Hvad vil det sige at være borgerlig?

Martin Ågerup udgav sidste år bogen ”Hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen”. Bogen blev meget rost og var årsag til, at Ågerup efterfølgende modtog Berlingskes Fonsmark-pris.

Det der med at være ”borgerlig” er blevet sådan en slags identitetsmarkør, som efterhånden er nærmest overophedet. Og “identitet” plejer at indikere en generel glemsomhed efterfulgt af en vis snakkende og polemisk pågåenhed, hvilket også er tilfældet her.

Efter at have læst Ågerups bog kan jeg med sikkerhed sige, at jeg i al fald ikke er borgerlig, selvom jeg elsker både frihed og gamle dage. Her kommer lidt argumentation i fire omgange + det løse:

 

1. Menneskesyn

Først er der Ågerups menneskesyn. Ågerup skelner mellem to menneskesyn, et ”jordnært” og et ”visionært”. Det jordnære er det borgerlige, mens det visionære er ”velfærdssocialistisk”, som det kaldes, jf. også bogens undertitel.

Det er meget simpelt. Men endnu mere grov kost bliver det, når Ågerup i bogens helt grundlæggende passage beskriver det jordnære menneske med Thomas Hobbes’ 1600-talsfilosofi, mens det visionære menneske abonnerer på Rousseau, som skrev sine to hovedværker i 1762, heriblandt den storslåede pædagogiske fortælling om drengen Emile.

Grunden til, at Hobbes er jordnær, er angiveligt, at han beskriver mennesket som selvisk og egoistisk. Allerede der er jeg ophørt med at være ”borgerlig”. Og hvad værre er: Hobbes’ konsekvens af dette menneskesyn var jo den totale stat. Han bliver en central filosofisk inspiration for den efterfølgende enevælde. Det lader Ågerup dog ikke til bemærke.

Så det ”jordnære” fører til enevælde, og det lyder jo ikke så liberalt. Denne proces har jeg tidligere beskrevet for nyliberalismens vedkommende i min bog ”Pædagogikkens to verdener”. Det er en meget mærkelig filosofisk lov: Jo mere individualistisk, desto mere stat. Sagen er da også, at Hobbes ikke er ”jordnær”, men tværtimod er en slags forløber til det abstrakte ”individ”.

Og så er der Rousseau. Først og fremmest tilhører han jo samme politisk filosofiske tradition som Hobbes, fordi begge arbejder med en såkaldt samfundskontrakt. Men hos Rousseau er mennesket fyldt med kvaliteter og interesser før samfundskontrakten. Mennesket er ikke et færdigt individ, men en person der udvikler sig moralsk og kundskabsmæssigt før og imens, det bliver ”borger”. Mennesket er altså ikke blot “selvisk”, tværtimod.

Og Emiles udvikling er i allerhøjeste grad stedslig, altså “jordbunden”, jf. også Rousseaus interesse for naturen (jord=natur). Ja, Rousseaus Emile kan forstås som fortællingen om et menneske, der finder sit sted og udvikler sig der, for derefter at oprette et politisk fællesskab sammen med andre, der finder deres steder.

Så det er faktisk Rousseau, der er jordbunden, mens Hobbes er den abstrakte. Med denne fejl, som også præger andre i den ”borgerlige” tradition, imploderer resten af Ågerups bog i modsætninger.

Og hvad med Ågerup selv? Er han så også opportunistisk? Men hvad så med troværdigheden? Man savner lidt Habermas.

Endelig vil jeg sige, at der er en reference til en tidehvervsk bibellæsning. Mennesket er en synder, og det minder jo lidt om det med egoisme. Ågerup trækker her på Søren Krarup og Jesper Langballe i et forsimplet format. Jeg må lade den mere grundlæggende analyse fare, men Ågerups diskurs siger noget om den aktuelle epokes sammenhæng mellem neoliberalisme og det nye tidehverv. Her er det grundtvigske væk, fordi det i 1990’erne netop kom til at stå for en postuleret “velfærdssocialisme”. Det er VKO-konstellationens horisont fra 00’erne, der er på arbejde i disse passager.

I det hele tagen er det grundtvigske helt ude af systemet. Det er liberalisme uden historisk-poetisk folkelighed.

 

2. Velfærdsstatens filosofi

For det andet er der spørgsmålet om velfærdsstatens filosofi. Konsekvensen af Ågerups fejl viser sig nemlig i vurderingen af velfærdsstatens filosofiske fædre. Her skælder han især ud på socialdemokraten Julius Bomholt for dennes dybt filosofiske og sociale indstilling. Ja, Bomholts arbejde fra 1950’erne med pædagogik og uddannelse er nærmest en filosofisk frihedserklæring. Men det har Ågerup ingen sans for. Han skælder Bomholt ud for at tale om en sokratisk funderet ”etisk renhed”, og så er der ikke mere at sige om det. Det er jo hele arbejderoplysningen og efterkrigstidens skoleudvikling med dens filosofiske, kulturelle og sociale rødder, som fjernes på denne simple manér. Er det borgerligt?

Der er noget antifilosofisk og noget antipædagogisk over foretagendet, der minder mig om det forhold, at det såkaldte ”Skolerådet” fra midten af 00’erne – dvs. samtidig med etableringen af CEPOS – blev dirigeret af to nationaløkonomer. Det er økonomen mod samfundet. Den aktuelle Reformkommission er en direkte forlængelse af denne planøkonomiske tendens.

 

3. Synet på 00’erne

Dermed er vi fremme ved det tredje tema, som vedrører Ågerups syn på 00’erne. Hans filosofiske reduktionisme får nemlig store konsekvenser for vurderingen af den nyere politiske udvikling.

Ågerup kan godt lide Anders Fogh Rasmussens skrækkelige bog om velfærdsstatens slavenatur fra 1993, men han mener, at Fogh – tilskyndet af Claus Hjorth Frederiksen – forlod sine ideologiske holdninger i 2001, for i stedet at gå ind for velfærdsstaten så han kunne få magten (hvilket han jo fik).

Men det er ikke korrekt, selvom det er en udbredt tese. Det, som allerede Nyrup i løbet af 1990’erne gik i gang med at etablere, var nemlig ikke nogen ”velfærdsstat”, men snarere en ”konkurrencestat”, som er defineret ved, at man fjerner velfærdsstatens frihedsside; altså hele Bomholt-tankegangen. Og det var denne konkurrencestat uden ”frihed” som Fogh i høj grad forstærkede med de store reformer fra 00’erne. Så Fogh blev ikke Socialdemokrat. Han fulgte blot i sporene på Socialdemokratiets opgør med Socialdemokratiet. Herfra stod det på centralistisk planlægning og identitetspolitik. Men den mekanisme har Ågerup ingen sans for. Han tror bare, at 00’erne handler om lidt partitaktik, som ødelagde tankerne i Foghs bog fra 1993.

 

4. Synet på faglighed

For det fjerde fører det hele til et opgør med faglighed. Konsekvensen af opgøret med filosofi og kulturhistorie er, at Ågerup ender ud med en omfattende teknificering af socialt og pædagogisk arbejde. Alting handler om effektivitet, ledelse, evidens og komparationer og så videre. På den måde ender Ågerup med at forstærke konkurrencestatens systemer.

På et tidspunkt refererer Ågerup ellers til filosoffen Michael Polanyis store arbejde med ”tavs viden”, som har betydet meget for nyere pædagogik. Men denne reference har ingen overlevelseschance i Ågerups system. Og Polanyi talte for videnskabelige republikker og common law-traditioner, hvilket bestemt ikke kan reduceres til neoliberalisme. Jeg vil faktisk tro, at Bomholt og Polanyi vil kunne have sig en fortrinlig dialog.

Som jeg forstår det, så arbejder man i det aktuelle LA faktisk i en vis modsætning til Ågerups teknokratiske ideer, som reducerer dannelse til ukendelighed og erstatter den med økonomisk logik. Det er i al fald det indtryk man får, hvis man læser Vanopslaghs nye bog. ”Vejen til ansvar”, hvor der tales om dannelse frem for økonomisk instrumentalisme.

Så individualisering ender som sin modsætning. Ligesom det skete for Thomas Hobbes for 400 år siden.

 

5. Corona og Ayn Rand

Udover disse problemer er der to konkrete forhold, som jeg undrer mig over:

For det første: Hvorfor nævner Ågerup ikke sit store arbejde med corona-kritikken? Det var ellers her, at han for første gang gjorde frihed operativ i stedet for teknisk. Jeg glemmer aldrig, dengang han stod på Rådhuspladsen og talte nedlukningen midt imod med de fineste ord. Og resten af CEPOS, som Ågerup jo var direktør for, var også kritiske. Det var CEPOS’ smukkeste stund. Det tidligere folketingsmedlem, Bjørn Elmquist, talte også ved den pågældende demonstration.

På Rådhuspladsen var der på denne eftermiddag ikke nogen Thomas Hobbes. Snarere en moderne Rousseau og en påmindelse fra frihedens områder.

For det andet: Ågerup omtaler en række af de neoliberale tænkere, men kun meget kort, og i sin opremsning nævner han ikke Ayn Rand, som ellers spillede en kæmperolle for de nyliberale tænkere, herunder for etableringen af Liberal Alliance. Og Rand, som ligefrem anså egoisme som en dyd, deler faktisk menneskesyn med Hobbes. Desuden afskyede hun oplysningens største filosof, Immanuel Kant, som hun mente var årsag til Sovjetunionen. Det minder lidt om Ågerups logik. Oplysning sættes lig med velfærdssocialisme, og derefter forfalder begge begreber til teknik.

Det er lidt underligt, at Rand er udeladt af bogens materiale. Så vidt jeg husker, var Ågerup elles med på Rand-vognen i sin tid? Disse filosofiske raids har en nærmest ødelæggende effekt på samfundets institutioner og deres formål.

Mange tak til hr. Ågerup for godt selskab.

 

Referencer:

Martin Ågerup (2024): Hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen, Forlaget Grønningen 1.

Martin Ågerups smukke tale på Rådshuspladsen, d. 20. juni 2020. https://www.youtube.com/playlist?list=PLViXf8MHkMZpKoYCzNco-GAdIp-xEOlUU

Alex Vanopslagh (2023). Vejen til ansvar, Forlaget Grønningen 1. (Se også: Rømer, T.A. (2024). “Tak til Alex Vanopslagh for at tage dannelsen alvorligt”, Kontrast.dk, d. 20. september. https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/tak-til-alex-vanopslagh-for-at-tage-dannelsen-alvorligt)

Jean-Jaqcues Rousseau (1962, opr. 1762): Emile eller om opdragelsen bd. 1-3, Borgen.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.