Hvem er Genius?

Refleksion over Agamben, Georgio: Profanations, New York: Zone Books, 2007, kapitel 1 (alle citater herfra).

Georgio Agambens (f. 1942) essay Genius indledes således: ”In Latin, Genius was the name used for the god who becomes each man’s guardian at the moment of birth”. Genius er en gud, en vogter, som du fødes med. Genius følger med som en særlig form, en der kommer før vores bevidste jeg og vores rationelle natur. Genius betegner på den måde vores egentlighed, vores karakter af ting; det forhold at vi er mere, end det vi kan se.

Vi finder også ”Genius” i moderne sprogbrug. F.eks. i ordet ”gen”, i ”generation”, i ”igen” og i ”geniet”. Og på italiensk finder man det desuden meget sigende i ordet for fødselsdag, nemlig ”genetliaco”, dagen hvor man fødes i-gen. Disse moderne brug af stavelsen peger på hver sin måde på vigtige sider ved Genius i dets filosofiske betydning.  ”Genet”, f.eks. i ordets naturvidenskabelige betydning, peger på Genius’ tingslighed, at det er noget uden for vores subjektive muligheder for at kontrollere, at det arbejder frit og styrer os, at det arbejder bag vores ryg, men alligevel kommunikere med os på måder, som er vanskelige at beskrive rationelt og enkelt. Hvordan sammenhængen mellem genetik og bevidsthed skal forstås, er, så vidt jeg ved, et spørgsmål, der endnu ikke er stødt ind i et svar. ”Generation” og ”genetliaco” er begreber, der arbejder sammen om at fokusere på, at ”Genius” tildeles ved fødslen. Fødselsdagen er derfor en fejring af Genius, af de træk, man er født sammen med, og som man i sit liv prøver at komme overens med på en eller anden måde, at de træk som kommer før dig og som byder dig op til handling ustandseligt. Fødselsdagsfesten er ikke en fejring af barnet Peters empiriske dag. Det er en fejring af hans andethed, hans gudelighed, hans egentlighed, hans tingslighed, hans nutid, hans tilsynekomst og hans karakter, eller endda før-karakter; fødselsdagen er en fejring af en Peters skytsengel frem for af Peter selv, og af at Peters Genius kan arbejde, at det gudelige kan rumstere i hans individualitet, at hans natalitet og fødthed altid er inde i ham. Man kan for min skyld godt sige ”engel”, altså den som vogter i os fra start, ham som våger over vores ”entire existence”, men han er ikke over men inde i os. Endvidere har vi også i rækken af sprogbrug, der indeholder stavelsen ”gen”, ”geniet”, som henviser til det særlige, det ejendommelige og det specielle. I vor tid er geniet knyttet til særlige færdigheder eller en særlig intelligens, men det ligger slet ikke i begrebets oprindelige betydning. Genius tilhører alle i lige mængder, men ikke alle roder med det på samme maner. Genius er ikke knyttet til evnen, altså noget ydre, og det er for så vidt heller ikke noget indre. Det er noget der kommer før det, det er en ting, på en måde uden ord, der kræver sit liv før og sammen med os. Geniet er der, hvor Genius kommer til syne i os. Endelig kan man knytte Genius til det danske ”igen” eller ”i gen”. Vi kender udtrykket ”det sker igen og igen”. Det er Genius, der vender tilbage, som en tingslighed, man falder i. man falder ”i-gen”. Man er i-gen. Igen og igen. Genius vil ikke gå væk.

Sådan ser det ud fra etymologiens synspunkt. Genius er den særlige gud, som bebor os alle, som kommer til os fra fødslen, som har sit eget ordløse liv, som sætter sig inde i ordene på forskellige måder. Mit Genius genererer mig og generer mig, kan man sige. Jeg må gøre som han siger. Hans tvivl er min tvivl. Han er min personlige gud, som også er den mest upersonlige. Han har en stædig nærhed, som er uovervindelig.

Hvorfor skriver man? Man giver sig hen til et Genius, til en anden, til sig selv, til sit andet selv. Man skriver ikke for at lave et værk – det er Egoets område. Man skriver for at blive sig selv ved at forlade sig selv og overgå til sit Genius’ rumsteren, den gud man fik i fødslen. Det virkelige geni er altså kunstneren uden et værk, dvs. uden publikum og uden beundring. Kaldes nogen et geni, er han det ikke. Det er mere ligesom hos Poul la Cour, når han i sin Fragmenter af en dagbog skelner mellem digteren og poeten, hvor digteren konstruerer og former sit materiale, mens poeten er passiv og afventende og lader sig overmande at en ikke sproglig verden i en fattig og nøgen tilstand. La Cour bruger dog ikke ordet Genius, fordi han ikke arbejder med subjektivitet på samme måde som Agamben (Grundtvig bruger derimod “genius” i tide og utide).

Så for Agamben er væren ikke knyttet til en transcendental kantiansk fornuft, hvor man først i den rationelle refleksion bliver værdig til lykken og til at blive til en del af menneskeheden. Agamben taler ud af en fænomenologisk tradition, og er derfor disponeret til at være kritisk overfor mainstream-kanttolkningerne. Væren er derimod knyttet til karakteren af vores fødselsdag, vores Genius’ genereren, vores fødsler og nye begyndelser, vores natalitet, for at vende det i retning af Hannah Arendts filosofi, der også spiller en stor rolle for Agamben. Men det er også noget andet end hos Arendt, fordi Arendt mangler Genius, Hun taler blot om, at væren kommer til syne via nataliteten. Hun mangler selve Genius-ideen (tror jeg nok).

Men lidt mere om karakteren af Genius: Hvad er det for en Gud? Ideen om, at mennesket er konfigureret som en form for gudelig kontakt er i sagens natur slet ikke ny. Vi har den allerede i nogle vidunderlige passager i Symposion, hvor Sokrates, på dørtærsklen til drikkegildet, går i stå, fordi han ”besættes” af sin dæmon, sin halvgud, som får ham til at forlade denne verden og overgå til filosofiens. Efterfølgende kommer han til sig selv og ”gen-ererer” en af verdenshistoriens mest betydningsfulde samtaler, nemlig om kærlighedens og begærets væsen. Sokrates er befrugtet og taler om befrugtning som frugt.. Men der er også forskel på Platons og Agambens halvgud. Hos Platon er det den rene fornuft, der griber ind i Sokrates’ liv, og denne daimon er egentlig ikke Sokrates’, men ligger som almene former, som enhver kan gribe, hvis han lader sig hen-rykke til dette område. I den kristne tradition finder vi en form for asynkron sammenkomst mellem det timelige og det evige hos Søren Kierkegaard. Hos ham er netop denne uensartede konstellation definition på menneskelighed og ånd.

Men hos Agamben er Genius ikke noget specielt rationelt eller kristent (selvom den heller ikke nødvendigvis er i modsætning hertil). Det er lige så meget en kropslig og emotionel ting, endda en begærsting. Det er den form for væren, som udtrykker sig uanset, hvad vi ellers mener. Det er ham, som ryger, uanset om vi ikke vil; det er ham som trækker vores krop og ord i nærheden af bestemte mønstre, uden at vi lægger mærke til det, og selvom vi ikke ønsker det, men det er også ham, der melder sig med pludselig indsigter, der kommer fra et andet sted, og så ligner det Sokrates lidt. Men det er ikke blot digterens muse, det er ikke noget ophøjet. Genius kan ligeså vel være en gnier og en nisse, som han kan være en gave og en engel (det afhænger af vores dans med ham, se senere). Det er simpelthen ham, vi er og lever med.

Så vi er derfor altid to. Vi er Genius, og så er vi den ydre skal af vilje, forestilling og meninger, som vores almindelige liv tilråder os, vores Ego, som Agamben kalder det. Spørgsmålet er nu, det er klart, hvordan forholdet mellem disse to, Genius og Ego, er? Man kunne nu tro, at vi vil havne i en form for freudianisme og 1920’er-pessimisme, hvor det handler om at lade Genius flyde ud over det hele og at give Egoet et spark i sin sølle røv. Men det vil være en alt for simpel og på sin vis også direkte forkert beskrivelse. Lad os kigge på nogle af Agambens formuleringer.

”Man is thus a single being with two phases; he is a being that results from the complex dialectic between a part that has yet to be individuated and lived and another part that is marked by fate and individual experience. But the impersonal, nonindividual part, is not a past we have left behind once and for all and that we may eventually recall in memory; it is still present in us, still with us, near to us and inseparable from us, for good and ill. Genius’ youthful face and long, fluttering (blafrende) wings signify that he does not know time, that we feel him quivering (sitre, skælve) as closely within us as he did when we were children, breathing and beating in our feverish (febersyge, febrilske) temples like an immemorial (ældgammel) present. That is why a birthday cannot be the commemoration (ihukommelse, mindefest) of a past day but, like every true celebration, must be an abolition (ophævelse, afskaffelse) of time – the epiphany (åbenbaring af tingenes inderste væsen) and presence of Genius. This inescapable presence prevents us from enclosing (omgive, indespærre) ourselves within a substantial identity and shatters the Ego’s presentation to be sufficient unto itself” (s.11-12)

Genius er altid på en måde et andet sted. Han er impersonel, netop en selvstændig gud i os. Før-personel. Han handler i og med os. Kun når man tillader Genius at bryde frit igennem, får man geniet. Hvis man prøver at undslå sig Genius’ indflydelse, hvis man f.eks. efterlader sin ungdom i fortiden, fx fordi nogen siger, den tilhører en uddateret statsform, så bliver livet ulykkeligt, og det sætter sig som ar og rynker og falske melodier i ansigtet og i stemmen. For Genius er også fysisk. Han får blodet til at pumpe, som det hedder, og tvinger os ud i verden. Han organiserer vores indre fysiologiske liv og dets dunkle relation til seksualitet og adfærd. Som det hedder: ”If we did not abandon (forlade, opgive) ourselves to Genius, if we were only Ego and consciousness, we would never be able to urinate”. At leve med Genius er derfor at leve sammen med en fremmed, men en fremmed, som er mere dig selv, end du selv er. Men ikke en freudiansk fremmed. En hverdagsagtig mystisk praksis, hvori Egoet, i en form for speciel og glædelig fjernhed, kigger på sine egne ugerninger med et smil. Genius genererer Egoets smil, kan man sige. Lærerinden smiler af sine egne fejl og af børnenes tumlen; en af de æstetiske former dansen mellem ego og genius kan antage.

Vi kan også anskue mennesket som et ”force field of tensions whose antithetical poles are Genius and Ego”. Denne spænding er ikke kausal. Det er ikke sådan, at den ene forårsager den anden, som i kognitiv psykologi eller i psykoanalysen (blot for at nævne en kausalitet fra henholdsvis hoved og krop).  Og videre: ”this field is traversed by two conjoined but opposed forces: one that moves from the individual to the impersonal and another that moves from the impersonal to the individual. The two forces co-exists, intersect, separate, but can never emancipate themselves completely from each other nor identify with each other perfectly”. Med dette fokus på “spænding” kan jeg ikke lade være med at tænke på Martin A. Hansens arbejde, som netop er blevet sammenfattet som en ”polspænding”, en spændingsform, der afstedkommer et helt forfatterskabs kontakt med en ”formånd”, som det hedder. Og kan det ikke forstås som et samspil mellem Genius og Ego? Det synes jeg (Andersen 2011).

I spændingen afstedkommer Genius mystiske smil hos Egoet, endda en mystisk praksis. Og i spændingen kan vi se Genius’ og fornuftens spænding på samme tid. En magnetisk stridbarhed og en poetisk overhøjhed. Eller som det også hedder: ”the life that maintanis the tension between the personal and the impersonal, between Ego and Genius, is called poetic. But the feeling that occurs when Genius exceeds us on every side is called panic”. Endelig er der også stunder, hvor vi næsten forlader Genius, om aftenen når vi pludselig hører verdens mumlen træde frem langt borte fra, som om vi træder ud i vinden og i blæsten. Men også denne træden ud er poetisk i en eller anden forstand.

Et sidste forhold, jeg vil nævne vedrørende denne magnetiske stridbarhed med en poetisk struktur, er, at den undflyr sig anerkendelse. Når man lader Genius arbejde, så er man ikke en helt, selvom man er det. Det er ikke nogen ophøjet muse, der arbejder, det er jo èn selv, som ikke er èn selv alligevel. Derfor ser man også, at virkelige helte ikke er helte, de kan ikke sole sig, og de undgår ros. De har blot været sig selv på en måde, som er im-personel, og derfor ved de ikke, hvad de skal stille op med priser og ros. Genius skjuler sig i sin paradoksale nærhed. Den trækker sig tilbage, selv når den viser sig. Ligesom en rigtig ting. (Denne samtidighed af nærhed og tilbagetrækning er et centralt kendetegn ved tingsfilosofien hos f.eks. Martin Heidegger, Bruno Latour og Graham Harman (Rømer 2012)).

Der er også en teori om følelser: ”Ego must shed (afkaste) its own properties; it must be moved” og ”passion is the tightrope (balancegang), stretched between us and Genius, on which our funambulent life steps forward”. Genius er som en ung dreng, der stædigt skubber os ud i livet for at lede efter et Genius i andre, selvom det er skjult i os selv for os selv. Genius genkender Genius i den anden, og så støder følelser sammen, i kærlighed eller i krig, og bliver synlige hos Egoerne på overfladen. Englene har deres eget liv i os.

I religionshistorien finder vi også Genius. Både i den romerske og den kristne mytologi, men den flotteste mystik ses i Iran. Daena er, en smuk ung pige, en engel, som er vidne til en mands fødsel, og som følger og observerer ham til alle tider. Men i den iranske figur ændrer Daene sig sammen med livet. Livet former Daena til et smukt eller et grimt væsen. Og når manden dør, hvisker Daena: ”I am your Daena, the one who has been formed by your thoughts, your words, and your deeds”. Men dette er jo forskelligt fra den evigt unge og tidsløse Genius, som Agamben ellers har talt om. Agamben siger med den iranske historie, at vores karakter og liv afhænger af den måde, hvorpå vi forsøger at undvige og forme Genius på. Forholdet mellem Ego og Genius bliver på denne måde mere en dans, hvor Genius bliver en luft, der præger en tingslighed, som luften i en ballon.

Genius kan måske lyde som et bourdieusk habitus, men det er det ikke. Det kan også lyde som en samtidsdiagnostisk gemenhed, men det er det heller ikke og slet ikke. Det er en invitation til det magiske og det mystiske og det poetiske, samtidig med at det fastholder det kausale, det tvingende og det næsten nidkære gnieragtige menneskelighed, som vi ikke kan slippe helt ud af, med mindre Genius netop sætter sig fuldt igennem, hvor det kan være svært at skelne mellem gud og menneske. f.eks. hos Vaclav Havel eller hos Nelson Mandela, hvor der samtidig kan iagttages en form for almindelighed.

Jeg prøver en sidste gang: Genius ændrer sig undervejs… Nej, det er et forkert udtrykt. Genius ændrer sig ikke, for han har ingen tid, vi ændrer vores forhold til Genius, og det, som kan give os følelser, poesi og energi, kan også vende sig imod os som en skygge, der lægger skumle planer for os. Man kommunikerer med sit Genius, og dermed udvikles det hele tiden i baggrunden af ens bevidste sider og valg. Genius og Ego er indfoldet i hinanden og må lytte til hinanden, de må udvikle sig sammen som forgrund og baggrund. Hvis baggrunden forsvinder, så står Egoet tilbage i en form for rationel solipsisme, som mekaniseret systemteoretiker. Hvis forgrunden forsvinder, så indtræder en form for naturtilstandens grådige herredømme. Hvis baggrund og forgrunde, går op, så vindes lykken som ved et magisk lotteri. Hvis både forgrund og baggrund er til stede, men hvis de ikke går op, har vi en tilværelse.

 

Referencer:

Agamben, Georgio: Proferations, New York: Zone Books, 2007.

Andersen, Anders Thyrring (2011). Polspænding, København: Gyldendal.

La Cour, Paul (1966). Fragmenter af en dagbog, København: Gyldendal

Rømer, Thomas Aastrup (2012). ”The Educational Thing”, i Biesta, G. (ed.). Fifteen Contemporary Educational Theorists in Their Own Words, Dortrecht: Springer Publishing Company, s. 71-78.

 

2 tanker om "Hvem er Genius?"

  1. Hvis man spørger “hvad er” så spørger man også “hvad var”, altså er det vi spørger til der aldrig længere! Hvad det kan betyde, kan man lærer af (andre?) italienske filosoffer…

    Fænomenologiens problemer er altså i familie med systemteoriens, i det at den vil gøre et objekt ud af ånden – vi giver den ‘viljefaste’, ja tidsløse, navne Geni/Ego/”sjæl”? Denne tilgang kender vi fra Hegel, som da gøres til “fjende” af det åbne (samfund). Det er altså et farligt spor du forfølger her, men ser du med udsynet væk fra dit Ego/Geni er disse beskyttet?

    Du skriver “Genius ændrer sig ikke, for han har ingen tid, vi ændrer vores forhold til Genius, og det, som kan give os følelser, poesi og energi, kan også vende sig imod os som en skygge, der lægger skumle planer for os.”

    Det er jo denne forførende/fristende tidløshed som udgør den skumle essensens, vores håb om renhed. Faren ligger således i at vi fanges i dette enten/eller, enten gå ind i vores eget lys’ sandhed… eller sluk for vores Ego for en sandhed der angiveligt større?

    Men hvis nu Ego/Gen syner for os som indfoldet og urent, hvorfor så ikke bare lade os udfolde dette i urene spontane/tilfældige udbrud af de lykkelige valg som livet konstant byder os. Hvad mere skal der til end en dannelsens tøven… en praksis for viljes handling, hvormed vores Egos lyster kan tæmmes? Hvor ‘lidt’ skal der da til før vi kan vende heldet over på vores side, hvordan læres dette spils regler, og hvad skal vi kalde vores gevinster….

    Lottokratiet er ikke “nok”! Nej, men dog et nyt lyspunkt, en lysning, hvori vi kritisk kan belyse de muligheder hvori Geniet og Egoet kan realiseres, som endnu et heldigt bidrag til fællesskabet. Dette er så såre simpel at vi da kun skal vælge de tilfælde hvori vi finder et “både og” – det som både Geni og Ego finder behag…. så mangfoldigt er denne leg at vores Egoer hastigt finder behag i legen, og lader Geniernes tilfældige, men dog planlagte, udfoldelse råde….

    Giv tid – den tanke er da ikke fjern: dette enfoldige Ego, råder kun i en tidehvervs praksis, som sætter Geniet uden for spillet!

Skriv en kommentar