædagog eller blot borger i almindelighed fortsat tro på, at institutionen er objektiv frem for ideologisk?

I dag står DPU for ”Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse”. Måske skulle DPU snarere kalde sig for INIIK? Det kunne så stå for ”Institut for Neo-strukturalistisk Ideologi, der er Imod Kritik”. Denne grunderkendelse kunne være starten på en reformering af foretagendet både i bredden og i dybden. Dermed vil DPU kunne komme i ”dyb sammenhæng” med Aarhus Universitets erklærede forpligtelse på et kritisk Humaniora, som dette er markeret i universitetets og landets principper for forskningsintegritet og i universitetslovens formålsparagraffer, der taler om “kultur, viden og debat”. Den “dybe sammenhæng” kom også til udtryk i Humanioras dekans klare afgørelse vedrørende betydningen af fri kritisk aktivitet, dengang Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær klagede over mit arbejde. En afgørelse, der foreløbig kun virker i larmende tavshed.

Det er som om, at der er et skel mellem DPU og AU. Et kritisk AU, der er ved at finde sig selv efter rektorskiftet og efter Koldau-sagens ar, og et smalt og anti-kritisk DPU? Jeg synes, at AU skal træde i karakter og tvinge højere kvalitet igennem, så danske lærere og pædagoger kan være sikre på, at de har nem og pålidelig adgang til bred og kritisk forskning her i landet.

(PS: Aarhus Universitet blev dog, formodentlig uden at vide det selv, ridset af DPU’s problemer med det smalle indhold og med kritikken på Folkemødet, da universitetet lagde navn til et debatarrangement om folkeskoleloven, der tydeligvis var forestået af DPU. Også her var de inviterede debattører og hele mødets indholdsmæssige oplæg smalt og anti-kritisk. Det var hverken folkeligt eller videnskabeligt)

 

Referencer:

Yderlige links og referencer kan tilgås fra mit konferencereferat: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html

Link til interview med Pasi Sahlberg

Link til interview med Alexander von Oettingen

Link til Aarhus Universitets arrangement på Folkemødet om folkeskoleloven

 

3 tanker om "Hvad er DPU?"

  1. For de der er mere interesserede i forhold omkring uddannelse, tænkning og – især – formål så arrangerer pædagogisk filosofisk forening en fin lille konference den 14. november, hvor vi lægger op til debat netop vedrørende pædagogikkens formål – samt hvordan man kan udtale sig derom. Det er bestemt ikke uvæsentlige spørgsmål, og helt sikkert en debat, der kommer til at løbe de kommende år.

Skriv en kommentar