Ordene demokrati og folkestyre er nævnt i folkeskolelovens formålsparagraf. Der står sådan her i §1:

”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Det er der dog ingen politikere, der tager sig af. De vil ganske vist gerne tale om demokrati i ny og næ, men det er kun som middel/metode. Vi skal score på demokratilisten, hedder det. Det fremgår af regeringens skoleudspil fra 2012 ”Gør en god skole bedre”, hvor der står, at den “gode skole”-delen af udspillets titel henviser til, at vi scorer højt på en demokratiliste. At demokrati er blevet et middel fremgår også af Antorinis begrundelse for, at man skal lave prøvevalghandlinger for skolelever. Det er fordi, man så kan optimere scoren på nogle bestemte af de variable, som demokratilisten er lavet af. F.eks. er vi kun nr. 21 på indikatoren ”unges demokratiske selvtillid”, som det hed fornyligt i en kommentar af undervisningsministeren i Politiken.

Når demokratiet gøres til et listespørgsmål i regi af Ny Nordisk Skole, omdannes det til at være en metode, et middel til at skabe arbejdspladser og økonomisk vækst. Det er så at sige defineret af filosofien bag, hvor de skolepolitiske “udfordringer” deles af alle “fra regeringens vækstforum til det økonomiske råd”. Demokratiet mister sin forbindelse med europæisk filosofi og politisk tradition alene af den grund, at Ny Nordisk Skole bygger på et opgør med filosofi og tradition. Demokratiet bliver til et middel, fordi det ledsages af en tænkning uden formål. Således ”metodologiseret” kan demokratiet gå på vandring. Så kan Microsoft og andre globale interessenter se, at vi har ”politisk stabilitet”, hvilket kan indgå som et parameter, når firmaet skal beslutte, om man skal investere i det ene eller det andet land.

Når demokrati bliver til et middel og til et listespørgsmål, overtager evidensen, for så går demokratipædagogik jo ud på at finde metoder, der kan optimere scoren på listerne, hvis parametre bedømmes på deres effektivitet i forhold til komparative økonomiske indikatorer.

I samme øjeblik det sker, splintres demokratiets filosofiske bestanddele.

Men hvad er da et demokrati? Det er et folks regering ved sig selv. Et folk, som regerer sig selv, og som består af borgere, der regerer sig selv. Demokrati er en regeringskunst, og til en regeringskunst hører en pædagogik. En regeringskunst er det modsatte af simpel ”styring”, som er knyttet til ”læring”, og som kun kan finde sted i hierarkiske statsformer, hvor ”formålet” glemmes og udelukkes til fordel for teknokrati, “masse” og oligarkier.

Demokrati er ikke en ”livsform”, som det populært hedder hos Hal Koch. En livsform kan man beskytte, mens landet er besat. Det er derfor, Koch var ivrig fortaler for samarbejdspolitikken under besættelsen. Han troede, at man derved kunne beskytte demokratiet i hjerterne, i livsformen. Men i et demokrati kan man ikke være besat, demokrati er ikke en livsform. Demokrati er den specifikke regeringskunst, hvormed et folk bliver til et folk overhovedet ved at regere sig selv, og man kan jo ikke regerer sig selv, hvis en anden gør det. Før var man mængde, masse og almue, men ved selve regeringsakten bliver man til et folk. Folket træder frem, det kommer til syne. Denne grund kan muligvis suppleres med en repræsentativ struktur, men en sådan struktur skal hvile på den demokratiske grundantagelse, nemlig at et folk kommer til syne som sig selv ved at regere sig selv. Re-præsentationen må ikke stikke af, for nu at sige det på den måde. Gør den det, altså stikker af, så ender folket med at repræsentere parlamentet i stedet for omvendt, hvorved “folket” reduceres til “vælgere”, og så er vi tilbage i ”styrings- og læringsvokabularet”.

Her er mit ræsonnement i skabelonform:

1.

Dømmekraften er dommens kraft, den dom ved hvilken der regeres, det ord der samler en samlende samling omkring sig, en dommens autoritet. Dømmekraft uden forestillingsevne kan ikke opretholde sig selv som dømmekraft.

Forestillingsevnen er evnen til at bringe der fjerne nært, at re-præsentere det, der ellers ikke er præsenteret, at få den samlende samling til at vise sig i og for dens momenter, at pluralisere dømmekraften. Forestillingsevne uden dømmekraft kan ikke opretholde sig selv som forestillingsevne

2.

Hvis man kun har dømmekraft, forfalder dømmekraften til evidens, beslutning, styring og policy, ja ligefrem til data-ledelse. Og hvis der ingen stopklods er, så havner vi i en form for pædagogisk militarisme. Det sker nu.

Hvis man kun har forestillingsevne, så forfalder forestillingsevnen til kaotiske sanseindtryk, opportunisme og forvildet idealitet. Det skete med marxistisk pædagogik i 1970’erne, og det sker når lærerne underordnes børnenes ”efterspørgsel” og i den radikale lasseiz-faire pædagogik.

Konkurrencestaten er en kombination af de to forfaldsformer, soldaterstyring og opportunisme.

3.

Et folk kan ikke opretholde sig selv som folk uden både dømmekraft og forestillingsevne.

Hvad vil det sige? Det vil sige, at en borger både er passiv ved forestillingsevnen og aktiv ved dømmekraften. Forestillingsevnen er, at lade det, som er fraværende, komme nær, det er at lade verden strømme ind i bevidstheden, det er at åbne sine intellektuelle sluser, det er at være passiv. Dømmekraften er at samle forestillingsevnens arbejde i en enhed, som er forestillingens virvar tro. Dømmekraften er derfor en aktiv bestemmelse af det passive; en bestemmelse, som aldrig kan gå op, men som altid er. Det er som forholdet mellem monolog og dialog. De kan ikke undvære hinanden, men de kan heller ikke være hinanden lig.

Vi får en vekselvirkning, som både er uomgængelig og umulig, en magnetisk stridbarhed. Det er det, som John Dewey kalder for transaktion. Ud af transaktionen springer subjekter og ting, dvs. et folke-ting, et demokrati.

En borger er derfor inde i samfundets transaktioner. Han er I vekselvirkning. Han ER vekselvirkning, og denne vekselvirkning spytter ting og sager ud i verden: produkter, ideer, meninger, bøger etc. Man går fra ting til ting, fra erfaring til erfaring, og hver gang afleverer vekselvirkningen, altså kombinationen af forestillingsevne og dømmekraft, et ”produkt”, som kan være genstand for andres forestillingsevne og så videre på kryds og tværs af generationerne.

På den måde rejser samfundets materiale i sin fuldest mulige fylde rundt fra den ene til den anden. På den måde, altså ved materiens magnetiske stridbarhed og dens fulde vekselvirkning, løfter et mængde sig fra almuens underdanighed og bliver til et folk som sådan. Alle rejser sig op og lytter, taler og handler. Alle bliver formål og tager del i formål. §1 vælter det hele.

Hvad er samfundets materiale? Det er en infernalsk, tumultarisk og pulserende ting, et legeme og et rum, hvor tiden blot er forskellige hjørner, man kan gå hen til. Grækerne er f.eks. en del af transaktionerne. Det passer faktisk fint, eftersom jeg har hele ideen fra Aristoteles og John Dewey, der selv var aristoteliker og demokratiteoretiker. Aristoteles er i et hjørne. Man kan snakke med ham med sin forestillingsevne. Jo mere du læser oldtidens tekster, desto klarere står nutiden i samfundets materie og legeme.

Demokrati er derfor ikke et sted for lister, men for dannelse, tingslighed og vekselvirkning mellem dømmekraft og forestillingsevne.

4.

Hvad er opdragelse til demokrati? Det er:

1. at tvinge børn og unge ud i samfundets aktive og passive processer, hvor selv de døde er levende.
2. at holde opmærksomt øje med, hvad børn og unge gør med forestillingsevnen og dømmekraften, når de støder ind i samfundets materie.
3. at lade alles opmærksomhed interagere, så folket kan genskabes i sin frie demokratiske form.