Hvad er en eksamen? Det er et stille møde mellem lærer og elev, hvor eleven op til mødet har haft mulighed for at være alene med undervisningens ting og sager på sit værelse. Eksamen er latinsk for “undersøgelse” og “afvejning”,

Eksamen er et samspil mellem eksamen og eksamensforberedelse. Læreren lytter og undersøger venligt, hvad eleven har fundet ud af under fordybelsesperioden, dvs. hans sværm af ideer. Ved siden af sidder måske en “censor”, som også er latinsk for “undersøgelse og vurdering”. En romersk embedsmand.

Så en eksamen er et romersk sted for samspillet mellem fortid og ret.

Men eksamen er også et græsk sted, ford den afslutter en pædagogisk proces, hvor et menneske kommer til syne i vekselvirkning med kundskabselementerne..

Eksamen knytter sig til både til fortiden, dvs. til den foregående undervisning og dens emner, og til fremtiden, som er elevens spirende ideer og interesser.

Eksamen er derfor det modsatte af en ”prøve”, der giver formel adgang til et helt andet sted, f.eks. til den næste uddannelse, som er ren organisatorisk ”fremtid”. En “prøve” er uden fortid, et bureaukratisk sted.

Eksamen er også det modsatte af de nationale ”test”, hvor læreren på en måde er væk, Her handler det alene om statslig styring eller fremtidige kompetencer. En test kan digitaliseres. Det kan en eksamen ikke.

Eksamen er symbolet på, at eleven har fundet en lærer, som har fundet en elev. Eksamen er det sted, hvor eleven underviser sin lærer. Det er pædagogikkens helt særlige frugt, dens ophør. Eksamen sætter frugt, så eleven selv kan blive til en lærer for nye elever rundt omkring i nye og gamle institutioner, virksomheder og praksisser. Det er det græsk-romerske på samme tid.

Efter hver eksamen giver læreren sin elev en karakter, altid med håndtryk og glimt i øjet. En eventuel censor nikker formelt.

Men man skal nok ikke have tal. Man skal undgå skalaer. Og især bør man undgå det platte ”mangel”-sprog, som præger den aktuelle karakterskala.

I stedet kan man få et bogstav A-C, som gives for omfanget af opgavebesvarelsens faglige og personlige fylde. Ved særligt selvstændige besvarelser – som f.eks. sætter spørgsmålstegn ved lærerens oplæg – kan man få en lille buste af Sokrates oveni, uanset om det er et A eller et C. Man kan også dumpe. Så får man ingen karakter, men må prøve igen eller finde en anden lærer.

Tænk at få et “C med buste” af lærer Løgstrup. Det er bedre end et 12-tal ”uden mangler” af en eller anden åndsfjendsk tekniker fra konkurrencestatens universitet. På elevens eksamensbevis bør derfor stå, hvilken lærer der har givet karakteren.

En eksamen er som sagt ikke ”en prøve”. Det betyder, at en eksamen ikke har nogen selektionsfunktion. Man kan f.eks. vælge ungdomsuddannelse helt uafhængig at grundskolens eksamenskarakterer, og det samme gælder ift. videre uddannelse efter gymnasiet.

Så alle kan læse videre, som de har lyst, for der findes ingen ”prøver” og derfor ingen organisatorisk ”fremtid”. Derimod kan en senere arbejdsgiver se eksamensbeviset, hvor der jo også står, hvem der har været lærer.

F.eks. har Gymnasiets essens ikke noget at gøre med ”videre uddannelse”, som der står i de aktuelle love. Det handler snarere om ”videre studier”, som der stod helt frem til 2004. Gymnasiet er for alle, som interesserer sig for den europæiske kulturtradition. Her finder de unge nogle nye lærere og bliver selv til elever, mens de læser et mærkeligt digt eller høre om samfundets teorier eller om gamle dages strid og kærlighed. Gymnasiet er et græsk sted. Alle studerer. På en måde holder gymnasiet aldrig op.

Til gengæld bør en lærer ikke tage udgangspunkt i ”den enkelte elevs behov”, som det kom til at hedde i folkeskoleloven fra 1993. Det skyldes, at uddannelse handler om at finde sit behov. Og hvis en lærer tager udgangspunkt i det, som hans elev skal finde, så har man jo ødelagt det hele.

Hvis eleven synes, at tingene er for mærkelige, så må hun finde en anden lærer. Så er hun ikke elev mere. I så fald kan hun tage på åndens og pædagogikkens interrail, som hun kan fortælle sine egne elever om, når hun bliver voksen.

Og læreren skal naturligvis slet ikke tage udgangspunkt i “arbejdsmarkedets behov”, tværtimod. I skolen er ordet ”arbejde” slet ikke en ”markeds”-kategori. Det er mere en eksamenskategori eller måske ligefrem en del af en persons ”virke”, dvs. de “videre studier” i samfundslivet.

Det er derfor omvendt. Det er arbejdsmarkedet, der skal tage udgangspunkt i pædagogikkens behov. På den måde fastholder man økonomien i åndsfrihedens greb i stedet for det omvendte, som det desværre har været tilfældet siden omkring år 2000.

Når eleven er færdig med sin skolegang, så kan han selv blive en lærer, som kan finde elever, der kan få små buster af gamle grækere.

Derfor bør der også være flere eksaminer, flere møder mellem lærer og elev med dialoger om fagenes og skolens emner, hvorved eleven gøres til lærer, dvs. sætter pædagogikken i stå og bringer noget til ophør, som sætter frugt.

Til gengæld kan vi fjerne alle prøver og nationale/globale test.