Jeg har længe undret mig over, at vores socialisme, altså primært SF og Enhedslisten, står så svagt på den indholdsmæssige og ideologiske front. Det hele handler efterhånden blot om at indføre brusebade på plejehjemmene eller tælle-tælle-trivselsmål i folkeskolen. Man er fuldstændig ligeglad med mere principielle og strukturelle diskussioner. Tværtimod underlægger man sig mere eller mindre tavst og underdanigt en konkurrencestatsfilosofi, som egentlig blot er en særpræget dannelsesløs blanding af en liberalisme og en socialisme i forfald. Det er jo stik imod situationen for blot få årtier siden, hvor socialismen var den toneangivende intellektuelle strømning i landet. Hvorfor denne svaghed i Danmarks socialisme? Her er et bud.
Med SF’s etablering i et brud med DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, i 1958, skete der en vis frigørelse af dansk socialisme, men man hyldede stadig leninistiske principper, og hele det nye venstre – dvs Venstresocialisterne (VS) og alle de små partier og fraktioner som fulgte efter fra omkring 1965 og frem til 1989 – var dybt opslugte af kommunistiske diktaturer, især Sovjetunionen og Kina. Tiljulblingen ville ingen ende tage – man ville gennemføre proletariatets diktatur, alle klassefjender skulle væk, og forskning og pædagogik skulle tjene det nye “folk”, der var et helt andet end det gamle. Dermed sattes dybe antinationale spor. Det nationale kunne kun overleve skjult i de første år, altså i midt-60’erne, enten som efterladenskaber fra modstandsbevægelsen, som en del enten selv eller deres forældre havde deltaget i, eller på grund af nogle lyrikeres relation til tidsskrifterne Heretica i 1950’erne og det tidlige Vindrosen i starten af 1960’erne. Men sidstnævnte understrømme forsvandt hurtigt. Hvad der startede som et socialistisk og delvist dansk opgør med Danmark, blev hurtigt til et rent opgør med Danmark som sådan. Vi fik et maoistisk opgør med Danmark. Det var som om, der var et ubevidst behov for at gøre oprør efter samarbejdspolitikkens lidet ærværdige udtryk. Hvad disse to opgør, modstandsbevægelsen under krigen og 68’erne, har med hinanden at gøre, ved jeg ikke helt. I Tyskland var de helt klart forbundne. Men jeg har også en fornemmelse af, at det er tilfældet i Danmark på sin egen facon. Måske er det beskrevet et sted?
Det var et kæmpe brud. En hel generation af intellektuelle henlagde al solidaritet, følelse og poesi fuldstændigt ukritisk til Østens kommunisme, og det satte sig dybt blandt journalister og lærere på seminarier og universiteter. Det er klart, at det har præget generationen dybt (dem der i dag er mellem 60-70). Tænk jer: En hel ungdom i et radikalt opgør med liberalt demokrati og sit eget lands tradition. Jeg kan selv huske, hvordan jeg som ung gymnasieelev i 1979 på et helt almindeligt forstadsgymnasium i Århus diskuterede, hvordan den væbnede og voldelige socialistiske revolution skulle gennemføres, og vi lærte, at HC Andersen vat dybt borgerlig og fascistisk. Det er så frygtelig sørgeligt.
Imellem 1970 og 1982 var dansk socialisme på højdepunktet af sin ydeevne – helt inde i de unges sind. Men det var altså, som nævnt, en dansk socialisme, som hvilede på et dybtgående opgør med både “det danske” og “demokratiet”. De østlige diktaturer, som man hyldede, kaldte sig “demokratiske folkerepublikker”, og dermed blev venstrefløjens brug af ordet “demokrati” kompromitteret. Og alle kommunismens overgreb, f.eks. den sovjetiske invasion i Prag i 1968, hævdede man, var blot et forsvar mod NATO’s imperialisme. Sovjets invasion var åbenbart NATO’s skyld.
Allerede fra midt 1970’erne fik oprøret dog atter en lidt national drejning i visse, men også afgrænsede, kredse. Det skyldtes formodentlig EU-modstanden, hvorefter man pludselig kunne bruge den lille havfrue, der før var noget kapitalistisk sprøjt, som symbol på EU-modstanden, og det var som om, de danske kapitalister pludselig var lidt bedre end de tyske. Det antinationale oprør fik en national toning, og dermed fik vi venstregrundtvigianismen i dens 1980’er-gevandter med Junibevægelse, atomvåbenfri zone i Norden, Valhalla og Sebastians sang om et nationalromantisk “Danmark – smuk og dejlig”, der kunne “bolles op med deutsche dollars”. De mest radikale revolutionære fortsatte dog, og det endte med den maoistiske Blekingegade-bandes forbrydelser. Bandens filosofi var slet ikke enestående, men lå bredt i samfundet. Jeg glemmer i al fald aldrig, hvordan store dele af venstrefløjen forsvarede bandens aktiviteter ad samme linjer, som man havde forsvaret Rote Arme Fraktions terror i Tyskland 10 år forinden.
I 1980’erne nedtonedes retorikken lidt, fordi ungdommen splittedes. Nyliberalismen var kommet til, og det meste af ungdomskulturen afpolitiseredes med lynets hast. Enkeltsagerne, de “folkelige bevægelser”, som man sagde, især fredbevægelsen, tog over, men stadig lyste Sovjet og Kina som socialistiske energibundter for aktiviteterne. Al energi, og alle de tavse principper som vælger sætningernes rækkefølger, kom på en måde derfra, fra leninisme og maoisme. Men fødekæden var brudt, fordi teenagerne begyndte at hade eller ignorere politik. Vi fik punken og yuppierne, men Jagtvej er revet ned og Klaus Riskjær er i fængsel, så det var helt klart en blindgyde.
Alting væltede så i 1989: Blekingegadebanden blev afsløret, der var massakre på den Himmelske Freds Plads i Kina, Sovjetunionen tabte i Afghanistan, og muren faldt og alt det andet. Alt var afsløret, og alt var løgn. En hel generation havde levet midt i en skråsikker og forblændende ideologi.
De socialistiske rester kastede sig over et forsvar for Islam og indvandring, men efterhånden som de politiske anvendelser af Islam afsløredes som endnu en totalitær ideologi, en afsløring vi blandt andet kan takke Flemming Rose og Anders Fogh Rasmussen for, er der nu kun tilbage at bede om ekstra brusebade.
Derefter forlod mange bevægelsen. Nogle blev afpolitiserede, andre blev dybt højreorienterede, og resten er blevet teknologer og Pisa-fanatikere, dvs. folk uden egentlig værdier, der kun hylder metoder til at “sikre” mod den nye “Kina”-udfordring – et Kina, som stadig er kommunistisk. En ny form for dansk “maoisme”? Det er dem, der laver skolereformer for tiden.
Vi har med andre ord ingen socialisme her i landet. Kun lidt velfærdsregulering, og grunden hertil er, at socialismen bandt hele sin energi til totalitære systemer, som de påstod var frie, og dermed ødelagde man socialismens omgang med ord som demokrati og frihed. På den måde mistede socialismen i det store hele sin forbundethed til europæisk filosofi.
Men faktisk er det et stort problem. Vi har brug for socialisme som aldrig før til at analysere de sociale og økonomiske konflikter, der omgiver os; vi har brug for en socialisme, der kan holde vores værdier i nærheden at det praktiske liv, og som kan hjælpe kollektivitet frem, hvor den er undertrykt og bør komme til syne. Hvor var socialismen, da 40.000 lærerne holdt parade foran Christiansborg i foråret 2013? Den var væk – ja de venstreorienterede forsvarede nærmest regeringens indgreb og den tilhørende skolelov. Hvorfor var socialismen ikke dér, hvor en god socialisme bør være, nemlig i nærheden af de kollektive vilkår for samfundets reproduktion? Og hvor er socialismen i disse år, hvor den globale kapital bevæger sig frit i sit eget luftige system, mens den indimellem kaster brutale drys ned over mennesker på jorden? Hvor er socialismen, når man har brug for den? Det er lige før, at vi på nogle stræk er ved at få præcist det, som den gamle socialisme frygtede, nemlig en vild kapitalisme, der er ligeglad med individualitet og fællesskab.
Socialismen er der ikke, fordi den ingen ilt har. Den har ingen filosofi og ingen intellektuel kraft. Mao og Lenin er døde som sild, og de tog hele den danske socialisme med i graven, fordi den havde pantsat al sin værdighed i Sovjet og Kina. Det ”sociale” mangler en filosofi. Det er derfor vores moderne socialisme ender som lidt administrativ regulering af velfærdsstaten og politisk spin, når der skal indgås forlig i parlamentet. Socialismen har ingen følelse, pligt og tænkning, og så har den frem for alt mistet sin handlekraft. Det er faktisk yderst vigtigt. Liberalisme og konservatisme kan ikke fungere omhyggeligt uden en god socialisme i omegnen eller uden en kritisk og flittig arbejderklasse, der kan holde sammen, når kapitalen drysser, og som kan udvikle sig i kollektiv politisk handling, hvis den, altså arbejderklassen, individualiseres for meget, og som kan holde middelklassen i ave, når den går i pludderakademisk tomgang.
Hvor har dén generation dog meget på samvittigheden: Både Danmark og socialismen selv. Og nu, mens de nationale og de sociale dyder ligger brak, sidder resterne og troner: Systemteoretiske teknokrater, som er direkte nedkommet fra forvirringen efter 1989, nyliberalistiske fundamentalister, hvis filosofi er dybt ridset af den kolde krigs socialismekritik og som derfor mangler sans for det fælles liv, og velfærdsregulatorer, altså de nuværende socialister, der vil tilpasse velfærdsstaten til, hvad man nærmest ureflekteret opfatter som den globale kapitalismes eller arbejdsmarkeds krav.
Kan man overhovedet samle alt det op på en eller anden måde?
Litteratur:
Mikkel Plum (1998): Bombardér hovedkvarteret, København: Gyldendal, 1998.
Bent Jensen (2014): Ulve, får og vogtere – den kolde krig i Danmark 1945-1991,København: Gyldendal, især bind.1, kapitel 3-5.
Tine Ejby (2006): Til tjeneste – dengang i 70erne, København: Gyldendal.
Else Hansen (1997): En koral i tidens strøm – RUC 1972-1997, Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.