I skolereformens kølvand

For få måneder siden – nøjagtigt 10 år efter den store lockout af lærerne – udkom Undervisningsministeriets årlige statusredegørelse over, hvordan det er gået med skolereformens målsætninger fra 2014. Som sædvanlig er det gået ned ad bakke, både hvad angår de faglige og de socialt orienterede mål. Danske skolebørn klarer sig simpelthen dårligere end nogensinde på skolereformens selvproducerede kvalitetsindikatorer; endda til trods for, at man siden 2014 har postet enorme økonomiske, pædagogiske og administrative ressourcer ind i systemet alene med henblik på måloptimering.

Det er slemt nok i sig selv, men ofte glemmer man den egentlige skandale, nemlig at skolereformen udover de lidt overfladiske og centralistiske målepunkter også byggede på en pædagogisk filosofi, som bestod af et regelret opgør med skolens formål og dettes ledsagende pædagogiske tradition. En tradition, som består af allehånde vekselvirkninger mellem oplysningsfilosofi, grundtvigianisme og reformpædagogik, og som op gennem årtierne har fundet vej ind i skolens formålsparagraf med ord som f.eks. kundskaber, fantasi, virkelyst, ligeværd og åndsfrihed.

I stedet for undervisningens og skolens begreber, indsatte man i 2014 målbar læring og trivsel som enerådende markører på alle niveauer fra ministerium til den individuelle elev. Man kaldte det ”læringsmålstyring”. Herefter skulle skolerne og lærerne ikke mere værne om skolens rige formålstradition, som nu var reduceret til ren symbolik. I stedet var skoler og lærere omdannet til instrumenter for optimering af statistisk og økonomisk defineret læring i store databaserede systemer. Det var det, som i brede kredse gik under betegnelsen ”konkurrencestaten”, dvs. en stat uden folk og frihedstradition, hvorved staten omdannes til et digitalt teknokrati under den globale økonomis herredømme.

Denne filosofiske forskydning startede allerede i 1970’erne, hvor ”læring” blev sat i modsætning til skoletraditionen, som uden videre blev anset for ”sort skole”. Det nye skoleformål fra 1975, som var udarbejdet af kredse med rødder i arbejderhøjskolerne, og som knyttede an til skolens historik, kom dermed i modsætning til Ritt Bjerregaards uddannelsespolitiske plan, U90, som var præget af social læring. Der var på en måde to socialdemokratier. På den nye marxistiske venstrefløj, som var knyttet til U90, skulle læring nu tjene udvikling af socialistisk bevidsthed med den nye formålsparagraf som tavs og irriterende ledsager.

Efter murens fald forsvandt den socialistiske modstandspædagogik, og ”læring” stod nu helt alene. Derfor opstod i 1990’erne den såkaldte ”ansvar for egen læring”, som bestod af en indholdstom og individualiseret psykologi, som skulle ”evalueres”. Denne tilstand – symbiosen mellem læring og evaluering – blev via globaliseringsaftalerne i 2006 centraliseret helt uden reference til baggrundstraditionen eller til det pædagogiske indhold. DPU blev oprettet i 2000, stærkt præget af de socialismetømte læringstanker. Den nye rektor, Lars-Henrik Schmidt, forsøgte dog at tæmme læringen lidt med en række faglige discipliner.

Dette kvantitativt-centralistiske opgør med samfundets skole- og åndsliv blev efterfølgende, altså fra 2006 og fremefter, effektueret og udvidet via en række nye råd og organisationers kraftfulde ideologiske tilsynekomst. Lærerhøjskolen var allerede blevet til DPU, seminarierne blev nu til store University Colleges, og de tidligere skoleråd blev til ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling”, hvis centrale medlemmer var nationaløkonomer. Dertil kom også akkrediterings- og kvalifikationssystemer og elevplaner og meget andet skrækkeligt. Anders Fogh Rasmussen afskaffede de faglige ”smagsdommere” til fordel for økonomer uden sans for materien, som kastede sig over den nye ”læring”. En nærmest tragisk deroute for Foghs liberalisme, hvis omdiskuterede bog om minimalstaten faktisk indeholdt mange interessante filosofiske og grundtvigske referencer. Vi endte med et opgør med samfundets institutioner.

Den nye lærings-filosofi blev endegyldigt implementeret i skole- og læreruddannelsesreformprocesserne, som strakte sig fra 2011-2015. Den berømte lockout af landets lærere i april 2013 var en del af denne proces. Lockouten handlede ikke kun om ”den danske model”, men også mere grundlæggende om kampen om, hvorvidt skolen skulle være et kundskabs- og åndssted eller et teknokratisk læringssted. Den daværende S-SF-RV-regering havde forskanset sig bag Christiansborgs mure med sit lærings- og konkurrencestatssegl, mens landets lærere forsvarede skolens formål og dermed børnenes fremtid nede på slotspladsen.

DPU, som siden 2008 havde fået ny ledelse, støttede disse processer kraftigt. Lars Løkke Rasmussen blev sammenlignet med Martin Luther King, og man forsøgte at fyre filosoffer, fordi deres arbejde ikke var ”relevant”.

Fra slutningen af 00’erne rejste der sig en faglig kritik. Det var især folk fra hhv. den såkaldte situerede psykologi og den pædagogiske filosofi, som protesterede. Den situerede psykologi var funderet i antropologerne Jean Laves og Etienne Wengers arbejde, som via psykologen Steinar Kvale og hans elever Svend Brinkmann og Lene Tanggaard, gjorde op med den individualiserede form for konstruktivisme, som havde præget ”ansvar for egen læring”. En central figur i den filosofiske kritik var hollænderen Gert Biesta. Han udgav allerede i 2004 en indflydelsesrig artikel, han kaldte for ”Against learning”, hvori han forsvarede pædagogikken mod læringsbegrebets aktioner.

Tanggaard, Brinkmann og undertegnede samlede en del af den pædagogiske kritik i fire store antologier fra 2011 til 2021: Uren pædagogik 1-3 og bogen ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”. Her skrev – udover redaktørerne – folk som Merete Riisager, Alexander von Oettingen, Jan Jaap Rothuizen, Hanne Leth Andersen, Jørgen Carlsen Carolina Magdalene Maier, Steen Nepper Larsen, Hans Hauge, Peter Kemp og mange flere. Biesta selv bidrog også. En bred og blomstrende flok.

På den måde blev der skabt forudsætninger for en særlig form for splittelse i årene fra 2015-2020: På den ene side ekspanderede skolereformens lærings- og evalueringsprægede opgør med pædagogik og skole, som jeg nævnte ovenfor, og på den anden side arbejdede den faglige kritik med rødder i pædagogiske, psykologiske og filosofiske fagligheder, som på forskellige måder forsøgte at få fortiden i tale, så fremtiden kunne vise sig.

Den faglige kritik fik efterhånden også momentum ind i det politiske system, især via LA-politikeren Merete Riisagers indsats. Riisager havde været skolereformens skarpeste kritiker siden 2011, og i 2016 blev hun minister for området. Hun skulle ”justere” skolereformen, som der stod i VKLA-regeringens grundlag. Riisager skulle altså både kritisere og ”justere” og acceptere en reform, som hun var modstander af. En modsætning, hvis muligheder hun udnyttede til fulde.

Det var nemlig denne sammenblanding af kritik og ”justering”, som i skolereformens kølvand satte scenen for et stort pædagogisk og skolepolitisk drama i perioden 2016-2019. Riisagers og kritikkens mangeartede aktioner forårsagede en konstant bølgen frem og tilbage mellem læringens og skolens begreber i mange forskellige rapporter, høringssvar, debatter og politiske forskydninger.

Riisager skrev efterfølgende bogen ”Selvbyggerbørn”, hvor hun gjorde rede for sine ideer og for nogle af sine oplevelser, og hun bidrog som nævnt også i 2021 til Sidste Chance-bogen. Hendes kritiske arbejde inddrog allerede i hendes ministertid især politikerne Caroline Magdalene Maier fra Alternativet og Jakob Mark fra SF. I bladet Folkeskolen.dk blev hun ligefrem afbilledet som en frihedsgudinde, og i 2019 udarbejdede Danmarks Lærerforening et folkeskoleideal, som i høj grad var præget af kritikkens arbejde med at revitalisere undervisningsbegrebet. Riisager fik også foranlediget en række udtalelser, hvor kundskaber og dannelse stod centralt, og undervejs kritiserede hun sine politiske kolleger for at være alt for underdanige i forhold til de nye konkurrencestatsteorier, som jo havde præget skolereformen.

Og ikke nok med det: Riisager nedlagde og omformede en række af de læringspolitiske rådsdannelser, hun kæmpede for at få dannelsesbegrebet ind i politikken, hun talte både kundskabernes, undervisningens og fritidspædagogikkens sag, og ikke mindst nedsatte hun en såkaldt Rådgivningsgruppe, som var præget af folk fra den kritiske bevægelse, som jo var både fagligt og politisk set særdeles bred. Alligevel blev hun udskammet i Politiken, der kaldte hende for Trump, og af Venstres og Socialdemokratiets læringsbegejstrede skoleordførere, som i slutningen af 2018 sørgede for, at ”justerings”-forhandlingerne blev flyttet til Finansministeriet, der jo om nogen havde støttet skolereformen. Og Riisager forsøg på at revitaliserer skoletraditionen blev også nærmest latterliggjort af DPU’s ledende organer, som understøttede konkurrencestatens læringsbegreb med hud og hår, understøttet af et nyt og globaliseret Aarhus Universitet.

En politisk og fagligt set meget sammensat gruppe af folk fra den kritiske bevægelse måtte skrive en forsvarskronik for Riisager i Politiken, hvis debatredaktør efterfølgende var rystet. Han havde allerede i 2011 kaldt den kritiske og ellers særdeles pluralistiske bevægelse for ”reaktionær”.

Langsomt satte noget af kritikken sig også i dele af det radikale Venstre, især hos folk som Marianne Jelved og Lotte Rod, selvom partiet med dets tilslutning til skolereformen totalt havde mistet kontakten til sit filosofiske grundlag. SF’s synspunkter var vendt 180 grader i forhold til reformen i 2006, som partiet ellers havde stemt imod. Tilslutningen til 2013-reformen var foranlediget af den såkaldte børnebandes kontakt med corydonske kredse i løbet af de sene 00’erne. I dag har partiet forladt forligskredsen. Det var faktisk Riisager, der som gammel radikaler fastholdt forbindelsen til efterkrigstidens dannelsestradition, dvs. til kundskaber, humanisme og fritidspædagogik.

I samme periode kørte der to juridiske sager, som skabte stor ravage i de pædagogiske miljøer. For det første var der Erik Schmidt-sagen. Odense kommune havde i juni 2014 givet den engagerede og landskendte lærer og redaktør, Erik Schmidt, en tjenstlig advarsel for at kritisere kommunens og skolereformens læringssyn. I advarslen stod der ligefrem, at Schmidt havde ”negative holdninger”, og at Schmidt ikke havde ”forstået forandringerne”. Det var ren totalitarisme efter min mening. Sagen endte i retten hele fire gange på grund af Odense Kommunes og KLs forhalinger, og først i november 2018 – altså over fire år senere – afgjorde Landsretten sagen i Schmidts favør med en række almene henvisninger til ytringsfrihedens temaer. Både de pædagogiske og juridiske segmenter var begejstret for denne juridiske sejr over læringens sprog. Dog ikke KL, som var tavs som graven. Man forsøgte at fortie læringens nederlag.

Den anden sag handlede om lektor Keld Skovmand, der allerede i 2016, som ph.d.-studerende ved DPU, havde skrevet kritisk om skole- og læreruddannelsesreformen, bl.a. inspireret af Gert Biesta. Det gav lidt bølgegang på DPU, hvis ledelse jo understøttede skolereformen med 200%. I 2018 forsvarede Skovmand så sin ph.d.-afhandling om samme emne, og efterfølgende klagede han over nogle skolereformsforskere til Aarhus Universitets praksisudvalg. Praksisudvalget sendte af egen drift materialet videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, og så var der jo drama. Skovmand tabte uredeligheds-sagen, men hans indholdsmæssige analyser kunne ingen tilbagevise.

Skovmand havde faktisk sammen med Lene Tanggaard været en central aktør i Riisagers rådgivningsgruppe. Men nederlaget i Nævnet i 2019, suppleret med at Finansministeriet havde taget magten over justeringsforhandlingerne, forstærkede de allerede nævnte angreb, som Riisager var udsat for i slutningen af 2018, og som havde fastholdt den finans- og digitaliseringspolitiske konkurrencestats greb om skolen.

Til sidst forlod Riisager politik, og en ny form for socialdemokratisk instrumentalisme kunne forstærke de konkurrencestatslige temaer. Fra 2020 svingede den amerikanske økonom, James Heckman, taktstokken via den nye minister Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun oprettede forskningscentre og så videre i den nye ånd, der handlede om et nærmest revolutionært statistisk defineret humankapitalistisk lighedsbegreb. Nu var børn en ”investering”. Denne grænseløse ideologi havde allerede præget børnehavepolitikken fra 2010, men nu satte den sig igennem mere generelt, også i familiepolitikken, suppleret af bl.a. Rockwool- og Trygfonden.

Og på samme tid blev der med udgangspunkt i OK2018 etableret et såkaldt ”Sammen om skolen”, hvor organisationer, kommuner og embedsfolk kunne handle pædagogikken af i små konsensusskrifter på KL’s og konkurrencestatens præmisser.

Parallelt med disse processer kørte en kraftfuld digitaliseringsdagsorden med transhumanistiske overtoner. Det skete via det såkaldte Disruptionsråd, men også i KL’s såkaldte ”teknologispring” og flere andre steder. Vi var gået fra 1980’ernes Foucault-inspirerede antihumanisme, over 2000’ernes såkaldte metodiske antihumanisme, som var inspireret af sociologen Niklas Luhmanns systemteori, og til 2020’ernes transhumanisme, hvor det ”humane” opsluges af maskiner. Det hele smeltede sammen i stærkt affirmative strukturer.

Imens Riisager og kritikken vandt skolepolitisk indflydelse fra 2016-2018, så puttede DPU sig lidt sammen med de ventende digitaliseringsdiskurser, som jo prægede det almene hovedspor i VKLA-regeringen. DPU’s ledelse have med sin blanding af konkurrencestat, Foucault og Niklas Luhmann virkelig understøttet skolereformens tanker, og dannelsessiden var mere eller mindre marginaliseret. Mens man på den måde ventede på, at kritikken af skolereformen ville tage af, gik ledelsen ind i stort anlagte kontakter med OECDs radikaliserede læringsideologi samt med en række tilstødende kompetence- og digitaliseringsdiskurser, som var renset for pædagogisk materiale. Det var ikke et kønt syn.

I dag overlever kritikken mest via enkeltord som ”dannelse” og ”formål”, som aktiveres i tide og utide, men som regel i nærmest ukendelige former og uden forskningsmæssige, historiske eller politiske forankringer.

Skolens turbulens i perioden efter skolereformen påvirkede også andre uddannelsesområder. I 2015 forsøgte den daværende VK-regering at ødelægge gymnasiet som dannelsesinstitution, men efter en kraftfuld tværpolitisk indsats for at redde denne skolereforms særkende, almendannelsen, som blev understøttet af nogle af de samme kritiske miljøer, som jeg nævnte ovenfor, undgik man de værste tidsler. Det skete lige før, at Riisager kom til, og hendes parti, LA, spillede sammen med EL, Alternativet, DF og SF en hovedrolle i kritikken. Et andet eksempel er universiteterne, hvis dyder har været under pres siden universitetsloven i 2003. Her har begrebet ”forskningsfrihed” fået kunstigt åndedræt af nogle marginaliserede videnskabelige miljøer, men med det skolepolitiske kollaps in mente, kan denne “friheds”-tilstand næppe opretholdes, fordi ”fra tanke til faktura” kan forstærke sin magt over den gispende videnskabelige tradition og livsform.

Kan man vende denne udvikling? På en måde ja, for man kan jo blot lave nogle andre forlig og organisationer. Men det kræver naturligvis, at politikere og medier mobiliserer en stærkere kærlighed til landets pædagogiske tradition og muligheder i stedet for det ødelæggende og altomfattende teknologisk-centralistiske lærings- og evalueringssprog, som man har udviklet siden 00’erne, og som understøttes af de mange grupper og organisationer, hvis eksistens er afhængig af ødelæggelsen.

 

Referencer:

Teksten er en let revideret udgave af en kronik, som blev bragt i Politiken d. 1. maj 2023. https://politiken.dk/debat/kroniken/art9322125/Det-g%C3%A5r-ned-ad-bakke-for-danske-b%C3%B8rn-p%C3%A5-b%C3%A5de-p%C3%A6dagogiske-og-sociale-m%C3%A5l-%E2%80%93-og-ofte-glemmer-man-den-egentlige-skandale

Kronikken bygger på bogen I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning, som udkom på Forlaget Fjordager den 1. maj 2023. http://www.fjordager.com/i-skolereformens-koelvand/

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.