1.
Undervisningsministeren siger, at hendes skole skal have “varieret undervisning”, men det passer ikke. Hvorfor ikke? Fordi det slet ikke handler om “undervisning”. Hvad handler det så om? Det handler om “læring”. Vi skal gå “fra undervisning til læring”. Det er realpolitik i alle led. Men hvad er ”læring” i Ny Nordisk Skole? Det er ikke 1980’er-læring vi taler om, husk det!. Det er 2Q14-læring. Hvordan ser den ud? Jo, 2Q14-læring er detaljerede målsystemer og operative måltal – helt fastlagt på forhånd. Men det vil jo sige, at læring pædagogisk set er i bur. Vi har altså “u-varieret læring”. Undervisning er altså underlagt u-varieret læring. Men kan sådan en undertrykt undervisning værre varieret? Nej, det kan den jo ikke, undervisningen er også i bur. Konklusion: “Varieret undervisning = u-varieret undervisning”. Det er nysprogs-logik.
Efterfølgende skal det pædagogiske ubehag – der er en logisk følge af at bruge ord, som betyder det modsatte af det man tror – ledsages af ja-hatte, krav om ”konstruktiv kritik” og at ”komme ind i kampen”, fra det ene eller det andet policy-niveau eller fra skolelederforeningen, hvis formand siger, at han er ”embedsmand i hjertet”. Sikken et hjerte.
Pædagogikkens sprog er taget fra landets pædagoger. Pædagogikkens ord er låst inde i et bur. Lærere og pædagoger står udenfor som spøgelser, frarøvet deres ord. I stedet tvinges et nyt ny-sprog ned over os, hvorved vi sendes ud i et dobbeltubehag.
Skal vi tage ja-hatten på? Nej, vi skal ej. Vi skal buuhe som spøgelser, som gennemsigtige lagner uden ord, der er på jagt efter sætningernes virkelige liv. Der skal gå et spøgelse gennem landet. Buuhh! Som sætter sig i indignation, tækning og eksistens. En dæmon, der befrugter. En græsk Eros. En pædagogisk folkelighed; et ord befrugtet af ånd – Natalitet.
2.
I et “repræsentativt demokrati” er det nødvendigt, at der ind imellem buuhes – ellers bliver der mere “repræsentation” end “demokrati”. Måske skulle man lave en fast årlig buuhe-dag, hvor “repræsentanterne” mødes af ren “noice”? Fx d. 1. Maj? Så kan alle repræsentationens ord holdes i utæmmet vibration resten af tiden, og det samme kan demos’ ord sådan set.
Hvis der allerede skulle være et buuh indeni repræsentanternes sætninger, kan man lytte alligevel, for man kan jo ikke buuhe af et buuh. Men hvis man har konkurrencestaten som pædagogisk og politisk ideal, er det ikke muligt. Så er ethvert ”buuh” taget ud af sætningerne. Så må publikum buuhe. Det er den sidste lyd, en ånd der søger efter sætninger, som kalder og spørger.
3.
Indeni enhver virkelig sætning er der støj. Sætningerne får form af deres relation til støjen. Glemmer man støjen, så støjer den – så støjer støjen. Støjen nedlægger med sin støj sætningerne uden støj, som er tørre, størknede og uden liv.
Se også indlægget Derfor bør man buuhe
Et pædagogisk greb fra skolen, er af og til at godtage elevernes mangelfulde fagsprog i forbindelse med nye fag. Derfor acceptere jeg f.eks. at drengene i håndarbejde siger søm om nålene og garn om sytråden. Måske vi ikke kan tale med politikerne i fagtermer, de tror de siger en ting, og så fordi de ingenting egentligt forstår, taler de, i gængs forstand på skole, sort. Man må jo efterhånden konstatere, at der ikke kun er tale om at ville omlægge skolen og gå ad helt vildveje, der er i høj grad også tale om decideret dumhed, uvidenhed og fejlslutninger, for de modsiger jo også sig selv i deres uformående, i et væk.
Det undskylder ikke på nogen måde deres skoletænkning, men det er jo sprogligt og begrebsforståelsesmæssigt helt ude i hampen. Hvordan uddanner vi politikerne eller i det mindste befolkning til at kunne gennemskue hulheden og den helt ødelæggende sprogligt overkørte og politiserede skolepolitik?
Jeg var vild med den happening på Rådhuspladsen sidste år, hvor et par 1000 lærer pludselig kl.12.00 bare lod en tung bog falde til jorden, det var så uhyggeligt og klart for alle, hvad det er der gambles med. Jeg buher bestemt også, argumentation er som at smide perler foran s…..