I de seneste dage har vi været vidne til en uhørt nedskrivning af fagenes indhold og betydning i folkeskolen. Fagene reduceres af DPU’s ledende forskningskredse til tests-aktiviteter, til noget ”snævert nationalt” og til noget nærmest Trump-agtigt. De pågældende forskere vil i stedet sælge hele den skønne molevit til OECD mv.. Jeg har i løbet af den sidste uges tid drøftet en række af disse problematiske markeringer på Facebook, og jeg skal nok samle op her på bloggen på et tidspunkt.
I nærværende indlæg vil jeg blot reflektere over folkeskolelovens §5, som er ”fagenes paragraf”. Min pointe er, at §5 handler om det stik modsatte af, hvad DPU-eliten tror.
Her er den centrale formulering i §5:
”Indholdet i undervisningen vælges og tilrettelægges, så det giver eleverne mulighed for faglig fordybelse, overblik og oplevelse af sammenhænge. Undervisningen skal give eleverne mulighed for at tilegne sig de enkelte fags erkendelses- og arbejdsformer. I vekselvirkning hermed skal eleverne have mulighed for at anvende og udbygge de tilegnede kundskaber og færdigheder gennem undervisningen i tværgående emner og problemstillinger.”
I resten af §5 opremses alle skolens fag + noget teknik.
Lad os se på, hvad der står i paragraffen:
1.
Bemærk fokusset på ”indhold”. Fagene handler om ”indhold”. Det er det første ord, som hele paragraffen udspringer af. Og “indhold” relaterer direkte til ordet ”kundskaber” som er formålsparagraffens centrale begreb, jf §1. ”Kundskab” optræder også i slutningen af §5-citatet, som en helt naturlig forudsætning for fagenes hele betydning og sammenhæng.
2.
Fag og kundskaber knyttes sammen i udtrykket ”faglig fordybelse, overblik og oplevelse af sammenhæng”. At finde kundskaber er at indgå i en fordybelsesproces med et fags dialoger, ting og videnskab. Det er denne proces, som eleverne via §5 inviteres til at deltage i. Og læreren inviterer og “tilrettelægger”, dvs. lægger tingene til rette, så eleverne kan fordybe sig, og han fordyber sig også selv, mens han lægger til rette.
3.
i §5 står der også, at fagene består af ”erkendelses- og arbejdsformer”. I de forkerte hænder løber denne formulering væk fra punkt 1’s indholdsord, hvorved fagene reduceres til systemteoriens og skolereformens såkaldte “metodisk antihumanisme”. Dermed splittes paragraffen i en afvisning af skolens formål.
Men via lovens understregning af indholds- og kundskabs-sammenhængen betoner ”erkendelses- og arbejdsformer” tværtimod det vigtige forhold, at et fag er en historisk-poetisk praksis, som naturligt knytter sig til dets indholds eksistens og tilsynekomst. Her bliver vi klogere (”erkendelse”) og undersøger (”arbejde”) tingene.
4.
Undervisningen i fag ”skal give mulighed” for tilegnelse, står der. Ordene ”skal give” optræder også i formålsparagraffen, §1. Dermed betones, at vi er i en neo-herbatiansk sammenhæng, dvs. i horisonten for det pædagogiske paradoks: Det er tvang og gave på samme tid. Ordet ”mulighed” er en anerkendelse af, at undervisning ikke kan erstattes med en elektronisk applikation eller learning analytics. ”Mulighed” forudsætter lærerens anerkendelse af barnets frihed, hvilket kun kan ske under forudsætning af lærerens egen frihed. ”Mulighed” optræder hele tre gange i paragraffen, og hver gang sammen med ”skal give” (i lidt forskellige kombinationer).
Denne treenighed af tvang, frihed og gave må være en barndomsfest.
Og husk på at ordene “skal, give, mulighed,” er en del af “fag, fordybelse, sammenhæng” og “kundskaber og indhold”.
5.
Fagene og hele deres historisk-poetiske praksis er udgangspunkt for, at fagene kan indgå i en ”vekselvirkning” med ”undervisningen i tværgående emner og problemstillinger”. Fagene står altså ikke i modsætning til projekt- og emneorienterede forløb, som trækker på hele den reformpædagogiske tradition, som man f.eks. finder den hos Freinet og i John Bertelsens Skrammologi.
Men vekselvirkningen kan også sættes sig igennem inde i faget selv, eftersom fagene selv er vekselvirkninger, qua pkt 1-4.
Dermed etableres en indre vekselvirkning mellem fagtradition og reformpædagogik, hvor det ene dukker op i det andet i forskellige former for rytmer og synteser.
Ordet vekselvirkning emmer af dannelsestradition. Ordet var f.eks. centralt for både Grundtvig og von Humboldt.
Konklusion:
Sådan ser loven ud. Lyder det som “nationalt snævert”, Trump eller PISA-tests?
Måske skulle de OECD-begejstrede forskere starte her, hvis de vil gøre lidt nytte og skabe noget “ro om folkeskolen”.
Links:
Folkeskoleloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=196651
Tak.