Hvad er normalisering?

Der er en uheldig tendens, som gør sig gældende for tiden. Det er tendensen til at reducere mange forskellige former for arbejde til “service” eller “offentlig virksomhed”. Uanset om man taler om hjemmehjælp, skole, børnehave, skat, universiteter, sygehuse, veje – og nogle gange kan man endda lægge indkomstoverførslerne oveni – så kan det hele reguleres efter samme principper. Alt er – uanset eventuelle forskelle – bare offentlig virksomhed eller offentlig service.

Når alt på denne måde gøres til det samme, kan det også behandles ens – det er klart. Offentlige myndigheder, politikere og opinionsdannere kan tale om det hele på samme måde. Alting kan udsættes for nogenlunde samme form for ledelse, kvalitetssikring, resultatkontrakter, udfordringer etc.. Sidst men ikke mindst blev tendensen eksemplificeret i Bjarne Corydons ide om, at lærerne skulle “normaliseres”. Så spørger man ud i det blå: Hvad er normen, der skal normaliseres til? Som svar får man af den ene og den anden, at lærerne skal have samme arbejdsvilkår som socialrådgivere og hjemmehjælpere eller blot som de ubestemmelige “alle andre danskere”. Selvom det er vidt forskellige faglige traditioner, negligeres alle forskelle. Læreren udbyder offentlig service ligesom de andre. Skolen er et serviceorgan. Der er altså ingen forskel på at være lærer og skatterådgiver eller at være ansat i borgerservice. Det er et og det samme. Derfor er der efterhånden en og kun en norm, som alle kan arbejde under. Alle udbyder service, og resten kan udledes af den præmis. Tendensen er endnu ikke så tydelig på landets universiteter, men det kommer nok med det vokabular, som uddannelsesminister Morten Østergaard lægger for dagen. Snart er universiteterne et serviceorgan for de studerende og i videre forstand for realisering af statens økonomiske potentiale. Vi troede, vi var videnskabsmænd, men det er vi ikke. Vi er på vej til at blive serviceorganer. Vi bliver normaliserede. Ligesom lærerne og gymnasielærerne, der nu er ligesom alle andre “danskere”.

Sådan en tendens ligger som et altid aktiverbart kim i statsideen selv, men forstærkes i disse år af to ideologiske processer. For det første har vi ny-liberalismens fremmarch, hvorefter al offentlig virksomhed opfattes som et resultat af tvangsudskrevne skatter. Offentlighed er simpelthen tvang. Danskerne bliver “slaver” som Anders Fogh udtrykte det i sin tid, eller vi får en “taberfabrik”, som Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance kalder en af sine bøger. Det er velfærdsstaten som sådan, der er under angreb, og i det slag skelnes ikke mellem f.eks. pædagogik og sundhed. Alt det har jeg tidligere skrevet om i forbindelse med en drøftelse af nyere dansk liberalisme, som er helt forgabt i sin nordamerikanske søster, og som desværre har glemt sine nordeuropæiske rødder. Pointen er, at al offentlig virksomhed bliver til det samme og ens, nemlig en del af en velfærdsstat, der hævdes at skabe ”tabere” og ”slaver”, og som skal kontrolleres og styres.

Dertil kommer en uheldig tilbøjelighed – som altid har ligget i den strukturelt orienterede socialisme – til at reducere alle ting til økonomiske analyser, der så kammer over i postulerede politiske nødvendigheder, som tvinger befolkningen ud i en “kommunistisk fremtid” eller en “vækst og lighed i 2050”. Alting underordnes en blanding af eksisterende produktionsmåder og et fjernt økonomisk mål og omsættes i TINA, ”There Is No Alternative”. Alt fra skattesystemer til skoler og børnehaver bliver til økonomiske kategorier med en egen form for nødvendighed. Økonomi bliver umærkeligt til politik i en proces, der på mange stræk minder om nyliberalismen – i al fald ender man det samme sted.

Dermed får vi en slagkraftig herre, nemlig en blanding af et liberalt og et socialistisk teknokrati, også kaldet konkurrencestaten. Konkurrencestaten er både svag og stærk. På den ene side er den svag, fordi den ikke kan opretholde en politisk og moralsk selvstændighed, men må løbe efter andre herrer, nemlig den globale økonomi og regionale, f.eks. europæiske, beslutninger. På den anden side er konkurrencestaten stærk, fordi den i sin selverklærede ”dannelsesfrie opportunisme” breder sig ud til den mindste detalje i samfundet med en blanding af socialistisk og liberalistisk baggrundsargumentation. Konkurrencestaten er faktisk ikke en rigtig stat, men blot en organiserende organisation. Det kan man se af den manglende sans for dannelse, forskelle og normativitet samt den overdrevne sans for økonomisk tilpasning helt ned i vuggestuen, for nu at sige det på den måde. En ægte liberal stat er stærk og passiv. Konkurrencestaten er svag og aktiv.

Konkurrencestaten omdanner alt særegent til generelle former, der kan indpasses under økonomiske kategorier. Vi får en ny form for enhedsvidenskab, symboliseret ved Morten Østergaards ensidige fokusering på økonomisk vækst, og vi får en ny form for enhedspædagogik, symboliseret ved KL’s og Christine Antorinis tale om, at landet skal have samme lærings- og undervisningssyn, organiseret under OECD’s Pisa-baserede forskning, dvs. under en generel form, der udvisker alle forskelle eller i al fald kontrollerer dem.

Så samfundet er blevet “normaliseret”. Det vil sige, at alle er en del af samme system. Og det er fællestrækkene ved systemet, der sætter den åndelige og praktiske horisont i samfundet. Alle producerer den samme vare – nemlig en medarbejderborger, som man kalder det i konkurrencestatsfilosofien. Men man har mistet sansen for de mange divergerende virksomheders egenart, f.eks. forskellene på en skole, en børnehave, et gymnasium og et socialcenter; man har kort sagt mistet sin filosofiske sans. Og filosofi er i denne sammenhæng ikke bare en universitetsdisciplin men hele samfundets åndelige ilt. Filosofi er den frie tænkning over tingenes tilsynekomst – over det hele – og den smides væk.

Filosofisk dovenskab får store konsekvenser, når det kommer til pædagogik og forskning, fordi netop disse aktiviteter er defineret ved sansen for ejendommelighed, faglighed og virkelighed. Men denne sans kan ikke arbejde, når den skal underlægges detaljerede og sindrige systemer, f.eks. Pisa-systemet, med alt hvad det indebærer af nidkær kontrol helt ned i de pædagogiske detaljer. Samtidig taler hele normaliserings-hegemoniet gerne højt om netop det, som er gået tabt, nemlig diversitet, faglighed, dybe sammenhænge, kreativitet, variation og verdensklasse. Men disse ord er rene besværgelser, fordi de kun skal bruges til at opretholde en form og et system, der netop vil afvikle tingenes særegenhed og dermed udelukke den virkelige betydning af de ord, jeg lige har nævnt. De fine ord kan ikke komme ind i virkeligheden, fordi de er blevet lukket ude af netop det system, der aktuelt definerer virkeligheden. Det er derfor, at ordene bliver til nysprog, dvs. at de kommer til at betyde det modsatte af det, de plejer. De bliver til ideologi. Ordet ”verdensklasse” er i dag derfor et eksempel et rent ideologisk ord, som i realiteten er et tegn på det modsatte af sin normale betydning, altså et tegn på dårlig kvalitet.

På den måde får vi et helt ideologisk system, som faktisk udrydder både liberalisme og socialisme, hvilket vil sige en nednormering og standardisering af individualitet og fælles sans i samfundet. I stedet indsættes en gold og ideologisk form, som gør alt ens. Det er det, Corydon mener med ”normalisering”. Danmark er ved at blive normaliseret – en svag og aktiv stat, hvilket er det samme som en organiserende organisation, der underdanigt former individualitet og fællesskab efter en økonomistisk skabelon. Danmark er en metode. Vi er den mest effektive form til økonomisk vækst.

Kors, hvor er det banalt!

Måske kunne man prøve med følgende tre normaliseringsprincipper:

a. Pædagogik, selvom den er offentlig finansieret, er ikke en offentlig service på linje med andre offentlige aktiviteter. Derfor kan den ikke underordnes hverken den ene eller den anden ideologis normaliseringsprocesser. Pædagogik er helt sig selv, og den handler om at genskabe de fælles vaner, som er værdifulde. Det vil være helt normalt.

b. Børnehave, skole, gymnasium og universitet er forskellige pædagogiske traditioner, som helst skulle sitre i deres yderste specificitet. Kun derved kan de komme i kontakt med hinanden igen. Det vil også være helt normalt

c. Danmark er ikke en finansiel metode til at vinde over kineserne, men et land i Europa. Det er også helt normalt.

Link til facebook-opdatering

En tanke om "Hvad er normalisering?"

  1. “Dansen om guldkalven” hedder det i Det gamle Testamente…
    Hvornår beslutter vi os for at gøre op med paradigmet om “økonomisk vækst” og reformere økonomi-magten?

Skriv en kommentar