Hvad er en fagforening?

A. Spørgsmålene:

  1. Efter Danmarks Lærerforenings (DLF) tilslutning til regeringens store antidannelsesprojekt, Ny Nordisk Skole, og den deraf følgende befrugtning med det, jeg kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki, er der grund til at reflektere over, hvad en fagforenings forhold er til “faglighed” (jeg tror også, at refleksionerne gælder for BUPL).
  2. Efter ”normaliseringen” af den danske lærerstand er der grund til at reflektere over, hvad en fagforenings “normale” arbejde består i.
  3. Efter nyliberalismens og individualiseringens radikale gennembrud er der grund til at reflektere over, hvad en fagforenings forhold er til kollektivitet.

Min pointe er, at DLF, og sikkert også andre fagforeninger, er havnet i en fagforeningsfaglig blindgyde, fordi:

1. Man har accepteret individualiseringen og kunne derfor vanskeligt tale kollektivismens sag under – og slet ikke efter – konflikten. I stedet er man nu overladt til at administrere en individualisme, som i virkeligheden er dybt og tiltagende kollektiv. Kollektiviteten skjules altså, og fagforeningen er tvunget til at deltage i konstruktionen af skjulet. Det var det, man i gamle dage kaldte falsk bevidsthed, og det udtryk kan man rolig finde frem igen i den her sammenhæng.

2. Man har, måske af strategiske hensyn eller måske af uvidenhed, accepteret en faglig ramme for sit fag, nemlig folkeskolereformen og Ny Nordisk Skole, der samtidig var begrundelsen for overgrebet mod og proletariseringen af det arbejdsliv og den livsform, man egentlig ville beskytte. Man havde altså accepteret begrundelserne for det overgreb man var imod.

3. Man havde dermed de facto anerkendt bevægelsen hen i retning af ”normaliseringen”- altså den afgrund, som Corydon og Antorini i fællesskab nu har skubbet fagforeningen ud over, og derfor har foreningen mistet sin styrke og ide. I stedet er den overladt til ja- og nej-hattenes tyranni.

 

B. Svarene:

Men hvad så? Her er et forslag til tre opbyggelige svar:

 

a. Alle er ens

Fagforeningens ypperste rolle i dag er at arbejde efter marxismens grundtese, nemlig at det, der i et kapitalistisk samfund på overfladen ser ud som arbejdsmæssig individualisme, i virkeligheden dækker over dybe fælles vilkår i produktion og reproduktion af samfundets vaner, ting og strukturer. Hele tiden bør man presse på for undersøgelser og handlingsmæssige tests af, hvorfor alt og alle er ens i grunden, og hvordan solidaritet bryder frem af denne erfaring. Fagforeningen skal aldrig acceptere, at nogle er mere værd end andre, for det er altid bare overflade. Den skal heller ikke støtte ”årets lærer”, og den skal ikke forhandle ”individuelt”. Den skal slet ikke rode sig ud i sammenligninger eller ideer til profiler eller nye ideer. Den skal insistere på, at alt er ens. At alle blot er brikker i produktionens hjul. Fagforeningens opgave er at minde alle om, at der findes noget, der hedder solidaritet, der er knyttet til arbejdets splittelse i sociale strukturers gnidninger. Fra en fagforenings synspunkt bør vi ikke engang kaldes for ”lønarbejdere”, for det udtryk forudsætter, at den relevante kontekst er et arbejdsmarked, som jo igen forudsætter et individ, der køber og sælger arbejdskraft. Men en fagforening kender ikke til individer, men derimod til krop og hånd, som er klemt inde i kapitalismens teknologiske og pædagogiske maskineri, der spytter os ud som kødelige vedhæng til en og samme repetitive rytme. Grundlaget er: Du er intet uden de andre, som selv intet er uden dig. Du er overmandet af produktivkræfternes energi, der udsletter dit ”du” og sætter dig som et arbejdende VI, som ren kollektivitet. I det store og i det små bør dette Vi løftes, handle og tale som en masse, der træder frem på offentlige pladser, på skoler og i andre forsamlinger i et kropsligt buuh og med vajende faner, der minder alle om, at vi er ens, at vi er en masse, der kan forstå, at vi er ens, og at vi er sammen som en organisme i en tekno-økonomisk struktur, der sætter et uafrysteligt forhold mellem vilkår og vilje ind i hver eneste krop, der gør det svært at tale, men godt at mødes.

 

b. Alle er forskellige

Fagforeningens rolle er ikke at være faglig, som f.eks. DLF var, da foreningen støttede Ny Nordisk Skole, da den udtalte sig om skolereformen eller kom med forslag til læreruddannelsen. Hvorfor ikke? Hvad er der galt med det? Der er det galt, at fagligheden dermed tæmmes. Fagligheden bliver til strategi. Pædagogik bliver til noget, som er i DLF’s interesse og den slags. Men faglighed og ”interesse” er uforenelige begreber. Fagligheden skal udvikles på seminarier, på universiteter og på skoler, fuldstændig uden organisatoriske, økonomiske og politiske interesser, og fagforeninger skal aldrig blande sig i faglige spørgsmål. Sker det, så overføres massens principper på faget, hvor de intet har at gøre. Det, der er massens dyd, bliver fagets last. Så går alt til i enighed, strategi, tvang og solidaritet. Men faglighedens principper er de modsatte, nemlig diskussion, uenighed, oplysning, individualitet, videnskab, tradition, kritik og frihed. Faglighed er det modsatte af fagforeninger.

Fagforeningen kan godt støtte sådanne processer, men så skal det være helt tydeligt at ikke er af organisatoriske eller strategiske interesser.

c. En omvendt normalisering

Dermed lægges op til en omvendt normalisering. Corydons og Antorinis falske ”normalisering” går ud på, at DLF skal glemme at være fagforening (jvf. pkt. a), og at foreningen ikke skal interessere sig for kollektive forhold, men kun forhandle individuelt med en ja-hat, hvilket DLF nu bliver nødt til. ”Normalisering” knyttes altså til individualitet frem for kollektivitet. I stedet vil de, altså ministrene, have, at DLF skal støtte Ny Nordisk Skole mm., altså de faglige initiativer, hvilket DLF også gør, hvilket vanskeliggør en fri diskussion blandt lærere om faglige spørgsmål (jvf. pkt. b). Vi får dermed en kæntret fagforening: En fagforening, som er arbejdsmæssig individualiseret, og som forvandler faget til strategi og tvangsmæssighed. Man gør fagets dyd til massens last, og man gør massens dyd til fagets last.

I stedet burde man arbejde på en virkelig normalisering. Dvs. nedtone det faglige og bringe alle til at indse, at de er ens, at de er en masse, at de er arbejdere. Kun derved kan de pædagogiske fag genvinde sin absolutte frihed fra fagforeningernes stærke tendens til at gøre det faglige ens.

Med sådan en løsning, med sådan en tilbagevenden til fagets og massens respektive og adskilte substans, bliver læreren på samme tid både ens med alle andre, der hvor de er ens, og fuldstændig forskellige fra hinanden, der hvor de er forskellige.

Skriv en kommentar